Gunnar

Af Svend Garbarsch

Når jeg tænker på Afghanistan, så tænker jeg på Gunnar - og det er absolut ikke med de varmeste følelser. Jeg traf Gunnar ved den iranske grænsepost, hvor jeg hjalp en pasbetjent med at transkribere de udenlandske navne på flokken af blaffere til arabiske skrifttegn. Jeg kunne udtale navnene så distinkt sammenlignet med indehavernes udtale, at han umiddelbart forstod dem - især da jeg efter at have oplevet en del gentagelser af de mere særegne navne gik over til at give alle muslimske fornavne: ”First name?”, ”Ibrahim!”, ”Second name?” ”Smittt”, ”Father’s name?”,”Abdul!” osv. Både Gunnar og jeg havde hørt, at det kunne være farligt at rejse alene rundt i Afghanistan, så vi besluttede at slå os sammen, ikke mindst, fordi vi jo var landsmænd. Ak, ja, som man dog kan fejle her i livet!

Turen det meste af vejen gik med lokale busser, ombyggede lastbiler med store, stærkt bemalede kasser bagpå. Det lykkedes os som regel at få plads oppe foran hos chaufføren, lidet anende, at den plads kostede ekstra, sandsynligvis fordi man der havde udsigt til vejen og kunne forberede sig på de kraftige hop og bump. Værst var alle de afghanske ”broer”, der i modsætning til vore gik nedad - og dermed tværs gennem vadestedernes sammenhobning af sten.

Allerede første dag demonstrerede Gunnar sine særlige evner. Han insisterede på, at han ville sidde oven på bussen, hvor han havde set afghanerne sidde. Det tog uhyre overtalelseskraft at få forklaret Gunnar, at chaufføren ikke kørte, før han kom ned fra taget. En mand, der kunne en smule tysk, forklarede med mange lydord og håndbevægelser, at politiet uden for byen ville arrestere vores chauffør, hvis der sad en udlænding på taget.

Et par dage senere, da vi var standset i en lille landsby, kom en flok forskrækkede mænd råbende og gestikulerende løbende hen til mig og trak mig med tilbage. Det viste sig, at Gunnar var gået i gang med at tænde sin primus bag en lav mur, og på den anden side af muren lå et benzindepot. Gunnar fik i løbet af de dage, vi var sammen, præsteret en veludviklet evne til at ustandselig at gære det forkerte. Han spyttede mad, han ikke kunne lide, ud på vejen. Han havde trods sin unge alder forlorne tænder, som han med skub af tungen lod køre ud og ind ad munden. Han ville sove udendørs, når vi fik anvist de bedste pladser indendørs.

Han vadede med sko ind i en moske osv. osv. En af de værste synder set med afghanske ejne var, at han gang på gang trak skjorten af for at gå med nøgen overkrop. Heldigvis gav det mig den gode undskyldning for hans optræden. Kun sindssyge mennesker gjorde den slags i Afghanistan, og efterhånden vakte det en del beundring blandt afghanerne i busserne, at jeg var i stand til at "styre" dette sindssyge menneske igennem livet og verden. Gunnar havde nemlig endnu en egenskab. Han var så totalt optaget af sine egne gøremål, at han ofte fuldstændigt ignorerede ting, der foregik omkring mig, og da han samtidig var blottet for sproglige evner, kunne jeg uden hans viden opføre et helt skuespil med mine opsamlede afghanske brokker, der så og sige forklarede hans ejendommelige opførsel og befæstede afghanerne i troen på, at Gunnar stort set var under min kontrol.

Ved grænsen i Khyberpasset sagde jeg farvel til Gunnar, der ikke forstod, at jeg ikke ville fortsætte med ham ind i Pakistan. Mine afskedsord til ham forstod han slet ikke: "Farvel, Gunnar. Jeg vil enske, at jeg aldrig nogen- sinde må træffe dig igen!" Så traskede han videre mod Pakistan, fuldstændigt uden at ænse det drama, der var opstået omkring os. En lille dreng på 6-7 år blev bidt i benet af en hund. Hans lasede tøj viste tydeligt, at han var af laveste socialklasse, og mændene på grænsen bekræftede indtrykket ved helt at ignorere den tudbrølende dreng. Jeg vaskede hans sår med vandet i min vandflaske og bandt et lommeterklæde om benet. Så fik jeg fat i en engelsktalende mand og gjorde ham klart, at han skulle oversætte så nøjagtigt som muligt det, jeg sagde. Jeg tog to hovedpinetabletter frem og forklarede drengen, at han med lukkede øjne og den ene arm strakt i vejret skulle sluge den ene med mit vand, så ville smerten forsvinde. Den anden skulle han tage næste morgen, igen med lukkede øjne og den ene arm strakt i vejret, så ville såret læges. Det var det eneste, jeg kunne gøre, men drengen holdt op at græde, så magien virkede tilsyneladende... Svend Garbarsch Svend Garbarsch

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside