Patagonien på langs

Tekst og foto: Per Allan Jensen

Tag med ekspeditionskøretøjet Mondongo gennem Ildlandet og Patagonien, mellem kæmpemæssige gletsjere, sneklædte bjerge og aktive vulkaner, over den endeløse argentinske pampas og langs azurblå floder og søer. Turen starter i verdens sydligste by Ushuaia, og ender - efter knap 5.000 km's kørsel og fem grænsekrydsninger - i Chiles hovedstad Santiago.

Vinter under sydlige himmelstrøg
Vinteren 2007/08 blev på mange måder en rekordernes vinter i mit rejseliv. Aldrig har jeg spist så mange gode bøffer på så kort tid, og aldrig før har jeg været så langt mod syd. Faktisk helt nede ved Antarktis, hvorved jeg erobrede mit syvende og sidste kontinent, men det er en helt anden historie. Og sjældent har jeg kørt så mange kilometer ad dårlige grusveje, og hermed nærmer vi os dette nummers tema.

Jeg var af sted hele december og januar, hvilket jo er det perfekte tidspunkt at forlade det mørke og kolde nord til fordel for et ophold i det sydlige Sydamerika. Efter et par uger i og omkring Buenos Aires (og Uruguay), fløj jeg ned til Ushuaia, hvorfra jeg - på det gode skib Fram - tilbragte otte dage med en vidunderlig sejltur ned til Antarktis. Ikke just nogen billig fornøjelse, men hvis man er villig til at spendere, hvad det koster, så er det bestemt en oplevelse, der kan anbefales.

Efterfølgende stod den på endnu en sejltur, nemlig med MS Evangelista fra det Chilenske rederi Navimag. Med dette skib, der er af en noget anden klasse end Fram (bl.a. stod der en stor flok stinkende køer på ladet af nogle lastvogne nede på dækket) sejlede jeg op langs Chiles skærgårdskyst, en naturoplevelse, der godt kan sammenlignes med Hurtigrutens ture langs den norske kyst (og med lige så skiftende og uforudsigeligt vejr).

Ushuaia, 'verdens sydligste by', ligger smukt mellem Beaglekanalen og Andesbjergenes allersydligste udløbere

Op gennem Ildlandet til Patagonien
Som sidste del af min rejse havde jeg meldt mig til en tre-ugers Topas-ekspedition op gennem Patagonien, fra 'verdens sydligste by' (Ushuaia) til Chiles hovedstad Santiago. En tur, der i fugleflugtslinie er godt 3.000 kilometer lang, men som, hvis man skal sno sig lidt rundt mellem områdets mange naturseværdigheder, løber op i næsten 5.000 kilometer og involverer fem krydsninger af grænsen mellem Chile og Argentina. Da de fleste af vejene er af en noget tvivlsom beskaffenhed, bliver gennemsnitshastigheden naturligvis ikke ret høj, så løst anslået tilbragte vi hundrede timer i bilen. Det er derfor ikke en tur, der kan anbefales til folk, som lider af køresyge, ligesom man nok også skal vælge et andet rejsemål, såfremt man ikke kan udstå blæsevejr, for Patagonien (specielt den sydlige del) er et af de mest forblæste steder i verden. Og endelig er det nok heller ikke den perfekte rejseform, hvis man har det svært med at være tæt på 28 mennesker i tre uger - eller sove i telt i al slags vejr - eller grave sin egne toilethuller - eller stå op hver morgen før en vis person får sko på. Faktisk var det tre ret så fysisk anstrengende uger, så jeg nærmest følte, jeg trængte til 'rigtig' ferie, da jeg kom hjem.

Til gengæld giver sådan en tur gode muligheder for at besøge nogle af de naturmæssige perler, som regionen er så rig på, og hvis man skulle gøre den samme tur selv, så må man enten have sit eget køretøj, eller også må man indstille sig på at bruge rigtig meget tid på at vente på, at der kommer en bus - eller en behjertet bilist, hvis man prøver at tomle.

Forfatteren foran et af de smukke panoramaer, som der findes så mange af i den argentinske nationalpark Los Alerces.

En noget besværlig grænsekrydsning
Turen startede i Ushuaia, der ligger vidunderligt smukt ved Beagle-kanalen, med udsigt til sneklædte bjerge og med let adgang til den mest fantastiske nationalpark (turen hertil kan i øvrigt, hvis man er jernbaneentusiast, passende ske med 'verdens sydligste jernbane'). Selv om Ushuaia ligger i samme afstand fra ækvator som Danmark, så er klimaet her noget køligere, hvilket skyldes de kolde antarktiske havstrømme. Så hvis temperaturen på en sommerdag sniger sig op over de 15 grader, er der 'hedebølge', og byens fastboende strømmer ud iført korte bukser og T-shirts.

Fra Ushuaia går turen op over Tierra del Fuego (Ildlandet), Sydamerikas største ø, der er delt mellem Argentina og Chile. Vores første grænsekrydsning kom i øvrigt til at vare cirka 24 timer, da der var kludder med bilens papirer, og så er netop den grænseovergang berygtet for at være det sted, hvor man sender de mest umulige grænsefunktionærer hen som straf.

Videre over Magellan-strædet og ud til en koloni af Magellan-pingviner med de mest nuttede unger. Nu havde jeg allerede set ganske mange pingviner på Antarktis-turen, men det er jo et sjovt og fascinerende dyr, som man ikke lige bliver træt af at studere.

Fra campingpladsen i Torres del Paine var der den smukkeste udsigt over Lago Pehoe til nationalparkens karakteristiske bjergtinder

Bjerge og gletsjere
Et af turens absolutte højdepunkter var et par dages ophold i nationalparken Torres del Paine, der - med god grund - tiltrækker vandreglade mennesker fra hele verden. Bjergene her er spektakulære som få steder i verden, og så vandrer man rundt blandt rivende floder, azurblå bjergsøer og kæmpemæssige gletsjere. Hvis man er heldig, bliver man forundt det fantastiske syn af de tre høje 'tårne', der har lagt navn til parken, men vejret er omskifteligt, og tit er tårnene indhyllet i skyer.

Lidt længere mod nord ligger endnu en naturseværdighed, som det virkelig er værd at rejse efter, nemlig Perito Moreno-gletsjeren. Ved denne kæmpemæssige gletsjer (30 km lang, 5 km bred og 60 meter høj) er der bygget et netværk af trapper og stier, så man kan vandre rundt ganske tæt på og nyde det fascinerende syn (og den konstante bragen og knirken fra gletsjerens indre). Vi var der en tidlig morgen, mens solen stod op og erstattede de sidste skyer med den mest perfekte regnbue, et syn jeg sent vil glemme.

Udsigt fra en lille bjergtop nær campingpladsen i Torres del Paine

Lejrslagning på den argentinske pampas
Derefter brugte vi et par dage på den stormomsuste pampas, hvor landskabet giver mindelser om steder som Australien, Mongoliet og Arizona. Fascinerende med al den plads, og også et fascinerende sted at slå telt op og overnatte, for her er det ikke bare blæsten, der er en udfordring, men også at få pløkkerne til at holde fast i det bløde sand. Men hen på aftenen, når vinden lægger sig og myriader af stjerner prikker sig ind på den sorte himmel, så bliver man taknemlig for at have prøvet dette i stedet for bare at overnatte på et dødssygt hotelværelse i en eller anden kedelig flække.

Længere mod nord følger et område med tempereret regnskov og dekorative hængende gletsjere, hvor kæmpetræer, bregner, lianer, bambus og farverige blomster kappes om pladsen på ens memorykort. Og i nationalparken Los Alerces camperede vi direkte ved bredden af en af de smukkeste søer, man kan forestille sig, omgivet af grønne skove og sneklædte bjerge. Landskaberne er i det hele taget ret fantastiske på disse kanter, især når man er så heldig med vejret, som vi var. Luften er fuldstændig ren og klar, og himlen er næsten overnaturligt blå med enkelte kridhvide skyer. Høje bjerge tårner sig op med hvide klatter på toppen, og længere nede brydes de tætte grønne skove af enkelte idylliske landbrug med rødbrogede køer og fritgående ænder og gæs. Og ind i mellem alt dette bruser nogle rivende floder med en så intens blågrøn farve, at man tror, det er løgn.

Det er en ganske særlig oplevelse at slå lejr i stormvejr og løst sand på den argentinske pampas

Her, lidt over midten af turen, har man efterhånden vænnet sig til rytmen med at slå telt op og ned hver dag, stå tidligt op og sidde de mange timer i Mondongo (som bilen hed), hvor nogen får en tiltrængt ekstra lur, mens jeg, der ikke er så god til at sove 'i utide', får læst et utal af bøger (bilen ryster desværre for meget til sudoku-løsning, som ellers er et af mine foretrukne tidsfordriv). Og så får man selvfølgelig snakket sammen på kryds og tværs, så man efterhånden lærer i hvert fald nogle af sine medrejsende bedre at kende.

På vulkaner i Lake District
Videre forbi farmen, hvor Butch Cassidy og hans venner slog sig ned efter deres spektakulære røverier i USA, og op til Bariloche, der har gjort det til en specialitet at fremstille den lækreste chokolade (samt ligge midt i et fantastisk naturområde). Sidste gang vi krydser grænsen, kører vi tæt forbi den knap 4.000 meter høje vulkan Lani, i øvrigt i et skovområde, der er domineret af de imponerende abetræer, der her bliver betydeligt større end de eksemplarer, man støder på herhjemme.

Og så er vi i det område, der kaldes 'Sødistriktet', nærmere bestemt byen Pucon, der er for Chile, hvad Bariloche er for Argentina, dvs. centrum for alskens friluftsaktiviteter i den fantastiske natur. Her er fyldt med aktive vulkaner (faktisk ligger 10% af verdens aktive vulkaner i Chile), og en af turens største oplevelser var da også at bestige én af disse.

På vej op ad Villaricas stejle og sneklædte sider. I baggrunden ses byen Pucon samt - længere væk - vulkanen Llaima, der gik i udbrud omkring nytår

Den 2.847 meter høje vulkan Villarica danner den mest fantastiske og dramatiske baggrund for byen Pucon. Vulkanen havde sit sidste større udbrud i 1971, og den står til stadighed og småsprutter og udsender store skyer af svovlholdige gasser. Via bureauer i byen kan man arrangere ture op til toppen, idet man så er sikret en kompetent guide plus det nødvendige udstyr i form af vind- og vandtæt tøj, solide støvler, hjelme og isøkser. Man medbringer også steigeisen, men det var så varmt i vejret, at sneen var ret blød, så dem slap vi heldigvis for at montere. Isøkserne skal man bruge til at bremse faldet, såfremt man skulle være så uheldig at vælte. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig resultatet af en ukontrolleret glidetur ned ad vulkanens lange og stejle sider!

Det er hårdt arbejde at nå op til toppen, men alle strabadser er glemt, når man står deroppe og føler, at man kan se til verdens ende - samt til verdens indre, hvis man kigger ned i det foruroligende store krater, hvorfra gasserne strømmer op - gys. Nedturen var en del hurtigere - og sjovere - end opturen, idet den foregik kurende på enden ned over sneen, med isøksen som fartregulering.

En nærdøds-oplevelse på floden
Ved Pucon skulle vi naturligvis også ud og rafte på en af de dejlige floder. Det har jeg prøvet adskillige gange før, men denne gang blev det mere dramatisk end jeg havde tænkt mig, idet jeg fik noget af en nærdøds-oplevelse, da jeg drattede ud af båden på toppen af et af de største vandfald. De efterfølgende sekunder føltes lidt som at være i det indre af en vaskemaskine, og på grund af vandets skummen er opdriften ikke så stor, dvs. det tager en hulens tid at komme tilbage til overfladen og få en tiltrængt mundfuld luft. Her fik jeg fat i den snor, der går rundt om båden, hvorefter jeg tog resten af turen ned som ufrivillig galionsfigur, klamrende mig til spidsen af båden. Ikke nogen rar oplevelse, da jeg til stadighed frygtede, at vi tørnede ind i en af de mange klipper.

Afslutning i Santiago
De sidste 800 kilometer op til Santiago blev - til en behagelig afveksling - tilbagelagt på en god motorvej, og i Santiago blev vi indlogeret på et rigtigt hotel med rigtige senge - endnu en behagelig afveksling. Santiago er en ganske dejlig by, synes jeg. Den har godt nok ikke så mange flotte gamle bygninger som Buenos Aires, men til gengæld er stemningen mere afslappet og munter (man kan måske sige, at argentinerne er lidt mere stive og formelle end chilenerne). Der er en masse parker, gågader, restauranter og caféer med udendørs servering, der er musik og anden underholdning i gaderne, og så er kvinderne i øvrigt kønnere end i Buenos Aires. En specialitet er nogle kaffebarer, hvor serveringen varetages af særdeles velproportionerede unge piger i meget korte kjoler, en pudsig detalje i et ellers ret konservativt og katolsk land.

Fakta:
Den beskrevne Topas-tur koster cirka 26.000 kr. (minus flybilletten, hvis man tilfældigvis alligevel er på de kanter). Som regel køres den begge veje, men jeg kan anbefale, at man tager den fra syd til nord, så man får bedre og bedre vejr. Næste afgang er 17. december 2008. Bilen vi kørte i er specialbygget til netop dette formål (ud fra en gammel Volvo-lastvogn, der har kørt med kyllinger i Bolivia). Her er 24 siddepladser (de fleste i grupper af 2x2 med bord imellem), og under sæderne - samt i de store og rummelige bagagenet - er der plads til al bagage. Der er desuden rum til telte, soveposer og liggeunderlag samt stole, kogegrej, service, madvarer og bøger. Selv en fryser og en gasovn findes indbygget i bilen. Opbygningen af bilen er sket gennem et Danida-støttet projekt, og på turen deltog to bolivianere (kokken Domingo og chaufføren Roberto). Se også www.topas.dk.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside