Tilbage til De Berejstes hjemmeside

        Jul og nytår i det sydlige Afrika

December 2002 - Januar 2003

Per Allan Jensen

Lørdag d. 21. december 2002

Kl. 15.00: Endelig afsted! Denne rejse har været imødeset med større længsel end nogen anden i lang tid, af flere grunde. For det første fordi den følger efter en næsten fire måneder lang feriefri periode, hvilket jeg ikke har udsat mig selv for meget længe. For det andet fordi der har været lidt for meget pres på de sidste par måneder, først og fremmest med arbejde, men også med mine sysler som formand for De Berejstes Klub (www.berejst.dk). For det tredje fordi den sidste måned har været præget af træthed og småskavanker som forkølelse og almindelig depression over det kolde, mørke og uvenlige vejr, der altid præger Danmark i november og december. Og endelig - for det fjerde - fordi det giver mig lejlighed til - for første gang i alt for mange år - at flygte væk i juletiden og udnytte alle de dejlige fridage til noget - efter min mening - bedre end at danse om juletræ og gå fra det ene overdimensionerede julebord til det andet.

Pyha, sikke en masse gode grunde til at jeg nu sidder i Kastrup Lufthavn og venter på et fly til London, hvorfra turen går videre mod Cape Town. Herfra skal jeg deltage i en tre uger lang ekspedition med det engelske firma Exodus, gennem Sydafrika, Namibia, Botswana og Zimbabwe, med Victoria Falls som endemålet.

Nu vil jeg benytte ventetiden til at kaste mig over en af de toldfri juleøl og starte på den første af mine syv medbragte romaner. Det lyder måske lidt voldsomt, men jeg er sikker på, at det ikke er spor for meget, alene de to lange flyveture kræver nok de første to. Og "hellere en bog for meget end en for lidt", i hvert fald, hvis man ikke selv skal slæbe rundt med dem i en rygsæk.

Kl. 17.20: Problemer! På grund af tåge og underbemanding i Heathrow er afgangen her fra Kastrup foreløbig udsat 2½ time. Det giver muligvis problemer med at nå mit næste fly, hvilket jeg netop har haft en snak med kaptajnen om. Han har indvilliget i at prøve at undersøge mulighederne for en hurtig transfer, f.eks. ved at finde bagagen frem og tage den med som håndbagage i stedet (der er i hvert fald plads nok her, da flyet kun er kvart fyldt), så det sidder jeg nu spændt og venter på, mens jeg gør alvorlige indhug i min spændende roman (Henning Mankells nyeste).

Kl. 20.30: Så nåede jeg det i hvert fald, det næste spørgsmål er, om også min bagage nåede at komme med flyet, der afgår om 45 minutter. Hektisk løbe- og bustur gennem den grimme og kaotiske lufthavn, uden skygge af de SAS-folk, der - iflg. kaptajnens løfter - skulle stå klar med hjælp og informationer.

Uden for vinduet holder den store SAA-jumbojet. Sidst jeg fløj med dem (det var til Jo'burg) blev jeg opgraderet til 1. klasse, men så heldig kan man vel ikke være to gange. Skidt også med det, det vigtigste er, at jeg nåede at komme med. Og skulle bagagen blive forsinket, så overlever jeg vel også det, heldigvis skal vi tilbringe et par dage i Cape Town inden turen - på selveste juleaften - går videre mod nord.



Søndag d. 22. december 2002

Kl. 9.30: Efter en hård nat i et absolut pygmæsæde (hvorfor skal jumbojet'er altid i den grad overfyldes med sæder?) er vi nu ved at nærme os Cape Town og dermed den spændende afsløring af, om min bagage er med. Jeg har ikke fået sovet meget, men til gengæld læst 250 sider af min bog samt spillet adskillige skakpartier med den lille video-computer, der er indbygget i ryglænet foran mig. Det er endnu ikke lykkes mig at vinde, selv ikke efter at jeg ændrede niveauet fra "Normal" til "Beginner", pinligt!

Kl. 23.00: Som ventet - og frygtet - ingen bagage. Men før denne afsløring måtte jeg stå i kø i over en time for at komme gennem paskontrollen. Tilsyneladende er der fire jumbojet'er, der lander næsten samtidig i en lufthavn, hvor der ellers ikke er særlig meget trafik, det er jo heller ikke specielt smart. Nå, men i en langsomt fremadskridende kø kan man jo lige så godt stå og læse, så jeg benyttede lejligheden til at få færdiggjort min - i øvrigt meget spændende - bog.

Bagefter måtte jeg stille op i en ny kø, jeg var åbenbart langt fra den eneste, hvis bagage var udeblevet. Endelig ude, hilse på turlederen, veksle penge (hvilket også tager en evighed) og vente på den sidste deltager. Til sidst viser det sig, at hun slet ikke er med, fordi hun missede flyet i London (lige som min bagage).

Afsted ind mod byen, i et klassisk ekspeditionskøretøj med god plads til de otte vi bliver (beregnet til tolv). Vejret er pragtfuldt, lige præcis som jeg håbede, 20-25 grader og solskin. Cape Town er lige så smuk som jeg husker den, og nede ved havnefronten hænger stadig en stump motorvejsbro og stritter lige ud i luften, lige som sidste gang jeg var her, hvilket efterhånden er syv år siden. Indlogering på glimrende hotel, hvor det gør godt med et bad, efterfulgt af en fortræffelig frokostbuffet.

Vi har et stramt program, som starter med et besøg på Table Mountain. Ganske vist på den bekvemme måde, med kabelbanen, så var der lidt mere stil over det sidste gang, hvor det foregik til fods. Men udsigten der oppe fra er jo stadig lige fortryllende, og på toppen er der sjovt nok fuldstændig vindstille - og meget varmt. Jeg suger begærligt solen til mig, det er lige hvad jeg har trængt til.

Næste tur på programmet er en tur ud til Cape Point, en køretur på cirka tres kilometer. Alle er trætte efter den lange flyvetur, så på trods af den fantastisk flotte natur, som vi kører igennem, sidder de fleste ret op og ned og sover.

Ude på Cape Point er der også solskin og vindstille, hvilket er ret exceptionelt (sidst jeg var der var der godt nok også solskin, men med vind i stormstyrke). Udsigten er fantastisk, men desværre er der ikke tid til at tage vandreturen ned til Kap det Gode Håb, som jeg gjorde sidst.

Vi er tilbage i Cape Town lidt i syv, og til alt held er min bagage dukket op i mellemtiden. Der er lige tid til lidt tøjskifte, før turen går ind til "Seafront", hvor vi spiser på en glimrende italiensk restaurant (samme som sidst, så vidt jeg husker). Jeg får en lækker strudsesteak, to store fadøl, en liter vand og en cappuccino for godt hundrede kroner, yderst rimeligt, må man sige.

Tilbage på hotellet halv elleve er der lige tid til at indtage et par godnatøller (á seks kr. pr. stk.). Det virker som et godt hold med vældig sympatiske mennesker, det skal nok blive godt. Halv tolv ligger jeg i sengen - og glæder mig eventyrligt til en hel nats søvn i en rigtig seng.



Mandag d. 23. december 2002

Lillejuleaften. Jeg sidder ved hotellets lille pool og nyder solen samt en lokal øl. Det var en smule overskyet i formiddags, men siden er det klaret op, og nu er det bare helt vidunderligt igen.

Dagen startede med en tur omkring lufthavnen, hvor vi skulle hente turens ottende og sidste deltager. Hun kom fra Manchester og led - som jeg - under et par timers forsinkelse i Heathrow, men modsat mig nåede hun ikke flyet, men måtte i stedet tilbringe et døgns tid på et lufthavnshotel (til gengæld havde hun sin bagage med det samme fly).

Efter afhentningen satte vi kursen mod vinområdet Stellenbosch, der ligger utroligt smukt. Vi besøgte to af de dejlige gamle vingårde og smagte på produkterne. Sidst jeg var her fik man gratis smagsprøver, men i mellemtiden har de sat en pris på. Anyway, ti rand (knap ni kroner) for at smage på fem vine er stadig en yderst rimelig pris. Sted nummer to måtte vi af med femten rand, men så fik vi til gengæld også lov til at beholde glassene, så nu har vi fine vinglas til turen, så må vi bare håbe, at det bliver muligt at købe vin undervejs. For en sikkerheds skyld købte vi en enkelt kasse med herfra, så har vi da til julemaden i morgen, der skal indtages i en camp ved Orange River, som danner grænsen mellem SA og Namibia.

Jeg har benyttet dagen til at lære de andres navne udenad, hvilket erfaringsmæssigt er noget, som jeg er ret dårlig til. Det tegner til at være et rigtigt godt hold, uden overgearede teenagere med hang til heavy metal og natlige drukorgier. Vi er tre i min aldersgruppe (+ John, turlederen) og fem (heraf to par) der er lidt yngre, vel i trediverne, vil jeg tro. Så alle - undtagen jeg - har engelsk som modersmål, hvilket er både godt og skidt. Godt fordi det naturligvis giver mig en masse træning og også fordi det gør det meget nemmere at "lukke af" og koncentrere mig om noget andet (f.eks. at læse) uden at lade mig forstyrre. Skidt fordi det er noget anstrengende at følge med i gruppesamtaler, specielt når den får karakter af "smalltalk". Jeg kommer sikkert nærmere ind på de enkelte turdeltagere undervejs, efterhånden som jeg lærer dem lidt bedre at kende.



Tirsdag d. 24. december 2002

Juleaften, selv om det er lidt svært at forstå. Klokken er ti aften, temperaturen 25 grader og over mig er der en stjernehimmel af overjordisk skønhed. Eneste lille problem er en flok unge overlandere oppe i den anden ende af lejren, der spiller høj larm.

Ellers en hård tur hertil. Syv hundrede kilometers kørsel gennem ikke alt for spændende landskaber, fra lidt over seks i morges til hen ad fire i eftermiddags. Først ud gennem Cape Towns tilsyneladende uendelige slumbebyggelse og derefter gennem nogle hundrede kilometer med hvedemarker. Landet er temmelig tyndt befolket herovre vestpå, så der er op til en time imellem, at vi passerer små byer. Varmt bliver det også efterhånden, rigtig varmt faktisk, i takt med at udsigten skifter fra hvedemarker over vin- og citrusplantager til uendelige vidder med halvørken.

Endelig når vi frem til lejren her ved Orange River, som danner grænsen mellem SA og Namibia. Sveden hagler af os, mens vi får en hurtig demonstration af, hvordan teltene sættes op. Utrolig nemt i øvrigt, men alligevel skal det lige bemærkes, at det - iflg. brochuren - var noget som andre ville tage sig af. Nå skidt, det er den slags der sker, når flere leverandører er involveret (Exodus ctr. det lokale Gaylards).

Vi får en kop te/kaffe, og så er tiden inde til et dyp i floden. Der er forholdsvis meget strøm, så det er ganske hårdt at svømme blot nogle få meter mod strømmen, hvorefter man lynhurtigt hvirvles tilbage igen, så snart man slapper af. Men det er yderst forfriskende, og bagefter sidder vi en times tid og nyder, at varmen tager af og farverne på de lave Namibiske bjerge - ovre på den anden side af floden - bliver dybe og mættede.

Ved syvtiden er maden klar, en velsmagende sammenkogt ret med ris, og bagefter får vi dåsefrugter med flødeskum, og hvem savner så juleanden? Ikke mig, i hvert fald.

Jeg går op i baren og køber et telefonkort til tyve kroner, for hvilket det lykkes mig at gennemføre hele to - omend korte - julesamtaler til DK. Sidder bagefter lidt og skriver. Bortset fra Ben og Richard, som jeg efterlod nede ved baren, er jeg tilsyneladende den sidste, der er oppe. Stjernehimlen bliver stadig mere fantastisk, så når jeg nu lige straks stopper skriveriet tror jeg lige jeg vil gå et par hundrede meter væk og nyde det astronomiske sceneri fra et sted, hvor der hverken er lyd eller lys til at genere oplevelsen.



Onsdag d. 25. december 2002

Julemorgen, som jo er julens højdepunkt for de fleste andre nationaliteter. En del af lejrens beboere fjoller rundt med nissehuer, og enkelte steder er der hængt noget glimmerstads op i buske og træer. Men ellers må man jo sige, at det er jul på et niveau, der er til at leve med.

Igen i dag skinner solen fra en skyfri himmel. Til morgenmad er der havregrød, hvilken skændsel på en højhellig juledag. Heldigvis er der også andre muligheder, såsom müssli med mælk samt ristet brød med syltetøj eller peanutbutter, så ingen panik. For øvrigt efter sigende en af de få dage, hvor vi får lov til at "sove længe" (7.30). Men det er selvfølgelig bare et spørgsmål om at komme ind i en passende rytme og gå tilsvarende tidligere i seng.

Jeg kan se, at jeg har fået en del små myggestik, mest bag på fødder og underben. De generer ikke, og der er ikke malaria i området, så skidt med det. Men det er en udmærket påmindelse om, hvor på kroppen jeg skal huske at påsmøre myggeolie, hvis jeg da ikke lige frem vil skride til så yderligtgående metoder som at iføre mig strømper og lange bukser.

Dagens første programpunkt er et "julemands-show" med gaveuddeling i et par af de nærliggende landsbyer. Campingpladsens bestyrer har - på vores vegne - købt en masse små stykker legetøj og fået dem pakket pænt ind, formedelst tyve kroner pr. mand. Vi begiver os afsted i konvoj sammen med 3-4 andre ekspeditionskøretøjer og sætter kursen ind i landet, hvor vi snart finder den første landsby, midt i en tør og trøstesløs stenørken. Traditionen blev påbegyndt sidste år, og børnene er tydeligvis forberedte på vores komme. Under vilde begejstringshyl dukker de op fra alle verdenshjørner, og snart er 30-40 unger samlet. Under ledelse af et par af de voksne (skolelærere måske) afsynger de adskillige julesange (ganske smukt faktisk), før de får deres små gaver.

Hjemme igen indtages frokosten i skyggen. Temperaturen er - iflg. termometeret oppe i baren - 36 grader, så man skal ikke bare lige sætte sine fødder i et par sandaler, der har stået ude i solen.

Bagefter er der almindelig afslapning i og ved floden. Jeg sætter mig for at forsøge at svømme over til den namibiske side, men må vende om på halvvejen, da jeg kommer i tanker om, at jeg har glemt mit pas. Eller - for at være ærlig - da jeg indser, at strømmen er for stærk. Det ville jo være lidt af en streg i regningen at blive skyllet ud i Atlanterhavet.

Hen på eftermiddagen skal vi på "raftingtur" på Orange River. Anførselstegnene fordi det ganske vist foregår i en rigtig rafting-gummibåd, men floden er bare dovent flydende, så der er ikke meget sjov og spænding i det. Til gengæld er det dejligt afslappende, da vi har både strøm og vind med os.

Om aftenen er der fælles julemiddag henne ved baren. Vi bliver bedt om at indfinde os kvart i syv, selv om det viser sig, at grisen (der har hængt over bålets gløder siden i middags) først er færdig halv ni. Muligvis ikke helt tilfældigt, for i de mellemliggende par timer er der naturligvis trængsel - og god omsætning - i baren. Men maden er værd at vente på, og så bliver den jo ikke dårligere af at blive indtaget under en funklende stjernehimmel.

Jeg finder frem til soveposen allerede ved titiden. Jeg er godt træt, og vi skal tidligt op i morgen. Det er fantastisk at ligge i teltet og glo op i stjernerne gennem moskitonettet i toppen. For øvrigt store og lækre kvalitetstelte, som kan rejses og nedtages på et øjeblik, noget ganske andet end det der kinesiske plasticjuks, som vi måtte klare os med i Kasakstan.



Torsdag d. 26. december 2002

Vågner omkring halv seks, kort før alarmen lyder fra mit armbåndsur. Har sovet godt og - som sædvanlig på rejser - haft adskillige underholdende drømme.

Temperaturen er behagelig her ved sekstiden, måske omkring de tyve grader. Morgenmaden er allerede klar, og det er skønt at sidde omkring ildstedet og vågne op over en kop kaffe.

De tre store overland-trucks fyldt med overgearede unge mennesker skal desværre videre i samme retning som os i dag, så vi beslutter at starte først, så vi får et forspring. Det er nu heller ikke så svært, da de fleste - naturligt nok - har svært ved at komme ud af fjerene efter nattens udskejelser omkring baren. Jeg er glad for at jeg på forhånd sikrede mig, at denne turs deltagere var mere modne mennesker, for på trods af det store antal vældigt dekorative unge piger ville jeg givetvis hurtigt blive træt af det klientel. Jeg erindrer faktisk, at dette allerede var tilfældet på min store trans-Asien tur for tyve år siden, hvor jeg - med min dengang godt tredive år - hørte til blandt holdets absolut ældste.

Allerede klokken syv er vi klar til afgang. Hurtigt er vi fremme ved grænsen til Namibia, og såvel ud- som indrejse foregår nemt og hurtigt. Man må sige, at der er ret så store forskelle på det sydlige Afrika og landene længere oppe mod ækvator. Ikke nok med, at bureaukratiet er overkommeligt, men også det faktum, at campingpladserne - i hvert fald foreløbig - er velordnede og med særdeles civiliserede sanitære installationer.

Efter en god times kørsel gennem tørre og golde landskaber (hvor højdepunktet er en stor flot ørn) kommer vi til Ai Ais, hvor et lille kursted er bygget op omkring nogle varme kilder. Stedet udgør i øvrigt også det ene endepunkt i en 84 kilometer lang trekkingrute langs Fish River Canyon, som jeg kommer tilbage til lige om lidt.

Vi holder en times pause her, som primært tilbringes i den varme pool og efterfølgende i det endnu varmere solskin. Der er bred enighed om at vente med frokosten til vi - efter yderligere tre kvarters kørsel - når frem til dagens campingplads.

Som sagt så gjort. Vejene er ikke længere asfalterede, og temperaturen er godt på vej op i trediverne, så det føles nogenlunde som at sidde i en tørretumbler, når vi skrumpler ud ad de ujævne grusveje med otte pivåbne vinduer, gennem hvilke der strømmer en hed og støvblandet luft.

Vi er fremme lidt over tolv og kan - som først ankommende hold - udvælge os den bedste lejrplads under nogenlunde skyggefulde træer. Det går allerede nemt at få teltene op, og straks efter er frokosten klar. Forresten atter en særdeles velorganiseret campingplads med en lille pool samt en kiosk med kolde drikkevarer - hvad mere kan man så næsten ønske sig? Man kan i øvrigt betale med sydafrikanske Rand overalt i Namibia, idet de to valutaer har præcis samme værdi. Det virker - på det grundlag - lidt skørt at opretholde et individuelt pengesystem, men det må de jo selv om.

Eftermiddagens udflugt starter først hen ad fire, så i mellemtiden er der masser af tid til at slappe af i og ved poolen og med en drink i skyggen oppe ved kiosken, hvor termometret viser 36 grader. I løbet af disse aktiviteter ankommer de øvrige ekspeditionskøretøjer, og snart er poolen fyldt op med højtsnakkende ungersvende og -møer.

Den helt store seværdighed i det sydlige Namibia er Fish River Canyon, der efter sigende er en af verdens største kløfter. Jeg må dog nok indrømme, at efter Grand Canyon skal der altså mere til for rigtigt at imponere mig. Bevares, den er da flot, men så heller ikke meget mere. Vi går et par kilometer langs kanten, mens vinden tager til, det er nærmest som at stå foran en hårtørrer. Herude ser vi den anden ende af den tidligere omtalte 84 kilometer lange trekkingrute. Et stort skilt forkynder, at det er forbudt at tage dagture ned i kløften, et forbud der blev indført efter at en fyr døde af varme dernede for et par år siden. I øvrigt kan man kun få tilladelse til turen om vinteren, jeg kan også levende forestille mig, hvor ulideligt varmt der må være på denne årstid.

På tilbagevejen møder vi et af de andre køretøjer, men de fleste af de unge mennesker ligger stadig og flyder omkring poolen. Hvad pokker, man er vel heller ikke kommet helt til det sydlige Afrika for at spilde sin tid på at betragte naturseværdigheder.

Til aften får vi lækker grillmad med majskolber, kartofler og salat. Der blæser en frisk brise, hvilket gør det varme klima mere udholdeligt og - ikke uvæsentligt - holder myggene på afstand. Som nævnt fik jeg en del stik den første aften, men kun meget få siden, det er som om det er noget, som man altid skal igennem i begyndelsen af en tur. Og så er det jo godt at få det overstået inden vi kommer til områder, hvor der er risiko for malaria.

Til maden deler vi et par af de flasker hvidvin, der blev indkøbt i Stellenbosch. Det havde klædt den at være 10-15 grader koldere, men det går da an. Bagefter er der almindelig "smalltalk", som jeg deltager i sådan lidt on/off. Det er lidt anstrengende at følge med hele tiden, specielt de to "indfødte" englændere kan være ret så svære at forstå ind i mellem.

Efter nogen tid sætter jeg mig lidt til en side (nogen vil mene, at det er jeg permanent, men det er en anden historie) for at få dagbogen ført ajour, og halv ti går alle de andre i seng og jeg er pludselig den sidste der er oppe, pånær en kælen kat, der smyger sig om mine ben og prøver på at gøre sig lækker.

Aftenen er mild og dejlig, stjernerne funkler - og jeg er ved at komme ned i tempo, som jeg håbede på. Klokken ti, da jeg sidder oppe på toilettet, bliver det lige med et meget stille og meget meget mørkt, da de slukker for den generator, der åbenbart er stedets eneste elektricitetsforsyning. Heldigvis har jeg pandelampen med, så jeg kan finde tilbage til mit telt.



Fredag d. 27. december 2002

Vi er på farten igen allerede kvart i syv, og en lang køretur ligger foran os. Noget af vejen er asfalteret, men hovedsageligt kører vi på grusveje. Det er såmænd heller ikke så dårligt, bortset fra al den støv, der trænger ind og lægger sig overalt.

Gradvist kommer der lidt mere vegetation i omgivelserne. Små buske, akacietræer og halvvissent græs mellem dekorative småbjerge med flade toppe. Vi holder frokost ude midt i "the middle of nowhere", men alligevel kommer der pludselig en mand forbi med en stor flok geder, bizart.

Hen ad to er vi endelig fremme ved Sesreim Camp, der ligger på kanten af Namib Naukluft parken, hvorfra vi tidligt i morgen skal ind og se de berømte sandklitter. Hurtigt op med teltene og afgang hen til den lille pool med tilhørende stump græsplæne, hvor det er herligt at ligge og slappe af et par timer. Det er blevet en anelse køligere, og så er det delvis overskyet, yderst behageligt.

Bagefter er der lige tid til et par kølige fadøl inden aftensmaden er klar. Vores lejr ligger helt ude i det aller yderste hjørne af campingpladsen, under et stort gammelt akacietræ, med udsigt til de smukkeste bjerge. Efter maden følger en solnedgang i særklasse, der vel sammenlagt koster os adskillige ruller film. Samtidig har vinden lagt sig, og cikader og andre smådyr starter på den mest forrygende kvadrofoniske koncert. Jeg er træt og går til ro allerede klokken ni, med vækkeuret sat til klokken fire!



Lørdag d. 28. december 2002

Dårlig nat, vågner klokken to med mavepine. Jeg prøver med et toiletbesøg, men det hjælper ikke meget. Får så den idé, at det måske skyldes mine nye underbukser, der måske nok er lige lovligt stramme. Tager dem af og hopper tilbage i posen, men kan ikke falde i søvn igen.

Klokken lidt i fire begynder John at rumstere. Jeg er træt som et helt alderdomshjem og har stadig ondt i maven. Heldigvis skal vi ikke pakke, da vi skal være her to nætter, blot lige have en kop kaffe og en tvebak, før der er afgang til morgenens seværdighed, ja faktisk en af hele turens største, nemlig de kæmpestore klitter i Soussousvlesi National Park. Fire-fem biler holder i kø ved indkørslen, der åbner klokken fem. Jeg falder nærmest bevidstløs om på bagsædet, men registrerer dog, at vi får køretilladelse og begynder at skrumple derudad.

Jeg er sådan lidt on/off, indtil vi stopper på en P-plads og tumler ud i det begyndende morgengry. De fleste er allerede begyndt at kravle op ad en kæmpemæssig sandklit, hvilket umiddelbart giver mig associationer til Ayers Rock i Australien. Her er dog intet tov at klamre sig til, til gengæld er det heller ikke specielt farligt, hvis man skulle falde ned på den anden side af den skarpe kant. Godt nok er der snart ganske langt ned, men det er jo bare blødt sand, så "no problem". En af pigerne fra en af de andre ekspeditioner sidder og hyler halvvejs oppe, måske højdeskræk? Hun skulle vist være blevet hjemme ved poolen.

Der er forbavsende langt op, pust støn, og undervejs får jeg også associationer til sidste års bestigning af Mt. Sinai i Egypten, hvor der - lige som her - viser sig at være ret køligt på toppen, mens vi venter på at solen skal komme frem, godt jeg huskede en varm trøje denne gang.

Endelig - lidt over seks - sker det, "knips, knips", og flot er det unægtelig. Landskabet strækker sig - tilsyneladende uendeligt - ud mod Atlanterhavet, omend vi ved, at der kun drejer sig om et halvt hundrede kilometer.

Vi beslutter - som de fleste andre - at tage turen direkte ud over klittens stejle side, hvilket er lidt lige som at stå på ski i dyb sne. Et stykke nede ser jeg tilbage og opdager en himmel så blå, at jeg ikke har oplevet noget lignende siden i det centrale Australien for tolv år siden. Og sammen med det rødgule sand og enkelte små gulgrønne buske er det bare så fotogent, at der lynhurtigt ryger en halv film gennem kameraet.

Vi kører yderligere nogle kilometer ud mod kysten, hvilket betyder, at vi kommer ud under det skydække, der næsten altid ligger over kystområdet. Der løber en kold strøm op langs Afrikas sydvestkyst, og når de tilhørende kølige luftmasser rammer varmen fra kontinentet, så kan man jo næsten regne ud, at dette må blive resultatet.

John tager os med på en lille "nature walk" og viser os nogle af sandørkenens hemmeligheder. Hvad der umiddelbart kan ligne et goldt og livløst område indeholder i virkeligheden et fascinerende mylder af plante- og dyreliv, fra myrer, biller og firben over alskens fugle til ræve, hjorte og strudse. Vældig interessant rundvisning, der varer et par timer, og i mellemtiden har solen fået bugt med det meste af skylaget, og temperaturen er godt på vej op mod de tredive grader.

Jeg er fuldstændig smadret af træthed og begyndende hovedpine, og da vi kommer tilbage til lejren og klokken er halv elleve, føles det som om jeg har været oppe et helt døgn. Jeg falder udmattet om i teltet, drikker en liter vand og ligger hen i en svedig døs, til brunchen serveres, det er bacon med røræg.

Trimler om i teltet igen bagefter, men nu er det for varmt, og min hovedpine tager til. Vakler op til poolen og stiller mig ud i vandet iført solbriller og en våd solhat, det er straks mere udholdeligt. Sidder lidt og døser i skyggen og nyder roen, men så kommer pludselig en hel flok af de der fattige unge piger, der ikke engang har råd til at købe shorts eller bluser i deres egen størrelse, og det er forbi med afslapningen. Fordelen ved at sidde og slappe af iført mørke solbriller er, at ingen rigtigt bemærker, hvem eller hvad man skamløst sidder og glor på. Nå, det må være en passende kompensation for al den uro de laver. Det hjælper lidt på humøret, men ikke på hovedpinen.

Jeg vakler op i butikken og køber en is og en liter koldt vand. Tilbage i lejren slæber jeg madrassen ud og lægger mig i skyggen af træet, efter at have nedsvælget yderligere en liter vand samt nogle salttabletter. Hvis min elendige tilstand skyldes væskemangel må den da for pokker snart forbedres.

Ligger og døser et par timer, og så er der mad. Den smager mig ikke rigtigt, det er virkelig et krisetegn. Solen går ned, men i dag er det ganske skyfrit, så vi får ingen gentagelse af gårsdagens spektakulære solnedgang. Klokken er otte, og det er stadig lyst. Jeg ligger og slapper af en lille time, og så er det pludselig buldermørkt, og jeg skifter tilstand fra hvile til søvn.

Sover tungt til klokken to, hvor jeg nødvendigvis må op for at aflevere noget af al den væske, jeg har indtaget. Stjernehimlen er helt fantastisk, men jeg har stadig hovedpine, pokkers. Tager et par cody'er, nedsvælger yderligere en halv liter vand og falder så atter i søvn.



Søndag d. 29. december 2002

Vågner klokken fem, udhvilet og uden hovedpine, det er som at blive født på ny. Ligger et kvarters tid og nyder tilværelsen og står så op og spiser morgenmad, mens stjernerne slukkes og lyset bryder frem i øst. Ikke en sky på himlen, vores klimatiske held varer ved.

Kvart i syv er vi på vej videre nordover, delvis gennem den store Namib Naukluft Park, der består af uendelige mængder af sand og sten, hist og her prydet med nogle lave bjerge og nogle forkrøblede buske.

Ved 11-12 tiden når vi frem til Valvis Bay, som har en stor havn, godt skjult bag en landtange. Vi gør frokoststop ude ved en strandpromenade, hvor der er tusindvis af lyserøde flamingoer. Det er vidunderligt med den svale og salte brise fra Atlanterhavet, og solen skinner fra en skyfri himmel, hvilket - statistisk set - er lidt unormalt, da kystområdet for det meste er indhyllet i tåge.

Videre til Windhoeck, kun en halv times kørsel væk, ad "Trans Kalahari Highway", lyder ret eksotisk, ikke? Byen, der vist er Namibias næststørste, er ikke særligt stor, og har et umiskendeligt australsk præg, sådan lidt a la Cairns eller Alice Springs. Kvadratisk gadenet med lave huse og sparsom trafik, der mest udgøres af potente firehjulstrækkere. Spøjs sammenblanding af tysk og engelsk. Pæne butikker med godt udvalg.

Vi stopper ved det turistbureau, hvor vi skal betale for eftermiddagens adrenalinoplevelse, som jeg vender tilbage til. Her i byen skal vi bo på hotel, for første gang siden Cape Town - og for øvrigt også for sidste gang. Jeg får et kæmpestort og lækkert rum, hvor jeg hurtigt smider bagagen fra mig og tager ud i byen. Der er lige tid til en lille times internetforbindelse, med de sidste verdens- og DK-nyheder (intet særligt) samt udveksling af et par emails.

Og så til turens foreløbige højdepunkt, nemlig et par timers "quadbiking" i den fantastiske sandørken, der omgiver byen på den østlige side. En quadbike er en firehjulet motorcykel, som er i stand til at køre i sandklitter samt bevare balancen i selv de mest vanvittige manøvrer.

Der kan vælges mellem "automatic" og "manual", hvoraf de sidste er klart de mest potente. Hertil fordres imidlertid forudgående motorcykelerfaring, så der må først lige udfyldes en formular desangående. "How many times have you driven a motorbike before"? Tja, der blev ikke stillet yderligere spørgsmål, da jeg svarede "many". Bare for at forvirre begreberne lidt er venstre håndtag ikke en kobling, men en baghjulsbremse (dubleret som fodpedal), og gashåndtaget er en lille knap, som betjenes med højre hånds tommeltot. Så de første par gange jeg skulle skifte gear blokerede jeg naturligvis bagbremsen. Heldigvis stikker min MC-erfaring jo ikke så dybt, så den uvane fik jeg hurtigt bugt med. Det viste sig også fordelagtigt at glemme alt om, hvad man kan / ikke kan på en almindelig motorcykel, for på disse her apparater kan man stort set alt.

Vi var indledningsvis seks personer på manual-holdet (og 20-30 stykker på det andet), og efter lidt indledende ræs blev to af de seks flyttet over, fordi de blev fundet for langsomme. Den skæbne skulle jo nødigt overgå mig, så jeg fulgte efter alt hvad remmer og tøj kunne holde, pyha, gys og vild jubel! Det er lidt lige som med dykning, man skal ikke åbne munden for meget, men her bliver den bare fyldt med sand, hvilket er endnu værre end saltvand. Fuldstændig vildt, op og ned ad 20-30 meter høje sandklitter med hældninger på op til 30-40 grader, hop med svævende bike, vilde udskridninger, wow!

En enkelt gang lykkedes det mig at få dyret til at stejle, så jeg landede på ryggen, med MC'en i udstrakte arme over mig, ude af stand til at komme ud af stedet, før en behjertet sjæl kom mig til hjælp. Jeg slog mig heldigvis ikke og var hurtigt på farten igen. Det mindede faktisk på mange måder om skiløb, med kontrollerede udskridninger og op og ned ad bakker.

Et par gange gjorde vi holdt for at hvile og kunne så ved samme lejlighed beundre naturen. Sjældent har jeg set noget så smukt som disse klitformationer i det fineste rødgule sand, så langt øjet rakte. For det meste er ørken noget med en blanding af sand, sten, klipper og småbuske, men her var kun sand, sand og atter sand. Jeg kunne blive ved med at fortælle om disse timer af skønhed og spænding, men nu må det vist være nok. Summa summarum, de bedst investerede 50 dollars meget længe, og endnu en tilføjelse til listen over spøjse aktiviteter, jeg har prøvet.

Tilbage på hotellet klokken seks. Der er lige tid til et - ret så tiltrængt - brusebad, der er simpelt hen sand overalt (også mellem tænderne).

Aftenen tilbringer vi på byens bedste restaurant, der ligger direkte på stranden. Ypperlig luksus, smukke omgivelser, god betjening og fantastisk mad og vin. To retter mad plus kaffe samt en god flaske vin bragte den samlede regning op på 200 kroner. Herligt at skeje vildt ud, med sådan et prisniveau. På hjemvejen kan jeg godt mærke, at jeg har fået et glas eller to for meget, men hvad pokker, vi kan jo "sove længe" i morgen, helt til klokken seks, og der er ingen telte, der skal pakkes ned.



Mandag d. 30. december 2002

Det VAR et par glas for meget, ingen tvivl om det. En liter vand, to cody'er og et brusebad hjælper lidt på verdenssituationen, men helt godt er det ikke.

For første gang på turen er det overskyet, da vi starter dagens køretur. Første stop - efter et par timers kørsel - er ved "Cape Cross", hvor der er en kæmpemæssig sælkoloni på stranden. Det er fuldstændigt overvældende med stanken og lyden fra titusinder af sæler. Mange af dem er i øvrigt små unger, der er ret nuttede, bortset fra de (ganske mange) der er ved at dø, fordi de er kommet væk fra deres mor.

Næste stop er frokost ved en strand på "skeletkysten". Navnet giver mindelser om alle de prøvelser der overgik fortidens pionerer, som - mere eller mindre frivilligt - strandede på denne uvenlige kyst. Grundet den tidligere omtalte kolde havstrøm er temperaturen usædvanligt mild her, i betragtning af, at det er sommer og forholdsvis tæt på ækvator.

Videre gennem ørkenen, der strækker sig helt op i Angola. Vi kører og kører, og jeg ærgrer mig lidt over, at jeg kun har medbragt syv bøger. Dagsrationen på godt en kvart bog pr. dag strækker jo højst til et par timers adspredelse på de lange køreture.

Omsider drejer vi væk fra den tilsyneladende uendelige kystørken og ind i landet. Vi passerer nogle lave bjerge, og nu begynder der at komme lidt vegetation igen, samtidig med at temperaturen stiger.

Et par timers skrumlen senere, da yderligere et par millimeter fint støv har lagt sig over alt og alle, når vi frem til dagens lejr. Vi slår teltene op i delvis skygge ved et udtørret flodleje og søger efterfølgende ret hurtigt over til den smagfuldt indrettede bar og får skyllet det værste støv ud af halsen med en velfortjent øl.

I eftermiddagens løb begynder der så småt at komme lidt spredte skyer ind fra øst, samtidig med at vinden tiltager - fra øst. Et besøg inde i mit telt afslører, at alt er dækket af heftigt voksende sandklitter, shit. De der udmærkede moskitonet i teltets top og sider holder givetvis myg ude, men absolut ikke fint flyvesand.

Temperaturen er forholdsvis behagelig, og jeg beslutter mig for at samle appetit ved at bestige et nærliggende "bjerg" (vel cirka på højde med Himmelbjerget). Som sagt så gjort, og strabadserne belønnes med en glimrende udsigt over sletter og småbjerge samt en nærliggende landsby. Hele turen varer tre kvarter, og timingen er perfekt, for tilbage i lejren er aftensmaden netop klar. Som sædvanlig enkel, men sund og velsmagende mad, og så er der endda frugtsalat til dessert. En kop kaffe afslutter måltidet, og efter en halv times skriveri i det kraftigt svindende dagslys (suppleret med vores fortræffelige gaslygte) nærmer klokken sig ni, og tiden er inde til at gå til ro.

Da jeg ligger inde i teltet går det op for mig, at nye sandklitter er under opbygning. Hver gang der kommer et vindstød, kommer der efterfølgende et fint drys sand ned fra toppen af teltet. Det er jo ikke rigtigt holdbart, så jeg må op igen og montere teltets topstykke, til gengæld åbner jeg så i læsiden, hvilket ser ud til at virke.



Tirsdag d. 31. december 2002

Nytårsaften. Vågner lidt over fire ved lyden af regndråber på teltdugen. John er allerede begyndt at rumstere med morgenmaden, det bliver tidligere og tidligere for hver dag. Regnen tager til, men det bliver alligevel aldrig rigtigt til noget. Prøver at falde i søvn igen, men forgæves. Kan også lige så godt stå op og sidde lidt og vågne over en kop kaffe. Drypperiet begynder at aftage igen, og ophører helt samtidig med, at det første daggry bryder frem.

Vi skal kun køre nogle få kilometer, før vi når dagens første seværdighed. Her - ved Twyfelfontein (betyder "tvivlsom kilde") har buskmænd for tusinder af år siden lavet nogle meget flotte klippemalerier og -indgraveringer, der stadig er særdeles velbevarede. I øvrigt et rigtigt smukt område med alle de store røde klippeblokke, og til overflod dukker der en - omend fragmenteret - regnbue op på den dejlige morgenhimmel, hvor skyerne atter er ved at trække sig tilbage.

Næste stop - en time senere - er ved en "forstenet skov", der - efter millioner af års ophold under jorden - er forvandlet til sten, med årringe og knaster og alt muligt bevaret på smukkeste vis, forunderligt. Endelig en to timers køretur mere, før vi er fremme ved det sydvestlige hjørne af Etosha Parken. Denne park er cirka på størrelse med Sjælland og er Namibias mest dyrerige. Her ligger en hel lille by - Okakuejo - med huse og hytter til udlejning, campingplads, restaurant, butik og - ikke mindst, en stor swimmingpool omkranset af en dejlig grøn græsplæne, forsynet med både stole og parasoller. Alt sammen meget flot.

Selve det hjørne, hvor vi slår lejr, er nu ikke noget at råbe hurra for, stenet og goldt og med kun et par enkelte svagelige træer, der ikke giver meget skygge. Mens vi sætter teltene op bliver frokosten gjort klar. Som kompensation for den manglende skygge blæser der heldigvis en behagelig brise, der gør selv middagsheden så nogenlunde til at holde ud.

Bagefter må jeg lige vaske et par enkelte stykker tøj, hvilket foregår i en plasticpose. Efterladt et stykke tid i solen er det lige før vi taler om kogevask, og den efterfølgende tørring foregår på rekordtid.

Det er en udsøgt fornøjelse at lade sit luksuslegeme plumpe ned i poolen, og med en kold øl stående på kanten synes jeg det begynder at ligne starten på en rigtig god nytårsaften.

I løbet af eftermiddagen trækker et uvejr sammen mod syd, mørkt og truende og med enkelte lyn. Det ser dog ud til at trække uden om os, med lidt held. For en sikkerheds skyld går jeg tilbage til lejren og monterer teltets "topstykke". John er gået i gang med at tilberede nytårsdineren: Grillpølser, kartofler, majskolber og salat. Ikke noget specielt pga. nytårsaften, og han fastholder også at ville gå i seng klokken ni, hvilket jeg sådan set er helt enig i. Hvorfor dog sidde oppe og fylde sig med sprit og så vågne op med tømmermænd og søvnunderskud klokken fem nytårsmorgen? Der er dog lidt delte meninger på dette punkt, men det er jo heldigvis en frivillig sag.

Lige da middagen er ved at være klar, kommer uvejret pludselig nærmere med voldsom fart. Himlen er kulsort og flænses af lyn, og et par kilometer væk kan vi se sandet rejse sig i heftige hvirvelvinde. Vi når lige at få mad og stole i sikkerhed omme bag bilen, før helvede bryder løs, med det som metereologerne kalder "vindstød af stormstyrke". Vores gedigne telte er godt forankrede, men vi ser flere letvægtstelte blæse væk, og folk farer febrilske rundt og forsøger at indfange deres ejendele.

Bag bilen er der relativt roligt, så her sidder vi så og indtager vores nytårsmiddag, akkompagneret af et par flasker rødvin fra Stellenbosch-indkøbet. De er forresten rigtig gode, på trods af den noget hårdhændede behandling den sidste uges tid, skrumplende rundt bag i en lastbil, med døgntemperaturer svingende mellem 20 og 40 grader.

Nogenlunde samtidig med at middagen er indtaget, begynder det at dryppe. Det tager hurtigt til, og vi flytter ind i bilen, hvor vi sidder og hygger os over endnu en flaske rødvin. Vist min mest anderledes nytårsaften siden den uheldige hashkage-affære i Thailand.

Ved ottetiden trodser vi regnen og løber ned til udsigtspunktet ved vandhullet. I sikkerhed bag hegn og mur kan man stå her og se de vilde dyr komme og drikke ved et vandhul, fuldstændig upåvirkede af de mange tilskuere og de kraftige projektører. Dvs. sådan er det efter sigende normalt, men i aften er det ikke et eneste dyr. Til gengæld er det et fascinerende skue med den mørke himmel, der regelmæssigt oplyses af lange zigzag-lyn.

De fleste andre vil op i baren, men det synes jeg ikke rigtigt jeg gider. Jeg går tilbage og skænker mig selv et glas lunkent hvidvin og lægger mig ind i teltet med min bog, mens jeg lytter til regnens trommen mod teltet, ind i mellem afbrudt af lyde fra fugle og dyr. Tænker et øjeblik på, at vennerne derhjemme nu sandsynligvis er ved at nå til vejs ende med en større festmenu, og måske endda er ved at gøre klar til høj musik og dans, iført papnæser og -hatte. Ingen misundelse herfra, tænker jeg, da jeg slukker pandelampen og føler mig ganske godt tilfreds med livet.



Onsdag d. 1. januar 2003

Vågner ved råb og skyderier! Griber forfjamsket ud efter ur og lygte, hvorefter jeg hurtigt falder til ro igen. Klokken er 24:00, og årsskiftet markeres af nogle få seje natteravne. Jeg kan lige så godt benytte lejligheden til at gå ud og få tisset af, så jeg er "i sikkerhed" resten af natten. Uvejret er drevet over og stjernerne funkler - på den måde er "regntiden" lige til at holde ud. Slumrer sødeligt videre til vækkeuret bipper lidt over fem.

Morgenrøden er underskøn. Der er endnu spredte skyer, men det nye år må siges at starte godt. Vi er - som sædvanlig - på farten ved syvtiden. De næste to dage skal vi også campere langs Etosha-parken og får derved en tiltrængt pause fra de lange køreture, idet afstanden mellem campingpladserne kun er et halvt hundrede kilometer. Alligevel bruger vi godt tre timer på turen, hvilket naturligvis skyldes de mange stop for at fotografere dyr: Kudu, springbok, oryx, impala, struds, gnu, zebra, sjakal, en ensom hyæne, et par giraffer, en del uspecificerede "bambier" og nogle flotte fugle. Vi har alle vinduer nedrullede og har yderligere afmonteret taget (udspændt lærred), så vi kan stå på sæderne og kigge ovenud. Midt i parkens østlige del ligger en kæmpestor saltslette (omtrent på størrelse med Fyn), som vi kører langs med et stykke tid.

Endelig er vi fremme ved Halali, hvor vi slår lejr i et hyggeligt hjørne af campingpladsen, betydeligt mere tiltalende end det sted vi overnattede i går. Mens vi slår teltene op gøres frokosten klar, men så kommer John pludselig farende og videregiver et rygte om, at der er set løver ved et vandhul femten kilometer væk. Hu hej, op i bilen og afsted.

Løver bliver der dog intet af, men til gengæld ser vi en gudsvelsignelse af andre dyr. Ingen nye i forhold til morgenturen, men meget større antal og meget tættere på. Specielt en giraf, der står og drikker af en vandpyt på vejen, gider næsten ikke at flytte sig.

Tilbage til frokosten og så op og flade ud ved swimmingpoolen med en kold øl - ingen klager herfra. Skyerne begynder at trække sammen og antage en truende blåsort farve, og det begynder at rumle i det fjerne. Mere bliver det dog ikke til i denne omgang, man må så sandelig sige, at vi har været heldige med vejret indtil nu.

Hen på eftermiddagen kører vi atter en safaritur. I lang tid ser vi intet, bortset fra en spektakulær blåsort himmel, der på et tidspunkt næsten omringer os totalt. Et sted kommer vi helt ud på randen af den enorme sand- og saltslette, hvis uendelige lyse overflade klæder den mørke himmel - der bliver taget mange billeder. Endelig til sidst finder vi "storvildt", i form af hele to grupper af løver, der poserer og strækker sig og gaber, som om de var betalt for det, storslået.

Til aften får vi spaghetti bolognese, hvilket falder i god jord. Også denne campingplads har et projektørbelyst "waterhole" med tilhørende "udsigtsbalkon", og her begiver vi os op, da mørket begynder at sænke sig. I første omgang er der ingen dyr, men det er et fantastisk skue med den mørke himmel i baggrunden og den oplyste sø i forgrunden. Aftenen er helt stille, kun en svag vind rører sig, og fra en landsby i nærheden høres musik med trommer og barnestemmer. Afrika er nu fascinerende.

Det er som at sidde på en oplyst teaterscene. Pludselig træder en kraftig skikkelse ind fra mørket, med varsomme skridt og vagtsom mine. Et næsehorn, viser det sig, det skulle ellers ikke behøve at udvise så stor forsigtighed, skulle jeg mene. Alles øjne er klæbet til det store dyr, der - sin anselige vægt til trods - bevæger sig lydløst hen til vandhullet.

Så dukker en ny aktør op på scenen, en hyæne. Heller ikke den kan have mange fjender, men det må være dyrs natur at være konstant vagtsomme, især om natten. Lidt efter kommer endnu en hyæne, og på et tidspunkt synes næsehornet åbenbart, at de har betrådt dets intimsfære. Det tager et par truende skridt hen mod dem, og de utiltalende møgdyr tager snerrende flugten. Hyæner har godt nok særdeles stærke kæber, men et næsehorn er dog trods alt nok for stor en mundfuld.

Så er der gået en time, og scenen er atter tom. Nye dyr vil sikkert dukke op natten lang, men nu må det være nok, soveposen kalder.



Torsdag d. 2. januar 2003

Vågner klokken tre ved lyden af voldsom regn på teltet. Krydser fingre for, at det holder op inden vi skal op, og slumrer videre.

Det gør det godt nok, men til gengæld bryder det løs igen lige efter morgenmaden, da vi er ved at pakke teltene ned. Tempoet sættes op og alt når i hus - eller rettere bil - uden at blive mere end moderat gennemblødt.

Den efterfølgende køretur - i regnvejr - byder ikke på det helt store i retning af dyreliv. Til gengæld holder regnen ret hurtigt op, og så følger endnu en af turens spektakulære rekorder. Det er sjældent man ser en hel og ubrudt regnbue, og endnu sjældnere, at man ser en dobbelt. Men helt vildt bliver det da, når to perfekte regnbuer præsenteres på en fuldstændig ensfarvet mørkegrå baggrund og med en masse saftiggrønne regnvåde træer i forgrunden, wow!

Megen kørsel, men stort set ingen dyr. I løbet af et par timer er himlen atter blå, og solen skinner varmt og dejligt. Hen mod slutningen af turen krones vore anstrengelser dog med held, idet vi støder på utrolige mængder af giraffer.

Herefter er der fire timer uden fastsatte programpunkter, bortset fra frokost. Personligt springer jeg for første gang over poolen og benytter i stedet lejligheden til at få skrevet nogle postkort, og så bliver der også lige tid til at slæbe madrassen ud under et træ og ligge og slumre en lille times tid.

Klokken tre er vi atter på farten. Det fornemmes tydeligt, at det ligger John meget på sinde at vi får set flest muligt dyr, specielt elefanter, som er det eneste større dyr vi mangler (bortset fra de ret sjældne leoparder og geparder). Vi kører og kører, og sveden hagler af os. Vi ser bunker af zebra, giraf, oryx og springbok samt en masse flotte fugle, og et par nye løver bliver det sågar også til.

Og så, til allersidst - fem hundrede meter fra lejren - står der en stor flot hanelefant og poserer. Kameraerne knipser, som var det en fodboldlandskamp, og vi er alle enige om, at nu kan vi godt tillade os at vende tilbage til lejren og slappe af en times tid før aftensmaden. Til denne konsumerer vi de sidste par flasker af den rødvin, som vi nu har kørt rundt med i halvanden uge.

Bagefter går jeg over og besøger familien Rudebeck, der camperer lige ved siden af os med deres - temmeligt iøjnefaldende - bil med påmalede danske flag. Far, mor og to mindreårige børn, der har realiseret alt og er draget ud på eventyr. Fra Danmark har de taget den klassiske Trans Asien rute til Bombay, og derfra med båd/fly til Durban i Sydafrika. Syv måneder har de været på farten indtil nu, og planen er at køre hele vejen op gennem Afrika tilbage til Danmark. De lyder som potentielle medlemmer af vores agtværdige klub, så jeg gør et stykke reklamearbejde og beder dem om at have os i tankerne, når de en gang vender tilbage.

Så er der tid til et tiltrængt bad, og efterfølgende sidder jeg en times tid ude i den fløjlsbløde nat og fører dagbogen ajour. Modsat de foregående aftener er der absolut ikke skygge af tilløb til uvejr i aften. Jeg sidder og eksponerer størstedelen af mit omfangsrige legeme, men tilsyneladende er der ikke en eneste myg, der lader sig friste. Fra i morgen, hvor vi skal bo ved en flod, der ligger lige i nærheden af Angola, skulle der for alvor være malariarisiko, og så vil jeg da overveje at påbegynde indtagelsen af de 12 stk. malarone, som jeg har medbragt. På den anden side set synes jeg det er lidt fjollet, hvis der nu ikke er en eneste myg, der gider stikke mig.



Fredag d. 3. januar 2003

Vågnede kloken fire ved lyden af et kraftigt løvebrøl!

Ellers en dag med meget kørsel, omend heldigvis på gode veje. Væk fra Etosha-parken og videre vestpå, til en by, hvor vi stopper ved et stort supermarked for at fylde vognens fødevarelagre op. Derfra 250 kilometer mod nordvest ad en bred og nærmest snorlige asfaltvej, hvor vi møder en modkørende cirka hvert femte minut. Årsagen til denne tilsyneladende overkapacitet skal søges i Sydafrikas (som Namibia jo tilhørte indtil for cirka 12 år siden) militære engagement i Angola, som vejen fører op til.

Undervejs skifter landskabet karakter. Der begynder at komme flere (og større) træer samt små negerlandsbyer med bambushytter, og menneskene bliver mørkere. Men en ting forbliver uændret, nemlig det vidunderlige vejr.

Klokken halv to er vi fremme ved byen Rundu, beliggende ved den flod, der danner grænsen mellem Namibia og Angola. Byen ser varm, støvet og grim ud, men et par kilometer væk ligger - som sædvanlig - en dejlig campingplads med pool og bar og alle disse hersens moderne bekvemmeligheder. Parken, i hvis ene hjørne vi camperer, består mest af udlejningsbungalows og en overflod af frodige tropiske træer og planter, hvis eksistens må skyldes den nærliggende flods rigelige vandmængder.

Og her sidder jeg så i en liggestol ved poolens kant og bestiller iskolde øl til 4,50 krone stykker, mens dagene langsomt længes (og vinteren strenges?) hjemme i Danmark. Det er sgu da lige til at holde ud.



Lørdag d. 4. januar 2003

Skruen strammes endnu en tand her til morgen, op klokken 5:00 og afsted 6:30. Man må sige, at det hele kører på skinner, uden urimelige forsinkelser, antageligt fordi holdet er så lille. Under morgenmaden høres en fjern buldren i det fjerne, men himlen er fuldstændigt klar, så det må være meget langt væk.

De første 2-3 timer er det en vidunderlig mild brise, der strømmer ind ad vinduerne, mens vi kører ad den navnkundige Caprivi Strip mellem Angola og Botswana. Et område, der tidligere var ret berygtet og hvor man måtte køre i beskyttede konvojer, men hvor det nu, efter freden i Angola, skulle være sikkert nok.

Der sker i hvert fald intet uforudset, og lidt i ti ruller vi ind i Botswana, efter at have udfyldt alle de sædvanlige papirer på afslappende vis (idet jeg dog modtog en reprimande - og måtte starte forfra på papirarbejdet - fordi jeg var kommet til at bruge en rød pen).

Herefter følger en lige så uendeligt lang og lige vej som den i går, 2-300 kilometer gennem et mildt sagt ikke specielt varieret landskab, mens temperaturen stiger støt. Lidt monotont må man indrømme, det hjælper lidt med min bog, som - meget apropos - foregår i Angola.

Lidt over to ruller vi ind i Maun, som nærmest er en forvokset landsby. Vi gør holdt ved en bænk, hvor de tilovers blevne Rand veksles til "Pula", som den lokale møntenhed benævnes (det betyder i øvrigt regn). Og a propos regn, så burde der, rent statistisk, falde store mængder af nedbør her i januar, men vi har stadig heldet med os, solen skinner fra en flot blå himmel, der kun brydes af enkelte dekorative hvide totter.

Dagens campingplads er ikke specielt charmerende, minder faktisk mest af alt om en parkeringsplads for lastbiler. Til gengæld er der et vidunderligt område ned mod en sumpet flod, med glimrende pool, bar og græsplæne. Baren ligger på en platform ud mod floden, der er oplyst af en projektør efter mørkets frembrud.

Er startet på mine malariatabletter nu. Jeg får godt nok stadig ingen myggestik, men hellere være på den sikre side. Og for at helgardere afslutter jeg dagen med et par kraftige gin-og-tonic'er.



Søndag d. 5. januar 2003

Det er søndag, og vi får lov til at sove længe. Nå ja, alt er jo relativt, men morgenmad 6:30, det hører i hvert fald til sjældenhederne. Vi skal heller ikke pakke teltene ned i dag, idet vi bliver her i to nætter. Vi bliver afhentet halv otte af en "four wheeler" med safarisæder bagi, som skal køre os ud i Okavangodeltaet, hvor dagen skal tilbringes.

Vi kører først et stykke vej ud ad den asfalterede landevej, men drejer så ind til venstre og bruger en lille time på at køre gennem et ganske pænt landskab, uden at det dog for alvor er noget at skrive hjem om. Det mest imponerende er faktisk de mange - op til 3-4 meter høje - termitboer, der ses over alt. Nåja, så er der også lige en enkelt giraf i det fjerne, men det er ikke nok til den helt store jubel, efter giraforgiet i Etosha.

Det er jo meningen, at vi skal ud og sejle her, i traditionelle kanoer, og til det formål gør vi holdt i en landsby, for at samle fire "boat-drivers" op. Det tager en mindre evighed, men hvad pokker, vi er jo i Afrika. Omsider kommer vi afsted, og et kvarter senere er vi nede ved en smal og mudret flod, hvor der ligger en hel armada af disse fartøjer, der - på en teknologisk skala - kun lige netop kryber forbi den udhulede træstamme.

Bådene er fyldt med ulækkert sumpvand, som de nødtørftigt øser op, hvorefter bunden, hvor vi skal sidde, dækkes med nogle tørre strå. Hvis der er noget jeg ikke er begejstret for, så er det at sidde i bunden af en båd, uden ryglæn og med højst fem centimeter fribord. Den mindste uoverlagte bevægelse bevirker, at vi tager vand ind, og snart er vore buksebage gennemblødte.

Vi sidder to i hver kano, og bagi står ham der sørger for fremdriften, hvilket foregår ved hjælp af en lang stok, som han bruger til at sætte af fra bunden med. Jeg skifter febrilsk mellem de få mulige stillingsvarianter, i håb om ikke at få krampe, pyha. Der er ikke meget at se, ud over fluer, guldsmede og et par enkelte fugle i ny og næ. Sivene står som en tæt mur på begge sider.

På et tidspunkt skal vi forbi et sted, der er så lavvandet, at vi må af med fodtøjet og ud og vade. Bunden er skiftevis sandet og mudret, og tanken om bilharzia strejfer mig, men hvad pokker (senere læser jeg, at det ikke findes her). Ben er ikke så heldig, han falder halvvejs i vandet, og bagefter hænger han godt og grundigt fast i mudderet.

Omsider kommer vi forbi forhindringen og sejler så endnu et kvarters tid, før tiden er inde til at gå i land og fortære de medbragte frokostpakker i skyggen af et træ. Gina har det dårligt, med diarré og mavekramper, og da vi skal til at gå videre, bliver Aida svagelig og må ned og sidde. Det er godt nok også varmt, men mig generer det sjældent, jeg er ret god til at svede.

Endelig kommer vi afsted på vores lille vandretur, omend i sindigt tempo. Vi krydser en udtørret sump og når frem til en sval plads under nogle høje skyggefulde træer. Efter yderligere et hvil når vi frem til, at pigerne bliver siddende her, mens vi andre går ud og inspicerer området. En elefant ses i det fjerne, og den prøver vi så at komme lidt nærmere på, hvilket da også lykkes, efter et par ret så varme kilometer.

Vi står under et træ og beundrer det store monstrum på et par hundrede meters afstand, da der pludselig lyder et brøl bag os. Nej, bare rolig, ikke en løve, det lyder nærmest som en stor lastbil. Det viser sig at være en lille - men ret så hidsig - tyfon, der hvirvler sand og grene op i luften i et tyve meter bredt bælte. Jeg når lige at holde fast i hat og briller, da fænomenet passerer, heldigvis sådan, at vi kun lige når at få en fornemmelse af dets yderzone, men det var også rigeligt, hold da op!

Vi går tilbage til pigerne, tager endnu et hvil og starter så tilbageturen mod kanoerne i samlet flok. På tilbagevejen er det Richards tur til at falde i vandet, og desværre taber han også modlysblænden til sin imponerende 400 mm optik ned i det mudrede vand. Lidt efter begynder det gudhjælpemig pludseligt at regne, men det bliver nu heldigvis aldrig til andet end smådryp.

Jeepen står klar til at hente os. På tilbagevejen ser vi endnu en elefant, nogle kuduer, nogle zebraer og nogle aber. Desuden gør vi et tiltrængt stop i den lille landsby, hvis diminutive købmandsbutik heldigvis råder over kolde forfriskninger.

Klokken er næsten halv seks, før vi atter er hjemme, godt møre af dagens strabadser. John venter med te og kaffe, og bagefter iler jeg ned til poolen for at få en øl, noget koldt vand og et dyp i bassinet. Selv om jeg synes jeg er hurtig, så sidder Ben der allerede, den mand befinder sig bedst på en barstol.

Derefter er der lige tid til et bad før aftensmaden - toast med æg og bacon. Da vi sidder over kaffen kommer pludselig et af de her lynhurtige uvejr med lyn og torden og voldsom storm. Jeg styrter ind i teltet, hvor jeg falder om på madrassen, der virker som en magnet på mit trætte legeme. Jeg kan næsten ikke løsrive mig, selv om jeg kan høre, at stormen er løjet af igen, men klokken er kun otte, det er godt nok for tidligt at gå i seng.

Endelig får jeg vristet mig løs og går ned i baren, hvor Ben og Richard naturligvis allerede sidder. Jeg får mig et par G&T'er og prøver at sludre lidt med dem, men de to er godt nok svære at forstå. Så er klokken blevet ni, og nu synes jeg godt jeg kan tillade mig at gå i seng.



Mandag d. 6. januar 2003

Dagens transport er en sølle sviptur på godt 300 kilometer ad god asfaltvej, og vi er da også fremme i Nata allerede ved ellevetiden. Nata Lodge ligger lidt uden for "byen" (den sædvanlige samling hytter og skure) og er en vidunderlig oase med store skyggefulde træer, smagfuld bar og pool og en håndfuld luksushytter. Nåja, og så det sædvanlige ucharmerende hjørne til campisterne, men skidt, det er jo bare et sted, hvor vi skal spise og sove.

Der er lidt spredte meninger om en udflugt til den nærliggende saltslette over middag. Det ender med, at fem tager med, mens tre foretrækker driverlivet ved poolen, heriblandt mig selv. Det viser sig senere at være den rigtige disposition, for der var ikke rigtigt noget at se, ifølge mine udsendte medrejsende.

En ny drivereftermiddag, hvor den største anstrengelse er at flytte de massive træliggestole rundt efter solens bane. Trods møblernes tyngde en overkommelig opgave, eftersom solen ikke flytter sig meget fra zenit før langt hen på eftermiddagen.

Aftensmaden (der ikke er specielt inspirerende i dag) efterfølges af en flot solnedgang, hvorefter vi slår os ned i den smagfuldt indrettede bar. Nogle vil spille dart, og jeg lader mig presse til et enkelt spil, selv om jeg aldrig har prøvet det før. Der viser sig at være nogle fuldstændigt sindssyge pointsregler, der kun kan være opfundet af den samme befolkning som fandt på venstrekørsel, tennis-tælleregler samt inches, pounds og miles.



Tirsdag d. 7. januar 2003

Samme start på dagen som i går. Afsted halv syv, og forude venter endnu tre hundrede kilometer snorlige asfaltvej med forsvindende lidt trafik og med træer til begge sider, enkelte gange afbrudt af gigantiske marker med solsikker eller majs. Et par enkelte elefanter og en enlig giraf støder vi også på, ganske fritlevende i dette tilfælde, da vi ikke er i nogen nationalpark.


Og så dagens mest vilde indslag på dyrefronten: I vejkanten ligger en godt halvanden meter lang slange, der rejser sig halvt op og stirre ondt på os, da vi stopper for at fotografere den. "Mocambique spitting mamba", oplyser John, og beder os om at holde vinduerne lukkede, da den kan fylde ens øjne med lammende gift med stor præcision, gys!

Undervejs fortsætter udviklingen, der allerede startede i går. Det bliver grønnere og mere frodigt, og vi begynder at se bananer, baobabtræer og bougainvillea samt mange flere mørke mennesker.

Lidt over ti er vi fremme ved Kasane, der ligger oppe i Botswanas nordvestlige hjørne, i den tidligere omtalte Caprivi Strip. Vores camp ligger helt ned til Chobe River, der danner grænsen til den lille strimmel af Namibia. På den ualmindeligt flotte og smagfuldt indrettede campingplads advarer talrige skilte mod krokodiller, så man skal i hvert fald ikke gå ned og soppe i vandkanten her. Flodheste kan vi både se og høre, og ind mellem teltene ses vildsvin, aber og kæmpeleguaner.

Efter lidt frokost og et par timers behagelig afslapning i skyggen (omend jeg ikke lige kan dy mig for at gå en lille tur i den værste middagshede) skal vi på en tre timer lang bådsafari på floden, hvilket viser sig at blive en rigtigt flot oplevelse. Elefanter, flodheste og krokodiller tumler rundt i vandet omkring os, og inde på land ser vi en kæmpestor flok bøfler. Hertil kommer et utal af farvestrålende fugle, hvoriblandt et par imponerende eksemplarer af den store fiskeørn. En helt igennem superb oplevelse, der rundes af med spaghetti og kødsauce som Johns sidste kokke-præstation, idet vi de sidste to aftener (i Vic Falls) er overladt til os selv mht. aftensmad.

Bagefter må jeg lige have skrevet de sidste postkort og ført dagbogen ajour, hvilket jo passende kan ske ovre i baren, hvor der er en smule luftning fra floden og hvor jeg samtidig kan indtage de efterhånden obligatoriske - malariaforebyggende - G&T'er.



Onsdag d. 8. januar 2003

Morgenmad klokken 5:00, pyha. Afgang på safari lidt i seks, hvilket dog ikke er helt den oplevelse vi havde forventet. Efter en del kørsel ser vi et par søvnige løver, og så går der ellers lang tid med en giraf, en elefant og en bøffel - alle sådan lidt halvlangt væk. Hen mod slutningen af turen rettes der dog lidt op på tingene, med en overdådig elefant-vandgang på nært hold. Specielt de små baby-elefanter er ret nuttede. Tilbage ved campen klokken ti, hvor John og Clive holder klar til at tage os ombord og drage videre.

Efter en halv times kørsel når vi grænsen til Zimbabwe, hvor jeg for første gang føler, at jeg nærmer mig det "rigtige" Afrika med vrisne embedsmænd, der flår en for en formue, bare for at give en lov til at komme ind og være med til at forbedre deres økonomi en lille smule (hvilket - i dette tilfælde - ellers nok er tiltrængt). En lille trøst er det, at jeg slipper med 30$, mens de andre må af med 55. Hvis der er noget der virkelig kan irritere mig, så er det visagebyrer og lufthavnsskatter. Man burde kunne få sin årsrejseforsikring til at omfatte disse ting også.

Vi når hurtigt frem til campingpladsen og indtager den sidste campingfrokost, som tydeligt bærer præg af, at resterne skal spises op. Bagefter står den på pengeveksling, sikke et cirkus. Landet har en kæmpeinflation (nogle siger 1% pr. dag), og praktisk taget alle valutatransaktioner foregår på det sorte - og ikke særlig skjulte - marked, hvor man får 1.000-1.100 Z$ for 1 US$. Den tilsvarende officielle vekselkurs ligger på 55, hvilket også er det man får, hvis man hæver penge i en automat eller betaler med kreditkort eller veksler en rejsecheck. Så her er det kun kontante US-dollars der tæller, og heldigvis har jeg da nogenlunde rigeligt af disse tilbage endnu.

Vi tager ind og bekræfter et par restaurant-reserveringer til de næste dage og ordner det praktiske omkring morgendagens raftingtur, som seks af os skal med på. Bagefter tager vi ud for at se de berømte Victoria Falls, hvilket koster den ublu sum af tyve US$. Desværre er det næsten helt overskyet, så der er ingen af de berømte regnbuer, men flot er det da unægtelig alligevel.

Vi bruger et par timer på at gå rundt, men så er der stadig en time tilbage til John kommer og henter os, så Ben, Richard og jeg beslutter at gå op mod byen for at forsøge at finde en bar. Undervejs bliver vi belejret af adskillige lokale sælgere, der vil prakke os forskellige udskårne træfigurer på. Ingen af os er rigtigt interesserede, og efterhånden når deres tilbud utroligt langt ned, de må virkeligt være sultne.

Vi finder et super-duper-luksus-hotel, det er helt grotesk, ligner nærmest en parodi. Sætter os ned i den behageligt airconditionerede bar og drikker en vidunderlig kold øl, der ender med at blive til tre. Vi er meget spændte på, hvor meget vi kommer af med, og stor er overraskelsen, da regningen lyder på 1½ US$ pr. mand - for tre øl på et luksushotel!

Vi går hele vejen ud til campingpladsen, hvor vi modtager en let reprimande for at have svigtet vores møde-aftale, det var også lidt dårligt, indrømmet. Tager et bad og sidder bagefter lidt uden for og skriver. Det er overskyet, og temperaturen er yderst behagelig. Jeg glæder mig over, at der har været så få myg på denne tur, der var nok i virkeligheden overflødigt med de malariatabletter.

Aftensmaden indtages på endnu et overdådigt luksushotel, hvor jeg får røgede krokodillehalestykker, strudsemedailloner og hjemmelavet ingefæris med mangocreme, hvorefter jeg slutter af med en Irish Coffee - regning 100 kr. !?!



Tordag d. 9. januar 2003

Turens sidste hele dag, som primært skal bruges til en gang white water rafting og en god afslutningsmiddag. Og så spiser vi først morgenmad klokken syv, det er jo det rene driverliv.

Det er sådan lidt halvoverskyet, hvilket nok er meget godt, da det næppe er smart at være iført solbriller på raftingturen. Vi bliver afhentet kvart i otte og kørt ned til broen over Zambesifloden, som danner grænsen mellem Zimbabwe og Zambia. De er tilsyneladende vant til disse endages turister, for det udløser ikke det helt store papirarbejde eller betalinger, men vi får da lige et enkelt stempel i passet. Og så har jeg også været i Zambia, selv om det ikke rigtigt tæller med sådan en sviptur.

Det er i øvrigt også fra den bro de laver de berømte bungee-jumps, men det har jeg jo allerede prøvet i New Zealand, en gang må være nok.

Ovre på den zambiske side får vi først de sædvanlige instruktioner og får udleveret det fornødne sikkerhedsudstyr, og så starter turen ned til floden. En meget smuk tur i øvrigt, ned gennem frodig skov og med en fortryllende udsigt til broen og de stejle klippesider, der omgiver floden.

Vi bliver fordelt på tre både, idet vi seks får en båd for os selv, med en instruktør ved navn "Potato". Snart er vi på plads i båden og skal forcere den første af de 21 rapids, hvilket allerede er noget af en udfordring, fordi hovedstrømmen fører ind mod nogle klipper, så det drejer sig om at få fart nok på til at krydse strømmen. Det lykkes, men først i tredje forsøg, og inden da må først Gina og så jeg selv en tur i baljen. Pyha, hård start!

Bagefter kommer der et roligt stykke, som kan benyttes til at få pulsen ned på normalt niveau samt konsumere en halv liter vand. For slet ikke at tale om at nyde udsigten, som faktisk er utroligt smuk, med høje og stejle bjergsider og en himmel, der i mellemtiden er blevet overvejende blå.

Så følger nogle flere rapids af forskellig - men overkommelig - sværhedsgrad, inden rapid nummer otte, hvor vi selv får lov til at vælge sværhedsgrad. Højre side benævnes "chicken", midten vurderes til fifty-fifty chance for at båden vælter og i venstre side er risikoen helt oppe på 95 procent. Vi enes om at prøve kræfter med midten, hvilket jeg bestemt ikke ville være gået ind for, hvis jeg havde haft en anelse om konsekvenserne.

Det starter nogenlunde, men halvvejs nede går det galt. Det er som om en kæmpemæssig hånd tager fat forrest i flåden og løfter den op, så den først står lodret og dernæst tipper bagover. Jeg når ikke engang at tage en dyb indånding, og alle de andre gode råd har jeg glemt alt om. De lød ellers - blandt andet - noget i retning af: "If the raft flips, try to hold on to it, and if you don't succeed, try to keep right - and enjoy your swim". Godmorgen min bare... Det eneste jeg nåede at holde fast i var min pagaj, inden jeg - et par sekunder senere - befandt mig et eller andet sted dybt nede i de brusende vandmasser, uden den mindste fornemmelse af, hvad der var op og ned!

Efter noget der føltes som en evighed (men det har jo nok kun været 10-20 sekunder) vandt redningsvestens opdrift over de lumske hvirvler, og netop som jeg begyndte at tænke på, hvor nyttigt det ville have været med en dyb indånding inden dette cirkus startede, stødte min hånd mod båden. "Åh nej" tænkte jeg, så skal jeg også til at kæmpe mig fri af båden med mine stærkt reducerede luftreserver. Jeg havde i mellemtiden glemt, at flåden var tippet rundt, så jeg dukkede nok så bekvemt op i en af bådens lave sektioner, der fungerede som en frelsende luftlomme.

En anden person var endt i samme luftlomme, og i farten sansede jeg ikke en gang hvem det var. Bagefter fik jeg at vide af Gina, at det var hende, og hun gav en malerisk beskrivelse af, hvordan jeg så ud, da jeg kom op af vandet. Hun påstod, at hun aldrig før havde set så store og opspilede øjne - det skal nok passe.

Men dermed var det ikke overstået. Mens vi klamrede os fast og prøvede på at komme ud, forsøgte Potato - erfarede vi bagefter - at få båden vendt igen, hvilket selvfølgelig ikke var spor nemt med to personer hængende inde under. Omsider kom vi da ud og kunne hægte os fast i det reb, der løber hele vejen rundt om båden, og her erfarede vi, at vi stadig var på vej ned ad vandfaldet, og frådende vandmasser væltede ind over os fra alle sider.

De der ikke har prøvet dette her skal forestille sig, at man pludselig bliver trukket ned under vandet og holdt der et stykke tid, og når man så endelig dukker op til overfladen mødes man af fire personer, der spuler løs på ens fjæs med kraftige vandslanger. Adrenalinet pumper i kroppen, og man prøver desperat at få noget luft ned i lungerne, uden samtidig at få alt for meget vand med, føj for den lede, det var en barsk oplevelse.

Da jeg endelig lå gispende oppe i båden, genkendte jeg fornemmelsen fra for nogle år siden, da jeg - under et natligt dyk i Rødehavet - fik et panisk anfald og var sikker på, at min sidste time var nær. Høj puls, rystende hænder, begyndende hovedpine, udtørret svælg (utroligt nok, med alt det vand) og total udmattelse, kombineret med stor lettelse.

Kort efter holdt vi en lille pause på land, med mulighed for lige at indtage lidt mad og drikke og komme til hægterne igen, inden den sidste halve snes forhindringer. Ingen af disse førte dog heldigvis til kæntringer, men sjov og spænding var der bestemt rigeligt af på resten af turen også. Det skal i øvrigt lige noteres, at vi på et tidspunkt så en krokodille ligge og sole sig på en af klipperne langs bredden. Godt nok ikke voldsomt stor, men dog en krokodille. Det siges, at de almindeligvis ikke er så vilde med at svømme i de voldsomme vandfald. Det kan jeg sgu godt forstå, og så endda uden redningsvest og styrthjelm!

Hen mod slutningen af turen begyndte det at lyne og tordne, og kort efter trommede regnen ned i stride strømme. Faktisk kun for tredje gang på denne tur, hvilket må siges at være ret heldigt, i betragtning af, at vi befinder os lige midt i regntiden. For en gangs skyld kan det ikke få min latente regnvejrsdepression til at bryde frem, jeg kan jo alligevel ikke blive vådere, og jeg medbringer intet som helst, der ikke kan tåle vand.

Da vi når til turens slutpunkt, pisker regnen ned over os, og som rosinen i pølseenden skal vi lige klatre op ad en 300 meter høj stejl skrænt, før vi har gjort os fortjent til frokost. Jeg er endnu lidt høj af den netop overståede adrenalinrus, så jeg storker op ad skrænten, efterladende en masse prustende og gispende personer i mit kølvand. Der går lidt sport i det, så jeg prøver at komme først til tops, men en ung japansk knægt ligger foran, og han lader sig ikke indhente. Pyha, så er der godt nok heller ikke mange kræfter tilbage i min stakkels krop.

Jeg orker lige netop - med opbydelsen af mine sidste kræfter - at bede om en liter vand og en øl, før jeg skvatter sammen i en rodet bunke under det halvtag, hvor frokosten er ved at blive gjort klar.

Efterhånden dukker også de andre op, mindst lige så kvæstede som jeg. Men stemningen er høj, og alle synes det har været en rigtig god oplevelse at prøve kræfter med "the mighty Zambezi". Og til overflod holder regnen op igen.

Efter frokosten skal vi køres tilbage til grænsen, hvilket foregår på ladet af et stort skrummel af en lastbil, der har en - mildt sagt - hård affjedring. Rystelserne mildnes dog betydeligt af udsigten til de landskaber vi kører igennem, som nærmest er indbegrebet af "real Africa". Rød jord og grønne træer og afgrøder, glade negerbørn, der vinker og råber til os fra de maleriske små landsbyer og stråhytter og fritgående høns og geder. Jeg sidder sgu og klemmer en tåre over al den skønhed, det må være adrenalinsuset og de to øl, der gør udslaget.

Efter en times nyreløsnende rystetur er vi tilbage ved grænsen, hvor passagen endnu en gang går let og hurtigt. Jeg er så træt, at jeg næsten ikke kan stå på benene, og da vi bliver ført en tur forbi raftingkontoret for at snakke om evt. køb af billeder og videoer sidder jeg og småsover på en stol i et hjørne.

Endelig tilbage på campingpladsen. Jeg tager et hurtigt bad, hvilket kvikker mig en smule op, men jeg er stadig træt som et alderdomshjem. Jeg skal have vekslet lidt flere penge og henvender mig oppe i receptionen. Min dollarbeholdning svinder, men jeg har lidt Euro, så jeg spørger, hvad de vil give for dem. "Ni hundrede Zim$ pr. Euro", lyder svaret. Jeg prøver spagfærdigt at indvende, at de er lige så meget værd som US$, men får blot et skuldertræk til svar, sammen med bemærkningen "Yes, but this is the black market". Nå, det bliver ti dollars så. Det gælder om ikke at veksle mere end højst nødvendigt, da de ikke kan veksles tilbage igen, og inflationen er betydelig (1% pr. dag, er der nogen der siger). Det er som om man ikke rigtigt har villet erkende situationen, for der er endnu ingen sedler over 500 Zim$, svarende til fire kroner på det sorte marked (20 øre på det officielle). Til gengæld kan man få sedler helt ned til 10 Zim$, svarende til otte øre på det sorte marked og under ½ øre officielt! Så bare ti dollars giver en ordentlig stak sedler at holde styr på, det er næsten som det var i Sydamerika engang (jeg ved ikke, om det stadig er sådan).

Halv syv mødes vi på campingpladsen til en af Johns små redegørelser, denne gang naturligvis om Zimbabwe og dets historie. Bagefter kører han os ud til et super luksus hotelresort, hvor afskedsmiddagen skal indtages. Det er et af disse her steder, hvor man føler sig hensat til kolonitiden, med snesevis af sorte tjenere vimsende rundt i de mest henrivende og smagfulde omgivelser.

Pånær en valgfri forret (jeg vælger impala), der bliver bragt til bordet, er der frit valg fra buffet'en, og hvilken overdådighed. Suppe, salater, grøntsager og alskens lækkerier fra grill'en, såsom f.eks. vildsvin, impala og struds. Og - som prikken over i'et - de lækreste desserter, men nu er der næsten ikke plads til at klemme mere ned. Undervejs i måltidet bliver vi underholdt af vekslende lokale danse- og musikgrupper, meget flot og medrivende.

Jeg er - mildt sagt - ikke helt på toppen. Eftermiddagens hovedpine ligger stadig lige under overfladen, og jeg er så træt og søvnig, at jeg ikke rigtigt mindes noget lignende nogen sinde. Heldigvis er det ret generelt, så der er bred enighed om at bryde op lidt i ti. Lige efter udkørslen fra hotellet er vi gudhjælpemig tæt på at påkøre en bøffel, der absolut skal gå over vejen i adstadigt tempo.

Det tager ikke lang tid at komme i posen, eller rettere sagt "på posen". Det var godt nok lidt vildt at medbringe min varme sovepose på denne tur, hvor selv min silkelagenpose er for varm at have på.



Fredag d. 10. januar 2003

Jeg sover som en sten, indtil klokken fem, hvor jeg vågner og må en tur på toilettet. Natten er lun og blød og stille, og jeg må lige stå lidt udenfor og tage afsked med den vidunderlige afrikanske stjernehimmel. Jeg lægger mig igen og bruger et par timer på at bevæge mig frem og tilbage mellem drøm og virkelighed. Nyder at høre verden vågne op udenfor og vide, at der for første gang på turen ikke er noget der haster.

Der er morgenmad klokken syv. En af de få ting jeg kan komme til at savne på sådan en tur er noget ordentlig morgenmad, dvs. yougurt og müssli, som jeg er vant til at starte dagen med. Man kommer ikke langt på cornflakes og ristet toastbrød med syltetøj, men ok, det er jo småtingsafdelingen.

John og Clive pakker teltene ned i dag, så vi skal bare pakke vores egen bagage sammen, hvilket er hurtig gjort. Alt tøjet er snavset, og det betyder heller ikke alverden, i hvilken rækkefølge det kommer ned. Gudskelov for min kæmpetaske, hvor der stadig er plads til overs til de gaver og souvenirs, som jeg regner med at bruge formiddagen på at købe.

Det er overskyet fra morgenstunden, men klarer op, da jeg begynder at gå ind mod byen. Som første punkt på dagsordenen havde jeg tænkt mig en times tid på en internetcafé, men det viser sig, at byen er uden elektricitet, og ingen ved noget om, hvornår det kommer tilbage. Det er lige som med benzinen nede på byens eneste benzinstation. Der holder en kilometerlang kø af biler, som ikke har rørt sig ud af flækken de sidste to døgn, og der er ikke en sjæl at se i en eneste af bilerne. Gad vide hvad de ville gøre, hvis der pludselig kom en tankvogn med forsyninger. Sende breve til folk ???

I stedet går jeg en tur ned til det lokale "Craft Market", hvilket viser sig at være noget af en oplevelse, lidt som at handle i Nepal. Hundredvis af handlende side om side, der tilbyder en sand overfod af træskærerarbejder, masker, stenfigurer og andet kunsthåndværk, hvoraf noget af det faktisk er rigtig flot. Priserne er absolut i bund, og de er vildt sultne efter at gøre handler. Her er næsten ingen turister, så man føler sig nærmest som en enlig sukkerknald midt i en bisværm. Oven i de handlendes ivrige salgsfremstød kommer horder af tiggere, blinde, døve, krøblinge, oldinge og børn, det er da den rene elendighed.

Som sædvanlig i den slags situationer frustreres jeg over, at der ikke bare er hæftet prissedler på tingene, for når man nu bare skal købe "et eller andet" med hjem og gerne vil have en vis idé om prisniveauet, så er det altså en besværlig proces at komme igennem. Når man så endelig peger på en ting tager de den først frem og pudser den og roser den til skyerne, før de endelig fremkommer med et beløb, sammen med bemærkningen "negotiable of course" og "cheaper if you buy more" eller "special price for the first customer in the morning" (den fik jeg også, da jeg kom tilbage 1½ time senere, og det værste er, at det sandsynligvis er rigtigt).

Det er som en hel masse båndoptagere, der starter/stopper med den samme remse, så snart man bevæger sig fra den enes domæne til den andens. Faktisk må jeg indrømme, at der er rigtig mange dejlige ting, så jeg for en gangs skyld har lyst til at købe noget med hjem, men min pengebeholdning sætter en grænse (og pladsen naturligvis også).

Efter en anstrengende inspektionsrunde vælger jeg at forlade markedet for at få en tiltrængt forfriskning. Jeg ender ovre på luksushotellet fra i forgårs, hvor der viser sig også at være en internetcafé (og hotellet har naturligvis egen strømforsyning). "Very slow today" advarer damen, men jeg betaler alligevel de fire kroner for en halv time.

Det viser sig, at hendes udtalelse bestemt ikke er overdrevet. Jeg når at skrive to postkort, inden jeg overhovedet får åbnet min mailbox, der viser den øverst side ud af fire (svarende til omkring 80 ventende mails). Så hellere tage tingene kronologisk, tænker jeg, og anmoder om at se den nederste side i stedet. Inden denne fremkommer, har jeg nået at skrive endnu et postkort. Jeg åbner den første mail, som viser sig at være en, der ikke kræver besvarelse, men da jeg vil lukke den, kommer jeg ved et uheld i stedet til at lukke hele postkassen, shit!

Mens den starter op igen får jeg skrevet yderligere to postkort, og inden jeg igen når frem til sagens kerne, popper en meddelelse op om, at jeg nu kun har to minutter tilbage. Jeg når lige at svare "alt vel" på en enkelt, før forbindelsen afbrydes, og så har jeg altså ikke tålmodighed til at prøve mere.

Jeg finder en lille café i nærheden, hvor jeg får mig en cappuccino og en liter vand, før jeg tager mod til mig og begiver mig ud på en ny runde på markedet - denne gang må jeg udvise standhaftighed og se at få afsluttet nogle handler.

Det lykkes omsider, men kors hvor er det svært, når der er så mange muligheder og så mange ivrige mennesker, der nærmest falder over hinanden for at komme til.

Så er klokken halv et, og der er lige en times tid tilbage til at spise frokost i. Valget falder på det smukke hotel, hvor vi spiste aftensmad den første aften. Jeg er den eneste gæst i den enorme restaurant og får et bord i skyggen ude på terrassen, med den smukkeste udsigt til en frodig have og - længere væk - Zambias grønne skove. Det skal jo ikke være det helt store måltid, så jeg nøjes med en krokodilleburger (!), to øl og en pragtfuld chokoladeisdessert, men så kommer jeg også af med den nette sum af tredive kroner.

Jeg har egentlig besluttet at tage en taxa tilbage til campingpladsen i stedet for at gå de halvanden kilometer med min - efterhånden meget tunge - rygsæk, men da jeg får et tilbud på tolv kroner og efterfølgende får blankt afslag på mit eget tilbud om fire kroner, beslutter jeg at gå. Det er da egentlig utroligt så nøjeregnende man bliver, når priserne er lave og man skal prutte om alting, det ender såmænd nok med, at jeg brænder inde med de sidste rester af mine Zimbabwe-penge.

Da jeg kommer tilbage til campingpladsen er jeg totalt gennemblødt af sved. Men der er heldigvis lige tid til at tage et bad og skifte tøj, før turen går afsted til lufthavnen. John vil gerne videre sydpå hurtigst muligt, da han jo skal helt tilbage til Sydafrika igen (denne tur går ellers skiftevis mod syd og mod nord, men dette var sæsonens sidste tur), så vi bliver smidt af ved lufthavnen hele tre timer før afgang. Det er så tidligt, at det end ikke er muligt at checke ind endnu, så der er rigeligt med tid til at konsumere de sidste par flasker af den udmærkede lokale øl.

Endelig åbnes der for checkin, og jeg får et mindre chok, da min bagage viser sig at veje næsten 25 kilo, det må være alle de stenfigurer, som jeg til sidst fik taget mig sammen til at købe. Heldigvis slipper jeg dog for at betale for overvægten. Det lykkes mig at omsætte de sidste lokale penge til lidt bolsjer og flødekarameller, og i øvrigt passer de 2-3 timers ventetid udmærket med at få dagbogen ført ajour med de sidste par dages oplevelser.



Lørdag d. 11. januar 2003

Det ender med at tage cirka 24 timer fra vi forlader campingpladsen til jeg er hjemme på Frederiksberg. Som sædvanlig bliver det ikke til ret meget søvn, men til gengæld passer det lige med, at jeg får læst min syvende og sidste bog. Ved mellemlandingen i Johannesburg er det småkoldt, og i London er temperaturen lige på frysepunktet. I Danmark er der indtil flere frostgrader, og der ligger en hel del sne. Det viser sig, at det har været rigtig vinter på det sidste, sikke en omvæltning at komme hjem til.

Og så i gang med breve, emails, tøjvask og arbejde. Men også - ikke at forglemme - planlægning af det kommende års ferier!





Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside