Torsdag d. 27. januar

Hvor checket! Jeg sidder på mit kontor, klokken er lidt over tre, og om to timer er der afgang til lufthavnen. Skrivebordet er ryddet og alle deadlines overholdt, det eneste jeg mangler er at stille telefonen om og melde mig 'out of office' for de næste 3½ uge.

Det har ellers været hektisk på det sidste, såvel arbejdsmæssigt som på anden vis. Med vanlig sans for timing reddede jeg mig en kæmpeforkølelse for en uges tid siden, så den er - i overensstemmelse med normalen - stort set væk igen på nuværende tidspunkt. Dernæst fandt jeg ud af, at jeg er blevet allergisk overfor klorokinfosfat (malariaforebyggende præparat), som jeg - forskriftsmæssigt - indtog en uge før forventet ankomst til Filippinerne. Det resulterede i kløende udslet, tør hals, galopperende hjerte og et par næsten søvnløse nætter, ikke spor sjovt. Efter samråd med lægen har jeg droppet malariapillerne på denne tur, nu er Filippinerne jo heller ikke ligefrem højrisikoområde, og da slet ikke på denne tid af året.

Turen er den tredje i Club SAS regi (de forrige gik til Thassos og Rumænien), og ligesom sidst er vi syv deltagere, heraf to eksterne. Deltagerne er - udover mig selv - Søren Jakobsen, Ole Rich Henningsen, Niels Runge og Simon Topp samt Oles kæreste Jeanette og Simons kæreste Marianne. Pænt af dem at sørge for, at det ikke bliver en ren mandetur.

Filippinerne er et nyt land for mit vedkommende (nummer 59 i øvrigt), og jeg nærer store forventninger i retning af sol og varme, maleriske landskaber og mennesker, afslapning på stranden, sejlads, snorkling, dykning og måske også et par rideture og en motorcykeludflugt.

Fredag d. 28. januar

Lang og hård flyvetur via Frankfurt til Manilla, det er godt nok utroligt, så mange sæder de kan proppe ind i en jumbojet. Søvn bliver der ikke meget af, til gengæld får jeg slugt hele min første bog ('For egen vinding' af Lotte Garbers).

Ankomstformaliteter, bagageudlevering og pengeveksling går let og smertefrit, og som lovet står en repræsentant for C&C Travel og venter på os udenfor. Ud over os syv er der yderligere fem personer, der skal deltage i rundrejsen (to par + en søster).

Efter lidt venten i den dejlige lune aften passerer klokken seks og mørket sænker sig hurtigt. Lidt efter kommer en minibus, som transporterer os gennem Manillas trafikale inferno til Hotel True Home, hvor vi skal have vores første overnatning. Et hyggeligt sted i en dejlig have, hvor vi hurtigt får fordelt os selv og vores bagage. Lidt senere bliver vi kørt ud til Loloys private hjem (ansat ved rejsebureauet), hvor vi sidder i den hyggelige lille have og indtager en glimrende aftensmad, som skylles ned med lokale øller (San Miguel) og en flaske af den filippinske rom.

Lidt før elleve er vi tilbage på hotellet, hvor vi konstaterer, at baren ved swimmingpoolen er lukket. Det er vist i grunden også meget godt, vi er alle godt trætte og ser med længsel frem til en nat i rigtige senge.

Lørdag d. 29. januar

Trods træthed og søvnmangel bliver det alligevel en lidt urolig nat, det har jo nok noget at gøre med tidsforskellen (syv timer). Morgenmaden indtages i den dejlige have: Toast, spejlæg og velsmagende frugter (ananas, mango og bananer, som smager meget bedre end derhjemme). Det er varmt og solen skinner fra en himmel med enkelte spredte skyer.

Halv otte sidder vi i bussen, der skal bringe os op til Banaue i bjergprovinsen Ifugao. En tur på 3-400 kilometer, som - på grund af stærk trafik og halvdårlige veje - kommer til at tage ti timer, så klokken bliver halv seks, inden vi endelig er fremme ved Banaue, der ligger 1200 meter over havets overflade.

Banaue Hotel - hvor vi skal bo de næste to nætter - er en kæmpemæssig og ret grim betonkolos, hvorfra der til gengæld er en ret forrygende udsigt over området. Der viser sig at være knas med værelsesreservationerne, idet de tilsyneladende ikke har fået besked om, at vi har betalt for et enkeltværelse, så Niels, Søren og jeg pakker os sammen i et rum. Det er heller ikke noget problem, men det er da irriterende at betale for noget man ikke får. Vores guide lover at ringe til kontoret og få opklaret misforståelsen. Til overflod må vi rykke flere gange, før der endelig dukker en ekstra madras op.

Maden indtages oppe i den store hall (buffet, ok uden at være ophidsende). I den lidt mindre spisesal ved siden af fejres et lokalt bryllup, hvilket blandt andet indebærer afspilning af kraftig Elvis-musik. Lidt synd for den gruppe charmerende børn, der opfører deres traditionelle danse- og syngespil på en lille tribune lige ved vores bord.

Vi slutter af med et par drinks og går til ro ved ellevetiden.

Søndag d. 30. januar

I forbindelse med morgenmaden diskuteres, hvilken type udflugt vi skal begive os ud på. Nogle - især Niels - vil gerne vandre langt, andre så lidt som muligt. Den generelle sundhedstilstand er i øvrigt under al kritik, idet op mod halvdelen af holdet ligger un derdrejet med hoste, halslidelser og influenza, sikken et lazaret!

Vi lejer en 'jeepney', som er det altdominerende transportmiddel her til lands. Det er en slags minibus med to langsgående sæder på et lad, der er bygget op bag på en jeep (blev efter sigende opfundet, da amerikanerne trak sig tilbage og efterlod en masse jeeps). Vi kører ned gennem Banaue, der snor sig rundt langs en dyb kløft, hvor der overalt er primitive huse på pæle, bygget ud over skrænterne, det ser faretruende ud. Vejret er desværre ikke alt for godt. Det er overskyet, og ind i mellem drypper det lidt.

Snart er vi ude på landet, og den i forvejen dårlige vej forvandles til et par dybe hjulspor i mudderæltet. Jeg får lov til at kravle op på taget, hvor jeg sidder komfortabelt i et reservehjul. Noget af en skrumpletur, men alligevel langt bedre, da der både er mere frisk luft og bedre udsyn end inde i bilen.

Overalt er der hunde og børn, der smiler og vinker (kun børnene), og alle virker glade og imødekommende. Efter en god times kørsel er vi fremme ved det sted, hvorfra vi skal gå videre til fods ned over de ekstremt maleriske risterrasser til den lille bitte landsby Bangaan, der bare består af 3-4 huse og en minibutik, der sælger lokalt forarbejdede smykker, klædestykker og træskærerarbejder. De er meget diskrete af asiater at være, og lægger ikke spor pres på os, selv om ingen af os køber noget.

På tilbagevejen begynder det desværre at regne, så der bliver ikke nogen tagtur hjem. Efter en times kørsel punkterer bilen, 3-4 kilometer fra byen, så Niels og jeg beslutter os til at gå resten af vejen tilbage frem for at stå og vente på, at de får skiftet hjul.

Vi skyder genvej over en hængebro og op ad en stejl trappe, som desværre viser sig at være spærret helt oppe for enden. Ærgerligt at skulle gå hele vejen tilbage, så vi forcerer to afspærringer og ender på en byggeplads, hvor vi må klatre over et plankeværk for at komme ud.

Vi mødes med de andre på hotellet og aftaler at gå ud og spise klokken to. Vi finder et lille ydmygt sted nede ad vejen, hvor vi bestiller kylling med grøntsager, som vi venter på en evighed, til gengæld koster det næsten ingenting.

Der er almindelig afmatning, så vi går hjem til hotellet for at hvile os. Jeg lægger mig til at læse, men kort efter bliver øjenlågene tunge, og da jeg vågner igen, er klokken næsten syv, det var velnok en tiltrængt lur.

Modsat i går, hvor der var hundredvis af gæster på hotellet, så er vi stort set alene i aften. Vi kaster os ud i restaurantens a la carte tilbud, for at prøve noget andet end gårsdagens buffet, men resultatet er nu ikke særligt ophidsende (jeg får en bøf, der er fyldt med sener). Som i går afsluttes dagen i baren (surprise).

Mandag d. 31. januar

Det er aftalt, at vi tager videre klokken otte. Vejret er koldt og fugtigt, truende overskyet, og så er der stadig almindelig afmatning pga. sygdom, kulde og træthed. Tænk at jeg, der ellers altid er den første til at pådrage mig alskens dårligdomme, skal være rask og frisk sammen med sådan en flok patienter. Det var vist overordentlig godt timet med den forkølelse i sidste uge (og klogt med influenzavaccinationen i efteråret).

Afsted går det op gennem hårnålesving og svimlende udsigter over terrasseskråninger. Udsigter, der uden tvivl ville have været endnu mere imponerende, hvis solen havde skinnet på dem.

Vi gør et enkelt stop ved en særligt flot udsigt, hvor der - bekvemt nok - også er et par små boder, hvor man kan købe alskens tingel-tangel samt fotografere et par af de lokale oldinge i folkedragter. Jeg køber nogle flotte postkort, men frimærker kan man naturligvis ikke få.

Videre op gennem øde egne med stadigt mere miserable veje og udsigter, der både hæmmes af de lavthængende skyer og af tiltagende dug på indersiden af ruden (vi har insisteret på at få slået bilens aircondition fra, og bilen er åbenbart ikke konstrueret til at kunne sende varm luft ud gennem dyserne).

Vi gør holdt i byen Bontoc, hvor vi ser et lille museum og får mulighed for at købe frimærker på posthuset. Videre op mod den lille bjergby Sagada, hvor vi ser de berømte kister, der placeres i kæmpestore huler. Vi spiser også frokost her, stegte svinekoteletter (som består af 75% fedt) efterfulgt af en lille portion frugtsalat marineret i noget ubestemmelig dressing, ikke det store tilløbsstykke. Bagefter går vi en lille tur i byen, der hurtigt er overset. En temmeligt stor andel af indbyggerne er optaget af forberedelser til en nært forestående byfest.

Det er heldigvis holdt op med at regne, men solen ser vi stadig intet til, og det er temmelig køligt. Og bedre bliver det bestemt ikke, da vi kommer op til dagens overnatningssted, Mt. Data Hotel, der ligger så højt som 2200 meter over havets overflade. Et stort og flot hotel, hvor det viser sig, at vi er de eneste gæster. Værelserne er store (og iskolde), og her er vores enkeltværelsesbestilling tilsyneladende gået igennem, så Søren får sit eget værelse denne gang, mens jeg deler med Niels.

Inde i den store opholdsstue er der en kæmpemæssig pejs, hvor der er ild i et par kraftige brændeknuder, og her samles vi hurtigt til kaffe, te, øl, rom (med og uden cola), bøger og snak, inden middagen serveres klokken syv. Her er ret stilfuldt, med store magelige spisestole med armlæn, og så har de pyntet op med danske flag, hvor rørende. En af tjenerne er ret interesseret i at høre mere om vort fjerne hjemland, så jeg fremfinder de medbragte postkort og beretter lidt om de hjemlige græsgange.

Efter middagen samles vi atter om ildstedet og konsumerer ganske anselige mængder af rom og cola. Det kan ikke betale sig at lave for tynde drinks, for den udmærkede lokale rom er faktisk billigere end colaen (cirka seks kroner pr. liter). Lidt senere kommer der kort på bordet, og vi tilbringer et par timer med at spille hjerterfri, vældig hyggeligt.

Værelserne viser sig at være endnu koldere end frygtet, og på trods af to ekstra tæpper fryser jeg alligevel så voldsomt, at jeg ikke er i stand til at sove. Ved totiden får jeg to ekstra tæpper af Niels, der har taget den medbragte sovepose i brug, hvorefter det endelig lykkes mig at få varmen, men falde i søvn kan jeg stadig ikke.

Tirsdag d. 1. februar

Ud på morgenen (kl. 5.45), da Niels går i bad (iskoldt vand - den mand er bindegal) føler jeg, at jeg ikke har lukket et øje hele natten, men det har jeg jo nok alligevel, for jeg er da nogenlunde udhvilet. Mens Niels spiser morgenmad, ligger jeg lidt og læser, og efter at jeg selv har spist morgenmad, smutter vi begge op på et nærliggende højdedrag for at beundre udsigten over området. For første gang i flere dage er vi ikke omgivet af tunge skyer, i dag hænger de betydeligt højere, og ind i mellem får solen endda lige lejlighed til at titte frem.

Da vi tager afsted - klokken otte - viser udendørstermometret knap to grader, så det har antageligt været frost i nat. En af hotellets ansatte fortæller, at det er usædvanlig koldt for tiden, faktisk er der indtil flere, der er døde af kulde her på det sidste!

Vi drager ud på den godt hundrede kilometer lange vej til Baguio ad 'Helsema Mountain Highway', også kaldet 'The Mountain Trail', hvilket viser sig at være en noget mere rammende beskrivelse. Ind i mellem er der noget ujævn betonbelægning, men på lange strækninger er det bare store sten (og masser af støv), så det bliver noget af en rystetur.

Men en flot tur er det, med svimlende udsigter over Cordillera-bjergenes dale og toppe, inden vi lidt før tolv ruller ind til 'El Cielito Inn' i Baguio, en by på størrelse med Århus, beliggende i 1500 meters højde. Byen er et yndet tilflugtssted om sommeren på grund af det relativt kølige klima, og her er da også både grønt og blomstrende, men så sandelig også en slem forurening fra de mange biler, der tilbringer det meste af tiden med at holde i lange trafikkøer.

Vi mødes klokken et for at spise frokost på hotellets udmærkede restaurant. Jeg bestiller 'Chicken Kiev', som desværre viser sig at være rå indeni, men efter en tur tilbage i køkkenet er den udmærket. Bagefter tager vi en byrundtur og ser det område, hvor amerikanerne tidligere havde en base. Vi ser endvidere golfbanen, en flot udsigt, en sølvsmedje og et væveri. Baguio er også hjemsted for de berømte 'Faith Healers', og vi prøver at få organiseret et besøg hos en sådan, men det mislykkes.

Tilbage på hotellet går vi op til en lille 'snask' i nabolaget og drikker et par øl og tømmer deres lager af ostekiks, og efter en kort gåtur til nærmeste provianteringsbutik er det ved at være slut med energien.

Vi aftaler at mødes klokken syv for at gå ud og spise, men på det tidspunkt viser det sig, at de fleste er for trætte og derfor vælger at blive hjemme. Jeg kan mærke, at jeg trænger til at være lidt alene, så jeg indtager restaurantens fortrinlige buffet + mongolian barbecue, mens jeg færdiggør min bog nummer to ('Kvinde med modermærke' af Håkan Nesser).

Senere dukker de fire op, der har haft kræfter til at gå i byen og spise, og vi sidder lidt og nyder drinks og kaffe, inden de andre går til ro. Jeg bliver siddende lidt endnu for at lytte til (og se på) den kønne sangerinde, der har underholdt hele aftenen.

Onsdag d. 2. februar

I dag sover jeg lige til klokken seks, et stort fremskridt. Betingelserne skulle nu også være til stede med den opsparede søvnmangel og den noget nær optimale sovetemperatur.

Jeg ligger lidt og læser i min tredje bog (Johannes Mario Simmels 'Smil gennem tårer'), tager et bad og konstaterer, at himlen for første gang er helt blå. Indtager hotellets udmærkede morgenbuffet, hvorefter vi begiver os ned i byen, hvis centrum ligger en halv kilometer herfra. Vejret er fuldstændig perfekt, med sol og lidt vind og temperaturer som en gennemsnitlig dansk sommerdag. Første stop er posthuset, hvor der købes stort ind af frimærker, så vi har til hele turen.

Videre ned ad hovedgaden, hvor næste stop er en Internetcafe, lidt sjovt at gå ind og checke sin mail her i det fjerne udland. Vi får en regning på godt ti kroner for lån af to Internet-opkoblede PC'er i en halv time!

Næste mål er det lokale marked, der viser sig at være noget af en oplevelse. Ufattelige mængder af fisk og skaldyr, kød i alverdens udskæringer, frugt og grønt, blomster, tøj, sko og alskens ubrugeligt tingeltangel af plastik. Jeg har efterhånden oplevet lokale markeder mange steder, men dette her adskiller sig alligevel på et par punkter. For det første virker det forholdsvis hygiejnisk, og for det andet er man ikke under konstant pres fra emsige sælgere. Folk er så utroligt søde og venlige, og hvis man vil fotografere dem, stiller de sig op og smiler og siger til med tak bagefter, det er næsten for nemt.

Vi slår os ned på et par plastikstole ude på fortovet foran et lille ydmygt spisested, hvor vi sidder og drikker en cola (noget jeg aldrig ville drømme om at gøre derhjemme), mens vi følger med i folkelivet omkring os. Her er meget trafik (mest de diesel-osende jeepneys), men et påfaldende træk (til forskel fra det meste af resten af Asien) er den relative ro og beherskelse, der præger bybilledet. Folk kører behersket og hen synsfuldt, og selv om der ustandseligt opstår trafikpropper, så er det ret sjældent at hornet bliver taget i anvendelse.

Klokken et mødes vi til frokost på den lokale MC Donalds, der stort set serverer den samme mad som alle andre steder i verden (omend der naturligvis er stor forskel på priserne). Dog, det er nu første gang jeg har hørt om en Mc Spaghetti eller en burger med ris til.

Tilbage på hotellet drager Søren, Ole og Simon afsted til den lokale golfklub, i håb om at få lov til at tage et slag golf, men lidt senere vender de skuffede tilbage. Det ender så i stedet med, at vi tilbringer 2-3 timer med kortspil og øldrinkning på hotellets udsigtsterrasse, og så er klokken pludselig blevet halv seks.

Der er lige tid til et lille hvil, inden vi mødes klokken syv for at diskutere strategien for aftensmaden. Denne ender med at munde ud i, at vi tager en taxa op til den eksklusive steak-restaurant oppe ved golfklubben. Det viser sig, at vi er de eneste gæster her, til gengæld er der syv tjenere, så vi skal bare løfte et øje, så kommer de springende. Vi indtager en fortræffelig middag med store bøffer, inden vi atter kører hjem i en taxa.

Der afregnes med hotellet og vi bestiller vækning til - oh gru - klokken tre. I morgen skal vi videre sydpå via Manilla, og efter sigende er det nødvendigt at starte så tidligt for at undgå morgenmyldretiden omkring Manilla, og så skal der også lige være tid til et smut ind omkring CoCo Beach kontoret for at få bragt orden på det med værelsesreservationerne.

Tordag d. 3. februar

Telefonvækning 2.45, støn! Og ikke nok med det, en time før er der nogen der tænder for TV'et og vandrer frem og tilbage over gulvet iført stilethæle! Så det er en uhyggeligt tidlig start på, hvad der skal vise sig at blive en uhyggeligt lang og anstrengende dag.

Efter en hurtig kop kaffe sidder vi klar i bilen klokken ti minutter i fire, Eddie drejer på startnøglen og - host, host, suk, ingen strøm på batteriet, panik! Eddie og guiden pusler lidt med batteriet, og minsandten om ikke det til sidst lykkes at få den i gang, pyha!

Afsted går det, ud ad byen og ned fra bjergene. Det er stadig bælgmørkt og der snorkes ivrigt rundt omkring de første par timer. Ved syvtiden rammer vi Manillas yderkant, og snart befinder vi os i noget af det værste trafik jeg har oplevet. Bilerne kører langsomt frem i to gange fire baner, og da størstedelen af bilerne er jeepneys, busser og lastbiler, er osen ganske forfærdelig. Det mest uhyggelige er, at der bor masser af mennesker umiddelbart ved siden af vejen, i primitive træ- og blikskure, gad vide hvor lang levetid de stakler kan forvente?

Endelig klokken halv ti er vi fremme ved CoCo Beach kontoret, hvor vi beværtes med en kop kaffe og et par småkager, inden vi påbegynder den sidste strækning til indenrigslufthavnen, som viser sig at være kæmpestor og moderne. Vi har nu allerede været oppe i otte timer, så det er på høje tid, at vi endelig får mulighed for at købe noget 'morgenmad' (lunken cheeseburger og cola!).

Flyet til Cebu viser sig at være en stor Airbus. Under opstigningen når vi lige at få et vue ud over Manillas vidtstrakte slumkvarterer, inden vi indhylles i skyer. Det næste vi ser - en times tid senere - er Cebu City, hvor vi lander på en lille ø i byens udkant.

Efter bagageudleveringen mødes vi af vores næste guide, Lilah, der viser sig at være en effektiv ung dame. Vi bliver kørt til havneterminalen, hvorfra vores hurtigbåd afgår en god time senere, så der er rigelig tid til at supplere op med mad og drikke.

Da jeg i sin tid læste turprogrammet havde jeg en eller anden forestilling om at sidde på en udriggerbåd med fødderne skvulpende i vandet og se på flyvefisk og delfiner i solskin fra en blå himmel, men virkeligheden viser sig at være noget anderledes. For det første er himlen truende gråsort, og for det andet minder båden mest af alt om en af Catlinks Kattegat-færger, bortset fra, at der ikke er nogen stor frokostbuffet. Til gengæld vises der film på et TV, 'Air Force One', som jeg dog allerede har set i forvejen. Dårligt valg i øvrigt, eftersom filmen varer cirka et kvarter længere end overfarten, så de, der ikke har set filmen i forvejen, må gå og spekulere på, om det vil lykkes den amerikanske præsident, alias Harrison Ford, at klare skurkene.

Vi går i land på øen Bohols 'hovedstad', Tagbilaran City, hvorfra vi køres ud til Alona Beach på Panglao Island, en lille ø på otte gange femten kilometer, der er forbundet til Bohol med to broer. Vi indlogeres i små hytter, og kort efter mødes vi nede i restauranten til en drink og noget aftensmad. Bagefter et par øl, og sådan går tiden til hen ad ti, hvor folk begynder at trække sig tilbage, nu er der godt nok også behov for en god lang nattesøvn.

Fredag d. 4. februar

Lidt overskyet fra morgenstunden, men det klarer hurtigt op. Vi mødes med Lilah og bliver briefet om program og muligheder for den næste uges tid her i Visayas-øgruppen.

Vores resort - Alona Tropical - er det næstsidste på den kilometer strand, der udgør Alona Beach. Alle bor i små hytter, nogle helt nede ved stranden, andre lidt længere oppe. Omkring os er der saftigt græs samt vidunderlige træer og blomster. Restauranten ligger direkte på stranden, hvor der af og til - men desværre for sjældent - kommer en let brise. Jeg skal love for, at vi er kommet ned i varmen nu, og snart er alle ude i det lunkne - men forfriskende - vand. Jeg ifører mig maske og snorkel og begynder at udforske bundforholdene. Halvtreds meter ude, hvor dybden er cirka en meter, afløses sandbunden af sten og søgræs, og her er der mange store og farvestrålende søstjerner. Jeg ser også et par havslanger (der skulle være 'giftige men ikke aggressive', så jeg undlader at tirre dem), og så er der masser af søpindsvin.

Dybden varierer mellem en og to meter, og først en lille halv kilometer ude kommer pludselig den undersøiske klippevæg, der markerer skiftet til de langt større dybder. Her aner jeg fiskestimer længere nede, men uden svømmefødder er de uden for min rækkevidde.

Efter en lang svømmetur gør det godt med lidt frokost, og bagefter er det da lige til at holde ud at tilbringe et par timer med bog og liggestol. Og sådan går eftermiddagen med læsning, dasning, en slentretur hen ad stranden og en drink eller to i skyggen. Sidst på eftermiddagen kaster Søren og Simon sig ud i et spil tennis, der dog må afbrydes, da Simon skvatter i en vandpyt (har jeg ladet mig fortælle).

Vi spiser aftensmad på 'vores egen' restaurant, der laver glimrende mad, og heller ikke i aften bliver det sent, før roen falder over os.

Lørdag d. 5. februar

Lilah har foreslået en biludflugt i dag, og trods de mange timers bilkørsel i den forløbne uge slår de fleste alligevel til. Jeg vil nu meget hellere lidt ud på egen hånd, så Niels og jeg lejer et par gedigne motorcykler og drager afsted mod Bohols seværdighed nummer et, Chocolate Hills, der ligger cirka firs kilometer væk. Turen bliver dog længere end forventet, da vi starter med at misse afkørslen til broen over til Bohol, hvilket giver en ekstratur på 15-20 kilometer.

Efter at have kørt en snes kilometer op langs Bohols sydvestkyst drejer vi ind mod øens midte, hvilket samtidig betyder op i højlandet. Vejen snor sig op gennem underskønne landskaber med grønne rismarker og kokospalmer, af og til afbrudt af små landsbyer. Alle smiler og vinker, og når man vinker tilbage ser de så glade ud, at man må tro de har haft en oplevelse for livet.

På en længere strækning bliver vejen meget dårlig og fyldt med vandpytter og mudderhuller, så vi bliver pladret godt til. Vi kører langs kanten af et regnvejrsområde, men slipper - i første omgang - med nogle spredte dråber.

Endelig - lidt over tolv - når vi et udsigtspunkt, hvorfra der er en fremragende udsigt ud over området, der består af - påstås det - 1268 kegleformede, græsklædte bakketoppe på 30-50 meter højde. På den rette årstid, som ikke helt er nået endnu, antager græsset en brunlig farve, hvilket forklarer områdets navn.

Meget bekvemt ligger her også en restaurant, så vi kan få tanket lidt op, før turen går videre. Fra udsigtspunktet kan vi se, at der nu er truende regnvejrsskyer til alle sider. Vi vælger at køre mod nord, så vi kommer ud på øens modsatte side, og det går da også godt den første halve times tid. Så begynder det imidlertid at dryppe, og inden længe befinder vi os i et kraftigt regnvejr (de, der har oplevet troperegn, ved hvad jeg mener). Vi pakker ure, bøger, pengebælter og kamera ned i plastikposer og fortsætter så godt vi kan, dvs. med noget nedsat fart, da vejene hurtigt forvandles til mudder og ælte.

Efter en halv times tid når vi ud til kystvejen, og samtidig begynder regnen at stilne af. Nu kunne det ellers snart være lige meget, vi var alligevel blevet så våde som man overhovedet kan blive. Alligevel er det nu meget rart, for det var også begyndt at blive lidt småkoldt, og så ser man jo heller ikke meget af omgivelserne, når regnen fosser ned.

Efter yderligere en halv time med tørvejr afvekslende med småbyger kommer den definitive opklaring, og snart skinner den varme sol ned fra en skyfri himmel. Når tropesolen bager fra oven og speedometernålen svinger mellem 50 og 70 kilometers fart, så tager det ikke lang tid at blive tør, og snart må jeg atter iføre mig lange ærmer og bukser (jeg fik lige rigeligt med sol i går).

Hen ad fire når vi til Tagbilaran City, som ganske vist ikke er nogen kæmpeby, men trafikken - og luftforureningen - er ganske betragtelig, så det er en hel befrielse endelig at slippe ud over en af de to broer og tilbage til 'vores' ø.

Vi vælger - lidt tilfældigt - en alternativ rute tilbage over Panglao, som faktisk viser sig at være noget lettere, og endelig - på slaget fem - er vi tilbage. Motorcykeludlejerne står klar til at afhente køretøjerne, og vi vakler ned og skifter til badebukser og skynder os at få en tiltrængt dukkert, efterfulgt af et par kølige pilsnere.

Det er nytårsaften i aften, altså efter det kinesiske kalendersystem, så Lilah har besluttet, at vi skal til stor buffet henne på stranden. Det lyder jo umiddelbart meget godt, bortset fra, at de har dækket op til os oppe på førstesalen af restaurantbygningen. Dvs. ingen havudsigt og ingen svalende brise, men det er ikke det værste, for kort efter at vi er begyndt at spise, starter et orkester for fuld drøn lige ved siden af vores bord! Og havde det så endda været lokal musik, men nej, det er lutter efterligninger af vestlig musik, dybt usmageligt.

Maden er da i det mindste udmærket, men støjniveauet indbyder ikke til længere tids ophold, så vi takker hurtigt af og skrider, til overtjenerens store bestyrtelse. Hjemme på 'vores egen' restaurant er der noget mere afslappende at være, så her slutter vi af med et par drinks og et spil kort. Så er klokken også næsten blevet elleve, det er noget af det seneste vi har været oppe endnu, og i morgen skal vi tidligt op for at sejle over til Siquijor, hvis ellers vejret tillader det.

Søndag d. 6. februar

Jeg vågner nogle gange i løbet af natten ved lyden af styrtende regn, og da Sørens alarmur bipper kvart over fem, regner det stadig. Ærgerligt, for hvis ikke vejret tillader, at vi kan sejle over til Siquijor herfra, så venter der os en lang dag med to færgeture og to busture.

Vi mødes på restauranten. Det regner stadig, men det er som om det er ved at klare lidt op, og så er det heldigvis vindstille, så måske er der alligevel håb?

Efter lidt parlamenteren med de lokale lyder konklusionen: 'Ok, hvis vi er indstillet på måske at blive våde'. Det er vi så absolut, især når alternativet er 3/4 dags kedelig bus- og færgetransport, så 'off we go'. Det tager nu sin tid at komme afsted, for det er ebbe, så vi skal først vade ud til en lille båd, der kan sejle os ud til den større båd (udrigger af 'Robinson-typen'), og den lille kan kun tage fire ad gangen. Endelig efter en times tid er vi klar, og i mellemtiden er det - meget bekvemt - stort set holdt op med at regne.

Båden skyder en god fart, og snart skinner solen fra en næsten skyfri himmel. Jeg tilbringer en god del af tiden ude på bådens lange spids, hvor man får nogle ordentlige vippeture, men uden at blive våd, idet skumsprøjtene først rammer længere tilbage på båden. Flot tur, selv om vi desværre hverken ser hvaler, delfiner eller flyvefisk.

Vi lægger til i Larena, og Lilah får hurtigt hyret to jeepneys. De er noget mindre end dem vi tidligere har benyttet, men med lidt opfindsomhed får vi da omsider skabt plads til os selv og vores omfangsrige bagage, og så skrumler vi ellers afsted til CoCo Grove Beach Resort ovre på øens modsatte side.

Stedet ligner noget fra en turistbrochure (positivt ment). Haven er oversået med palmer, og midt i det hele er der en swimmingpool. Stranden er lækker, og restauranten ligger direkte ud til den. Der går en god times tid, før vore hytter er klar, men de er absolut ventetiden værd, det er bare den mest overdådige luksus.

Hurtig omklædning til badebukser og så i baljen. Vandet er meget varmt de øverste 40-50 centimeter, men så falder temperaturen brat. Det varme lag øverst bevirker, at 'udsigten' fra overfladen er temmelig sløret, men så snart man dykker mere end en meter ned er det klart nok. Her er lidt fisk og lidt koraller samt en masse spraglede søstjerner, men det er nu ikke noget helt specielt.

Efter svømmeturen muntrer vi os med at prøve at sejle på nogle kajak-lignende plastik-dimser, hvilket viser sig at være en hel del vanskeligere end man umiddelbart skulle tro, og bagefter igen spilles der en gang beach-volley på stranden, mens jeg bruger det meste af en halv film på først en flok unger og så en solnedgang.

I aften skal vi gudhjælpemig endnu en gang udsættes for et party, og der er stillet et hav af instrumenter, forstærkere og højtale op ovre ved poolen. Lilah, der jo bare vil os det så godt, har skaffet os pladser ved et bord lige i støjcentret, shit! Inden orkestret starter, varmes der op med 'dåsemusik' med en sådan lydstyrke, at det vel omtrent kan høres til Bohol.

Vi enes hurtigt om at nægte at sidde i den larm, og lidt efter skruer de da også ned til 'normal' styrke (stadig alt for meget efter min smag). Buffeten er en time forsinket og leverancerne af drikkevarer i ventetiden er stærkt uregelmæssige, men maden er da i det mindste rigtig god. Så starter orkestret, og en del af os flygter skyndsomt til nogle liggestole i resortets fjerneste hjørne, hvor vi sidder og nyder en kølig pilsner og ser på fjerne lyn ude over havet.

Ved titiden begynder det heldigvis at regne, så orkestret må pakke sammen, men 'dåsemusikken' fortsætter på fuldt blus til langt ud på natten. Af bare frustration ender det med at vi kaster os over en flok rom og cola'er i baren, hvilket jeg, lige som flere andre, fortryder næste morgen. Jeg trimler omkuld ved ellevetiden og sover uregelmæssigt og halvdårligt.

Mandag d. 7. februar

Det drypper lidt fra morgenstunden, men det ser nu ikke ud til at blive til noget særligt. Vi venter en evighed på morgenmaden, de ansatte har vist også kigget lidt dybt i romflaskerne!

Lilah kommer og fortæller, at de fem bestilte motorcykler er klar, så jeg skynder mig ud og udvælge den, der ser mest 'potent' ud (der er et par 'damemodeller' imellem). Her er ikke noget med papirer og den slags, motorcyklerne tilhører de ansatte og deres venner. Til gengæld slipper vi med godt hundrede kroner pr. stk., det er jo rørende. Vi udtrykker lidt bekymring over beholdningen af benzin, men de bedyrer, at der er rigeligt til en hel dags kørsel, jaja.

Omsider er vi klar til afgang og futter afsted i en lang række, med Søren bagest, idet hans MC oser ganske forfærdeligt. Det drypper stadig lidt, men efter en halv time holder det op, og resten af dagen har vi strålende sol, afvekslende med et let skydække, herligt vejr at køre i.

Efter en times kørsel når vi en lille by, hvor vi stopper for at få en forfriskning, og da vi kører videre, løber min MC tør for benzin. Heldigvis er vi kun hundrede meter fra en af de små kiosker, hvor de har benzin stående på colaflasker og glasdunke. Vi hælder fire liter på hver, så skulle der vel være nok til resten af dagen.

Lidt senere drejer vi ned ad en sidevej, der skulle føre ned til vandet. Og ganske rigtigt, efter et par kilometer gennem junglelignende skov når vi frem til den mest vidunderlige lille strand, hvor man øjensynligt er ved at opføre et lille nyt resort. Nogle lokale går rundt og 'arbejder', dvs. det bliver nu ikke til alverden, for de er helt stive af rom, med røde øjne og usammenhængende tale.

Vi har hverken badebukser eller håndklæder, men fristelsen er for stor, så det ender med en underbukseklædt svømmetur, vidunderligt forfriskende. Heldigvis er der en ferskvandsbruser, og solen klarer jo hurtigt det med tørringen.

Den næste times kørsel er noget af det smukkeste jeg har oplevet. Små landsbyer, vinkende og smilende mennesker, vidunderlige havudsigter, kokos- og bananpalmer, mangrovekyster, wow!

Snart er vi fremme i Larena, hvor vi kom i land i går. Vi gør holdt ved et lille supermark ed, hvor vi køber vand og kiks, hvorefter vi beslutter at køre ind over øens højland. Det koster 2-3 forsøg at finde den rigtige vej ud af den lille by, men omsider lykkes det, og så går det ellers opad. Hårnålesving og flotte udsigter, mens vi bevæger os op i 3-400 meters højde. I den næste by skulle vi egentlig dreje til højre, men det får vi aldrig gjort, og lidt efter kører Ole i fin stil ud over rabatten og ned ad en skrænt! Heldigvis stoppes han hurtigt af et tæt buskads og slipper med skrækken, men der skal 3-4 mand til at slæbe motorcyklen op på vejen igen.

Kort efter er vi atter nede ved kysten, hvilket ikke var hensigten, idet vi ville være kørt hen langs højderyggen, der går på langs ad øen. Ifølge kortet skulle der være en ny mulighed et par kilometer fremme, så vi prøver igen. De første par kilometer går det meget godt, men snart bliver det udpræget 'offroad kørsel' (i øvrigt ret sjovt). Det bliver værre og værre, og til sidst vælger vi - efter at have rådført os med nogle lokale - at opgive forsøget og køre ned igen. Men skidt, det var sjovt, og udsigterne var helt forrygende.

Hen ad fire er vi tilbage, og efter en velfortjent pilsner gør det godt med et bad. De andre går i poolen, mens jeg foretrækker havet, hvor sigtbarheden viser sig at være bedre end i går. Jeg ser en del mindre - men farvestrålende - fisk og en del søstjerner i alle mulige farver (jeg har aldrig før set blå søstjerner).

Resten af tiden til mørkets frembrud (lidt før halv syv) går med at dase, læse og fotografere, indtil vi sætter os hen for at spise. I dag er der heldigvis intet orkester til at ødelægge stemningen, men musik i højtalerne slipper vi dog ikke helt for. Det er som om de er bange for stilhed, tænk hvis det eneste man kunne høre var bølgeskvulp, fuglekvidder og vindens susen i palmerne!

Aftensmaden er aldeles fremragende. Jeg får stegte rejer efterfulgt af oksekød og grøntsager 'Philippino Style'. Det eneste der mangler er et godt glas rødvin, jeg er snart ved at være en lille smule træt af øl.

Mine ærede kolleger er godt udmattede ovenpå dagens udflugt, så allerede ved ottetiden begynder de første at søge tilbage til deres nattelogier. Jeg betvinger min lyst til at bestille en rom og cola, ihukommende morgenens hovedpine. I stedet slæber jeg en liggestol helt ned til vandkanten, hvor jeg tilbringer en halv time med at ligge på ryggen og kigge op på den smukke stjernehimmel. To stjerneskud når jeg at se, før jeg trækker mig tilbage. Det er dog endnu for tidligt at sove, synes jeg, så jeg bruger en time på at få bragt min dagbog up to date. Bagefter gør jeg et forsøg på at komme i gang med min næste bog, 'Genspejlet', men dertil er jeg alligevel for træt, Svend Åge Madsen kræver fuld opmærksomhed, hvis man skal kunne følge med.

Tirsdag d. 8. februar

Vi skal videre til næste destination her til morgen. På denne ferie er der sandelig ikke store chancer for at nå at blive træt af de steder vi opholder os. De første par timer går med morgenmad, pakning og afregning. Jeg spørger, om man kan sende postkort herfra, men det kræver i givet fald ekstra ekspeditionsgebyrer, og der kan i øvrigt ikke siges noget om, hvornår posten kommer væk fra øen, så jeg beslutter mig til at vente et par dage, til vi er i Cebu.

Ved titiden begynder afrejsen, men det tager sin tid, da vi - ligesom sidst - skal padles ud med stor forsigtighed i 'små portioner'. Vores tunge bagage - og tunge kroppe - tynger de små både godt ned, så fribordet reduceres til få millimeter, men det ser nu ud til, at de har meget godt styr på situationen.

Et regnvejr trækker op over øen, men det passer lige med, at vi sejler væk, så på de næste fem kvarters sejlads brænder solen rent igennem, og vi får alle lidt ekstra kulør.

Turen forløber uden de store hændelser, omend to mindre vel bør noteres. Den ene er, at vi ser en flok delfiner, men det bliver desværre en kortvarig fornøjelse, for de forsvinder igen i løbet af få sekunder. Den anden hændelse indtræffer, da jeg ikke kan dy mig for at efterprøve, hvor kraftig luftindsugningen fra sådan en dieselmotor egentlig er.

Den viser sig at være ret kraftig, og åbenbart også ret nødvendig for motorens drift, for efter at min hånd har været suget fast i en brøkdel af et sekund, går motoren ned på kvart kraft og begynder at lyde højst underligt. Stor opstandelse, hvor pinligt at man ikke kan holde sin pilfingre for sig selv. Nå, mandskabet får heldigvis hurtigt bragt motoren tilbage til normal drift igen, og på resten af turen er der ikke flere afbræk.

Snart sejler vi rundt om Apo, som er en lille bitte klippeø omgivet af koralrev, og her skal vi være de næste par dage. Dette er da vist noget af det tætteste man kommer på en realisering af begrebet 'paradisø'. Apo Resort ligger på en lille kyststrækning, der er afskærmet fra omverden af to kæmpestore klipper, som rækker et godt stykke ud i havet, og ind mod land er der stejle klippesider med tæt junglebevoksning. Hytter, restaurant og dykkerbutik er på smukkeste vis bygget sammen med klipperne, og de eneste andre byggematerialer stammer fra bambus- og bananplanter. Den lille 'strand' består af små koralstumper, som vind og vejr har slebet de skarpe kanter af. Knap så blødt at gå på som sand, men langt mere praktisk.

Vi får hurtigt pakket ud og kaster os i vandet med snorkeludstyr. Her er et orgie af koraller og farvestrålende fisk ganske tæt på kysten, og dybderne når hurtigt op på 8-10 meter. Jeg har lidt vrøvl med min maske, fordi der hele tiden kommer vand ind. Masken er imidlertid helt ny og passer udmærket, så jeg er nået frem til den konklusion, at det må være min ansigtsfysionogmi, der er problemet. Måske jeg skulle overveje at få en ansigtsløftning?

Efter frokost går vi over til 'Marine Sanctuary', som er et stykke fredet koralkyst på den anden side af øen. Der er ikke meget mere end en halv kilometer derover, og vejen går gennem øens lille landsby. Ret hyggeligt og farverigt, her må jeg huske at komme tilbage senere med mit kamera.

Vi snorkler en god times tid her, og det er rigtigt flot, med farvestrålende koraller og mange forskellige slags fisk. Tilbage i resort'et er der lige tid til et par timers afslapning inden aftensmaden. Inden da ser vi turens suverænt flotteste solnedgang.

Aftensmaden strækker sig over en times tid, mest fordi vi får vores serveringer lidt efter lidt. Til gengæld er maden udmærket, og på plussiden må yderligere noteres, at her for en gangs skyld ingen generende musik er.

Den sædvanlige aftentræthed indfinder sig endnu tidligere end normalt, og allerede lidt over otte sidder de fleste og hænger. Vi beslutter dog lige at dele en halv flaske rom og et par colaer, inden det definitivt er slut med energien. Der er flotte lyn ude over horisonten, men ingen torden, et fænomen vi har oplevet flere gange før.

Onsdag d. 9. februar

Natten bringer et voldsomt regnvejr, hvilket for så vidt er godt nok, da regnvand er Apo's eneste ferskvandskilde (ud over mineralvand på flaske, men det er jo kun til indvortes brug for turister). Morgenvejret er 'typisk dansk', overskyet og stærkt blæsende, og temperaturen er faldet et par grader, hvilket faktisk er yderst behageligt. I øvrigt også godt for min hud, der fik en anelse for meget sol i går.

Efter morgenmaden går Søren og jeg hen i dive-shoppen og får aftalt to dyk, et klokken ti og et klokken to. Samtidig prøver vi dykkerdragter, og det lykkes at finde en, som jeg lige netop kan klemme mig ned i, men så slutter den godt nok også tæt.

I ventetiden lykkes det mig endelig at komme i gang med 'Genspejlet', heldigvis, for den tegner til at være rigtig god.

Vi bliver kun fire deltagere på dykket, hvoraf divemasteren er den ene. Kontrollen med vores forudsætninger er noget lemfældig, han forlanger end ikke at se vores certifikater, men vil blot gerne have oplyst, hvor mange dyk vi har haft. Jeg har aldrig ført logbog over mine dyk, så jeg skriver tyve, det passer nok meget godt med otte på Great Barrier Reef i Australien (hvor jeg i sin tid tog certifikatet) og tolv i Rødehavet, hvor jeg tilbragte en dejlig dykkerferie for fire år siden. Til gengæld skal jeg skrive under på et eller andet dokument, hvis nærmere indhold står hen i det uvisse, da bogstaverne er ret små og jeg ikke har mine læsebriller med. Det drejer sig formentlig om deres totale ansvarsfraskrivelse, hvis jeg skulle blive ædt af en haj eller på anden vis komme af dage.

Tyve dyk lyder måske umiddelbart som et meget godt erfaringsgrundlag, men disse dyk ligger henholdsvis ni og fire år tilbage i tiden, så den helt store rutine kan jeg jo ikke prale af. Hvilket jeg på overbevisende måde illustrerer, da jeg først prøver at tage våddragten omvendt på og bagefter spørger, om trykmåleren er et ur, hvor pinligt!

Vi ifører os fuld rustning og sidder på række på den smalle udriggerbåd, der sejler os den korte tur hen til enden af øen. Det kribler lidt i mig af spænding og forventning, der er - som nævnt - langt imellem, at jeg prøver dette her.

Kort efter er vi klar til at plumpe i en efter en. Det foregår - dikteret af bådens opbygning - med en forlæns kolbøtte, og som tidligere har jeg i brøkdele af et sekund en fornemmelse af, at jeg vil gå til bunds som en sten, tynget af flasken og blybæltet. Men naturligvis, et øjeblik efter flyder jeg i overfladen og gør tegnet for, at alt er i orden.

Vi får besked på, at vi godt kan begynde at gå ned, så jeg lukker luften ud af vesten og begynder at trykudligne for ikke at få ondt i ørerne. Det er lidt sværere end normalt, måske er der stadig lidt eftervirkninger fra forkølelsen. Det er dog heldigvis ikke noget stort problem, og snart er vi alle fire nede på ti meter vand. Jeg checker trykket, der er to hundrede og tyve bar på flasken, nu må jeg huske at prøve at beherske min vejrtrækning, så luften kan holde længst muligt.

Sigtbarheden er ikke i særklasse, men der er masser af flotte koraller og også en del flotte fisk (dog ingen særligt store). Det mest bemærkelsesværdige er en ret stor slange samt to havskilpadder. Jeg har smurt vaseline i min maske, i håb om at dette vil mindske problemet med vandindtrængningen. Det hjælper da også noget, men ikke nok, så en gang i mellem må jeg lige kigge op og blæse masken ren for vand.

Vi svømmer rundt i 10-15 meters dybde (max. 20), og gradvist kommer den berusende følelse af vægtløshed og frihed, som jeg husker fra tidligere dyk. Som aftalt gør jeg tegn, da jeg har først 100 og senere 50 bar tilbage, og snart får vi besked på at påbegynde opstigningen. Da jeg kommer op til overfladen, kan jeg se at vi - på grund af den stærke strøm - er kommet langt væk fra båden, som vi dog hurtigt får tilkaldt, og snart er vi alle oppe igen. Jeg har en dyb følelse af glæde og velvære oven på det vellykkede dyk og glæder mig allerede til det næste i eftermiddag.

De mellemliggende tre timer går med frokost, bog og afslapning på stranden. Det er stadig overskyet, og blæsten er taget til, så da vi sejler ud til det næste dyk, skal vi pløje os gennem et frådende inferno af skum og høje bølger, ret sjovt.

Vi er tilbage igen ved firetiden, og efter et bad og en velfortjent pilsner begiver jeg mig en tur hen gennem den lille landsby, hvor jeg nærmest bader i smil og glade hilsener. Børn og voksne stiller beredvilligt op til fotografering, og ofte siger de endda pænt tak bagefter, det er jo ganske overvældende.

Bagefter følger jeg en trehundrede trin høj trappe og en efterfølgende sti, der fører op til øens højeste punkt, hvor der står et gammelt forfaldent fyrtårn. En rusten stige er fastgjort på ydersiden, og efter at have rusket lidt i den, vover jeg forsøget og klatrer de små ti meter op til toppen. Udsigten er glimrende, jeg kan se både Siquijor, Bohol, Cebu og Negros.

Til aften får jeg turens hidtil bedste middag: Grillstegt tunfisk med grøntsager i karry, sublimt. Opstemt af den gode mad og den vellykkede dag i det hele taget spenderer jeg en flaske rom og en håndfuld colaer til mine medrejsende, hvilket lyder noget flottere end det er, da regningen lyder på mindre end fyrre kroner.

Skyerne og blæsten har bevirket, at temperaturen er faldet nogle grader, så der skulle være gode chancer for at få en behagelig nattesøvn.

Torsdag d. 10. februar

Igen en dag i transportens tegn. Først med udriggerbåd over til Negros og derfra videre med et par biler til Dumaguete City. Her venter vi et par timer på hurtigbåden, der skal bringe os tilbage til Cebu, en tur der varer to en halv time (med et larmende TV), og til sidst kører vi en halv times tid til hotellet, hvorefter klokken efterhånden er blevet hen ad fem.

Vi bliver indlogeret på Hotel Metropolis i yderst luksuriøse værelser. Pigerne er meget ivrige efter at komme på shopping i et stort indkøbscenter, hvilket jeg bestemt har det fint med at undvære, så jeg går mig en tur i byen i stedet og tager ret hurtigt tilbage til hotellet igen, hvor jeg slapper af med min bog.

Vi har besluttet at indtage den SAS-sponsorerede middag her på hotellet i aften, så vi indleder med farvestrålende drinks og fortsætter med tre retter mad og glimrende vine. Trods alle disse udskejelser når regningen alligevel kun op på to hundrede og halvtreds hundrede kroner pr. mand, det er jo rørende.

Fredag d. 11. februar

Vi skal videre med en flyver klokken 11.20, så der er tid til at sove længe og tage den med ro til morgen. Til gengæld viser trafikken sig at være så voldsom, at vi alligevel er ved at komme for sent til lufthavnen.

Det er forholdsvis skyet, men ind i mellem er der huller i skylaget, så man kan se ned over smukke øer omgivet af koralfyldte farvande. Turen varer kun en god halv time, før vi lægger an til landing, tilsyneladende midt i en rismark. I sidste øjeblik dukker der dog heldigvis en landingsbane op, tilhørende en lille bitte lufthavn. Bagageudleve ringen foregår ved, at vognen med bagagen køres frem, så kan man bare selv tage (det skal dog retfærdigvis siges, at der er kontrol af bagage + kvittering ved udgangen).

Vi skal videre med et par minibusser, halvfjerds kilometer op langs kysten til Caticlan, hvorfra der kun er et kvarters sejltur over til Boracay. Det begynder at regne, men vi sejler væk fra det igen, og da vi kommer til Boracay skinner solen.

Boracay er Filippinernes turiststed nummer et, med hundredvis af resorts langs en lang hvid sandstrand. Der er også hundredvis af cafeer, barer, restauranter, dykkercentre og butikker, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord. Her er naturligvis gode muligheder for en masse forskellige former for underholdning, især i relation til havet, f.eks. sejlbåde, vandski, vindsurfere og dykning. Man kan også leje cykler, knallerter og motorcykler, og så kan man få massage. Så mon ikke det skulle lykkes at få tiden til at gå de 2-3 dage, vi skal være her?

Vi bor på 'Lorezo Main', et rigtigt luksusresort, der ligger halvtreds meter tilbagetrukket fra stranden. Efter det sædvanlige gedemarked mht. værelsesreservationerne ender det med, at Søren, Niels og jeg må klemme os sammen i én hytte, de har simpelt hen ikke flere ledige.

Lidt frokost ved poolen falder på et tørt sted, og bagefter går jeg en lang tur op langs stranden og tilbage igen. Her er - trods den massive turisme - en afslappet og dejlig atmosfære, der ind i mellem giver mig lidt Katmandu-mindelser.

Bagefter gør det godt med en svømmetur, efterfulgt af en times mail-læsning på resortets egen Internetcafe. Desværre er forbindelsen uhyggeligt langsom, så jeg får kun læst en brøkdel af de 183 mails, der er indløbet de sidste par uger. Men skidt, der er næppe nogen af dem, der ikke kan tåle at vente.

Før aftensmaden får vi lige et par pina colada'er, der er ret gode her. Vi går hen langs strandpromenaden for at finde et egnet spisested, og til sidst ender vi på noget så usædvanligt som en koreansk restaurant, hvilket vi bestemt ikke fortryder. De fleste af os bestiller en treretters menu, som byder på bunker af spændende og - til en afveksling - velkrydret - mad.

Hjemme igen gør vi en ihærdig indsats for at nå gennem drinkkortet, men inden forehavende t lykkes, bliver jeg pludseligt meget svimmel og får travlt med at finde tilbage til min seng.

Lørdag d. 12. februar

Jeg sover hårdt, helt udbombet af alle de forræderiske drinks. Vågner dog en enkelt gang - kortvarigt - og konstaterer, at det styrtregner. Ved ottetiden slutter den barmhjertige søvn, og en intens hovedpine tager over.

Gruppen er lidt spredt her til morgen, nogle sover længe og andre (der ikke deltog i drink-orgiet) er allerede ude og udforske de nærmeste omgivelser. Niels og jeg lejer et par mountainbikes, der desværre er lidt for små og kun kan indstilles til 2-3 forskellige gear, men de er dog brugbare. Vi kører op nordpå, væk fra turistområdet, og snart kommer vi gennem flere små landsbyer, hvor børnene smiler og vinker. Der er et par ordentlige bakker, så snart er vi gennempladrede af sved. Det er godt nok hårdt at cykle i det klima, men også helt rart endelig igen at få lidt seriøs motion. Vi falder ind på et skyggefuldt sted og får en tiltrængt forfriskning, og kort efter er vi ude ved nordkystens strand. Selv om vi kun er få kilometer væk er her hverken barer, butikker eller hoteller, til gengæld er der legende børn og meget, meget smukt.

Vi prøver at finde en anden vej tilbage, men alle forsøgene ender blindt. Til gengæld får vi set nogle ret så smukke steder - og nogle flere stejle bakker! Efter to timer er vi tilbage, godt brugte, så det er velgørende med en dukkert og lidt frokost.

Ole og Jeanette har lavet en aftale vedrørende en ridetur klokken tre, så vi hyrer et par af de små motorcykeltaxaer og bliver fragtet et par kilometer ud ad den hullede vej, noget af en rystetur. Her ligger en 'stable', der bestyres af et ret flippet ungt par. Vi inddeles (groft) i 'riders' og 'non-riders', hvor jeg frejdigt tilslutter mig den første kategori (man har vel efterhånden gået til ridning i 3-4 måneder).

Hestene er nogle usle øg, der skal trækkes afsted, tydeligvis i stærk modstrid med deres lyster. Ole og jeg har tilsyneladende fået de mest genstridige, så vi kommer til at danne bagtrop. Efter en uhyre langsommelig tur ud gennem den lille landsby er det som om vore to heste et øjeblik 'snakker' sammen, og så tager pokker ved dem. Oles vender om og styrter i strakt galop tilbage mod staldene, skarpt efterfulgt af min. Huhej, hvor det går, og hestene er totalt ligeglade med, at man hiver i tøjlerne. Nogle af de ansatte ser problemet og stiller sig - modigt - op med spredte arme, hvilket da heldigvis også får de vanvittige krikker til at standse. Ole må lige en tur ned og bide i græsset, dog heldigvis uden at komme noget til, men efter den oplevelse har han ikke lyst til at genoptage rideriet. Jeg er også lettere rystet, men indvilliger dog i at prøve igen, forudsat jeg får en anden hest, hvilket omsider lykkes.

Endelig kommer jeg afsted og får krikken op i trav, så jeg kan indhente de andre. Det bliver nu ikke nogen ridetur, der kommer til at gå over i historien, for det meste af turen foregår i adstadigt skridttempo. Vi rider ned til stranden, hvor vi får en drink (og hestene lidt græs), og tilbageturen går gennem lidt mere kuperet - og spændende - terræn. En smule trav - og endda lidt galop - bliver det også til, hvilket i øvrigt er lige ved at ende galt, da min hest snubler over sine egne forben og er ved at ryge på snuden. Pyha, det er godt nok noget andet end de veldresserede hjemlige rideskoleheste!

Aftensmaden indtages på en fremragende indisk restaurant, hvor vi sidder på store puder i gulvhøjde. Ikke for bekvemt med min gamle og stive krop, men maden er overordentlig velsmagende (omend ikke specielt krydret). Jeg har stadig eftervirkningerne af gårsdagens udskejelser siddende i kroppen, så i aften bliver der ingen drink-eksperimenter for mit vedkommende. Jeg går tidligt i seng, mens nogle af de andre - har jeg siden ladet mig fortælle - tilbragte nogle (på flere måder) fugtige timer skiftevis i baren og i swimmingpoolen.

Søndag d. 13. februar

Smuk dag med sol fra morgen til aften. Jeg starter med en times velgørende massage og fortsætter med lidt shopping. Noget skal man jo have med hjem, og T-shirts og den slags er vildt billigt her.

Så en løbetur hen ad den vidunderlige strand, efterfulgt af en forfriskende svømmetur, hvorefter frokosten må siges at være velfortjent. Niels har tilbragt formiddagen med at udforske øens sydside på mountainbike, og Ole, Søren og Simon har spillet golf, en oplevelse de beretter om med stor begejstring.

Efter frokosten skal vi ud og sejle, idet jeg har lavet en aftale om en sejltur rundt om øen med en udrigger-sejlbåd. Vi er fire passagerer plus en kaptajn og en gast, og det eneste sted vi kan være er ude i de net, der er spændt ud. Men det er nu også ganske sjovt, vi får nogle gevaldige hoppe- og sjasketure og en flot, flot tur. Øens modsatte side er meget smuk og stort set ubeboet, det er utroligt som turisme har det med at danne 'klumper'.

Vi fortsætter vores odyssé rundt i de forskellige asiatiske køkkener ved at indtage aftensmaden på en thailandsk restaurant. Endelig noget stærk mad, og efter min mening det bedste af de tre måltider her på Borocay.

Mandag d. 14. februar

En ganske skrækkelig nat! Jeg vågner klokken halv tre med en dundrende hovedpine, som en halv liter vand og to codymagnyler ikke er i stand til at gøre meget ved. Mit ansigt er badet i sved, og det er umuligt at finde en stilling på puden, hvor mit stakkels hoved kan finde hvile. Det bliver et par hårde timer, inden det endelig lykkes mig at få en kort lur, som dog ubarmhjertigt afbrydes af Niels's vækkeur klokken seks. Smerterne er aftaget lidt, men jeg fornemmer dog klart, at jeg ikke skal kaste mig ud i de store anstrengelser de første par timer.

Morgenmad, pakning og checkout. De der er mageligt anlagt og/eller har en 25 kilos kuffert at slæbe rundt på tager en cykeltaxa de 500 meter hen til båden, mens vi andre spadserer. Sejlturen går let og hurtigt, og det samme gør motorcykelturen op til Caticlan Airport, der ligger få hundrede meter fra havnekajen. I øvrigt den mindste lufthavn jeg har set siden på Manda Island i Kenya, og her må vi tilbringe to timers ventetid, idet vi åbenbart er kommet alt for tidligt afsted. Jeg benytter lejligheden til at komme godt i gang med min næste bog, Hanne Vibeke Holst's 'Min mosters migræne'. Lidt af et spring fra Svend Åge Madsen, men jeg er jo heldigvis litterært altædende.

Vi slipper afsted præcis klokken tolv i en nydelig lille tomotorers propelmaskine, der tilbagelægger strækningen til Manilla på lige godt en time.

Efter en tur, hvor alt hidtil har været planlagt til mindste detalje, begynder der nu at komme lidt mere slinger i valsen. Der er ingen til at møde os i lufthavnen, så bureauet må kontaktes telefonisk og lover at komme i løbet af en halv times tid. I mellemtiden tager vi afsked med Niels, der skal rejse på egen hånd de næste halvanden uge (han regner med primært at opholde sig på Mindanao, som er den store ø helt nede mod syd).

Omsider kommer der en vogn fra CoCo, men kun for at hente de fem, der er på 'standardturen', og som derfor skal videre til CoCo Beach. Vi må følgelig tage sagen i egen hånd, hvilket da også indtil videre er ret enkelt, da vi bare skal rundt om et par hjørner til det sted, hvor 'Sea Air' har deres 'afgangshal'. Herfra ringer vi så igen til CoCo, der bedyrer, at vi vil blive afhentet ved ankomsten til Busuanga Airport.

Vi fordriver ventetiden med lidt frokost i det lille cafeteria, og snart er der afgang, i turens hidtil mindste fly. Der er kun nitten passagersæder, men til gengæld er der skindbetræk og masser af benplads. En fin flyvetur med klart vejr det meste af vejen og med udsigt til små øer og koralrev spredt ud over det turkisblå hav.

Busuanga Airport er i absolut ministørrelse og ligger langt ude i 'ødemarken'. Her er en lille kiosk og 3-4 små palmehytter, og så holder der to jeepneys, men der er ingen modtagelseskomité. Ergo må vi endnu en gang tage sagen i egen hånd, hvilket strengt taget heller ikke er så svært, da der faktisk kun er en mulighed, nemlig at tage med en af jeepney'erne ned til Coron by.

Køreturen, der varer en times tid, fører os gennem et fuldstændig mennesketomt landskab, der i øvrigt adskiller sig væsentligt fra, hvad vi ellers har set, idet det nærmest minder lidt om den østafrikanske savanne. Da bilen standser i Coron, står der minsandten er ung dame og efterlyser 'Jensen', som jeg præsenterede mig i telefonen, endelig er vi 'genfundet'.

Vi bliver ført ned til havnen, hvor en udriggerbåd venter os, og nu følger den mest for tryllende tur ud til Sangat Island. En tur, der giver mig mindelser om såvel Halong Bay i Vietnam som fjordene i det sydvestlige New Zealand. Det er sidst på eftermiddagen, temperaturen er behagelig og solen står lavt, hvilket bevirker, at de mange øer fremstår i en masse forskellige nuancer af grønt og gråt.

Tre kvarter senere ankommer vi til 'Sangat Island Reserve', som er den eneste 'civilisation' på denne 400 meter høje og få kilometer lange klippeknold. 'Civilisationen' består af ni gæstehytter, en restaurant- og barhytte samt endnu et par hytter til de lokale familier, der driver stedet. Samt - ikke at forglemme - en hytte, der rummer en masse dykkerudstyr. Hytterne ligger - ligesom det også var tilfældet på Apo - på en strand, der er omgivet af stejle klipper til tre sider. Her på øen er stranden blot lidt længere, måske fem hundrede meter, og så består den af fint hvidt sand, det er det rene Robinson!

Oven på dagens fortrædeligheder spores der atter en svag optimisme, der dog prompte spoleres, da vi opdager, at der endnu en gang er gået kludder i reservationerne. Denne gang har de booket to hytter til to respektiv tre personer, selv om vores vouchers lyder på tre gange to personer. Der er simpelthen ikke flere ledige hytter, så den eneste umiddelbare løsning er, at Søren og jeg rykker ind som tredje person hos hvert af 'parrene'. Så finder de hjælpsomme mennesker imidlertid ud af, at vi kan få et værelse i managerens hytte, og det indtager Søren og jeg så.

Under opholdet her på øen er der fuldpension inkluderet, og vi får at vide, at måltiderne vil blive serveret klokken otte, klokken tretten og klokken nitten, og aftensmaden lover i hvert fald godt får de kommende dage.

Her sidder vi så, langt væk fra alt og med mulighed for at fylde vore trommehinder med bølgernes skvulpen og vindens leg med palmerne, men nej. Få steder i dette land undgår man et par aktive højtalere, og her - som overalt - er det, der kommer ud af dem, noget forfærdeligt 'plastikmusik'. Jeg behøver vel blot at nævne, at den danske gruppe Aqua er noget af det 'hotteste' her! En ting er, at de selv er vilde med skidtet, men det virker faktisk også som om de tror, at vi er det, og når man en gang i mellem beder dem om at slukke eller i det mindste bare skrue lidt ned, så virker deres forbavselse ægte.

Der er udbredt træthed efter en lang rejsedag, så ved titiden er alle krøbet til køjs. Klokken halv elleve slukkes øens generator, og pludselig bliver der meget stille og meget, meget mørkt.

Tirsdag d. 15. februar

Blandet vejr fra morgenstunden, men det klarer dog hurtigt op. Lidt snorkling fra kysten afslører mange fisk og koraller på ganske lavt vand. Her er også nogle store topersoners kajakker, som er betydeligt mere sødygtige end dem vi prøvede sidst. Dog ikke mere sødygtige end at det lykkes Simon at vælte den, da han springer i for at snorkle, hvilket koster ham et par solbriller, som vi leder længe efter, men forgæves.

Efter frokosten tager Søren og jeg ud på et dyk, under ledelse af en flegmatisk australier ved navn Bill. Efter en dejlig sejltur mellem de mange øer ankrer vi op på et rev, hvor vi tilbringer tre kvarter i cirka femten meters dybde. Desværre er det - som på Apo - overskyet, hvilket går noget ud over farverne. Sigtbarheden er heller ikke i særklasse, så alt i alt ikke det mest ophidsende dyk jeg har oplevet.

Aftensmaden er atter rigtig god, og bagefter eksperimenteres der lidt med barens ud bud af drinks. Jeg forsøger at få en cognac til kaffen, men det ender desværre med at blive en sherry ('Brandy de Jerez'). Søren lægger hele sin sjæl i at lære de søde piger at lave et par 'Long Island Ice Tea' efter Boracay-opskrift, hvilket resulterer i et par ret så potente drinks, som han og Ole har glæde af i lang tid.

Onsdag d. 16. februar

Formiddagen går med endnu et dyk, denne gang på et af de vrag, som der ligger så mange af i dette farvand. Ikke voldsomt ophidsende, og sigtbarheden bliver stadig ringere, så nu tror jeg ikke jeg gider mere i denne omgang.

Jeg gør et godt indhug i min bog og klatrer bagefter op på en lille udsigtsplatform. Herfra får jeg øje på C&C's krydstogtskib CoCo Explorer, der - som vi godt vidste i forvejen - skal ligge for anker her det næste døgns tid.

Op på formiddagen blæser det noget op, hvilket er vældig forfriskende. Den eneste ulempe er, at det af og til får en kokosnød til at løsne sig og falde til jorden med et hult drøn. Gad vide, om man ville overleve at få sådan en oven i hovedet?

Ferien lakker mod enden og det kolde Nord truer ret forude. Søren og Ole er begyndt at få EDB-abstinenser, de stakkels nørder. Søren fabler også jæ vnligt om de hjemlige 'kødgryder', f.eks. repræsenteret ved rugbrød med leverpostej. Ingen af den slags afsavn plager mig det mindste, til gengæld kunne jeg godt tænke mig snart at lægge øre til noget ordentlig musik, hvis jeg endelig skal nævne noget.

I løbet af eftermiddagen vælter det ind med danskere fra krydstogtskibet, helt underligt, efter at vi næsten har haft øen for os selv. Der er en del børn imellem, der - naturligt nok - falder helt i svime over de næsten nyfødte hundehvalpe. Rigtige 'gadekryds' må man sige. Moderen er en lille ubestemmelig sag, der nærmest kryber rundt, fordi hun er født med forkrøblede forben. Faderen er en stor ulveagtig kleppert, der med stor nidkærhed holder området rent for uvedkommende (herunder ikke mindst de 'indfødte' dyr, som er en flok aber og nogle ret store varaner). Specielt alvorligt tager den opgaven med at passe på værtsparrets tre små yndige døtre, som er af charmerende britisk-filippinsk herkomst.

I løbet af eftermiddagen tager Simon og jeg en af kajakkerne og sejler ud til CoCo Explorer. Bølgerne er efterhånden blevet ret store, så det er en meget udfordrende tur. Ikke mindst landgangen er svær, idet trappestigen - sammen med resten af skibet - bevæger sig 1-2 meter op og ned i uforudsigelige ryk. Omsider kommer vi ombord og får en rundvisning på skibet, der nærmest virker lidt småkedeligt, godt vi ikke valgte at bruge en uge om bord på det.

Der har været ganske meget sol i dag, og for første gang har jeg slet ikke brugt solcreme, huden er så småt ved at vænne sig til solens stråler. Lidt i fem falder jeg udmattet om på min seng og døser en time inden aftensmaden, der endnu en gang overgår sig selv.

Kaffe, drinks og et par spil kort, der ender med at gå op i ukoncentreret snak, og så er den dag gået.

Torsdag d. 17. februar

Jeg bruger en halv time af formiddagen på at 'udforske' øen, dvs. den del, der kan nås. Det er kun få hundrede meter man kan komme ind, og det er endda svært nok. Først skal man kravle op og ned over stejle lavaklipper, og længere inde er der tæt jungle, hvor det svirrer med glubske moskitoer.

Bagefter en svømmetur, så en løbetur langs stranden (to gange femhundrede meter), endnu en svømmetur, en drink, lidt læsning på stranden, endnu en svømmetur og så er frokosten klar. Jeg skal love for, at man kommer ned i langsomste gear her, det bliver da vist noget af en omvæltning at komme tilbage til den hektiske hverdag.

Halvdelen af eftermiddagen går med en sejltur over til et godt snorkelsted (samme sted som vi dykkede den første dag), og turen tilbage bliver ret underholdende, da det er blæst op og bølgerne er blevet pænt store.

Resten af dagen, tjah, gæt engang: Svømmeture, drinks, læsning, lækker aftensmad (tynde skiver af rå tun, sublimt), drinks og tidligt i seng. Det er stjerneklart og næsten fuldmåne, en meget smuk aften.

Fredag d. 18. februar

Så er vi nået til begyndelsen af vores lange hjemrejse, der kommer til at strække sig over de næste 31 timer (heraf ni timers ventetid i Manilla). I nattens løb var jeg en overgang bange for, at vi slet ikke ville komme afsted, da det blæste op til en veritabel storm. Ved firetiden måtte jeg op og lukke skodderne, da mit lagen var ved at blæse af! Dog - til alt held - hen ad fem løjer det af, og klokken otte er der blå himmel og almindelig frisk brise.

Sidste morgenmad, sidste fotos, afsked med de søde værtsfolk, og lidt over ni sejler vi væk fra pragtfulde Sangat i den største af de to udriggerbåde. Heldigvis, for førnævnte 'friske brise' viser sig hurtigt at være blevet temmeligt 'overfrisk', og den første halve time har vi kurs direkte mod de store bølger. Simon og jeg går ud foran for at få de sidste timers solskin (og skumsprøjt!) med, mens de øvrige kryber sammen inde under læsejlet.

Halv elleve er vi inde i Coron, hvor vi hurtigt finder Sea Air's lille kontor, og kort efter er vi på vej til lufthavnen i en jeepney, hvis chauffør kører, som om det var Paris-Dakar. Flyet ankommer kort efter, og kvart over tolv er vi atter i luften, med kurs mod Manilla. Noget af en rystetur med det lille fly, men vi når da frem i god behold.

Efter nogen ventetid lykkes det at få et par taxaer ind til Coco's kontor, hvor vi deponerer bagagen og fortsætter til den nærmeste shopping-mall. En af de værste oplevelser længe, med hundredvis af uinteressante butikker (mest dametøj), isnende aircondition og drønende popmusik fra mindst ti forskellige kilder, føj for den lede! Nå, jeg får da taget mig sammen til at købe et par CD'er plus et gameboy-spil til Anita, og så tilbringer jeg den sidste halve time med en behagelig gang fodmassage.

Vi mødes halv fem i en restaurant, der skal forestille at være checket ('american style'). Maden er i øvrigt fortræffelig, men ret dyr (jeg betaler 120 kroner for to glas rødvin). Naturligvis er der kraftig popmusik samt en eller anden tåbelig film, der vises på mindst fem TV-skærme oppe under loftet, Christ!

Tilbage til kontoret, hvor der efterhånden er ved at samle sig en hel del mennesker, der alle skal hjem med det samme fly. Det lykkes mig lige at nå at få et bad og få skiftet tøj, før der er afgang til lufthavnen.

Modsat alle forlydender om trafikkaos, der skulle være særligt slemt her fredag aften, så tager køreturen kun en halv time, så vi er klar til indcheckning klokken halv otte, hvilket er næsten fire timer før flyets afgang. Vi må derfor vente yderligere en halv times tid, før der overhovedet kommer gang i indcheckningen, og endelig halv ni er vi inde i afgangshallen, hvor de sidste par timer så lige skal slås ihjel.

Den første halve time går med at gå på Internettet og checke min mail, der dog ikke indeholder noget spændende. Nåja, måske lige bortset fra en mail fra Ole Egholm, afgående formand for De Berejstes Klub, der siger, at bestyrelsen har foreslået mig som ny formand. Det kan jeg jo kun være beæret over, men jeg må nu lige tænke lidt over det først. Derefter starter jeg på min sidste bog, 'Prins' af Ib Michael, forhåbentlig slår den lige til på det sidste lange stræk over Frankfurt tilbage til København (og forhåbentlig lykkes det mig at få sovet bare noget af tiden).

Lørdag d. 19. februar

Planmæssig afgang lidt over elleve, og så forestår tretten timer i Lufthansas jumbojet, hvor de bestemt ikke har frådset med pladsen. Til overflod lykkes det mig ikke at få en gangplads, så det bliver, lige som på udturen, med knæene oppe om ørerne og et lønligt håb om ikke at tabe noget vigtigt ned på gulvet.

Nå, det går da nogenlunde. Først et par timer med drinks og mad, så 4-5 timers søvn, lidt læsning og en film, og vupti viser TV-skærmen, at vi befinder os umiddelbart syd for Moskva, det er jo nærmest lige i nabolaget. Snart serveres morgenmaden, og lidt over fem - centraleuropæisk tid - ankommer vi til Frankfurt. Mine medpassagerer iler til det nærmeste rygeområde. Efter de sidste ugers nærmest konstante rygning må de også have slemme abstinenser efter tretten timer i et røgfrit fly. Jeg får mig en cappuccino til 4 US$, velkommen tilbage til Europa!

Efter et par timers ventetid letter vi atter, for niende og sidste gang på denne tur. I øvrigt i en stor airbus, der kun er halvt fyldt. Jeg får færdiggjort 'Prins', der er fuldt på højde med de andre bøger jeg har læst af Ib Michael, og få minutter senere lægger vi an til landing i Kastrup. Det er gråt og vådt, og temperaturen er lige over frysepunktet, nogenlunde lige så trist som frygtet. Men med afsæt i de forløbne ugers sol og varme skulle det vel lige være muligt at holde den gående til det danske forår indfinder sig (eller - for mit vedkommende - til skiferien i de franske alper om tre uger).