Min rejsekarrieres nok mest uheldige oplevelse indtraf januar 1984, hen mod slutningen af 'mit livs rejse'. Jeg havde været på en Trans Asien ekspedition fra Padborg til Katmandu. Efterfølgende havde jeg været på en kortere trekkingtur i Pokhara-området i Nepal, hvilket i øvrigt var en oplevelse, der kom til at sætte et betydeligt præg på mit rejseliv de næste mange år. Så var jeg - nu på egen hånd - draget ned gennem Indien og var endt på Sri Lanka, hvor jeg lige havde tre uger tilbage af mit halve års orlov, inden jeg måtte tilbage til mit arbejde i det, der dengang hed Handelsbanken.
På et tidspunkt boede jeg på et lille pensionat i Hikkaduwa, hos to brødre, hvoraf den ene kaldte sig 'læge'. Jeg havde først nogle dejlige dage med snorkling og eksotiske vandre- og cykelture i omegnen, men så går det galt. Til min dagbog beretter jeg følgende d. 21. januar, efter at jeg aftenen før har skrevet, at jeg vil overveje at leje en motorcykel og begive mig ned og udforske den sydlige del af øen:
Udsigt over Søpindsvinebugten
Kl. 17.00: Tænk, jeg tror midlertidigt mit held har svigtet mig. På vejen hjem fra min motorcykeltur er jeg strandet 50 kilometer hjemmefra på grund af et af de sædvanlige voldsomme regnskyl, hvis heftighed trodser enhver beskrivelse. Heldigvis nåede jeg da lige at komme i ly, tilmed et hyggeligt sted, hvor jeg nu sidder og konsumerer en kande kaffe, men jeg skulle jo gerne tilbage og aflevere motorcyklen inden mørkets frembrud.
Men hvis det så bare var det eneste. Langt værre er det, at jeg for et par timer siden placerede mine hænder og fødder i en stor flok søpindsvin ved en - i øvrigt aldeles vidunderlig - strand. Oh gru, hvilken oplevelse! Jeg havde lige bestilt frokost i en lille lækker palmehytterestaurant, og da jeg fik at vide, at det ville vare en halv time, var det jo nærliggende at tage en svømmetur for at skærpe appetitten.
Hidkaldt af mine jammerskrig blev der straks iværksat en storstilet redning-saktion. Ham der var ved at tilberede min mad samt en tililende lokal bevæbnede sig med to sikkerhedsnåle, mens en tredje gav sig til at plukke blade af en busk, hvis saft viste sig at have den bekvemme egenskab, at den fremmer blodets koagulation.
Så startede operationen. Jeg proppede mit håndklæde i munden og prøvede at tænke på noget andet, mens de gik i gang med at forsøge at pille pigge ud
Søpindsvin ("sea urchin")
Søpindsvinepigge har den ubehagelige egenskab, at de knækker af og bliver siddende i flæsket på den klovn, der er idiotisk nok til at komme i nærkontakt med dem. Nu var der desværre tale om et temmeligt stort antal pigge, og den halve time, der gik med at få de fleste gravet ud, hører afgjort ikke til de mest morsomme jeg har oplevet.
Efter operationen blev mine fødder smurt ind i en speciel olie, som en fjerde tililende i mellemtiden havde været hjemme og hente, og til sidst forklarede de mig trøstende, at jeg var uden for farezonen, omend jeg nok ville få lidt ømme hænder og fødder de kommende dage (mon ikke, det er begyndt). Herefter fik jeg min mad, der naturligvis var blevet kold i mellemtiden, samt en stor kande stærk te til at styrke mig på, og jeg behøver vel næppe at sige, at jeg gav rigelige drikkepenge.
Kl. 23.00: Det er med uheld som med fisk, de kommer i stimer. Kort efter sidste optegnelse gik motorcyklen amok. Først satte gaskablet sig fast, så jeg måtte regulere farten med bremse og kobling, og kort efter brød skidtet totalt sammen, under udsendelse af voldsomme røgskyer. For fuldstændighedens skyld begyndte det igen at regne! Nej, jeg er fuldstændig udmattet, må fortsætte i morgen.
Og næste morgen fortsætter jeg så med at skrive:
Jeg trak så liget af motorcyklen hen til et nærliggende pensionat, hvor jeg fik lov til at stille den under et halvtag. Det undrer mig egentlig, at jeg huskede at få skrevet adressen ned, det ville lige have været prikken over i'et, hvis jeg havde glemt det.
Derefter gik det med lokale busser tilbage til Hikkaduwa, og klokken halv otte humpede jeg ind hos motorcykeludlejeren og satte ham ind i situationen. Stakkels mand, hans anden motorcykel var også lige brudt sammen. Nå, men han ville så bevæbne sig med noget værktøj og tage en bus derned. Desværre ville han ikke af med mit pas, som jeg havde måttet give ham i pant. Det var der jo sådan set heller ikke noget at sige til, han kunne jo ikke vide, om jeg havde solgt motorcyklen, men han lovede at komme tilbage med passet senere på aftenen.
De sidste par kilometer hjem tog noget tid, da mine fødder efterhånden gjorde ret så ondt, og jeg var ikke mange sure sild værd, da jeg vaklede ind ad døren, smed mig i en stol og gav mig til at forklare om dagens hændelser. Nu kalder min husvært sig jo tilfældigvis læge, og han gav sig straks til at pille de stumper ud, der endnu sad tilbage.
Som bedøvelse fik jeg et stort glas 'arrack', som er Sri Lankas modstykke til vores snaps. Det er brygget på blomstersaft fra palmer og smager ikke særlig godt, men det er billigt og yderst effektivt. Under operationen fortalte han mig, at det var godt jeg fik de fleste pigge ud straks, da han kendte tilfælde med både blodforgiftning og amputationer til følge. Meget opmuntrende!
Bagefter sagde han, at nu skulle jeg bare spise min mad (som de kære mennesker havde holdt varm til mig), så ville han imens hente noget medicin til at smøre på. Maden var - som sædvanlig her til lands - aldeles fortrinlig, og som dessert fik jeg syrnet bøffelmælk med palmesirup, en specialitet på øens sydlige del, som jeg holder meget af (desserten altså).
Lidt senere kom lægen tilbage med medicinen, der viste sig at være - en håndfuld rødder og blade! Jeg var ved at få desserten galt i halsen, og forberedte mig så småt på, at han ville iføre sig en djævlemaske og begynde at danse rundt under vilde trommehvirvler, men så galt gik det dog alligevel ikke. Rødderne blev skrællet og findelt, hvorefter hele herligheden blev knust i en morter (det vil sige en halv kokosnøddeskal). Derefter blev det kogt, afkølet og smurt på mine fødder, der til sidst blev indhyllet i gamle klude og plasticposer. Jeg sad og tænkte på, at i Danmark ville man bare have ringet efter en ambulance og være kommet på en skadestue, hvor de næppe var begyndt at koge rødder.
Sidst i dagens optegnelser skriver jeg lakonisk:
Nu mangler jeg bare lige at tilføje, at motorcykeludlejeren kom tilbage ved titiden med mit pas samt den oplysning, at motorcyklen intet fejlede, ud over at den manglede benzin. Og det sagde han så højt og tydeligt, at alle tilstedeværende ikke kunne undgå at høre det, hvor pinligt!
Den omtalte 'naturbehandling' blev omhyggeligt fortsat de følgende dage, og jeg tror jeg skylder min vært en stor tak for, at det ikke gik værre end det gjorde. Under påvirkning af de påsmurte stoffer blev huden blød og porøs, og de sidste (troede jeg på det tidspunkt) pigge kunne stille og roligt pilles ud. Jeg var stadig øm en uges tid, men så blev det gradvis bedre, og da jeg kom hjem nogle uger senere var jeg næsten ikke hæmmet mere. Det skulle dog efterhånden vise sig, at så nemt slap jeg ikke. Helt op til et par år efter skete der af og til pludselig det, at en stump af en pig havde arbejdet sig ud til overfladen og måtte pilles ud af et ømt og betændt sår - en enkelt gang måtte jeg endda på skadestuen, under et weekendbesøg i Odense.
Men efter nogle år går det så åbenbart sådan, at de ting, som kroppen endnu ikke er sluppet af med, indkapsles og forbliver en accepteret del af kroppen. Det sidste vidnesbyrd om, at der stadig sidder nogle stumper, fik jeg for nogle få år siden. Min hånd var blevet røntgenfotograferet, fordi jeg skulle have bortopereret en ondartet splint fra et plankeværk, og lægen udtalte undrende, at der sad et par mystiske ting længere inde.
Siden har jeg altid udvist skærpet agtpågivenhed ved badning i farvande, hvor der kan være søpindsvin. Og som de fleste af jer sikkert ved, så behøver man ikke tage til tropiske farvande for at støde på sådan nogle bæster, de findes f.eks. i stort antal i Middelhavet. Så pas på!
