På eventyr i Vestafrika, november-december 2010

Per Allan Jensen (PA) og Søren Padkjær (SP)

Hilsen fra Togo (PA):

Ikke så få gange de sidste fem dage har jeg spurgt mig selv, hvad pokker der får en til at bruge en måneds ferie på at rejse rundt i Vestafrika. Heldigvis har jeg ofte - omend i andre situationer - fået ganske udmærkede svar på dette spørgsmål. Vestafrika er et noget anderledes rejsemål end de fleste andre steder i verden, et område hvor man skal lede længe efter ting som luksus og effektivitet - endsige blot de mest elementære 'vestlige' fornødenheder, og hvor man til stadighed er omgivet af larm, skidt, grimme bygninger, faldefærdige biler og mennesker, der besidder en evne til at bevæge sig så langsomt, at man må undre sig over, at de ikke vælter. Men også et område fyldt med dejlige mennesker, der - deres kummerlige vilkår til trods - har en sjælden hjertevarme. For slet ikke at tale om den kvindelige halvdel af befolkningen, der godt kan give en halvgammel mand hjertebanken. Ikke kun pga. deres yppige former, men også pga. deres varme smil og flirtende blikke, som der bestemt ikke bliver sparet på. Dette må nydes i fulde drag her nede sydpå, for når vi senere kommer op mod nord, hvor de primært er muslimer, så er det nok lidt mere sparsomt med den slags fornøjelser.

Fra Ghanas hovedstad Accra tog vi - med bus - et par hundrede kilometer mod nordøst til byen Hohoe i Volta-regionen, lige ved grænsen til Togo. Området er fantastisk grønt og frodigt, og her oplevede vi landets højeste vandfald og besteg dets højeste bjerg, omgivet af flotte sommerfugle samt alskens eksotiske vækster. Lidt hårdt i 30 graders varme, men nu er jeg så småt ved at vænne mig til det. Når det er så varmt har kroppen brug for koldt øl, og det kan man heldigvis få overalt til yderst rimelige priser. Mad har man også brug for, og denne har egentlig været over forventning indtil videre (hvilket dog stadig ikke siger alverden, hvis man sammenligner med resten af verden).

I dette her område er de helt sindssygt religiøse. Vi har overværet indtil flere ekstatiske bønnemøder, og overalt vrimler det med bibelske skriftsteder, også på steder, hvor det virker lettere absurd. 'Gud er hellig - køleskabsreparation' og den slags skilte ser man overalt.

Der er mange der, når man falder i snak med dem, spørger om ikke man lige kan hjælpe dem til at komme til Europa. De har en noget naiv forestilling om, hvad man kan udrette, og i øvrigt var der også en del der ville få noget af et kulturchok, hvis de pludselig skulle indpasse sig på det europæiske arbejdsmarked. Dovenskab er ikke bare en dyd på disse her kanter, det er nærmest en nationalsport.

I Hohoe hyrede vi en taxachauffør til at køre os rundt og bagefter køre os over bjergene til Togo, via en fjern og sjældent brugt grænseovergang, hvor vi måtte bestikke indtil flere korrupte embedsmænd. Og hermed var det så desværre slut med det engelske, til fordel for fransk, som ingen af os er særligt gode til (også svært at skifte fra det spanske, som jeg har brugt så meget tid på det sidste år). Pyha, det bliver noget af en udfordring.

I dag kørte vi så ned til Togos hovedstad Lome (7 voksne og 1 barn i en lille bil, heldigvis kun et par timer). Jeg troede egentlig, at Accra var den grimmeste by her omkring, men Lome overgår den stort. Her er ikke meget andet end mudderfyldte gader, åbne lossepladser og det grimmeste slum, så vi tager videre til Benin i morgen, hvor vi har et naivt håb om at kunne tilbringe nogle dage i nogenlunde komfort ude ved stranden.

Ghanas højeste vandfald

Fyldning af bil i Kpamilé

Søren og jeg har i øvrigt - som ventet - lidt forskellige opfattelser af, hvad komfort er og lidt forskellige krav i den henseende. Hvor jeg sukker efter ind i mellem at bo i lidt pæne, rene og hyggelige omgivelser og spise på bare nogenlunde ordentlige restauranter, så trives Søren bedst med at bo i primitive logier, der minder om jordhuler, og indtage mad med fingrene, direkte op af suspekte gryder i de skumleste baghuse, en opførsel der øjeblikkeligt ville sende min sarte rejsemave til tælling (den har - 7, 9, 13 - holdt endnu), så ind i mellem må vi dele os og udleve hver vores ønsker.

Ikke mere for denne gang. Jeg sidder ved jordens mest besværlige tastatur (fransk - og meget meget fedtet) og linjen er ustabil, så nu krydser jeg fingre for, at det lykkes at sende mailen.

Hilsen fra Togo (SP):

På min rundrejse i Vestafrika er jeg nu kommet til Lomè, hovedstaden i Togo - landet som fra 1884 var en tysk koloni under navnet Togoland. Der ses stadig rester af den tyske indflydelse, bl.a. købte jeg ind i et supermarked, hvor der både var syltede agurker på glas, sauerkraut i vaccumpakkede plastposer og hvide München ølpølser på dåse. Efter en uge på lokal kost købte jeg lidt ost og en flaske fransk rødvin.

Togo er i dag mere fransk, da tyskerne måtte afstå kolonien efter 1. verdenskrig, og generelt taler lokalbefolkningen betydelig bedre fransk end den smule, jeg husker fra skoletiden. Alle er som sædvanlig flinke og venlige, så man kommer langt med et smil og en formentlig uforståelig blanding af engelsk, spansk og fransk.

Hovedstaden er til gengæld et grumt sted med plørede jordveje, hvor hønsene går rundt og skraber, mens børnene tisser i de i forvejen vandfyldte dybe huller. Her i området - 15 minutters gang fra centrum - er der få "rigtige" huse af sten, og de fleste bor i fattige træskure med rustne bølgebliktage. Det er som to verdener, at gå gennem området, hvor folk her søndag eftermiddag arbejder - naturligvis i afrikansk slow-tempo - men dog er beskæftiget med at ryge fisk (frosne, importeret fra Island), flette hår og plukke øjenbryn på kvinderne, sælge billigt kinesisk tokroners skrammel, bestyre en bræddehytte-bar med kæmpe højtalere, der forvrænger den øredøvende musik. Fra den verden og så lidt henne ad gaden til domkirken, hvorfra der lyder rytmisk salmesang, medens der fra de tæt besatte rækker klappes i takt, synges og vrikkes med hele kroppen, som afrikanerne er så gode til, når musikken spiller. Ikke alene holder menigheden søndagsfri, men de er også velklædte og har mentalt overskud til at underkaste sig præstens hudflettende prædiken om at bidrage til fred mellem de forskellige folk og trosretninger.

Det er åbenbart noget, der går rent ind, for på køreturen fra bjergomådet ved Kpalimè, hvor jeg har været de sidste par dage, ses overalt kirker i utallige varianter, som Pentecoast, Jehova, katolske evangeliske osv. (Afrika har altid været et godt område for missionærer) vekslende med masser af små og ofte primitive moskeer. Mennesker, religioner og bedehuse blandes i en tilsyneladende helt naturlig og afslappet sameksistens.

Netop afslappet er et ord, man let får på tungen, når det lokale folkeliv skal beskrives. Min rejseven Per Allan startede en fotosamling af sovende mennesker, men har nu opgivet, da disse billeder hurtigt ville komme til at dominere.

En sovende afrikaner

Endnu en sovende afrikaner

Efter ankomsten i tirsdags til Accra, Ghana - og en enkelt overnatning nede ved kysten, hvor fiskerne trak vod ind med mere plastaffald end fisk, og det lokale fodboldhold fik en hård gang træning på stranden - fandt jeg busholdepladsen. Den lignede mere et kæmpe marked, hvor en blanding af udslidte biler og nedkørte minibusser klemte sig sammen mens de laaangsomt blev fyldt op, så de kunne komme af sted.

Vi ventede kun en times tid og havde fin underholdning af de hundredvis af sælgere, der myldrer rundt med deres fade, kurve og kasser elegant balancerende på hovedet og faldbyder alt fra kogte griseører til kulørte håndsæber. Imens fyldes også nabobilen op, og det der ikke kan være inde i bilen kommer op på taget, bl.a. et stort antal kasser og kurve, en motorcykel og en brægende, let skælvende ged, der forsøger at holde balancen.

Fiskeri ved Accra

Fremstilling af ulækkert mos

Første mål på rejsen var højlandet på grænsen mellem Ghana og Togo, hvor der blev besøgt landsbyer, besteget bjerge (968 m) og set vandfald - alt sammen i et fantastisk smukt og frugtbart område, hvor kakaotræer, kaffebuske og kæmpe mangotræer blander sig med skoven. Til kyllingen første aften kom en tallerken med noget, der lignede en kæmpe melbolle - ikke lige min yndlingsret, men jeg smagte naturligvis på den klæge og noget slimede substans. Det viste sig at være cassava-rødder, der i store udhulede træ-mortere bliver smadret af op til fire kvinder, der på skift - og med hurtige stød - smasker deres mandshøje og tykke træstænger ned i morteren i et kvarters tid. Det optrin har jeg siden set utallige gange (og selv prøvet), da denne mos, der findes i forskellige udgaver (af cassava, yams og maniok) tilsyneladende er fast tilbehør til de fleste lokale retter. Smagen er yderst speciel, og heldigvis kan man også få både ris og spaghetti.

I morgen går turen videre til Benin, hvor jeg håber at opleve den lokale voodoo-kultur - og måske få lidt hvidløgsrejer nede ved kysten.

Centrum i den lille togolesiske by Kpamilé

En dag i Benin (PA):

Står op med solen - ved syvtiden, ikke noget med vækkeur her - efter en dejlig AC-kølet nat på et nyåbnet luksushotel i Cotonou (med ALT inventar fra Kina, som så meget andet i Afrika). Et smut rundt i kvarteret afslører ingen muligheder for morgenmad (meget fransk), men så viser det sig minsandten, at hotellet har en glimrende buffet (DET er vi ikke forvænt med). Således opmuntret begiver vi os ud i den myldrende trafik og går en kilometer op til det sted, hvorfra vi tror vi kan komme videre til vores næste destination (Abomey, 144 km mod nord). Det tager en times tid før der er afgang (kunne lige så godt have været fem minutter eller en halv dag), og imens kan jeg sidde og muntre mig med at studere afrikanere, der går rundt og prøver at sælge de mest underlige ting: En har tre store kufferter, en anden har et antal mørke habitter, men prisen tages alligevel af ham, der går rundt med et stort og afskyeligt ur udskåret i sort træ. Men det er dog udtryk for en slags initiativ, de fleste sidder bare sløvt og glor ud i luften.

En smuk ung kvinde

Og en endnu yngre

Jeg betvinger min lyst til at indtage det endnu ledige forsæde, og ganske klogt, for kort efter indtages det af TO store negermadammer. Turen varer fire timer, noget mere end afstanden skulle lade formode, men dels er vejen broderet med meterdybe huller og dels må vi jævnligt gøre holdt for at pøse vand på den rygende bilmotor. Jeg sidder delvis mast ud af vinduet, hvilket giver en kærkommen ventilation, men også et kraftigt boost til min - allerede markante - teint, så jeg er godt stegt, da vi endelig når til Abomey. De sidste par kilometer til det udvalgte hotel må tilbagelægges bag på et par MC'er, hvilket er en nem, billig og behagelig transportform, der er mulig pga. min begrænsede bagage (14 kg - hvoraf jeg vel endnu ikke har haft brug for halvdelen).

Vi bliver indlogeret i en hyggelig lille hytte med AC og bad (140 kr) og går straks ud i byen for at blive barberet, få en øl og fotografere små fotogene unger i den lave eftermiddagssol. Finder byens lille butik, hvor det lykkes at købe en flaske drikkelig rødvin til 30 kr, som vi senere får lov at drikke til aftensmaden, mod en tier i propafgift. I øvrigt et måltid bestående af en dry Martini, en peberbøf med brasede kartofler, en stor flaske vand og kaffe, alt for 150 kroner (for os begge). Vestafrika har bestemt også sine 'upsides', men de bør aldrig tages som en selvfølge.

For et par dage siden var jeg på randen af et sammenbrud efter et par dage på et 0-stjernet 'hotel' med 32 graders varme om natten i en by med kun en eneste skide bank, der hverken ville veksle dollars eller give penge på kort. Som følge deraf måtte vi lige tage en tur omkring Benins hovedby Cotonou, der så heldigvis skulle vise sig at være noget mere attraktiv end skrækkelige Lome, og hvor hvert eneste gadehjørne havde ATM'er, der glædeligt spyede masser af kontanter ud. Så nu har vi nok til mindst en halv snes dage.

Forud herfor gik en lidt nervepirrende tur ind i Benin, hvor vi måtte gennem en halv times nervekrig med en emsig grænsefunktionær, der ikke var tilfreds med vores visum (og derefter var vores chauffør kørt). Og - endnu tidligere - et halvkedeligt døgn på et stort beachresort, hvor vi var de eneste gæster.

Vores ramponerede bil skal have koldt vand på

Hyggelig indkvartering i Abomey

Jeg er nu for alvor ved at komme i 'Afrikamode', dvs. i besiddelse af evnen til at sidde og stirre ud i luften i laaang tid, mens al tankevirksomhed langsomt går på standby. En slags trancetilstand, som de fleste afrikanere besidder til perfektion og som man faktisk godt kan misunde dem. Det er i hvert fald en vederkvægende afveksling fra den halvstressede danske hverdag, og yderst kærkomment efter den sidste måneds turbulens.

Afslutningsvis må jeg lige bløde lidt op på mine tidligere udtalelser om Søren, de var måske lidt hårdt optrukne. Til hans fordel taler, at han - ligesom da vi var i Vietnam - konstant presser mig til at spise frugt samt - vigtigere - at han formår at hive mig op fra mit halvdepressive småklynkeri, når mine luksusgener er ved at støde mod deres nedre tolerancetærskel. Tak for det Søren.

Kongen af Abomey (SP):

Fra den flisebelagte hovedgade i Abomey, Benin, går vi her til formiddag ned ad en smal sti med tørt, rødt sand, der hvirvles op om fødderne. Langs stien er der en flere hundrede meter lang og 3-4 m høj lermur, der omkranser de ca. 40 tdr land med 12 kongeslotte, bygget af de mægtige Dahomey-konger, der herskede i landet fra 1650 til 1892. For ikke at genere forfædrenes sjæle, byggede hver ny konge et nyt palads.

Vi leder efter indgangen for at høre nærmere om disse krigere, som forsynede Amerika og Arabien med de slaver, som de tog til fange under togter til naboområderne. Slaverne blev betalt med krudt, kugler og geværer, som gjorde det muligt med endnu flere erobringstogter, flere fanger, flere slaver osv.

Da vi kommer inden for porten, ser vi en masse elegante og farverigt klædte mennesker, hvor især kvinder og piger må have lagt beslag på byens mange frisører. Efter nogen søgen finder jeg en fyr, der taler engelsk, og som inviterer mig med til den inderste gård. Her er en større ceremoni ved at begynde, idet en ung mand, der midt på slotspladsen står tildækket af et stort blåt klæde, bliver åbenbaret. Knælende på det røde sand omkring ham sidder tavst hele følget, der på dette tidspunkt også omfatter mig og min "guide".

En ceremoni-mester henter herefter forskellige beklædningsgenstande, som med mange gebærder lidt efter lidt trækkes på den unge mand, der - som os andre - sveder bravt i den bagende sol. Senere kommer der også sølvringe, perlekæder og en flaske palmeolie, der højtideligt bliver velsignet af kongens rådgivere, der i to rækker sidder på jorden ved indgangsportalen til den åbne pavillion. Omkranset af sine viftende kammerpiger sidder kongen her i al sin sumobrydervælde, med et enkelt lændeklæde omkring sin omfangsrige mave, og velsigner genstandene, inden de bringes ud i gården.

Under hele ceremonien er der fuldkommen tavshed (bortset fra et par ringende mobiltelefoner), men i en pause fortæller min guide mig, at hovedpersonen, den unge mand på pladsen, er hans bror, og at de således begge er sønner af kongen, men med forskellige mødre.

Denne ceremoni afholdes cirka en gang om året og finder sted for at mindes og fejre slægtens brave forfædre. Det er her den almindelige opfattelse, at når et familiemedlem dør, så går det kun bort fra det daglige liv, men lever ellers videre sammen med alle andre forfædre. Disse holder øje med og beskytter deres efterkommere, og det er derfor vigtigt, at de, der lige nu går rundt på jorden, udviser passende respekt. Min ven, hvis tipoldefar er den sidste enevældige Dahomey-konge, Gbehanzin (der i 1892 blev overvundet af franskmændene), fortæller, at han jævnligt modtager meddelelser fra disse forfædre, men at det dog kun er envejs-kommunikation.

Jeg spurgte, om det så måske næste gang var ham, der skulle være hovedperson i showet. Det kunne man ikke vide, sagde han, for vedkommende bliver fire måneder inden udpeget af oraklet, der også finder den rette dato for ceremonien (i øvrigt det samme orakel, som udpeger nye voodoo-præster). Den slags vigtige ting, hvor hele slægtens ve og vel står på spil, kan naturligvis ikke overlades til almindelige mennesker.

Til traditionel ceremoni i Abomey

Mere ceremoni

Hilsen fra Ouagadougou (PA):

De fleste af jer er jo rimeligt velbevandrede i geografi, men for en ordens skyld vil jeg alligevel starte med at oplyse, at Ouagadougou er hovedstaden i Burkina Faso, hvortil vi ankom for et par dage siden (i øvrigt mit land nummer 107). En stor, larmende og beskidt by, der dog også har et par positive træk. Dels er folk vældig flinke (herfra undtaget de irriterende og pågående sælgere) og dels er der kunst og musik overalt. Vi bor i noget så usædvanligt som en treværelses lejlighed. Lidt ramponeret, som alt andet på disse kanter, men alligevel ret luksuriøst for 300 kr, med AC, køkken og bad med noget så usædvanligt som VARMT vand i bruseren (ikke specielt nødvendigt, men godt til tøjvask - og godt for mit luksusgen).

Vi ankom til landet - fra Natitingou i det nordlige Benin - via tre køreture, der hver især var bemærkelsesværdige. På den første (50 km) var vi i alt 30 personer stuvet sammen i en almindelig varevogn (forsynet med løse træbænke i lastrummet), og på den næste (de 100 km op til grænsen) var vi otte personer i en almindelig lille personbil. Den sidste tur (150 km) foregik så atter i en minibus, der dels var godt fyldt op med mennesker, men dertil kom, at de standsede 3-4 gange undervejs for at fylde op med høns og geder. De kaglende høns blev 'bundtet' og hængt op i benene bag på og langs siderne af bilen, mens de vildt brægende geder fik surret forbenene stramt sammen og blev stuvet tæt sammen inde under sæderne. Bestemt ikke noget for dyrevenner med sarte nerver, men her virker det ganske naturligt og dagligdags, faktisk lige så naturligt som at man smider brugte plastikposer og alt andet affald fra sig overalt

Pakning af bil

Pakning af geder

Fra det sydlige Benin og hertil er der sket en række markante ændringer. Palmer og teaktræer er afløst af de smukkeste mango- og baobabtræer (i et tørt savanneagtigt landskab), motorcykler er afløst af cykler, knallerter og æselkærrer, bibelske skriftsteder er afløst af moskeer og mennesker med arabiske træk. Og klimaet har også ændret sig, fra 30-32 graders fugtig varme døgnet rundt til 35-40 grader om dagen og 20-25 grader om natten og med en langt lavere luftfugtighed (halvt ørkenklima). Behagelig forandring faktisk, da man ikke sveder nær så meget, men det er jo så blevet endnu vigtigere at huske at drikke rigeligt med øl (og - om nødvendigt - supplere med vand ind i mellem).

Hvis vi lige skal gå lidt baglæns, så havde vi en herlig dag i området omkring Natitingou, hvor vi brugte en hel dag på at køre rundt og besøge små afsides steder med de såkaldte Somba-folk, der bor i de mest fantastiske lerklinede bygninger (minder om mini-fæstninger med små tårne) og i øvrigt lever nogenlunde på samme måde, som de har gjort i århundreder (nå ja, på nær en mobiltelefon i ny og næ, men hvor på jorden slipper man efterhånden for dem).

Og tidligere endnu var det den gamle kongeby Abomey, hvor min sidste beretning sluttede. Også her havde vi en yderst oplevelsesrig dag, først med besøg hos nogle tilfældige mennesker i deres ydmyge men eksotiske omgivelser og dernæst med at overvære en yderst spektakulær ceremoni.

På lokalbesøg i Abomey

Solnedgang i Natitingou

Og hvad ellers? Det er da i hvert fald yderst positivt, at jeg nu har været på farten i 17 dage uden problemer af nogen art. Specielt er det bemærkelsesværdigt, at min mave stadig opfører sig eksemplarisk, og der har heller ikke været hverken myggestik, solskoldninger, hudafskrabninger eller andre af den slags problemer, som jeg ellers plejer at være god til at rage til mig. Og vejret, ja det er jo bare fantastisk, ikke mindst når man tænker på, hvad mange af jer beretter fra DK om høj sne og hårde frostgrader. Den første uge havde vi lige et par enkelte korte regnbyger, men siden har det været sol fra en skyfri himmel dagen lang. Så - alt i alt - der er godt nok ikke meget at klage over (på nær måske lige det faktum, at næsten ingen taler andet end (halvdårligt) fransk, så vi fatter ikke meget, men vi klarer os jo alligevel).

Til forskel fra de fleste af mine andre rejser, så får jeg stort set ikke læst noget. Vi har ret meget fart på, og der skal jo også være tid til at vedligeholde min nys tillærte evne til at falde i tranche og stirre sløvt ud i luften). I øvrigt har jeg kun kedelige bøger med, så fristelsen er ikke stor. Det mest intellektuelle vi kan svinge os op til er en sudoku i ny og næ, og af og til laver vi små konkurrencer, hvor vi løser dem på tid (Søren har udsat små præmier i form af Piratos og andre godter fra sit - tilsyneladende uudtømmelige - lager).

Børn og voodoo i Afrika (SP):

Det er en fornøjelse for en bedstefar med to dejlige børnebørn at rejse rundt her i Vestafrika, hvor man konstant er omgivet af masser af børn. Stort set alle yngre (og nogle ældre) kvinder har et barn fastgjort på ryggen, og de lidt større børn - mest drengene - samles med forbavsende hastighed og antal, så snart der lægges op til at fotografere dem. Når de ser resultatet, bryder de spontant ud i mægtige jubelhyl, og de som genkender sig selv på billedet hyler nærmest i ekstase. Et digitalt kamera er virkelig med til at etablere hurtig kontakt her.

Selv om der er masser af skoler, betyder den høje fødselsrate, at der hurtigt bliver mangel på både plads og materialer. Vi besøgte en skole, hor der netop var krisemøde med forældrene – nogle forhutlede beboere fra den nærliggende landsby bestående af lerklinede hytter med stråtag og knastør rød jord. Dagsorden var bl.a. at få lavet et skrivebord til skolelederen og nogle reoler til skolebøger og hæfter, der lå i en stor bunke i et hjørne af skuret, der var bygget på enden af den ellers ret nye, men alt for lille skole. Skolen har ca. 200 elever og 5 lærere, som underviser et formiddags- og et eftermiddagshold.

Klasseværelserne, hvor der var to årgange i hver klasse (cirka 40 elever til en lærer), består af nogle vakkelvorne borde og stole samt en stor tavle, hvor dagens lektier i fransk og matematik står skrevet ved siden af nationalsangen - som vi fik afsunget for fuld hals.

Der er således næppe meget, som en dansk lærer vil misunde sin afrikanske kollega, selv om den lokale pædagogiske indlæring af de helt smås forståelse af ro og høre-efter-teknik måske kan virke som ønsketænkning: Skolelederen kaldte første klasse ud i skolegården, der lige som alt andet er støvet jord, og ungerne viste med en nærmest militærisk præcision, at de kan stå på række og være stille på kommando!

Slaveudskibningsstedet ved Ouidah

Forfatterne på en kasavamark i det nordlige Benin

Disse oplevelser på den cirka 700 km lange vej op gennem Benin blev suppleret med gode samtaler med de overraskende mange, som kan engelsk, og som vi mødte bl.a. i bussen og ved at stikke hovedet indenfor hos de (næsten) altid venlige afrikanere.

Jeg tænker her især på de lokale traditioner med f.eks. voodoo, som jo har sin oprindelse netop her, og som jeg synes er særdeles interessant.

Vi har bl.a. besøgt pytonslangernes tempel i byen Ouidah (hvor danskerne i 1700-tallet også havde en slaveudskibningsbastion). Slangerne skulle være ganske ufarlige, og personalet tog dem kærligt om halsen. Jeg gik så langt som til at røre dem med en pegefinger, hvilket var ret væmmeligt. Pytonen er det hellige dyr netop for dette område, og indbyggerne har som en del af ritualet // ridset ind på hver kind og i panden. Pytonen er gud for liv og bevægelse og i andre egne af landet har man tilsvarende andre guder i form af bl.a. pantere, krokodiller samt træer og sten.

Når man mangler lidt medvind i tilværelsen, hvilket samtlige guder må vide kan være tiltrængt her på egnen, sørger man for at anskaffe sig nogle fetich objekter, som der er et righoldigt udvalg af på markedet: Tørrede smådyr og fugle som frøer, firben, forskellige fugle med hoved og fjer, kranier af krokodiller, slanger og andre væsener - uhyggeligt og fascinerende at kigge på. Vi var i de to dage de absolut eneste turister i byen, så disse fetich er ikke turist souvenirs, men seriøse brugsgenstande.

I den guddommelige skov, hvor der ud over store flotte hellige træer (især iroko) er figurer af de forskellige guder (nogle i ægte non-figurativ afrikansk udførelse fremstillet af gamle cykelstel, nedløbsrør, jernstænger og potter), er der en skole til udannelse af 5-10 årige børn til en fremtidig rolle som voodoo-præster. Disse børn er specielt udvalgt af oraklet til at have særlige evner indenfor hvad vi vil kalde heksekunst. Senere vil nogle - måske alle - blive såkaldt guerisseur, der hjælper med forskellige funktioner i landsbyerne. Det kan være med særlige evner som jordemoder, naturlæge eller til at danse regnen frem. Desuden udsteder de på opfordring gri-gri, hvilket i moderne form er en slags horoskop tilsat en portion trolddom, der kan sikre, at kvinden snart bliver gravid, at svigermor vil være mere medgørlig eller hvad man nu brændende ønsker sig.

Skoleklasse i det nordlige Benin

På besøg hos Somba-folket

Selve oraklet er en nærmest hellig person, der har adgang til den spirituelle verden, da han bl.a. skal sørge for kontakten til alle forfædrene. Oraklet er en højt respekteret mand i landsbyen, og hver dag går han ind i sit allerhelligste, hvor der sikkert er udtørrede kranier, en afskåret harefod og ulmende træstykker. Oraklet skal bl.a. forudsige de gunstige tidspunkter for ceremonier, som den kongen i Abomey holdt forleden samt dagen hvor bønderne må begynde yamshøsten, der jo danner hele deres livsgrundlag og derfor ikke alene er afhængig af vejret, men også af forfædrenes og gudernes accept og velsignelse.

Dette kan lyde som en historie fra de varme lande, men jeg forsikrer jer for, at jeg har fået den fortalt i stort set samme udgave af efterhånden adskillige ædru og fornuftige mennesker. De har tilfældigvis været katolikker, men er jo også en del af denne lokale kultur, der har plads til at acceptere andre religioner i al fordragelighed: Den øverste Gud er den samme for alle, men har forskellige navne.

En aften i Bobo-Dioulasso (PA):

Søren er ikke meget for at spise på 'pæne' restauranter med trykte menukort og duge på bordene. Det er for kedeligt, mener han, og på en måde har han jo ret, men alligevel er det som regel den slags steder jeg ender, når jeg rejser alene. Dels fordi jeg så kan sidde og hygge mig med at læse og skrive og dels fordi jeg (formentlig uberettiget) bilder mig ind, at sådanne steder udgør en mindre risiko for min sarte mave end de talrige gadekøkkener. Men kompromiser må indgås (og maver udfordres), så jeg lader mig slæbe ud fra hotellets trygge rammer og skråt over gaden, hvor tre mand har knoklet flere timer med at grovpartere nogle kyllinger samt snitte løg og kål. Disse ingredienser svøbes ind i små pakker af cementpose-papir, der er godt sovset ind i olie, og pakkerne anbringes så på den store grill. Bag grillen, på den hårdtstampede røde jord og omgivet af høns, er der opstillet en halv snes små borde og nogle af de formstøbte plaststole, der synes at forekomme i hele verden (og som man i øvrigt sidder glimrende i, modsat mange af de mere kunstfærdige varianter).

Her er ikke noget menukort, kun 'dagens ret' (den nævnte pose), men i det mindste er man selv herre over, hvor mange af de store sekskroners Brakina-øl man ønsker at skylle måltidet ned med. Bestik kan vi ikke få (og det er ikke kun fordi vi ikke ved, hvad det hedder på fransk), men hvad pokker, fingrene har man jo altid lige ved hånden. En hjælpsom ung knægt går rundt med sæbe, vaskefad, vandkande og servietter, og herefter skulle den hygiejniske side af sagen være i orden.

Måltidet viser sig at smage overraskende godt, specielt fordi de for en gangs skyld har brugt noget af al den chili, der ligger til tørre alle steder rundt om, men som ellers alt for sjældent finder vej til de retter, som vi bliver tilbudt. Og bagefter sidder vi en times tid og falder i trance over hele setup'et. Maverne er behageligt fyldte, en ny øl er skænket op, rundt om i halvmørket anes glade sorte ansigter med kridhvide smil, trafikken er ved at dø ud, støvet har lagt sig og temperaturen er faldet til behagelige 25 grader.

En gang i mellem dukker der et par tanker op, men den uskik når vel også at blive udryddet inden længe. F.eks. om hvorvidt den just fortærede kylling har tilbragt sine sidste timer ophængt i benene på siden af en skramlende bus. Eller om sne, frost, julefrokoster og andre eksotiske tildragelser i det fjerne fædreland. Eller jeg rammes af et strejf af taknemlighed over at være et privilegeret menneske, der har økonomiske, fysiske og mentale evner til at rejse ud og opleve alverdens riger og lande.

Dette var i går aftes. Og til frokost i dag, hvor vi dumpede ind på en lille lokal restaurant, fik jeg en entrecote, der ikke bare var turens suverænt bedste måltid, men simpelthen en af de bedste bøffer jeg har fået i mange år (for 40 kroner). Afrika holder aldrig op med at overraske.

Gadekøkken i Bobo Dioulassou

Lækker bøf i Bobo Dioulassou

Tilbage i Ghana (PA):

Så er vi atter tilbage i Ghana, og de gastronomiske udskejelser i de frankofile lande er udskiftet med havregrød, klægt franskbrød og bibelcitater. Man skal være ret stærk i troen for at værdsætte denne forandring.

I øvrigt lidt vemodigt at tage afsked med Burkina Faso, der viste sig at blive en af turens helt store positive overraskelser. Det var her - i et af verdens fattigste lande - at vi mødte de venligste mennesker, spiste de bedste måltider (oksekød i særklasse!), boede på de hyggeligste hoteller og kørte på de bedste veje (EU-financierede) - og alt sammen til de mest latterligt lave priser. Det var også her vi oplevede turens hyggeligste by (Bobo Dioulasso), med masser af grønne træer, musik overalt, den mest maleriske gamle moske og den mest eksotiske gadekøkken-oplevelse.

Den smukke gamle moske i Bobo Dioulassou

I den forbindelse må jeg i øvrigt lige bemærke, at min gadekøkken-begejstrede rejsemakker måtte gennem et 24-timers maveonde dagen derpå. 'Træk i bussen', hævder han at årsagen skulle have været, faktum er i hvert fald, at jeg slap igennem oplevelsen i fin stil, og nu - på rejsens 25. dag - endnu ikke har haft skygge at helbredsmæssige problemer af nogen som helst art. Ganske usædvanligt.

Sidste stop i Burkina Faso var den lille by Banfora, der ligger helt ovre i det sydvestlige hjørne, tæt ved Mali og Elfenbenskysten. Her tilbragte vi bl.a. en dag med at køre rundt på et par MC'er og besøge fjerne landsbyer og flot natur (bl.a. vandfald og mystiske klippeformationer). Lidt udfordrende at køre MC på de sandede småveje, men rigtig sjovt, når man lige har vænnet sig lidt til det.

For øvrigt også et område hvor der - grundet gode kunstvandingssystemer - dyrkes masser af sukkerrør, der bl.a. omdannes til rom (som dog ikke tilnærmelsesvis kan måle sig med, hvad man fremstiller i de mellemamerikanske lande). Der dyrkes også en del grøntsager, hvilket dog ikke hindrer, at de fleste løg på de lokale markeder kommer fra Holland (sammen med æbler fra Sydafrika, juice fra Hongkong og fisk fra Island). Selv ikke de store transportomkostninger og de højere lønninger kan opveje afrikanernes totale mangel på evne til effektiv arbejdsindsats.

Derefter en lang bustur ned til grænsebyen Hamale, hvortil vi ankom efter mørkets frembrud. De lokale hævdede, at vi var nødt til at krydse grænsen straks, da der ikke var overnatningsmuligheder på Burkina-siden. Det gjorde vi så, via en MEGET MØRK landevej og iført pandelamper, eskorteret af en venlig dame, som vi havde mødt i bussen. Indkvartering på 'Byens Hotel', det hidtil mest primitive, men hvad pokker kan man også forvente at få for en halvtredser. Da vi bagefter gik ud i den mørke by for at få lidt mad blev vi eskorteret af en hjælpsom fyr, der også fulgte os hjem igen bagefter. Næste morgen stod han der igen og fulgte os til det lille torv, hvor 'byens morgenmad' blev serveret (omelet og lidt blødt brød, ristet over åben ild). Tilfældigt fandt vi så ud af, at han var søster til damen fra bussen, og snart var vi hjemme og besøge hele den store - og meget venlige - familie.

Der fotograferes børn i Banfora

- 0g køres på motorcykel

Fyren eskorterede os også til det sted, hvorfra de ramponerede busser afgik i sydlig retning (halvanden times ventetid denne gang). Det lykkedes os lige netop at proppe vores rygsække ind i det, som vi troede var lastrummets absolut sidste ledige plads, men i Afrika er der ALTID plads til lidt mere. I dette tilfælde viste det sig, at den ged, der havde stået tøjret til en pæl ved siden af bilen, lige præcis kunne proppes ind og stå i spænd mellem vores rygsække og bilens bagsmæk! Men så var vi også klar til afgang, eller næsten da, for der skulle også lige tre store bambusbure fyldt med perlehøns op på taget, og af en eller anden grund skulle de først lige alle sammen have brækket vingerne, hvilket gav en så hæslig knaselyd, at jeg måtte gå lidt væk for ikke at få kvalme.

Så en hård skrumletur til byen Wa, hvorfra der ikke er noget at skrive hjem om, og dagen efter, dvs. i går, sad vi otte timer i en bus for at komme til Ghanas næststørste by Kumasi, hvor vi er nu. Og atter en gang er vi så tilbage i civilisationen, i hvert fald mht. indkvartering, og til dels også mht. restauranter (bortset fra at maden ikke når Burkinas niveau). I øvrigt er byen ikke specielt interessant, og jeg er ved at være mættet af larmende og osende trafik samt afrikanske markeder - og glæder mig til at komme ned til kysten og mærke en frisk havbrise.

A propos trafik, så har vi flere gange været i livsfare. Vi er begge vant til at krydse trafikerede veje i Vietnam og det øvrige Sydøstasien, hvor man blot behøver at gå ligeud med konstant fart og retning, så indretter biler og MC'er sig efter det. Men sådan er det altså ikke her, hvor trafikanterne enten sidder og småsover eller også opfører sig helt uforudsigeligt, så man må springe for livet.

På sprogfronten burde vi jo nu være lykkelige, men faktum er, at de fleste taler så dårligt engelsk, at det næsten lige så godt kunne være fransk. Det er faktisk stadig lidt af en udfordring at få brugbare informationer ud af folk, også pga. den udbredte vane med - af høflighed - at svare på alt, uanset om de kender svaret eller ej. Her i Kumasi har de tilsyneladende for ganske nyligt ændret de fleste af gadenavnene (og sat fine nye skilte op), hvilket gør det til en prøvelse at finde rundt ved hjælp af guidebøgernes kort. Ingen af de lokale synes at have bemærket dette. De kan fint finde rundt i byen, men lever i lykkelig uvidenhed om gadenavne og den slags nymodens påhit. Og hvis man stiller sig op med sit bykort og ser fortabt ud, så styrter folk straks til for at hjælpe. 'What are you looking for', lyder spørgsmålet. Den eneste hjælp jeg har brug for er at de viser mig, hvor PÅ KORTET jeg befinder mig, mens kort - for de fleste afrikanere - er lige så store abstraktioner som affaldsspande og hastighedsbegrænsninger.

Traditionel pottefremstilling nær Banfora

Lokale kvinder samme sted

Fik for resten i formiddags et af turens største chok. Jeg var godt tørstig efter en længere tur rundt i byen, så jeg satte mig ind på det der - iflg. LP - skulle være en af byens bedste restauranter og bad om en øl. 'Sorry Sir, no beer, this is a christian place', lød svaret. Så har jeg prøvet det med. Jeg vaklede rystet videre til det næste sted, hvor jeg havde mere held med mig.

Og a propos religioner, så er det herligt at opleve, hvor godt muslimer og kristne kommer ud af det med hinanden i disse lande, hvor religion helt sikkert spiller en stor rolle i de fleste menneskers liv, men hvor der synes at herske en udpræget tolerance mht. andre menneskers tro og øvrige synspunkter.

Jeg må vist snart til at runde af for denne gang. I morgen tager vi ned til kysten, hvor jeg glæder mig til at tilbringe de sidste fem dage omgivet af saltvandsduftende havbriser. Og forhåbentlig i nogenlunde civiliserede omgivelser, hvor jeg kan trække mig tilbage og fordøje de mange indtryk og forberede mig mentalt på, hvad der tegner til at blive mit livs kuldechok. Jeg fornemmer på jeres mails, at den globale opvarmning midlertidigt er udsat og at vi nærmest er på vej til en ny istid.

Mama Bunga (SP):

Det var i bussen vi mødte Mama Bunga. Hun er en smilende og frodig kvinde i traditionel afrikansk format, dvs. der er noget til både gården og gaden. Hun sad foran os med sine to døtre: En genert, men meget elegant teenagepige og en lille charmetrold med stramme fletninger i håret, alle afsluttet med et farverigt bånd. Vi er på vej fra Bobo Dioulasso i det ellers fattige Burkina Faso, en livlig by med musik, asfalterede veje, masser af træer og en spændende gammel bydel, til det der skulle vise sig at blive turens hidtil usleste hul, Hamele på grænsen til Ghana. Det var helt mørkt, da vi kl. 19.30 blev sat af bussen ved grænsen, og kun gløderne fra gadekøkkenerne lyste lidt i den lune, fløjlsbløde afrikanske nat. Vi havde set i guidebogen, at der skulle være et hotel i byen på Burkina-siden, men det var der ingen, der kendte noget til. Gå med mig til Ghana, sagde Mama Bunga, der har vi et hotel. Med pandelamperne tændte gik vi så i samlet flok ud ad den støvede jordvej hen til paskontrollen. Ved lyset fra tolderens lommelygte og vore pandelamper fik vi et udrejsestempel i passet.

Søren spiser morgenmad i Hamale

Vi møder Mama Bungas familie

Mama Bunga taler kun det lokale sprog, så kommunikationen med hende undervejs havde mest bestået i at give et par bolscher til den lille datter, samt hjælpe hende med at hive diverse indkøb ind gennem bussens høje vindue. Hun var en kritisk kunde, der med armen ud ad vinduet først mærkede grundigt på varerne for at finde de bedste stykker af bl.a. en udskåret melon og stegte kyllingelår. Da der kom en papaya-sælger, talte Per Allan og jeg om, at det kunne være dejligt med lidt frugt, men at det nok ville være for grattet at spise den i bussen med min lommekniv. Mama Bunga havde samtidig prajet papaya-sælgeren, fået hende til at skære den store frugt i skiver, og da jeg hjælpende rakte den til hende, så gjorde hun tegn til, at hun havde købt den til os!

Vi gik nu med Mama Bunga og hendes to piger yderligere nogle hundrede meter ad den mørke jordvej til den ghanesiske paskontrol. Efter lidt engelsk-inspireret bureaukrati var vi så tilbage i Ghana, hvor Mama Bunga i mellemtiden var forsvundet i mørket. En fyr hjalp os med at finde det primitive lokale hotel, hvis sanitære faciliteter jeg skal undlade at beskrive nærmere, og igen med at finde noget mad. Vi fik lov at komme ind på toldernes spisehus, hvor alt også henlå i mørke, med undtagelse af en enkelt pære i køkkenet. Maden - og ikke mindst de kolde øl - var dog glimrende, og vi sluttede af med en kop kaffe på en noget ustabil bænk ved en lille bod på hovedgaden, hvor en stor gryde over de glødende trækul på en gammel bilhjul-fælg leverede kogende vand. Her i bymidten var der lys to steder: Det ene ved byens parabol-biograf, hvor et stort antal fodboldglade mandlige tilskuere så direkte transmission af Champions League, og det andet her ved kaffeboden, hvor de viste videoer af gamle engelske fodboldkampe, hvilket til gengæld var gratis for kunderne.

Næste morgen var der morgenmad samme sted, og vor hjælper fra i aftes dukkede op igen. Der er tit lokale, der prøver at hjælpe 'nødstedte' turister i håb om at få en skilling for ulejligheden, så vi spurgte, om han kendte Mama Bunga. Jo, det gjorde han da rigtignok, for det var hans søster. Det viste sig, at hun i aftes havde sendt bud efter broderen, der kunne tale et delvist forståeligt engelsk, for at hjælpe os tilrette, og vi blev nu ført gennem diverse gyder til en gård, hvor Mama Bungas smil straks lyste op. Vi fik lejlighed til at hilse på hendes familie, herunder faderen, der netop har været på pilgrimstur til Mekka, og således nu kan kalde sig Haji. Også den generte datter dukkede op, og det viste sig, at hun går på en skole i Bobo, hvor hendes far bor. Efter fotografering og udveksling af adresser tog vi afsked med den venlige familie og begav os hen til en anden støvet jordplads, der gør det ud for rutebilstation. Lidt efter kom datteren igen, nu med en stor pose bananer til vor rejse. Hvilken udsøgt venlighed at vise til fremmede, der kommer til ens land.

Den næste bustur skulle også vise sig at blive noget udover sædvanlig Arriva-standard. Bussen er en oldgammel, hullet og udtjent Nissan kassevogn, hvor der er monteret fire rækker træbænke bagi. Vi sikrede os hurtigt forsædet, hvor vi i sammenligning med de andre passagerer sad relativt komfortabelt. Det kan man til gengæld ikke sige om den sidste passager, da der efter at bilen var stuvet så fuld, at bagklappen ikke kunne lukkes, yderlige skulle en ged med. Det tog tre mand i fællesskab at skubbe den i spænd, så den lige kunne presses ind. En barsk behandling, men dog en anelse mere lempelig, end de tre bure med perlehøns, der først havde fået brækket vingerne inden de blev stoppet i et par bastkurve - som når jeg stopper tøj ned i min rygsæk - hvorefter kurvene blev spændt fast på taget.

Der er altid plads til en ged til

Vejbro nær sit endelige sammenbrud

Herefter gik det i vild fart de næste par timer ad jordveje som en pløjemark (vi er stadig på hovedvejen for godstrafik i transit fra havnen i Ghana til bl.a. Burkina Faso og Mali), og hver gang en passager bad den usædvanligt koleriske chauffør om at køre lidt langsommere gennem de værste huller, blev han helt hysterisk. Det samme var tilfældet, når Per Allan forsøgte at skrue lidt ned for den skrattende båndafspiller. Efter lidt debatteren fik vi dog lov at stå ud af bilen og gå til fods over, da vi kom til en cirka 50 meter lang stålbro, der på midten var knækket sammen i U-form. Vi er nu i Kumasi, hovedstaden i det lokale kongerige af Ashanti-stammen, hvor vi tilbringer et par dage, inden turen går ned til kysten og diverse fiskerlandsbyer, hvor jeg - trods det yderst primitive afrikanske køkken - håber på nogle lækre fiskeretter.

Greetings from Paradise (PA):

'One Africa' består af en håndfuld lækre og praktisk indrettede hytter i nærheden af Elmina, et par hundrede kilometer vest for Accra. Lige neden for vores hytte bruser bølgerne ind mod klipperne, så kaskader af skumsprøjt glitrer i solens stråler. Ude på havet glider fiskerbådene stille forbi, og bag mig er en bar med alskens kølige drinks til billige priser. Jeg ligger i en hængekøje under en skyggefuld kokospalme og tænker på, at min eneste bekymring lige nu er risikoen for at få en kokosnød i hovedet, en risiko der vist må anses for minimal i forhold til de farer jeg har udsat mig for ved at køre over 3.000 kilometer ad dårlige veje i elendige køretøjer med mere eller mindre maniske chauffører. Den 28 grader varme havbrise smyger sig om min krop, mens jeg gør endnu et forsøg på at læse i den bog, som jeg startede på for fire uger siden, hvilket der - endnu en gang - ikke kommer ret meget ud af. Sjældent har jeg læst så lidt og brugt så meget tid på at glo ud i luften. Ind i mellem melder der sig en flig af bekymring ved tanken om, hvordan jeg skal blive 'resocialiseret' til at passe ind i den hjemlige trædemølle med fimbulvinter, kravlenisser og daglige rutiner.

Næste dag starter - noget usædvanligt - med at jeg står op kl. 6 og LØBER en tur ind til Elmina og tilbage. Trods tidspunktet er det jo varmt, så jeg løber i bar overkrop, hvilket - sammen med det usædvanlige i at nogen overhovedet bevæger sig så hurtigt - gør, at folk stimler sammen og glor mindst lige så intenst som havde det været selveste julemanden med en flok rensdyr spændt for kanen. Heldigvis går løbeturen langt bedre end forventet, selv om der stadig er et stykke vej tilbage til forårets maratonform.

>Afslapning på 'One Africa'

Det smukke gamle fort i Elmina

Om formiddagen tager vi ind og ser nærmere på Elmina, der både kan byde på to forter (i Unesco-klasse), et kæmpemæssigt fiskemarked og en hel del åbne og stinkende kloakker. Og herefter er det jo en sand vederkvægelse at komme tilbage til vores lækre ressort (hvor vi i øvrigt er de eneste gæster) og nyde en kølig pilsner i hængekøjen.

Lidt senere sker der det, at min næsten fire uger lange periode uden problemer får en brat afslutning. Jeg er - i naivt overmod - kravlet op på en 3-4 meter høj klippe et stykke ude i vandet. Her står jeg og nyder solen og de salte skumsprøjt, da der pludselig kommer en bølge, der er en hel del større end de øvrige, og vælter mig omkuld. Av av! Men det bliver endnu værre, for kort efter, da jeg netop er kommet på benene igen, kommer der en endnu større af slagsen, og den er i stand til uden videre at feje mig væk, så jeg tager hele turen ned ad den snegle- og muslingebeklædte - klippe på r.. og albuer. Av av av! Da jeg et øjeblik efter ligger i det forholdsvis rolige vand bag klippen er min første tanke, at der intet er sket (ud over nogle ømme steder på ryg og baller, der sikkert bliver til blå mærker), men da jeg kommer op på stranden viser det sig, at jeg ligner noget, der har været igennem en kødhakkemaskine, med blodet silende ned ad kroppen. Suk, bliver jeg da aldrig klogere. Jeg vælger at blive liggende i saltvandet en rum tid, det renser sårene og lukker de mest overfladiske ridser, og så må jeg bagefter op og forbinde de lidt mere alvorlige. Kors, mine hænder og arme ser ud som om jeg har været i nærkamp med en vildkat. Og pyha, trods alt billigt sluppet, det kunne jo være gået meget meget værre. Og godt vi ikke står over for flere dages kørsel ad støvede landeveje nu. Der MÅ altså virkelig være højere magter, der holder hånden over mig, når jeg - igen og igen - kan bringe mig selv i livsfare og slippe godt fra det.

Og nu er vi så i 'Big Millys Backyard', hvor jeg også var (flere gange endda) med Anita for 3-4 år siden. Rigtig hyggeligt backpackersted med den mest fantastiske strand og en masse flippede rasta-typer, der går rundt i en konstant sky af hashtåger. Det der med strand og vand er ikke lige Sørens store nummer ('man kunne jo blive våd'), så han vender resolut ryggen til havet og sætter kursen tilbage mod det indre Afrika for at finde en passende primitiv landsby, hvor han kan købe en landevejskebab og et par frugter, mens jeg sætter mig ned under en parasol ved stranden og - med en kraftanstrengelse - får læst det sidste kapitel af min bog.

Den dejlige kyst - med den lumske klippe i baggrunden
Stranden ved 'Big Millys Backyard'

Hjemme igen (PA):

Så er jeg atter hjemme i lille Danmark, hvilket som ventet er noget af en omvæltning, både kulturelt og klimatisk. Det var ellers lige ved at glippe med hjemrejsen, da de 35 km til lufthavnen kom til at vare 2½ time, men heldigvis var vi taget af sted i rigtig god tid. Sjældent har jeg oplevet så mange stinkende biler komme så langsomt frem. Alt for mange elendige osende skrotbunker på alt for dårlige veje er et af Vestafrikas store problemer og noget, det ikke er særlig rart at tænke tilbage på. Men ellers forløb det hele glat, i hvert fald for mit vedkommende, og jeg var hjemme i min lejlighed (hvor temperaturen var 15 grader) klokken 11 i går formiddags. Lidt mere besværligt var det for Søren, hvis fly fra Frankfurt til Billund var aflyst, så han måtte tage hjem med toget i stedet og var derfor først hjemme sent på aftenen - dum afslutning.

Jeg havde så lige tid til at pakke ud og tage et bad og tage med til firmaets julefest, perfekt timing. På vejen ind til Købmagergade skråede jeg gennem Illum for at få lidt varme, og når man der betragter det eklatante overforbrug af unødvendige luksusvarer, så er det virkelig man føler det som om man lige er landet fra en anden planet.

Sneen vælter ned udenfor, og det ser ud til, at vi får hvid jul. Det er faktisk ganske hyggeligt og ikke nær så slemt, som hvis jeg var kommet hjem til regn og rusk. Jeg har kæmpet mig gennem snemasserne til biblioteket og afhentet 8 spændende bøger (nu skal der kompenseres for en måned med litterært underskud). Billeder og film er lagt på PC'en. Jeg har cirka 1.500 og Søren har næsten lige så mange, så der skulle nok være mulighed for et par timers underholdning til de, der er interesserede. Og selvfølgelig bliver der forevisning i Café Globen.

Vinter i Danmark - og det skulle blive meget værre

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside