Tekst: Per Allan Jensen
Foto: Per Allan Jensen og Claus Qvist Jessen
Langsom men billig transport (Timbuktu, Mali)
Min lange rejse i Vestafrika i efteråret 2005 konfronterede mig - gang på gang - med situationer, der betød markante brud med den i titlen nævnte talemåde.
For mange af os - relativt velhavende - europæere, hvis dagligdag er godt fyldt op med arbejde, er den resterende tid et kostbart gode, og det er ikke spor ualmindeligt, at vi er villige til at ofre nogle penge på at få lidt mere tid til os selv og vore nærmeste. Nogle betaler f.eks. for at få foretaget rengøring og havearbejde, mens andre gladelig giver afkald på en del af lønnen for at kunne tage på lange rejser til fjerne egne af verden.
Det kan være noget af et kulturchok at opleve f.eks. vestafrikaneres helt anderledes opfattelse af forholdet mellem tid og penge, men samtidig også sundt og lærerigt for os, der opfatter tilstedeværelsen af penge (i hvert fald i et vist omfang) som noget selvfølgeligt. At se, hvordan livet former sig for mennesker, for hvem besiddelsen af penge er en absolut undtagelse, og begrebet ”fast arbejde” er en by i Rusland. Jeg vil i det følgende fortælle om tre konkrete oplevelser, der illustrerer disse forhold.
Afrikansk transport
Det første eksempel, som man ikke kan undgå at mærke på sin egen krop, er transporten fra sted til sted. I store dele af Vestafrika er passagergrundlaget for lille til regelmæssig busdrift, og i stedet varetages persontransporten af såkaldte ”Bush-taxis”, dvs. halvstore personbiler (der intet har med et vist statsoverhoved at gøre). I disse - overvejende frankofile - lande er der ofte tale om dieselbiler af typen Peugeot 504, hvor halvdelen af bagagerummet er inddraget til et ekstra sæde, således at der er plads til i alt syv passagerer, hvoraf den lokale betegnelse ”sept-place”. Betegnelsen er dog kun korrekt i Senegal og Gambia, for i de andre lande propper de en ekstra passager ind på både for- og midtersæde, og så sidder man altså ret tæt.
Det irriterende ved denne transportform er, at der ikke er noget bestemt afgangstidspunkt, idet de først kører, når der er kommet syv (eller ni) passagerer. På mange ruter kører der kun en bil pr. dag, så hvis man vil være sikker på at komme med, er man altså nødt til at stå op med hønsene og så i øvrigt - som oftest -
God udnyttelse af køretøj (Burkina Faso). Foto CQJ
tilbringe en eller flere timer med at sidde og vente (noget man bliver bedre til med øvelsen) eller snakke med folk (hvilket klart er sjovest, hvis man kan lidt fransk). Eller man kan sidde og spekulere på, om afrikanere simpelthen er så dumme, at de ikke kan se det smarte i at have et fast afgangstidspunkt.
Men sagen er jo den, at så ville konsekvensen være en risiko for at køre med en ikke-fyldt bil, og det ville ikke kunne løbe rundt økonomisk. Hvis man regner lidt på det, vil man hurtigt opdage, at de samlede indtægter med en fyldt bil ikke er ret meget større end benzinudgiften (de gamle og udslidte biler er ikke specielt brændstoføkonomiske), og udgifter som arbejdsløn, slitage, afskrivning, vægtafgift og forsikring er minimale (eller ikke eksisterende) på disse kanter. I Vesteuropa fungerer systemet med faste afgangstidspunkter fint, fordi vi er villige til at betale den nødvendige merudgift ved at busser og tog kører (nogenlunde) til tiden, selvom der er masser af ledige pladser. Med andre ord, fordi ”tid er penge” for os.
Som ”rig” vesteuropæer kan man - alt efter økonomi og temperament - undertiden mindske generne af dette system ved simpelthen at købe en ekstra plads, så man dels afkorter ventetiden og dels får en lidt mere komfortabel rejse. Jeg har benyttet mig af dette trick nogle gange og kun fået positive reaktioner fra de lokale (der jo også har fordele af det).
Lokale markeder
Det næste eksempel har at gøre med salg af varer. I mange afrikanske byer er der en ugentlig markedsdag, hvor folk (i øvrigt langt flest kvinder) strømmer til fra nær og fjern for at sælge nogle af deres lokalt producerede varer. Det kan f.eks. være en stor klase bananer, en bakke æg, en høne eller - i sjældne tilfælde - en ged (men så er det til gengæld et mandejob). De nævnte ting kan (lige på nær geden) bæres på hovedet, og således belæsset går de gerne 5-10 kilometer ind til markedet. Her finder de en plads, slår sig ned på et stykke klæde eller plastik og lægger deres varer frem, ved siden af de hundredvis af andre, der er gået lige så langt og i øvrigt faldbyder stort set de samme varer. Og her sidder de så i timevis, indtil deres varer (måske) er solgt, og hen på dagen går de den lange vej tilbage. Måske med de usolgte varer på hovedet, måske med de fem eller ti kroner i lommen, som deres varer i bedste fald har kunnet indbringe.
Og her er det så den privilegerede vesteuropæer spørger sig selv, om det nu virkelig er umagen værd at gå så langt og ofre en hel dag på - muligvis - at tjene nogle få kroner. Men naturligvis er det umagen værd, for hvad er alternativet? Mere tid til sig selv og familien ja, men tiden er jo det eneste de har i næsten ubegrænsede mængder, hvorimod de få kontanter måske kan skaffe dem nogle af de livsfornødenheder, som de ikke selv kan dyrke eller bytte sig til.
Der er god tid til at hyggesnakke på et afrikansk marked (Serekunda, Gambia)
Optimal udnyttelse af kålsække
Det sidste eksempel oplevede jeg i Guinea, mens jeg sad og ventede på at få repareret en motorcykel, der skulle fragte mig - og en lokal guide - ud på en tur i det smukke Futa Djalon højland. Ved siden af værkstedet var der et slags opsamlingssted for lokale grøntsager, der skulle fragtes ned til det varme lavland, hvor den slags ikke kan dyrkes. En kvinde var beskæftiget med at fylde kålhoveder i lærredssække, en opgave, der blev taget særdeles alvorligt.
Da sækken var næsten fuld, blev de sidste kålhoveder udvalgt meget nøje efter størrelse, så der kunne presses flest muligt ned i sækken. Til sidst var der nærmest top på, og jeg sad spændt og spekulerede på, hvordan pokker hun nu ville få den lukket, så den kunne flyttes op på den en lastbil, uden at det hele løb ud igen.
Men her kom så overraskelsen, idet en anden kvinde dukkede op med noget solidt sejlgarn og en kæmpestor nål, hvormed hun simpelthen syede et grovmasket net henover toppen af sækken. Det tog hende vel ti minutter, og den logiske tanke, der umiddelbart dukker op i en vesteuropæiske hjerne, er naturligvis, at hvis sækken nu kun blev fyldt tre kvart op, så kunne man - på få sekunder - have brugt det samme stykke sejlgarn til at slå en solid knude med, og - vupti - ti minutters arbejde sparet.
Men set med afrikanske øjne giver det absolut mening. På en otte timers arbejdsdag kan der sys låg hen over 48 sække, hvorimod ”knudeløsningen” ville have krævet 60 sække, og - vupti igen - 12 sække sparet. Jeg ved ikke, hvad sådan en sæk koster, men selv hvis vi sætter prisen så lavt som en krone, så er det - i en fattig og arbejdsløs afrikaners øjne - en aldeles udmærket dagløn der kan tjenes ved denne fremgangsmåde.
Det var tre eksempler på, hvordan man - ved at rejse i fattige vestafrikanske lande - kan få vendt op og ned på opfattelser, der er dybt rodfæstede i vort eget velfærdssamfund. Og det er vel i grunden ganske sundt - og en vigtig del af det at rejse og opleve anderledes kulturer.
