Sol, stjerner og skumle skorpioner
Sydafrika og Swaziland
Januar 1996
Per Allan Jensen

9/1-96

Klokken har netop passeret midnat, og jeg har lagt næstsidste hånd på rygsækpakningen. I morgen - eller rettere i dag, som de altid siger i midnatsradioavisen - tager jeg afsted på tre ugers overland-safari i Sydafrika.

Hvor jeg dog hader at pakke! Godt nok har jeg snart stor erfaring, og godt nok har jeg også en udmærket pakkeliste, der fortæller mig, at jeg skal huske sko, overtøj, bukser osv., men når man så står og skal finde tingene frem, så opstår tvivlen altid. 'Hvilke sko', 'hvilke bukser', 'hvilket overtøj', 'hvor meget skiftetøj' ? Især når man skal besøge en ny afkrog af verden, er det svært at beslutte sig. Sydafrika er godt nok Afrika, men også et 'civiliseret' land med 'pæne' hoteller og restauranter. Landet ligger godt nok i det subtropiske område og har sommer nu, men samtidig læser man, at temperaturen kan svinge meget. I de fremsendte 'rejseråd' anbefales det, at man rejser 'så let som muligt' og - lidt længere nede - i øvrigt medbringer 'lidt af hvert', så man er forberedt på enhver situation.

Ak ja, livet er da også fyldt med problemer! Nå, jeg kan vel næsten ikke tillade mig at klage, med udsigt til tre ugers ferie under varme himmelstrøg, og det endda på et tidspunkt, hvor den danske vinter viser sig fra sin koldeste og mørkeste side. Når jeg kommer tilbage er vi inde i februar, og så går det hastigt mod lysere dage (og det skulle så være til at overse de seks uger til årets skiferie).

10/1-96

Er på arbejde til klokken to. Dejligt at kunne forlade et 'rent' skrivebord og vide, at man ikke rejser fra 'hængepartier'. Cykler hjem, tager et bad, pakker de sidste småting og kontrollerer endnu engang, at de 'vitale' tinge som penge, pas og papirer er på plads. Tager en taxa til lufthavnen og checker ind til første etape af turen, der foregår med SAS til London. Som jeg har for vane er jeg i god tid, så jeg slentrer lidt rundt og shopper i den taxfree. Ved synet af en boghandel bliver jeg pludselig nervøs for, om mine tre medbragte (godt nok ret tykke) bøger nu også slår til, så i farten køber jeg lige en ekstra.

Turen til London går nemt og hurtigt. På disse småture går jo det meste af tiden med at pusle med 'madpakken', der på djævelsk vis er emballeret i en overflod af plast og folie. Der ud over får jeg startet på min første bog, 'Fra Cape til Cairo' af Hjalte Tin og Nina Rasmussen. Pludselig ser jeg Londons millioner af lys. For en gangs skyld er det ikke tåget, og vi slår et stort sving ind over byen, med flot udsigt til Tower Bridge.

Det tager en rum tid at komme fra 'terminal tre' til 'terminal et' i den kæmpestore lufthavn, men 'no problem', her tales engelsk, og alle er meget hjælpsomme. Finder stedet i god tid, så jeg kan sidde og læse et par kapitler mere i min bog. Jeg kan også sidde og se ud af vinduet, til den store jumbojet fra SAA (South African Airways), der - i løbet af den kommende nat - skal fragte mig godt 9.000 kilometer sydpå til Johannesburg. Det er i øvrigt femte gang, jeg skal syd for ækvator, og anden gang dette sker i Afrika.

Ombord på flyet bliver jeg - til min store overraskelse - vist op på 1. sal, der ellers normalt er forbeholdt kunder, der betaler betydeligt mere end jeg har gjort. Desværre får jeg ikke en vinduesplads, som jeg ellers bedst kan lide, men skidt, det er jo alligevel mørkt det meste af vejen. Til gengæld er der masser af benplads, frie drikkevarer og et imponerende spisekort med indtil flere valgmuligheder.

Mine 'rejsekammerater' er to - meget forskellige - englændere. På min venstre side en EDB-nørd, der sidder i timevis og klikker på en lommecomputer, mens han ind i mellem tegner mystiske diagrammer. Jeg snigkigger lidt ud ad den ene øjenkrog, det er dog også mit fagområde, men - 'to be honest' - jeg fatter ikke en brik. På min højre side sidder en sød ældre dame, der straks kaster sig over en tyk roman.

Maden kommer, efterfulgt af kaffe og drinks, og snart er det midnat. Jeg slukker læselampen, lægger sædet tilbage, lukker øjnene og falder i søvn.

11/1-96

Vågner klokken seks, lidt groggy og stiv i kroppen, men nogenlunde udhvilet. Seks timers søvn i et flysæde er slet ikke værst, og til overflod lykkes det mig at nuppe en time til. Så er det også blevet lyst udenfor, vi må befinde os lige omkring ækvator. Der er dog intet at se ud af de små vinduer, kun skyer. Et øjeblik efter kommer morgenmaden, omelet med champignons, pølser, croissanter, juice og kaffe.

Vi flyver gennem et uvejr, og den store maskine ryster kraftigt, men det tager jeg nu helt roligt. Det er uhyre sjældent, at en stor flyvemaskine falder ned på grund af uvejr, og når det endelig sker, så er det som regel i forbindelse med start eller landing (eller også er det Aeroflot).

Der er en film med Mr. Bean på videoen. Lyden på de udleverede hovedtelefoner er ret dårlig, men i denne forbindelse er det ikke noget problem. Det eneste man går glip af er den tåbelige dåselatter, og komikken går rent igennem, flyet nærmest runger af latter. Bagefter gør jeg min bog færdig, den var ganske underholdende. De konkluderer, at trans-Afrika har været deres hidtil hårdeste tur, hvilket lyder sandsynligt i mine ører. Dels naturligvis på grund af et meget mangelfuldt vejnet og en ret så kraftig afhængighed af vejret, men også på grund af de evigt tilbagevendende problemer med korrupt politi og andre myndigheder.

Vi lander - planmæssigt - i Johannesburg klokken 9.05 og taxier ind til gaten. I paskontrollen hober køerne sig op. Det viser sig, at British Airways har en jumbojet fra London næsten samtidigt, hvilket betyder, at op mod 700 mennesker pludselig dukker op. Ikke fordi der er tale om noget synderligt tidsrøvende bureaukrati, men de tager sig dog god tid til at undersøge ens pas og checke med computeren, om man skulle være en eftersøgt terrorist. Heldigvis kommer jeg ud af flyet som en af de første, så jeg slipper med en halv times ventetid, men bag mig kan jeg se køerne vokse eksplosivt.

Videre til transportbåndet med bagage, hvor mine ejendele ret hurtigt dukker op. Ved udgangen står en masse mennesker og vifter med skilte, men selv om jeg søger ihærdigt, så ser jeg ingen med mit navn eller med 'Drifters', som er navnet på det lokale firma, der skal tage sig af mig de næste uger. Jeg går udenfor og konstaterer, at temperaturen vel er lidt over tyve grader, hvilket føles yderst behageligt, ikke mindst når man kommer direkte fra den nordeuropæiske vinter.

Efter at have gået lidt frem og tilbage får jeg øje på en anden fyr, der præcis ser ud som om han også står og venter på at blive 'samlet op' af Drifters. Og ganske rigtigt. Florian hedder han og kommer fra Zürich i Schweiz. Lidt efter suppleres gruppen med et tysk par, Dirk og Anja. Præcis klokken ti kommer der en fyr med en minibus fra Drifters for at hente os. Jeg er ganske vist ikke på hans afhentningsliste, men "who cares, we're in Africa".

Snart går det for fulde gardiner ind ad motorvejen. Jeg får nogle kraftige Australien-associationer, der forstærkes, da vi når forstaden Northcliff, hvor vi skal tilbringe det første døgns tid på 'Drifters Inn'. Store trafikerede veje pløjer sig gennem kvarterer med fantasiforladte indkøbscentre og beboelseskvarterer, sidstnævnte med nydelige huse og frodige haver, omgivet af pigtrådshegn og security-skilte.

Drifters Inn er indrettet i et hyggeligt gammelt hus med flot have (der er sågar en swimmingpool), men området er ret kedeligt, nærmest som en mellemting mellem Skovlunde og Hellerup. Til gengæld er der intet i vejen med faciliteterne, mit værelse er stort, rent og pænt og med udsigt til haven. Det er på høje tid at få skiftet til korte bukser, der forhåbentlig skal være det dominerende de kommende uger. Jeg lægger mig lidt på sengen og slapper af.

En times tid senere er jeg klar til at 'gå på opdagelse' sammen med de andre tre. Området her omkring skulle være 'safe', modsat det centrale Johannesburg, hvor man på det kraftigste frarådes at bevæge sig hen, specielt alene eller efter mørkets frembrud. Dvs. vi kommer ikke nærmere centrum, end vi er nu, men ifølge de lokale er det ikke noget jeg behøver at græde mig i søvn over.

Vi finder et apotek, hvor Florian skal have anskaffet nogle malariatabletter, der skulle være en hel del billigere her end i Schweiz. Imens går jeg i banken for at hæve nogle 'Rands' på mit Mastercard, hvilket viser sig at tage tre kvarter på grund af problemer med deres EDB-udstyr. Endelig er vi klar til at finde et sted, hvor vi kan få noget frokost. Det bliver - lidt tilfældigt - en 'Irish Pub', der serverer dejligt koldt øl. Til gengæld er de over en time om at tilberede vores frokost, så vi når at konsumere tre øl hver.

På tilbagevejen begynder det at dryppe, himlen er helt gråsort. Vi når dog heldigvis lige hjem, inden det bryder løs. Sommeren (som det jo er nu på disse breddegrader) er regntid i det meste af Sydafrika, hvilket dog forhåbentlig ikke kommer til at påvirke os alt for meget.

Tilbage på Drifters Inn får vi endnu et par øller i den velforsynede bar, hvorefter jeg lægger mig op og småblunder en times tid. Pludselig er klokken blevet seks, og vi begiver os ud for at finde noget aftensmad. En kraftig løgsuppe efterfulgt af 'chichken kebab', dertil rødvin, og til sidst en cappuccino. Under hundrede kroner i alt, hvilket jo må siges at være yderst rimeligt.

Tilbage i baren bestiller jeg en whisky, som jeg (adspurgt) lader være dobbelt, hvorefter det viser sig, at 'genstandsmåleren' er et glas, der rummer mindst tre normale genstande! Til gengæld kommer jeg af med otte rand, svarende til cirka fjorten kroner.

Vi sidder et par timer og drikker i baren. For en sikkerheds skyld supplerer jeg op med en gin og tonic, jeg har nemlig læst på tonic-dåserne, at de indeholder firs milligram kinin, hvilket jo skulle være en udmærket malaria-profylakse. Safety first!

Går op og nyder et bad på det store badeværelse, hvor der er dejlige rene badehåndklæder og en bruser med varmt vand. På en eller anden måde er det lidt svært at vænne sig til, at dette er Afrika, det minder en hel del mere om Europa. Bagefter sidder jeg i sengen og skriver et par timer, selv om jeg egentlig er ret træt (og småberuset). Jeg har det som om jeg kunne sove i tolv timer, hvilket jeg dog ikke kommer til. Faktisk starter vores tur meget tidligt i morgen, så mit vækkeur er stillet til klokken fem.

12/1-96

Sov som en sten, men desværre kun i fem timer, hvilket var mindst tre for lidt, så jeg var lidt groggy, da uret bippede. Morgenmad klokken seks, hvorunder vores amerikanske deltager - Maureen - dukker op. Kort efter kommer Jack, vores turleder, som fortæller, at der også er tilmeldt et par englændere. De dukker imidlertid aldrig op, så det bliver en lille overskuelig gruppe på fem personer plus guide.

Måske jeg lige kort skal præsentere de øvrige turdeltagere. Maureen på 37 år, der som sagt kommer fra USA (Chicago), er bygningsingeniør. Hun har sagt sit tidligere job op for - for en gangs skyld - at få en lidt længere ferie, noget man jo ikke er særlig forvænt med 'over there'. Midt i februar skal hun begynde på sit nye job, i Chicagos lufthavn. De øvrige deltagere (bortset fra mig selv) er alle sidst i tyverne. Florian (Zürich) er netop blevet færdig med sin lægeuddannelse og skal starte på et stort hospital i Wintherthur midt i februar. Dirk og Anja bor (sammen) i nærheden af Darmstadt (ikke så langt fra Frankfurt) i Tyskland. Dirk er EDB-mand (ingeniør) og beskæftiger sig med netværk hos Wella (shampoo). Anja er optiker, men har også en stewardesse-uddannelse, og har i flere perioder arbejdet for Lufthansa. Tilbage er så kun Jack, der skal være vores guide, chauffør, kok osv. de næste atten dage. Jack, der er midt i trediverne, har en uddannelse som mineingeniør. De senere år har han beskæftiget sig en del med turister, blandt andet som leder af vandreture i Natal-provinsen, hvor han i øvrigt også er født og opvokset. Det sidste halve års tid har han været ansat hos Drifters. Han har også været soldat et par år, hvor han deltog i krigen i Angola.

Vi skal køre i en tipersoners Toyota Van, så der er god plads til at brede sig. Vi aftaler at rotere fra dag til dag, så vi kommer til at sidde forskellige steder hver dag. Jeg lægger ud med at sidde foran ved siden af Jack. Faktisk i venstre side, for her i landet kører man jo venstrekørsel. Klokken halv syv er vi klar til afgang, og snart går det nordpå i retning af Pretoria, ad en stærkt trafikeret motorvej. Man behøver ikke køre længe her for at se, at der er et sandt bygge- og investeringsboom i gang.

Fra Pretoria kører vi først et par hundrede kilometer mod øst, ind i det østlige Transvaal. Her foregår intensive udgravninger af kul, som udgør et vigtigt fundament for Sydafrikas energiforsyning. Faktisk er det sådan, at 95% af al brændstof til biler bliver fremstillet af kul, ret imponerende.

Området er domineret af store øde sletter, beliggende i 1000-2000 meters højde. Der bor kun omkring fyrre millioner mennesker i dette land, der er omkring fire gange så stort som det samlede Tyskland, så der er god plads. Temperaturen er behagelig, og det veksler mellem skyer og sol. Senere på dagen tager skyerne dog overhånd, og vi får en del regnbyger (ikke overraskende, sommeren er regntid her).

Så nordpå, op i Drakensberg-kæden, der består af bløde græsbevoksede højdedrag. Frokosten indtages i en gammel guldgraverby, hele dette område er gravet sønder og sammen i jagten på guld. Videre ad en hullet grus- og muddervej, hvilket dog ikke hindrer os i at skyde en fart af 80-90 kilometer i timen!

Undervejs gør vi stop et par steder langs Blyde River, der - gennem årtusinders erosion - har skabt en imponerende canyon. Voldsomme byger veksler med solskin, men vi er heldige, for hver gang vi gør holdt, så gør regnen det samme. Ved femtiden bevæger vi os fra højlandet ned i lavlandet, hvor der vokser en gudsvelsignelse af forskellige tropefrugter. Langs vejene står de lokale og rækker frugter frem mod forbipasserende biler, i håb om en lille handel, men jeg ser nu aldrig nogen, der standser og køber noget.

Dagens sidste stop er ved en butik, hvor vi provianterer øl, vin og vand til de næste par dage, som vi kommer til at tilbringe ude i bushen. En øl koster tre kroner og vin vel også omkring - eller måske lidt over - det halve af, hvad vi må betale i Danmark. I det hele taget er det nok ikke helt skævt at sige, at prisniveauet generelt ligger på mellem 50% og 75% af det danske.

Endelig klokken halv seks, hvor vi har kørt næsten seks hundrede kilometer, er vi fremme ved Drifters 'Sable Base Camp', der ligger langt ude på savannen, midt i et skovområde. Lejren består af en håndfuld 'shelters', dvs. 3x3 meters betonfundamenter overdækket med stråtag, samt et 'køkken', der er bygget på samme måde. Her er ingen elektricitet, så belysningen klares med en petroleumslampe. Heldigvis er der et stort - gasdrevet - køleskab, så vi til stadighed kan holde vore drikkevarer kolde. Der er også indlagt rindende vand (fra en regnvandssø i nærheden), og så er der både et WC og et par brusere.

Et aldeles vidunderligt sted, og da mørket falder på og himlen bliver overdrysset med stjerner, sidder vi omkring bålet og falder i staver, mens vi venter på aftensmaden. Ind i mellem underholder Jack os med at fortælle om landets mange giftige slanger, skorpioner og edderkopper samt om, hvordan man skal forholde sig, hvis man pludselig skulle komme til at stå ansigt til ansigt med en af disse Det hele akkompagneres af eksotiske lyde fra fugle og insekter, som dog ind i mellem helt forstummer, hvilket skulle være tegn på, at der er et større rovdyr i nærheden.

Områdets moskitoer har så småt fundet ud af, at vi er ankommet, så de svirrer lystigt i skumringstimen. Som jeg dog tidligere har erfaret, er mit blod ikke lige deres livret, så det er mest de andre, det går ud over. Man kan så bare håbe på, at det forholder sig på samme måde med slanger og skorpioner!

Ved halv ni tiden er maden endelig klar. Grillstegte pølser og lammekoteletter med salat og kartoffelmos, meget lækkert. Bagefter sidder vi og nyder den lune nat, mens vi konsumerer endnu et par kolde øller. Vi har alle været kanontrætte og siddet og småblundet i bilen, men nu er det svært at beslutte sig til at bryde op og gå til ro. Det er den slags nætter man kun oplever få gange i livet, og nogen gør det slet ikke - synd for dem!

Endelig klokken elleve begynder vi at finde vore respektive nattelejer. Jeg kryber ned i soveposen og lyner den godt op om halsen, hvilket imidlertid hurtigt viser sig at være alt for varmt, så jeg vover at lyne den lidt ned igen og stikke armene ud i det fri. Som ventet kniber det med at falde i søvn i de eksotiske omgivelser, faktisk bliver klokken hen ad tre, før det omsider lykkes, og så vågner jeg endda flere gange med mareridt.

13/1-96

Ved femtiden, da jeg endelig er faldet i en nogenlunde fast søvn, kommer Jack og vækker os. Lidt vand i hovedet, lidt kaffe i halsen og så afsted på morgensafari - til fods! Det har jeg prøvet før, nemlig på Mt. Kenya, men alligevel er det jo ikke just hverdagskost. Jacks lederskab er til dette formål suppleret op med Lukas, som bor i en hytte i nærheden, sammen med sin kone og sine børn. Det er ham, der har ansvaret for at holde øje med lejren, når den ikke er beboet.

Behagelig temperatur fra morgenstunden og - meget bekvemt - skyer i øst. De næste tre timer får vi set en forfærdelig masse giftige edderkopper. Ikke specielt store, men deres spind er ofte anbragt i øjenhøjde, spændt ud over stien, så det er med at se sig for. En enkelt større edderkop sidder i sin jordhule, hvorfra Jack prøver at lokke den ud med et græsstrå. Vi får dog kun lov til at se dens tykke behårede forben, og desværre ikke længe nok til, at jeg når at få taget et billede.

Af slanger ser vi kun et aflagt skind og af skorpioner kun deres jordhuler (de jager om natten). Til gengæld ser vi en masse store termitter, to vildsvin, en abe, en flok impalaer, nogle zebraer og giraffer samt friske spor af geparder, leoparder og næsehorn. Og endelig - ikke at forglemme - en masse flotte og farvestrålende fugle.

Området er uhyre frodigt og grønt, hvilket er lidt af et held. De sidste par måneder er der faldet en masse regn, men før den tid har der været fem års tørke, og for bare tre måneder siden var der hverken græs eller blade på træerne.

Det er en særdeles intens oplevelse at bevæge sig rundt i bushen til fods. Man skærper alle sine sanser, dels for at undgå kontakt med edderkopper og slanger og dels for at få øje på eventuelle større dyr, inden de tager flugten.

Vi er tilbage i lejren klokken ni, det føles som om det er langt op på dagen. Det er varmt nu, men ikke så varmt som det - efter sigende - normalt er på denne årstid. Resten af dagen - indtil aftensmaden - er til egen disposition, hvilket er ganske rart oven på gårsdagens hårde program. En kold øl, et bad, dagbogsskrivning, lidt frokost og - over middag - en lille en på øjet. Ikke fordi jeg er specielt god til at 'sove i utide', men denne gang er det godt nok tiltrængt.

Bagefter endbu en kold øl, lidt småhyggesludder og lidt læsning i min næste bog, der - meget á propos - er Nelson Mandelas erindringer, 'Vejen til frihed'.

Aftensmaden serveres tidligt (klokken seks), dejlig gryderet med ris. Bagefter tager vi på natsafari i den gamle Landrover, med Jack bag rattet og Lukas som galionsfigur på køleren, forsynet med en kraftig projektør. Landroveren stammer fra en gang i halvfjerdserne, og den står ude året rundt uden nogen form for overdækning, robust køretøj. Det er altid fascinerende at køre offroad. Man reagerer hele tiden ud fra sine tillærte bilvaner, og tankerne flyver ustandseligt gennem hovedet: 'Så, nu vælter vi' eller 'her kommer vi da aldrig op fra'.

Fascinerende at se landskabet om natten, hvor vi ser mindst lige så mange dyr som om morgenen. Aber, impalaer, vandbukke og - som rosinen i pølseenden - to næsehorn, ganske tæt på lejren endda. Pludselig er der gået to timer med at sidde under stjernerne og stirre ud i den mørke tropenat med en lun og kælen vind omkring os. Det er i sådanne situationer man forfalder til at føre eksistentielle diskussioner med sig selv over temaer som 'hvad er det egentlig jeg går og bruger mit liv til?'. Ikke at jeg ikke er glad for mit arbejde - eller mit liv derhjemme i det hele taget - men sådanne oplevelser får alligevel en til at se det hele fra en lidt anden synsvinkel.

Tidligt i seng, kun en enkelt godnatøl bliver der tid til, og før klokken ti ligger jeg atter på min madras i slange- og skorpionhøjde. Denne gang nøjes jeg med lagenposen, hvilket viser sig at være en yderst fornuftig disposition. Jeg tilbringer en rolig og behagelig nat, kun afbrudt af et enkelt morgenmareridt.

14/1-96

Vågner klokken halv seks, rimeligt udhvilet. Det er overskyet og relativt køligt (vel 20-25 grader) med en behagelig brise. Pakker sammen, spiser morgenmad og hjælper med opvask og bilpakning. Så er klokken syv og vi er klar til afgang. Lige før vi skal til at køre, kommer Lukas med en genert smilende ung kvinde, der åbenbart gerne vil have et lift med os. Jeg forestiller mig, at det er hans datter, der skal i skole, men senere får jeg at vide, at det er hans 'veninde'.

Efter halvanden times kørsel er vi fremme ved den kæmpemæssige Kruger National Park, der er nogenlunde på størrelse med Jylland. De næste seks timer kører vi langsomt gennem parken, med alle vinduer åbne, vildt gestikulerende og fotograferende: Impala, zebra, giraf, elefant, flodhest, vandbuk, vildsvin, gnu, skildpadde og - som i går - en mængde flotte fugle, som jeg ikke husker navnene på.

På halvvejen gør vi stop og spiser de på forhånd smurte sandwicher på et af de mange rastesteder. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med forholdene på vore safarier i Kenya og Tanzania og overraskes til stadighed over rastepladser med propre (ikke bare rene) toiletter (med papir), picnicfaciliteter med stole, borde og gasblus (naturligvis i skygge under træerne), telefonautomater og velforsynede småbutikker. Igen er det nærliggende at få associationer til Australien, der jo også har en 'vestlig standard' kombineret med en eksotisk natur, omend prisniveauet derovre er nogenlunde som derhjemme. Her til lands er det hele noget billigere, hvilket man meget let kommer til at sætte i forbindelse med den udbredte anvendelse af 'sort arbejde'. Ikke så snart man har været inde på et toilet, styrter der én ind og gør det rent, og jeg har endnu til gode at opleve en hvid mand/kvinde i en sådan rolle.

Halv fire er vi fremme ved vores overnatningssted, som igen er et lille paradis, omend på en helt anden måde end i går. 'Pretoriuskop' er et campingområde med en masse småhytter, køkken- og indkøbsfaciliteter samt en dejlig lille badesø. Efter udpakningen begiver vi os fluks over til denne og nyder en times vandplaskeri, før vi atter går tilbage. Jack begynder at forberede aftensmaden, mens vi andre slentrer rundt og spiller feriegæster (hvad vi jo også er), dvs. drikker øl, fotograferer, læser, skriver dagbog/postkort eller sidder og nyder det dejlige vejr. Mens vi kørte, var det let overskyet, men nu er himlen blå, og solens stråler opfører et pragtfuldt skuespil mellem hytter og træer.

Snart er maden klar. Et orgie af forskellige slags grillet kød med salat samt et eller andet hvedeprodukt, der nærmest minder lidt om bulgur. De tidlige morgener og de varme nætter gør efterhånden sin virkning, så allerede halv ti går vi hver til sit. Jeg læser lidt Mandela, men snart mærker jeg, at øjnene langt hellere vil være lukkede, så det giver jeg dem lov til.

15/1-96

Tilbringer en noget urolig nat, formentlig fordi det er for varmt inde i hytten. Den har godt nok aircondition, men det har jeg ikke turdet tænde, da det - med stor sandsynlighed - ville medføre en forkølelse.

Lige da vi er ved at være færdige med morgenmaden, kommer der en byge, men det bliver ikke rigtigt til mere, så vi pakker og drager afsted til endnu en formiddags safari i Krugerparken. Dagens eneste 'nye' dyr er nogle kuduer, men vi ser også en hel flok elefanter, med indtil flere unger, krydse vejen lige foran os. Det nærmeste vi kommer til 'dyrenes konge' er fodspor og friske efterladenskaber, det samme gælder for leoparder og geparder.

Ved middagstid forlader vi parken. Vi gør holdt ved et stort indkøbscenter for at proviantere til de næste dage, og kort efter er vi fremme ved Drifters Hazyview Inn. Et aldeles vidunderligt bjælkehus, beliggende ved en subtropisk regnskov og en rivende flod. Der er også en lille swimmingpool, men pumpen er gået i stykker, så vandet er ikke specielt lækkert.

I stedet begiver vi os ned til floden, efter at jeg har hængt mine sove- og lagenposer til tørre ude i solen. Flodbunden består af meget glatte sten, så det er ganske svært at holde sig fast i den kraftigt strømmende flod. Lidt efter kommer Jack og Carlos (det er ham, der har ansvaret for stedet her) med nogle store oppustede bilslanger, som vi kan bruge til river-rafting.

Vi krydser - med stort besvær - floden og begynder at bevæge os op ad en lille snæver sti med tæt jungle på begge sider. Jeg er kun iført badebukser og plasticsandaler, og den tanke har så småt strejfet mig, at jeg måske burde have smurt lidt solcreme på mine skuldre. Kort efter begynder det imidlertid - til min lettelse - at regne, men lettelsen varer dog kun et øjeblik, idet jeg nemlig kommer i tanker om min sovepose, der hænger uden for (fordi den var en anelse fugtig)! Nå, sket er sket. Måske er der nogen, der har taget den ind, i modsat fald er det bare ærgerligt, det kan i hvert fald ikke betale sig at vende om nu.

Lidt efter øsregner det, og stien bliver våd og smattet. Et sted ser vi nogle store huller, som Jack identificerer som flodhestespor, hvilket jeg synes lyder lidt foruroligende. Flodhesten er det dyr i Afrika, der - næst efter bøflen - er skyld i flest dødsfald. De kritiske situationer opstår, hvis man står i vejen for sådan en krabat, når den er på vej til eller fra sit vandhul, hvilket jo - strengt taget - meget nemt kunne blive tilfældet på denne smalle sti tæt ved floden. Egentlig kunne her vel også sagtens være slanger, hvilket Jack bekræfter, at der er 'gode' chancer for. Nå, den slags kan ikke for alvor hidse mig op, så vi trasker støt videre, mens regnen styrter ned i stride strømme. Faktisk er det lige før jeg begynder at nyde det.

Omsider når vi til vort bestemmelsessted, hvor floden danner en række vandfald af varierende størrelse, og her viser Jack og Carlos os, hvordan man drøner ned ad vandfaldene, mens man ligger på maven på en gummiring. Et eller andet sted i min 'fornuftige' underbevidsthed melder ordet 'styrthjelm' sig, men jeg fortrænger det hurtigt. Hvis det var meningen, at jeg skulle komme slemt til skade, så var jeg nok allerede blevet trampet ned af en flodhest eller bidt af en sort mamba. Jeg tror jeg har et fatalistisk livssyn.

Mens regnen stadig plører ned, sidder jeg på klipperne, der endnu er solvarme, og overværer demonstrationen, og så er det vores tur. Florian og Anja siger fra, mens Dirk, Maureen og jeg beslutter os til at vove forsøget. Og gudskelov for det! Godt nok får vi nogle knubs, men kors hvor er det sjovt! Hektiske brøkdele af sekunder, når de fossende vandmasser trækker én med sig ned og man lukker øjnene og føler suget og er omgivet af vand til alle sider og klamrer sig til gummiringen. Åndeløs spænding - er man i stand til at holde sig oven på ringen eller ryger man af?

Efter to ture ned ad vandfaldene begiver vi os på vej tilbage, idet vi langsomt lader os drive ned ad floden. Ligger på ryggen, omgivet af lunkent vand til alle sider, og lader os føre med af den rolige strøm, mens vi beundrer den frodige regnskov, der vokser helt ud over flodens bredder. 'Thats life'! Faktisk er det lige ved, at dette kan kurere min regnvejrs-paranoia, hvis ikke det lige var for tanken om min gennemblødte sovepose.

Tilbage ved lodgen ser jeg, at min sovepose ikke længere hænger udenfor, og et øjeblik tændes et håb om, at den er reddet ind i tide, men nej, den er ganske gennemblødt. I mellemtiden er der ankommet endnu et hold, så vi må til at rykke os sammen i to værelser, hver med to dobbeltkøjer. Jeg får en overkøje, med glimrende udsigt til de mange mus, der piler rundt på loftsbjælkerne.

Som sædvanlig laver Jack et herligt aftensmåltid, hvortil vi konsumerer et anseligt antal flasker af den udmærkede rødvin, der produceres her til lands. Tænk hvilket held at være havnet på et lille hold af søde og hyggelige mennesker, der - til overflod - alle er ikkerygere, kød-, rødvins- og hvidløgselskere samt tilhængere af natur, spænding og badning.

Efter maden underholder Jack med nogle af sine mange oplevelser fra langvarige solo-ophold i bushen og fra krigen i Angola. Han har også haft nogle mere overnaturlige oplevelser og har i det hele taget prøvet lidt af hvert. Klokken halv ti kryber jeg til køjs i min - endnu halvvåde - sovepose.

16/1-96

Bliver vækket klokken seks, nogenlunde udhvilet. Har dog sovet meget uroligt og haft en del bizarre drømme, hvilket i øvrigt er meget almindeligt i forbindelse med rejser, i hvert fald for mig. Min første tanke er, at det stadig øser ned, men snart opdager jeg heldigvis, at den plaskende lyd stammer fra floden. Faktisk stråler solen fra en skyfri himmel, og alt glinser og glitrer af gårsdagens og nattens regn.

Afsted halv otte, sydpå gennem smukke grønne bjerge, hvor der vokser bananer, sukkerrør og citrusfrugter. Efter et par timers kørsel når vi til den bjergkæde, der danner grænsen til Swaziland, og så går det ellers opad gennem stejle hårnålesving og smalle bjergveje. Hvilket sceneri, til alle sider ses bløde grønne bjergsider beklædt med græs, lave blomstrende buske og eukalyptustræer.

Efter endnu et par timers forløb når vi frem til grænsen. Det Swazilandske paskontor har næppe ret travlt, vi mødte kun cirka én bil i timen på vejen herop. Alligevel er det bemandet med ikke mindre end fem personer, der alle skal se vore pas. To forskellige stempler administreres nidkært af to forskellige toldfunktionærer, mens to af de andre skriver forskellige krusseduller. Den sidste har tilsyneladende den opgave at overvåge, at de første fire udfører deres opgaver i overensstemmelse med forskrifterne. Det ser virkelig ud til, at de tager deres job seriøst her, intet bliver overladt til tilfældighederne. På den anden side er der ikke tale om decideret 'skrankepaveri', som man undertiden oplever det, især ude østpå.

Swaziland er et lille selvstændigt kongerige, der ligger fuldstændigt omsluttet af Sydafrika. Dets udstrækning er nogenlunde som Sjællands og der bor et par millioner mennesker, der først og fremmest ernærer sig ved turisme og minedrift samt land- og skovbrug. Ikke ligefrem det land, man hører mest om, og de færreste er vel klar over, at hovedstaden hedder Mbabane?

En times ekstra kørsel, og vi er fremme ved dagens bestemmelsessted, en lille samling hytter og træhuse, som Drifters har eneret på. Ret hurtigt beslutter vi os til at fremskaffe nogle ekstra madrasser, så vi alle kan sove i det samme hus (det er et meget socialt hold). Huset er et topmoderne træhus med badeværelse og WC, varmt vand, køkken med køleskab samt en dejlig stor terrasse med den skønneste udsigt over de grønne bjerge og en opdæmmet sø med tilhørende vandfald. Nogenlunde som et lille dansk sommerhus, lige bortset fra udsigten.

Pakker ud og spiser lidt frokost (sandwiches med ost og skinke), hvorefter vi begiver os over til vandfaldet, der ligger tyve minutters vandring herfra. Der er nogle små pools, hvor man kan få sin krop masseret godt igennem af de fossende vandmasser, og bagefter ligger vi og soler os på de varme klipper. Vi befinder os i højlandet, hvor temperaturen er behagelige 25 grader og luftfugtigheden betydeligt lavere, end hvad vi ellers har været udsat for på det sidste.

Resten af eftermiddagen går med tøjvask, personlig hygiejne, læsning, skrivning, driveri og forberedelser til aftensmaden. Hen mod klokken seks trækker det op til uvejr, og snart står himmel og hav i et. Der er noget fascinerende ved uvejr på disse breddegrader. Regnen fosser ned, det lyner og tordner og blæser med vindstød så kraftige, at hele huset ryster. Faktisk ganske hyggeligt, specielt fordi vi befinder os inden døre i et tæt og komfortabelt hus (tænk hvis dette var sket de første nætter, hvor vi overnattede i det fri).

Aftenen går med almindelig hyggesnak samt konsumering af det meste af den halve flaske vodka, jeg købte i Kastrup, den er et fortrinligt supplement til den lokale juice.

17/1-96

Vågner flere gange i nattens løb og konstaterer, at det stadig øsregner, og da det bliver ved ud på morgenen, lader Jack os for en gangs skyld sove helt til klokken otte. I løbet af morgenmaden holder regnen endelig op og de tunge skyer letter lidt - hvor heldig kan man være?

Klokken bliver godt ni, før vi atter er på farten. Ret hurtigt er vi fremme ved hovedstaden Mbabane, hvor vi får bevilget tre kvarter til at se det lokale marked. Det er nu mildt sagt kedeligt, så vi ånder lettet op, da Jack atter dukker op med bilen. Dette må være en af verdens mindste - og kedeligste - hovedstæder.

Videre går det, ud af bjergene og ned i lavlandet igen. Som sædvanlig med speederen i bund, svarende til en fart på 120-140 kilometer i timen, men vejene er gode og trafikken ringe, og så virker Jack som en erfaren og ansvarsbevidst chauffør.

Klokken et når vi grænsen, og endnu en time senere er vi fremme ved turens måske - endnu - allerlækreste overnatningssted. Vi har et lille hus for os selv, og uden om er der den skønneste have man kan tænke sig, med blødt grønt græs, frugttræer og spraglede blomsterbuske. Nederst i haven er der en stor swimmingpool, og efter en hastig frokost tilbringer vi en times tid med at spille bold i den.

Dette sted er ganske paradisisk, jeg kan ikke forestille mig det overgået af noget femstjernet hotel, og så har vi det hele for os selv. Omkring swimmingpoolen vokser der mango, bananer og citroner, og der er over fem kilometer til nærmeste bebyggelse, så vi hører intet andet end fuglelyde fra de omliggende engområder. Vi befinder os en snes kilometer fra det Indiske Ocean og godt hundrede kilometer syd for grænsen til Mozambique, i Natalprovinsen, der er hjemsted for zuluerne, som jo jævnligt optræder i pressen.

Efter et par timers afslapning omkring poolen er maden ved at være klar. Grillstegt kylling, der har ligget de sidste to dage og trukket i en marinade af olivenolie, citron og krydderier, sublimt! I mellemtiden er det blevet mørkt, og stjernehimlen er kommet frem, flottere end jeg længe mindes at have set den. Mælkevejen hænger som et lysende bånd, og jeg ser indtil flere stjerneskud. Natten er mild og fyldt med eksotiske lyde, maven med lækker mad og himlen med de smukkeste stjerner, hvad mere kan man ønske sig?

Tilbage i huset finder vi en skorpion siddende på væggen i badeværelset. Jack tilkaldes og bedømmer dyret til at være 'middelfarligt', dvs. i stand til at give et alvorligt - omend ikke dødeligt - bid. Han fremskaffer en kop, får lokket dyret ned i den og bærer den udenfor med bemærkningen 'I hate to kill animals'.

Der er flere moskitoer her, end vi tidligere har oplevet, selv om de nu stadig ikke generer mig nævneværdigt, faktisk er jeg ikke blevet stukket en eneste gang endnu. Heldigvis er der moskitonet for vinduerne, og for en sikkerheds skyld tænder vi også nogle 'moskito-coils'.

Og så har jeg forresten glemt at fortælle, at dette område har verdens største koncentration af giftslanger. Jack fortalte, at han engang blev 'overhalet' af en stor slange, mens han kørte med 30 kilometers fart. De største slanger kan blive 7-8 meter lange og bevæge sig - hurtigt - med kun en tredjedel af kroppen på jorden, dvs. med hovedet 4-5 meter over jorden. Så man behøver absolut ikke føle sig sikker i en bil, hvis man har åbne vinduer!

18/1-96

Bliver vækket klokken syv, efter en udmærket nat uden myg, men med masser af mærkelige drømme. Solen skinner fra en skyfri himmel, det ser ud til at blive en varm dag. Dagens udflugtsmål er 'Hluhluwe National Park', der ligger en snes kilometer herfra, og her tilbringer vi så de næste fire timer med at køre rundt og spejde efter dyr. Vi ser ikke andre 'nye' (i forhold til Kruger) end nogle bøfler, men de er nu også ganske imponerende. Til gengæld er naturen betydeligt flottere her. Det er ret kuperet, og alt er grønt og frodigt.

Vi spiser frokost på en bakketop med en storslået udsigt over 'Zululand' og forlader parken ved totiden. Pyha, nu er det godt nok varmt!

På tilbagevejen besøger vi en zululandsby, hvor vi ser, hvordan zuluerne tilbringer deres liv. Dvs. det hele er jo naturligvis iscenesat og en smule kommercielt, men alligevel giver det nu et ganske godt indtryk af dette farverige folkeslag.

Vi er tilbage klokken fem, og så kan det næsten ikke gå stærkt nok med at gribe en kold øl og komme ned i poolen - pyha, det var tiltrængt. Aftensmaden indtages inden døre, da flere af mine medrejsende er ved at få moskito-kuller. Det er usædvanlig varmt og fugtigt, mon ikke det bliver regn?

19/1-96

Vågner klokken fire med en heftig trang til at besøge toilettet. Inden jeg sætter mig, undersøger jeg omhyggeligt de nærmeste omgivelser for skorpioner og edderkopper, men der ser nu ikke ud til at være nogen.

Vi bliver vækket allerede en time senere, da vi har en lang køretur foran os. Det har regnet i nat, og det begynder igen, kort efter at vi er startet, men meget bekvemt holder det tørt, mens vi får stuvet al vores grej og bagage op på taget.

Vejen sydpå er ikke specielt spændende, og ydermere er udsynet hæmmet af den tiltagende regn, så jeg gør mig det mageligt på de tre bagsæder, der er min plads i dag. Da der alligevel ikke er noget at se på, får jeg gjort et godt indhug i Mandela-bogen. Den er ganske spændende og interessant, og sammenholdt med Jacks meninger får jeg en levende illustration af de problemer, landet står over for. Jack er et kultiveret, begavet og veluddannet menneske, men når talen falder på raceproblemet, så bliver han hurtigt ophidset. "Look what they're doing to my country", "They are savages" og "We built up this country" er typiske udtalelser.

Jeg sympatiserer naturligvis ikke med hans meninger, men i en vis udstrækning forstår jeg dem. Det tossede er, at 'de sorte' jo ikke har bedt 'de hvide' om at komme og lave et moderne vestligt samfund her, men Jack, hvis forfædre har boet her i flere hundrede år, har jo heller ikke personligt invaderet landet. Han er blot - uforskyldt - født her og er vokset op i en tid med apartheidstyre. Konflikten er måske ikke så forskellig fra den, som vi oplever i Mellemøsten.

Vi gør et kort stop i Durban, der er en kedelig storby. Tilfældigvis er der samtidig et kort ophold i regnen, som nogle benytter til en tur i bølgerne, men jeg betakker mig. Vejret er mørkt og truende og vandet ser grumset og uindbydende ud.

Efter et par indkøb kører vi videre mod nordvest, ind i landet igen. Vi skal rundt om Lesotho, inden vi, om tre dage, kommer ud til kysten igen, små tusinde kilometer længere nede. Det fører os op i Drakensberg-kæden, de højeste bjerge i landet (godt 3.000 meter enkelte steder). Vi skal op i et område, der kaldes 'Little Schwizerland', fordi det er så kuperet. Det ser vi dog ikke meget til, for regnen bliver værre og værre, og det er sjældent, at vi kan se mere end et par hundrede meter væk.

Ved titiden ankommer vi til Drakensberg Inn, der også er Drifter-ejet. En solid gammeldags bygning med store og rummelige værelser, hvor der er mindst fem meter til loftet. Her er også en velforsynet bar samt en pejsestue. I sidstnævnte befinder sig desværre et fjernsyn, der permanent viser kricket. Dette besynderlige - og for mig at se dybt kedelige - spil optager folk her mindst lige så meget som fodbold gør i Danmark. Så vidt jeg kan se, drejer det sig primært om at kaste en bold fra en spiller til en anden. Imidlertid står der - mellem disse to spillere - en modspiller, bevæbnet med et boldtræ, og det er så hans opgave at prøve at forhindre den nævnte boldaflevering. Når dette en gang imellem lykkes, så kommer der pludseligt liv i alle de andre spillere, der styrter rundt for at få fat i bolden. Gab!

Vi får hver sit dobbeltværelse, ren luksus. Det er mig en gåde, hvordan denne tur kan laves for cirka 400 kroner pr. dag, når man tænker på, at vi både får biltransport (over 5.000 kilometer), chauffør/guide og helpension. Som hovedregel er det Jack, der står for maden, men han har ikke spor imod at få lidt hjælp med tilberedning og opvask. De to dage her på Drakensberg Inn får vi dog det hele serveret, og Jack får sig et tiltrængt pusterum.

Vi opdager, at der også er en video, men det tilhørende udvalg af film er dog ret ringe. Det ender med, at vi beslutter os for en gammel James Bond film, som alle har set indtil flere gange, men skidt. Dertil et par øller fra baren, og sådan går tiden, til maden står på bordet. En velsmagende - men stærkt krydret - suppe, efterfulgt af lasagne og salat. Bagefter ender vi naturligvis i baren, hvor jeg - for en gangs skyld - oplever at være den sidste. Folk går da også tidligere og tidligere i seng.

Jeg vasker et par bluser og læser et kapitel i min bog, mens regnen stadig fosser ned. Fascinerende, men ikke specielt lovende for den planlagte hiking i bjergene i morgen. Endelig ved ellevetiden lægger jeg mig til at sove. Alle betingelser er opfyldt for at få en behagelig nat. En dejlig stor og komfortabel seng med rent og velduftende sengetøj samt en behagelig temperatur (og ingen myg).

20/1-96

Vågner op og konstaterer, at den voldsomme regn er afløst af smådrypperi, men det er dog stadig langt fra det vejr, jeg havde håbet på. Faktisk er det så dårligt, at vi ikke kan begive os op på toppene, men alle brænder efter at komme ud, så vi beslutter os i stedet for en lidt mindre ambitiøs tur. Jack tilråder sandaler, da det er vådt og meget mudret. De andre har sandaler med remme for og bag, mens jeg desværre kun har mine badetøfler, som jeg i øvrigt holder meget af, men her kommer de godt nok på en alvorlig prøve. Specielt i mudrede områder er de ret så vanskelige at gå med.

Selvfølgelig begynder det også at regne igen, skiftevis støvregn og 'rigtig' regn. Afsted går det over stok og sten, mens vi efterhånden bliver indsmurt i mudder fra fødderne og helt op til livet. Efter halvanden times vandring når vi til nogle klipper med 2000 år gamle malerier af jægere, hjorte og elefanter. Derefter spørger Jack, om vi har mod på en lille 'bjergklatring', hvilket vi alle svarer bekræftende til.

Og så går det ellers bare opad. Det er stejlt og glat, der ligger masser af løse sten, og det pjaskvåde græs når os omtrent til livet. Til sidst opgiver jeg sandalerne og fortsætter barfodet, hvilket er en stor lettelse, men så er der naturligvis risikoen for at træde på en torn, en skarp sten eller - oh gru - et eller andet giftigt dyr. Ind i mellem må vi forcere tæt tjørnekrat, gå under vandfald og kravle på alle fire gennem mudderpøle, 'quite an experience'!

Klokken et er vi tilbage, og efter et tiltrængt bad får vi en - mindst lige så tiltrængt - frokost. Bagefter opdager jeg, at der er en elradiator på værelset, hvilket gør det lidt lettere at få tørret det våde tøj. Resten af eftermiddagen går med de sædvanlige sysler, i dag dog med den tilføjelse, at jeg endelig får taget mig sammen til at ringe hjem (det er jo ikke just hver dag, der er en telefon ved hånden). Heldigvis er alt vel på hjemmefronten, bortset fra at Anita har fået skoldkopper.

Aftenen går med hyggesnak i baren, der - udover at være ret så velforsynet - også er billig. Jeg har gjort mit bedste for at tørlægge den begge aftener, hvilket jeg har måttet betale i alt godt hundrede kroner for. Til overflod spilles der - udelukkende - herlig 70'er musik, hvad mere kan man så snart forlange af en bar?

Jeg har vist glemt at fortælle om sproget hernede. Egentlig er der jo to, nemlig engelsk og afrikaan, der begge er 'officielle' og beherskes af de fleste. Afrikaan minder nærmest om en blanding af hollandsk og dansk, faktisk er der ret mange af ordene, der ligger ganske tæt på de tilsvarende danske. Der er også iblandet lidt tysk, engelsk og fransk, hvilket f.eks. giver sig udslag i pudsige stednavne som Bergville og Bergview.

21/1-96

Morgenen bragte ikke den ønskede - og ventede - opklaring. Da vi stod op klokken seks, var det tåget, smådryppende og halvkoldt, men alt dette ændrede sig heldigvis i løbet af de næste par timer, mens vi kørte gennem nogle ganske imponerende landskaber langs grænsen til Lesotho. Stejle rødgule sandstensklipper vekslende med bløde græsklædte bakkedrag. Provinsen 'Orange/Free State', som vi befinder os i, er helt domineret af landbrug og er uhyre tæt befolket. Det er samtidig den mest konservative provins i et i forvejen temmelig konservativt land. Her er 'en mand en mand og en bøsse noget man skyder med', og det sidste gør man gerne, her er næsten lige så mange 'gun shops' som der er store Mercedes'er og BMW'er.

Frokosten indtages i vejsiden, i skyggen af de - overalt forekommende - eukalyptustræer og med udsigt til Lesothos bjerge. Sandwiches med ost og store tykke skiver skinke, enkelt men fortræffeligt.

Efter 600 kilometers kørsel når vi endelig frem til dagens mål, den lille by Aliwal North. Byen gennemskæres af den mægtige Orange River, der har sit udspring oppe i Lesothos bjerge og løber ud i Atlanterhavet på grænsen mellem Sydafrika og Namibia. Stedets attraktion er nogle varme kilder, som man har ledt ind i et par store bassiner. Det er aldeles herligt at ligge i det varme vand og kigge op mellem trækronerne til den blå himmel, der nu kun er smykket af enkelte hvide skyer.

Efter aftensmaden (uhæmmede mængder af lækkert grillkød) ser vi nyhederne på TV, hvilket foregår som følger: De 'vigtigste' nyheder først, dvs. fem minutters sport, hvoraf de fire minutter går med kricket. Derefter et tre minutter langt reklameindslag, fire minutter med 'rigtige' nyheder og til sidst tre minutter med de resterende sportsnyheder. Det var så de femten minutters nyheder, og inden det næste program følger igen et længere reklameindslag. Det er en velsignelse, at TV hører til undtagelserne på denne tur (og at vi ikke har radio i bilen).

En hurtig kop kaffe (det er en ting, vi ikke får for meget af, i hvert fald ikke i forhold til, hvad jeg normalt konsumerer) og så godnat (klokken ni).

22/1-96

Som sædvanlig står vi tidligt op, og allerede klokken syv er vi atter ude på landevejen. Foran os venter endnu en lang tur (over 500 kilometer) sydpå gennem 'Free State' og 'East Cape Province', inden vi når ud til det Indiske Ocean et sted mellem Port Elizabeth og East London. Øde landskaber med store græsstepper, afvekslende med lave nøgne bjerge. Dette er - som Jack udtrykker det - 'meat country', det er herfra vi får forsyningerne til vore overdådige grillorgier.

Vejret er glimrende, med dybblå himmel, frisk vind og enkelte kridhvide skyer, 'ren postkort'. Gennem et par smukke bjergpas bevæger vi os ned fra højlandet, og så bliver det for alvor varmt. Pludselig er der en der råber 'Se, en struds' (dog ikke på dansk), og ganske rigtigt. Kort efter er dette dog ikke længere noget særsyn, idet der i dette område findes et utal af strudsefarme. Dette pudsige dyr er yderst anvendeligt, først og fremmest på grund af de værdifulde fjer, men også dens kød kan bruges, faktisk siges det at være ganske velsmagende. Den oplevelse har jeg dog endnu til gode. I øvrigt er strudsen ikke noget helt ufarligt dyr, faktisk sker det af og til, at mennesker bliver slemt kvæstet, eller endog dræbt, af ophidsede strudse, der dels kan løbe meget stærkt og dels har et kraftigt spark (og en solid og knivskarp klo på foden).

Vi gør holdt i Grahamstown, som har en del flotte gamle bygninger samt et større antal sorte, end vi normalt ser. Jack siger - som man næsten kunne forvente - at kriminaliteten er særdeles høj her. Vi provianterer øl, vin og vand fra den lokale spritbutik ('Drankwinkel') og køber et par af de lækre pies til brug for senere frokost.

Ind i bilen igen, pyha, den er godt nok blevet hed! Videre sydpå, vi skal frem til en teltlejr, der er helt nyoprettet, og vi forsøger at finde vej efter den udleverede beskrivelse. Hu-hej går det, ud ad de små snoede og hullede grusveje. Vi kører langs en stor brunliggrumset flod omkranset af kæmpemæssige 'kaktustræer'. Blandt køerne, der står og trykker sig sammen i skyggen af de få træer, går der en del storke og leder efter føde i det høje græs, flot syn.

Omsider finder vi lejren, der består af et ildsted under et halvtag af bølgeblik samt - spredt mellem træerne udenom - en snes gedigne telte med feltsenge og moskitosikrede ventilationsvinduer. Vi udvælger hver sit telt og begynder straks at læsse vore ting ind. Kort efter genlyder området af ophidsede råb, da det viser sig, at de fleste telte allerede er beboede. Jack løber fra det ene telt til det andet for at hjælpe med at jage edderkopper ud, hvoraf de fleste - som han diplomatisk udtrykker det - ikke er livsfarlige, men bestemt heller ikke uskadelige. Sjovt nok er der tilsyneladende ingen ubudne gæster i mit telt, men hvem ved? Måske ligger de og gemmer sig i hjørner og folder og venter med at komme frem, til mørket er faldet på og jeg ligger sødeligt og slumrer?

Her er intet 'rindende vand' (ud over floden). Der er godt nok et toilet og en håndvask, der forsynes med vand, der - via en lang slange - kommer fra en stor metalbeholder. Jack erklærer dog straks dette for udrikkeligt, så vi må prøve at fremskaffe noget drikkevand på anden vis.

Efter indtagelse af frokosten (de indkøbte pies samt et par dejlige kolde øller) kaster vi os atter ind i 'det kørende drivhus' og sætter kursen mod det Indiske Oceans forfriskende strande, der skulle ligge en halv snes kilometer væk. Undervejs stopper vi ved en lille butik, hvis vandlager vi stort set tømmer, og kort efter ser vi endelig havet. Vi må dog zigzagge os gennem et større villakvarter, før det endelig lykkes os at komme helt ned til stranden. Til gengæld lever den på bedste vis op til vore forventninger. Mindst halvtreds meter bred er den, og til siderne strækker den sig tilsyneladende i det uendelige, med kridhvidt sand og kæmpemæssige klitter samt - ikke mindst - en imponerende flot brænding.

Hurtig omklædning, hvorefter vi spæner ned over stranden med kurs mod de lokkende bølger. Jack ymter noget om, at det godt kan risikere at være koldt, men 'hvad pokker' tænker jeg. Når man er 'viking' og vant til de nordlige havtemperaturer, så skulle det Indiske Ocean - midt om sommeren - vel næppe kunne frembyde de helt store problemer.

Så altså 'plask', efterfulgt af 'hvin', det var godt nok koldt! Jack, Dirk og jeg bider kulden i os og tager to-tre svømmetag, før vi - med dybrosne lemmer - atter spæner op på stranden. I mellemtiden er himlen blevet helt blåsort. Det har truet et stykke tid, og nu ser det ud som om et uvejr er nært forestående. Vi slentrer lidt rundt på stranden, hvor vi blandt andet finder en 'portugisisk orlogsmand'. Det er en slags kæmpebrandmand, der 'ikke er ganske ufarlig'. Til gengæld var der ingen hajer at se (de skulle nu også have været hurtige, hvis de skulle nå at få en bid af mig, og i øvrigt bryder de sig vel næppe om frosset kød).

På tilbagevejen kommer der nogle smådryp, men det forventede uvejr udebliver, og sidst på eftermiddagen klarer det atter op. Vi bruger resten af eftermiddagen på at sidde og 'flade ud' inde under de skyggefulde træer, mens vi regulerer vores væskebalance i positiv retning. Jeg går rundt og fotograferer lidt, mens Jack forbereder aftensmaden. Vi tilkendegiver enstemmigt, at vi endnu befinder os i en tilstand af 'proteinchok' efter gårsdagens grillorgie, så han indvilliger - lidt undrende - i at halvere kødmængden og så til gengæld lave mere salat, hvilket viser sig at bekomme alle særdeles vel.

Jeg har hovedpine, hvilket formentlig skyldes dehydrering. Jeg nøjes derfor med et enkelt glas rødvin til maden og indtager i stedet et par salttabletter, det plejer at hjælpe på det. Det er en stille og smuk aften, med masser af glubske myg. Som sædvanlig sidder jeg og tilbyder dem valget mellem arme, ben og ansigt, mens mine stakkels medrejsende bruger tonsvis af myggebalsam og gemmer deres legemsdele bort bag lange bukser og langærmede bluser. Gad vide, hvad der er galt med mit blod ?!?

Jeg monterer min pandelampe og sætter kursen ind mellem træerne for at finde mit telt, idet jeg prøver at undgå de mange edderkoppespind. Jeg lyser rundt i mit telt, tilsyneladende er jeg alene. Ligger lidt og lytter til de mange mærkelige lyde og falder hurtigt i søvn, selv om klokken ikke en gang er ni endnu. Forhåbentlig forsvinder hovedpinen i nattens løb.

23/1-96

Da jeg har satset på tørvejr, har jeg ladet alle teltets 'vinduer' være åbne (naturligvis med moskitonet for), så der har været 'gennemtræk' i nat. Temperaturen har derfor været behagelig, og jeg har sovet som en sten, indtil jeg - lidt i fem - slår øjnene op og ser, at det er lige ved at være lyst. Hovedpinen er heldigvis væk, til gengæld er jeg lidt øm i nakken, fordi jeg har brugt mit liggeunderlag som hovedpude, det var vist en dårlig ide.

Da jeg forlader teltet, smutter en stor behåret edderkop ind, gys! Jeg overvejer, om jeg skal forsøge at få den jaget ud igen (af hensyn til teltets næste beboer), men efter et tøven overvejelse lukker jeg teltet og fjerner mig.

Det er en dejlig stille morgen, og folk er ikke specielt snakkesalige (men hvem er også det mellem fem og seks om morgenen?). Da vognen er pakket, går jeg lidt i forvejen, i håb om at kunne få mit kamera til at indfange lidt af morgenstemningen langs floden. Lidt efter bliver jeg samlet op og indtager min plads, og snart skrumpler vi atter afsted mod nye oplevelser. I dag - og i øvrigt også de følgende dage - går det næsten stik vestpå, og igen i dag skal vi tilbagelægge en lang strækning.

Efter en times kørsel passerer vi Port Elizabeth, der er en halvstor havneby. Vi drøner forbi via et fletværk af motorveje, der snor sig gennem ucharmerende havne- og industrikvarterer, og snart er vi heldigvis atter 'ude i det fri'. Vejret ved ikke rigtigt, hvad det vil, ind i mellem skinner solen og ind i mellem er det diset med småregn. Forhåbentlig klarer det snart op.

Klokken ti er vi fremme ved 'Tsitsikamma National Park', som er dagens første udflugtsmål. Her er en imponerende flot klippekyst, og direkte op til den støder en tæt og frodig tempereret regnskov, med en vandresti parallelt med kysten. Det er stadig overskyet og smådiset, men det er nu ganske behageligt, når man skal vandre. Afsted går det, skiftevis gennem tæt og frodig skov og hen over de forrevne klipper. Jeg føler mig rigtigt i mit es, når jeg springer fra den ene klippe til den anden, men ind i mellem kommer jeg til at tænke på, at det var under en sådan manøvre jeg brækkede min storetå på Kreta i efteråret, og så tvinger jeg mig selv til at sætte farten lidt ned. Men dejligt er det igen at være ude og vandre, det er jo heller ikke for meget af den slags, der har været lejlighed til på det sidste.

Efter halvanden times tid når vi frem til vort mål, idet stien ender ved et stort vandfald, der plasker ned i en lille dyb sø. Som styret af højere magter titter solen netop frem, og lynhurtigt har vi alle skiftet til badetøj. Dette foregår naturligvis som det hører sig til på disse kanter, dvs. diskret inde bag et håndklæde, som vi er blevet informeret om er 'god tone'. Sydafrikanerne er yderst konservative og ville - efter Jacks udsagn - blive fortørnede over en gang 'europæer-strip'.

Jeg er den første i vandet, med et rask hovedspring fra klipperne. Gys, det er ikke ligefrem varmt, men dog bedre end det var i går, og efter et par minutters tilvænning går det an. Vandet er helt gulbrunt, hvilket skyldes dets høje indhold af tannin (garvesyre), men da dette stof jo også findes i rødvin, er det næppe noget, som min krop ikke vil kunne forlige sig med.

Vi svømmer lidt rundt og ligger bagefter og tørrer på de varme klipper. Efter en time med denne afslappende beskæftigelse har førnævnte højere magter bestemt, at vi skal påbegynde vores retræte, for da forsvinder solen, og tågebanker ruller ind over os. Tilbageturen foregår i et endnu højere tempo end udturen, hvilket jeg har det helt fint med, selvom jeg bliver totalt gennemblødt af sved. Heldigvis er der nogle brusekabiner ved parkeringspladsen, bare jeg nu havde shampoo og rent tøj. Men det ligger desværre i rygsækken, der er godt stuvet af vejen på toppen af bilen. Alligevel er det nu rart lige at få skyllet kroppen, og så må jeg jo prøve at abstrahere fra de klistrede beklædningsdele.

Bagefter spiser vi frokost på en restaurant ved stranden. 'Cheeseburger and chips' og en kop rigtig filterkaffe (ellers får man som regel neskaffe). Udenfor hænger en tavle med dagens meteorologiske data, hvoraf fremgår, at vandtemperaturen er 12.5 grader!

Efter frokosten kører vi videre, og straks begynder det atter at regne. Vi skal finde en ny 'Drifters Inn', der skulle ligge langt inde i en skov. Da vi forlader hovedvejen for at køre ind i skoven, ser vi et skilt, der advarer om, at der i dette område findes løsgående elefanter!

Omsider finder vi huset, der ligger ganske vidunderligt i en lysning i skoven. Indeni er det en noget ufuldstændig 'kro', idet kun køkken og bad er møbleret, mens alle de øvrige rum er fuldstændig tomme. Vi hilser på Errold, der bor her og har ansvaret for, at huset med tiden bliver mere beboeligt. Vi hilser også på hans hund, en lille kraftig og venlig fyr, der lyder navnet Hobbes. Errold fortæller, at den en dag blev angrebet af en flok bavianer, hvilket afstedkom et mægtigt slagsmål. Enden på det blev dog, at hunden dræbte førerbavianen, hvorefter resten tog flugten, ganske godt klaret. Bagefter underholder han lidt om sine oplevelser med giftslanger og edderkopper så store som håndflader, tak-tak!

Da det stadig småregner, er der ikke så meget andet at lave end at færdiggøre min Mandela-bog. En fascinerende omgang læsning, som varmt kan anbefales. I øvrigt så jeg hos en boghandler forleden, at den ligger som nummer et på bestsellerlisten her i landet.

Bagefter starter jeg på den bog, som jeg købte i lufthavnen, nemlig 'Mit andet liv' af Jørn Jønke Nielsen. Noget af et spring i forhold til Mandela, men alligevel er der jo nogle paralleller, idet begge forfattere er begavede og stærke personligheder, der tror så meget på deres respektive 'sager', at de er villige til at tilbringe mange år af deres liv i fængsel. Bogen viser sig at være overraskende velskrevet, og den udstråler både livsglæde, humor og spænding.

Om aftenen tager vi ind til Knysna, der er den vigtigste by på 'Garden Route', som man jo kalder denne kyststrækning. Målet er en restaurant, der ligger yderst på en havnemole, og herfra viser der sig at være en aldeles dejlig udsigt over den indsø, der danner en naturlig havn for byen.

Da vi alle føler, at vi snart har fået tilstrækkeligt med kød, øl og rødvin, bliver det til seafood og hvidvin. Jeg får blæksprutteringe efterfulgt af et stort stykke grillstegt fisk, meget lækkert til en afveksling. Vi sidder og hænger over et par kopper kaffe, og pludselig er klokken ti. Jeg har da også svært ved at holde mig vågen i bilen, da vi skrumpler tilbage gennem den mørke skov.

Selv om der er flere rum i huset, så har vi besluttet at sove sammen, i en stor nøgen stue, hvor vi smækker feltsengene op. Temperaturen er behagelig, og for en gangs skyld er det helt rart at krybe ned i soveposen.

24/1-96

Denne dag skal stå i afslapningens tegn, dvs. ingen lange køreture, da vi skal overnatte endnu en gang her. Desværre er det stadig overskyet og småfugtigt, men temperaturen er behagelig, vel et par og tyve grader. Vi har bevilget os selv lov til at sove helt til klokken syv, hvilket jeg dog ikke er i stand til. Jeg vågner allerede lidt i seks, men det er da alligevel meget rart, at man bare kan blive liggende lidt og hygge sig i soveposen. I øvrigt har jeg ikke ligget særlig godt på den drømmeseng, så næste gang vil jeg prøve i stedet at sove på mit medbragte - selvoppustelige - liggeunderlag.

Dagens første udflugtsmål er 'Knysna Heads', som er et imponerende flot udsigtspunkt. Det er herude, at indsøen grænser op til havet, og to landtanger ('the Heads') rækker frem mod hinanden som kæberne på en kæmpemæssig knibtang. Området er i øvrigt særdeles mondænt, det myldrer med store og luksuriøse rigmandsvillaer. Her, som overalt i Sydafrika, oplever man en meget kraftigere kontrast mellem rig og fattig, end vi er vant til. Det springer også ustandseligt i øjnene, at man så at sige aldrig ser sorte eller farvede på restauranter, og at man endnu sjældnere ser hvide udføre hårdt manuelt arbejde, som f.eks. byggeri, renovation og vejarbejde.

Vi går lidt rundt og nyder den flotte udsigt, der utvivlsomt ville have været endnu flottere i solskin. Kører derefter ind til byen (Knysna), hvor vi bevilges halvanden time på egen hånd. Nogle iler afsted for at finde bank og posthus, mens jeg slentrer lidt rundt sammen med Florian. Vi har begge et hængeparti med hensyn til postkort, så vi sætter os ind på et konditori og bestiller et par kopper kaffe, mens vi ihærdigt prøver at løse den vanskelige opgave det er, at beskrive en masse spændende oplevelser med ganske få ord.

Bagefter kører vi ud til 'Buffalo Bay', der er noget af en drømmestrand, mindst halvtreds meter bred og adskillige kilometer lang. Dovne dønninger forvandles i sidste øjeblik til brusende brænding. Det eneste, der mangler, er faktisk lidt solskin, og et kort øjeblik ser det faktisk ud, som om solen er ved at bryde igennem. Men nej, der bliver ved med at være et tyndt skydække.

De andre går i vandet, og ud fra opholdets længde ser det ud til, at det er noget varmere end i går. Jeg gider ikke, jeg føler mig lidt sløv i dag. Måske hænger det sammen med, at onsdag er den dag, hvor jeg tager min ugentlige malaria-pille. Den er af typen 'Lariam', som er noget stærkt stads, der godt kan påvirke ens velbefindende.

I stedet ligger jeg og driver den af et par timer, idet jeg skiftevis småsover, læser i 'Jønke' og kigger ud over havet. Jeg har undladt at bruge solcreme i dag, og jeg kan mærke, at solen bruner gennem det tynde lag skyer. Der er vist forresten også et eller andet med, at ozonlaget er tyndere på den sydlige halvkugle.

Vi spiser de medbragte pies og påbegynder tilbageturen. Gør holdt i byen igen og slentrer lidt rundt. Jack skal have ordnet nogle telefonsamtaler i relation til sit kommende karriereskift, og bagefter kan han bekræfte, at dette er hans sidste tur for Drifters. Om kort tid skal han, sammen med sin bror, begynde at arbejde for Caltex. De har et lille firma sammen, et eller andet med styreelektronik til benzinpumper.

Så begynder det atter at regne. Jack hævder, at dette vejr er meget atypisk for årstiden, men at det som regel varer et par dage, når det endelig optræder. Hvis han har ret, så skulle vi få opklaring i morgen, hvilket ville passe mig ganske fortræffeligt. En ting er, at der ind i mellem kommer en kraftig regnbyge med lyn og torden og hele skuespillet, det kan såmænd være både afvekslende og forfriskende, men dette kedsommelige gråvejr med småregn minder mig lidt for meget om den danske vinter, omend da heldigvis en snes grader varmere.

Vi er tilbage ved huset halv fem. Det smådrypper stadig, men alligevel sætter jeg mig udenfor og læser. Der er ikke meget ved at sidde på gulvet inde i en nøgen stue, og de stole og borde, der skulle være kommet i dagens løb, er endnu ikke dukket op. Hjælper lidt med forberedelserne til aftensmaden, der er en rodsammen-gryderet med kartoffelmos. Ikke specielt kønt at se på, men ganske velsmagende, og akkompagneret af et par flasker rødvin, så bliver det bestemt til et helt acceptabelt måltid.

Vi har alle vasket lidt tøj, men der er ikke megen tørring i luften, så vi beslutter at tænde op i den kamin, der findes i en af stuerne. Ved hjælp af nogle feltsenge får vi lavet en slags tørrestativ, hvilket sætter gang i foretagenet. Og når vi nu har et ildsted, så kan vi jo lige så godt sætte os ned foran det med nogle drinks. Og der sidder vi så og hyggesnakker, til øjnene begynder at blive små, hvilket sker ganske hurtigt.

25/1-96

Det gik hen og blev en ret så urolig nat. For det første lå jeg ikke særlig godt på min madras. Ud på natten kom jeg til den erkendelse, at det nok var, fordi der var for meget luft i den, og forsigtigt gav jeg mig til at lukke noget af det ud. Lidt senere begyndte Anja at rage rundt med en lommelygte og fik vækket de fleste af os. Næste dag viste det sig, at hun havde hørt den hvislende lyd fra min 'udluftning' og troet, at det var en slange!

Næste problem var toilettet, som kun er adskilt fra soverummet med et tyndt forhæng. Efter hvert besøg løb vandet i cisternen en halv times tid, hvilket bevirkede, at det stort set larmede hele natten. Da Maureen ville være hensynsfuld og prøve at finde det andet toilet uden at tænde lyset, kom hun til at gå ind til Errold, hvilket straks udløste en ildevarslende knurren fra Hobbes, der tager sit vagthundejob ret så seriøst.

Som prikken over i'et skal nævnes, at Jack skiftevis snorker og taler i søvne. Desværre er hans tale ret så usammenhængende, så man kan hverken finde hoved eller hale i det, hvis man endelig sætter sig for at høre efter. Først hen ad klokken fire lykkedes det mig endelig at falde i søvn, men så kunne det næsten være lige meget, for en time senere lød den infernalske bippen fra Jacks vækkeur.

Morgenen bringer ingen opklaring, nærmest tværtimod, det småregner fra starten og bliver ved det meste af formiddagen. Jeg har bagsædet i dag, hvilket er min foretrukne plads. Her er plads nok til at sidde mageligt tilbagelænet med benene oppe og en sovepose som ryglæn, og man kan endog lægge sig ned og tage en lur ind i mellem. På grund af vejret er der ikke meget at se på, så jeg får gjort et kraftigt indhug i 'Jønke'. Det viser sig at være en ganske underholdende bog, jeg må prøve at få fat i nogle af de andre, han har skrevet.

Ved middagstid forlader vi den østgående hovedvej og begynder at køre sydpå ad en hullet grusvej. Jack hævder, at man får den mest jævne kørsel på den slags veje ved at holde en fart på 60-80 kilometer i timen, hvilket han muligvis har ret i, men kors for en rystetur. På et tidspunkt skal vi krydse en flod, hvilket sker på en lille trækfærge i stil med den, der fører over til Orø, blot med den forskel, at fremdriftsmidlet her er tre hårdtarbejdende negre (sort arbejde).

En halv time senere når vi frem til 'De Hoop Nature Reserve', der er landets sydligste, kun et halvt hundrede kilometer fra Afrikas sydspids. Trods reservatets beskedne størrelse (77 kvadratkilometer) rummer det alligevel 1032 registrerede plantearter, hvoraf en stor del er endemiske (dvs. findes ikke andre steder). Plantevæksten er i øvrigt ret speciel her. Der er ingen træer, kun lave buske og så en slags lyng, der findes i mange forskellige farver.

Meget bekvemt hører regnen op lige før vi når vort bestemmelsessted, en lille samling huse midt i reservatet. Vi får to huse til deling, hvilket er vild luksus, vi kunne sagtens have været i det ene. Her er - til forskel fra det sidste overnatningssted - masser af møbler. Stole, spiseborde, sofaer og lænestole samt et velforsynet køkken og soverum med udmærkede senge.

Vi indtager frokosten, der består af smør-selv-sandwiches med ost, skinke, salat, sennep og agurker. For så vidt udmærket, men jeg må indrømme, at man efterhånden kommer til at længes efter at sætte tænderne i et stykke groft brød, i stedet for disse evindelige bløde boller og paptoast. Desværre et ganske udbredt fænomen uden for Europa.

Efter frokosten kører vi en tur gennem reservatet og ser nogle af dyrene. Her er strudse, zebraer (den såkaldte Cape-zebra, der er anderledes end dem, vi hidtil har set) og nogle forskellige bukke og hjorte samt en hel del større rovfugle. Nede ved kysten er der nogle kæmpemæssige sandklitter, som dog ikke må betrædes, da de er ynglested for en masse forskellige fuglearter. I stedet finder vi en lille vig med en herlig sandstrand, der i begge sider afgrænses af nogle flotte klippeformationer.

Solen er, som i går, lige ved at bryde igennem, men mere bliver det heller ikke til. Nå, det er da bedre end regnvejr, og vi tilbringer et par dejlige timer med badning (knap så koldt som sidst), dasning samt fotografering af klipper, brænding og fugle. Jeg løber lidt frem og tilbage på stranden og mærker hurtigt, at formen ikke er helt i top. På det sidste har jeg helt klart spist og drukket for meget og motioneret for lidt.

Bagefter kører vi igen rundt på 'safari' en times tid, inden det er på tide at tage tilbage og forberede aftensmaden. Dette består blandt andet i at åbne fem flasker rødvin for at fejre den sidste dag 'på landet', idet vi i morgen ankommer til Cape Town. En eller anden undskyldning skal man jo finde på.

Det er lyst helt til halv ni, men vi er jo også efterhånden kommet temmeligt langt mod vest. På trods af landets store udstrækning, har man valgt ikke at have forskellige tidszoner.

Mens vi hygger os over maden (og slutter af med en flaske 'ferskensnaps') slår det mig, at dette er min første ferie uden for Europa, hvor jeg overhovedet ikke (endnu da) har haft maveproblemer, og så har jeg endda drukket masser af vandhanevand.

Efter maden sidder vi og morer os over den foregående nats genvordigheder, især da vi får opklaret, at 'den hvislende slange' var min luftmadras. Trods den hyggelige stemning er alle indstillet på at gå tidligt i seng. Dels for at indhente det forsømte fra i går og dels, fordi vi skal op klokken fem i morgen tidlig.

26/1-96

Da jeg står op, konstaterer jeg først, at det stadig er mørkt, hvilket naturligvis også hænger sammen med, at vi er kommet så langt vestpå. Det næste jeg konstaterer er, at det stadig regner, så skulle da også pokker stå i det! Klokken syv er vognen pakket, og vi drager afsted, blot for et kvarter senere at konstatere, at den store gitterlåge ind til området er solidt låst og kontoret ved siden af ubemandet!

Heldigvis går der kun tyve minutter, før vi bliver lukket ud, og et øjeblik efter er vi i gang med at tilbagelægge den sidste strækning ned til Cape Agulhas, der er Afrikas sydligste punkt. Så står vi lidt på dette øde og forblæste sted og stirrer ud over havet. Vi ved, at Sydpolen ligger et sted derude, og et øjeblik har jeg en følelse af, at vi er temmelig tæt på. Så tager den anden hjernehalvdel imidlertid over og begynder at regne på breddegrader og afstande, og jeg må konstatere, at den følelse har nogenlunde lige så meget hold i virkeligheden, som hvis man stod i Cairo og troede, at man var tæt på Nordpolen! Det må have et eller andet at gøre med, at langt størstedelen af jordens landmasser befinder sig på den nordlige halvkugle.

Ud over at gennemføre den slags betragtninger - og så tage billeder af hinanden - er der ikke alverden at foretage sig her, og snart sidder vi atter i bilen, på vej mod Cape Town. Godt et halvt hundrede kilometer før denne, krydser vi op over en lav bjergkæde, og i samme øjeblik vi kommer ned på den anden side, sker der en dramatisk ændring i vejret. Skyerne forsvinder, og solen skinner fra en klar blå himmel. Samtidig er det som om alt får en friskere grøn farve, og humøret stiger betragteligt.

Inden Cape Town tager vi lige et smut op omkring Stellenbosch, der er centrum for den sydafrikanske vinproduktion. Vi besøger et af produktionsstederne, hvor vi ser nogle kæmpemæssige gærings- og lagringstanke samt de anlæg, der fylder den billigere konsumvin på flasker og papkartoner. Bagefter er der rundhåndede smagsprøver samt - naturligvis - mulighed for at foretage indkøb.

Efter en hurtig chicken-burger kører vi endelig ind til Cape Town, hvis yderkvarterer udgør et alt andet end opmuntrende syn. Kedelige og beskidte industriområder og vidtstrakte slumkvarterer, gennemskåret af motorveje. Men så kommer vi længere ind mod centrum, og det hele ser straks lidt bedre ud. Høje skyskrabere rejser sig fra alléer med grønne træer, op mod de bagved liggende bjerge, og ude foran ligger det blå Atlanterhav med en hvid solbeskinnet brænding.

Da der ikke er ledige værelser på Drifters Inn, bliver vi i stedet indlogeret på et luksuriøst hotel, hvor jeg kommer til at dele et dobbeltværelse med Florian. Her er både badeværelse, TV og en lille balkon med havudsigt. Det kildrer i tæerne at stå der ude, for der er langt ned fra syvende etage, og rækværket går mig knap nok til hofterne.

Under den efterfølgende udpakning af bilen snubler jeg over en kantsten og slår hul i min storetå, hvilket er anden gang på denne tur, og i øvrigt noget, der sker med jævne mellemrum. Nå, denne gang brækkede den da i det mindste ikke.

Efter udpakning og sårpleje går vi en tur ind mod centrum. Ganske dejlig tur med frisk vind ind fra Atlanterhavet. Yderst mod kysten er der et bredt bælte med græsplæner, legepladser, minigolf, bænke og skyggefulde træer. Et sted er der også en lille bitte strand, men ellers er det mest klippekyst.

Aftensmaden indtages på en restaurant i nabolaget. Lidt calamari til forret, efterfulgt af en stor bøf med tilhørende fri salatbar, skyllet ned med to store glas fadøl. Bagefter en imponerende isdessert, to kopper kaffe og en whisky. Regningen for hele dette orgie bliver på hundrede kroner, og så er der endda medregnet 10% i drikkepenge. Bagefter kommer Florians søster - Delphine - og deltager i en godnatdrink. Hun er bosat her og arbejder - som fysioterapeut - på en skole for fysisk handicappede sorte børn.

27/1-96

I dag er det meningen, at vi skal op på Table Mountain, som er navnet på det karakteristiske (fladtoppede) bjerg, der ligger oppe bag byen. Lidt over otte står vi ved kabinebanens dalstation, der ligger tre hundrede meter over havets overflade, og allerede her er der en vidunderlig udsigt over byen. Solen skinner fra en skyfri himmel, men alligevel får vi den besked, at der er meget kraftig vind (70 kilometer i timen) på toppen, således at al drift med kabinebanen er indstillet. Endvidere frarådes det, at man bevæger sig derop til fods, hvilket nogle af os ellers havde haft til hensigt at forsøge.

Ærgerligt nok, men den - indlysende - nødplan er naturligvis, at vi i stedet gennemfører morgendagens program og så håber på, at vejret ændrer sig til i morgen. Altså skal vi i dag rundt og udforske Cape-halvøen, der strækker sig godt et halvt hundrede kilometer sydpå fra byen. Vejen langs kysten snor sig op og ned i stejle hårnålesving, med svimlende og smukke udsigter til blå laguner med sandstrande vekslende med dramatiske stejle og forrevne klippeformationer.

Det yderste stykke af halvøen er udlagt til naturreservat. Her flader terrænet atter ud, og bevoksningen er den samme karakteristiske lave buskvegetation, som vi så i 'De Hoop' forleden. Her på disse flade strækninger forstår jeg bedre, at der skulle være stærk vind på Table Mountain, og jeg forstår også, hvorfor der ingen træer vokser.

Til allersidst rejser klipperne sig atter stejlt, dette er 'Cape Point'. Der er anlagt en stejl trappe op til fyrtårnet, hvorfra der er en enestående udsigt over halvøen, False Bay og havet. Blæsten heroppe er mildt sagt kraftig, faktisk har jeg aldrig været udsat for noget lignende. Vi klamrer os til gelænderet med en fornemmelse af, at man pludseligt kunne blive løftet op og blæst langt ud i havet - ganske fascinerende!

Tilbage på parkeringspladsen ser jeg, at der er anlagt en vandresti over til 'Cape Hope', men ingen af de andre har lyst til at vandre mere i den stærke blæst. Resultatet bliver, at jeg tager turen selv, mens de andre kører derover i bilen. En dejlig tur med en masse flotte og svimlende udsigter, og undervejs ser jeg først en flok store bukke og bagefter en større koloni af skarver i en lille vig, dybt nede under mig.

Da jeg når frem, sidder de andre inde i bilen og skutter sig på grund af den voldsomme blæst, mens jeg er helt euforisk af den hektiske vandretur. Vi sætter atter kursen nordpå og kører gennem smukke landskaber til den lille by 'Simons Town', hvor vi indtager frokosten på en restaurant ved kysten. Til en afveksling fra de sædvanlige burgere bestiller jeg røget pebermakrel, som jeg så til gengæld har glæde af de næste par timer.

Næste stop er en lille strand, der er hjemsted for en flok pingviner. Disse charmerende dyr har efterhånden vænnet sig til turisternes besøg, så vi kan gå rundt og se og fotografere dem på ganske tæt hold. En sjov og spændende oplevelse.

Herefter er der stemning for at prøve en svømmetur i Atlanterhavet, så vi krydser halvøen endnu en gang. Landskabet er smukt og varieret, det ene øjeblik vinmarker og det næste fyrreskov. Ude ved kysten kører vi ad en vej, der leder tankerne hen på Rivieraen. Det myldrer med mondæne villaer, cafeer og restauranter, og maleriske klippestrækninger veksler med smukke sandstrande. Vi gør holdt ved en af sidstnævnte for at prøve et Atlanterhavsbad. Solen skinner stadig fra en næsten skyfri himmel, men det blæser en del. Det er sådan set meget rart, bortset fra, at strandens sand er temmelig finkornet og flyver os om ørerne.

Det bliver et kort bad, for det er virkelig koldt. Derefter ligger de andre og syder i solen, hvilket jeg ikke er så god til, så jeg går i stedet lidt rundt og kigger på de udstillede badenymfer.

På tilbagevejen viser bilens kilometertæller, at vi nu har kørt mere end 5.000 kilometer, siden vi forlod Johannesburg for atten dage siden, ganske imponerende distance. Til sammenligning kan nævnes, at det svarer til afstanden mellem Lofoten og de Kanariske øer eller mellem København og Novosibirsk.

Vi aftaler at tage ind til byen klokken fem, hvilket lige giver en times tid til et bad, et hvil og et glas rødvin. Florian, der er vild med fodbold, finder ud af, at Sydafrika spiller mod Ægypten i kampen om det afrikanske mesterskab, så han sidder klistret foran skærmen, mens jeg nedfælder nogle stikord til rejsedagbogen.

Vi tager bussen ind til 'Seafront', et stort nybygget område med butikker, restauranter, barer, udstillinger, biografer teatre osv. Temmeligt imponerende, men det har unægteligt ikke meget med Afrika at gøre, det kunne lige så godt være i New York, Buenos Aires, London eller Sydney.

Pigerne vil 'shoppe', så vi andre finder en bar med havneudsigt, hvor vi nedsvælger et par kølige pilsnere. Det varer dog ikke længe, før pigerne atter dukker op, butikkerne er alt for dyre. Lidt efter kommer også Delphine, og i fællesskab begiver vi os over til 'Greek Fisherman', en græsk restaurant i den finere ende af skalaen. Jeg er lige ved at lade mig friste til seafood, men så ender det alligevel med en stor bøf og en portion tzaziki.

Efter en afsluttende irish coffee propper vi os alle syv ind i Delphines bil og kører tilbage til hotellet, i hvis nabolag vi finder en bar, der kan forsyne os med dagens godnatdrink. Klokken bliver halv tolv, før vi kommer i seng, hvilket er absolut rekord for denne tur. Til gengæld har vi vedtaget først at spise morgenmad klokken otte i morgen.

28/1-96

Vågner klokken seks, godt hjulpet på vej af en flok skrigende havmåger. Florian sover stadig som en sten. Skriver et par postkort og læser lidt i min Afrika-bog, den har der ellers ikke været megen tid tilovers til. Efter morgenmaden sætter vi kursen mod Table Mountain, idet vi dog først spilder en times tid på at forsøge at finde en bank, der har åbent en søndag formiddag.

Endelig hen ad klokken elleve er vi atter oppe ved bjergets fod, hvor 'dagens vejr' er betragteligt bedre end gårsdagens: Svag vind, god sigt og varmt. Det sidste kunne vi nu godt have undværet, hvilket vi må sande efter få minutters opstigning ad den stejle sti. Jeg fører an, Jack bagefter, og til sidst kommer Dirk og Florian. Pigerne har taget opstilling i den lange kø til kabinebanen.

Som sagt lægger vi ud med en ret så stejl stigning, der varer ved et kvarters tid. Jeg er - som ventet - hurtigt gennemblødt af sved, men det kan nu ikke spolere min næsten euforiske glæde ved atter at være på 'bjergvandring' og føle, at kroppen kan klare det. Jeg undertrykker min trang til at begynde at løbe, der er jo trods alt endnu et godt stykke til toppen. Jack ser ud som om han slentrer rundt i et airconditioneret butikscenter og kigger på vinduer, mens de to unge i bagtroppen nærmest ser ud som om de ville ønske, at det faktisk var det de gjorde, i stedet for at tilbringe en solvarm søndag formiddag med at kravle de 700 meter op ad en stejl bjergvæg.

Efter den bratte start flader stien ud, og den næste halve times tid kommer vi ikke meget højere op. Stien fører os hen langs klippevæggen, til den når en smal kløft, der virker næsten lodret. På det vandrette stykke får jeg pulsen under kontrol igen, den var ellers lige oppe og vende omkring de 180, da stigningen var værst. Snart begynder det dog igen at gå opad, og denne gang står det klart, at der ikke venter flere flade partier, før vi når overfladen af 'bordet'.

Stien er heldigvis velanlagt, selv om man måske snarere skulle kalde det en trappe. Snart kan stigningen atter mærkes på sved og puls, men stadig har jeg det fint. Det har de to unge derimod ikke, de sakker til stadighed agterud. Mens vi venter på, at de skal indhente os, er der så til gengæld rig lejlighed til at beundre den stadig flottere udsigt over Cape Town og betragte de mange farverige blomster, der pryder bjergsiden.

Opstigningen, der er blandt de hårdeste, jeg har prøvet, varer en time og tre kvarter. Dertil kommer et ekstra kvarter på toppen, før vi når hen til den ende, hvor pigerne i mellemtiden er dukket op. Jeg har intet drukket undervejs, til gengæld nedsvælger jeg nu den medbragte halve liter vand i få hurtige slurke. Samme vej går en juice og en øl, hvorefter jeg så småt begynder at føle, at væskebalancen atter er under kontrol.

Går lidt rundt og 'damper af' og nyder udsigten over byen, havet og halvøen, den er ubeskriveligt smuk. Så kalder Jack til samling, og i rask trav bevæger vi os hen over bjergets næsten flade overside. En halv time går der, før vi når over til den modsatte ende, hvor vi belønnes med nye vidunderlige udsigter.

Tilbageturen foregår i samme tempo, og så er der ellers basis for endnu et par kølige forfriskninger. Jeg foreslår spagfærdigt, at vi også foretager nedturen til fods, et synspunkt, der ikke vinder det helt store gehør. Følgelig bliver det kabineliften, der kun er 5-10 minutter om turen. Jeg får tilkæmpet mig en plads helt henne foran, og da kabinen er vinduesløs, føles starten næsten som et faldskærmsudspring, pyha!

Der er bred enighed om at droppe frokosten til fordel for en udflugt til en strand oppe nordpå, og så til gengæld tage revanche med en solid middag i aften. Stranden strækker sig milevidt til alle sider, og så er der en nærmest postkortagtig udsigt over bugten til Cape Town. Herfra kan man rigtigt se, hvordan byen breder sig rundt langs bjergets fod.

Vandet er køligt men forfriskende, og da vi først lige har vænnet os til det, er det ganske vidunderligt. Det er fralandsvind, men alligevel ruller nogle store dønninger ind mod kysten, yderst velegnede til en gang 'bodysurfing'.

Bagefter, mens de andre ligger og koger i deres sololier, monterer jeg min telelinse og går på jagt efter gode fotomotiver (gamle gris). Sidder lidt og spekulerer på, hvordan jeg egentlig har gjort mig fortjent til at have det så godt, men når ikke rigtig frem til nogen endegyldig konklusion. Nu er det i øvrigt også snart slut for denne gang. Drifters-arrangementet slutter i morgen tidlig, hvorefter jeg har 2-3 dage på egen hånd.

Tilbage til hotellet, et hurtigt bad og så afsted til Seafront igen, hvor Jack har anbefalet en restaurant, der har specialiceret sig i bøffer. Jeg bestiller et 500 grams eksemplar, det må vist være en passende belønning for klatreturen og den manglende frokost. Bøffen, der koster firs kroner, er både mør og lækker, og ledsages af adskillige glas kølig fadøl. Aftenen er lun og stille, og midt i måltidet dukker en flok legesyge delfiner op ned i havnebassinet. Mørket falder på og der tændes projektører på Table Mountain, meget smukt.

Med bussen tilbage og så et smut ind på 'stamværtshuset'. Der udveksles adresser, dette er jo vore sidste aften sammen. I morgen tager Maureen med Jack tilbage til Johannesburg, hvor hun vil undersøge mulighederne for de sidste par uger, inden hun atter skal tilbage til USA.

Endelig ved ellevetiden ligger jeg i min seng, meget træt. For første gang tager jeg mine ørepropper i brug, i håb om at kunne fortrænge lyden af de morgenfriske havmåger.

29/1-96

Ørepropperne hjælper ikke, jeg vågner alligevel klokken seks. Efter morgenmaden bærer vi alle Jacks safari-remedier ned i bilen og kører over til Drifters Inn, hvor vi skal bo de næste par dage. Kun tyskernes værelse er klar, så Florian og jeg stopper vores bagage ind til dem.

Efter at have taget afsked med Jack og Maureen sidder vi i den dejlige dagligstue og sløver den lidt, klokken er trods alt kun otte. Desuden er det overskyet, så det har intet hastværk med at komme nogen steder hen. Jeg får taget mig sammen til at skrive de manglende postkort, og bagefter starter jeg på min sidste bog, som er Guillous sidste i agent-serien med Hamilton. 560 siders spændende underholdning, hvis jeg skal gætte ud fra de foregående.

Da de andre vil afsted, tilkendegiver jeg, at jeg godt kunne tænke mig at være alene i dag. Efter atten dage sammen med dem synes jeg virkelig jeg trænger til det. Jeg beslutter mig til at gå til fods ind til Sea Front, hvilket - i rask tempo - tager en lille times tid. Det er stadig overskyet, omend der ses visse tegn på en begyndende opklaring. Det er dejligt at gå langs vandet og indsnuse den friske havluft.

Veksler hundrede dollars, hvilket afstedkommer en positiv overraskelse, idet kursen er noget lavere end hidtil antaget (tidligere nævnte priser er korrigeret). Indtil nu har jeg kun brugt mit Eurocard. Fejrer de 'sparede' penge med et par cappuccinoer, hvorefter jeg slentrer rundt og kigger lidt på de mange butikker, der - ganske rigtigt - er alt for dyre.

Ringer hjem og snakker med Pia. Det bliver en meget kort samtale, da der kun er halvtreds kroner tilbage på mit telefonkort. Det er ekstremt dyrt at ringe hjem herfra, dyrere end både New Zealand og Sydamerika. Jeg når dog at få at vide, at Anitas mæslinger er overstået og at hun er startet i børnehaven igen i dag samt at Pia sandsynligvis har fået et kontorjob, med start om en uges tid. Klik - dut - færdig!

Himlen er nu atter helt blå og tiden er ved at være inde til frokost. Jeg sætter mig på en af de mange restauranter langs havnen, hvor jeg indtager en aldeles glimrende 'Seafood Curry'. Et øjeblik efter dukker der - uafhængigt af hinanden - to små grupper af danskere op, som indtager de nærmeste naboborde. Helt underligt at høre dansk igen, efter næsten tre uger med engelsk (og en anelse tysk).

Den ene af grupperne består af tre personer, hvoraf de to er nede for at besøge den tredje, der tilsyneladende er fast bosat her. Han underholder dem - meget naturligt - om de aktuelle forhold i landet efter at den ny regering er trådt til. 'De snakker og snakker men gør intet', 'Erhvervslivet går i stå' og 'Samfundet går i opløsning' er blandt hans postulater, det er næsten som at høre Jack. Dybest set har han - i hvert fald til dels - ret. Set med 'hvide øjne' kommer det hele nok til at gå lidt langsommere, og ja, der er sikkert også en del, der trækker deres interesser ud af landet af frygt for den kommende tids ændringer. Men for pokker, det kan jo ikke være meget anderledes, den udvikling skulle blot være påbegyndt for mange år siden.

Køber et nyt telefonkort og ringer til Pia igen, det var lidt utilfredsstillende med den ultrakorte samtale. Bagefter går jeg over og ser 'Two Ocean Aquarium', der er helt nyopført og ganske interessant. Mine sandaler er begyndt at gnave lidt, så jeg tager en taxa over til 'Downtown', hvor jeg slentrer lidt op og ned ad den centrale gågade. Her er en del høje skyskrabere og en masse fine butikker, men i øvrigt virker området temmeligt sterilt og karakterløst.

Tager en bus tilbage sidst på eftermiddagen. Huset er tomt og aflåst, så jeg sætter mig på den lille græsplæne og konsumerer et par af de dåser øl, som jeg - meget forudseende - købte i den velforsynede spritbutik oppe på hjørnet. Lidt efter kommer de andre også hjem, og jeg sidder lidt og sludrer med Dirk.

Efter nogle timer med solskin bliver det atter overskyet og blæsende. Samtidig falder temperaturen nogle grader, så for første gang på turen er det en nydelse at stå under den varme bruser.

Aftenen forløber nogenlunde som de foregående, bortset fra, at vi i aften alle er indstillet på at spise seafood i stedet for bøffer. Bagefter sidder vi og deler en flaske rødvin nede i dagligstuen, der minder om et maleri af Gaugin. Store tunge og mørke møbler, en overdådig frugtskål og en vase med tre smukke solsikker.

Sidder lidt i sengen og læser i 'Guillo', mens Florian allerede snorksover. Det er en yderst behagelig seng, bortset fra den ene lille detalje, at den skråner svagt udad. Nå, det går vel.

30/1-96

Sover fortræffeligt til halv syv, og ligger så og læser en times tid i Guillo. Det er overskyet, hvilket ærgrer mig, da jeg havde håbet på at komme ud på en sejltur i dag.

Det meste af formiddagen går med at få ført dagbogen ajour, jeg var efterhånden kommet en hel uge bagud. Så tager jeg endnu en gang bussen ind til Seafront, og omtrent samtidig begynder det at klare op. Spiser frokost samme sted som i går ('blæksprutter a la Provencale) og går derefter over og melder mig til et 'Robben Island Cruise'.

Sejlturen foregår på en flot gammel 58 fods skonnert. Skibet fører sejl, men der suppleres op med motorkraft. Midtskibs er placeret to rækker bænke, men der kan jeg naturligvis slet ikke holde ud at sidde. I stedet stiller jeg mig helt op foran, lige bag bovsprydet, hvor udsynet ikke generes af andre turister. En særdeles dejlig tur, hvor vi både ser delfiner, sæler og pingviner samt - ikke mindst - Cape Town fra søsiden, hvor den præsenterer sig aller smukkest.

Robben Island, hvor Nelson Mandela jo sad fængslet i et utal af år, fungerer stadig som fængselsø, men det er snart slut. Da begrebet 'politiske fanger' ikke længere eksisterer, sidder der nu kun 'harmløse' forbrydere (mordere og den slags), som lige så godt kan overføres til almindelige fængsler, der ikke er helt så dyre i drift. Når dette er sket, er det meningen, at man vil omdanne øen til naturreservat og rekreativt område for den hastigt voksende turisme.

Den eneste lille ulempe ved den vidunderlige sejltur er, at jeg får lidt for meget sol. På grund af formiddagens gråvejr droppede jeg solcremen, hvilket er et dårligt udgangspunkt for 2-3 timers solskin på havet. Nå, det er vist ikke værre, end at det kan klares med en ordentlig omgang fugtighedscreme i aften.

Aftensmaden, som er den sidste i Sydafrika, indtager vi på en malajisk restaurant. Her i Cape Town bor en del malajer, faktisk er der et helt malajisk kvarter, og her kører Delphine os lidt rundt, inden vi går ind på restauranten, sammen med fire af hendes veninder. Vi bestiller nogle forskellige for- og hovedretter, så vi alle kan smage lidt af hvert. Hertil forskellige slags sodavand og frugtjuice, da der jo - traditionen tro - ikke serveres vin på en muslimsk restaurant. Maden viser sig at være spændende, velsmagende og krydret, men ikke for stærk. Jeg er umådeligt træt og søvnig, så da vi endelig kører hjemad, kan jeg næsten ikke holde øjnene åbne. Faktisk er jeg så træt, at jeg siger nej tak til et afsluttende glas rødvin. Jeg trænger virkelig til at komme i seng, og i morgen, der er feriens sidste dag, skal vi tidligt op, idet Delphine har indvilliget i at tage os med ud på sin arbejdsplads. Som jeg vist tidligere har nævnt er hun fysioterapeut og arbejder på en skole for fysisk handicappede sorte børn.

31/1-96

Skolen ligger i et stort sort område ('Township'), et stykke uden for Cape Town. Den er én ud af utallige sorte ghettoer, der ligger spredt ud over hele landet og endnu i mange år vil vidne om apartheidstyrets umenneskelige raceadskillelsespolitik.

Skolen, hvis anlæggelse og drift primært er finansieret via private fonde, har - modsat de fleste omliggende beboelser - til huse i nogenlunde moderne bygninger og råder over en rimelig mængde udstyr. Vi hilser på skoleinspektøren, der - udover Delphine og en sekretær - udgør skolens eneste hvide personale.

Delphine tager os med rundt i alle klasseværelserne, hvor undervisningen så småt er gået i gang. Børnene, specielt de små, er lidt generte over vores tilstedeværelse, men de er enormt søde og venlige. Fra ni til elleve skal der være lærermøde, så vi får at vide, at vi bare selv kan gå rundt og snakke med dem. Mine tanker går tilbage til min barndoms skole og på, hvad der mon ville være sket, hvis samtlige skolens klasser var blevet overladt til sig selv i to timer! Her er der imidlertid stille og roligt. Børnene ser ud til at være vant til denne situation, og de små leger og hygger sig, mens de lidt ældre kaster sig over opgaver, der er blevet stillet.

Vi udser os en af de lidt ældre klasser, hvor engelskkundskaberne må formodes at være bedst. Der er stor forskel på børnenes aldre i klassen, hvilket dels hænger sammen med deres forskellige handicaps og dels med, at de er startet på skolen på forskellige tidspunkter af deres liv.

Klassens 'talsmand' viser sig at være en fjortenårig pige, der taler et glimrende engelsk. Hun er lille - næsten dværgagtig - af vækst, pukkelrygget og ude af stand til at bevæge sig rundt uden rullestol. Til gengæld har hun levende og intelligente øjne og let til smil, og hun udviser stor interesse og forståelse for sin omverden.

Efter mødet med børnene er der arrangeret en rundvisning i Townshippen. En af skolens kvindelige lærere, en ældre kæmpekvinde med arme som skinker, sætter sig bag rattet i skolens minibus og kører os rundt, mens hun peger og forklarer. Dette er i sandhed bagsiden af det smukke og rige Sydafrika, vi hidtil har bevæget os rundt i. Titusindvis af mennesker bor tæt sammen i små skure af bølgeblik og gamle brædder, uden el, vand eller toiletter. Gaderne flyder med affald, og stanken er nogen steder særdeles ubehagelig. Mange af beboerne sidder bare apatiske og stirrer ud i luften. Her er en arbejdsløshed, der langt overstiger halvtreds procent, og vold og kriminalitet florerer. Ikke just et område, jeg ville opsøge på egen hånd, men i bussen - med 'Big Black Mamma' ved rattet - er der ingen grund til panik.

Efter denne - noget anderledes - oplevelse, tager vi atter afsked med skolen, der i øvrigt også lukker klokken et, det er nemlig lønningsdag. Delphine kører os til lufthavnen, hvor vi tager afsked med hende og Florian (han skal hjem i morgen). Mit fly afgår klokken fem, tyskernes først klokken seks, så vi er i særdeles god tid. Det passer mig nu udmærket, dels fordi der så bliver mulighed for at få en vinduesplads og dels, fordi jeg stadig er noget bagefter med dagbogen.

Flyet er igen en jumbo, der skal til Düsseldorf via Johannesburg og München, hvor jeg skifter til et SAS-fly til København. Flyet viser sig heldigvis at have EDB-skærme med ruten indtegnet på landkort, suppleret med løbende informationer om højde, fart og temperatur, hvilket jeg kan få lang tid til at gå med at sidde og studere.

Et sidste kig ud over False Bay, og snart er vi inde over de øde højsletter. Det er klart vejr med god sigt, og først oppe i nærheden af Johannesburg begynder der at komme lidt skyer. Efter en times ophold her er vi klar til det lange stræk. Flyet er ikke en gang halvt fyldt, og jeg er så heldig at få tre sammenhængende sæder for mig selv, hvilket betyder, at jeg kan komme til at ligge ned i nat.

Der serveres - endnu en gang - aftensmad, som er både rigelig og velsmagende, og så er der drikkevarer ad libitum. Dette har ikke just været nogen slanke- eller afholdsferie. Når jeg kommer hjem, må jeg nok til at stramme lidt op omkring disse ting samt se at komme i gang med at få noget motion igen.

1/2-96

Vågner ved, at lyset tændes i kabinen. Klokken er - efter korrektion for en times tidsforskel - halv fem, og skærmen fortæller os, at vi befinder os 12.500 meter over Sardinien, i tres graders kulde. Retningen er næsten stik nord og hastigheden er 900 kilometer i timen.

Varme klude udleveres, hvorefter morgenmaden serveres, og kort efter sidder jeg i Münchens moderne lufthavn og venter på at blive kaldt ud til mit SAS-fly. Uden for er der ti graders frost, men smukt og stille. Desværre bliver afgangen en time forsinket, så klokken bliver næsten ni, før vi kommer af sted. Vejret er smukt, og da vi kommer i luften, ser vi tydeligt Alperne bag os. Først oppe i Nordtyskland begynder der at dukke skyer op, og da indflyvningen til Kastrup påbegyndes, må vi ned gennem et tykt skydække. På oversiden hvidt og smukt som et solbeskinnet snelandskab, på undersiden gråt og uldent. Welcome to Copenhagen!





Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside