Tilbage til De Berejstes hjemmeside

      Stafetten:Mine 10 bedste udsigter

Tekst og foto: Per Allan Jensen


Grand Canyon

Den ærede redaktør har fået endnu en af sine mange gode idéer – og bedt mig om at være med til at føre den ud i livet, hvilket jeg gerne gør. Efter at have tænkt lidt over opgaven har jeg valgt at fortælle om nogle af mine bedste ”udsigter”. Inden jeg kaster mig over listen, vil jeg gerne komme med nogle generelle betragtninger.

For det første er ”bedste” ikke nødvendigvis synonymt med flotteste, men udtryk for en helhedsbetragtning. Dvs. visuelle indtryk opstået i situationer, der har påvirket mig så meget, at de pågældende situationer er ”brændt fast på nethinden”. Baggrunden for at den slags kan ske er som oftest en kombination af mange faktorer. Først og fremmest naturligvis, at der rent faktisk er tale om flotte udsigter, men også at forhold som humør og vejr har været optimale samt – ofte – at der har været tale om øjeblikke, der på en eller anden måde har været skelsættende for mit rejseliv. Endelig har jeg, for ikke at komme til at lave en opremsning af 10 nepalesiske bjergtoppe, tilstræbt en vis geografisk og emnemæssig spredning, således at de 6 første placeringer repræsenterer de 6 verdensdele, som jeg har besøgt.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *


1. Poon Hill, Nepal
Fra denne 3.200 meter høje bjergtop er der den mest fantastiske udsigt over Annapurnabjergene, og stedet er specielt attraktivt i forbindelse med solop- og nedgange. Jeg har været deroppe seks gange – på tre rejser – men husker specielt den allerførste gang, hvor besøget markerede toppunktet for mit første besøg i Nepal. Jfr. i øvrigt billedet på side 58 i forrige nummer af Globen (taget for 20 år siden, og ikke 30, som der ved et uheld er kommet til at stå). Jeg kunne lige så godt have givet førstepladsen til et andet nepalesisk udsigtspunkt, men dette har altså en helt speciel betydning for mig.

2. Grand Canyon, Arizona, USA
Jeg var her for en snes år siden, i begyndelsen af maj. I nattens løb var der faldet en masse sne oppe på plateauet, men længere nede var den allerede ved at smelte, og i bunden var der tyve graders varme og blomstrende kaktus. Jeg tilbragte en fantastisk dag med at vandre ned til Coloradofloden og op igen et godt stykke længere henne, og jeg husker tydeligt den dag som et af højdepunkterne på en syv uger lang tur gennem USA.

3. Great Barrier Reef, Australien – under vandet
I 1990 var jeg på en længere rejse rundt i Australien, og under mit ophold i Cairns tog jeg dykkercertificat. Jeg glemmer aldrig de første minutter i vandet, hvor jeg var omgivet af stimer af store farvestrålende fisk med en baggrund af de smukkeste koraller, mens sollyset stod ned gennem havoverfladen i fede flimrende bundter. Snøft!

4. Sukkertoppen, Rio de Janeiro, Brasilien
Som afslutning på en vellykket tur rundt i Sydamerika stod jeg her oppe og faldt i svime over udsigten over en af verdens smukkeste byer. End ikke et amatøragtigt røveriforsøg fra et par halvstore møgunger kunne ødelægge denne fantastiske oplevelse.

5. Table Mountain, Cape Town, Sydafrika
To gange har jeg stået her oppe og set ud over den smukke by og det azurblå hav, adskilt af kridhvide sandstrande. Begge gange var det blændende solskin og en vidunderlig mild brise, men det er nu især den første gang jeg husker, måske fordi jeg da knoklede til fods hele vejen derop.

6. Tromsø, Norge
Sidste år tilbragte jeg en dejlig forsommerdag med at vandre rundt i de sneklædte fjelde ovenfor Tromsø, hvorfra der var et aldeles uforglemmeligt vue ud over byen, havet, øerne og en masse andre sneklædte fjelde. Måske gjorde det også specielt indtryk på mig, fordi det var første gang jeg var nord for polarcirklen.

7. Toppen af World Trade Center, New York, USA
Set her oppe fra lå hele denne fascinerende menneskeskabte myretue spredt ud for ens åsyn, smukt omgivet af Hudson River. Jeg kunne vel med lige så stor ret have valgt udsigten fra Empire State Building, men set i lyset af de dramatiske hændelser, der senere skulle udspille sig på disse kanter, så er det nok WTC-udsigten, der står tydeligst prentet i hukommelsen.

8. Bellecôte Gletcheren, La Plagne, Frankrig
Her oppe stod jeg – for første gang – en solrig vinterdag i 1983, lidet anende, hvor stor en rolle bjerge senere skulle komme til at spille i mit liv. Herfra – i 3250 meters højde – kan man nærmest se uendeligt. Først og fremmest en masse sneklædte bjergtoppe og dale og – langt ude i horisonten – det grågrønne sydfranske lavland. En vis betydning for erindringen om dette sted har det også, at jeg senere kom tilbage og stod på ski ned ad bjergets stejle bjergside, på en offpist tur gennem de pragtfulde franske alper, der har været målet for et utal af dejlige skiferier.

9. Wayna Picchu, Peru
Fra denne 2760 meter høje bjergtop er der en helt forrygende udsigt, ikke bare ned over det spektakulære og historisk fascinerende Machu Picchu, men også over en masse af de andre karakteristiske ”sukkertopformede” skovklædte bjergtoppe samt – svimlende dybt nede – Urubambafloden, der snor sig ind og ud mellem bjergene. Og så hører det med til erindringen, at vi gik hele vejen op, først fra Aguas Calientes til Machu Picchu og dernæst videre – ad svimlende stejle og smalle stier – til toppen. En velfortjent udsigt!

10. Mt. Kenya, Kenya
I cirka 5.000 meters højde er man her omgivet af is og sne, men lige neden for ligger et tykt bælte af de specielle – og højst mærkværdige – vækster, som man kun finder i de østafrikanske bjerge. Længere nede ligger tætte og frodige skove, og til sidst – diset af solflimmer – fornemmes det ”rigtige” Afrika med vidstrakte gråbrune savanner. Med til historien hører, at vi var gået herop på egen hånd, omgivet af vilde dyr og med 28 kilo i rygsækken. Det var nok der jeg fik lagt grunden til min slidgigt.

Og det var så det. Men nu, hvor jeg endelig er kommet i gang, sidder jeg jo og tænker på alle de steder, der egentlig også burde have været nævnt. Halong Bay i Vietnam. Solopgang over Namibias sanddunes. Chacaltaya i Bolivia, hvor jeg stod på ski i 5.600 meters højde og kunne se Titicacasøen til den ene side og La Paz til den anden. Amalfi på sydsiden af Sorrento-halvøen i Italien. Den underskønne Dal Lake i Srinigar, som jeg oplevede, mens der endnu var trygt at færdes. Udsigten fra Lyngmarksbræen på Diskoøen i Grønland. Solopgangen fra Mt. Sinai. Madeiras blomstrende bjerge og dale. Og så er der alle de udsigter, som jeg endnu har til gode, det er heldigvis mange. Tænk, jeg har ingen gang været i Kina, ellers ville en udsigt over muren jo nok også optræde på listen.

Per Allans stafet sendes videre til Vulkan-Henning (Andersen).

Til stafetoversigten
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside