Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Biler er ret uinteressante
Tekst: Svend Garbarsch; foto: Claus Qvist Jessen

Biler er ret uinteressante Det er bare transportmidler, mener Svend Garbarsch, der har siddet i over 10.000 af dem, og formentlig gennem næsten 20 års blafning har sat en eller anden form for rekord. Han har blaffet gennem ørkener og savanner, gennem jungle og med floddamper. Ja, endog på den eneste landevej på en fransk stillehavsø.

Iran er et af verdens venligste lande og perfekt til blafning. Det er desværre ikke altid lige let at vide, hvor man vil hen.
Min foretrukne rejsemetode var gennem mange år den hævede tommelfinger. Første gang jeg prøvede at blaffe var engang i 1950’erne. Siden rejste jeg hver sommerferie på blaf. Jeg har prøvet at blaffe kloden rundt, jeg har blaffet på små stillehavsøer, jeg har blaffet gennem de påstået ufremkommelige veje i Afrika. Jeg har blaffet i røverstater som Afghanistan og Somalia, og jeg har blaffet tværs over Australien. Jeg blaffede i næsten 20 år. Hvorfor? Det er billigt, og man møder så mange interessante mennesker, der undertiden inviterer én på et måltid mad eller en seng.

Jeg har blaffet med tusindvis af biler. Jeg holdt op med at tælle, da jeg nåede til titusind, så jeg har velsagtens en af de mest slidte tommelfingre i dette land. Der skal nok være en rekord i en eller anden form i det.

Resultatet af blafningen? Jeg er blevet total kold over for biler. For mig er de kun et transportmiddel. Hverken farve, bilmærke, ydeevne, benzinforbrug eller andet ved disse lakerede blikkasser interesserer mig det mindste!

Hvis du tager mig med i din bil, vil jeg overhovedet ikke kunne fortælle dig et dyt om, hvad det er for en - medmindre navnet står på rattet eller andetsteds, og jeg vil for det meste ikke ane, om den er blå, rød, sort eller skotskternet.

Folk er så forskellige

At blaffe er lidt af en kunstart. I visse lande - som fx Tyskland - skulle man blot stille sig op ved en vej og løfte tommelfingeren, så havde man et blaf inden for fem minutter. I andre lande - som fx Danmark - skulle man gøre sig store anstrengelser for at få et lift. Og i atter andre lande - fx Indien - skulle man sortere mellem bilerne ud fra devisen: ”Hæv kun tommelen, når bilens udseende tyder på, at føreren er velstående”. Den gode blaffer er ham/hende, der ved, at de fleste bilister kun har taget én op for underholdningsværdien. Altså man skal fortælle alt om sig selv og helst også nogle gode, interessante oplevelser. Dels føler bilisten, at han har fået noget ud af sin ”gode gerning”, og dels baner man vejen for sine efterfølgere.

Blafferne er et folkefærd for sig. Hvor man end kommer frem, kan man møde dem, hvis man kender hemmeligheden om mødestedet. Selv om man måske er i en by, hvor man tilsyneladende er eneste udlænding, er det altid dødsikkert, at der et eller andet sted gemmer sig en eller flere blaffere. Mødestedet er ved poste restante lugen på hovedpostkontoret kl. 12. Dér myldrer de frem, og pludselig er man blandt kammerater fra 10-12 nationer - kan udveksle nyheder, oplysninger om billige madsteder, overnatningsmuligheder eller adresser på venlige folk, der gerne hjalp med husly og andet. Samt andre gode tips. Vi var faktisk, som jeg husker det, en slags hippier, før hippierne var til, og vi delte oplysninger med hinanden fuldstændig frit, som om vi havde kendt hinanden i årevis, mens sandheden var, at vi nok aldrig mere ville ses.

Det menneske håber jeg aldrig mere at se*

Iran er et af verdens venligste lande og perfekt til blafning. Det er desværre ikke altid lige let at vide, hvor man vil hen.
Gunnar fra Hjørring er det menneske, jeg håber aldrig mere at få at se. Jeg mødte ham ved grænsen mellem Iran og Afghanistan. Her var der en grænsebetjent, som absolut skulle skrive alle passerendes navne ned på arabisk. Hvilket han havde vanskeligt ved - dels fordi han ikke kunne læse latinske bogstaver, og dels fordi folk hed ting som Heinrich, McDougal, Reverin og Hilferschlect. Så jeg meldte mig frivilligt som oversætter, og han blev storsmilende og venlig, da han opdagede, at alle de unge udlændinge, der ville over grænsen hed Muhammed, Izak, Ali, Abdel, Kamal, Ibrahim, Jakuub eller andre arabiske navne, jeg syntes passede på det, der stod i passet.

Vi fik afviklet køen på ingen tid. Og apropos passet: På en bustur i Iran blev bussen stoppet af en politibetjent, der spottede den eneste udlænding - mig - og bad om at se mit pas. Derefter skrev han noget i marginen på en side. Jeg fik det oversat tre-fire gange, før jeg troede på det. Der stod: ”Denne person ejer en speciel kuglepen”. Forklaring? Sandsynligvis følte politimanden, at han skulle skrive et eller andet, og det eneste, han kom i tanke om, var en sætning fra hans skriveundervisning.

Gunnar henvendte sig til mig og foreslog, at vi sammen rejste gennem Afghanistan til Pakistan. Det meste af turen kom til at foregå med bus, og den ene hårrejsende episode med Gunnar fulgte den anden: Gunnar insisterede på at gå med nøgen overkrop. Det gør kun sindssyge i Afghanistan, så jeg beroligede vore medrejsende med, at han var maknuhn (tosset). Gunnar ville absolut sidde på bussens tag - billigste klasse - men chaufføren nægtede at køre, før han kom ned, idet en fremmed på taget ville medføre chaufførens arrestation. Dette var meget svært at forklare Gunnar. Under et stop kommer syv mennesker skrækslagne myldrende og råber og fægter ad mig. Endelig får én med et par udenlandske brokker forklaret mig, at Gunnar har startet en primus bag en mur - og på den anden side af muren er byens benzinlager. Og sådan blev det ved, dag efter dag. Da vi stod på toppunktet i Khyber passet forklarede jeg utroligt højt og tydeligt Gunnar, at hvis han gik til venstre, gik jeg til højre, eller omvendt, og vi skulle aldrig, aldrig, ALDRIG ses igen.

Rekordstore blaf

Mit største enkeltblaf var 1400 km langt. Det gik fra Kalgoorlie i Vestaustralien til Adelaide i Sydaustralien. Og det er endda ikke så særligt enestående dernede. Hvis man står uden for Kalgoorlie og blaffer skal omtrent alle biler tværs over Australiens store slette Nularbor Plain, hvis navn er en blanding af latin og engelsk og kan oversættes som Den træløse Slette. Der fandtes og findes bogstavelig taget intet andet at køre til undervejs. De fleste tager toget. Langs togskinnerne glitrer det hele vejen, som var der strøet guld eller sølv ud på begge sider af toget. Det er de millioner af flasker, som folk igennem mere end trekvart århundrede har kastet ud af togvinduerne og knust langs togskinnerne gennem ødemarken.

Min tidligere rekord var på 1150 km. Jeg gik en sommermorgen uden for Hjørring og løftede tommelen. Straks standsede en bil, og bilisten skulle tilfældigvis samme vej som jeg - nemlig til Paris.

Mit næstlængste blaf var på 1300 km. Jeg og en anden dansker, jeg rejste med, fik nys om, at det somaliske vejvæsen skulle køre 30 splinternye landrovere fra Hargeisa i nord (det nuværende Somaliland) til Mogadishu, hovedstaden i syd. Det skar i hjertet at høre, se og mærke, hvordan de biler blev kørt stik imod de regler for splinternye køretøjer, som fabrikken havde klæbet op på forruden, men som ingen af chaufførerne kunne læse.

Fred og ingen fare

Jeg har aldrig i mine blafferår været udsat for nogen egentlig fare, på trods af, at jeg kørte med alle typer bilister. Aldrig har jeg oplevet et færdselsuheld med den bil, jeg kørte i, aldrig en katastrofeopbremsning, aldrig en udskridning. Jeg har væltet på et blaf, men det var som bagsædepassager på en motorcykel på en regnvåd og hullet vej i Pakistan. Dog det er en helt anden historie. Til gengæld har jeg været udsat for frække tilbud to-tre gange, og en gang i Tyrkiet blev jeg simpelthen sat af en lastbil midt på landevejen, da jeg ikke ville stille min bagdel til rådighed for chaufføren og hans voksne søn.

Jeg har oplevet, at en dreng på to år brød sammen i krampegråd, da jeg forlod hans forældres bil. Årsagen? Han havde endelig fundet en voksen på hans eget sproglige niveau. Mit mærkeligste blaf kunne være det, jeg fik med en flodbåd i Tyskland, men det jeg mindes som ret ejendommeligt er dog det jeg fik, da jeg efter to døgns venten på, at en bil skulle komme forbi Tennant Creek i Australiens Northern Territory og dreje af nedad tværvejen mod Queensland, endelig så den første bil i det par dage dreje af mod øst og samle mig op.

Chile ville være et af de bedste lande i Sydamerika at blaffe i – hvis ellers der kom nogen biler. Her fra grænsen til Argentina, hvor første bil kom efter 3½ time.
Ventetiden var tilbragt i selskab med milliarder af små fluer, som kun kunne afværges gennem at vikle mit hoved ind i et håndklæde - i den varme!

Da jeg havde kørt en tid med manden, opdagede jeg, at en sæk mellem mine fødder bevægede sig. Det viste sig, at den indeholdt slanger, idet manden var slangesamler. Efterhånden som skumringen tiltog, blev vi mere og mere opmærksomme på temmelig nærgående kænguruer, og af frygt for, at en skulle ramle med tonstung kraft ind i bilen, besluttede bilisten at standse for natten.

Ingen af os havde andet at spise end et par æbler, så jeg spurgte manden, om han havde dubletter i slangesækken. Det havde han, og da ingen af os før havde smagt slanger, fik vi aflivet en og stegt den over et bål. Den var fed, men smagte noget a la kalvekød.

Mit korteste blaf gennemførte jeg for sportens skyld. Jeg var formentlig den første (og nok eneste), der blaffede med en traktor på den eneste vej på den franske ø Ny Kaledonien i Stillehavet.




Til fyldigere omtale af Gunnar
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside