Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Stafetten: Mine 10 mest dramatiske ankomster

Bjarne Lund-Jensen


Dominikanske Republik 1992 Der er bustransport fra lufthavnen og ind til byen, og det er jo altid godt… Vi er nået næsten ind til centrum. Bussen holder ved en lyskurv. En anden bus kommer op på indersiden af den og kører pludselig frem og drejer skarpt ind foran vores bus. Vor chauffør bliver så edderspændt rasende, at han indleder en veritabel jagt på den anden bus... Med sømmet i bund drøner han gennem de snævre gader i Santo Domingo. Jeg trykker mig godt ned i sædet, men de øvrige passager synes at være lige så ophidsede som chaufføren, så de opildner ham med diverse tilråb.
Til sidst standser den anden bus. Chaufføren hopper ud og styrter vildt gestikulerende over imod den anden... Men pludselig retirerer han. Ja, rent faktisk spæner han tilbage i bussen... Jeg ser straks hvorfor. Den anden chauffør er stået ud af bussen medbringende et stort baseballbat. Vor chauffør lukker straks døren. Den anden chauffør begynder systematisk at smadre hvert eneste vindue i vores bus. Vi kaster os ned for så vidt muligt at undgå glasstumperne, der flyver om ørerne på os. Vores chauffør bliver siddende passivt ved rattet. Der er en råben, skrigen og truen af os uden for. Et stykke tid er vi bare meget meget stille. Da der endelig er fri bane åbnes døren. Passagererne begynder langsomt at forlade bussen. Til sidst går jeg også selv ud. Det er mørkt. Jeg aner ikke, hvor i byen jeg er, men der er pyntet op til jul. Fornemmer jeg et stille "Velkommen til Santa Domingo" vibrere i luften.

New Zealand 1982 Det er næsten midnat. På grund af den sene flyankomst har jeg for en gangs skyld bestilt overnatning på forhånd. Motellet ligger lidt uden for Auckland. Der er helt mørkt, da jeg ankommer. Jeg banker på... ingen svarer. Jeg banker hårdere... stadig intet svar. Jeg er meget træt og ret så irriteret. Jeg SKAL have et sted at sove. Jeg bliver mere og mere irriteret, og til sidst begynder jeg for alvor at råbe op. Stadig intet svar. Først da finder jeg en lille konvolut med mit navn stukket ind under måtten ved hoveddøren, i den ligger nøglen til et værelse. Jeg lukker mig straks ind.
Umiddelbart efter ankommer to politibetjente, som går søgende rundt og lyser med deres lygter her og der.
Da de er væk, kigger jeg forsigtigt ud. En ung fyr kommer hen til mig. "Hørte du ham, der rendte og råbte og skreg herude lige før", spørger han. "Ja, ja, det gjorde jeg da". "Ja jeg tilkaldte altså politiet" fortsætter han. "Det kan jeg godt forstå" mumler jeg forsigtigt. Han kigger på mig med et halvskævt smil...

Ghana 1990 200$ i depositum for at tage et videokamera ind i landet! Jeg protesterer vildt, men så viser de mig nogle papirer, hvor det står - sort på hvidt. Der er ikke noget at gøre, jeg betaler pengene og spørger, hvordan jeg får dem igen, når jeg tager videre over landjorden til Elfenbenskysten. Det kan jeg ikke, jeg kan kun få dem i lufthavnen, og hvis jeg skal videre over landjorden, skal jeg have en mand med hele vejen og betale alle omkostninger! Jeg bliver så sur, at jeg allerede næste dag forlader landet, ikke til Elfenbenskysten, men til Togo. Jeg tager en taxa ud til lufthavnen og får udleveret pengene, da jeg får dem overbevist om, at taxaen kører mig direkte videre til grænsen. Jeg stikker i farten de 200$ i min skjortelomme. Ved grænsen…

Togo 1990 …kommer jeg lynhurtigt gennem grænseformaliteterne, godt hjulpet af en "flink" mand. Snart opdager jeg, at den flinke mand også har hjulpet mig af med de 200$, jeg så skødesløst havde lagt i min lomme. Jeg finder et hotel og en flot pige… som jeg må forklare, at hvis der er noget, hun ikke kan få ud af mig nu, så er det penge! Det gør heller ikke så meget, påstår hun, men da hun forlader mig næste dag, har hun pludselig en hånd i min bukselomme! "Jeg ville bare være sikker på, at du stadig har dine penge," siger hun sødt. Jeg mærkede ikke selv efter. Jeg vidste, at jeg havde haft 20$ liggende løst i lommen, og jeg vidste, at de ikke var der mere. Det var ok. Hun havde fået sine lommepenge!

Sierra Leone 1993 Her startede dramatikken allerede, da jeg skulle med fly fra Guinea til Freetown, Sierra Leone. Det var rent kaos i lufthavnen, men jeg fik kæmpet mig frem til skranken og blev lovet, at jeg nok skulle komme med flyet. Ved siden af mig stod en engelsk præst, der også skulle til Freetown. Han var iført præstekrave, for – som han sagde - ved tydeligt at vise sin præstestand, kom han altid let igennem selv de vanskeligste situationer. Han var sikker på, at vi nok skulle komme af sted. Vi ventede mindst tre timer. Jeg begyndte at blive nervøs. Præsten tog det med ophøjet ro.
Det var faktisk først, da vi gennem vinduet kunne ane flyet rulle væk, at det gik op for den gode præst - the reverend John Smith - at hverken han eller jeg kom med flyet... Så tog fanden ellers ved præsten. Han kravlede næsten helt op over skranken, alt imens han greb fat i en dem der stod ved indcheckningen. Han råbte og skreg: Han havde billet! Han skulle af sted! Han havde medicin med til hospitalet, hvor broderen arbejdede! Det skulle nå frem! Intet nyttede. Jeg blev enig med ham om, at vi var nødt til at dele en taxa til grænsen. Da vi endelig kom frem, var det for sent at komme over. Og den følgende dag og i længere tid fremover ville grænsen være lukket! Men at en grænse i Afrika er lukket, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man ikke kan komme over! Det betyder blot, at det er meget dyrt at komme over! 100$ hver måtte vi betale for at komme videre.
Natten tilbragte jeg sammen med the reverend John Smith i en lille dobbeltseng på et ubeskriveligt elendigt grænsehotel. Næste morgen betalte vi os så over grænsen, og bortset fra en enkelt punktering og en hulens masse checkpoints kom vi fint igennem til Freetown. Først efter nogle dages ophold gik det op for mig, at der rent faktisk var borgerkrig i landet… Men det er en helt anden historie!

Jamaica 1988 Jeg bestiller næsten aldrig overnatning på forhånd, men – specielt hvis jeg ankommer sent – plejer jeg at have en helt god ide om, hvor jeg vil opsøge et hotel. I min guidebog var der angivet et lille sted nær den centrale plads i downtown Kingston. Men som det er sket for mig en del gange gennem årene: Hotellet eksisterede ikke længere. Jeg var lige stået af bussen fra lufthavnen, og nu anede jeg ikke, hvor jeg skulle finde en seng. Normalt ikke noget stort problem, men lige præcis downtown Kingston er et de mest ubehagelige steder, man kan befinde sig som hvid mand en sen aften. Jeg blev mødt af ubehagelige tilråb og en helt igennem hadsk atmosfære. Jeg var faktisk lidt bange. Hvad gør man så? Man tager sig sammen, siger til selv, at ligegyldigt hvor man kommer frem, er de fleste mennesker ok. Så man spørger sig frem, og på forbavsende kort tid bliver man vist hen til et beskedent hotel og får en god søvn – dvs. indtil man kl. 7 om morgenen bliver vækket af en arrig banken og en hidsig damestemme, der forkynder, at nu er det eddermame om at komme ud af fjerene, for nu skal her altså gøres rent….

Senegal 1996 Are you happy? Spurgte en af de lokale mig, mens vi - efter endnu en punktering - sjoskede de 5 kilometer ind til nærmeste landsby. Happy? Nej, ikke lige præcis... Jeg var på vej til Guinea Bissau. Det var weekend og der var ikke megen trafik. Ved Gambia-floden var jeg sidste aften kommet for sent til den sidste færge, så jeg måtte hyre en båd til at sejle mig over (hvilket glædede 15-20 lokale, der kom gratis over ved samme lejlighed). Nu var jeg så i Senegal og var kommet videre med et ubeskriveligt vrag af en bil. Ingen håndtag i flere af dørene, et virvar af ledninger under styrebrættet, store huller i bunden osv.
I landsbyen ventede jeg i timevis, mens slangen blev lappet, bilen prøvekørt og slangen lappet endnu engang. Endelig kom jeg af sted sammen med tre franskmænd. Vi kunne lige have nået den sidste færge over den næste flod – hvis altså ikke bilen 10 km før floden endnu engang punkterede… Efter en times venten kommer en anden bil forbi. Den bringer os frem til floden, og der er rent faktisk en bro over – som dog (nok for år tilbage) er brudt sammen. Efter lange forhandlinger får vi dog lov at passere den "knækkede" bro til fods og når ved midnatstid frem til byen Ziguinchor. Næste morgen får jeg på rekordtid udstedt et visum til Guinea Bissau, og fortsætter straks mod grænsen…

Guinea Bissau 1996


… som jeg passerer uden problemer. Men, men, men… der er også floder i Guinea Bissau, og der er ikke rigtig råd til at bygge broer sådan et sted. Den første flod er ikke det store problem, bortset fra, at der holder en kø på ti biler, og færgen kun kan tage en med af gangen… Ved den næste flod er problemet større. Færgen er brudt sammen – det har den faktisk været de sidste par måneder. Små både fragter folk over floden, men netop da jeg ankom, var en af bådene tippet over og en kvinde og hendes barn var druknet. Deres lig lå ved flodbredden med et klæde over sig. Politiet sejlede rundt derude for at undersøge, om der var flere druknede. Først nogle timer senere blev fortsat sejlads over floden tilladt. Igen blev det midnat, inden jeg nåede frem, til en i øvrigt helt mørklagt hovedstad. Bissau by var faktisk uden strøm også de følgende tre dage…

Nu bliver jeg nødt til at snyde lidt. De sidste to historier foregik ikke lige efter ankomst, men på henholdsvis tredje- og andendagen efter min ankomst til landet.

Zambia 1986 Det var en ganske almindelig søndag. Jeg orienterede mig lidt i byen. Prøvede om jeg kunne se, hvornår posthuset åbnede næste morgen. Straks blev jeg anråbt af en politibetjent, der havde fundet det yderst mistænkeligt, at jeg nærmede mig posthuset, når der var lukket. Og endnu værre: Jeg gik rundt med et lille kort i hånden! Jeg blev straks slæbt med på politistationen, hvor det første jeg så, var to unge mænd, der blev pisket! Jeg valgte straks at moderere mit mishag… Jeg mødte også to englændere, der var slæbt til politiet for en lignende "forbrydelse". Vi blev udspurgt på kryds og tværs, og måtte vente i tre timer, inden vi endelig blev sluppet fri, mod at de beholdt vores pas til den følgende dag.
Da jeg kom tilbage til mit missionshotel, fandt jeg ud af at de havde gennemrodet mit værelse. Hotellets kvindelige manager var overbevist om, at det var fordi, jeg levede et syndigt liv. Ved et rent tilfælde(!) var jeg nemlig kommet til at overnatte sammen med en sød engelsk pige, og hun var nu blevet smidt ud fra hotellet…
Næste morgen fik jeg mit pas tilbage, og i Zambia Post kunne jeg læse en lille notits om, at en dansker og to englændere var blevet tilbageholdt af politiet mistænkt for spionage!

Sydafrika 1996 Det værste jeg har oplevet. På andendagen efter min ankomst ville jeg videre fra Johannesburg til Pretoria. Jeg gik igennem en park… Jeg så knivene. Jeg så de hårde, men dog lidt bange ansigter. Jeg vidste, hvad det betød, men jeg negligerede det, min forstand nægtede at erkende det. Så jeg gik videre. Straks efter blev jeg skubbet omkuld. De stjal min bagage. De forsøgte også at rive bukserne af mig. Jeg strittede imod og reddede mit pas, visakort og de fleste af mine penge. Mine briller lå knækkede på jorden.
Jeg fik senere fikset brillerne sådan nogenlunde med en clips! Jeg fortsatte… De kunne stjæle mine ejendele, men de skulle fandeme ikke stjæle min rejse!



Til Bjarnes blog på berejst.smartlog.dk
Til stafetoversigten
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside