Uganda og Zanzibar
Januar - februar 2002
Fælles dagbog
Club SAS Rejser
Lørdag den 12. januar - Per Allan
Rejsen til Afrika
Det er en kold og tåget eftermiddag i København. Klokken er lidt over halv tre, og Jesper har lige ringet og fortalt, at vores fælles taxa kan forventes at være hos mig om et kvarters tid.
Jeg har lige tid til en sidste gennemgang af lejligheden for at sikre mig, at den er klar til at stå alene i fire uger - nå ja, lige bortset fra Lisas løfte om en ugentlig visit aht. plantevanding og postkassetømning.
Jeg har kun stået et par minutter nede på gaden, da taxaen suser forbi mig, selv om jeg står og spræller febrilsk med både arme og ben. Tænk engang, efter alle de måneders forberedelse, så har de i sidste øjeblik alligevel besluttet at tage af sted uden mig! Der står jeg så med min omfangsrige bagage i den usunde danske tåge og drømmer om Afrika, men heldigvis kun et par minutter, før jeg ser taxaen komme tilbage, og alt ender lykkeligt.
Eller rettere 'begynder lykkeligt', for dette her ender jo først om fire uger, når vi har været tre uger i Uganda og en uges tid på Zanzibar, med Kenyas hovedstad Nairobi som base mellem de to destinationer.
Turen er den sjette i Club SAS regie, dvs. hvor deltagerne primært er mine kolleger i SAS Institute, i dette tilfælde suppleret med en af kollegernes kæreste samt en af mine gamle bekendte. Seks mand (M/K) er vi i alt, men da jeg har overtalt mine medrejsende til, at vi skriver fælles dagbog (en dag ad gangen på skift), så kan de jo selv få lov til at præsentere sig efterhånden.
Mit navn er Per Allan Jensen, jeg er 50 år og har været ansat i SAS i lidt over tretten år. De sidste 3-4 år har jeg arrangeret rejser for kolleger, hvilket har ført os til så forskellige destinationer som Rumænien, Grækenland, Filippinerne, Nepal, Egypten og nu altså tre lande i Østafrika. Ind i mellem har jeg været på en masse andre rejser samt passet mit job som formand for De Berejstes Klub (se www.berejst.dk).
Det er tolv år siden jeg sidst var i Østafrika. Den gang tilbragte jeg - sammen med Pia - fem uger i Kenya og Tanzania, hvor vi bl.a. besteg Mt. Kenya, var på safari i Tanzania, besøgte de smukke søer i Rift Valley og tilbragte nogle dejlige dage ved det Indiske Ocean (Malindi og Lamu).
De tre uger i Uganda er arrangeret af rejsebureauet Topas (se www.topas.dk), som jeg tidligere har benyttet med stor succes. Især hvad angår min 'rejsedebut' for en snes år siden, hvor jeg tilbragte tre måneder på en ombygget Bedford-lastbil, der bragte mig - og 23 andre - fra Padborg til Katmandu. Sjovt nok i øvrigt med en vis George Meldrum som chauffør og rejseleder, og ham kommer vi til at gense som ansvarlig for Ugandaturen. Ikke dårligt!
Indcheckningen i Kastrup var ikke specielt checket. Vi blev forsøgt checket ind i to tremands grupper ved to naboskranker, hvilket førte til, at den ene gruppe fik udstedt boardingpas til hele turen (Kbh-Amsterdam-Nairobi-Entebbe), mens den anden gruppe kun kunne få til Kenya. Nå skidt, mon ikke vi alle når frem alligevel?
Turen til Amsterdam går nemt og hurtigt, kun en god times tid varer det, før vi lander i den kæmpestore Schiphol lufthavn. Her har vi så halvanden times ventetid, hvoraf et kvarters tid går med en lang travetur ud til den modsatte ende af lufthavnen, en udmærket opvarmning til de kommende dages bjergvandring i de afrikanske højder. Vore to rygere, Jesper og Carsten, der som sagt senere vil præsentere sig selv, drøner febrilsk rundt og leder efter steder, hvor de kan få en sidste dosis nikotin inden nattens lange flyvetur.
Snart er vi om bord på Kenya Airways Boing 767, der tydeligvis er designet til pygmæer. Det er nærmest et akrobatisk kunststykke at få sig bakset på plads i sædet, for slet ikke at tale om at få anbragt håndbagagen nede mellem benene.
Vi får serveret et - ikke specielt ophidsende - måltid mad og husker at tage vores malariatabletter. Jeg får læst hundrede sider i min første bog, John Le Carrés 'Den standhaftige gartner', som jeg var så heldig at få på biblioteket lige inden afrejsen.
Og så er klokken efterhånden blevet elleve. Jeg kan se på den lille skærm i ryglænet foran, at vi netop er fløjet ind over Tunesien. Kursen er sydøst, ind over Libyen, måske det sydlige Egypten, Sudan og endelig Kenya, til hvis hovedstad (Nairobi) vi gerne skulle ankomme klokken seks i morgen tidlig (kl. fire dansk tid), hvorefter vi skal flyve et par timer til endemålet Entebbe, der ligger lige uden for Ugandas hovedstad Kampala.
Om godt fire timer bliver der serveret morgenmad, så nu vil jeg læse endnu et kapitel i min bog (der tegner til at være god), og så ellers prøve at få nogle timers søvn, selv om chancerne jo nok ikke er så store.
Søndag den 13. januar - Per Allan
Udrejsen (fortsat) samt først dag i Uganda
Nej, ikke store chancer for søvn. Og det skulle blive meget, meget værre! Hen ad natten, efter adskillige tilløb til krampe og absolut ingen søvn, begynder jeg pludseligt at få det rigtigt dårligt. Jeg vækker min sidemand og sætter kursen mod toilettet, hvis dør jeg lige netop når hen til. Det næste jeg husker er, at jeg ligger og roder rundt nede på gulvet, stærkt fortumlet og med en stærk smerte i min højre side. Tililende får hjulpet mig ned på et ledigt sæde nede bagi og rækker mig en tiltrængt flaske vand. Mit svælg er fuldstændigt udtørret, og sveden springer frem på panden, samtidig med at jeg ryster af kulde.
Her sidder jeg så en halv times tid, mens jeg langsomt vender tilbage til normal tilstand igen, og smerten i siden vokser. Jeg er tilsyneladende ramlet ind i et eller andet fremspringende, sandsynligvis et armlæn, og fået et ordentligt slag i siden. Sandsynligvis har jeg bøjet et ribben, hvilket jeg har prøvet en gang før for nogle år siden, og det blev desværre ved med at gøre ondt i flere måneder, dystre udsigter.
Vi ankommer til Nairobi lidt i seks lokal tid, og som frygtet får jeg ikke lukket et øje. I Nairobi lufthavn, som jeg husker som ret beskeden, er der kommet et utal af flotte turistbutikker. Vi får ordnet de manglende boardingpas, og straks efter ser vi en smuk solopgang over de karakteristiske akacietræer på savannen, der starter lige uden for lufthavnsområdet.
Efter en times ventetid flyver vi videre til Entebbe, en lille smuttur, der kun varer en time. Der er ikke meget at se undervejs, da det er overskyet det meste af tiden, og ind i mellem får jeg også et par minutters tiltrængt søvn.
Straks man kommer ud af flyveren får man en klar fornemmelse af, at det er meget grønt i Uganda. Og kort efter får man også en fornemmelse af, at de er temmeligt opmærksomme på alt, hvad der har med militær at gøre, da Carsten bliver nægtet tilladelse til indrejse i sine camouflagefarvede militærbukser. Vi må endevende hans bagage for at finde et par korte bukser han kan tage på, da de insisterer på at de problematiske bukser deponeres i lufthavnen. Det hele ordner sig dog, og udenfor venter George sammen med den lokale chauffør - Steven - der skal fragte os rundt de næste uger.
Vi kører forbi den gamle lufthavn, der blev berømt efter israelernes spektakulære befrielsesaktion. Vejene ind til Kampala går langs frugtboder og primitive småhytter, og størstedelen af trafikken udgøres af fodgængere og cyklister.
Vi når frem til en lille hyggelig campingplads (Red Chili Hotel) i byens udkant, hvor vores telte allerede er slået op. Pragtfuldt sted med græsplæne, smukke træer og planter, et par søde schæferhunde, aber og fugle samt en hyggelig café/bar/restaurant. Vi samles ret hurtigt oppe ved caféen, hvor George gennemgår programmet for de kommende uger.
Efter at have siddet en times tid og nydt den dejlige sol, kører vi ind til byen for at klare pengeveksling, køb af bukser til Carsten samt frokost. Buksekøbet foregår på det lokale marked, der er temmeligt broget. Chaufføren anbefaler os at blive siddende i bilen, hvilket så til gengæld bevirker, at vi bliver skældt grundigt ud af en kvindelig politibetjent, der absolut ikke mener, at vi må holde det pågældende sted.
Frokosten indtages i gårdhaven på et hyggeligt lille lokalt sted i byens udkant. 'Kromutter' disker op med et utal af spændende retter, hvoraf størstedelen falder i god jord hos de fleste. På vejen tilbage er vi lige inde og kigge på et lokalt handicraft-marked, men der er ikke den helt store købelyst. Alle er godt trætte og tænker mest på at komme tilbage og ligge på græsplænen i solen en times tid.
Selv er jeg så udmattet, at jeg ikke kan holde øjnene åbne i bilen på vejen hjem. Desværre viser det sig, at min kvæstelse er sådan indrettet, at jeg ikke kan ligge udstrakt på ryggen, kun på venstre side, så det bliver desværre ikke til ret meget søvn for mit vedkommende.
Bagefter skal Carsten og Jakob have realiseret deres skaldepande-planer. Birthe går i gang med saks og skægtrimmer, og da George kommer forbi med sin store og vilde manke ender det med, at han også får en omgang. Noget af en forandring for dem alle tre må jeg sige!
Der serveres barbecue klokken otte, og indtil da er der lige tid til et par solnedgangspilsnere i det milde aftenvejr. Maden er udmærket, og bagefter bliver vi hængende endnu et par timer. Fra baren lyder der dejlig musik fra 'før verden gik af lave', Beatles, Bjørn Afzelius og den slags. Jeg har det nogenlunde, så længe jeg bare sidder ret op og ned, men jeg frygter godt nok, hvordan natten kommer til at forløbe. Heldigvis har jeg fået lov til at låne en rigtig madras, det hjælper vel trods alt lidt. Og så nupper jeg et par cody'er lige inden sengetid, det må vel også hjælpe noget.
Mandag den 14. januar - Per Allan
Fra Kampala til foden af Mt. Elgon
Her var det så, at Carsten skulle have beskrevet en dag, men efter en uges forhaling måtte vi modvilligt se i øjnene, at det med skriveriet vist ikke lige er Carstens stærke side, så det endte med, at jeg påtog mig at lave en summarisk beskrivelse af denne dag - set i bakspejlet en lille uges tid senere. Måske Carsten vender tilbage senere og præsenterer sig selv, men indtil da vil jeg nøjes med at bemærke, at han er den ene af de tre SAS-kolleger, som jeg har med på denne tur.
Dagen startede med let morgentåge over campingpladsen, men tågen måtte dog hurtigt vige bort for den opgående sol. Inden morgenmaden sorterer vi vores bagage, så alt det overflødige - i relation til den nærmeste uges aktiviteter (primært bjergvandring) - kan deponeres her på campingpladsen.
Snart efter indtagelsen af en glimrende 'English breakfast' i solens livgivende stråler er teltene pakket ned og stuvet på plads i bilen. Inden vi for alvor begiver os på vej skal vi lige have ordnet nogle praktiske ting inde i byen. For det første skal George ind omkring Kenya Airways og have rekonfirmeret vores hjemrejse, og efterfølgende skal vi have provianteret til fem dage i bjergene. Ris, spaghetti, noodle soup, kaffe, te, sukker, mel og olie indkøbes i et megastort supermarked med hylder, der går op i mindst fem meters højde. Resten, dvs. køkkengrej, gryder, friske grøntsager og æg mener George, at vi med fordel kan vente med at købe, til vi kommer til en mindre by senere på dagen.
Endelig sætter vi kursen ud af byen, hvor trafikken er steget markant, nu det ikke længere er weekend. Landskabet er domineret af mange landsbyer, med et tilsyneladende kaos af mennesker, cykler, biler, småbutikker, kæmpemæssige dynger af grønne bananer samt affald spredt overalt, så mine tanker næsten ledes hen på Indien. Ind i mellem er der også smukke strækninger med skove samt sukker- og teplantager.
Efter et par timers kørsel nærmer vi os det sted, hvor Nilen forlader Viktoriasøen. Store sumpede områder med nilgræs indvarsler stedets komme, og endelig kører vi over den berømte flod på en lang dæmning.
Kort efter når vi byen Jinja, hvor vi gør et frokoststop ved en lille restaurant, der ejes af en gammel australsk dame. Det viser sig, at deres udvalg er ret så sparsomt, så nogle får pølser og andre får burgere, som det tager en evighed at lave. Ikke overvældende, men dog brugbart, modsat Birthes kaffe, hvori mystiske objekter flyder rundt. Til gengæld består desserten af en formidabel chokoladekage. Hen mod slutningen af måltidet dukker den australske dame op og giver os forklaringen på den langsommelige proces. Der er ingen strøm, og det har der ikke været de sidste par dage, hvilket gør os en smule bekymrede mht. opbevaringen af de kødprodukter, som vi netop har sat til livs!
Videre ud mod 'Park Headquarter', hvor George skal have arrangeret alt det praktiske vedrørende trekkingtilladelser og medfølgende personel. Det viser sig, at vi skal have en hel hær af bærere med, samt en bevæbnet ranger. Det tager nogen tid, men skidt, solen skinner og vi venter udenfor i det dejlige vejr.
Omsider sætter vi kursen tilbage mod den nærmeste by, Mbale, på hvis marked vi skal have købt de sidste ting: Gulerødder, løg, hvidløg, peberfrugter, tomater, æg samt kogeapparat, petroleum, gryder, tallerkener og spisebestik. Ganske sjovt og farverigt marked med små kringlede gyder, hvor vi vækker umådeligt meget opsigt.
Langt om længe kan vi sætte kursen mod det sted, hvor vi skal overnatte, nemlig en lodge med det pudsige navn 'Roses last change'. Forklaringen er, at stedets ejer hedder Rose, og at det i øvrigt er sidste chance for en 'rigtig' indlogering, hvis man er på vej op i 'Mt. Elgon National Park'.
Stedet er ikke helt let at finde, og vi må spørge om vej flere gange, før vi omsider når frem. Undervejs kommer vi ud på stadigt mindre veje, hvis sider er flankeret af små landsbysamfund med 'negerhytter' og astronomiske mængder af grønne bananer, der må udgøre hovedbestanddelen af befolkningens føde på disse kanter.
Lodgen er et meget enkelt - men hyggeligt - sted, hvor vi hurtigt får fordelt os på de små og spartanske værelser. Mens vi venter på maden, dukker der - meget belejligt - en håndfuld kølige pilsnere op (jeg har vist endnu ikke nævnt, at standardstørrelsen her til lands er en halv liter). Vi sidder og hygger os ude på den lille terrasse, mens mørket falder på. Her er en anelse køligere end i Kampala, men stadig yderst behageligt.
Maden består - ligesom gårsdagens frokost - af en mængde forskellige slags kød og grøntsager, der smager udmærket, uden at være den helt store kokkekunst (tag ikke til Afrika for madens skyld). Klokken bliver vel hen ad elleve, inden jeg finder vej til mit leje, som jeg har forsøgt at beskytte med mit moskitonet, hvilket vist ikke er lykkedes ret godt på grund af sengens placering i forhold til rummets eneste mulige ophængningspunkt (den ene ende af en gardinstang). Det lyder så tillokkende bare at tage sit eget moskitonet med, men min erfaringer viser, at det ofte er umuligt at finde noget at hænge det op i. Og selv om man så selv medbringer en håndfuld små søm, så er der ofte adskillige meter til loftet, og/eller vægge og loft er af sten eller beton.
Jeg falder i søvn med spændte tanker om, hvad de næste dage vil bringe, og om, hvordan jeg vil klare dem i min ramponerede tilstand.
Tirsdag den 15. januar - Mogens
Første vandredag
Den første vandredag er overstået, klokken er blevet 19. Vi sidder i regnskoven omkring bålet, og bærerne har lige meddelt, at maden er klar om et øjeblik. Rigtig hyggeligt og afslappende. Det vil jeg påstå, at vi også har fortjent efter sådan en dag. Herom senere.
I dag er det min dagbogsdag. Jeg hedder Mogens og har fået mig sneget med på denne tur sammen med Per Allan og hans kolleger. Jeg har selv arbejdet sammen med Per Allan tidligere, og havde fornøjelsen at være med på en trekkingtur, som han arrangerede helt tilbage i 1988. Efter det har jeg rejst med Topas en 4-5 gange, mest i Østen. Østafrika har jeg prøvet en enkelt gang før på en rundtur i Kenya.
Efter en god nats søvn på Rose's Last Chance stod vi op i morges kl. 6.30 og spiste morgenmad ved 7-tiden. Og så skulle vi øve en ny disciplin. Vi skulle hver pakke en taske eller sæk med de ting, som vi ikke skulle bruge i løbet af dagen og resten i vores dagtursrygsæk. Det er faktisk ikke helt nemt at foretage sådan en prioritering, når man ikke rigtig ved, hvordan vejret bliver, og hvad der i øvrigt venter en. Vejret i morges var lidt blandet, mest gråvejr og let diset.
Vi havde pakket færdig ved 8-tiden, da bærerne kom. Efter de sædvanlige indledende forhandlinger, var vi klar til afgang ved 9-tiden, hvor hele den imponerende karavane satte i gang. Først et par kilometer hen ad grusvejen, hvor vi skulle tage os i agt for de få biler, der passerede os i rasende fart. Senere passerede vi en ødelagt vejbro, og så var det slut med bilerne. Efterhånden begyndte terrænet at stige svagt. Efter en times tid gjorde vi holdt under et par store træer. På denne strækning passerede vi en del bebyggelser med små hytter omkranset af små banan- og kaffelunde. Og der var børn alle vegne, som kom løbende og stort set alle råbte højlydt 'Hawaju'. Jeg går ud fra, det skulle forstås som 'How are You?'.
Terrænet blev gradvist mere stejlt, og vi kom forbi 'chefbærerens' hus, hvor vi hilste på hans lille charmerende søn på et par år. Lidt længere oppe gjorde vi holdt i en lille landsby, hvor George købte en flaske lokal brændevin brygget på melasse. Herefter forlod vi 'hovedvejen' og tog en mindre sti op mod bjergkammen. Efter en hård stigning spiste vi frokost ved 12-tiden. Nudelsuppe og ananas til dessert. Resten af frokostpausen blev brugt til at tørre vores drivvåde tøj. Vi havde alle svedt bravt i det varme og fugtige vejr.
Efterhånden er hele staben samlet. Ud over chefbæreren - han hedder Bonifance Mugoli - er der en 10-11 bærere, som også er fra lokalområdet. De virker meget kompetente (indtil videre). De er meget hjælpsomme og tager sig af alt det praktiske, så som at lave mad og sørge for bålet. Selv om de ikke slæber så mange kilo som bærere i Nepal, er det alligevel noget af en præstation. De bærer vores sække på hovedet på 'afrikansk' maner, og nogle af dem endda på bare tæer.
I forbindelse med frokostpausen støder den sidste til. Det er en officiel ranger, en slags parkbetjent, som myndighederne i Kampala har bestemt, skal med på sådanne ture. Han hedder George ligesom vores egen turleder. Han forsøger at give den som en rigtig Rambo, og ser ret betydningsfuld ud med sit Kalashnikow-gevær ved siden. Jeg tror nok, at Bonifance synes, han er lidt overflødig, da han ikke kender området nær så godt som de lokale, men sådan skal det altså være. Og det hjælper da også lidt, at Bonifance en gang imellem får lov at bære geværet.
Det meste af eftermiddagen har jeg dannet bagtrop sammen med George. George går altid bagest, så ingen farer vild eller bliver glemt. Stigningen blev endnu mere ekstrem efter frokost, og det var lige ved at tage pippet fra mig. Jeg må sige, at jeg i dag har fundet ud af, at kondien ikke er helt optimal, og at man jo ikke er 40 længere! Dertil kommer, at vi er steget hele 1.700 meter på denne turens første etape, og det er faktisk ret meget. På en trekkingtur i Himalaya ville det ikke være normalt. På det stejleste sted i dag var der på bjergsiden monteret trapper lavet af træ på et stålskelet. Det sidste stykke var nogenlunde jævnt og overkommeligt. Til gengæld begyndte det at regne, og det hørte først op, da vi nåede Sasa River Camp i 2.900 meters højde, hvor vi skal overnatte. På turen i eftermiddags lykkedes det os at få et glimt af en flok aber (Blue Monkeys) et stykke væk fra stien. De sprang rundt i toppen af træerne.
I mellemtiden er klokken blevet halv ni, og jeg gætter på, at vi alle ligger i soveposerne om en time. Vi har to store tunneltelte med på turen, og det lykkedes os at få dem stillet op rimelig hurtigt i et par små lysninger i bunden af den fugtige regnskov. Mens bærerne lavede mad, tørrede vi andre tøj omkring bålet. Vi har spist en fortræffelig aftensmad bestående af kogte ris med en grøntsagsgryde til. Hyggen fuldendes med en kop rigtig god kaffe lavet på arabiske kaffebønner, som George har købt. Dertil noget af den lokale sprit.
Og så var det lige ved at gå galt med dagens malariapille. Vi har som fast rutine, at vi alle tager vores daglige malariapille sammen med aftensmåltidet. Vi var lige ved at glemme det i dag, indtil Carsten kom i tanke om det. Med hensyn til helbredstilstanden i øvrigt, så kan det meddeles, at der endnu ikke er rapporteret om problemer ud over smårumlende maver. Dog døjer Per Allan stadig med eftervirkningerne af hans uheld på flyveren forleden. Han jamrer sig højlydt, når han skal lægge sig og rejse sig og vende sig om natten. Håber for ham, at det snart bliver bedre.
Onsdag den 16. januar - Birthe
Fra Sasa River Camp til Mude Cave Camp
Vi vågner op til en herlig morgen på denne anden vandredag: Fuglene kvidrer, man kan høre bålet knitre og porterne begynder at synge!
Efter pakning og morgenmad (havregrød til Jespers store fortrydelse …) påbegynder vi dagens tur mod Mude Cave Camp; en tur på 600 højdemeter og 5,5 kilometer.
Inden dagen fortsætter, vil jeg kort præsentere mig selv: Jeg hedder Birthe Thomsen, er 29 år og er for første gang i Østafrika (og egentlig for første gang på trekking-tur). Min relation til Club SAS er Jakob, som vil præsentere sig selv i morgen - Jakob er min kæreste og arbejder i SAS.
Tilbage til dagens tur: Første del af turen går fra lejren til Sasa Patrol Hut. Vi befinder os stadig i 'bamboo zone', en fugtig skov med rig vegetation: Bambus, selvfølgelig, store skovbregner og høje, tætte træer. Terrænet er mudret efter gårsdagens regnskyl, så vi går forsigtigt. Vi går i det hele taget meget forsigtigt og koncentreret i skærende kontrast til porterne, der sludrer, fortæller og griner - tilsyneladende uden besvær! Terrænet er som nævnt mudret og minder lidt om en efterårssøndag i Hareskoven. Og så alligevel ikke! Vi ser blandt andet spor efter vildsvin, og når man løfter blikket kigger man op i meterhøje bambusstokke - flere er over 5 meter høje.
I løbet af formiddagen begynder vi så småt at kunne mærke højden - vi er i cirka 3.000 meters højde, og man bør - og kan - ikke forcere tempoet.
Sidst på formiddagen når vi Sasa Patrol Hut - en observationsstation, der permanent er bemandet af en gruppe rangere. Besøget i Hut'en er egentlig en formalitet, idet vi skal indskrives i en bog. Men det er en barsk omgang … De sidste få hundrede meter op mod stationen er en meget stejl stigning, og vi - jeg i hvert fald - ankommer med høj puls. Jeg havde ranger George lige i nakken, og han storsmiler selvfølgelig, da han ankommer på besøg hos sine kollegaer - der går et par minutter, inden jeg kan smile uanstrengt! Men strabadserne bliver belønnet med en fantastisk smuk udsigt over bjergene og det terræn, vi skal opholde os i de næste 3 dage.
Efter stoppet i Sasa Patrol Hut har vi 2 kilometer til Mude Cave Camp. Vi går nu i et område med markant anderledes vegetation - 'alpint' er det nærmeste, man kommer en betegnelse. Vegetationen er sparsom, men imponerende, da den er så anderledes: Vi ser blandt andet lobelia (høje, 'hårfagre' planter, der minder om parykblækhatte) og senecio (høje stammer med en storbladet krone) samt en del hvide og gule blomster.
Vi ankommer til campen ved frokosttid - denne lejr skal være vores base de næste 2 måske 3 dage afhængig af ruten ned.
Efter frokost vælger George, Carsten, Jakob og jeg at tage på en eftermiddagstur mod et vandfald. Udsigten til et bad giver os fornyede kræfter. Ranger George og Bonifance tager med. Stien mod vandfaldet er overraskende uberørt, og vi får en del 'svirp' fra små buske og 'marehalm'. Undervejs går vi vist alle og tænker på, hvad 'vandfald' betyder på østafrikansk - formentlig alt fra 1 til 50 meter! Men vandreturen belønnes - vi når frem til et smukt vandfald på 10-15 meter. Vandets temperatur er dog alt andet end 'smuk' - det er iskoldt, og luften er også kold, idet vi nu er omgivet af tåge. Men bades skal der: George er modig pioner, men får kun et par pjask vand på kroppen; Jakob når at skylle håret (eller hvad man nu skal kalde en næsten bar isse …); Carsten er dagens helt, da han når et kort brusebad under vandfaldet - og mig, ja, jeg må også nøjes med et par pjask vand i håret og på kroppen. Men vi har det dejligt bagefter.
Hjemme i campen er eftermiddagen primært blevet brugt til afslapning og restitution - og selvfølgelig det uundgåelige praktiske arbejde, tøjvask, efter de første dages strabadser.
Ved 18-tiden spiser vi endnu et prægtigt aftensmåltid - man er selvfølgelig også meget taknemmelig under disse omstændigheder: Spaghetti med en god, nærende champignonsovs og en herlig dessert: Pandekager med Bonifaz & co's special brew, peanutsauce.
Efter maden går Jesper og Jakob i seng - de er begge lidt halv-sløje og vil pleje kroppen med en god nattesøvn. Jeg drikker en kop kaffe ved bålet, og efter et sidste blik på den helt fantastiske stjernehimmel, går jeg også i seng. Strabadserne tærer på fysikken, og der venter os jo endnu en spændende dag i morgen.
Torsdag den 17. januar - Jakob
Fra Mude Cave Camp til "Hot Springs"
Vi blev vækket kl. 06.00 med spontan sang, udført af vores utrættelige porters. Cirka 30 min. før den bestilte vækning.
Solopgangen, der mødte os, var så rigeligt den mistede halve times søvn værd. Faktisk var det den første dag med sol, siden vi forlod Kampala.
Måske skulle jeg lige bruge et par linier til at præsentere mig selv: Mit navn er Jakob Juul Bak, og jeg er en af holdets fire SAS ansatte (2½ år). Jeg er 29 år og er Østafrika- såvel som trekking-debutant.
Morgenmaden bestod af en herlig gang havregrød med peanutsovs. Jesper, der ikke har det så godt med denne ret, måtte tage til takke med Bonifances pandekager.
Turen gik denne dag til "Hot Springs". Et unavngivet sted med varme kilder.
Nå, men hvis vi skal igennem de 22 km. trek, med 1.000 højdemeter, må vi også snart komme i gang, så kl. 08.00 begav flokken sig af sted.
Terrænet op ad bjerget var meget specielt, nærmest "bjergtagende", for nu at bruge Per Allans udtryk. Et bud på en beskrivelse kunne være en krydsning mellem Morders golde sletter fra Tolkiens univers og den jyske hede. Overalt "befolket" af meget specielle og sejlivede planter.
Endelig nåede vi de varme kilder, en cirka 48 grader varm svovlstinkende, "snasket" bæk, der løber ud i den nærliggende flod. En cocktail, der gav mulighed for et dejligt tempereret bad, uden alt for meget svovlsnask.
Herefter var der budt på solbadning med efterfølgende frokost: Nudelsuppe.
Jesper havde tilsyneladende for meget tøj med, i hvert fald mente en porter, at "you have many trousers". Det viste sig, at manden ejede to par underbukser. Han fik dog senere udvidet sin beholdning med 50 pct., da den godhjertede Mogens gav ham et par udtjente Calvin Klein.
Vi kom hjem uden de helt store begivenheder, og der var tid til at gøre status.
Jeg havde undervurderet middagssolen på Ækvator en hel del, så jeg måtte de næste par dage pakke mig ind fra top til tå.
Ellers virkede alle trætte og lettere handlingslammede efter turens længste trek. Så efter teen, som porterne stod klar med da vi kom hjem, kunne ingen rigtigt svinge sig op til de helt store aktiviteter. Det blev mest til hyggesnak, lettere tøjvask og pleje af diverse skavanker.
Aftensmaden stod klar kl. 18.00, og herefter dryssede folk ligeså stille i seng. Når vi kommer til de mere afslappende dage, bliver der forhåbentligt "Nguvu" (energi) til lidt mere aftenhygge.
Fredag den 18. januar - Jesper
På toppen af Mt. Elgon - Wagagai
Ovenpå endnu en kold nat i Camp Mude startede dag syv med en omgang fælles opvarmning omkring "morgenbålet" inden morgenmaden. Den kolde nat (og morgen) blev imidlertid mere end opvejet af den mest fantastiske solopgang over bjergene. Dagens mål var Wagagai og Jacksons Peak, som er de to højeste toppe på Mt. Elgon i Uganda (muligvis for hele Mt. Elgon, men der er lidt usikkerhed ift. den del af bjerget som ligger i Kenya).
Dagens dagbog er det mig som har fået fornøjelsen af at forfatte. Jeg hedder Jesper Zeth, og jeg er en af "de fire musketerer" fra SAS Institute, som for en tid er forvandlet til Mzungoer her i Uganda. Jeg er 31 år, og det er både min første tur til Afrika, og mit første trek her på Mt. Elgon.
Efter morgenmaden (kl. ca. 8) startede dagens program (det første stykke af turen ad de samme stier som turen til Hot Springs). Turen startede med frost i græsset, og med alle deltagere pakket ind, som var det en skiferie vi var på. Alle var mærket af de seneste dages anstrengelser, hvilket mærkedes ved, at ingen rigtigt sagde noget de første 30-45 minutter af vandreturen. Med fuglenes kvidren og solens opstigning over bjergene livede selskabet dog langsomt op.
Opstigningen fra Camp Mude til ca. 4.000 meters højde var meget smuk og blev nydt af alle. Dog var Jakob tydeligt mere mærket af de seneste dage end de øvrige i selskabet. Ligesom solen fra Hot Springs havde farvet hans ører meget røde - Jakob var med andre ord ikke helt på toppen. Vi havde et langt stykke Jackson Summit på vores højre side (vi kunne se, hvad vi havde i vente senere på dagen), og passerede nedenfor Jackson Peak Jackson Pool (navnet Jackson kommer i øvrigt af, at bjerget blev "opdaget" - og senere beboet - af en hvid mand ved navn Jackson).
I ca. 4.000 meters højde lavede vi en midlertidig "camp" med vores rygsække og hvad vi ellers havde med, som ville være overflødigt på Wagagai. Efter en kort pause i vores "base camp" startede vi ud mod toppen. På vores vej mod toppen blev vi mødt af den mest spektakulære udsigt over Calderas kratersøer (bjergkløft på Mt. Elgon), nærmest maleriske klippeformationer og en frodighed som nærmest forekommer unaturlig, når man tænker på, at vi taler om 4.000 højdemeter ++ ! Vegetationen aftog naturligt nok i tæthed som opstigningen skred frem, men hele vejen op fandtes såvel blomster som træer, der ikke syntes at have problemer med at overleve til trods for højden. Selskabet blev splittet i tre grupper under opstigningen - naturligvis med vores "bjergged" Carsten som den absolutte sprinter. Jeg selv fulgtes med Per Allan, og den sidste gruppe blev udgjort af Birthe, Jakob, Mogens og George. Desværre oplevede Birthe at få højdesyge, ligesom Jakobs ben ikke helt var i "tour-form", og de to valgte derfor at returnere til "base camp" inden toppen var nået. Alle øvrige havde nået toppen omkring middag (Carsten dog ca. 30 minutter før nummer 2!).
Her stod vi 4.321 meter over havet og følte sejrens sødme - et af de højeste punkter i Uganda, med en udsigt, som jeg personligt aldrig har oplevet lignende. Bjergsider med græs, træer, kratersøer - ja et sceneri som er helt ubeskriveligt! Opstigningen var utroligt hård de sidste 200 højdemeter, idet denne stigning var meget koncentreret. Det skaber lidt stof til eftertanke, at alle (undtagen Carsten) pustede og stønnede, mens vores bærere gik og småsnakkede og hyggede sig - de folk er simpelthen skabt af noget helt særligt stof!
Vi blev fotograferet foran skiltet på toppenm og så begyndte nedstigningen. "Nedturen" forløb noget mere smertefrit end opturen, og det varede kun 20-30 minutter før vi igen var samlet i 4.000 meters højde. Heldigvis var Birthe og Jakob i bedre forfatning i vores "base camp", hvor de ventede på os andre. Vi besluttede at droppe Jackson Peak, idet alle var for trætte til endnu en tur opad. Birthe og Jakob var stadig lidt flade og ville gerne "hjem" hurtigst muligt, og de valgte derfor at drage mod Camp Mude før os andre. Vi andre blev tilbage og nød solen og synet af tågen, som sneg sig ind over landskabet (i løbet af 30-45 minutter var sigtbarheden reduceret markant). En times tid efter Birthe og Jakob begyndte vi andre at bevæge vores trætte kroppe hjemad.
Vi samledes i Camp Mude omkring kl. 16, hvor alle deltog i det daglige ritual at drikke te/kaffe ovenpå dagsturen samt fylde alle vandbeholdere med rensepumpen. Denne aften var ingen undtagelse ift. sengetiden - alle gik i seng kort tid efter aftenens måltid. Lige inden sengetid fik Mogens dog en glædelig overraskelse - Per Allan fandt hans længe eftersøgte tandbørste "i god behold" !
For de af os, som ikke før har været på trek, må man virkeligt sige, at vi får prøvet det på den hårde måde! Alle elementer af hårdhed indgår i denne tur; mange højdemeter på få dage, og mange kilometers vandring rundt i parken.
Lørdag den 19. januar - Per Allan
Sidste trekkingdag
Så er det atter blevet min tur, og igen er det blevet min skæbne at beskrive en 'nedtur'. Hvor det sidst var flyturen ned til Uganda (samt min personlige 'nedtur' i flyet) er det denne gang turen ned fra vores lejr i 3.500 meters højde til 'lavlandet' 2.700 meter længere nede og derfra videre til næste destination.
Tiden er hermed også kommet til at løfte sløret for besvarelsen af det spørgsmål, som den engagerede læser må formodes at sidde og brænde inde med: 'Hvordan er det at gennemføre en strabadsiøs femdages trekkingtur med camping under yderst primitive forhold - med et bøjet ribben'? Og svaret er, at det faktisk gik bedre end frygtet. Skaden er af en sådan beskaffenhed, at den ikke har haft væsentlig indflydelse på mine evner til at vandre med en rygsæk, ud over en vis smerte i forbindelse med dybe indåndinger (som godt kan være påkrævede!). Men der, hvor jeg virkelig har været handicappet, har været om natten, hvor min søvn har været reduceret til et utal af 10-20 minutters perioder, afbrudt af smertefulde rotationer. Undskyld, hvis jeg har generet nogens nattesøvn med min højlydte jamren, til gengæld nåede jeg vist aldrig at sove længe nok til at begynde at snorke (i modsætning til visse andre).
Nå, men jeg må hellere stoppe min personlige lidelseshistorie her. Når alt kommer til alt skal jeg vel være glad for, at jeg slap med et bøjet ribben, i værste fald kunne det lige så godt have været kraniebrud eller udslåede tænder, og så havde min fortsatte deltagelse på turen nok været mere end tvivlsom.
Mogens vækkeur bippede lystigt klokken 6.15 som sædvanligt. Jeg havde ligget vågen en times tid, siden jeg måtte ud og træde af på naturens vegne. Noget af en overvindelse i øvrigt, når temperaturen udenfor ligger lige omkring frysepunktet, for slet ikke at tale om alle de smerter, der er forbundet med at komme ud af soveposen og ud af teltet og tilbage igen. Til gengæld er natten klar og stille, og det er næsten ikke til at lade være med at blive stående et minuts tid og beundre en stjernehimmel så spektakulær, at jeg sjældent mindes at have set noget lignende.
Morgenens rutiner er ved at være nogenlunde indarbejdede, nu vi har overnattet her tre gange. Denne morgen adskiller sig dog fra de to forrige ved at være den sidste, så alt skal ud af teltene og pakkes ned, og al 'overflødig' bagage skal pakkes ned til bærerne.
Mens vi venter på morgenmaden går jeg ned til den lille bæk og fylder de to ramponerede vanddunke, så vi kan få lavet friske forsyninger af drikkevand med den geniale filterpumpe. Morgenen er bitterlig kold, men heldigvis har nogle af vore 'tjenende ånder' allerede genoplivet gårsdagens bål, så der er mulighed for at varme hænderne ind i mellem.
Morgenmaden består - big surprise - af havregrød, der - hvis man endelig skal sige noget positivt om denne slimede og udelikate spise - lægger en god bund for dagens strabadser. Morgenmad, vandrensning, pakning, telte ned, og klokken halv ni er den omfangsrige karavane parat til at påbegynde den 2.300 meter høje - og næsten ti gange så lange - nedstigning til civilisationens goder, af hvilke et bad nok står øverst på de flestes ønskeliste (samt - i hvert fald for mit vedkommende - en stol).
Vejret er vidunderligt, vindstille og med sol fra en skyfri himmel. For en gangs skyld en dag med solen i ryggen, hvilket der vist er indtil flere, der har grund til at glæde sig over. Solskoldning er en af de hyppigste skader i forbindelse med bjergvandring, og flere har da også fået betydeligt mere sol end godt er. Som om skæbnen har ment, at jeg allerede har nok i mit stakkels ribben, så har jeg hverken haft problemer med solen, med maven eller med forkølelse, for nu at nævne de tre mest sandsynlige konsekvenser af vores adfærd, og som elles er nogenlunde jævnt fordelt ud over en god del af mine medrejsende.
I det let nedadskrånende terræn kommer vi rask frem, og vi oplever - denne gang i modsat rækkefølge - de fascinerende skift i plantevæksten. Først det højalpine med de pudsige senecio og lobelia, og efter nogen tid er vi nede i den smukke regnskov med bambus, blomstrende buske og kæmpemæssige træer med mosser og lianer.
Snart er vi fremme ved Sassa River Camp, hvor vi camperede den første nat. Alle synes fokuserede på at komme ned hurtigst muligt, så efter et kort hvil går det rask videre ad en sti, der almindeligvis er i god stand, men som ind i mellem er forræderisk glat, næsten som om der lå et tyndt lag olie oven på det hårdt stampede ler. Det skal lige noteres, at såvel Mogens som Carsten måtte ned en enkelt gang hver, mens jeg selv lavede et par febrilske 'redninger på målstregen'.
Efter en times vandring kommer vi ud af skoven ved det punkt, hvor det pludseligt begynder at gå meget stejlt nedad og hvorfra der er en forrygende udsigt over dalen. Der resterer vel endnu omkring 1.000 højdemeter, først ned ad de stejle trappestiger og siden - efter at vi er kommet ud af nationalparken - gennem tæt beboede områder, hvor vegetationen skifter fra majs til kaffe og bananer. Ind i mellem ser man også passionsfrugter, ærter, bønner og kål.
Nedstigningen er uhyggeligt stejl, og jeg går og glæder mig over, at mine knæ tilsyneladende kan klare mosten. Birthe må bukke under og have fat i sine elastikbind, og da jeg - en halv time fra bunden - mærker nogle enkelte stikkende jag, tager jeg for en sikkerheds skyld også mit på. Nedturen foregår ad en lidt anden rute end opturen, idet vi håber på, via rangerens radio-kommunikation, at få arrangeret bil-afhentning lidt højere oppe.
Endelig - hen ad klokken et - er vi nede i en lille landsby, hvor en slags vej danner forbindelse med omverden. Her - som overalt den sidste times tid - mødes vi med reaktioner, der veksler mellem begejstring, nysgerrighed og nervøs ængstelse, det sidste især blandt børnene, der løber forskræmte bort, så snart man retter et kamera mod dem.
Vi smider bagagen og sætter os foran en lille biks, der ser ud til at være leveringsdygtig i øl og vand, mens George prøver at få klarhed over, hvordan vi kommer videre. Den mand er et utroligt energibundt, hele tiden i gang og alligevel afslappet. Det viser sig, at nabohuset er en slags restaurant, så George får lynhurtigt arrangeret en enkel frokost, hvis mest mættende komponent er kogte bananer. Dertil lidt kød/brusk på en stump knogle samt lidt - i øvrigt ganske velsmagende - sovs. Den ene pilsner bliver til to, mens vi prøver at fotografere de nysgerrige børn.
Det viser sig, at aftalen om videretransport er gået i koks, så i stedet får George arrangeret et lift på ladet af en lokal varevogn, der tidligere har transporteret melasse (en klæbrig sirupsagtig sukkermasse), hvilket den stadig bærer tydeligt præg af. Det klistrede stads dækkes af med en masse bananblade, hvorefter al bagagen smides op - og os bagefter. Grundet min delvise invaliditet får jeg lov til at sidde i førerhuset, sammen med chaufføren og to (!) lokale.
Ikke just en luksusvej, men det går da, og snart er vi nede ved 'National Park Office', hvor vi læsser bagagen af. George genoptager sine bestræbelser på at få arrangeret transport videre, mens vi andre fordriver ventetiden med endnu en kølig pilsner hos 'Roses last chance' ovre på den anden side af vejen.
Snart dukker den bestilte chauffør op, og mens vi tømmer vores øller og hjælper George med at udfylde et spørgeskema vedrørende vores trekkingtur, læsses bagagen over på vores næste transportmiddel, som er en almindelig 'matatu' (minibus). Afsted går det så igen, gennem små landsbyer, hvor det dominerende indtryk overalt er GRØNNE BANANER!
Pludselig høres en grim lyd fra bunden af bilen. George løber tilbage og finder en stump metal, der åbenbart udgør en nødvendig bestanddel af bilens bremser, så resten af turen til Mbale foregår med nedsat hastighed og motorbremse, gys! Trods bilens handicap når vi helskindede frem til den store bus- og taxaholdeplads i Mbale, hvor George og chaufføren i forening får organiseret endnu en ny minibus.
Klokken bliver hen ad fem, før vi atter kommer afsted, og de næste par timer står lidt uklare for mig, da jeg småblunder en god del af tiden og i øvrigt er ved at oparbejde en gedigen hovedpine - måske var det ikke så smart med de tre øller ovenpå formiddagens anstrengende nedtur.
Omsider - hen ad halv otte - når vi frem til 'Bujagali Falls Camping', hvor alt er indhyllet i mørke. Ret hurtigt får George fat i en fyr, der fordeler os efter vore ønsker: Carsten, Jesper og jeg vil gerne have en seng i et soverum, mens de andre begynder at bakse med det ene af teltene.
Det kan næsten ikke gå stærkt nok med at få det møgbeskidte tøj af og komme op under bruseren, der - trods det at den kun indeholder koldt vand - snart bibringer en vidunderlig ny følelse af renhed. Snart efter samles vi nede i stedets hyggelige bar/restaurant, der er en kæmpemæssig palmehytte med åbne sider, hvorfra der er en fantastisk udsigt over den brusende Nil. Tror jeg da nok, her til aften må vi nøjes med lyden, men den er også temmeligt imponerende.
Vi får en glimrende buffet med både oksekød og fisk, og mens de andre mæsker sig med 'Nile Special' ser jeg mig - hovedpinen taget i betragtning - nødsaget til at nøjes med en liter vand. Det bliver altså aldrig min store hobby at sidde og se på, at andre drikker øl!
Hvad der bestemt heller aldrig bliver min store hobby er at lade mine medrejsende tage på riverrafting i morgen, uden mig, og så på dette sted, der skulle være et af verdens allerbedste. Ikke desto mindre er det den beslutning jeg har taget, i betragtning af mit ribben, der stadig gør temmeligt ondt ved bestemte bevægelser, og hvis der er noget, der er svært at kontrollere på en raftingtur, så er det hvilke bevægelser man kommer til at gøre. Nu har jeg jo heldigvis prøvet det adskillige gange før (i Australien, New Zealand, Peru og Frankrig), men alligevel er det selvfølgelig ærgerligt.
Efter middagen ser vi nogle videooptagelser fra tidligere raftingture, hvilket både bestyrker min ærgrelse over at gå glip af det samt min tro på, at jeg har taget den rigtige beslutning. Til gengæld får jeg så en - nok så tiltrængt - fridag til bare at daske rundt og tage billeder og skrive dagbog og læse i min bog (som ikke har været fremme de sidste fem dage).
Klokken bliver halv tolv, inden jeg, på stive ben, vakler i seng (de bliver nok endnu mere stive og ømme de næste par dage). Luften i soverummet er meget lummer og indelukket, men alligevel er det dejligt til en afveksling at have en rigtig madras. De sidste minutter inden jeg falder i søvn flakser en masse billeder rundt foran min nethinde, blandt andet af smukke bjerglandskaber og dejlige oplevelser i den storslåede og uberørte natur.
Søndag den 20. januar - Mogens
Bujagali Falls
Som Per Allan skrev i går, var vi nogle, der valgte at sove i telt i nat. Jeg var en af dem, og jeg har rigtig nydt at have mit eget 'værelse', hvor jeg har ladet mine ting ligge og flyde på næsten 5 kvadratmeter.
Teltene, som Topas har bragt med, er for øvrigt rigtig gode. Vi havde de to store med på trekkingturen. Jeg vil tro, de er 6-7 meter lange og et par meter brede. Der er et 'soveværelse' i hver ende adskilt af en midtergang. I vores telt sover Carsten og Jesper i den ene ende, og Per Allan og jeg i den anden. I det andet telt har Birthe og Jakob den ene ende, mens George har den anden.
Jeg faldt i søvn i aftes til Nilens højlydte brusen, og efter en god nats søvn vågnede jeg til samme hyggelige lyd blandet med den sædvanlige fuglekvidder, der er speciel markant om morgenen ved 6-7 tiden. Vi har slået teltene op på Speke Camp's græsplæne, der skråner ned mod Nilen, som buldrer forbi kun 30 meter fra teltåbningen. Stedet her er opkaldt efter Speke, som var den første hvide mand, der oplevede Nilens udspring, dvs. der, hvor den løber ud af Victoriasøen.
Vi fik english breakfast i baren ved 8-tiden. Som en af de første gæster i baren i dag havde Jakob fornøjelsen af at hjælpe til med at jage den koloni af flagermus ud, som bor øverst oppe under barens tag. I dag er Jesper, Carsten og George så taget på riverrafting. Birthe, Jakob, Per Allan og jeg har valgt at springe over og bruge dagen på andre ting. Vi har talt om både gåture langs Nilen, bådtur og bytur til Jinja, men indtil nu (ved 17-tiden) har vi stort set ikke lavet andet end at slappe af. Det er jo trods alt søndag! Birthe og Jakob har været de flittigste og har fået ordnet en del tøjvask. Vi andre har afleveret vores vasketøj til personalet på campen, og håber at få det tørt og rent tilbage i aften. Jeg har set et par drenge sidde i hugstilling nede ved flodbredden i formiddags og klaske mit tøj mod stenene.
Da det jo var mørkt i aftes da vi ankom, og da det var tåget i morges, var det først ved 9-tiden, da solen stod højere på himlen, at man rigtigt kunne se, hvordan området her ser ud. Her er utrolig smukt. Her ved Bujagali Falls deler Nilen sig i flere mindre strømme, der presser sig ind mellem en stribe små og store øer, der er dækket af jungleagtig skov. Her er masser af fugle. Storke, ibiser, skarver og mange flere. På øerne over for campen er der store kolonier af flagermus, vistnok dem, der hedder flyvende hunde, som letter i store flokke, når noget forstyrrer dem.
Raftingholdet drog af sted ved 10-tiden. De blev kørt et stykke op ad floden, og ved 11-tiden var vi en større flok mennesker samlet på klipperne for at tage billeder, når de passerede vandfaldene ved campen. Først kom en videomand og lagde til. Han skulle åbenbart filme begivenhederne med forventet salg af videoen for øje. Dernæst kom en 6-7 kajakroere ned ad faldene. Det var sikkerhedsfolkene, der lagde sig i venteposition nedenfor klar til at samle dem op, som evt. måtte falde ud af gummibådene. Så kom gummibådene en efter en og gled ned gennem faldene, og vi knipsede løs med kameraerne, og håber, at vi ramte nogle af de rigtige øjeblikke. Det så nu ikke så vildt ud, og der var heller ikke nogen, der røg i vandet. Håber for vores raftere, at der bliver lidt mere drøn på senere på turen. Jeg kan måske lokke en af dem til at skrive et par linier om det i aften.
Vi, der blev tilbage i campen fik prøvet at ringe hjem til Danmark for at melde alt ok. Det fungerede helt fint, selv om det var halvdyrt, ca. 12 kr. pr. minut. En lokal avis fik vi også læst. Den helt store historie i disse dage handler om et vulkanudbrud i Congo tæt på grænsen til Uganda nede i det sydvestlige hjørne af landet, hvor vi skal ned senere på turen. Ifølge avisen skal der være flere tusinde mennesker på flugt fra lavaen. Frokosten i dag bestod af en stor grillet fisk med pommes frites. Jeg ved ikke, hvad fisken hedder på dansk [Tilapia]. Menukortet kaldte den for Talapia, men lad os bare kalde den en Nilfisk.
Campen har været ret velbesøgt i eftermiddag. Ud over at være et sted, hvor backpackere, riverraftere og andet godtfolk holder til, så er stedet også mål for både turisters og lokales endagsudflugter. Det er jo søndag, og en del ugandiske familier i deres stiveste puds har holdt picnic på græsset her rundt om baren. En musiktrup har spillet afrikansk musik hele dagen. Meget farverigt og folkeligt! Derudover har vi siddet og bidraget til backpackerstemningen her i baren og lyttet til raggaemusik iblandet lidt Back Street Boys. Per Allan mener, at det er lige som at hænge ud i Kathmandu efter tre uger i Himalaya. Når vi ind imellem har bevæget os rundt, har det ikke været særligt graciøst. Vi er alle mærkede af gårsdagens voldsomme nedstigning. Alle muskler i kroppen gør ondt. Og på den måde kan man måske være så heldig at opdage muskler, som man slet ikke var klar over, at man var i besiddelse af.
Det er utroligt afstressende at sidde og betragte Nilen, der bruser forbi. Man kan så filosofere over, hvor lang tid der går, før vandet her når op til Middelhavet. Og man kan spekulere over, hvordan det går til, at en flod, der starter her i kun ca. 1.000 meters højde, kan løbe 6.000 kilometer, før den når havet. Og så falder den endda forholdsvis meget her ved vandfaldene i Uganda.
I mellemtiden er det blevet midnat, og nu må det være sengetid. Vi skal køre langt i morgen, så det kan godt gå hen og blive en hård dag. Tilbage i baren er Birthe, Jakob og Carsten. Efter en vellykket aftensmad i restauranten er aftenen mest gået med diverse storpolitiske diskusioner. Og så har vi jo også måttet lægge ører til de tre rafteres enthusiastiske fortællinger om deres tur i dag. De kom tilbage ved 18-tiden og var helt overgearede. Jesper har lovet at berette om turen:
Dødsangst på Nilen - White River Rafting - Jesper
Som Mogens nævnte var vi tre i selskabet, som valgte at bruge dagen på at konfrontere vores dødsangst - dvs. en gang white river rafting på Nilen med aDrift gruppen.
Arrangementet startede kl. 10, hvor alle deltagere (mange udefra) dels skulle betale, dels skulle skrive under på, at de var klar over, at de skulle til at gøre noget dumt af egen fri vilje. Vi fik udleveret vores udstyr (en vest, en hjelm og en padle), fik instruktion i, hvordan udstyret skulle sidde, blev delt op i tre grupper (en gruppe pr. båd), og blev herefter sat i bådene. Den næste times tid gik med at øve forskellige kommandoer (som blev afgivet af vores bådfører Jane) samt den fysiske udførelse af kommandoerne. Både Carsten, George og jeg selv var blevet placeret i samme båd, og jeg tror, at kommandoerne voldte os alle lidt problemer i starten.
Efter træningen blev vi kastet ud i det vilde vand, hvor de første par rapids forløb uden de helt store problemer (heldigt nok, da de lå ud for Spekes Camp, hvor de øvrige i selskabet stod klar med kameraerne). Når jeg tænker over det tror jeg faktisk ikke, at vi i øjeblikket oplevede de første par rapids som "uden de helt store problemer". Der var nok nærmere tale om, at "udfordringerne" voksede så meget i løbet af dagen, at de første syntes som barnemad. Generelt set får man et ubeskriveligt chok, når man rammes af de kæmpe naturkræfter, som findes i vandet, og som man skal forsøge at navigere sig gennem. Succeskriteriet udviklede sig ret hurtigt til om nogen fra vores båd faldt overbord eller om båden flippede. De første to rapids blev alle i båden - altså en succes !
Ved den tredje rapid kom der imidlertid andre boller på suppen. Vores "bådchef" Jane forklarede, at denne rapid kunne passeres på to måder. Vi kunne sejle lige igennem og møde de tre bølger, eller vi kunne forsøge os med et område i strømmen, som kaldes G-punktet. G-punktet lød vildest, så det valgte vi naturligvis, eller skulle jeg sige beklageligvis? Starten ind i strømmen forløb planmæssigt, men pludselig slog en bølge af dimensioner ind i fronten af båden. Et kort øjeblik stod båden lodret, og herefter brød helvede løs.
Båden flippede helt rundt, og alle lå i vandet, som fossede, strømmede og brusede helt ekstremt. Jeg selv røg under vandet, og kunne kun kende forskel på op og ned ved at orientere mig mod et område med lys, som skiftevis var til højre, så til venstre så nede, og så oppe - med andre ord totalt kaos! Jane havde sagt til os, at den eneste måde at "overleve" på var ved at holde hovedet koldt, og det lyder såmænd meget fornuftigt, når man hører det. Straks sværere er det at gøre i praksis, når man farer ned ad Nilen i høj fart under vandet med alt for lidt luft i lungerne. I brøkdele af sekunder var mit hoved over vandet, hvor det så gjalt om at hente så meget luft ind som muligt (jeg skulle hilse og sige, at det ikke bliver til ret meget luft!). Jeg følte tiden under vand som evigheder, og balancerede hele tiden på en knivsæg ift. at gå i panik. Uden overdrivelse kan jeg sige, at jeg oplevede dødsangsten på nærmeste hold - alt for lidt luft og alt for meget vand, som bare blev ved med at ramme mig i ansigtet.
Da jeg langt om længe var udenfor den aktuelle rapid og fik hovedet over vandet, kunne jeg se, at jeg var 80-100 meter fra det sted, hvor vi flippede med båden. Gudskelov lå der en "redningskajak" få meter fra mig, som jeg hægtede mig på, og som sejlede mig hen til "årebåden" (et fristed når man er faldet i baljen). Kort tid efter mig blev Carsten hevet ombord, og sjældent har jeg set frygten så tydeligt malet i ansigtet på en person - det var slet ikke nødvendigt at spørge ham om hans oplevelse svarede til min, det var tydeligt at den havde! Temmelig rystede - og en god portion erfaring rigere - blev Carsten og jeg overført til vores egen båd igen.
De næste rapids var heldigvis ikke så vilde, og vi genvandt gradvist modet. De rapids vi herefter passerede inden frokost, forløb nogenlunde planmæssigt - kun ved en enkelt rapid havde vi mandskab overbord, men ikke nær så dramatisk som ved G-punktet. Vores frokost blev indtaget på en lille ø, hvor alt var stillet frem i rigelige mængder da vi ankom. Humøret var højt hos alle, som havde deres oplevelser af turen at fortælle om. Efter frokost startede vi ud med ca. 45 minutters afslappende driven ned ad Nilen - en tur som en del af os tilbragte i Nilen flydende med vores redningsvest.
Den første rapid efter frokost var "the fall" - et lille vandfald på 8-10 meter, hvor successen var total. Vi passerede vandfaldet perfekt, og oplevede oven i købet at blive fanget af en lille strøm nedenfor vandfaldet, hvor båden stod stille midt i bruset - vi oplevede at surfe på the fall! Dvs. en situation, hvor bølgerne bruser foran båden, og vandfaldet bruser bag båden, uden at båden rør sig ud ad flækken - det var en helt fantastisk oplevelse, og alle i båden var oppe at stå og vifte med padlen mens vi råbte og skreg - Wow !!!
En lang række rapids fulgte resten af dagen, og for hver og en kunne jeg skrive en lang smøre. Det vil jeg imidlertid undlade (jeg tror at selskabet fik rigeligt af historier, da vi kom hjem til Spekes Camp), og afslutte med at fortælle om den sidste rapid, som "Rafting on the Nile" er berømt for - "The Bad Place".
The Bad Place ligger nedenfor et stykke af Nilen, som er så vildt, at selv de trænede raftere ikke tør kaste sig ud i det (personligt mener jeg nok, at "The Bad Place" burde høre til det førnævnte stykke, men af og til er mennesket ikke særligt klogt, undertegnede inkluderet!). Bådene blev hevet op ad vandet og båret frem til "The Bad Place". Herefter blev vi præsenteret for, hvad vi kunne vælge at udsætte os selv for, og det var herefter op til hver enkelt at beslutte, om han eller hun ønskede at tage udfordringen op. Alle i vores båd takkede ja, dog for mit eget vedkommende først efter meget grundig overvejelse. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg skide bange! Men når jeg så mig omkring, virkede alle andre ret rolige og fattede, så jeg valgte også at slå til.
Vi stod på kanten af Nilen og så den første båds tur i det vilde element. Den holdt et sted mellem 30 og 45 sekunder, hvorefter den lavede det vildeste flip, og ingen af mandskabet kunne ses. Båd nummer 2 lavede nøjagtigt samme nummer, og så var det pludselig vores tur. Båden blev bemandet og skubbet ud, mens vandet skummede omkring os. Ca. 5 meter fra vores "udsætning" gik det imidlertid allerede galt - båden ramte en klippe og blev fyldt med vand, mens folk fløj rundt i båden. Første katastrofe blev dog afværget, og vi fik igen tømt båden og kom på plads, og herefter startede kampen med "The Bad Place".
Vi padlede alle for fuld kraft ud i strømmen, mens båden hele tiden blev skubbet mod det forjættede hul. Pludselig ramte det os med fuld power, og vi blev ført flere meter op i luften, inden båden flippede. Alt var endnu en gang kaos, og vi fløj gennem luften, indtil vi ramte det våde element, hvor man virkeligt kunne mærke den stærke strøm. Vi fór af sted ned ad Nilen endnu engang, men for mit vedkommende med længere perioder med hovedet over vandet. Ca. 10 sekunder efter vores flip var det konstateret, at alle var igennem og over vandet, hvorefter en helt ubeskrivelig fornemmelse af succes strømmede gennem kroppen. For mit vedkommende kan man roligt tale om en adrenalinrus, idet hele kroppen summede og alle sanser var indstillet på maksimum.
Arrangementet blev afsluttet med en mindre barbeque med øl, hvorefter turen gik hjemad til Speaks Camp. Og selvom Mogens kun mener, at det var Carsten, Birthe og Jakob, som sad i baren til langt ud på natten, vil jeg diskret gøre opmærksom på, at jeg også var tilstede. Om dagen som helhed kan jeg kun sige, at det var en suveræn oplevelse, som jeg håber at få lejlighed til at gentage !!!
Mandag den 21. januar - Birthe
Fra Bujagali Falls nordpå mod Murchison Falls National Park
Mandag morgen bliver vi vækket af en velkendt stemme, Stevens, vores chauffør den første dag i Kampala og nu igen for de næste to ugers rejse rundt i Uganda.
Denne morgen er fantastisk smuk: I modsætning til i går står solen op over Nilen - et flot syn!
Dagens mål er en camp i det nordvestlige Uganda, tæt på Murchison Falls National Park. Første stop på ruten er dog hotel Red Chili i Kampala, hvor vi kan efterlade noget af det varme bjergtøj. Så efter morgenmaden kører vi tilbage ad Jinja Road mod Kampala.
På Red Chili organiserer vi en hurtig ompakning - og Jesper når lige at modtage en CD-ROM med billeder fra rafting-turen, inden vi kører. Efter Red Chili bliver der tid til et stop på en internet café, så vi kan sende et livstegn til venner og familie - og selvfølgelig til kollegaerne i SAS. Endelig, ved frokosttid, begiver vi os nordpå, klar til safari!
Frokosten bliver indkøbt i en landsby undervejs og skal fortæres i bilen: Kager og lækker frugt: Mini-bananer, ananas og passionsfrugter. Inden vi forlader landsbyen bliver der dog tid til lidt sight-seeing i byen. Per Allan, Carsten, Jakob og jeg går en tur gennem hovedgaden - det er i hvert fald den gade med flest butikker og værksteder. Vi har en hale af nysgerrige børn efter os, og Per Allan bliver dagens helt ved at uddele tyggegummi til børnene, der er ellevilde og råber og maser for at få mere. Tilliden, der er etableret gennem tyggegummiuddelingen, betyder også, at vi får lov til at fotografere dem.
Midt på eftermiddagen forlader vi den asfalterede vej for at fortsætte ad grusveje nordpå. 'Honeymoon is over', som Steven udtrykker det. Landskabet ændrer sig: Her er tørt og mange kaktus, som vi ikke har set hidtil. Og det er tilsyneladende et ideelt område til dyrkning af sukkerrør samt tobak og bomuld. Undervejs ser vi flere flokke af det meget karakteristiske langhornede kvæg.
Vi når efterhånden den sidste større by inden nationalparken, Masindi, hvor vi skal foretage de sidste indkøb. Da vi når frem til campen ved Budongo Forest, skal indkøbet fra markedet i Masindi dog suppleres med lokale indkøb: En kylling, øl og vand.
Steven, George, Jakob og jeg kører mod den nærmeste landsby, Biiso. Undervejs stopper vi ved flere hytter for at spørge, om vi kan købe en 'kuku', en kylling - dog uden held. Heldigvis finder vi både øl, vand, æg og kylling (levende selvfølgelig - den skal slagtes hjemme i campen) i Biiso. Indkøb og forhandlinger tager lidt tid, så mens Steven og George handler, bliver Jakob og jeg studeret af landsbyboerne. Og vi når at få et indtryk af livet i sådan et lille samfund: Dagen foregår med arbejde i hjemmet eller marken, og aftenen tilbringes - for mændenes vedkommende i hvert fald - på 'torvet' i selskab med lokalbrygget øl - en relativt stærk sag ifølge Jakob, der af høflighed måtte smage. Øllets indvirken betyder dog, at det er lidt svært at forstå, hvad de med stor iver prøver at fortælle os - men smile og nikke kan man jo altid …
Og endnu engang oplever vi børnenes åbenlyse nysgerrighed over for Mzungu. Jeg bliver sågar bedt om at røre ved et par børn. Faren forklarer, at de står og beundrer mig, og at jeg ville gøre dem meget glade, hvis jeg ville røre ved dem. Og det vil jeg selvfølgelig, og lægger en hånd på deres skuldre. En lidt bizar oplevelse …
Tilbage i campen indtager Steven rollen som 'chef' og skal stå for tilberedelsen af aftensmaden. Typisk for ham har han dog allieret sig med to lokale piger, der normalt er chimpanse-guider, men i aften skal hjælpe med maden. Dagens indkøb udgør et prægtigt måltid: Grillet kylling med kartofler, kasavarod og ratatouille samt frugt til dessert. Under middagen bliver vi underholdt af skovens underlige og spændende lyde - da vi endelig får slukket for Stevens radio!
Tirsdag den 22. januar - Jakob
Biiso/Forest Busengiro til Murchison Falls/Paraa.
Så er det ved at være safaritid. "Safari" er i øvrigt swahili og betyder "rejse". Det tegner til at blive en flot dag med høj sol.
Desværre har det vist sig, at de suverænt langsomste til morgenklargøring er Birthe og jeg. Det har selvfølgelig den helt klare fordel, at morgenmaden er klar, når vi står op. Og denne dag var ingen udtagelse.
I dag bestod den i øvrigt meget varierede morgenmad af forskellige frugter (vandmelon, passionsfrugter og mango) og den havregrød de fleste vist efterhånden havde ønsket glemt i bjergene. Frugterne smager fantastisk… Passionsfrugterne er cirka 3 gange så store som dem man normalt kan købe i ISO eller Føtex. De har selvfølgelig heller ikke være modnet i et containerskib på vej til Danmark.
Da alle troede morgenmaden var overstået, diskede mesteren for de øvrige anretninger, vores alsidige chauffør Steven, op med et par kolde kassava fra dagen før samt en lokal specialitet. En melbaseret vælling baseret på, ja, mel… og vand og salt. Som prikken over i'et, var vællingen blevet tilsat et par håndfulde havregryn. Tja, det smagte som forventet.
Med morgenmaden overstået kunne vi endelig begive os af sted til en ny dags oplevelser. Første stop blev i Biiso, hvor vi skulle returnere en æggebakke (en mangelvare) og en tom ølkasse. Vi kunne ikke få øje på vore fordrukne venner fra i går. Deres daværende tilstand taget i betragtning er det vel meget forståelig, hvis de ville foretrække en horisontal stilling i et mørkt rum.
Et par landsbyer senere skulle vi proviantere. Det var på afstand let at se, at landsbyen vi befandt os ved, gav gode indkøbsmuligheder, for fra alle hjørner strømmede folk til med salgsklare varer på hovedet. Der findes ikke et centralt indkøbssted, hvor man kan få alle varer, hvorfor det kan være nødvendigt at piske landsbyen rundt for at få udfyldt indkøbslisten. Men vi fik da købt lidt vand og andre fornødenheder. Vi købte bl.a. et sukkerrør. Man skærer det i mindre stykker og skræller det yderste lag af, hvorefter man så kan bide "velsmagende" stykker af. Lidt ensformig smag, men sjovt at prøve.
Ved udkanten af landsbyen fik Steven et "lead" på et par kyllinger, så han strøg af sted med en lokal knægt og returnerede ti minutter senere med to stk. kyllinger. Bagagepladsen bag i bilen, der dagen forinden netop var blevet brugt til fjerkrætransport, var tæt pakket med rygsække og andet rejsegrej, så de stakkels kræ blev surret fast på tagbagagebæreren. Allerede her blev de (selvmodsigende) skandinaviske idealer om dyrevelfærd udfordret. Men ingen kunne på det tidspunkt vide, hvad de to dødsdømte fugle skulle gennemleve på "death row", før de fik deres dom eksekveret.
Vi kunne, med de to rædselsslagne høns på taget, begive os af sted mod Murchison Falls National Park. Snart ændrede landskabet sig til savanne. Og vi befandt os i rebelland. Sidste år blev 12 turister dræbt ved Murchison Falls, men vi var blevet beroliget af forsikringer om øget sikkerhed.
Kilometervis af savanne var blevet brændt af. Min første tanke var, at det måtte være gjort for at klargøre jorden til afgrøder (vi var endnu ikke i nationalparken), men senere fik jeg at vide, at de skyldige var jægere, der brændte det lange græs af (sammen med alt, der måtte være fanget i infernoet af ild og røg) for bedre at kunne se byttet. Nu er jeg ikke selv jæger, så min kommentar kan skyldes uvidenhed overfor skik og brug i denne hobby, men jeg syntes det var unfair svineri. Måske er det forkert, at jeg sammenligner med hobbyjægere. Hvis familien sulter og vildtet, der kan redde børnene, ikke vil findes… Tja… Vi kan vel ikke for alvor sætte os ind i situationen. Jeg skal undlade at bruge mere tid herpå.
Ankomsten til nationalparken og Paraa Camp sker kort inden frokost, der indtages på stedet.
Campsite består af et antal hytter, en bar/restaurant og sublime sanitære faciliteter: Brusebad (koldt) og siddetoilet!
Hønsene, der ulovligt var blevet indført i nationalparken, blev bundet udenfor de tildelte hytter og fik lidt vand. Desværre så det ud til, at en af dem havde brækket benet under den ublide transport fra landsbyen. Vores idealer om dyrevelfærd fik sig endnu engang et slag. Vi "trøstede" os med de forhold, deres artsfæller må leve under i Danmark.
Første egentlige safari foregår fra båd op mod Murchison Falls på den nærliggende Nil. Et udmærket fartøj med soltag, hvorfra man har et godt udsyn over flodens dyr. Perfekt til lidt middagssol. Det første dyr, der dukker op, er flodhesten, tæt forfulgt af et par imponerende krokodiller. Lidt senere spottes en enlig hanelefant, der er nede for at drikke og vaske sig i floden. Endelig ses en hel gruppe elefanter. For at fuldføre listen skal jeg lige nævne et par flotte fugle, hjorte og bøfler. Båden vender lige før det imponerende Murchison Fall, hvor den store flod presses gennem en få meter bred passage, et fantastisk syn. Carsten udbrød: "Where did Murchison fall?" På tilbagevejen var nyhedsværdien ikke så stor, så vi passerede dyrene i fuld fart.
Det blev lige til et par timers hygge ved baren inden vi skulle spise. Kylling… Og der manglede en af vores… Den var nok løbet bort. Meget mystisk. Det smagte nu meget godt ...
Dagens strabadser satte sig på deltagerne, men et par timers samvær blev det da til, inden kursen gik mod de cirka 30 grader varme hytter og en søvnløs nat, der for de flestes vedkommende kom til at gå med fortvivlede rotationer under moskitonettene.
Onsdag den 23. januar - Jesper
Murchison Falls dag 2 - Gamedrive og vandfald
Dag 2 ved Murchison Falls startede lidt kaotisk kl 6.10, hvor alle stod op, for rundt, pakkede rygsæk og pakkede bil. Turen står på game drive, badeferie og overnatning på en camp ovenfor vandfaldet.
Efter at bilen var pakket, hastede vi til færgelejet, hvor vi skulle nå en færge til dyreparken kl. 7.00. Efter almindelig afrikansk standard kom færgen og lagde til kl 7.10, og vi kørte ombord. Ved indgangen til dyreparken samlede vi vores guide op (David), som også var vores guide i går på bådsafarien på Nilen, og så var vi klar til safari.
Carsten og George sad på taget af bilen det første stykke af turen, hvilket indebar en risiko for skader, som jeg ikke tror at Europæiske har indregnet i sine præmier. Steven (vores chauffør) lagde ud med 50-60 km/t i parken, med det resultat, at begge på taget fløj rundt sammen med støv og bagage. Efter en del sure bemærkninger lykkedes det dog at få Steven til at sætte farten ned i op til ti minutter ad gangen. Tilbage til safarien: Vi havde kun kørt i små ti minutter, da den første flok "bambier" sprang omkring på begge sider af bilen. Kameraerne knipsede, og de første billeder var i hus.
Kort tid efter kom vi til den første gruppe giraffer, som stod og græssede på træerne, og kameraerne knipsede igen. Det endegyldige mål var at finde en gruppe løver, som rangeren havde set dagen før; en løvinde med unger. Desværre lykkedes det ikke at finde løveflokken, men det blev til mange billeder af såvel "bambier" (findes i et utal af varianter med og uden horn) som giraffer. Efter en del kravlen rundt i bilen med kameraer osv. sluttede vores tur i dyreparken. Programmet bød herefter på morgenmad i bilen, hvorefter vi kørte til et super luksushotel med pool, hvor vi i øjeblikket ligger og daser i solen. Vi har netop bestilt en luksus frokost af dimensioner med 5-6 retter - det skal blive dejligt. I eftermiddag går turen videre i bil til kanten af Murchison Falls, hvor vi skal campere for natten.
Eftermiddagens program blev udskudt fra start med en færge kl. 14 til kl. 16, idet alle blev grebet af stemningen i de luksoriøse omgivelser. De to timer ekstra blev brugt i poolen, da det viste sig, at en del af barens udstyr var en volleyball. Mens vi fjollede rundt i vandet, nød Birthe og Per Allan den bagende sol fra hver sin solstol. Kl. 15.45 måtte vi med sorg tage afsked med poolen, da vi skulle nå færgen.
Under turen til færgen holdt vi en kort "pow-wow" på bagsædet, hvor det blev enstemmigt vedtaget, at vores kylling ikke skulle med på den videre tur. Kyllingen havde tilbragt hele dagen under en vaskebalje på taget af vores bil, mens vi nød vandet i poolen. Jeg tror at vi alle havde en lidt flov smag i munden over den behandling, som vi udsatte vore mad-kylling for (Steven - vores chauffør - tog det meget roligt, og det er i det hele taget en lidt lemfældig holdning folk hernede udviser ift. deres husdyr). Kyllingen blev overdraget til køkkenet på Camp Paraa, som sandsynligvis spiste den til aften. Men "out of sight - out of mind". Efter et kort stop i vores "gamle" Camp Paraa gik turen mod toppen af Murchison, hvor vi - som tidligere nævnt - skulle overnatte. Vi er netop ankommet og har lige set faldet heroppe fra. Hold da fast, hvor er det storslået! Aldrig har jeg set så meget vand fosse, skumme og bruse. Det er simpelthen utroligt.
Da vi jo forærede vores kylling væk, står menuen på vegetarmad. Det sædvandlige kaos med madlavningen er netop afsluttet, og vi skal lige straks spise.
Nu her efter aftensmaden går tiden med småsnakkeri samt dagbogeri for Jakobs og mit vedkommende.
Torsdag den 24. januar - Per Allan
Fra Murchinson Falls til Crater Lake, langt nede mod syd
Vi skal jo tidligt op i dag, og vækkeuret bipper klokken 5.45. Jeg har allerede ligget halvvågen en times tid med smertende hofter. Det går lidt bedre med ribbenet, men jeg kan stadig ikke ligge på ryggen og sove, så belastningen på hofterne er lidt voldsom.
Pakningen foregår hurtigt og effektivt, efterhånden er vi ved at være inde i rutinen. Temperaturen er behagelig her til morgen, og da vi næsten er færdige med pakkeriet bryder lyset frem. Som sædvanlig går der kun et par minutter fra mørke til lys, det er lige fascinerende hver gang.
Vi har kun været oppe en halv times tid, da Steven tænder bilens motor, som så åbenbart skulle stå og køre yderligere en halv times tid, hvis ikke vi havde grebet ind. Lidt i syv er bilen pakket og vi begiver os ud på første etape af en temmeligt lang køretur, der gerne skulle føre os ned til Crater Lake Camp ved foden af de høje Ruwenzoribjerge, der danner grænsen til Congo. Jeg får lov at sidde foran på bilens mest bekvemme plads (men vel også den farligste), men man skal vel også have nogle privilegier som alderspræsident og halvinvalid.
Det er en smuk morgen. Hist og her ligger der endnu en smule dis, men snart viser solen sig som en stor rødlilla kugle mod øst. En smule dyreliv ser vi også på vejen. Først en flok skulende bøfler, der står og stirrer olmt efter bilen, som om de kunne finde på at sætte efter os med sekunders varsel. Lidt senere sidder der en flok bavianer på vejen, men de er lynhurtigt oppe i træerne, da vi kommer skrumplende. Og så ellers fugle af alle mulige slags. Nogle der ligner perlehøns, nogle store rovfugle og så de smukke farvestrålende isfugle med de kraftige blå og røde farver.
Efter en god times kørsel ankommer vi til Masindi, hvor Steven i øvrigt stammer fra, og han kender tydeligvis Gud og hvermand her på egnen. Først skal vi have benzin på bilen. Vi har stadig optimismen i behold og farer ind på servicestationen i håb om at erhverve en lille godbid i form af en yankébar eller lignende, men forgæves. Udvalget består mest af olie, bremseklodser og tændrør, spredt ud over nogle støvede hylder.
Videre til næste punkt på dagsordenen, nemlig besøg på en lægeklinik, så vi kan få en vurdering af de knopper, som Birthe og Jakob - og tildels også Jesper - har lidt af de sidste par dage. Klinikken ligger lidt nede ad en mudret sidevej med små lossepladser langs siderne, ikke lige det første sted man ville kigge efter en læge. Men Steven kender lægen, som sygeplejersken - eller hvad hun nu er - straks tilkalder på telefonen.
Mens 'patienterne' venter på lægen, slentrer vi andre op i byen. Jesper køber et par farvefilm, og lidt efter finder vi et posthus, hvor vi skynder os at proviantere frimærker til de postkort, som vi forventer at få købt senere (ikke just nogen dagligvare her til lands, hvor turiststrømmen er ret så begrænset). Postmanden er ikke enormt hurtig i øverste etage. For hver ny kunde må han slå op i bøgerne for at konstatere, at der skal 900 shilling på et postkort, og da jeg køber til ti postkort, må han have fat i en støvet regnemaskine, før han kan præsentere mig for det samlede beløb. Da vi endelig har fået afsluttet frimærkehandelen, dukker bilen med patienterne op. Som ventet - og håbet - lyder diagnosen på 'intet farligt' (som ikke kan fjernes med noget creme, der kan købes i nabohuset).
Sidste punkt her i Masindi er morgenmad, som indtages på et forholdsvis luksuriøst hotel i byens udkant. Scrambled/fried æg, toast, kaffe/te (med varm mælk), frugt, juice og hjemmelavet marmelade, guf! Til overflod er der nogenlunde civiliserede toiletforhold samt mulighed for at købe postkort (som dog er dyre og ikke specielt spændende).
Efter yderligere et par timers kørsel ad skrumplede og støvede grusveje når vi frem til en lille flække, der hedder Hoima. Her residerer 'kongen' over denne del af Uganda, og Steven kører straks op til hans residens. Vi kommer dog kun til gitterporten, hvor vi får oplyst, at kongen ikke er hjemme. Til gengæld køber Steven en lille pose 'kongelige' kaffebønner, som vi pligtskyldigt sidder og tygger på de næste minutter. Vi gør et kort ophold i 'downtown Hoima', så vi kan få købt vand og andre fornødenheder, herunder en madras, så jeg måske omsider kan få en chance for at sove nogle hele og ubrudte nætter. Madrassen virker fast og gedigen og er forsynet med et smukt spraglet betræk, rent røverkøb for 150 kroner. Hertil kommer dog så yderligere 7,50 kroner for en sammenrulning og emballering i sort plastik, hvilket vist også er en meget god investering, de støvede veje taget i betragtning.
Videre mod Kagadi, hvor det er planen at spise frokost. Som sædvanlig kører Steven hurtigere og hurtigere, så bilen slingrer hen ad de små veje. I forbindelse med en lille strække-ben-pause forsøger George at forklare ham, at vi meget gerne ser en reduktion i hastigheden, hvilket bevirker, at han tilbagelægger den sidste halve snes kilometer i demonstrativ slow-motion.
Fremme i Kagadi finder Steven straks et lille ydmygt spisested, hvis første fortrin er en håndvask med rindende vand og sæbe - føj hvor er vi blevet støvede! Maden er en variation over det sædvanlige afrikanske tema, der hedder 'størst muligt antal kulhydrater pr. gram mad'. Nogle dampede grønne bananer, kold majsstivelsesgrød (bvadr), ris, en anelse spinat og - som prikken over i'et - en kødret, pikant serveret i en halvstor knaldrød plasticspand! En flok nysgerrige unger stimler sammen omkring os og stirrer, så deres kønne små øjne er ved at trille ud af hovederne. Første gang man tager kameraet frem flyver de væk til alle sider, men snart bliver de mere modige og stiller beredvilligt op til fotografering. Det er sjovt at være på forkant af turismen og opleve mennesker, der er positivt nysgerrige og hjertelige, det kan tidsnok blive spoleret, som jeg har oplevet det mange andre steder i verden. Regningen for den - i øvrigt udmærkede - frokost lyder på seks kroner pr. person, hvortil dog kommer et nogenlunde tilsvarende beløb for en 'Nile Special Beer' til at skylle det hele ned med.
Endelig begiver vi os ind på sidste etape. Det er efterhånden ved at være halvsent, og vi er fuldstændigt indklistrede i sved og støv. Klokken halv fem når vi byen Fort Portal, efter at have kørt en times tid i frodige og smukke bakkelandskaber, der er domineret af kæmpemæssige teplantager. Ifølge George's lille brochure skulle vores campingplads ligge 13 kilometer ude ad en grusvej, men det trækker i langdrag med at finde den. Sandsynligvis har de taget fejl af kilometer og miles, for først efter cirka tyve kilometer dukker den endelig op.
En lang rejsedag er til ende, og vi er alle godt trætte. Til gengæld ser det ud til at være et rigtigt dejligt sted, beliggende på en skråning ned til kratersøen. Vi vakler ned ad trappen til pladsens lille café/restaurant, hvor vi straks bestiller en runde kølige Nile.
Der går en times tid med at drikke øl og falde til ro ovenpå den hårde tur, hvorefter vi har en times dagslys tilbage til at sætte teltene op, gå i bad og evt. få vasket lidt tøj. Jeg fryder mig, da jeg pakker min nyindkøbte madras ud, men det er for intet at regne mod den fryd det er at stå under en bruser, selv om denne så kun indeholder koldt vand.
Maden serveres halv otte, nogenlunde samtidig med, at alle omegnens frøer bryder ud i en kakofoni af kvækken, klukken og klikken, et temmeligt anderledes og eksotisk lydbillede, som jeg dog godt kunne forestille mig, at man ville blive lidt træt af i længden
Her er en svag brise, der tilsyneladende holder myggene væk, og så er temperaturen et par grader lavere end vi er vant til, yderst behageligt. Maden består så nogenlunde af de sædvanlige komponenter, dog suppleret med en 'chicken curry' samt en udmærket grøntsagsblanding, alt i alt faktisk et fortræffeligt måltid.
Bagefter er der optræk til 'social hygge'. Kortene kommer frem til et slag 'hjerterfri', mens Jesper og jeg skriver dagbogsnotater. En radio står og udsender en irriterende larm, så jeg spørger den generte 'boy', om han gider at skrue ned for lyden. Hvortil han - indrømmet, ganske humoristisk - spørger: 'Do you mean the frogs'?
Første runde hjerterfri er slut, med Mogens som taber, hvorefter jeg overtager hans plads - og også taber. Vi sidder lidt endnu og hygger os over endnu en øl, og klokken tolv kan jeg ikke længere modstå tiltrækningen fra min nye madras.
Fredag den 25. januar - Mogens
Kibale National Park
Det er først på eftermiddagen, og et par stykker af os har lige nydt en god frokost her på campen, som hedder Crater Valley Kibale. Resten af holdet er kørt ind til Fort Portal for at spise frokost der og 'se på butikker'. Steven skulle alligevel derind for at få lavet lidt service på bilen. Det trænger den sikkert også til efter de sidste dages hårdhændede behandling på de til tider umulige jord- og grusveje. Håber også, han får tid til at gøre den lidt ren, især indvendig. Det røde afrikanske støv trænger ind alle vegne og lægger sig i et lag på interiør, passagerer og bagage.
Grunden til, at vi har gjort holdt her i området, er den nærliggende Kibale National Park, som mest er kendt for sine chimpanser. I formiddag har vi været på en tre timers vandring gennem parkens tætte regnskov. Ved parkens indgang blev vi delt i to grupper med hver sin ranger til at guide os. Der må kun være 3-4 personer i hver gruppe, så man ikke forstyrrer aberne for meget.
De første 'vilde dyr', vi så, var hærmyrer i titusindvis, som havde deres hovedfærdselsårer tværs over stierne, og det var også derfor, vi egentlig burde have haft lange bukser på. Den regel kendte vi bare ikke, så frygtløse, som vi jo er, tog vi turen i shorts og George endda i badesandaler. Jeg tror, at det eneste sted, hvor han indtil nu har haft andet en badesandaler på, var på Mount Elgon.
Der er en del forskellige aber i denne park, men det er chimpanserne, som de fleste vil se, så dem gik vi først efter. Vi fandt dem efter en lille times tid. En flok på 7-8 stykker sad i toppen af et af de høje træer. Det meste af tiden sad de stille og var meget svære at få øje på og næsten umulige at fotografere. Det er forbudt at bruge blitz i nærheden af dem. Ind imellem tog pokker ved dem, og hele flokken tog fat på en decideret råbe- og skrigekoncert, som de første par gange næsten virkede skræmmende. Mens rangeren forklarede os om chimpanserne og deres levevis, dirigerede han os rundt i skovbunden, så vi hele tiden havde det bedst mulige udsyn til de enkelte dyr. Men på rigtig 'skudhold' af dem kom vi ikke. Længere væk kunne vi høre andre chimpanser skrige op, og på et tidspunkt fik vi også et glimt af et par stykker, som kom løbende hen ad skovbunden. Vi sørgede for, at vi ikke kom til at stå direkte under chimpanserne, for 'what goes in, must come out'. Ind imellem indtrådte noget, der helst ikke skulle forveksles med en lokal regnbyge.
Efter at have tilbragt en times tid hos chimpanserne, gik vi en længere omvej hjemad, hvor vi bl.a. så nogle eksemplarer af den rødhalede abe, en mindre og mere adræt abe, der sprang rundt højt oppe. Derud over fik vi en masse interessante forklaringer om mange af de træer og planter, vi så i skoven. Vi så afrikanske stinktræer, hvis ved og harpiks stinker så meget, at man ikke kan bruge det til brænde. Vi så også vilde ris og vilde kaffeplanter. Så var der selvfølgelig også de karakteristiske meget høje træer, hvis rødder er formet som store lodrette plader, der holder træet oprejst i det forholdsvis tynde jordlag. Chimpanserne banker på disse plader og signalerer på den måde til hinanden over lange afstande med dybe bum-bum-lyde.
Mange af skovens planter er gennem tusinder af år blevet brugt af befolkningen til praktiske eller medicinske formål. Nogle blade er så ru på bagsiden, at de kan bruges som sandpapir. Nogle planter har så farverige og hårde bær, at de blev brugt som perler før plastikalderen indtrådte. Der var også en speciel plante, hvis blade smagte af lemon. Rødderne siges at have samme virkning som viagra, og bliver derfor brugt som sådan. Nogle planters blade kan tygges, hvorefter ens spyt kan bruges til at hele sår med. Jeg fandt stenen fra en frugt i skovbunden og fik forklaret, at skovelefanterne, som også findes her i parken, holder af at spise den, og at de bliver berusede af den. En af parkens rangere prøvede en gang med en hel frugt i en grødret, og han var fuld i to dage! Aberne i skoven har også lært sig at benytte sig af planternes medicinske virkning. Bl.a. virker nogle af planterne mod 'ondt i maven'. Rangeren forklarede, at chimpanserne også får aids ligesom mennesker, men de dør ikke af det. Da dna-undersøgelser viser, at chimpanser og mennesker rent genetisk er '98% ens', kan chimpansernes modstandskraft måske skyldes nogle bestemte planter, som de spiser. Og hvis det forholder sig sådan, er kunsten jo bare at finde frem til disse planter. Mon der også er en plante, der kan kurere 'ond i nakken'? Jeg tror, vi alle var temmelig stive i nakken efter 2-3 timers stirren næsten lodret op i luften. Alt i alt en interessant formiddagstur.
Rangeren bemærkede skriget fra en bestemt fugl, som normalt annoncerer, at det bliver regnvejr, og nu klokken halv fire ser det ud til, at han får ret. Vi sidder på campens terrasse og kikker ud over kratersøen. Søen er omkranset af nogle lave bjerge, og skyerne hænger tungt og det lyner og tordner. På søen padler lokale fiskere og pelikaner rundt side om side og venter på fangst. Alt sammen meget dramatisk og stemningsfuldt. Da uvejret truer, har jeg lige været oppe ved lejrpladsen for at redde mit og de andres vasketøj (i nævnte rækkefølge naturligvis).
Der er lige kommet et par franske turister til campen her, men ud over det, er der en utrolig stille og næsten doven stemning. Det har faktisk været kendetegnende for de camps og øvrige turiststeder, hvor vi har været indtil nu. Det virker som om, at kun en tiendedel af turistkapaciteten udnyttes i øjeblikket.
Ved 18-tiden var vores udsendte tilbage fra byen. De ankom i en nyvasket og rengjort bil. Lækkert! De har købt ind til en sundowner, og nu sidder vi på terrassen og drikker gin og tonic, mens snakken går. I takt med at mørket sænker sig går frøerne i søen i gang med deres højlydte kvækken, som blander sig med cikadernes sang. Aftensmaden leveres igen af campens køkken og ligner den i går, dog med små variationer. Efter maden bestiller vi en omgang Nile Special, og kortene kommer igen på bordet. Jeg vælger at sidde over for at koncentrere mig om denne dagbog, og undgår formentlig derved at indkassere samme nederlag som i aftes.
George har netop annonceret morgendagens program. Det bliver en let dag. Vi skal nå Queen Elisabeth National Park, som er et naturligt stop på vej mod Bwindi, hvor vi forhåbentlig skal se gorillaer. Ifølge mit kort bliver det i morgen, at vi passerer ækvator. Vi har nu været i Uganda i små to uger, og hvis den sidste uge forløber på samme måde med oplevelser i stil med dem, vi har haft indtil nu, ender det med at blive en rigtig god Ugandatur. Derefter kommer ugen på Zanzibar, men det bliver jo en ganske anden form for ferie, formoder jeg.
Ved redaktionens slutning (kl. 23.30) er det lidt usikkert, hvem der står til at vinde dagens hjerterfri, men indtil nu ligner Jesper en taber.
Lørdag den 26. januar - Birthe
Fra Crater Valley Kibale til Queen Elisabeth National Park
I dag får vi endelig lov til at sove længe - helt til kl. 7.00. Efter morgenmaden (med tørt brød, der ikke ristes) og pakning kører vi kort før kl. 9.00. Første stop på turen er markedet i Fort Portal.
Vi tilbringer formiddagen i bilen sydpå - vi sover og læser og studerer vejens omgivelser og højst interessante beskaffenhed undervejs - det bliver en 'bumpy ride', men vi har vist alle vænnet os til bilens bevægelser og sejler med …
Ved middagstid ankommer vi til Queen Elisabeth National Park. Rangeren, vi møder ved indkørslen til parken, foreslår, at vi straks begiver os afsted på safari - en beslutning, vi ikke fortryder trods begyndende sult og køretræthed - vi ser nemlig løver!
Rangeren leder os først til to ungløver (3-4 år gamle), der synes at være på vej tilbage til flokken. Og vi får de første billeder i kassen efter lidt skubben og masen i soltaget. Vi følger de to løver fra bilen og kan imens iagttage slettens øvrige dyr: De er meget årvågne, for de kan selvfølgelig se eller lugte løvernes tilstedeværelse og véd, at de hvert øjeblik kan være i fare. 'One of them has to die today', som Steven siger, og han har jo ret - løvernes sult skal stilles. Mens vi følger ungløverne, råber Jesper pludselig 'stop' - han har observeret to voksne løver i et kaktusbuskads tæt på bilen. De ligger og hviler sig i eftermiddagsheden. Rangeren mener, at den ene er syg, og den ser faktisk også mere end almindeligt katte-træt ud. Efter endnu nogle minutters kørsel finder vi yderligere tre løver i et krat, deriblandt parkens ældste han, Abraham. De ligger også og hviler sig og er ret uinteresserede i bilen og os. Vi kan så passende knipse endnu et par billeder og lade os imponere over dette fantastiske dyr: En brutal jæger, men også bare en stor, magelig kat …
Da vi forlader løverne, oplever vi en bukkekamp - en yngre han har tilsyneladende forsøgt at tilkæmpe sig et større territorium, men han taber ret hurtigt kampen mod den erfarne ældre han og må trække sig tilbage.
Inden løverne havde vi dog en anden stor oplevelser: Elefanter. Rangeren leder os hen til en stor flok på 10-15 elefanter - deriblandt en diende unge. Efter at have betragtet flokken i et stykke tid - i tavs beundring - får vi - det vil sige os passagerer minus Steven og rangeren - øje på en stor hanelefant bag et krat få meter til højre for bilen. Vi råber alle 'go, go, go' for at komme op foran krattet og komme helt tæt på den imponerende han. Da vi kommer op foran krattet ser elefanthannen os og bliver meget aggressiv. Han er tydeligvis skræmt - han slår med de imponerende ører, og tager et par - i vores øjne - meget truende skridt frem mod bilen. Steven sætter hurtigt bilen i bak-gear, og vi undslipper elefanten, der langsomt lunter tilbage til flokken. Efter safarien er Steven lidt oprørt, ikke mindst da han forstår, at vi alle havde set elefanten, da vi bad ham køre fremad. Han syntes, at vi havde været heldige, idet vi havde opdaget hannen og var sluppet væk så hurtigt! Ja, de ivrige og naive Mzungu-byboere har altså stadig noget at lære om dyreliv og -temperament - noget man ikke lærer på Discovery og National Geographic …
Vi spiser frokost i en restaurant tæt på campen. Vi spiser 'det sædvanlige' (kød, fisk, kylling, ris, kartofler, chips, kasava, posho, bønner, spinat og ikke mindst tomat- og chilisovs samt banan og ananas til dessert) på plænen bag restauranten med en fantastisk udsigt over den cirka 30 kilometer lange kanal, der forbinder Lake Albert og Lake George. Vi kan se en flok elefanter og flere grupper af flodheste på den anden bred.
Vi har dog også dyr i 'baghaven', viser det sig: Vortesvin lever tilsyneladende frit som husdyr omkring campen, restauranten og det nærliggende luksushotel, og de kommer næsten helt hen til bordet for at tigge lidt godbidder. Tilsyneladende står bananskræller i høj kurs! Og Jesper får en lille kammerat: Steven finder en kamæleon i et træ, og den lille fyr bliver placeret rundt omkring på bordet, så vi kan opleve dens farveskift. Til sidst forbarmer Jesper sig dog, og sætter ham tilbage i træet igen.
Efter frokosten kører vi til campen, hvor vi hurtigt slår teltene op. Udsigten til en ægte sundowner (solen skinner nemlig svagt gennem skyerne i dag) på luksushotellets plæne er nemlig gulerod. Ikke mindst Per Allan har brug for opmuntring - han har nemlig opdaget, at han har mistet sin madras under dagens kørsel.
Men efter en times tid i solnedgangen, i hotellets bløde stole og med en øl i hånden, er vi alle opmuntrede. Vi er også alle i stiveste puds for at være sikre på at slippe forbi portvagten: D'herrer Jesper, Carsten og George i nyindkøbte farvestrålende skjorter og vi andre i det tætteste, vi kommer 'pænt tøj'. Svært, når man har levet primitivt i to uger - og stadig er en smule forfængelig!
Vi spiser middag på den samme restaurant, som vi spiste frokost: En avanceret fish'n chips, hel-grillet Talapia med chips, aubergine- og avocadosalater.
Efter middagen vender George, Jesper, Carsten, Jakob og jeg tilbage til hotellet for at drikke en night cap - øl, selvfølgelig. Per Allan og Mogens går tilbage til teltene.
Inden vi lægger os til at sove den nat, tænker vi vist alle på, om vortesvin og flodheste vil forstyrre vores nattesøvn … vortesvinene færdes tydeligvis normalt på pladsen, og vi kan høre flodhestenes brøl 100 meter fra lejren, nede i vandkanten.
Søndag den 27. januar - Jakob
Queen Elisabeth National Park - Bwindi National Park
Kan en dag starte dårligere? Vi blev vækket kl. 05.45. En time før beregnet. Steven havde vist fået indstillet vækkeuret lidt forkert. Nå, men så kunne Birthe og jeg da for en gangs skyld være færdige til at tage afsted samtidig med de andre.
Dagen før besluttede vi os for at indtage morgenmaden på det nærliggende superhotel. En beslutning vi ikke fortrød. Vist var maden dyrere end havregrød og kasava-vælling, men også tusindfold bedre. Juice, ost, friskt brød osv. Det lyder som et almindeligt søndagsmorgenbord, men for os var det denne morgen himlen på jorden. Jeg tror aldrig en morgenmad kan blive så god igen.
Vi begav os af sted mod Bwindi på fulde maver af en mere og mere interessant vej. Dels var vejens beskaffenhed uset dårlig, og dels bød ruten på indtil flere baviankolonier, der havde vejen som tilholdssted. Vejens tilstand gjorde jo også, at de dårligt kunne blive overrasket af en bil i rasende fart!
Vores chauffør kunne i øvrigt fortælle os, at der - i det distrikt vi befandt os - sidste år var foretaget ca. 1.000 menneskeafbrændinger! Eksempelvis læste vi for et par dage siden en ellers uanseelig notits i en avis, der fortalte historien om et par, der var blevet afbrændt, fordi de angiveligt udøvede "heksekunst". Om tallet 1.000 skal tages for pålydende, eller der skal trækkes lidt fra, vil jeg ikke afgøre, men det fortæller lidt om Uganda. Europa i den sorte middelalder…
Som vejen blev stadigt ringere, gik vejret heldigvis den anden vej. Morgenen havde været temmelig grå, men nu så det faktisk ud til, at vi kunne få et par timers tiltrængt eftermiddagssol.
Omkring middag ankom vi til Bwindi National Park og fandt hurtigt derefter vores campsite.
Der var en aldeles spektakulær udsigt over regnskoven
Med den fantastiske regnskov i baggrunden kunne vi indtage en frokost, der på ingen måder kunne stå mål med morgenmaden. Lad os lade det blive ved det! Vi var jo alligevel ikke så sultne…
Den betagende regnskov lokker ikke kun med udsigten til et møde med de fantastiske bjerggorillaer. Stedet er tillige et paradis for ornitologer, hvad vi erfarede, da stedet pludselig blev oversvømmet af en flok svenskere med stor passion for fjerkræ. De kunne berette, at skoven indeholdt cirka 350 fuglearter. En del flere end der findes i hele Skandinavien. Fascinerende …
Solen bagede ned, som den jo har for vane på disse kanter, og vi skulle jo snart vise os frem på Zanzibars strande, så vi måtte lige have en time eller to i "ovnen". Resten af eftermiddagen blev fordrevet med en gåtur i landsbyen og et varmt brusebad. Se, det var fantastisk.
Efter en forholdsvis begivenhedsløs aftensmad blev der gjort et kort og forgæves forsøg på at finde lidt liv og underholdning. Eneste underholdning var, da en af de svenske ornitologer, meget grafisk, forsøgte at beskrive en bestemt fugls spisevaner.
Efterskrift:
Jeg havde fra starten den opfattelse, at den tragiske episode med de tolv dræbte turister foregik ved Murchison Falls National Park, hvor vi befandt os en uge før. Denne dag blev vi imidlertid overbevist om, at det var foregået ved den Nationalpark, der var dagens mål og de næste par dages tilholdssted, Bwindi National Park. Det viste sig, da vi kom hjem til Danmark, at vores første opfattelse havde været korrekt. Overfaldet var sket ved Murchison Falls National Park, længere mod nord.
Mandag den 28. januar - Jesper
Besøg hos bjerggorillaerne
Så kom dagen over alle dage, højdepunktet for turen; vi skulle besøge bjerggorillaerne. Alle var spændte, bortset fra Carsten, som hellere ville bruge de 250 $ på noget andet (f.eks. big game fishing på Zanzibar). Carstens første opgave for dagen var derfor at forsøge at få solgt sin tilladelse til at besøge gorillaerne. Når man umiddelbart tænker over det, så burde det være en smal sag at "komme af med" tilladelsen, idet kun tolv personer dagligt lukkes ind i området. Omvendt ligger Camp Bwindi i kort afstand fra verdens ende (i hvert fald hvis man skal bedømme det ud fra vejforholdene), så det er ikke stedet man bare lige tager til. Hvorom alting var, så havde Carsten kun forsøgt sig i ca. ti minutter, da han kom tilbage med den nye Carsten, som skulle med ind i parken. Den nye Carsten hed Sebastian og var fra Holland, og han havde taget chancen (vi sidder pt. på Overland Camp ved Lake Bunyonyi, og det spændende er så, om Sebastian kommer hertil med de 250 $ til Carsten).
Efter morgenmaden og endnu en smuk morgen i Camp Bwindi, blev vi delt op i to grupper, som skulle besøge hver sin gruppe gorillaer. Vi fik de nødvendige instruktioner og formaninger, og så var det af sted. Jeg troede, at vandringen var slut efter turen på Mt. Elgon - oh ak oh ve, sådan skulle det ikke være! Første del af turen foregik nu meget fint på grusvej (en lille times tid), men så var fornøjelsesdelen af turen også slut! Vi blev ledt ind i junglen, hvor resten af turen foregik i rent vildnis uden stier eller noget som kunne minde om stier. Forrest gik to gutter med hver sin machete og huggede vildt omring sig for at danne den sti, vi skulle gå ad. Jeg ved ikke helt, hvor jeg havde fået ideen fra, men jeg havde en forventning om, at dette ville være en lille let tur på stier, men nej! Vi vadede rundt i junglen i en god times tid som en anden flok forvirrede høns, uden begreb om, hvor vi var henne.
Pludselig var de der! Guiden pegede ind i en busk, hvor en mor sad og spiste, mens en unge legede ved siden af. Måske var det af hensyn til publikum, at de kort efter kravlede op i et træ? Alle i vores gruppe kravlede rundt med kameraerne for at få billeder - måske ud fra en frygt for, at dette var de eneste bjerggorillaer, vi ville komme til at se - DET VAR DET IKKE! Guiden og trackerne førte os videre ind i junglen, hvor vi stødte på den ene gorilla efter den anden, og det ene spektakulære sceneri efter det andet. Det virkede i perioder som om det var os, der drev gorillaerne rundt!
Efter 30-45 minutter var hele gruppen tilsyneladende kommet foran silverbacken, som sad øverst i et træ, og han besluttede sig for, at nu ville han blande sig. Han rutshede ned ad træet med en infernalsk larm og med grene springende til højre og venstre, og blandede sig så herefter med resten af flokken (det er utroligt så meget større silverbacken er end de andre gorillaer i gruppen!). Gorillagruppen holdt en kort pause, mens de krydsede et lille vandløb, hvor det var muligt at se alle fem unger i flokken - de er dog de mest fascinerende dyr! Tiden med gorillaerne var slut, og tilbageturen startede gennem junglen endnu engang. Tidsfornemmelsen var fuldstændigt forsvundet, og det var først på tilbageturen det gik op for os, at vi var 2-2½ times vandring fra vores camp.
Efter en hård hjemtur samledes vi i campen kl. 13.30, hvor det gudskelov viste sig, at alle havde haft en fantastisk oplevelse. Rygsækkene og bilen blev pakket igen, og turen gik videre mod Lake Bunyonyi, som var næste campsite. Vi skulle køre ca. 140-150 km ad de "sædvanlige" helt umulige veje. Turen løb gennem de mest fantastiske bjerglandsbyer ad små snørklede bjergveje (jeg må desværre indrømme, at jeg faldt i søvn, og derfor gik glip af en del af turen).
Til aften ankom vi til Overland Camp, hvor vi alle blev checket ind i små hyggelige hytter med rigtige senge !!! Campen er skøn og ligger helt ned til søen, ligesom stedet har en lille bar/restaurant med udsigt over søen. Til vores alle sammens store glæde havde stedet faktisk et menukort, som vi hver især kunne vælge fra, lige hvad vi havde lyst til - ingen matoka osv. serveret i gulvspand og hvad vi ellers havde været udsat for de seneste par uger. Vi spiste en skøn middag, og en del af os sluttede dagen af med en Mützig (en meget stor øl fra Rwanda / 1 liter) foran pejsen.
Tirsdag den 29. januar - Per Allan
Afslapning ved Bunyonyi Llake
Sov seks timer i træk, på ryggen, hvilken pragtfuld fornemmelse. Ikke at mine kvæstelser er ovre endnu, men det går da - langsomt - den rigtige vej, og så hjælper det unægtelig med en ordentlig seng i stedet for et liggeunderlag på et hårdt og ujævnt underlag i et telt.
En nat med masser af drømme, som altid når jeg rejser. Sjovt nok indgik der hverken gorillaer eller andre dyr, hvilket man ellers godt kunne have forventet efter gårsdagens fantastiske gorilla-oplevelse. I det hele taget en dejlig dag, med en fire timer lang køretur gennem de mest underskønne bjerglandskaber, hvorefter vi - netop i tide til en 'sundowner' - ankom til Bunyonyi Overland Camp ved bredden af den pragtfulde Bunyonyi Lake i landets allersydvestligste hjørne, tæt på både Congo og Rwanda.
Som sagt en god lang nattesøvn, og intet hastværk med at komme op, specielt fordi formiddagen desværre viste sig at været diset og småkølig - vi havde ellers sat næsen op efter masser af solskin. Så der var masser af tid til morgenmad med påfølgende postkortskrivning, indtil solen endelig brød gennem skylaget hen ad frokosttid, hvor halvdelen af os nød de pragtfulde 'crayfish' (krebs) stegt i hvidløg. Herefter tid til diverse sol- og friluftsaktiviteter som en svømmetur i søen, lidt kanosejlads (imponerende stor udhulet træstamme), solbadning og volleyball på græsplænen ved søbredden. Personligt afstod jeg fra sidstnævnte, dels pga. mit ribben og dels fordi boldspil, og specielt de 'hånddrevne', ikke lige er min kop te. Så det blev i stedet til lidt ekstra soldyrkning og læsning på den lille platform nede ved søen.
Hen ad seks samles vi igen oppe i restauranten, omend der er tale om et lidt reduceret hold. Jakob skranter og har det småskidt, og Jesper har det rigtig dårligt.
En drink før middagen, der - for de flestes vedkommende - igen består af de små lækre friskfangede krebs. Aftenen er forbavsende kølig, og jeg må have fat i både lange bukser, skjorte og flis under det efterfølgende slag hjerterfri. Dette strækker sig til hen ad midnat, men så er det også slut for mit vedkommende, jeg må nok se i øjnene, at jeg aldrig bliver den store natteravn. Desuden ved jeg, at hvis jeg bliver oppe ret meget længere, så drikker jeg flere øl, hvilket uværgerligt fører til, at jeg skal op endnu flere end de sædvanlige to gange i nat (man bliver lidt fornuftig/kedelig, når man har passeret de halvtreds).
Og hermed slut på en dejlig slapperdag på et dejligt sted, hvor vi har besluttet at blive i morgen med, men det kan Mogens jo så få lov til at berette om.
Onsdag den 30. januar - Mogens
Endnu en slapperdag ved Lake Bunyonyi
Det burde være overkommeligt at være forfatter af dagens optegnelser. Det er anden afslapningsdag her på Overland Camp. Dagens program er det samme som i går, nemlig intet. Vi nyder livet og forsøger langsomt at vænne os til en anden slags 'civilisation'.
Vi mødes til morgenmad i restauranten ved 9-tiden. Det vil sige, der mangler to. Jesper og Jakob døjer stadig med maveproblemer. Jesper sover næsten konstant, og når han ikke sover, ligger han og hundefryser. Endnu er der ingen tegn på epedimi, da vi andre har det fint.
Vejret i dag er bedre end i går. Solskin fra morgenstunden, så der er mulighed for at få lidt farve inden Zanzibar. Birthe, Jakob, Carsten og jeg beslutter os for at leje et par kanoer for at sejle over til en nærliggende ø, hvor der skulle være en masse fugle. Hentede pagajer og redningsveste og afsted over søens vilde vover gik det. Det vil sige, Jakob og Birthe havde store vanskeligheder med at håndtere deres kano. De kæmpede bravt, men det blev mest til store cirkler hele kompasset rundt. Sig mig, hvor svært kan det være? Vi søgte nødhavn på en lille ø, og Jakob og jeg byttede plads. Nu var det Jakob og jeg, der havde problemer. I næste forsøg padlede jeg alene den drilske båd, og de andre tre den anden, men heller ikke dette hjalp. Min kano ville slet ikke lystre, så vi blev enige om, at det ikke havde noget med manglende evner at gøre, men en fejlkonstruktion i kanoen. Klokken var over 12, og solen bed i mine skuldre og lår, så jeg besluttede at vende om og humpe hjemad for halv kraft.
Jeg lagde mig en times tid på campens badebro og læste nogle kapitler i en af vores medbragte bøger. Efter endnu en times tid vendte Jakob, Birthe og Carsten tilbage. De havde ikke nået fugleøen, men var steget i land på en anden lille ø, som de havde udnævnt til at være deres egen private fugleø. Endnu en frokost blev indtaget. Det er efterhånden ved at være svært at sammensætte en menu, som man ikke har prøvet før. Overland Camps menukort er ikke det mest omfattende, vi har set.
Resten af eftermiddagen gik med postkortskrivning og volleyball. Aftensmaden bestod igen af crayfish plus diverse tilbehør. Vi flottede os og købte en flaske rødvin til 35 kr. Rødvin er måske et lidt stort ord i den forbindelse. Ifølge mærkaten var vinen lokal fra Kabale og fremstillet til kirkebrug, altså altervin, og vi måtte da også lade halvdelen af flasken stå.
Senere på aftenen blev der fyldt op af nye overlandturister, og stemningen blev lidt 'larmende'. Vi var alle trætte, og var indstillede på at gå tidligt i seng. Også Jakob og Jesper, der efterhånden har fået udsovet og er kommet ovenpå igen. I morgen bliver igen en hård dag. Vi har besluttet at droppe den overnatning, som vi havde planlagt til en af øerne ude i Victoriasøen i morgen aften. I stedet kører vi direkte til Kampala og tager en overnatning på Red Chili.
Torsdag 31. januar - Birthe
Fra Lake Bunyonyi til Kampala
I dag er en køredag: Vi skal fra Lake Bunyonyi til Kampala, en lang køretur på 7-8 timer.
Vi starter tidligt, og forlader campen allerede kl. 7.00. Efter et par timers kørsel ad de som sædvanligt kurvede og hullede veje, stopper vi i en by for at spise morgenmad.
Efter morgenmaden fortsætter vi mod Kampala. For at bryde slumre-tilstanden foreslår George, at vi spiller kort, og den ide er Jesper, Jakob og jer straks med på. Først må vi dog indkøbe et sæt spillekort, da de medbragte ligger nederst i den enorme bagagebunke bag i bilen. Steven stopper i en landsby ved vejen og køber et spil kort - de er papirstynde, uden coating og er 'made in Shanghai'. Til gengæld koster de 2,50 kr.! Vi tilbringer derefter et par timer med Hjerterfri og Whist. Jeg kan ikke huske resultatet …
Kl. 14.30 ankommer vi til Red Chili - et herligt gensyn ikke mindst med hundene Jimmy og 'Johnny', som jeg har døbt den navnløse hund. Efter en sen frokost fordyber vi os i de blade, der ligger i Red Chilis lounge - jeg finder blandt andet et gammelt Cosmopolitan! Det tætteste, vi kommer reel aktivitet den eftermiddag, er en ølflaske-leg. En leg, hvor det gælder om at placere en ølflaske længst væk fra fødderne/'målstregen' ved at gå ud på hænderne, der holder om to ølflasker. Såre enkelt, men lidt svært at beskrive! Og det er - ifølge Carsten og Jakob - en leg, hvor højde ikke spiller nogen rolle. Selvfølgelig gør den det! Jeg vinder heller ikke dette spil, men må gå derfra med en øm hage, fordi armene kollapser under mig …
Middagen er en udsøgt fornøjelse - vi får kød, grillet oksemørbrad, med chips og salat. Mørbraden er indkøbt i et lokalt slagteri samme eftermiddag af Steven og Jakob.
Efter middagen fordøjer vi de seneste tre ugers fantastiske oplevelser i Uganda over et par øl - og begynder så småt at forberede os på turen til Zanzibar.
Fredag den 1. februar - Jakob
Kampala til Entebbe
Turens ugandanesiske islæt er ved at være udløbet. Dagens mål er at få samlet alle stumper sammen og få dem (og os) fragtet til lufthavnen.
En rigtig dovnemorgen. Intet vækkeur, og da Birthe og jeg endelig fik øjne, var klokken ved at være ni. Mogens havde selvsagt været oppe længe og allerede fået sit morgenbad. En rigtig morgenmand. Det plejer jeg nu også selv at være, men det afrikanske tempo har efterhånden sat sig fast. Det kommer til at tage noget tid, før møder kan arrangeres kl. 09.00, uden det vil være forbundet med stor morgenpanik. At vi afslutter med en lille uge på Zanzibar, gør det bestemt ikke bedre.
Steven skulle hente George, der havde et møde på ambassaden ca. kl. 10.00. Mogens og Per Allan fik derved chancen for at få opklaret en hurtigt opstået tvivl omkring visumregler.
Vores flys ankomsttid i Nairobi gav os ca. syv timer inden næste forbindelse til Zanzibar. Den oprindelige plan gik up på, at vi skulle forlade lufthavnen for at bruge de mange timer inde i byen.
Desværre kræver Kenya nu visum af danske rejsende, og usikkerheden drejede sig om prisen for disse. Da de udsendte - Mogens og Per Allan - returnerede, kunne de fremvise udskrifter, der kun bragte større forvirring: Enkelt visum til $50, multi-entry til $100 (vi får ca. 24 timer i Nairobi på tilbagevejen) og transitvisum til $20. Enigheden blev at udsætte beslutningen til Nairobi.
Samlingen af bagage, der nu også indeholdt det, vi tidligere deponerede på Red Chili, var så omfattende, at der måtte flere tasker til, så Jesper, Birthe og jeg blev dirigeret hen til et lokalt marked, og med en smule held lykkedes det os at undgå at blive dræbt på vej dertil. To tasker blev indkøbt og kunne nu få sin plads i bagagen.
En dejlig afrikansk frokost (burger) senere blev regningen betalt, og det var tid til at tage afsked med Red Chili. Virkelig et hyggeligt sted, hvis vejen en dag skulle falde forbi Kampala.
De stakkels arbejdsramte kolleger i SAS, der oven i købet sikkert må leve med et-cifrede temperaturer, skulle jo lige have en hilsen, så vejen til Entebbe blev afbrudt af et besøg på Kampalas førende netcafé.
En halv times surfen senere tog vi afsked med Carsten, der skulle på "clubbing" med sin hollandske ven, Sebastian.
Efter endnu et stop - efter skjorter - tog Steven os ud på den sidste etape. Vi lagde Kampala bag os og ankom snart efter til Sophies Motel, hvor vi lige kunne nå lidt mad og fire timers søvn.
Steven blev meget rørt, da vi overrakte ham de drikkepenge og enkelte souvenirs, vi havde indsamlet. Faktisk var han så berørt, at han så hurtigt som hans høflighed bød ham, strøg tilbage til Kampala.
En herlig kold øl efterfulgt af det sidste måltid i Uganda, blev udgangspunktet for lidt Zanzibar-historier og de sidste par George-historier.
Jeg tror at alle - som jeg - tænkte på at liste tidligt i seng den aften… og på om vi så Carsten senere i lufthavnen.
Lørdag den 2. februar - Per Allan
Fra Uganda via Nairobi til Zanzibar
Allerede klokken halv tre blev vi vækket, efter en kort, men - i hvert fald for mit vedkommende - fast søvn. Der er lige tid til et hurtigt bad inden morgenmaden serveres ude i den mørke men milde nat. Afgang til lufthavnen klokken 3.30, en tur, der kun varer få minutter. Mens vi står og udfylder bagagemærkaterne, ankommer Carsten, der lige forsinker vores gruppe-check-in et kvarters tid, mens han - i øvrigt forgæves - forsøger at få fat i sine deponerede millitærbukser.
Det tager i øvrigt en pokkers tid, check-in altså, præcis en gentagelse af seancen i Kastrup for tre uger siden, hvor der også var store problemer, tilsyneladende pga. Carstens senere tilmelding til turen, hvilket har fået flyselskabernes computere til at tildele ham nogle data, der åbenbart er svære at 'parre' med de data, som vi andre fik.
Endelig slipper vi ind, og tre kvarter senere sidder vi i flyet på vej mod Nairobi. Vi er alle godt trætte og sidder og småblunder det meste af tiden. Hen mod slutningen kan de, der er vågne, betragte en spektakulær orange solopgang samt et temmeligt højt bjerg, som jeg bilder mig ind må være Mt. Kenya. Et øjeblik sidder jeg og lader tankerne flagre tilbage til vores fantastiske oplevelser på Mt. Kenya for lang tid siden, og kort efter tager hjulene landingsbanen i Nairobi International Airport.
Morgenen er forbavsende kølig, men himlen er næsten blå og sigtbarheden god. På grund af de ret store udgifter, der er forbundet med erhvervelse af et visum (tror vi, men senere viser det sig dog, at det ikke var helt så slemt) har vi valgt at tilbringe de 8-9 timers ventetid i lufthavnen, modsat den oprindelige plan, der gik ud på at tage en tur ind til Nairobi og deponere overskudsbagagen.
Med lidt lokal hjælp lykkes det mig at få telefonisk kontakt med det hotel, der havde lovet at hente os i lufthavnen. Jeg bekræfter vores overnatning på fredag, når vi kommer tilbage fra Zanzibar, og de bekræfter, at vi vil blive afhentet i lufthavnen - men lad os nu se.
Vi finder en 'vente-lounge' med et lille cafeteria samt borde, stole og bænke. George, der skal videre til Amsterdam klokken elleve, har travlt med at færdiggøre sin rapport vedrørende vores tur. Carsten finder en bænk og går ud som et lys, og vi andre går i gang med bøger og aviser.
Der kan ikke skrives mange sider om resten af formiddagen. Den sidste times tid gik med at se frem til, at restauranten på femte sal skulle åbne, så vi kunne få lidt 'luftforandring' samt noget fast føde (der i øvrigt ikke var særligt fremragende). Inden den tid var det lykkedes mig at pådrage alle tilstedeværendes undrende opmærksomhed, da jeg tog mig sammen til at gå over og slukke for et TV, der havde stået og larmet i timevis. Mange havde - forgæves - forsøgt at finde noget, der var værd at se på, men ingen havde tilsyneladende fået den originale idé at slukke for skidtet. Hvorfor mon det går skidt med Afrika?
Endelig - midt på eftermiddagen - får vi lov til at gå ud i flyet, der er en lille (20-30 personers) propelmaskine, hvilket har den fordel, at flyvehøjden er så tilpas lav, at vi kan se meget mere undervejs (til gengæld varer turen så næsten to timer).
Vi skuer ud over nogle vidtstrakte gråbrune sletter samt nogle høje bjerge, som må være Mt. Kilimanjaro og Mt. Meru. Kort efter er vi ude over det Indiske Ocean, og få minutter efter kan vi se Pemba og Zanzibar. Vi passerer lige vest om byen og kan tydeligt se landingsbanen mod syd, omgivet af en masse grønt.
Lige før landingen vælter store skyer af damp ind i maskinen. En højtalerstemme forklarer, at der ikke er noget galt, det er blot fordi luften hernede i jordhøjde har en meget høj fugtighedsgrad. Et øjeblik efter lander vi med et noget ublidt bump.
Formaliteterne er ret hurtigt overstået, og vi overraskes glædeligt over, at vi 'kun' skal af med tyve dollars for et visum, vi havde frygtet, at det var halvtreds. Hurtigt får vi udleveret bagagen, og det tager heller ikke lang tid at få etableret en aftale om en minibus ind til byen. Pris ti dollars i alt, det kan vel ikke siges at være urimeligt.
Det første indtryk af øen er, at her er meget grønt og meget frodigt. Der er næsten ingen biler på vejene, og de få der er, kører - i grel modsætning til forholdene i Uganda - i et yderst moderat tempo.
Vi har haft lidt svært ved at enes om hotelvalg, både fsv. angår prisniveau og strategi for udvælgelse. Efter lidt 'shopperi' ender vi på et temmeligt luksuriøst hotel, hvor vi må af med tres dollars for et dobbeltværelse, men så er værelserne, der nærmest må karakteriseres som lejligheder, til gengæld også kæmpestore med soveværelse, opholdsstue med TV og lænestole, balkon, stort badeværelse - og aircondition. Det er næsten mere luksus end vi kan nå at gøre brug af i løbet af en enkelt overnatning.
Vi aftaler at mødes klokken syv på hotellets 'Roof Top Bar' til en 'sundowner'. På det tidspunkt er solen dog gået ned, og udsigten til havet er erstattet af nærliggende tage og spir samt nogle lys i det fjerne. Pragtfuldt sted med en mild aftenbrise, idyllen spoleres kun af det uundgåelige TV, der - som de fleste andre steder - står konstant og kværner med ligegyldige sports- og nyhedsudsendelser. Og hvis man endelig slipper for TV'et, så er det som regel fordi der i stedet er et larmende musikanlæg. Suk, naturens lyde, for ikke at tale om stilhed, har dårlige vilkår på disse kanter (som de fleste steder i den tredje verden i øvrigt).
Bagefter går vi lidt rundt i Stonetowns kringlede labyrint af gader. Byen er præget af en pudsig blanding af kristendom og Islam og af Afrika, Arabien og det fjerne Østen.
Vi ender på en tagrestaurant, hvor miljøet er klart tresser-flipper-agtigt. Maden er glimrende, personligt får jeg krabbekød i en kokos-karry-stuvning, nærmest sublimt. Bagefter en portion italiensk is på en lille café nede ved stranden, vi er så sandelig kommet et stort skridt tilbage mod 'den gastronomiske civilisation'!
Aftenen afsluttes med en kraftig godnatdrink (G&T) på et af hotelværelserne. Klokken nærmer sig midnat, og to tredjedele af holdet gør sig klar til at turnere byens natteliv, mens Mogens og jeg foretrækker at pleje vores nattesøvn i de imponerende store og bekvemme senge med 'indbygget' moskitonet. Det har været en lang dag (22 timer), og for 'natteravnene' er den langt fra slut endnu, men det får vi måske en beretning om fra en af de implicerede. Ellers bliver det Mogens og jeg, der kommer til at berette om den sidste uge, da de andre ikke længere orker at skrive.
Nattelivet på Zanzibar - og kuriositeter heri - Jesper
Den første aften i Zanzibar Town besluttede vi (Birthe, Jakob, Carsten og jeg), at det afrikanske natteliv skulle prøves af. Aftenen startede med en god middag, efterfulgt af dessert på et italiensk glaceri, og herefter en enkelte gin-tonic eller to på hotellet. Carsten havde tidligere på aftenen forhørt sig om mulighederne for at opleve nattelivet i Zanzibar Town, og havde fået anbefalet et sted ved navn "The Bwani Club". Klubben lå et stykke fra centrum, men med hotellets udførlige beskrivelse af vejen mente vi, at det skulle kunne lade sig gøre at gå dertil.
Turen var lidt længere end forventet, og da vi ankom så vi alle frem til en kold øl i baren, men sådan skulle det ikke være. Jakob og jeg mente, at nu var vi jo i Afrika med sol og varme, så shorts måtte være den rigtige beklædning sådan en aften, men nej - shorts kunne ikke tillades som påklædning på "The Bwani Club". Øv bøv, Jakob og jeg kunne ikke komme ind, men blev henvist til deres bar på taget af hotellet, mens Birthe og Carsten kunne få luftet skankerne på dansegulvet. Jakob og jeg havde siddet i baren i 10-15 minutter med vores øl, da Jakob diskret prikkede mig på skulderen og henledte min opmærksomhed på de 6-7 piger, som sad et stykke til venstre for mig - fokus var ikke så meget på, at det var piger, men mere at de sad og blinkede og lavede kyssemund over mod os - det var så vores første møde med de afrikanske prostituerede.
Efter kort tid på disk vendte Birthe og Carsten tilbage og foreslog, at vi skulle finde et andet sted, hvor også Jakob og jeg kunne komme ind. Jakob snakkede med "dørmanden" på Bwani Club og fik at vide, at The Garage Club ikke var så restriktive mht. påklædning, og afsted var vi. The Garage Club var en glimrende klub med masser af musik og masser af glade mennesker - ja der var faktisk indtil flere Mzungoer udover os. En ting skal man dog vænne sig til ved det afrikanske natteliv - det er tilsyneladende helt normalt, at op mod 2/3 af de kvindelige gæster på et diskotek er prostituerede, og de lægger ikke skjul på, at de er det. Indtil flere gange på The Garage Club oplevede selskabet at blive befamlet i større eller mindre grad - ikke engang det faktum, at Jakob havde sin kæreste med, afholdt pigerne fra tilnærmelser. Bortset fra de prostituerede var der såmænd ikke den helt store forskel på at gå i byen hjemme og i Afrika - det skulle da lige være det, at der på diskotekerne her er en langt mere behagelig atmosfære, hvor alle smiler og er glade - ja man følte sig faktisk mere tryg på The Garage Club end man gør på et diskotek i København.
Jakob havde dog en fornemmelse af, at bartenderne på The Garage Club ville røvrende ham, hvilket han naturligvis ikke ville finde sig i. Jakob havde bestilt to Colaer i baren, som han skulle betale 1000 Tsh for. Jakob afleverede, hvad han mente var en 10000tsh seddel, og stod herefter og ventede på at få penge tilbage. Bartenderen gjorde imidlertid ikke antræk til at give ham de 9000tsh, som han mente at have til gode, hvorefter Jakob naturligt nok konfronterede bartenderen med hans tilgodehavende. Bartenderen sagde til Jakob, at han kun havde givet ham en 1000tsh seddel, hvorefter Jakob naturligvis blev lettere mopset og insisterede på sin ret. Bartenderen åbnede skuffen og viste Jakob, at han ikke havde nogen 10000tsh sedler i kassen, men Jakob insisterede på trods heraf på, at han havde fået 10000tsh. Bartenderen bad herefter Jakob om at kigge efter i sine lommer, hvor Jakob fandt sin 10000tsh seddel. Jeg behøver vel næppe at sige, at Jakob ikke bestilte mere i baren den aften.
Personligt havde jeg en lidt underlig oplevelse på "The Garage Club". Som tiden gik og drikkevarerne blev skyllet ned meldte der sig en naturlig trang til at komme af med vandet. Heldigvis har de på diskotekerne almindelige toiletter (ikke bare et hul i jorden), og jeg benyttede et af disse til at forrette mit ærinde. Da jeg kommer ud fra toilettet vil jeg gerne have vasket mine hænder, men omkring håndvasken står der tre lokale i færd med et eller andet, som jeg ikke kan se. Nå, men hænderne skulle jo vaskes, så jeg gør antræk til at benytte håndvasken, med det resultat, at de tre lokale vender sig om - hver med deres eget lem i hånden!
Meget har jeg oplevet før, men ikke noget, der minder om det her, så jeg bliver naturligvis temmelig lang i ansigtet. De tre lokale derimod tog ikke nærmere notits af min reaktion, men gnubbede blot videre med et stort smil på læberne - den ene var dog høflig nok til at give mig en forklaring på deres handling, idet han med bedste Jamaica accent sagde "...there is so much disease down here, you have to wash it all the time man.. all the time". Hvis du, kære læser, skulle være i tvivl, så fik jeg ikke vasket hænder - jeg valgte at smutte ud fra toilettet, inden jeg skulle indvies i, hvilke øvrige ritualer de lokale benytter sig af på Zanzibar.
Alt i alt var det en ret sjov oplevelse at være i byen på Zanzibar; alle er søde og venlige og tilsyneladende meget renlige. En sjov oplevelse rigere vendte vi snuden hjemad, til en god nats søvn på hotellet.
Søndag den 3. februar - Mogens
Stonetown - Nungwi
Jeg var jo ikke på 'natholdet' i nat, så jeg stod forholdsvis tidligt op i dag for at udforske Stonetown. Efter morgenmaden på hotellet gik jeg først lidt omkring langs vandet på begge sider af den pynt, som afslutter byen mod vest. Derpå bevægede jeg mig lidt længere ind i byens virvar af smalle gader og stræder, som løber på kryds og tværs. Delvist ifølge min plan for jeg da også ret hurtig vild, men jeg havde masser af tid og krydsede rundt et par timer.
Jeg kom forbi et stort marked med lokale varer. Masser af frugt og grønt og diverse isenkram. En hal med fisk var der også. Mange spændende og mærkelige fisk, bl.a. krabber, blæksprutter og tunfisk. Hallen med kød var knap så spændende, faktisk lidt ulækker, så jeg gik hurtigt videre. Herfra forsøgte jeg at finde tilbage til centrum. Ikke helt let, og solen er ikke til nogen hjælp, når den som her står næsten lodret på himlen. Jeg fik følgeskab af først en selvbestaltet 'guide' og senere en anden. Det var ret anstrengende at have dem rendende lige i hælene i næsten en halv time, så jeg overvejede at bede dem om at skride, men stak dem i stedet en historie om, at jeg er en del af en større gruppe, som har vores eget program og vores egen guide. Så mistede de straks interessen og forsvandt.
Vi har i nogle dage diskuteret, hvad det er for et krydderi, som Zanzibar er kendt for at producere. Ingen af os ved, hvad det engelske ord 'clove' betyder. I sidste uge spurgte vi George, som jo er englænder. Han kender krydderiet men kan ikke huske, hvad det hedder på dansk. Så da jeg i en butik i dag fandt en flaske med 'clove bath oil', måtte jeg lige stikke næsen hen over den, og konstaterede, at det duftede stærkt af nelliker. Så ved vi det.
Jeg spurgte et par gange om vej til havneområdet ved at stikke mit bykort i næsen på en tilfældig passerende, men det fik jeg ikke så meget ud af. Først tredje gang følte jeg, at jeg havde fået en brugbar forklaring, så jeg sagde pænt tak og vendte mig om, hvorefter jeg opdagede, at jeg faktisk stod lige ud for Hotel Chavda, hvor vi bor. Pinligt! Jeg håber ikke, at nogen af folkene fra hotellet havde set mig.
Efter is, kaffe og øl på en italiensk restaurant ved havnefronten var det tid at vende tilbage til hotellet, hvor jeg mødte Per Allan. Vi spiste en let frokost på en nærliggende knejpe, og så var klokken 13, hvor minibussen, som Carsten havde skaffet, var klar til afgang mod Nungwi på nordspidsen af øen.
Det viste sig at være en kende besværligt at slippe ud af Stonetown. Først skulle vi omkring et værksted for at hente et reservehjul, som blev monteret under bilen. Derefter trillede vi afsted i sneglefart, mens chauffør og hjælpechauffør ivrigt talte i mobiltelefon. Så ind på en tankstation for at tanke ganske få liter benzin. Så blev det for meget for Carsten, som fløj i flint og spurgte, hvad der var gang i. Så kom forklaringen. Vi skulle også skifte chauffør, og den nye var først lige nået frem til det sted, hvor vi skulle møde ham. Herefter blev tempoet mere normalt, og efter en tur på langs ad øen nåede vi efter yderligere en times tid til øens nordspids. Det sidste stykke foregik ad en vej, som faktisk var lige så dårlig som det dårligste, vi har set i Uganda.
På den nordlige del af øen stødte vi endelig på baobabtræer. Birthe og jeg har under hele ferien ventet på at se et baobabtræ. Det er et ret stort træ med en meget karakteristisk facon. Stammen er så tyk, at det ser helt bonzaiagtigt ud.
Vi indlogerede os på Amaan Bungalows, hvor nogle valgte et værelse uden bad til 20 dollar og andre valgte værelse med bad og balkon i strandkanten til 40 dollar pr. nat. Bagagen hurtigt ind på værelserne og så på hovedet i bølgerne. Vandet er helt utroligt lækkert, og sandbunden sørger for den fantastiske turkisblå farve. Der ligger en del sten, søstjerner og koraller på bunden, så man skal gå lidt forsigtigt, og det lykkedes også for Carsten at træde et eller andet udefinerbart op i foden.
Efter en let frokost tog jeg en slentretur op langs kysten helt op til fyret, som står på den yderste spids. Her fra gik jeg langs grusvejen tilbage gennem nogle små landsbyer, hvor husene mest bestod af faldefærdige og halvfærdige betonskure, og rundt omkring flød det med alskens affald og et væld af blå plasticposer. Ikke noget kønt syn. Strandområdet består af en 12-15 lodges og en del souvenirbutikker samt en halv snes restauranter og barer. Alt sammen lagt an på turister.
Da vi nu er et sted, hvor der er masser af fisk, valgte nogle at os at spise tun til aften. Nogle virkelig velsmagende store bøffer. I mellemtiden er tidevandet skiftet, og vandet er steget så meget, at sandstranden foran vores bungalows er væk og bølgerne slår ind mod de koralformationer, som huset er bygget på. Nogle af os slutter aftenen af på en strandbar lidt længere henne ad stranden. Et lidt spøjst sted. Baren er bygget i og af resterne af et gammelt skibsvrag. Der er bål på stranden, der spilles psykedelisk musik og der ryges sjovt tobak. Bargæsterne er en blanding af os muzungi'er og lokale ansatte fra barerne og restauranterne i nærheden.
Mandag den 4. februar - Per Allan
Nungwie, Zanzibar
Vores rejse er ved at gå ind i en drive- og dasefase (suppleret med mere eller mindre udsvævende natteliv for nogle), hvilket der jo ikke kan skrives lange beretninger om.
Efter en glimrende nattesøvn, der startede omkring midnat for mit vedkommende, vågnede jeg frisk og veludhvilet klokken syv. Lidt tidligt for morgenmad, så jeg lagde mig til at færdiglæse min aktuelle bog (Kirsten Thorups 'Elskede Ukendte', som jeg godt nok har læst en gang før, men som endnu en gang har formået at vække min udelte begejstring).
Morgenmad med havudsigt ved halvni tiden. Udsigten er i særklasse. De første hundrede meter ud fra kysten har havet de mest fantastiske farver, som ustandseligt skifter efter sol og skygge. Morgenmaden består af lidt frugt, to æg og fire skiver brød (små men velsmagende), med tilhørende kaffe/te ad libitum.
Bagefter står den på strandtur. Et par hundrede meter mod nord - forbi 'flipperbaren' - er der et lækkert lille stykke strand mellem to koralblokke, og her lejrer vi os med vandflasker, solbriller og bøger, indtil solen bliver for voldsom og vi fortrækker op i flipperbarens skygge og konsumerer dagens første pilsner. Efterfølgende lidt frokost - sublimt lækker tunbøf for mit vedkommende.
Efter frokosten går 'holdet' lidt i opløsning, hvilket vel egentlig er meget naturligt, efter at vi har gået/siddet op og ned ad hinanden så længe. Jeg slentrer lidt rundt og kigger mig omkring, mens de lokale handlende sværmer omkring mig som fluer om et stykke sukker. De er temmeligt 'sultne' efter at sælge ting og ydelser, men jeg regner med at vente til Stonetown og/eller Nairobi med at købe noget.
Bagefter et kvarters tid på internetcaféen, der er dyr og med en meget langsom forbindelse (til gengæld er der aircondition). Pludseligt overmandes jeg af sløvhed, vakler hjem og falder om på sengen, hvor jeg ligger og småslumrer et par timer.
Aftenens 'sundowner' indtages ved flipperbaren. Den ene drink afløses af den anden, men hen ad klokken halv ni må jeg have noget fast føde i stedet for alle de drinks. Det bliver endnu en lækker tunsteak, med - for første gang i 3½ uge - et par glas rødvin til, sublimt! De andre 'kører igennem' på 'flydende kost' til ud på de små timer, hører jeg næste morgen. Utroligt at de kan blive ved.
Tirsdag den 5. februar - Mogens
Nungwi, igen
Dagen i dag har jeg tænkt mig at gå forholdsvis let hen over. Der er stort set ikke sket noget, der er værd at berette om.
I går aftalte vi med nogle gutter, at vi skulle på en bådtur til Mnemba, en ø ud for kysten omme på den anden side af øen, men da vi skulle af sted i formiddag, opstod der uenighed om, hvilken pris der var aftalt, og så blev det ikke til noget. I stedet har vi fået en aftale om en anden tur i morgen hos et dykkercenter, som ledes af et par muzungier, og det virker lidt mere seriøst. Det bliver også en tur til Mnemba, hvor Per Allan kan komme ud at dykke, og vi andre kan snorkle rundt og kikke på fisk ved et koralrev.
De andre har så i dag i stedet forsøgt at arrangere noget leje af motorcykler, jetski eller faldskærm efter en båd, men det er vist strandet på bureaukrati og uenighed om priser. Så alle har tilbragt dagen med badning, solbadning, slentretur langs stranden og andet driveri.
Og så forsøger vi i øvrigt at få brugt nogle af vores lommepenge. Vi har levet ret billigt i ferien, må man sige. I Uganda skulle vi næsten ikke selv gribe til lommerne, da det meste jo var betalt hjemmefra gennem Topas. Jeg selv har indtil nu kun brugt halvdelen af de penge, jeg havde med. Her på Zanzibar, hvor vi selv skal arrangere transport, overnatning og forplejning går det dog lidt nemmere. Priserne er lidt mere 'turistede', men stadig billige. En middag koster vel en 40-50 kr. og yderligere 40-50 kr., hvis man skal have vin til. Ligesom i Uganda og Kenya hedder pengene her Shilling. 100 Tanzaniashilling svarer til en krone. Ugandashilling er kun det halve værd.
Og så blev dagen i dag en stor dag for Birthe og Jakob. Under en tur langs stranden havde Jakob friet til Birthe og havde foræret hende en ring, som han selv havde lavet af et sneglehus. De har boet sammen i snart syv år, og nu skal det altså være. Tillykke med det! Aftenens sundowner blev tilegnet Birthe og Jakob.
Efter middagen på 'tunrestauranten' sluttede nogle af os af på flipperbaren nede ved stranden. Igen var det 'Mr. No Change', der stod i baren. Det er næsten umulig at lokke byttepenge ud af ham, så man bliver nødt til at drikke, til man runder de 10.000 Tsh eller slå sig sammen med andre om betalingen.
Onsdag den 6. februar - Per Allan
En dag på - og i - det Indiske Ocean
Endnu en god og lang nats søvn, der slutter klokken halv syv. Der er morgenmad allerede halv otte, fordi vi skal afsted på snorkel- og dykkertur i dag og skal møde henne i dykkercentret halv ni.
Efter at Mogens har taget sit morgenbad, er der pludseligt ikke mere vand, hverken i håndvask, bruser eller WC. Samtidig begynder både Mogens's og min mave at rumle lidt underligt, så vi løber forvirrede rundt for at finde et brugbart toilet. I mellemtiden vender vandet tilbage af sig selv, og vi kan få forrettet det nødvendige. Jeg tror bestemt ikke det er noget alvorligt med maven, men med udsigt til en dag i en båd uden WC (samt to dyk) tør jeg ikke tagen nogen chancer, så jeg snupper et par immodium'er for at være på den sikre side.
Efter en masse diskussion i går blev resultatet, at alle tager med på bådturen. De fem andre nøjes med at snorkle (selv om Jakob og Birthe faktisk også har dykkercertifikat), mens jeg vælger at tage to 'rigtige' dyk, selv om det koster den nette sum af 85 dollars. Mine hidtil dyreste dyk, selv om det naturligvis er for intet at regne i forhold til prisen for at knokle rundt i en smattet regnskov med torneranker for at mødes med en lille flok gorillaer.
Vi starter med at vælge udstyr, og som sædvanlig kan jeg ikke lige huske, hvordan man får tingene sat sammen, selv om det kun er fire måneder siden jeg tilbragte en hel uge med dykning i Rødehavet. Jeg finder en fiks lille våddragt med korte arme og ben. Uhyggeligt så svært det er at skjule sin topmave i sådan en, så er det nemmere bag en løsthængende T-shirt.
Vi må vade ud til båden, der ligger på cirka en meters dybde. En stor grov træbåd med soltag over den midterste halvdel. Vi sejler nordpå langs den smukke kyst, forbi fyrtårnet på øens nordspids og drejer så mod nordøst, med kurs mod den lille ø Mnemba, der er omgivet af nogle koralrev, som skulle være blandt områdets flotteste.
Kort før ankomsten sætter jeg ny film i kameraet og får installeret dette i den vandtætte pose, som jeg havde så gode erfaringer med i forbindelse med snorklingen i Egypten. Denne gang har jeg tænkt mig at tage chancen og bringe udstyret med på et 'rigtigt' dyk. Posen er 'garanteret tæt' ned til 20 meter, og ifølge divemasteren skulle dette så nogenlunde være grænsen for det første dyk.
Jeg kan efterfølgende oplyse, at jeg nåede helt ned på 24 meter, uden den mindste utæthed. Der var blot lige den lille hage ved det, at trykket fra de omgivende vandmasser maste posen så tæt ind til kameraet, at udløserknappen blev aktiveret konstant, så filmen var taget i løbet af mindre end et minut!
Nå, men bortset fra det, så var det da et udmærket dyk. Min maske holdt nogenlunde tæt, efter at jeg som sædvanlig havde klasket et par store klatter vaseline i ansigtet, der hvor mine 'smilerynker' danner et par kraftige fuger, som gør det meget vanskeligt for masken at slutte tæt. Og bortset fra min umulige makker, en italiener, der ikke forstod et ord engelsk og var langt mere optaget af sit fotografiapparat end af at holde sig i nærheden af mig, så jeg måtte bruge en masse energi på at drøne rundt efter ham, hvilket bevirkede, at jeg brugte min luft endnu hurtigere end normalt.
Pænt antal fisk, men ikke særligt farvestrålende koraller, og sigtbarheden var heller ikke fremragende, så alt i altslet ikke på højde med Det Røde Hav.
Efter dykket fik vi lidt frugt og kiks, før vi sejlede over til stedet for dagens andet dyk, hvor der blandt andet skulle være gode chancer for at se havskilpadder. Og sandelig om ikke der var en stor og flot en, straks vi kom ned på en halv snes meters dybde. I øvrigt et flottere dyk end det første, og min luft holdt også lidt længere, blandt andet fordi jeg lod den håbløse italiener 'sejle sin egen sø'.
Oppe igen konstaterer vi, at snorkelholdet har været i karambolage med en brandgoble, og Mogens har pådraget sig en imponerende 'ridse' hen over ryggen, der dog relativt hurtigt forsvinder igen (ridsen altså).
Frokosten består af et par udmærkede sandwich, hvoraf den sidste når at blive grundigt gennemblødt af saltvand, for efter at vi kommer fri af øen, befinder vi os pludseligt blandt 3-4 meter høje bølger, der sprøjter ind over båden og gennembløder alt og alle. En smule dramatisk, synes nogle. 'Great fun', synes jeg.
Der går en god halv time, hvor båden kastes rundt som en prop, hvorefter resten af hjemturen forløber mere adstadigt og med mulighed for at sidde og falde i svime over alle de vidunderlige farvenuancer i vandet langs kysten.
Vi er tilbage klokken fire, og alle iler hjem for at få skyllet saltet af kroppen og lagt de gennemblødte beklædningsgenstande til tørre i solen. Bagefter sætter jeg mig hen på en af restauranterne og skriver dagbog, mens jeg drikker et par øl og spiser lidt chips - det var altså ikke lige verdens største frokost vi fik på båden, og en dag på havet giver god appetit.
På tilbagevejen køber jeg et stykke chokolade, der koster otte shilling (ca. det samme som otte kroner). Jeg har en halvtredser samt syv kroner i småmønt, og det er fuldstændig typisk, at kioskmanden ender med at foretrækker de syv kroner i stedet for at skulle give tilbage på halvtredseren. Som i de fleste andre af den tredje verdens lande er småpenge en permanent mangelvare, og jeg har flere gange været udsat for restauranter, der ikke kan give tilbage på hundrede kroner, selv om der har været gang i omsætningen i en halv snes timer. Det er den slags fænomener, som vi 'vesterlændinge' vist aldrig rigtigt lærer at forstå.
Inden solnedgang er der lige tid til den - efterhånden obligatoriske - times hvil, og som sædvanlig er der ikke meget ved solnedgangen. Det ene øjeblik står solen højt på himlen, og det næste øjeblik er den bare forsvundet, uden dramatiske farveeffekter som vi kender det længere mod nord (eller syd, for den sags skyld). En halv time senere er det bælgmørkt, og de første kraftigt lysende himmellegemer begynder at dukke op. Snart efter dukker også alle de andre - mere beskedent lysende - stjerner op, og tilsammen danner de - her fjernt fra storbyers lys - et storslået skue, specielt hvis man bevæger sig hundrede meter væk og lægger sig på ryggen nede på stranden.
Mogens og jeg bruger den sidste sjat Gammel Dansk som sundowner og beslutter at gå hen og finde resten af gruppen. De kommer dog i samme øjeblik tilbage fra flipperbaren, og i samlet flok går vi hen til favoritrestauranten med de to spøjse tjenere. Den ene har en pudsig Dilbert-frisure og den anden siger hele tiden 'nice one', uanset hvad det drejer sig om. De har vist mere end bare snuset til den 'sjove tobak', der er ret udbredt her omkring.
Menukortet er ikke specielt stort, og efter et par dage med tunbøffer prøver jeg deres anden hovedret, 'Chicken Rosemary'. 'Nice one', siger tjeneren.
Vi slutter af på flipperbaren, hvor der er usædvanligt mange mennesker i aften. Øllerne hænger mig efterhånden ud af halsen, så jeg tager i stedet en Pina Colada, der er stærk og velsmagende. Det kræver lidt tid og diskussion at få penge tilbage på en halvtredser. Fyren i baren tager det nærmest som lidt af en fornærmelse, at vi ikke selv får den slags udlignet indbyrdes.
De største natteravne - Carsten og Jesper - er efterhånden ved at være kørt lidt trætte og lusker afsted ved halv elleve tiden, mens vi andre bliver hængende endnu en times tid. Et kort øjeblik øjner jeg chancen for endelig at blive den, der er oppe sidst, men nej, min sengs kalden lader sig ikke længere negligere.
Kort efter ligger jeg og hygger mig med 'Syv år i Tibet', som jeg har lånt af Jesper. Det bliver nu ikke til mange sider, før dages megen friske havluft kræver sin ret.
Torsdag den 7. februar - Mogens
Nungwi - Stonetown
Klokken er 12, og jeg sidder på den italienske restaurant ved havnefronten i Stonetown. Vi har valgt at rykke her til og overnatte her den sidste nat, før vi skal flyve til Nairobi i morgen tidlig. Både for at være nærmere lufthavnen og fordi vi vist alle føler, at nu er Nungwi med dens strande og restauranter udforsket tilstrækkeligt. Efter bådturen i går tror jeg såmænd heller ikke, at nogen ligefrem tørster efter mere sol og strand.
Per Allan aftalte for et par dage siden transporten i dag med en fyr i Nungwi. Derudover har ham, der sørgede for vores tur herop i søndags, flere gange forsøgt at få kontrakt på tilbageturen også, men det var ligesom for sent, når vi nu havde aftale med en anden. Senest nu til morgen forsøgte han med en forklaring om, at når det var ham, der havde skaffet os til Nungwi, var det også ham, der skulle have æren af at hjælpe os væk derfra igen. Han påstod endda, at han havde gået og ventet i Nungwi nu i fire dage på at vi skulle retur. Hvis det er sandt, kan man jo godt få ondt af fyren, men på den anden side, hvem kan vide, at systemet (måske) er sådan?
Turen herned var for øvrigt ved at blive lige så grinagtig som turen forleden. Bilen var en gammel skrammelkasse, og den gik i stå allerede i indkørslen, da vi skulle forlade lodgen i Nungwi. Efter en del roden i motoren humpede vi med stort besvær videre for lav fart. Efter små to timer nåede vi Stonetown. Godt, at vi ikke valgte at køre direkte fra Nungwi til lufthavnen i morgen tidlig.
Vi forsøgte at få værelser på Hotel Baghani House, men de havde ikke nok ledige værelser, så det endte med, at Per Allan og jeg tog Baghani House, og de andre valgte lidt bedre værelser på Chavda, hvor vi også boede forleden. Jeg vil slentre lidt rundt her i byen i dag. Jeg vil forsøge med en email, men de to internetcafe'er, jeg har spurgt hos, har 'ingen forbindelse i øjeblikket'. Carsten og måske Per Allan vil igen i dag forsøge at leje motorcykler. Måske lykkes det denne gang.
I mellemtiden er det gået hen og blevet sengetid, og i dag lykkedes det så Per Allan at være den sidste, der gik i seng. Normalt er han - og som regel også jeg - blevet slået af en eller flere fra 'ungdoms- og natholdet'. Vi har lige været ude at spise en lækker menu på en finere indisk restaurant. Carsten og Jesper måtte dog overgive sig tidligere på aftenen og trække sig tilbage til hotellet. En med maveproblemer og en med slem betændelse i en fod.
Ellers har de fleste brugt eftermiddagen på at shoppe rundt efter souvenirs og spise italiensk is. Carsten havde held med at leje en motorcykel, og jeg slentrede en tur langs stranden i retning mod lufthavnen.
Fredag den 8. februar - Per Allan
Nairobi
Tidligt oppe i dag, før klokken seks. Vi får lidt hurtig morgenmad ude i en lille gårdhave, før vi hanker op i bagagen og går over til de andres hotel, hvor vi har aftalt at mødes klokken halv syv. Der er imidlertid ingen dukket op, og det viser sig, at de ikke er blevet vækket, som hotelpersonalet ellers havde lovet dem.
Vild panik, men på trods af et lille kvarters forsinket afgang når vi alligevel frem til lufthavnen til tiden, dvs. klokken syv, hvilket er hele to timer før afgang. Der går jo altid noget tid med bureaukrati, og med at diskutere lufthavnsafgift, som vi mener allerede er betalt af Topas, men der er intet at stille op, de har unægtelig fat i den lange ende.
Flyet kommer afsted med kun et kvarters forsinkelse. Det er let overskyet, og der er ikke så meget at se, så jeg koncentrerer mig i stedet om min bog. I Nairobi står der - som aftalt - et par fyre fra 'Terminal Hotel', og så må vi jo se gennem fingre med, at jeg er blevet til 'Mr. Jameson' på deres papskilt. Den lovede minibus viser sig at bestå af to almindelige personbiler, der forholdsvis hurtigt får bragt os ind i Nairobis myldrende centrum.
Hotellet er temmeligt 'basic', men absolut udmærket til prisen. Vi holder et hurtigt møde for at finde ud af, om der er stemning for fælles aktiviteter (f.eks. en udflugt til Karen Blixens hus), men det ser ikke rigtigt ud til at være tilfældet. Mogens og jeg går en tur op til det lokale marked, hvor udbuddet af sten- og træfigurer, malerier og batikker er nærmest uendeligt. Den ene lille butik ligger ved siden af den anden, og der er ingen grænser for, hvilke krumspring de anvender for at få lokket en med ind og kigge på netop deres varer. De er meget 'sultne', tilsyneladende kommer der ikke så mange turister for tiden.
Bagefter slentrer vi ned gennem centrum, og gradvist vælter erindringerne frem fra sidste gang jeg var her. Thorn Three Café, Hotel Hilton, Moi Avenue, Tom Mboya Street, de mange store busser, de larmende matatuer og udfordringen ved at krydse en af de brede gader til fods. Der er kommet et par nye skyskrabere til, men ellers er alt ved det gamle. Jeg kan egentlig meget godt lide byen, i hvert fald lige nu, hvor vi har været væk fra større byer i fire uger, men samtidig ved jeg, at efter et par dage ville jeg længes voldsomt efter at komme væk igen.
Vi spiser et par pizzaer på 'Thorn Three', hvoraf den ene er temmeligt speciel. Den hedder 'ABBA', hvilket står for 'avocado', 'banan', 'bacon' og 'artiskok'! Efterfølgende en stor kande god kaffe. Vi slentrer lidt videre gennem den hektiske by og afviser et stort antal tilbud om safarier, taxitransporter og alskens andre serviceydelser af mere eller mindre eksotisk art.
Vi dumper ind på en - tydeligvis lokalt domineret - fortovsbar og får en 'Tusker' (den lokale øl). Her er en evindelig bippen af mobiltelefoner, en lyd der næsten - men også kun næsten - kan irritere mig lige så meget som den støjende 'musik', der vælter en i møde overalt. I går aftes var der - på TV - et tredive sekunders reklameindslag med en eller anden kendt operaarie, der siden har kørt konstant rundt i mit baghoved. Hvis der er én ting jeg virkeligt kommer til at savne efter et længere ophold i den tredje verden, så er det noget ordentlig (klassisk) musik - og så måske lige et godt glas rødvin.
Det sidste bliver der så i øvrigt rådet bod på i forbindelse med vores 'afskedsmiddag' på 'Carnivore', en kæmpestor restaurant uden for byen, hvor hovedvægten er lagt på grillet kød, som man kan spise lige så meget af som man orker: Okse, svin, kylling, zebra, eland, struds og krokodille. Dertil forskellige saucer og salater samt glimrende sydafrikanske rødvine, og afslutningsvis dessert og kaffe. Herligt måltid, og der var helt sikkert ingen, der gik sultne i seng! For mit vedkommende var der end ikke plads til den godnatpilsner, som 2/3 af holdet valgte at slutte af med.
Der er en lille café/restaurant i stueetagen lige ved siden af hotellet, med fredagsunderholdning i form af ret så kraftig musik, der viste sig at fortsætte helt til klokken fem. Alligevel lykkedes det mig at få en rimelig nattesøvn, så jeg er nogenlunde udhvilet til den lange hjemtur i morgen.
Lørdag den 9. februar - Per Allan
Out of Africa
Turens sidste dag står næsten udelukkende i transportens tegn. Der er ikke morgenmad inkluderet i overnatningen, så det eneste der skal klares til morgen er et bad og så lige de sidste 'finjusteringer' af bagagen.
Chaufføren - og minibussen - fra i går aftes holder som lovet uden for hotellet klokken halv ni, og snart er vi på vej mod lufthavnen. Solen skinner fra en skyfri himmel, en flot afslutning på fire uger med godt vejr. En enkelt regnbyge af fire timers varighed var, hvad vi slap med, og der ud over er det mest dramatiske nogle fjerne tordenskrald samt nogle dage med delvis overskyet vejr.
Alt går glat - omend langsomt - i forbindelse med indcheckningen, og der er stadig masser af tid til både morgenmad og dutyfree. Som frygtet er det atter Kenya Airways pygmæ-dimensionerede fly, der skal transportere os tilbage til Amsterdam. Jeg har en hel bog til overs endnu (nummer syv), og en god del af turen går med at læse denne. Der ud over lidt (tiltrængt) lytning til klassisk musik, lidt zapning mellem de mange forskellige film, indtagelse af en rimelig frokost samt endnu et let måltid sidst på eftermiddagen.
Vi lander planmæssigt - omend med et noget voldsomt bump - i Amsterdam lidt i seks, hvor det - ikke overraskende - er koldt, mørkt og vådt. En times ventetid her går hurtigt, alene vandreturen ud til den næste gate tager et kvarters tid. Herude viser det sig desværre, at flyet ikke kommer afsted til tiden, det ender med tre kvarters forsinkelse. Lidt irriterende, for jeg har faktisk en aftale om at komme direkte til en fødselsdagsfest, så snart jeg er hjemme.
Det pynter lidt på regnskabet, at vi indhenter et kvarters tid på grund af kraftig medvind, men til gengæld er min bil punkteret, da jeg - omkring halv elleve - endelig er kommet hjem og tror, at jeg skal til at køre afsted. Suk, ikke lige tidspunktet, hvor man drømmer om at skulle til at skifte hjul på bilen. Det klares dog relativt nemt og smertefrit, og lidt over elleve kan jeg endelig dukke op og hilse på familie og venner.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside