Tilbage til De Berejstes hjemmeside

          Jeg ved, hvornår en Tuborg smager bedst

Af Svend Garbarsch

Min værste rejseoplevelse, tja, hvilken af dem var det mon? Var det dengang, jeg stod i tre-fire dage og blaffede på en bilfri landevej i den australske outback omgivet af 23 milliarder nærgående fluer, eller var det dengang, jeg spillede kort med min bedste ven i Mombassa og vandt den sidste sjat jungleolie, mens han fik malaria og svævede mellem liv og død i tre måneder på Blegdamshospitalet, eller var det dengang jeg blev anholdt i Damaskus for at spørge efter museet, eller var det, da jeg strandede i et par døgn i ingenmandsland mellem Tyrkiet og Iran, da jeg blev tvangsklippet i Albanien eller, eller?

Næh, det værste var nu dengang, da jeg kom vandrende ind mod Bujumbura, hovedstaden i Burundi, fredelig og glad med min rygsæk, og der med ét strøg en jeep op på siden af mig, fyldt med bevæbnede gendarmer, som helt uden smil bad mig stige ind i jeepen.

-Ih, tak, men der er jo dårligt plads, og jeg kan sagtens gå det lille stykke selv, sagde jeg på mit bedste fransk og begyndte at gå videre med en vinken til gendarmerne.

Pludselig hørte jeg et automatgevær blive afsikret bag mig og mærkede, at dets løb prikkede mig i ryggen - lige over rygsækken.

Den opfordring kunne jeg simpelthen ikke modstå og få øjeblikke efter befandt jeg mig klemt sammen mellem gendarmerne i en jeep, hvis fører blev grebet af en trang til at høre et udrykningshorn.

Få minutter senere kørte vi ind gennem porten til en kaserne. Jeepen standsede og jeg blev vinket ud...og så skete der ikke mere.

Jeg stod lidt i kasernegården og så mig omkring. Der var lidt af et leben af gendarmer og civile, nogle af dem sad på hug, andre på stole og bænke langs husmurene, og atter andre blev af gendarmerne brutalt slæbt ind i nogle kontorlignende lokaler rundt omkring gården.

Da de åbenbart ikke havde nogen hensigter med mig, gik jeg hen mod porten. Der blev spærret for mig og igen peget med automatgeværer.

Jeg prøvede at gøre mig forståelig over for forskellige folk, men ingen forstod mig og ingen gjorde mine til at fortælle mig noget som helst.

Så prøvede jeg at gå ind i forskellige kontorer. Men blev afvist overalt. Situationen var efterhånden så absurt, at jeg følte, at jeg medvirkede i et skuespil af Franz Kafka eller sådan noget.

Endelig - efter lang tids vandren omkring - mødte jeg en officer, der kunne så meget fransk, at vi kunne føre en samtale. En yderst kortfattet af slagsen.

-Hvad laver jeg her?

-De er tilbageholdt.

-Hvorfor det?

-Det ved jeg ikke.

-Hvor længe?

-Det ved jeg ikke.

Og så gik han videre. Samtalen var forbi.

I de følgende tre døgn var jeg fortsat tilbageholdt, ordet er skrevet med kursiv, for efterhånden forstod jeg, at det havde en ganske særlig betydning. Som tilbageholdt og ikke arresteret havde jeg overhovedet ikke ret til noget som helst. Jeg havde ingen celle og derfor ingen seng, hvis man altså kunne kalde de halvt nedbrudte stålhylder med sikkert loppebefængte hullede madrasser, jeg kunne skimte inde i "kontorerne" for noget sådant. Jeg havde ejheller krav på nogen forplejning - min bestod af et æble og en plade chokolade, men det rakte jo ikke til tre døgn.

Jeg måtte ikke komme ud og købe noget. Det eneste, jeg måtte, var at blive i kasernegården. Og godt det samme, for det, der foregik i "kontorerne", var ikke efter min smag.

Her blev fangerne med prygl, stokkeslag, ørefigner, hovedstød mod væggen og andre probate midler tvunget til at tilstå, forklare og muligvis undskylde deres brøde. 10-12 års drenge fik en ordentlig gang høvl, før de stortudende fik lov at gå hjem. Der blev på alle måder drevet lynjustits - for af mine samtaler med fanger, der kunne lidt fransk, forstod jeg, at de, der fik klø, var lommetyve, drenge, der havde rapset fra butikkerne og lignende.

Efterhånden opdagede jeg, at fanger i et bestemt område af gården stod til løsladelse, og hver gang jeg kom på "talefod" med en sådan fange - og talefod var igen så meget sagt - forsøgte jeg at overbevise ham om, at han skulle henvende sig til Danmarks ambassade, konsulat whatever. Han fik det skriftligt på et stykke papir, der også bar mit navn.

I tre døgn "boede" jeg i gården. Jeg overnattede på en bænk med rygsækken som hovedpude - heldigvis var det jo i troperne og uden for regntiden.

Så pludselig var der en højere magt et eller andet sted på kasernen, der forbarmede sig over mig. Jeg blev beordret ind i en jeep med to gendarmer som vogtere og kørt ud i byen, og en fransktalende butiksejer forklarede mig, at jeg nu måtte købe mad - for egne penge, selvfølgelig.

DET trængte jeg til, tør det nok siges.

Da vi vendte tilbage, holdt der en jeep midt i gården. Den så flunkende ny ud sammenlignet med gendarmeriets afrakkede jeeps. Rundt om den stod fire unge mænd i kridhvide kortærmede skjorter og korte ditto bukser. Ingen behøvede at fortælle mig de fire unges nationalitet. Det ligefrem strålede ud fra dem: Danskere!!

De præsenterede sig som hele den danske del af kontorstaben hos ØK.

Det viste sig, at en af de løsladte havde fundet frem til chaufføren ved det danske konsulat. Selve konsulatet havde han selvfølgelig ikke vovet at henvende sig til. Chaufføren havde så varskoet kontoret, som havde videregivet beskeden til de fire unge.

Situationen krævede handling, men hvorledes. Den danske konsul - ØKs lokale leder - var nemlig på rejse i nabolandet Congo. Så greb de fire unge den danske rigstelefonbog og aflagde ed til hinanden og udnævnte sig til vicekonsuler, hvilket naturligvis var frit opfundet til lejligheden.

Herefter drog de ud i byen for at finde ud af, hvilken af de mange barer udenrigsministeren mon frekventerede i aften.. Det lykkedes dem at finde ham, heldigvis i selskab med justitsministeren - begge temmelig beduggede og derfor i godt lune. De gav skriftlig tilladelse til, at de fire ØK-folk kunne få mig løsladt og overladt til deres ansvar - mod, at de næste dag stillede hos justitsministeren med mig.

Da vi kom tilbage til ØK-kontoret, sagde den ene af dem:

-Klokken er bestemt fem!

Jeg kiggede på mit ur og protesterede, at den kun var fire.

-Fem, sagde den ene. Ja, fem, sagde den anden. Den tredje lagde en finger tyssende på munden, og så trak de fire dåser Tuborg op og forklarede mig, at i ØK havde man en regel om, at der ikke måtte drikkes øl før kl. 17.

Næste dag fik vi så opklaret, at baggrunden for min tilbageholdelse var, at regeringen havde besluttet, at alle udlændinge uden fast opholdstilladelse skulle udvises. Ordren var selvfølgelig møntet på illegale indvandrere fra nabolandene, men den eneste ikke fastboende udlænding, gendarmerne kunne finde i hele landet, var undertegnede.

Så var jeg blevet indsat på kasernen, men på grund af min særligt ærefulde status som hvid, så anede gendarmerne faktisk ikke, hvad de skulle stille op med mig. Derfor svævede jeg i tre døgn i en tilstand af tilbageholdelse uden rettigheder eller pligter - eller mad og drikke, bortset fra vand fra vandposten i gården.

Justitsministeren følte sig ikke i stand til at ændre regeringens udvisningsordre, så de fire danskere blev pålagt at få mig ud af landet. Det gjorde de ved at installere mig i en lastbil, der skulle køre mig til grænsen.

På dette tidspunkt må jeg oplyse, at ØKs hovedvirksomhed i Burundi var at opkøbe skind. Lastbilen var kommet med skind og skulle tom tilbage, og om den stank? Det er ikke ordet.

Turen til grænsen skulle tage nogle få timer. Den tog tre dage. For chaufføren var så stolt over at have en hvid mand i sit førerhus, at han skulle ind og fremvise mig i hver eneste landsby overalt på ruten. Jeg blev behandlet som æresgæst alle steder, beværtet med mad og drikke, fik min egen hytte at overnatte i, og sådan bevægede vi os med sneglefart til grænsen til Tanzania i et land på størrelse med Sjælland.

Svend Garbarsch


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside