Udsigt over Gustavia, hovedstaden på St.Bartholomew
Det er ikke fordi jeg er specielt vild med St. Martin, nærmest tværtimod, det er en de mest turistoverrendte øer i hele Caraibien. Den er kun på størrelse med Møn, og alligevel har den mindst 50 store hoteller og mindst et dusin casinoer, og så ok en hel del udmærkede badestrande. Men det var selvfølgelig heller ikke derfor, at jeg omkring juletid for anden gang i mit liv tog et smut til denne del af Caraibien. Det var mere for at besøge de omliggende småøer St. Barth, Saba, Statia og Anguilla, hvor jeg ikke tidligere havde sat min fod, dvs. jo Anguilla havde jeg faktisk været på før, men den famøse overnatning havde jeg ikke haft, og nu var der et eller andet med nogle præmier, sååå...
Lige et par ord mere om St. Martin, eller St. Maarten, som øen hedder på hollandsk. Det pudsige er nemlig, at øen trods sin størrelse er delt mellem Frankrig og Holland. Det fortælles at franskmændene og hollænderne i hine tider ankom samtidig til øen, og i stedet for at slås om den besluttede de at sende to mand, en fra hver nation, af sted i hver sin retning rundt om øen, og der hvor de så mødtes på den anden side, dertil skulle grænsen trækkes. Franskmanden drog af sted med en god flaske fransk vin og hollænderen med en flaske gin. Hollænderens gang blev åbenbart lidt mere vaklende undervejs, så det endte med at hollænderne måtte nøjes med ca. en tredjedel af øen...
Den frodige ø Saba
Jeg kunne ikke undgå at opholde mig en del på St Martin, for denne ø er simpelthen knudepunkt i den videre rejse til de øvrige øer. Herfra kan der sejles til både Saba, Anguilla og St. Barth. Kun til Statia er man nødt til at ofre en flyvebillet.
Min rejse var så absolut umagen værd: Specielt Saba kan jeg i høj grad anbefale. Der kommer næste ingen turister af den simple årsag, at der ikke er eneste rigtig strand på øen. Til gengæld er det et fremragende sted for dykkere (det er f.eks. et af de få steder i verden, hvor man har gode chancer for at se søheste), og øen har desuden en ganske vidunderlig natur.
Når man kommer sejlende ud til øen, virker det næsten som om den står på højkant. Den er kun ca. 3 km på hver led, men mere end 800 meter høj. Jeg startede med at gå op ad en meget stejl vej til hovedstaden, der pudsigt nok hedder The Bottom... Ok, det er også den lavest beliggende by på øen, men alligevel... Jeg nåede faktisk at bevæge mig til fods hele vejen tværs over øen i løbet af de dage jeg opholdt mig på Saba. Selv om den som sagt kun er 3 km bred, så er vejen i hvert fald mere end 10 km lang. Det er i øvrigt folk fra øen som selv har sørget for at bygge vejen. De hollandske koloniherrer havde regnet ud, at det simpelthen var umuligt at bygge en vej på grund af det meget kuperede terræn. Men det var man absolut ikke tilfreds med på øen, så en af de lokale tog sig et korrespondancekursus i vejbygning, og så gik man ellers i gang... I dag er der så en absolut farbar vej som slynger sig hen over og op over øen. Visse steder minder vejen næsten om den kinesiske mur...
Vejen som snor sig op over Saba. Øverst t.h. skimtes Statia og alleryderst St.Kitts
Fra Saba drog jeg videre til en anden hollandsk besiddelse nemlig Statia (St. Eustatius). Her gjorde jeg et kort ophold som jeg mest benyttede til at bestige vulkanen The Quill.
Såvel her som på Saba er engelsk det reelle hovedsprog. (På Saba har man endda taget konsekvensen og også gjort engelsk til førstesprog i skolen ).
Allerede inden jeg havde været på Saba og Statia havde jeg også besøgt den franske ø St. Barth (St. Bartholemew) som en overgang har været svensk, og hvor
Anguilla's fredfyldte hovedstad "The Valley"
hovedstaden derfor hedder Gustavia. Øen minder lidt om St. Martin, men er dog væsentligt mindre turistet. En del gadenavne i Gustavia samt visse bygninger genspejler den svenske fortid.
Den sidste af de øer jeg besøgte, Anguilla, har jeg ikke så meget tilovers for. Det mest positive var næsten at jeg slap med at betale 20$ pr. nat for overnatning. (Det var faktisk det billigste overnatningssted jeg fandt på denne rejse!) Anguilla har ellers ry for at være stedet hvor de rige turister tager hen. De må nu have opholdt sig et helt andet sted på øen, for jeg så ikke ret meget til turister. Det var jo godt nok, men immervæk fandt jeg øen lidt kedelig. Den er meget flad, og har derfor heller ikke den store naturrigdom. Men fine badestrande, jo jo, det er der...
