- Yes, it´s a big river, Jamuna River...
Min matematiske ven (en ung mand,
der - efter at jeg har indrømmet at
være matematiklærer - ustandselig har
plaget mig med tredjegradsligninger
og andre indviklede opgaver, som han
åbenbart selv behersker) bekræfter min
forbløffelse over, hvor lang tid det tager
at komme over floden.
Jeg har sejlet på næsten alle de store
floder i verden, men aldrig før har jeg
På vej over Jamuna-floden
været hele tre timer om bare at krydse
en flod. Og hvem kender egentlig
Jamunafloden? Der er næppe mange,
som overhovedet har hørt om dens eksistens!
Forklaringen er dog den simple, at navnet
Jamuna kun betegner et bestemt
stykke af den pågældende vandvej. Helt
præcist er der tale om hovedåren i det
vældige Ganges-Brahmaputra delta.
Og når det tog hele tre timer at sejle
over, skyldes det også, at man ikke
kunne sejle lige over, men var nødt til
at sejle uden om en mængde øer i floden.
Desuden var færgen ikke specielt
moderne, den var blot - som alle andre
transportmidler i Bangladesh - utrolig
overfyldt. Ikke noget under, at ca. halvdelen
af de alvorligste skibskatastrofer i
verden sker netop i Bangladesh.
Tog frem for bus
Jeg havde startet min rejse i hovedstaden
Dhaka, og det var mit mål at rejse
fra Bangladesh over landjorden gennem
Indien til Karachi i Pakistan.
Jeg kunne have rejst videre med bus
til Jessore tæt ved den indiske grænse.
Det ville have kunnet gøres på 7-8 timer,
men jeg synes det var mere spændende
at tage med toget, også selv om
man skulle køre en lang omvej nordover,
skifte til færgen, og så køre sydpå igen
med et tog, som ventede på den anden
side af Jamunafloden. Alt i alt en rejse,
der efter planen ville tage ca.18-20 timer,
men som af uforudsete årsager
kom til at tage mere end et døgn!
Jeg var taget af sted fra Dhaka aftenen
før og havde tilsyneladende en kupé
med tilhørende toilet helt for mig selv.
Til gengæld var toget indrettet så der
ikke var nogen gennemgang til de andre
vogne eller blot til de andre kupéer. Man
kunne således ikke komme til andre
dele af toget uden at stige helt ud. Der
var dog udgang i begge sider af kupéen.
Indretningen var meget kunstfærdig
og stammede helt tydeligt fra kolonitiden,
og der var næppe gjort noget som
helst for at ændre det siden da. Hvilket
i sagens natur betød, at alt var utrolig
nedslidt.
Sædet i denne 1. klasses kupé kunne ikke
holde til en tung dansker. Jeg blev dog aldrig
stillet til regnskab for mit uheld.
En brat opvågnen
Jeg lagde mig på sengen i håb om at
få en god nats søvn. Men pludselig blev
jeg vækket. Tre små bengalere indhyllet
i store tæpper stirrede på mig. De
ville også godt have plads. Så var det
slut med at kunne ligge ned, men efter
nogen tid lykkedes det mig dog at falde
i søvne igen.
Da jeg vågnede, holdt toget stille. Det
var så småt ved at blive lyst. Jeg var
noget omtumlet og blev helt forvirret.
Spurgte de tre lokale, om vi var
nået frem til floden. De nikkede, og jeg
skyndte mig ud. Jeg styrtede rundt på
stationen, og toget var lige ved at køre
igen, inden jeg opdagede, at jeg slet
ikke skulle have været ud. Enten havde
de tre i toget ikke anet hvad jeg spurgte
om, eller også ville de gerne have lidt
mere plads!
Nu gjaldt det om at finde den rigtige
kupé igen. Jeg havde nemlig pladsbillet
(det skulle man have, når man - som jeg
- rejste på noget, der blev betegnet som
1. klasse.)
Med lidt hjælp fra en togfunktionær
fandt jeg det dog i sidste sekund, og da
jeg stakåndet satte mig på plads igen,
kiggede jeg misbilligende på mine tre
ledsagere, der blot så undrende på mig.
Det var nu ikke fordi de ikke forstod engelsk.
Jeg havde allerede fået snakket
lidt med dem. De havde fortalt, at der
netop var sket en forfærdelig togkatastrofe
i den nordlige del af landet. Flere
hundrede - ja måske tusind mennesker
var blevet dræbt, fortalte de. Det var
årets største katastrofe.
Med færge over floden
Hvor omfattende ulykken virkelig var, fik
jeg aldrig opklaret, men for mig betød
den omfattende forsinkelser i togdriften
under min videre færd mod Jessore.
Floden nåede vi ud til mens det endnu
var tidlig morgen. Det vrimlede med
mennesker, som bar store sække og
andre tunge genstande på hovedet, til
og fra skibe, store som små, eller bare
langs med floden. Alle syntes at bære
en større byrde.
Færgen var ikke særlig stor. Slet ikke
når man ser det i forhold til antallet af
passagerer. Det var her jeg kom i snak
med en ung mand, som viste utrolig
flair for komplicerede matematiske udregninger.
Til sidst fik jeg dog lukket
munden på ham med nogle kombinatorik-
opgaver, som han slet ikke kunne
overskue.
Hovsa!
Vejret var roligt og vi nåede velbeholdne
til den anden flodbred. Rejsen fortsatte
med et nyt tog, hvor vognene var mere
almindelige. Jeg satte mig atter ind i
en 1. klasses kupé (der var ellers også
både 2. og 3. klasse i toget), men fik sat
mig lidt for tungt i sædet, i hvert fald
brød det straks sammen under mig!
Afgangen var væsentlig forsinket, og
jeg måtte senere skifte til et nyt tog
og vente fire timer i en lille by, hvilket
alt sammen skyldtes den tidligere omtalte
togkatastrofe. At det virkelig var
en ulykke af dimensioner understregedes
af, at der blev sendt et ekstratog
med nødforsyninger nordpå. Dette var
naturligvis den væsentlige årsag til den
forsinkelse jeg blev udsat for.
Først lidt ud på natten nåede jeg frem
til Jessore. Det sidste stykke vej fulgtes
jeg med en forretningsmand, endda på
luksusklasse, hvilket vi måtte betale lidt
ekstra for. Han havde faktisk lovet mig,
at jeg kunne overnatte i hans hjem når
vi nåede frem, men eftersom vi ankom
væsentlig senere end beregnet, havde
han alligevel ombestemt sig. Han ville
ikke byde sin kone at komme slæbende
med en fremmed mand så sent. Til
gengæld hjalp han mig med at finde et
hotel.
Næste morgen gik rejsen videre til
Calcutta i Indien. Men det er en helt anden
historie.
Da jeg senere vendte hjem til Danmark,
gik jeg på biblioteket for at finde oplysninger
om togkatastrofen. Jeg kiggede
i såvel danske som udenlandske aviser
fra den pågældende periode. Ingen steder
fandt jeg blot den mindste notits.
