Rejsehilsner fra Sydøstasien 2008-9

Per Allan Jensen

Hilsen nr. 1, sendt fra Hong Kong d. 3. december 2008

Min årlige vinterrejse startede som enhver kontrol- og planlæggerfreaks mareridt, da måneders minutiøs planlægning faldt sammen som et korthus, fordi en flok asiater fik lyst til at besætte en lufthavn. Da det torsdag morgen stod klart, at jeg ikke kunne komme til Bangkok lige foreløbig, tog jeg mod tilbuddet om refusion af pengene og kastede mig over internettet for at finde en alternativ flugtrute. Og det blev så ud til og hjem fra Hong Kong i stedet, af sted samme aften og hjem d. 27. januar, 23 timer senere end oprindelig planlagt.

Spændende at tage til en helt anden destination, uden nogen som helst form for planlægning, ud over hvad jeg kunne læse mig til i en lille guidebog, som jeg købte i lufthavnen.

Ganske hård rejse ud til HK. Først blev vi en halv time forsinket til Zürich, hvilket reducerede min i forvejen beskedne skiftetid til 25 minutter, men mirakuløst nok nåede jeg (og bagagen) det alligevel. Og dernæst en tolv timers flyvetur, hvor jeg ikke fik lukket et øje pga. en meget sær og meget vred gammel dame, der var ved at drive os alle til vanvid. Til sidst truede stewarden med at tilkalde politiet, hvilket måske ikke var så smart, for hvor er det nu lige man finder politiet, når man befinder sig en halv snes kilometer over den tibetanske højslette?

HK er et af de mest moderne og velfungerende steder i hele Asien, så da jeg endelig nåede frem, gik det hele såmænd så nemt. Indlogering på centralt beliggende og nydeligt hotel i lille bitte værelse, men sådan er det jo i dette område. Og mit første måltid bekræftede, at jeg var kommet tilbage til Kina. Suppen indeholdt en masse mystiske ting (bl.a. brusk og bensplinter samt en hel hønsefod), og min nabo råbte så højt i sin mobiltelefon, at min suppe var ved at skvulpe over.

Men ellers er her godt nok dejligt. Klimatisk er det den helt perfekte overgang fra det vinterkolde DK til de lummervarme troper. Himlen var knaldblå de første fem dage (i dag er det lidt skyer), dagtemperaturen sniger sig lige op over de tyve grader, og en frisk brise fra havet sørger for lidt naturlig ventilation. I de små sidegader føler man sig hensat til østen, men samtidig er det noget af det mest hypermoderne og velfungerende, så man ind i mellem nærmest har den fornemmelse, at man er midt i en science fiction film. Hvis man er shopaholic, må dette være som at komme i himlen, og jeg der hidtil troede, at Milano repræsenterede det mest dekadente inden for modevarer. Aldrig har jeg oplevet så stor en koncentration af shopping malls med så mange overflødige ting til så høje priser. Nu er jeg jo absolut ikke shopaholic, men jeg har da benyttet lejligheden til at købe noget ekstra udstyr til mit kamera samt et nyt ur (og en klipning) - alt til cirka halv pris af derhjemme.

Udsigt over Hong Kong fra 'The Peak'

Og så har jeg fået en lokal veninde, der hedder Candy og som jeg besøger en gang i mellem oppe på femte sal i en af de små sidegader. Hun gør fantastiske ting med min krop, så jeg svæver derfra på en lyserød sky. Ok, der var godt nok lidt bivirkninger den første gang, for som kendere af fodmassage (eller zoneterapi, hvis det udføres af en der kender sit håndværk) vil vide, så er det en behandling, der starter udskillelsen af en masse af kroppens ophobede affaldsstoffer. Og det er jo sådan set en god ting, men kors en hovedpine det afstedkommer, indtil skidtet er kommet helt ud.

Og nu vi taler om giftstoffer, så er øl og kaffe vel blandt de største bidragydere hertil for mit vedkommende, og begge dele er hundedyrt her (faktisk næsten på danske niveau), så det er jo et udmærket incitament til at skrue lidt ned for begge dele. Ellers ligger prisniveauet vel på noget i retning af det halve af det hjemlige. Transport og lokal mad (hønsefødder etc.) er billigt, hotelværelser sådan lidt midt i mellem (godt 300 kr. giver jeg for et lille men nydeligt værelse med en absolut central beliggenhed (og vindue, hvilket ikke er almindeligt her)), og dyrest er vestlig mad samt kaffe, øl og spiritus. Det er interessant at bemærke, at private biler stort set ikke findes. Det ligger i sagens natur, at parkeringspladser er yderst sparsomme, og dertil kommer, at de har den mest effektive offentlige transport man kan drømme om. En stor og hurtig undergrundsbane (bl.a. helt ud til lufthavnen), et hav af busser, sporvogne og taxaer samt de små hyggelige både, der konstant tøffer frem og tilbage over det lille sund, der adskiller øen HK fra den del af byen, der ligger på fastlandet (Kowloon). Og her er overhovedet ingen tohjulere, hverken med eller uden hjælpemotor, hvilket nok (altså fraværet af de første) er en væsentlig årsag til, at byen ikke er nær så forurenet som andre byer af den størrelse og med den trafik. Vidste I forresten, at her bor syv millioner mennesker på 1100 kvadratkilometer (lidt mindre end Falsters areal)? Og de bor tilmed meget ujævnt fordelt, da store arealer ligger hen som nationalpark. Men området her hvor jeg bor (med det skøre navn Tsim Sha Tsui) regnes også for verdens tættest befolkede.

Men så var det jo lige, at jeg skulle videre herfra, og nu startede problemerne. Mit Myanmar-visum blev forsinket en dag, fordi de gudhjælpemig forlangte dokumentation for mit firmaansættelsesforhold (hvilket så blev fremskaffet med hurtig hjælp hjemmefra, tak for det, godt tidsforskellen 'vender den rigtige vej'). Dernæst viste det sig, at det var komplet umuligt at flyve herfra til Myanmar. Næsten alle ruter går jo over Bangkok, og på den eneste anden (over Singapore) er der udsolgt lang tid frem. Suk. Enden på en lang og besværlig proces blev så at jeg - i dyre domme - købte en returbillet HK-Hanoi-HK med afgang til Hanoi (hvor jeg jo regner med at ende igen sidst i januar) i morgen og så retur hertil d. 26/1 (dagen før min hjemrejse). Så vidt så godt, så skal jeg bare videre fra Hanoi og over i retning af BKK, hvilket måske er muligt direkte (med Air Asia, hvis de ellers åbner lufthavnen i Bangkok), og ellers må jeg en tur over Kuala Lumpur og så med toget derop. Kors en masse spild af tid og penge. Om jeg overhovedet når at udnytte mit med stort besvær erhvervede visum til Myanmar, det er endnu uvist (under alle omstændigheder bliver det et kortere besøg end først planlagt). Jeg har undersøgt en masse alternative steder i regionen, men så snart man kommer syd for Thailand, så pisregner det stadig (SKULLE snart holde op, men man ved jo aldrig), så det ER der jeg skal hen ad de næste uger.

Der er lyd- og lysshow hver aften kl. 20:00

For ikke at stå helt uforberedt til alle de lande, jeg måske kommer til at besøge i den kommende tid, har jeg netop købt 'South East Asia on a shoestring' (som jeg ellers allerede havde derhjemme), da det bliver for voldsomt at købe guidebøger til hvert eneste land (i forvejen slæber jeg jo rundt på en masse bøger, hvoraf jeg havde forventet at deponere nogle i BKK). Så nu bliver det altså Hanoi fra i morgen. En fed by, som jeg har besøgt før, men det er godt nok længe siden, vel omkring tolv år, så der er nok sket en del siden.

Og mens jeg har siddet her og skrevet til jer, så fik jeg lige bekræftet en forespørgsel om hotel + lufthavnsafhentning i Hanoi, hvor prisniveauet heldigvis er et helt andet end her. Længe leve Internettet.

Guderne må vide, hvorfra og hvornår I hører fra mig igen, jeg er mindst lige så spændt som jer.

Håber I alle har det godt og hygger jeg med gløgg og æbleskiver og julegran

Hilsen nr. 2, sendt fra Bangkok d. 6. december 2008

Undskyld jeg allerede forstyrrer jer igen med alle mine sydøstasiatiske tosserier, men der er altså sket en del her på det sidste, og desuden bliver kommunikationsmulighederne nok lidt ringere i den nærmeste fremtid.

De sidste par dage i HK var lidt frustrerende, da de var præget af usikkerhed og jeg brugte ret meget tid på at planlægge min videre færd. Men det lykkedes jo da omsider at komme på et fly til Hanoi, og derefter begyndte det hele at se meget lysere ud.

Jeg ankom til Hanoi torsdag eftermiddag og fandt ud af, at Air Asia faktisk havde et kontor der (de er nemlig håbløse at ringe til eller maile med). Og hvilken positiv overraskelse, magen til venlig og effektiv service skal man da lede længe efter. Lynhurtigt var mit Hanoi-BKK-fly sidst i januar ombooket til lørdag middag, og min afgang til Yangoon, der jo blev aflyst onsdag pga. urolighederne i BKK, ombooket til i morgen tidlig (mandag). Og så er jeg faktisk ved at kunne vende tilbage til min oprindelige plan, blot med fire dage mindre til Myanmar-delen. Det skal så blive spændende, om det vil lykkes at møde Søren derovre. De sidste par dage har jeg intet hørt fra ham, men det skyldes formentlig bare den forventeligt manglende Internetadgang i det - lidt afsides - hjørne af landet, hvor han kom ind fra Kina for et par dage siden. Og faktisk kom der netop en kortfattet mail mens jeg sad og skrev dette her, om at han lige straks tager bussen til Mandalay og derefter videre til Bagan. Så det er slet ikke usandsynligt, at det vil lykkes.

Hanois centrum

Nå, men da først de kommende dages (og dermed faktisk resten af turens) flyforbindelser var på plads, så var der heldigvis stadig halvandet døgn til at nyde livet i dejlige Hanoi. Man kan vel dårligt forestille sig to storbyer, der er så forskellige som Hong Kong og Hanoi. I HK består trafikken af tog, busser og taxaer, hvor den i Hanoi næsten udelukkende består af motorcykler, med deraf følgende betydeligt dårligere luft. Hvor der i HK er rygeforbud overalt indendørs og mange steder også udendørs (og overtrædelser kan udløse store bøder), så ryger alle overalt i Hanoi og smider deres skodder lige hvor det passer dem, akkurat lige så ulækkert som hjemme i København. Hvor gadekrydsning i HK foregår via broer og tunneller (samt enkelte lysregulerede kryds), så foregår det i Hanoi ved, at man tager en dyb indånding og bare begynder at gå, hvorefter de mange trafikanter beregner ens bane og indretter sig efter den (så altså, pludselige ændringer i retning eller fart bevirker, at man lynhurtigt bliver tromlet ned af et par hundrede motorcykler). Jeg oplevede det sælsomme syn at se en blind mand gå over vejen, og jeg tænkte, at hans sidste time var kommet, men nej, for han opførte sig præcis på den måde som man skal, og alt gik fint.

Hvor den meste cafe- og restaurantvirksomhed i HK foregår inden døre (med undtagelse af enkelte dyre etablissementer langs havnefronten og lignende mondæne steder), så er der i Hanoi masser af chancer for at lade sig beværte på altaner eller fortove og følge med i det pulserende byliv. Maden er meget bedre i Hanoi, hvor det er helt tydeligt, at den frankofile periode har haft en positiv indvirkning. Tænk engang, slut med hønsefødder eller McDonald mad om morgenen, og i stedet er der omelet med tomat, friske baguetter og kaffe. Og så er der jo den store prisforskel. Øl og kaffe fås for 5-10 kroner og nedefter, en tre retters menu koster under 50 kr. (inkl. en øl eller et glas vin), og mit store og flotte hotelværelse koster - inkl. morgenmad - 120 kroner. Hvor bebyggelsen i HK primært består af tårnhøje betonskyskrabere, så er de fleste huse i Hanoi kun på 3-5 etager og fyldt med blomsterudsmykkede altaner, smedejernsgitre og vinduer med træskodder (mange er dog desværre i noget miserabel vedligeholdelsesstand). Hvor pengene i HK består af (nydelige) sedler og mønter, så har Vietnam udelukkende sedler, der som regel er krøllede og fedtede og i øvrigt fyldt med en hulens masse nuller. Hvis man veksler 100$, så bliver man den lykkelige ejer af cirka 1.700.000 dong (og jeg der troede, at jeg skulle slippe for at tænke på DONG et par måneder).

Nu lyder det måske lidt negativt i forhold til Hong Kong, men jeg husker det bestemt som et dejligt sted. Ikke mindst den fantastiske udsigt fra 'The Peak', dejlige spadsereture langs havnefronten, sejlturen i Victoria Harbour og den mest fantastiske fodmassage vil jeg huske længe. Bare ikke et sted jeg ville tilbringe vildt lang tid, og de fem dage var rigeligt.

Hoan Kiem søen i Hanoi

Efter de positive oplevelser med fodmassagen i HK syntes jeg, at jeg ville afslutte mit Hanoi-ophold med en tilsvarende omgang. Det er dog ikke noget de reklamerer særlig meget med, og da jeg endelig fandt et sted, viste det sig, at prisen var cirka den samme som i HK, hvilket burde have fået alarmklokkerne til at ringe, i betragtning af, hvor meget billigere alt ellers er (f.eks. gav jeg ti kroner for en times kørsel rundt i byen pr. cykelrickshaw). Det viste sig da også hurtigt, at vietnameserne har en - anatomisk set - meget bred definition af begrebet 'fødder', og den - i øvrigt meget søde - unge pige var faktisk slet ikke særligt god til fodmassage. Til gengæld var hun meget ihærdig med at forklare mig om alt de andre fantastiske ting, hun kunne gøre for mig, hvis jeg bare lige hostede op med lidt ekstra drikkepenge. Suk, hvor naiv har man lov til at være.

Så endelig er jeg 'hjemme' i Bangkok igen. Jeg har snart været her så mange gange, men jeg er stadig vild med den by. Bangkok kan - meget groft - karakteriseres som en mellemting mellem dyre velfungerende HK og billige kaotiske Hanoi. Trafikken er et mix af alle mulige slags køretøjer, og priserne er lidt højere end i Hanoi (specielt på øl og kaffe, som jeg jo dårligt kan klare mig uden). Menneskene her er ekstremt søde og pigerne særdeles kønne, og så kan man få en gang billig massage uden 'bivirkninger' (men helt sikkert også med, hvis det er det man vil). Og maden, wow hvor jeg altså elsker thaimad, jeg kan slet ikke få nok af kokosmælk, citrongræs og limeblade.

Og Bangkok har alt. Også verdens måske mest livlige gågade, Khao San Road, der er som en multietnisk blanding af Dyrehavsbakken og Hjallerup marked, og hvor man kan købe nærmest alt hvad hjertet begærer. Det meste er godt nok kopivarer (same-same), men billigt er det i hvert fald. Og så er det for alvor blevet varmt nu, faktisk omkring de 30 grader om dagen og ikke meget mindre om natten. Så nu tror jeg ikke min varme trøje kommer i brug igen de næste halvanden måned, men det var da godt at jeg tog den med til de kølige aftener og morgener på de to første destinationer.

Hilsen nr. 3, sendt fra Bangkok d. 18. december 2008

Så er jeg atter tilbage i Bangkok efter en halv snes dage i Myanmar (Burma). En helt enestående oplevelse, der lige så meget har været en rejse tilbage i tiden til nogle forhold, som man ikke finder mage til ret mange steder i verden i 2008. Tusindvis af guldbelagte pagoder, barfodede orangeklædte munke i morgenprocession med madskålene, cigarrygende og beteltyggende bedstemødre med blodrødt spyt silende fra mundvigene, hestevogne og oksekærrer, gamle ramponerede biler med rattet i den forkerte side, lastbiler og busser fyldt til bristepunktet med gods og mennesker, kønne unge kvinder med traditionel hvid ansigtsmaling, solskin fra morgen til aften, smuk og afvekslende natur og - vigtigst af alt - en befolkning, der uden diskussion fortrænger nepaleserne fra topplaceringen som verdens dejligste mennesker. Det er umiddelbart noget af et paradoks, at befolkningen i et af verdens fattigste lande og med et af verdens mest brutale og undertrykkende regimer kan være så glade og positive, og det sætter i hvert fald nogle tanker i gang om, hvad det egentlig er, der er vigtigt her i livet. Eller - lidt banalt formuleret - lykke kan ikke købes for penge.

Oven i alle de nævnte herligheder, så er Myanmar også et yderst billigt rejseland. Et par af de mere groteske eksempler er 5 øre for en stor håndrullet cigar (næsten ærgerligt, at man ikke er ryger), 10 kroner for en hel flaske rom (uanset om man køber den hos købmanden eller på en restaurant), 10-20 kroner for en times massage og 40 kroner for 12 timers buskørsel. Lidt mere 'normalt' (for regionen) er 10-25 kroner for et godt måltid mad på en pæn restaurant (naturligvis langt billigere ved de mange gadekøkkener), 35 kroner for en daglang sejltur med engelsktalende guide, 8 kroner for en dags cykelleje og 50-100 kroner for et nydeligt dobbeltværelse med eget bad og et stort morgenmåltid. Og hvis man vil købe sig et landbrug, så koster det cirka 600 kroner pr tønde land (5500 kvadratmeter). Det hele skal selvfølgelig ses i lyset af, at f.eks. en fastansat lærer tjener cirka 200 kroner om måneden.

Yangon er der ikke så farlig meget ved, den er en megastor, fugtigvarm, larmende og forurenet (om end Mandalay er endnu værre, siger Søren, så jeg er ikke ked af, at jeg ikke nåede derop). Men der er da nogle få flotte huse tilbage fra den engelske kolonitid, selv om de fleste trænger gevaldigt til en gang vask og maling. Og så er der selvfølgelig det helt fantastiske Schwegadon-pagodekompleks lidt uden for centrum.

Det centrale Yangon

Men så snart man kommer ud på landet, så er det en helt anden verden, og oppe nordpå (hvor jeg har tilbragt det meste af tiden) er man lidt oppe i højderne med deraf følgende mere behagelige temperaturer (typisk 25 grader om dagen og 15-20 om natten). Jeg tilbragte først tre dage i Bagan, hvor jeg cyklede mange kilometer (på en alt for lille damecykel) rundt i området og beundrede nogle af de over 4.000 gamle templer. Og på andendagen dukkede Søren så op (med en flodbåd fra Mandalay), efter et par ugers mailkorrespondance for at få vores ruter til at mødes. Næste ophold skulle så være ved den berømte Inle Lake, der ligger et par hundrede km længere mod øst. Den 'direkte' bus (med afgang klokken fire om morgenen) er 12-14 timer om at nå frem, så vi besluttede at bryde turen op i to dele med en overnatning i en mellemstor provinsby (Meiktala). Her mødte vi et par søde unge piger, der brugte flere timer på at vise os rundt i byen, helt uden bagtanker af nogen art, ud over at de gerne ville træne deres engelsk. Der er mange der kan en del engelsk, men deres udtale er under al kritik. F.eks. dropper de afsluttende S-lyde og erstarrer R'er med L'er (lige som i Thailand i øvrigt), så 'fried rice' bliver til noget i retning af 'fly lie'.

Nogle af de mange templer ved Bagan

Det skulle vise sig, at totrins-modellen var en rigtigt god ide, for den anden etape, der skulle have varet syv timer, endte med at vare 12-13 timer, fordi de første fem gik med den mest surrealistiske optakt. Først kørte vi en times tid i den forkerte retning, hvorpå vi i lang tid cruisede rundt på små hullede markveje, tydeligvis i et forsøg på at finde nogen eller noget, der skulle med (ingen kunne et ord engelsk, så det var lidt svært at få en forklaring). Endelig nåede vi frem til en lille afsides liggende landsby, hvor bussens ankomst gav anledning til det helt store rendsammen af lokale, og mindre spændende blev det jo ikke af, at der var et par vesterlændinge med. Disse to vesterlændinge fik i øvrigt her - og mange andre steder - taget en hel masse gode billeder. Myanmar er enhver fotografs drøm, idet folk nærmest beder om at blive fotograferet, og efterfølgende bryder de ud i en jublende latter, når de ser resultatet (og siger 'thank you very much').

I løbet af de næste par timer blev bussen læsset i helt ekstrem grad, og til sidst kravlede 6-8 mand op og placerede sig på toppen af det hele, hvorefter vi skrumplede tilbage til korsvejen lige uden for byen og endelig påbegyndte den 'rigtige' tur. Det vil til evig tid forblive et mysterium, hvorfor disse folk og varer ikke bare kunne bringes ind til byen på en anden bus - eller vi kunne vente med at stige på til efter denne opsamlingsrunde. Det blev en MEGET lang dag og jeg fik MEGET ondt i bagdelen, men det var nu også en fed oplevelse, for alle passagerer var enormt søde og vi kørte igennem nogle ganske flotte landskaber, ikke mindst den sidste tredjedel, hvor vejen snoede sig op over en skovbevokset bjergkæde.

Og endelig kom vi så til Inle Lake, et paradis på jord, beliggende i cirka 1.000 meters højde og med nærmest konstant solskin (i hvert fald på denne årstid). Vi brugte en dag på at cykle, en dag med en bådudflugt og en dag med en vandretur oppe i bjergene, hvor de små maleriske landsbyer gav stærke mindelser om Nepal. Området bugner af alskens afgrøder, hvoraf den suverænt vigtigste er sukkerrør, og vi fulgte sukkerproduktionen i alle dens faser. Men det mest fantastiske var søen, der gav mig associationer til så forskellige steder som Dal Lake i Kasmir, Titicacasøen i Peru/Bolivia - og Venedig. På søen dyrkes tonsvis af grøntsager (især tomater) i 'flydende haver', dvs. langstrakte øer, der er skabt af en blanding af tangplanter og mudder fra søbunden. På den spejlblanke sø ses maleriske kanoer, der drives frem vha. ben-betjente pagajer (det ser højst mærkeligt ud), og langs bredderne er der hele små bysamfund, hvor alle huse er opført på pæle. Umådeligt særpræget og malerisk.

Den smukke Inle Lake

Den sidste dag vandrede vi rundt oppe i bjergene med en lokal guide, der er 45 år gammel og enkemand uden fast arbejde og med tre børn i alderen 3-14 år. På en god dag - som denne - kan han så tjene 30-40 kroner, men de fleste dage er der intet, specielt lige nu for tiden, hvor der næsten ingen turister er i landet (en kombineret effekt af optøjerne sidste år, cyklonen tidligere på året og problemerne med lufthavnen i Bangkok).

I øvrigt er det værd lige at bemærke, at landet ikke er helt så isoleret, som mange sikkert forestiller sig. Ethvert TV kan vise f.eks. BBC News, og der er Internetcafeer i massevis. Ganske vist skriver de, at mange internetsider er blokeret (specielt dem med 'kontroversielt' politisk indhold), men folk er meget opfindsomme og får lynhurtigt bugt med disse spærringer.

Og nu går turen så - efter et par dage her i Bangkok - med toget 24 timer sydpå til Malaysia, hvor første stop bliver Penang Island. Her regner jeg med at tilbringe julen ved en dejlig strand, hvor jeg dels kan få svømmet og løbet lidt og dels kan 'flade ud' med en god bog og en kølig drink, mens jeg måske sender en enkelt tanke hjem til det kolde, mørke, våde og jordskælvsramte fædreland.

Håber I alle har det godt og får en god jul uden alt for mange naturkatastrofer.

Hilsen nr. 4, sendt fra Melaca (Malaysia) d. 2. januar 2009

Dette rejsebrev kommer udelukkende til at handle om Malaysia, hvor jeg har tilbragt de sidste to uger. Et udmærket rejseland, der dog kom til at lide den skæbne at følge lige efter Myanmar, som det naturligvis ikke kan hamle op med. Desuden begik jeg - set i bakspejlet - et par fejl, hvoraf den første var at tage toget fra Bangkok og ned sydpå, i stedet for at tage et af Air Asias billige fly. Jeg har jo altid været glad for at køre med tog, men denne tur var altså ikke nogen fornøjelse. For det første skrumplede toget så meget, at jeg havde det mistænkt for at køre på svellerne i stedet for på skinnerne. For det andet var min seng for kort. Og for det tredje var AC'en sat så lavt, at jeg lå og klaprede tænder hele natten, iført lange bukser og fleece-trøje. På den måde kommer 22 timer til at føles meget lange.

Da vi blev purret ud ved grænseovergangen, fik jeg et veritabelt varmechok, men jeg kunne da i det mindste glæde mig over, at jeg ikke var "an alien with hippie characteristic, dvs. f.eks. iført frakke uden noget inden under, ikke-respektable shorts, slippers eller træsandaler (undtaget hvis disse indgår som en del af en folkedragt) eller med langt/uplejet hår eller i øvrigt snavset eller uhøfligt påklædt”. For så ville jeg nemlig blive forment adgang til kongeriget Malaysia!

Nå, det lyder værre end det er, for Malayerne er - selv om de fleste er muslimer - flinke og tolerante mennesker, og takket være ret store indiske og kinesiske mindretal er der ingen som helst problemer med at skaffe "forbudte" varer (såsom øl og vin eller svinekød (som jeg nu i øvrigt helst ikke spiser, hvis der er andre muligheder)).

Solnedgang over Georgetown

Det malaysiske sprog er godt nok pudsigt. Det skrives det med "europæiske" bogstaver, men ordene er det rene volapyk, det minder nærmest om en mellemting mellem esperanto og så de der sørøversprog, man opfandt som børn ved at bytte om på bogstaverne. F.eks. hedder "er det tilladt at medbringe børn?" "Adakah kanak-kanak dibenarkan masuk?", og hvis man gerne vil veksle penge skal man sige "Saya nak tukar wang tunai". Til gengæld skulle grammatikken være ekstremt simpel, f.eks. dannes flertal blot ved, at ordet gentages ("børn" = "kanak-kanak"), verber sættes i fortid/fremtid blot ved tilføjelse af ord som "i går" og "i morgen". Og der er slet ingen artikler, dvs. "en god bog", "den gode bog" og "bogen er god" hedder det samme. Ikke så lidt nemmere end de romanske sprog, hvor man bruger 10 % af sin energi på at lære gloserne og 90 % på at bøje verberne.

Efter et par dage i øen Penangs hovedby Georgetown (hvor jeg var ved at få lidt kuller af varmen og trafikken) slap jeg endelig ud til en mere fredelig strand, hvor jeg tilbragte juledagene med at lave meget lidt. Jeg var så heldig at få et superlækker lille bungalow med udgang til egen terrasse direkte på stranden, forsynet med en magelig sofa og et par liggestole. Her kunne jeg så sidde med en kølig drink og kigge ud over vandet (når jeg da ikke lige lå ude i det), mens vinduet stod på klem ind til mit værelse, hvor jeg havde fundet en TV-kanal, der sendte klassisk musik i døgndrift. En gang i mellem blev lydbilledet iblandet skrål fra landsbyens moske, hvilket langt fra er kønt, men heldigvis VAR det faktisk så tilpas langt fra, at det bare virkede lidt eksotisk. Og her kunne jeg så også sidde og studere de forskellige folkeslags opførsel på stranden. I de kinesiske familier leger alle sammen, mens de muslimske er mere adskilte. Her sidder fatter ærværdigt oppe på stranden og holder øje, mens mor bader med børnene (naturligvis alle fuldt påklædt). Og så er der lige inderne, der som oftest bare skridter stranden af, med fatter forrest (ofte råbende i en mobiltelefon) og mutter bagefter med alle ungerne.

Udsigt fra min terrasse på Penang

Lutter idyl, bortset lige fra den ene lille detalje, at der - få hundrede meter væk - var et nyetableret center for vandsport, der rådede over usædvanligt mange vandscootere, to store motorbåde (til vandski og faldskærme) og en halv snes små firhjulede strandmotorcykler. Der var stort set ikke nogen kunder til alle disse herligheder, men alligevel var hele molevitten konstant i brug (antageligt af ejeren og hans (store) familie, der mest bestod af unge knægte med glat sort hår og omvendte kasketter), og hver morgen og aften tog det en times tid at slæbe apparaterne ned/op vha. en stor larmende traktor. Suk.

Under mit ophold på stranden måtte jeg to gange ud af huset for at checke nogle underlige lyde fra taget. Den ene gang - en tidlig morgen - var årsagen en flok aber, der sad i træet over huset og spiste nogle frugter, hvorefter de lod stenene falde ned på taget. Og den anden gang viste det sig at skyldes noget så usædvanligt som en regnbyge - den første nedbør jeg har oplevet i 27 dage!

Mit næste stop skulle være i "Cameron Highlands", der ligger i 1.000-2.000 meters højde. Det var imidlertid også en fejldisponering, af flere årsager. For det første kom jeg ud for en bustur af næsten Myanmarske dimensioner, med et gammelt skrummel af en bus (ellers ret usædvanligt her, hvor de fleste busser nærmest er af Argentina-standard), der brød sammen flere gange, så vi endte med at måtte stå tre timer og vente på den næste bus, hvorefter vi tilbragte yderligere to timer med at tilbagelægge den sidste halve snes kilometer, fordi en stor del af Malaysias bilejere havde fået den samme geniale ide som jeg. Desuden viste det sig, at ingen huskede noget om min telefoniske hotelreservation, men alligevel lykkedes det mig da at få tag over hovedet, omend på lidt mere primitiv vis en normalt. Til gengæld blev det turens hidtil billigste to overnatninger, til kun 30 kroner pr dag, og så var det endda yderst nydeligt (men naturligvis ret småt og med WC og bad på gangen).

Teplantager i Cameron Highlands

Den efterfølgende dag tog jeg på en arrangeret udflugt (teplantager, tefabrik, lidt regnskov etc. ), hvoraf 2/3 af tiden gik med at snegle os af sted i en mange kilometer lang stinkende bilkø, føj for den lede. Og resten af dagen regnede det næsten konstant, så jeg dårligt kunne komme uden for en dør.

Herefter var det jo oplagt med lidt selvmedlidenhed (der skal ikke så meget til), der fik mig til at gå på nettet og booke tre overnatninger (hen over nytåret) på et femstjernet hotel i Kuala Lumpur (i øvrigt til den - relativt - beskedne pris af 500 kroner pr nat). Jeg må nok indrømme, at jeg ikke er så vild med KL som f.eks. Bangkok og Hanoi, uden at jeg kan sige præcis hvorfor. Måske mangler den bare noget karakter - og så er der meget larmende og stinkende varmt. Det er under den slags omstændigheder, at man lærer at sætte pris på de AC-kølede amerikanske kædebutikker, der her - som i Thailand - findes på hvert andet gadehjørne. Seven-eleven når man skal have billige dagligvarer (vand, øl, slik etc.), Starbucks når ens koffeinbehov er blevet for stort og man ikke orker mere nescafe med sukker og mælkepulver, og McDonald når man står og trænger voldsomt til et rent toilet (eller - undtagelsesvis - ikke kan opstøve morgenmad uden hønsefødder).

Petronas Towers i Kuala Lumpur

Og nu er jeg så fremme ved den sidste destination, som jeg når at besøge i Malaysia i denne omgang, nemlig byen Melaca (hedder vist Malacca på dansk), der ligger ved det berømte stræde af samme navn, få hundrede km nord for Singapore (og dermed ækvator). Byen oser af historie (bl.a. hollændere og portugisere har været her) og har en lille 'China Town', som ganske vist er ret turistet, men særdeles hyggelig og fyldt med smukke gamle huse (og så er hovedgaden afspærret for biler, hvilken salig afveksling). Og så spiser man særdeles godt her (men det gør man nu i øvrigt overalt i Malaysia).

Over halvdelen af ferien er gået, og den må siges at være gået godt indtil nu. Ingen smadrede storetæer (plejer jo ellers at være et fast indslag), solskoldninger eller myggestik. Til gengæld har jeg ikke været forskånet for de sædvanlige maveproblemer (dog heldigvis kun i ret mild grad), men sådan skal det åbenbart være, og det kan jeg vel så lære at leve med.

Smukke gamle bygninger i Melaca

Som sædvanlig på lange rejser, specielt når jeg er alene, er der også stunder til læsning, og heldigvis har jeg masser af bøger med (de udgør formentlig op mod en tredjedel af bagagens vægt). Jeg startede med at læse Ken Follets murstenstykke roman om den engelske middelalder ("Jordens søjler"), og den blev jeg så begejstret for, at jeg købte fortsættelsen ("World without end"). Da den er på over 1200 sider (og på engelsk) er der til et par dage, men jeg er da over halvvejs nu, og jeg nyder hver eneste side. Ind i mellem sørger jeg så for lidt afveksling i form af skandinaviske krimier, hvor jeg foreløbig har læst de første to bind af Jo Nesbøs glimrende dekalog om kriminalbetjenten Harry Hole.

I morgen flyver jeg over til det lille land Brunei, hvor jeg skal tilbringe tre dage (vist mere end rigeligt, efter hvad jeg kan forstå), hvorefter turen går videre til Ho Chi Minh City (som jeg fremover vil kalde Saigon), hvor jeg regner med at mødes med Søren igen (han har tilbragt den mellemliggende tid i Cambodja). Og de sidste knap tre uger skal så tilbringes i Vietnam, bortset fra, at jeg lige skal slutte af med en tur op omkring Hong Kong for at flyve hjem.

Jeg håber I alle har haft en god jul og et godt nytår og er kommet i gang med at holde DK kørende i 2009 også.

Hilsen nr. 5, sendt fra Bandar Seri Bagawan (Brunei) d. 5. januar 2009

Ingen indkomstskat, gratis hospitaler og skoler, og halvanden krone for en liter benzin. Lyder det tiltalende? Så skulle man måske overveje at immigrere til Brunei, for sådan er forholdene i dette lille men stenrige land på nordkysten af Borneo. Landet regeres næsten enevældigt af den 29. sultan "Sir Hassan Bolkiah", der på et tidspunkt konkurrerede med Bill Gates om titlen som verdens rigeste mand. Al denne velstand er naturligvis baseret på enorme forekomster af olie og naturgas, og ingen ved rigtigt, hvordan fremtiden bliver, når disse engang er brugt op.

Og oven i de nævnte goder kan man så få sig en gratis alkoholafvænning, for med mindre man vil entrere med suspekte sortbørshandlere og betale 80 kroner for en øl, så er der absolut ingen adgang til alkohol i dette meget muslimsk dominerede land. Men bortset fra det, så er forholdene langt mere "vestlige" end i visse fundamentalistiske lande i Mellemøsten, og jeg har endnu ikke set en eneste kvinde i burka. Derimod har jeg set mange, der kører bil, og endnu flere med søde smil og glimt i øjet. I det hele taget er folk yderst venlige og afslappede, og det eneste negative jeg lige kan komme på er, at prisniveauet er en hel del højere end i de omliggende lande (men med går jo så lige op med besparelsen på øl og vin). Nå jo forresten, så lige vejret, der er meget varmt og fugtigt året rundt, og her om vinteren kommer der typisk 2-3 timers heftig regn de fleste dage. Der er dog også masser af solskin, modsat DMI's dystre prognoser, der har forudsagt konstant regnvejr den sidste måned.

Landet er ikke ret stort, måske cirka på størrelse med Hong Kong, men langt tyndere befolket, idet her kun bor 375.000 mennesker. Heraf bor de 81.500 i hovedstaden (med det vanvittige navn Bandar Seri Bagawan), og af disse bor 32.000 i en samling landsbyer, hvor alle huse står på pæle ude i vandet (men naturligvis med indlagt el, vand og telefon).

Solnedgang over Bandar Seri Bagawan

Tre dage er nok meget passende her, så har man set det meste (undtagen naturligvis, hvis man vil udforske regnskoven, men det er dyrt og besværligt, så det må vente, til jeg en gang kommer til den malaysiske del af Borneo). I hovedstaden kan man f.eks. beundre den smukke "Omar Ali Saifuddien moske" og det kongelige regaliemuseum (hvor alle de ekstravagante gaver er udstillet, som sultanen i tidens løb har modtaget), eller man kan hyre en båd til en rundtur mellem pælelandsbyerne. Man kan også tage en rutebåd ned til Bangar, hvilket faktisk er ganske sjovt, da bådene sejler vildt hurtigt på de til tider temmelig smalle og kringlede floder. Endelig kan man tage ud til kysten og se "The Empire Hotel & Country Club", som kostede over seks milliarder kroner at bygge, hvilket - iflg. min guidebog - skulle gøre det til verdens dyreste hotelbyggeri. Alligevel repræsenterer dette beløb kun en lille brøkdel af, hvad sultanens ødsle lillebror fik formøblet, inden der blev sat en stopper for denne galskab. En næsten surrealistisk bygning i marmor og guld, og selvfølgelig kunne jeg ikke dy mig for at kaste mig over deres overdådige frokostbuffet (der såmænd kun kostede 120 kroner). Så er mit luksusgen vist også plejet for et stykke tid, og jeg er klar til at rejse videre sammen med Søren, der har en lidt mere fundamentalistisk tolkning af begrebet "Backpacker".

Brunei er nok ikke et land, som jeg ligefrem ville anbefale, at man tager ud og holder sin ferie i, men hvis man alligevel er på de kanter og/eller synes det er en sjov sport at "erobre" nye lande (det var forresten nr. 99 for mit vedkommende), så kan man da fint bruge nogle få dage her. Jeg er i hvert fald blevet positivt overrasket, og ud over de nævnte seværdigheder nåede jeg også at opleve turens hidtil flotteste solnedgang (glæd jer til billederne). Samt turens næstflinkeste mennesker (det er svært at overgå Myanmar på det punkt) og klart de mest hensynsfulde bilister, der straks bremser op og vinker en frem, bare man nærmer sig kantstenen. Det bliver vist en brat opvågnen at komme til Saigon, hvor jeg så til gengæld kan se frem til at få en stor, kold og billig øl.

Hilsen nr. 6, sendt fra Hoi An (Vietnam) d. 19. januar 2009

Så er jeg atter klar med en lille beretning fra det fjerne Østen, og denne gang er det Vietnam, det drejer sig om. Jeg havde jo en velsignet afgang fra Sultanatet Brunei, sådan at forstå, at lige inden flyet skulle lette, lød det i højtalerne 'before takeoff we would like to bless this flight', hvorpå fulgte en længere bøn på arabisk. Flyveturen forløb da også aldeles uproblematisk.

I modsætning til den velsignede afrejse fik jeg en forbandet modtagelse i Vietnam, hvor jeg faldt lige pladask i et taxa-svindelnummer, som jeg burde være for erfaren til at hoppe på. Først bliver jeg ført ud til en bil uden taxaskilt og taxameter, og dernæst lader jeg mig snyde af de mange nuller på de vietnamesiske penge, så jeg indvilliger i at betale 600.000 DONG (svarende til 200 kroner), hvor den reelle pris ligger omkring en tiendedel. Og endelig lader jeg mig overtale til at aflevere pengene til en fyr, der stikker hovedet ind af vinduet og hævder (bakket op af chaufføren), at han repræsenterer taxaselskabet. Da vi lidt efter forlader lufthavnsområdet prøver han at plukke mig for yderligere 200.000 DONG (70 kroner) til en eller anden P-afgift, men i mellemtiden er jeg begyndt at genvinde overblikket over alle nullerne og kan se, at jeg er blevet taget ved næsen. De første penge er jo nok tabt, tænker jeg, men dæleme nej om han skal have flere, og i øvrigt skal jeg så lige af med nogle frustrationer. Jeg hæver stemmen til et temmelig højt niveau og prøver at forklare ham, at han (dvs. hans kompagnon) har fået ti gange for mange penge, og da han spiller uforstående og klør sig i nakken på en meget amatøragtig måde, hæver jeg stemmen til råbe-niveau og griber fat i hans arm og rusker ham lidt. Det gør et vist indtryk, og efter en hurtig opringning til kompagnonen indrømmer han, at der er sket en fejl og giver mig 300.000 DONG (100 kroner) tilbage. Som svindler betragtet er han ikke særligt smart, kan jeg nu se, så på resten af turen råber jeg op og truer ham med politi og alskens ulykker. Fremme ved hotellet står Søren tilfældigvis klar, og lynhurtigt sætter jeg ham ind i situationen, så han også kan optræde truende. Jeg tager hårdt fat i hans arm (han fik garanteret et stort blåt mærke) og slæber ham med over til hotellet, og således flankeret af to målbevidste danskere (af cirka dobbelt størrelse) bryder han sammen og tilbageleverer mig yderligere 100.000 DONG (30 kroner). Stadig lige i underkanten, men skidt, så får han lov at slippe, med et ublidt puf og et par ukvemsord til afsked.

En enkelt dag var nok til Saigon, der er en heksekedel af en hed, larmende og forurenet storby, og hvor trafikken er endnu mere infernalsk end i Hanoi. Men dog herligt igen at slippe for regnvejr samt at kunne købe hvad som helst hvor som helst. Der er ikke mange restriktioner i 'Den Socialistiske Republik Vietnam', der buldrer frem på rendyrket kapitalistisk facon og hvor de energiske og arbejdsomme mennesker er sande mestre i at identificere potentielle kunders behov og tjene penge ved at dække dem.

Fiskerbåde ved Mui Ne

Videre til den lille kystby Mui Ne med en herlig ti km lang sandstrand, hvor vi boede nogle dage i den lækreste bungalow lige ud til stranden (for 250 kroner). Bølgerne her var endnu større end i Ghana, og om natten kunne man ligge i sin seng og mærke rystelserne i jorden, når de bragede ind mod kysten. Selvfølgelig MÅTTE vi bare prøve at sejle kajak her, hvilket da også gik helt fint, i hvert fald da vi - efter tre forgæves forsøg - endelig kom ud på den anden side af brændingen. Det tredje forgæves forsøg var i øvrigt ret dramatisk, idet kajakken først rejste sig til lodret og dernæst fortsatte bagover med os neden under, hvilket kostede mig nogle blå mærker og et par solbriller, mens Søren indkasserede en stor hudafskabning på skulderen. Den foretrukne aktivitet på stranden var ellers kite-surfing, som tiltrak en hel masse unge mennesker. I øvrigt ikke mindst russere, men heldigvis af en hel anden slags end de forfærdelige nyrige typer, jeg har oplevet andre steder. Det må have været næste generation, som talte udmærket engelsk, opførte sig civiliseret og - for nogles vedkommende - så ualmindeligt dekorative ud i deres bikinier.

Næste stop var Dalat, der ligger oppe i højlandet, hvor der dyrkes vin, kaffe, blomster og grøntsager og hvor temperaturen var behagelige 5-10 grader lavere end nede ved kysten. Her tog vi ud på en pragtfuld motorcykeltur i bjergene, hvilket dog desværre lagde grunden til en forkølelse, der nu de sidste par dage er kommet til fuld udfoldelse.

De næste tre stop - Nha Trang, Quy Nhon og Danang - er der ikke så meget at sige om. Vejret slog om og blev køligt (20 grader) og regnfuldt (ikke troperegn, men kedeligt mørkt vejr med støvregn), så vi blev kun en enkelt dag hvert sted, indtil vi kom op til den pragtfulde lille by Hoi An, hvor jeg stadig befinder mig (nu på tredje dag, og jeg bliver her også i morgen). Hoi An er helt speciel, med masser af velbevarede - flere hundrede år gamle - huse, hvilket ikke er helt almindeligt i dette krigshærgede område. Byen ligger smukt ved en flod, og de centrale gader er - oh fryd - spærret for bilkørsel. Og så er der en masse butikker (med speciale i skræddersyet tøj), cafeer og restauranter. Det er en næsten æstetisk oplevelse at slentre rundt her, så snart man lige har lært at abstrahere fra de mange tilråb: "You, Mister, hello, want motorbike?, look into my shop, very cheap, good copy, want bicycle?" etc. De er ivrige, men man kommer langt med en hurtig og bestemt afvisning (eller evt. en komplet ignorering), og det er for intet at regne i forhold til, hvad man kan blive udsat for i f.eks. Indien og Mellemøsten.

Den smukke gamle by Hoi An

De tidligere omtalte 'vestlige enklaver' som Seven-Eleven, MC Donald og Starbucks er stort set ikke-eksisterende her til lands. Det er som om vietnameserne selv vil - og kan (omend det i den forbindelse er lidt paradoksalt, at den amerikanske dollar er kommet til at spille en central rolle som lige så vigtig gangbar valuta som deres egen Dong).

Vietnamesernes forhold til kaffe er ret specielt, for en 'rigtig' kaffe laves ved, at man først fabrikerer en lille bitte sjat drønstærk - næsten tyktflydende - kaffe, som derefter hældes over i et stort glas fyldt med isterninger. Ikke så slemt som det lyder, hvis man supplerer med rigeligt sukker, og heldigvis kan der også fås 'rigtig' kaffe på mange restauranter i de områder, hvor de er vant til turister.

Og så er der maden. Wow siger jeg bare. Jeg har altid ment, at thai-mad var toppen, men nu er jeg godt nok kommet i tvivl. Det vietnamesiske køkken er bare SÅ varieret, alt er velsmagende og smukt tilberedt og så får man aldrig noget, der er MEGET stærkt, alt er nøje og harmonisk afstemt. Om hygiejnen også er højere her (eller jeg bare er ved at være galvaniseret inden i), det er ikke til at vide, men det er i hvert fald et behageligt faktum, man min mave har fungeret perfekt i hele 2009 (og lidt til), og det på trods af, at jeg har konsumeret store mængder af frisk salat og isterninger (samt fisk og skaldyr). Et meget populært tilbehør til maden er i øvrigt gæret fiskesauce, der lugter nogenlunde som gammel fodsved. Men skulle ikke tro det, men jeg er faktisk blevet ret vild med den.

Det vietnamesiske sprog bruger europæiske bogstaver, der dog er suppleret med en stor mængde mærkelige prikker, streger og andre småtegn, og alle ord er enstavelses. Lydmæssigt er det (for nu at bruge en vending fra en af mine bøger) nogenlunde som at høre Anders And på helium. Heller ikke her kan de udtale afsluttende S-lyde (plea(se), massa(ge)), og da Søren i morges bad om 'tea', blev det først opfattet som 'chea(se)'. Også negationerne driller (som så mange andre steder) så hvis man er så dum at spørge "You don't have chicken?" og får svaret "Yes Sir", så er man jo nogenlunde lige vidt. Man lærer efterhånden at formulere sine spørgsmål rigtigt.

Kvinderne er desværre ikke så kønne her som de var tidligere på turen, det er som om det kinesiske præg kommer mere og mere ind over, efterhånden som man kommer nordligere, og stadig flere er lidt smålaskede og har grim og uren hud. Om det er derfor de har en forkærlighed for at skjule det meste af ansigtet i et tørklæde, det skal jeg ikke kunne sige. Iflg. svar på vore forespørgsler er det primært for at undgå at indånde forurenet luft, men så giver det jo ikke rigtigt mening at bruge det ude ved stranden og langt ude på landet.

Og så tog jeg jo afsked med Søren i dag (han vil gerne bruge lidt mere tid oppe i og omkring Hanoi, hvor jeg jo har været, flere gange endda). Søren har gjort sit bedste for at tage livet af mig ved at insistere på at sove med åbne vinduer i disse områder, hvor sygdomsbehæftede insekter svirrer rundt og lurer på enhver lejlighed til at kaste sig over ens blottede og forsvarsløse sovende krop. Til gengæld må jeg så takke for hans ihærdighed med konstant at indkøbe store mængder af de lækreste tropiske frugter, hvilket jeg af en eller anden grund aldrig selv får taget mig sammen til. Og endelig har Søren bidraget med endnu en dimension i mit sprogunivers, så nu ved jeg, at hvis man kommer fra Bjerringbro og siger, at 'der render nogen mågede knajter nee ve åen', så betyder det, at der løber nogle snavsede drenge nede ved floden. Tak for det Søren :-)

Afslutningsvis vil jeg lige nævne, at det gode vejr heldigvis er vendt tilbage. I dag har vi haft blå himmel og 26 grader, og vejrudsigten forudsiger, at det i hvert fald ikke ændrer sig i morgen. Forhåbentlig kan varmen medvirke til, at jeg lidt hurtigere kommer mig over min forkølelse.

Håber I alle har det godt. Vi ses om en god uges tid - nogle af os i hvert fald. Andre sådan lidt hen ad vejen.

Hilsen nr. 7, sendt fra Hong Kong d. 27. januar 2009

Varmen må være gået mig til hovedet, så 'vinter' blev til 'sommer' i mine to sidste mails. Det er der styr på igen nu, måske fordi temperaturerne her på det sidste har ligget helt nede omkring 10-15 grader (og mørkt gråvejr). Ikke særlig rart, men vel fsv. en udmærket akklimatisering til de hjemlige forhold.

Efter min sidste hilsen havde jeg endnu et par dage i dejlige Hoi An, og det charmerende ved de to dage var, at det gode vejr vendte tilbage, med tindrende blå himmel og temperaturer midt i tyverne. Den sidste dag tog jeg på en udflugt ud til 'My Son', som er ruinerne af en stor - 1500 år gammel - beboelse. Nogenlunde samtidig med Angkor Wat i Cambodia, og på nogle områder minder de to steder da også om hinanden. En væsentlig forskel er dog, at My Son blev sønderbombet af amerikanerne under Vietnamkrigen, fordi de troede, at Vietcong skjulte deres tropper i templerne. Der er følgelig ikke så meget tilbage at se på, men ruinerne, der er maleriske i deres forfald (og i øvrigt under delvis genopbygning med Unesco-hjælp), ligger i det smukkeste jungleområde, omgivet af grønne bjergskråninger gennemskåret af floder. Og så blev det ikke dårligere af, at turguiden var en yderst charmerende og veltalende fyr, der nærmest opførte et helt skuespil, hver gang han skulle fortælle os noget.

Videre til Hue, den gamle kejserby lidt længere mod nord, med endnu et par dejlige solskinsdage. Her kunne jeg i øvrigt nyde en lokal øl ved navn 'Huda', som viste sig at hedde sådan, fordi den var fremstillet i Hue vha. 'dansk teknologi'. Den smagte i øvrigt også lige så intetsigende som en Hof eller Tuborg, så det skal nok passe.

Det skulle desværre vise sig at blive turens sidste solskin, for da jeg ankom til Hanoi var det femten grader og regnvejr. Regnen holdt heldigvis hurtigt op igen, men det kedelige grå skytæppe holdt sig, og temperaturen faldt yderligere, så den var helt nede på ti grader, da jeg forlod byen for at flyve til Hong Kong. Puha.

I Hanoi nåede jeg at fejre nytår endnu en gang. I Vietnam bruger de nemlig, ligesom i Kina, en månekalender der gør, at deres nytår falder lidt forskelligt fra år til år (men det passer på langt sigt, fordi de propper en ekstra måned ind hver tredje år). Så i søndags var det sidste dag i rottens år, og ved midnat gik vi så ind i bøflens år. Nytåret er meget vigtigt her, og man kan sige, at det gør det ud for både jul, nytår og fødselsdage. De interesserer sig ikke for, præcis hvornår de er født, lægger bare et år til deres alder, hver gang de fejrer nytåret. I dagene op til nytårsaften var byen fyldt med motorcykler, der transporterede 'nytårstræer' hjem. Ligesom mange europæere har et juletræ stående, så har de enten et kumquat-træ (med grønne blade og små gule frugter) eller et mandeltræ (uden blade men med smukke lyserøde blomster). Og til midnat var der naturligvis et imponerende flot fyrværkeri nede ved søen. Det interessante (og positive) var, at der her (som ved det 'rigtige' nytår i Kuala Lumpur - og for den sags skyld også i Chile sidste år) KUN bruges fyrværkeri, der er arrangeret fra offentlig side, så man slipper for at blive skræmt til døde af alle de amatører, der render rundt i dagevis og fyrer alt muligt af. Og efter fyrværkeriet gik folk stille og roligt hjem igen, uden tumulter af nogen art.

Ho Chi Minhs mouseleum i Hanoi

I Hanoi var min hoste efterhånden blevet så slem, at jeg seriøst frygtede for en lungebetændelse, så jeg fandt en lægeklinik og lod mig undersøge. Heldigvis var det 'kun' halsbetændelse, og efter et par dages penicillinkur ser det ud til, at det er på retur. Trods dårligt vejr og dårligt helbred var det en fornøjelse at komme tilbage til Hanoi, som jeg holder meget af. Den er lidt en blanding af Kathmandu og Paris, med kaotiske markeder og trafik, snævre gader med turistbutikker ('same same') og masser af smukke gamle kolonitidshuse.

Når jeg skal tænke tilbage på Vietnam er der specielt to ting jeg vil huske. Det ene er den herlige mad og den anden er den helt utrolige energi og arbejdsiver, der præger befolkningen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville komme til at gå i Afrika, hvis bare ti procent af denne energi kunne overføres til de sløve afrikanere.

Og så videre til Hong Kong, og ringen er sluttet. Det lykkedes mig endda at få den sidste overnatning på det samme hotel som da jeg var her sidste gang, for et par måneder siden. Siden da er det meste af julepynten - og den ulidelige julemuzak - heldigvis forsvundet, men det er solen og varmen desværre også. Men her er dog trods alt tørvejr og et par grader varmere end i Hanoi, et klima der egner sig udmærket til at vandre rundt og gense alle de kendte steder en sidste gang. Det lykkedes mig oven i købet her til morgen - bedre sent end aldrig - at finde et hyggeligt sted, der serverer 'rigtig' morgenmad (uden komaver, hønsefødder og andre kinesiske perversiteter).

Havnepromenaden ved Victoria Harbour i Hong Kong

Den sidste aften tilbragte jeg sammen med Henrik Schumacher fra DBK, der er på vej hjem fra et par ugers ferie i Filippinerne, et rejsemål han var begejstret for. Og den begejstring deler jeg til fulde, efter mine to besøg på denne dejlige - og lidt oversete - øgruppe.

Enden er nær. Om fire timer tager jeg til lufthavnen, og så skulle jeg gerne være tilbage i DK onsdag morgen. Klar til at kaste mig over de hen ved 2.000 billeder og filmklip jeg har taget og som jeg glæder mig til at vise frem, når de altså er reduceret til cirka en tiendedel og efterbehandlet på passende vis.

En afsluttende konklusion? Rejsen rundt i regionen har stort set levet op til mine forventninger. Venlige mennesker (på nær lige en vis taxachauffør), dejligt vejr (på nær en uges tid her på det sidste), god og spændende mad (undtagen morgenmad i Hong Kong), nemt at komme rundt (undtagen i Myanmar, med mindre man flyver) og billige leveomkostninger (undtagen i Hong Kong). Faktisk har jeg nærmest levet i sus og dus for 450 kroner om dagen (og her trækker Hong Kong og Brunei noget op). Hvis jeg skulle gøre det om ville jeg nok prøve at tilbringe lidt mindre tid i storbyer og mere tid ude i naturen. Samt tage noget mere tøj på, når jeg kører motorcykel i bjergene.

Slut for denne gang. Håber I har fået lidt ud af at følge med på sidelinjen. Og tak for alle jeres hilsner undervejs.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside