Bjerg-glidning i Vietnam.
Ib Larsen
I november 2001 var jeg i Nanning i Kina, kun 30 minutters flyvning fra Hanoi. Hjemmefra havde jeg erfaret, at cykelrejseselskabet Regionrejser, som vi tidligere med stor fornøjelse og megen winetasting havde cyklet med i Frankrig, netop i disse dage havde et hold cykelfreaks på cykeltur hos White Thai stammen nogle hundrede kilometer vest for Hanoi. Så jeg måtte jo lige slå et smut forbi.
Så jeg flej til Hanoi, stedte til de andre deltagere og fik udleveret min tunge traditionelle vietnamesiske cykel. Cyklister og cykler blev så i bus transporteret op til Mai Chau dalen, hjemsted for White Thai folket i deres smukke pælehuse.
Cykelturene hos White Thai folket var rigtig udmærkede. Vi boede i et af de traditionelle pælehuse. Beboerne i den landsby vi boede i havde tilladelse til at leje deres bolig ud til turister, så der var en del turister. Men udstyret med solide vietnamesiske cykler og et godt kort skulle vi ikke langt væk, før der aldrig havde været et øje.
Vi var en gruppe på fem, der cyklede ned gennem dalen ad de små stier over bakkerne og gennem rismarkerne, og vi passerede mange spændende landsbyer. Mange af de besynderlige afsides stier vi bestemt mente vi kunne se på kortet, viste sig at være meget små og vanskeligt fremkommelige. Men besværet lønnede sig. Alle vegne sad de unge piger under husene og vævede stoffer. Det var en god indgang til at komme i kontakt og blive inviteret ind til te og hjenunelavet polimutvand. Vi besøgte familier i fire forskellige landsbyer. En anden god kontakt kilde var vores vietnamesiske cykler. Punkteringer og diverse løse cykeldele, der var rystet løs på de håbløse stier, var en god kontaktbasis. Her i dalen foregik al transport - når den ikke foregik til fods - stort set på cykel, så alle kunne foretage de nødvendige reparationer. Så det var bare at kigge bekymret på cyklen, så var der masser af hjælpsomme hænder parat.
Alt kunne såmænd have været så hyggeligt, hvis det ikke lige var fordi jeg fandt ud af, at jeg ville besøge en stamme, der boede allermest afsides højt oppe i bjergene på de mest utilgængelige plateauer, Jeg havde udset mig en sti, som jeg var sikker på førte derop, og skønnede, at det ville være 3-4 timers vandring. En inkarneret spejder på 36 der hed Henrik ville med; Om morgenen da vi skulle afsted, meldte endvidere en pige sig, der netop havde vundet DM-sølv i veteran orienteringsløb og havde løbet masser af løb i alperne. Så hun mente bestemt, at det lige var hende. Og så en fysioterapeut Hanne på 45, der forsigtigt spurgte, om vi troede det var noget for hende. Det mente jeg naturligvis helt bestemt. Så vi var fire afsted.
Anette orienteringsløberen foreslog at vi tog en anden sti op end den jeg først havde udset mig, for så at kunne gå en rundtur. Den hoppede jeg med på. Det var ikke den klogeste beslutning, jeg har truffet. Den var klart mindre brugt end den første sti ville have været. Til gengæld blev den benyttet af de lokale bjergboere til at slæbe brænde ned ad bjerget. Og deres spor var tydeligere end bjergstammens, så vi overså et sving, hvor stien til toppen drejede fra brændehuggernes sti. Vi fortsatte op gennem en kløft, hvor vandfaldene blev stejlere og stejlere og sværere og sværere at forcere.
Det lykkedes dog med besvær og megen sved at forcere dem. Men pludselig stod vi foran et vandfald, der bare rejste sig lodret ca. l5 meter op. Vi vidste, at vi var tæt på toppen, så vi måtte forcere vandfaldet. Jeg klatrede i forvejen op ad bjerget på nordsiden af faldet. Bjergsiden var meget stejl. Umiddelbart så den næsten lodret ud. Den bestod af løst grus og jord, så jeg måtte hænge mig i rødder og grene for at komme op. Og ustandseligt skred jeg et stykke baglæns, før jeg iger fik fat i en gren eller busk. Men det var dog hele tiden to dele op for hver del ned, så der var ingen grund til panik. Dc andre fulgte forsigtigt efter længere nede.
Til sidst kom jeg imidlertid til en fuldstændig lodret klippevæg og erkendte, at jeg måtte opgive. Men at komme ned igen ad en stejl skrænt bestående af løse sten og jord var ikke nemt. Så pludselig skred jeg og røg ud over en lodret klippevæg. Det nåede jeg nåede dog knap nok at spekulere over, for jeg hang fast i vegetationen ca. 3 meter længere nede. Hvor langt der faktisk var ned til den faste grund aner jeg ikke. Da jeg havde sundet mig lidt, fik jeg forsigtigt trukket mig ind til klippen og fortsatte nedturen. Næste gang jeg skred, var der heldigvis kun tale om en kraftig glidetur. Jeg landede lige foran Anette. Hun sad næsten nøgen og kæmpede med at slå myrer af kroppen. Hun var totalt sort af bidende myrer, som havde angrebet hende.
Da jeg kom ned, sad Hanne sammen med Henrik med hovedet fuld af blod, hun havde fået en sten fra et af de skred vi havde lavet under nedstigningen i hovedet Men heldigvis kunne de mindre uheld ikke slå eventyrlysten ihjel. Da vi alle var klar igen, blev vi enige om, at det var bedst, at kun én prøvede, om vi i stedet kunne komme op sønden om faldet. Og det blev jo så sjovt nok mig igen. Jeg fik kæmpet mig op på sydsiden af vandfaldet - for bare at opdage, at de sidste få meter før plateauet var en helt lodret ikke-passabel klippevæg. Det var surt.
Nedturen truede med at komme til at ligne nordsiden. Igen begyndte jeg pludseligt i stor fart at skride ned mod en lodret klippekant, men denne gang nåede jeg lige at få fat i en gren med hænderne, inden jeg for anden gang røg ud over kanten.
Så erkendte vi, at vandfaldet var enden, og at vi måtte ned igen. Men det var heller ikke nemt. De vandfald vi allerede havde passeret var blevet langt mere smattede, fordi det i mellemtiden var begyndt at regne. Vi kom dog alle (mere eller mindre) levende ned. Men kroppen så unægtelig noget såret ud.
Så den sidste dag i Mai Chau dalen lagde vi bjergbestigningen på hylden og cyklede ad den smukkeste rute gennem bjergene og små white thai landsbyer ned til floden, hvor vi blev hentet af en båd, Desværre var vejret forfærdeligt, så alIe var gennemblødte og kolde, og en vandretur til en H’mong landsby måtte aflyses. Til gengæld besøgte vi så en lettere tilgængelig og lettere turistet Hmong landsby længere nede ad floden. Da vi stod af båden, blev alle dirigeret til højre ind i det første hus til lidt the, så jeg drejede til venstre, og endte ved et hus, hvor i hvert fald 20 H’monger var beskæftiget med at lægge nyt stråtag. Jeg blev straks inviteret ind, og der blev rullet et gæstetæppe ud til mig og familiens ældste. Vi fik lidt te og pulimutvand og snakkede længe sammen (uden at forstå noget). Jeg måtte så ud og hilse på alle de mange unge, der hjalp med tagdækningen, indtil jeg hørte at vores båd havde startet motoren, og jeg nåede lige at spæne tilbage til båden.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside