Miniferie i Sydpolen
af Per Allan Jensen
Her er en lille beretning til opmuntring for de, der gerne vil opleve lidt eventyr, men hverken har oceaner af tid eller bunker af penge. Alt hvad der kræves er en weekend, en pinsedag, en grundlovsdag, et par restferiedage og 20.000 SAS-Eurobonus point.
Der var i hvert fald hvad der var til rådighed, da Lars og jeg planlagde vores miniferie til det sydlige Polen. Vi har det begge sådan, at en storby i ny og næ, det er ok, men fysisk aktivitet og natur - og allerhelst i bjergene - har langt højere prioritet.
I det sydlige Polen ligger Tatrabjergene, som udgør den nordvestlige gren af Karpaterne, og ikke så langt herfra ligger Krakow, som er en yderst seværdig by, beliggende i en god times flyafstand fra København. Så et besøg på disse kanter kunne - efter vores vurdering - netop opfylde disse ønsker i et passende forhold.
Nu ville skæbnen, at der kun var pladser på flyet hjem fra Krakow, men så kunne vi til gengæld komme ud til Warszawa, hvilket betød, at vi også lige fik en eftermiddag til at se dennes nydelige gamle bydel, inden det hypermoderne intercitytog bragte os videre til Krakow (2½ time).
Det meste af en dag i Krakow (den by er bare helt fantastisk), og så - sidst på eftermiddagen - med bus til Zakopane, der ligger lige for foden af de omtalte bjerge. Byen er en af Polens helt store turistmagneter, der om vinteren tiltrækker tusindvis af skiløbere og om sommeren et lige så stort antal bjergvandrere. Men nu - i begyndelsen af juni - er skisæsonen slut og sommeren endnu så ung, at man stort set kan have bjergene for sig selv.
Afsted næste morgen med en lokal bus til Lysa Polana, hvorfra en velafmærket vandresti fører op i bjergene. Først gennem frodig skov og lidt senere langs en rivende flod i en dal, hvorfra der er flotte views til de godt to tusinde meter høje bjerge på begge sider. Den sidste lille time må vi gå op ad en stejl 'Nepal-like' sti, snoet og stenet, til en kæmpehytte ved en smuk bjergsø i 1700 meters højde.
Her serveres både suppe, kål, pølse og æbletærte samt øl, vand, te og kaffe, alt sammen til forholdsvis rimelige priser. Til overflod koster en overnatning i et dobbeltværelse kun godt et halvt hundrede kroner pr. person, og så er her badeværelse med brus. Iskoldt ganske vist, men så kan man gå ud i køkkenet og få udleveret en stor spand med varmt vand, der gør renselsesprocessen betydeligt mere human. Elektrisk lys er her også, og en stor hyggelig stue, hvor man kan sidde om aftenen og hygge sig. Eneste minus er, at serveringen lukker kl. 19.00.
Efter en portion suppe efterfulgt af kaffe og kage går vi et par timer op i bjergene i et ret skiftende vejr, hvor der - ind mellem regnbygerne - åbenbarer sig nogle flotte og dramatiske views ud over bjergene. Vi havde egentlig håbet på at komme helt op på bjergkammen i godt 2000 meters højde, men vælger at opgive, da regnvejret tager til.
Til aften mere suppe, kål og pølse, et par øller og et ordentligt indhug i de medbragte bøger, og ret tidligt finder vi soveposerne.
Der er stor spænding om vejrsituationen næste morgen, men vi har dog ikke haft fantasi til at forestille os det syn, der møder os. Jord og buske er pudret med sne, det fyger, og der ligger små driver lige uden for vinduet! Det skal nu ikke slå os ud, så vi ifører os det meste af vores tøj (samt et par vandresokker som handsker) og starter på en vandretur op til et knap 2000 meter højt pas.
Vejret skifter ustandseligt. Ind i mellem er der smuk udsigt tilbage over søerne (garneret af tunge og truende skyer omkring
bjergtoppene), men så er der pludselig snefog og en sigtbarhed på under ti meter, ganske underholdende, når man så samtidig skal traversere hen over halvstejle tunger af is og sne.
Omsider når vi op i passet, hvor der blæser en halv pelikan, og alle tanker om at fortsætte hen langs bjergkammen blæser væk i stormen. Vi tager et billede, spiser lidt chokolade og drikker en halv liter vand, før vi atter begiver os nedad. Det første stykke går langsomt, for stenene er isede og glatte, og hvert eneste skridt kræver intens koncentration, hvis det ikke skal ende med et styrt, hvilket kunne udvikle sig meget uheldigt under disse omstændigheder.
Tre kvarter senere er vi atter nede i nærheden af søerne, og et kig på kortet afslører en stiplet markeret rute op over et pas og ind over grænsen til Slovakiet. Vi har stadig kræfter til overs, og den pludseligt opståede tanke om en grænsekrydsning drager os. Den første halve time går det jævnt og uproblematisk opad, så bliver det gradvist stejlere, og til sidst står vi over for en stejl skråning med sne og is og enkelte forkrøblede græstotter. Gys, dette er klart på grænsen af det forsvarlige, for hvis grebet smutter er der ingen tvivl om, at vi rutcher et ikke ubetydeligt antal meter tilbage i dybet. Men tilsyneladende er der kun 20-30 højdemeter tilbage, og ingen af os kan forlige os med tanken om at opgave så tæt på målet.
Med hjælp fra hænder og tåspidser lykkes det os endelig at tilbagelægge det sidste stykke, og pludselig står vi ved en grænsesten med 'P' på den ene side og 'S' på den anden. Vi står lidt og nyder fornemmelsen af adrenalinet, der stadig bruser rundt i kroppen, tager et par billeder og begynder så at spekulere over, hvordan vi kommer ned igen. Det går dog lettere end frygtet, da vi først finder ud af at kure på enden, med hælene som fartbegrænsere, og snart har vi atter nogenlunde fast grund under fødderne. Opmuntret af denne succes går den sidste time som en leg, og midt på eftermiddagen er vi tilbage ved hytten, hvor en kop dampende varm kaffe kommer yderst tilpas.
Aftenen tilbringes i andægtig stilhed, da vi stort set er de eneste logerende i hytten. Næsten helt meditativt, med timers fordybning i gode bøger, mens vinden suser udenfor. Gennem vinduerne kan vi se sneen fyge sammen i små driver langs den grå bjergsø, hvis overflade af vinden piskes op til skummende bølger. Det er to uger til St. Hans, ubegribeligt!
Men det bliver værre endnu! Næste morgen er alt dækket af et 10-20 cm. dybt snelag, og temperaturen er krøbet lige ned under frysepunktet! Så er det i hvert fald udelukket at realisere vores flyvske planer om at gå op over bjergryggen og helt tilbage til Zakopane. Vi er nødt til at holde os til den 'kendte' vej ned, hvilket såmænd også er udfordring nok, ad en stejl sti med store uregelmæssige sten, der er skjult af et tykt lag sne, som - lidt længere nede - antager en sjappet konsistens. Det er underligt - nede i skoven - at se de lysegrønne løvtræer med sne på, for ikke at tale om de smukke gule blomster i skovbunden.
Nede i skoven klarer det op og solen titter lidt frem. Efter et par timer nærmer vi os Lysa Polana, hvortil vi ankom med bussen for et par dage siden. Det forekommer os at være en lidt slap afslutning bare at tage bussen tilbage igen, så vi beslutter i stedet at skrå ind gennem skovene og gå til fods tilbage til Zakopane.
Det viser sig at være en utroligt smuk og afvekslende rute, men også noget af en stroppetur af vel cirka 25 kilometers længde, så det er et par ret møre danskere, der sidst på eftermiddagen vakler ned gennem Zakopanes menneskefyldte gågade. Kort efter sidder vi i en bus til Krakow, hvor vi forkæler os selv med et luksushotel (dyrt i Krakow!) og et pragtfuldt måltid mad på en indisk restaurant (ikke mere kål!), efterfulgt af dessert og cappuccino i den hyggelige gamle bydel.
Næste dag står i hjemrejsens tegn, og klokken halv to er vi atter på dansk grund, en hel del oplevelser rigere og med en følelse af, at vi har været væk en evighed. Jeg venter med spænding på at få fremkaldt lysbillederne, som I naturligvis ikke slipper for at se ved lejlighed.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside