SERVAS
af Per Allan Jensen
Jeg har med jævne mellemrum undret mig over, at der tilsyneladende ikke er nogen i klubben, der benytter organisationen Servas på deres rejser (jeg har i hvert fald intet hørt), og nu har jeg altså undret mig så tilpas længe, at jeg har besluttet at reklamere lidt for denne fortræffelige organisation.
Nederst har jeg indkopieret lidt fra Servas's danske hjemmeside (www.servas.dk). Der er også en international, nemlig www.servas.org. Interesserede henvises til at besøge disse fortræffelige hjemmesider, der bugner af information, bl.a. om hvad man konkret skal gøre, hvis man gerne vil være Servas-rejsende og/eller -vært.
Den bedste reklame er vel at fortælle lidt om mine egne erfaringer, der primært stammer fra en 6-7 uger lang tur tværs over USA i 1985. Jeg skulle til en konference i Seattle, og i stedet for at flyve til og fra Seattle fløj jeg til New York og hjem fra Seattle. Prisdifferencen dækkede så nogenlunde udgiften til et 6 ugers Greyhound kort, der gav ret til fri afbenyttelse af disse busser i hele USA. Ruten gik først fra NY gennem Washington, North og South Carolina til New Orleans. Dernæst vest over gennem Mississippi, Louisiana og Texas, nordpå gennem New Mexico, Colorado og Wyoming, atter sydpå gennem Utah, Nevada og Arizona og vestpå til Californien (med en kort afstikker til Mexico). Til sidst nordpå gennem Oregon med Seattle i Washington som endemålet.
Jeg rejste alene og havde rigtig meget fornøjelse af mine Servas værter. Jeg boede hos 8 forskellige, vel i snit 2½ dag pr. stk., dvs. lidt under halvdelen af turens samlede varighed. Man skal nok ikke satse på udelukkende at bo på denne måde, da det godt kan være temmelig anstrengende hele tiden at være i fokus. Til gengæld er det helt utroligt, hvad det giver mht. indblik i lokale forhold samt sprogtræning.
Jeg må sige, at mine 8 værter gav et varieret billede af USA, såvel geografisk som socialt. I New York boede jeg hos en velhavende bøsse (Doran) i en fashionabel Manhattanlejlighed på 32. etage, og gennem ham blev jeg introduceret til 'high society life', hvor de unge, de smukke og de rige (og så mig, der faldt lidt uden for disse kategorier) hver aften satte hinanden stævne i små, dyre og eksklusive lejligheder, med det primære formål at konsumere litervis af drinks, udveksle en masse ligegyldig snak og introducere venner og bekendte for hinanden. Jeg kom til cocktailparties, til jødisk påskemiddag (hvor jeg havde en pensioneret generalkonsul til bords) og til åbning af et avantgardistisk kunstgalleri i Soho, hvor jeg diskuterede moderne kunst med en kunstner, der var så kanonskæv, at han dårligt kunne stå på benene. At der alligevel kom en jævnbyrdig diskussion ud af det skyldes, at jeg på det pågældende tidspunkt (det var den dag jeg fløj til NY) havde været oppe i 24 timer og indtaget et utal af drinks i flyveren, hos min vært og i galleriet.
Videre til Washington, og dermed ned på jorden igen. Jeg boede hos et ungt par (Carl og Lindsay + en lille hund) i en overordentlig rodet lille lejlighed, hvor jeg måtte rydde en del af entréen for at få et sted at sove. Men hvad der manglede mht. husrum var så meget desto mere tilstede mht. hjerterum, idet det var nogle af de mest søde, afslappede og gæstfri værter, man kan forestille sig. Midt i tyverne, vidt berejste og levende interesserede i alt og alle.
Næste station var Asheville i North Carolina, beliggende ved det østlige USA's eneste bjergkæde, the Appalachians. Her boede jeg hos Jerald og Brenda (+ Austin på to år), der begge var på min egen alder (midt i trediverne på det tidspunkt). De boede i et herligt gammelt sydstatshus, hvor jeg oplevede den luksus at have eget værelse med bad. Gæstfriheden og hjertevarmen var enestående her, og især deres lille datter og jeg faldt pladask for hinanden. De fik også organiseret en kontakt til en bekendt, der var ved at starte et sightseeing firma, og han indvilligede i at bruge mig som 'prøveklud', hvilket resulterede i en pragtfuld heldagstur oppe i bjergene.
I New Orleans boede jeg atter i en lille rodet lejlighed, hos Louis, en småskør EDB-fyr, der introducerede mig for sine venner, og sammen havde vi nogle festlige dage i New Orleans's natteliv (selv om jazz altså aldrig bliver min stærke side).
I Albuquerque i New Mexico boede jeg hos Mr. og Mrs. Knapp, som jeg dog ikke så meget til. I stedet tilbragte jeg nogle dejlige dage med deres søn og en af hans venner, dels med at se videoer og indtage mexicansk mad med mange øller, og dels med ture til Santa Fe og Los Alamos. De delte ikke rigtigt min interesse for fysiske udfoldelser, så jeg overtalte dem til at køre mig ud til et øde sted, hvor jeg tilbragte dagen med at vandre alene rundt mellem kaktus, forårsblomster, fyrretræer, jordegern og vilde kaniner.
Så et hop nordpå til Buena Vista, som er en lille flække ved foden af Rocky Mountains i Colorado. Her boede jeg hos en dejlig familie på en stor ranch ude midt i naturen, omgivet af kvæg, heste, hunde, katte, ørredsøer og sneklædte bjerge. Jeg spillede guitar med datteren, og sønnen, der var på min egen alder, tog mig med på en spændende huletur. Jeg fangede ørreder i søen, som Suzy tilberede til perfektion (ørrederne, forstås), og jeg var med hele familien på udflugt til en forladt mineby højt oppe i bjergene.
I San Diego boede jeg hos Suzanne, der var jævnaldrende med mig. Det kunne måske umiddelbart lyde meget eksotisk, men hun var advokat (offentlig anklager) og havde meget travl, så jeg så stort set intet til hende. Men jeg fik nøglen til huset, og dermed til et velforsynet køleskab og en dejlig have med swimmingpool. Her boede endnu en gæst, der - small world - viste sig at være en dansk fyr, som jeg delte flere bekendte med. Han rakkede rundt i en gammel flyderbil, og vi var ude på flere sjove ture sammen.
Videre nordpå til San Francisco, hvor jeg boede hos Thomas og Mary, et midaldrende par. Jeg ankom en meget tidlig søndag morgen, efter en anstrengende nat med buskørsel, og minsandten om de ikke lige var ved at tage afsted på et dags-hike i de pragtfulde bakker ovre på den anden side af den spektakulære bro. Selvfølgelig ville jeg gerne med, og de vidunderlige naturoplevelser ophævede snart min træthed. Det var der jeg opdage, at ældre mennesker så sandelig godt kan være seje! Det viste sig, at de var medlemmer af en kulinarisk undergruppe til den lokale svampeforening (nej, det har ikke noget med druk at gøre), og i den forbindelse blev jeg inviteret til en middag af helt sublim karakter (bl. a. indbagt kyllingebryst med kantareller).
Pyha, det gik jo hen og blev en hel USA-rejsebeskrivelse, selv om det primært skulle dreje sig om mine oplevelser med Servasværter, men de fyldte jo også godt op på den tur.
Den eneste gang jeg siden har benyttet Servas (som rejsende) var i 1987, da jeg (igen som solo-rejsende) ankom til Bogota i Colombia. Efter en masse advarsler fra taxachaufføren fik jeg et voldsomt anfald af paranoia, hvorefter jeg låste mig inde på et hotelværelse og blev her, indtil det var lykkedes mig at få en telefonisk aftale med en Servasvært. Han var jævnaldrende med mig, EDB-ingeniør, musikinteresseret, skakspiller og engelsktalende, ret perfekt. Jeg boede så hos ham et par dage, hvilket var en superfin oplevelse. Han var fraskilt og boede i en stor lejlighed sammen med sin bror og dennes kone og nyfødte barn samt deres fælles mor (temmeligt rodet affære, specielt efter latinamerikanske forhold). Endvidere havde han besøg af sine to mindreårige døtre (Martha og Diana), hvoraf jeg fik et specielt godt forhold til Martha på 5 år, bl.a. fordi vi havde nogenlunde samme spanske ordforråd.
Efter disse dage var min Sydamerika-paranoia væk, og den kom ikke igen før jeg - to måneder senere - blev overfaldet af et par halvstore møgunger i Rio. Men det er en helt anden historie, som jeg kan fortælle ved passende lejlighed.
I firserne boede jeg i et stort bofællesskab ude i Hellerup, og da jeg havde brugt tilstrækkelig megen energi på at overbevise de andre beboere om idéens fortræffelighed, fik vi tilmeldt os som servasværter. Det er ret genialt for et bofællesskab at være vært, fordi der næsten altid er et ledigt rum og næsten altid er en eller flere af beboerne, der har tid og energi til at være 'aktive værter'. Det er snart en del år siden jeg forlod bofællesskabet, men de er stadig værter, og får stadig masser af interessante tilrejsende fra nær og fjern.
Hermed slut på mine personlige erfaringer. Nedenfor følger - som proklameret i starten af denne skrivelse - et par klip fra Servas's hjemmeside.
---------------------------------------------------------------------------------------------------
Servas - Mød de lokale hjemme hos dem selv
Har du været ude at rejse og tænkt tanken: "Bare det var muligt at møde de lokale i deres hjem og lære noget mere om deres tilværelse, samtidig med at jeg kunne fortælle dem om mit liv og mine værdier"?
Det er lige præcis det Servas drejer sig om
Servas er en international bevægelse, der bygger på 15.052 Servasværter i 135 lande (januar 2001) på 6 kontinenter. Servas bygger i al sin enkelthed på at værterne byder rejsende indenfor i deres hjem mod at indgå i en dialog som øger forståelsen mellem mennesker. Servas er uafhængig af økonomiske, religiøse eller politiske interesser, og er baseret på frivilligt ulønnet arbejde.
Denne dialog kan ikke afskaffe krige, men Servas kan gøre meget for at nedbryde fordomme og mistro mellem folk. Servas kan give dem, der ønsker en meningsfuld rejse, muligheder for at lære et land og dets befolkning at kende indefra - og for at finde et hjem i det fremmede. Og somme tider venner for livet.
Der er ikke tale om udveksling, idet en Servasrejsende ikke behøver at være vært. Til gengæld er det en fast regel, at du kun bor hos en vært i 2 dage, med mindre værten uopfordret inviterer dig til at blive længere.
Servas bygger 100% på tillid. Du skal være åben, udadvendt, hensynsfuld og interesseret i dine værters liv og holdninger, og være villig til at dele ud af dine holdninger og oplevelser, for dine værter vil stille mange spørgsmål. Humoristisk sans er et stort plus når det gælder at tage afslappet på problemer, der opstår.
Historisk
Servas idéen blev udformet på Askov Højskole i 1949 af Bob Luitweiler, en amerikansk militærnægter, som håbede at nye krige kunne forhindres gennem international forståelse via græsrødderne. De allerførste værter blev rekrutteret i Danmark. Men idéen spredtes snart til andre lande af Bob og hans venner.
Per Allan Jensen
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside