Tilbage til De Berejstes hjemmeside

          Blandt minoritetskulturer i tropisk Kina

Tekst og foto: Ib Larsen og Lillian Friis Hansen

Hen på aftenen den 10. november 2004 landede vi i lufthaven i Jinghong, hovedstaden i Kinas Xishuangbanna provins. Egentlig var det tænkt som et ganske lille hop fra Vientiane i Laos, men det skulle gå anderledes. Først aflyste Lao Airlines flyet til Jinghong og vi måtte betale en formue for at komme hele vejen over Kunming. Så aflyste Lao Airline også dette fly! Det opdagede vi heldigvis ved et tilfælde dagen før vi skulle flyve. Enden på miseren blev at Lao Airlines kørte os til Udon Thani i Thailand, derfra fløj vi sydpå til Bangkok, så nordpå igen til Kunming, og så nok engang sydpå til Jinjong. En times flyvning blev til 13 timers flyrejse!

Flyet til Jinghong var propfyldt med kinesiske charterturister. Xishuangbanna er Kinas eneste tropiske provins, så med den nye velstand i Kina, er provinsen selvfølgelig blevet et yndet turistmål. Det generer nu ikke individuelt rejsende synderligt. Kort efter vi var landet, var alle charterturisterne forsvundet i en stribe store turistbusser. Kineserne følger deres guider slavisk, og da alle charterturene stort set har samme program, møder man ikke en turist uden for de udvalgte kinesiske turistmål. Kun på eet tidspunkt krydsede vores veje senere. Det var da vi fik lyst til at prøve en kabinelift, der langsomt svævede henover regnskovens kanopy. Det blev nu en blandet oplevelse. Kineserne elsker støj, så kinesisk musik hamrede ud i luften fra samtlige master på hele turen.

I lufthavnen i Jinghong stod vi på det nærmeste mutters alene tilbage. Efter at charterturisterne var forsvundet, lå lufthavnen aldeles øde hen. Vi fulgte de få tilbageblivende personer ud til en bus, der ventede udenfor. Den steg vi ind i. Der var ikke en eneste person der kunne tale engelsk. Men chaufføren startede bare bussen og af sted gik det. En efter en steg passagerne ud, så til sidst var vi ganske alene tilbage. Et øjeblik senere standsede bussen og chaufføren og gjorde tegn til at vi skulle stige ud. Det var helt perfekt. Han vidste præcist hvor sådan nogle som os skulle hen. Vi blev sat på et nydeligt middelklassehotel lige midt i byen - Xishuangbanna Binguan.

Den næste dag gik med at forhøre os rundt om på byens cafeer om, hvem der kunne arrangere en trekking tur for os. Vi var opsat på at vandre i bjergene langs Myanmars grænse - den gyldne trekant. Området er særdeles rigt på minoriteter, og vi var opsat på at besøge en pæn del af dem. På Mei-Mei cafe mødte vi John, og så var den sag klaret. Meget tidligt næste morgen havde John lejet en jeep, og sammen med ham og vores bærer Chaw Baw kørte vi ud af byen. Nogle få timer senere drejede vi væk fra landevejen og fulgte de næste 4 timer et elendigt spor ned til den lille by Bulangshan. Utroligt nok passerede vi ordinære busser på vej derned. Det må være en rystende oplevelse at gennemføre den tur i bus. I Bulangshan startede vores vandring. Så snart vi havde forladt bazaren skiftede landsbyen karakter. Byen var centrum for Bulang folket. Bulang folket bor, som alle de andre minoritetsgrupper vi mødte, i pælehuse.

Alle aktiviteter foregår på 1. sal, hvor man bor, laver mad, håndværk, sover osv. Heroppe er der dels en åben overdækket terrasse, hvor man opholder sig mens det er lyst, og et lukket bolig med eet rum. Maden laves på bålstedet midt i rummet, og man sover her på madrasser, der hver morgen rulles sammen og gemmes væk. Under huset er der lagerplads. Et mindre rum på 2 sal indeholder familiens værdier.

Utallige steder blev vi inviteret ind til en kop te og en snak. Sådan var det også i Bulangshan Bulangfolket ernærer sig som de andre stammer her af landbrug. Vådris udgør basis føden. Herudover dyrker de en række forskellige afgrøder. Typisk har de nogle få grise, hvoraf de selv spiser et par stykker og sælger resten. Som på Myanmar siden af bjergene, er minoriteterne her buddhister. Børnene bliver typisk gift i alderen 14-18 år. Ved giftermål bor manden normalt de første tre år hos svigerforældrene og hjælper til. En form for medgift. Derefter flytter den unge familie som regel hjem til mandens familie, hvor de slå sig ned fast. De fleste familier får kun 2 børn. Det er principielt det lovlige maksimum i Kina, men selv om myndighederne ser gennem fingre med, at stammefolkene ikke overholder det, er det alligevel for dyrt med flere. Problemet er nu, at der er for få unge til at passe de gamle. Fra Bulangshan vandrede ind i en bred dal. Dalbunden var dækket af rismarker, og på begge sider rejste bjergene sig stejlt. Vi fulgte et lille spor der kunne benytte af små 3- hjulede mini-traktorer.

Længere inde i bjergene passerede vi små landsbyer, hvortil de tidligere nomader, Lahu, var blevet forflyttet. Officielt forlyder det, at de var blevet forflyttet hertil, fordi deres tidligere skovområde var blevet oversvømmet, men der er også betydelig skovfældning i området. Dels hugges der en del tømmer, og dels etableres der store nye teplantager på stejle skråninger rundt om i bjergene. Lahu folket er nu begyndt at dyrke ris, te osv, men som for eks-nomader har de ingen tradition for eller erfaring med at dyrke afgrøder. De ejer stort set ingenting. De simple bambusbyggede pælehuse består af eet rum med et lille ildsted i midten. Ud over lidt potter og pander og måtter til at sove på, er der ingenting i husene. De få værdier de ejer, omsætter de til smykker de kan bære på kroppen - især i ørerne. Meget typisk for nomade folk.

Som andre nomadefolk, er de meget sky. På trods af skyheden, blev vi dog også inviteret indenfor hos Lahu folket. Men her var der ingen te. Menuen stod på en kop kogt vand.

Vandreturen fortsatte ind gennem dalen, der hele tiden blev smallere og smallere. Lige før solnedgang vandrede vi op over en lille bakke og pludselig åbnede en imponerende flot udsigt sig. Foran os lå en dyb dal med risterrraser fra dalbunden langt op ad bjergskråningerne. På den stejle skråning lige neden for os lå den smukke Acka (Hani) landsby Weidun. Allerede ved dette første vue blev det klart, at Acka folket var bedre organiseret og mere velstående end de øvrige minoriteter vi havde mødt. Her var der i hvert fald ris nok.

Også Acka folket lever i pælehuse, hvor alt foregår på 1. sal. Men her var der flere værelser i husene. Der var udskårne døre, rigtige senge og enkelte møbler. Et lille lavt spisebord med små taburetter hang på væggen, og blev taget ned da middagen blev serveret. Men maden blev stadig tilberedt på en bålplads midt i opholdsrummet.

Under huset er der grisesti, høns, hunde, lager osv. Det vrimler med hængebugsvin, høns, kalkuner og kvæg overalt i byens gader. Vi boede hos en familie, der havde byens eneste lille butik, hvor man kunne købe snacks, sukker og brændevin. Manden passede butikken om dagen, mens konen var i marken, og konen tog over, når hun kom hjem. Til gengæld lavede manden så maden. Straks vi kom, blev en høne halshugget og kødet blev blandet i en slags risgrød og serveret sammen med diverse grøntsagsretter. Bedstemor var lille og krumbøjet, men knoklede alligevel rundt hele tiden. Hun kunne åbenbart slet ikke lade være. Hun bar som de øvrige ældre Acka kvinder stadig den traditionelle dragt, der er blå med smukke broderier på de specielle underbensvarmere og på rygstykket. Beklædningen for familien i øvrigt var sarong og bluse samt jakke om aftenen/natten, hvor det blev køligt.

Efter en god del majsbrændevin gik vi til ro i noget der lignede et rigtigt soveværelse. Meget tidligt begyndte byens haner at gejle hinanden op. Det på nærmeste tvang os til at stå op og følge morgen livet. Konerne var på vej ud i marken med deres store kurve på ryggen eller var i fuld gang med at lægge ris, majs eller te til tørre på verandaerne.

Acka folket er animister. En spændende undtagelse bandt alle de buddhistiske folkeslag i bjergmassivet. Fra Weidun fortsatte vandreturen langs med floden i bunden af dalen. Grønne rismarker vekslede med små haver. Ind imellem passerede vi små ensomt beliggende buddhistiske templer. Bjergskråningerne var regnskovsdækkede, afvekslende med te plantager. Det var virkelig meget smukt. Vi fulgte fortsat det lille mini-traktor spor, så ind imellem blev idyllen spoleret af et af de små larmende køretøjer.

Dalen blev smallere og smallere, og junglen tættere og tættere efterhånden som vi kom frem. Stien steg langsomt op af bjergvæggen og regnskoven lukkede sig om stien. Undervejs passerede vi flere lahu landsbyer. Den smukkeste lå på en lille afsats ved floden, helt omgivet af regnskoven. Ved hver landsby stod den på kogt vand og sure æbler fra skoven. Det er forbudt at jage, men vi så mange Lahu folk vandre omkring med gevær, så livet som samler og jæger var ikke helt glemt. Tidligere har der været tigre og elefanter i junglen, men de er væk Sidst på dagen bredte dalen sig ud igen og stien voksede til et spor hvor der kunne køre 4WD. Vi flygtede væk fra sporet og fortsatte ad en lille sti, der gik stejlt op i bjergene.

Efter en god times vandring dukkede Bulang landsbyen Øvre Mengpo op, beliggende på bjergskråningerne på den anden side den lille floddal omkranset af tæt regnskov. Den var utroligt smukt beliggende. Vi måtte lige sidde og nyde synet lidt, før vi forsatte rundt om dalen over til byen.

Vi flyttede ind hos en Bulang familie, hvor vi blev helt overvældende modtaget. Familien bestod af bedsteforældrene, en søn, en datter med hendes mand samt deres 3 børn. Bedstemoderen var blevet blind inden for det sidste år og sad stille i et hjørne. Men hun havde stadig sin rolle at spille: alle børnebørnene holdt konstant til hos hende, kun afbrudt af små udflugter over til bedstefaderen. Der var et dejligt forhold mellem børn og bedsteforældre. Bedstefaderen var 65, men så meget yngre ud og var samtidig ret så livlig. Datteren var lige så udadvendt som faderen og havde det dejligste smil. Som alle Bulang kvinder havde hun det flotteste lange, blanke, sorte hår. Hendes mand forstod ikke det lokale Bulang sprog. Han må have været meget ensom. Han stammede fra en fattigere stamme højere oppe i bjergene. Det var meget almindeligt, at de unge mænd fra de fattigere jorder vandrede ned til landsbyerne længere nede og tilbød deres arbejdskraft, mod at blive gift og optaget i landsbyen. Det blev ofte accepteret, når der som i denne familie var mangel på mandlig arbejdskraft til at sikre familiens overlevelse.

Mændenes vaskeplads lå ved indgangen til landsbyen. Her kom mændene ned sidst på eftermiddagen for at vaske sig. Tæt derved lå kvindernes vaskeplads. De gik dog først derned, når det blev mørkt, så mændene ikke kunne snige sig til kigge. Det var ved at være lidt for sent til at snige sig ned til mændenes vaskeplads, da vi ankom, så vi blev sendt til floden på den anden side landsbyen. Det friskede gevaldigt at sænke sig ned i det kølige vand.

Huset var et typisk Bulang hus med eet stort rum. Ildstedet var placeret midt i rummet. Det bestod af en lerstampet fordybning i gulvet. De personlige ejendele lå pakket sammen rundt i kanten af rummet. Her lå også de sammenrullede madrasser. En enkelt pære, der fik strøm fra en lille hydro generator ved et nærliggende vandløb, prøvede fortvivlet at lyse bare lidt op. Men det var nu hovedsageligt små brændende stykker olieholdigt fyrretræ, ophængt i små skåle, der gjorde det muligt at se inden døre. Det var hyggeligt at sidde omkring ildstedet og tale med familien, mens søn og datter lavede maden sammen. Også her var maden god. Hovedretten var sej, fed svinehud.

Næste morgen vandrede vi en kort tur op til det lille buddhistiske tempel på bakketoppen over landsbyen, og nød udsigten over byen, bjergene og regnskoven, før vi fortsatte vandringen ned mod Demenglong sletten. Nogle timer senere åbenbarede den store flodslette sig for os. Kort tid efter vandrede vi ude på sletten.

Sletten var Dai folkets land. Dai folkene var klart mere velstående end minoriteterne i bjergene. Her på slettens fede muld blev der høstet masser af ris. Flodsletten var intensivt opdyrket med kanaler og dæmninger til opstemning af vandet. Gummi var en anden stor cash-crop. Udover ris og gummi, var store områder udlagt til haver beplantet med multi-afgrøder, bl.a. bønner bundet op på bambusstænger og med spinat, tomater, chili, auberginer, majs plantet mellem hinanden i et sindrigt system. Små landbrugsmaskiner var i gang overalt på markerne. Den slags havde vi ikke mødt i bjergene. I Menguanhang blev vi inviteret ind i et af de typiske Dai huse. Det kogte vand var som i bjergene, men de sure æbler var her erstattet af friske appelsiner. Også Dai folkets huse stod på pæle. Men de var bygget af mursten og var klart større end de huse vi havde mødt i bjergene. Fra Menguanhang kørte vi med den lille lokalbus til Demenglong, hvor vi skiftede til bussen tilbage til Jinghong. Den tur var noget af en udfordring. Vejen var nærmest ikkeeksisterende. I de 4 timer det tog at køre de 40 km, hoppede vi rundt i sæderne, så vi var totalt mørbankede, da vi nåede frem. Undervejs stoppede bussen, hvis folk skulle ind i en butik og handle, eller hvis chaufføren lige trængte til en kop kaffe. I en af byerne undervejs tog bussen lige hovedgaden to gange i et fortvivlet forsøg på at kapre flere passagerer.

Fra Jinghong kunne vi det fjerne stadig skimte bjergene ind mod Myanmar. Lige ovre på den anden side grænsen, i Myanmars Shan State, var opium den største indtægtskilde. Her i Xishuangbanna så vi overhovedet ingen opiumsmarker, selv om vi befandt os midt i den gyldne trekant. Det var faktisk her fra Xishuangbanna at masseproduktion af opium blev introduceret til Myanmar. Efter Maos sejr i 1948 flygtede de fleste Kuomingtang styrker til Taiwan, men en ikke ubetydelig del af styrkerne vandrede over grænsen fra Xishuangbanna til Myanmar og etablerede en Kuonmintang stat der. Til Myanmars store fortrydelse etablerede CIA en luftbro til Kuonmintang staten og sikrede dermed dens forsyninger og overlevelse. På sigt var det imidlertid ikke muligt for USA at forsvare CIAs støtte til de ubudne gæster, så den geniale ide dukkede op at benytte den kinesiske opiums ekspertise der havde fulgt i hælene på Kuonmintang styrkerne til Myanmar, til at lære bønderne at masseproducere poppy. Hermed kunne Kuonmintang-staten finansiere sig selv, og CIA kunne holde sig i baggrunden. Fra en årlig produktion på 30 tons opium i 1948, da Kuonmingtang ankom, voksede produktionen til 2.560 tons 40 år senere.

Når vi ikke mødte opium i Xishuangbanna, er det naturligvis først og fremmest fordi bønderne har mulighed for at dyrke andre afgrøder. Men at erstatte opium med andre afgrøder er dyrt. I Xishuangbanna så vi især te produktion på hastig fremmarch i bjergene. Men at omlægge produktionen til te koster dyrt. Te er en flerårig afgrøde, så hvis te skal erstatte poppy, vil der vil være flere år, hvor befolkningen ingen indtægt får. Det skal finansieres. Og infrastrukturen skal udbygges. De nye produkter skal kunne komme frem til markedet. Den gamle sti vi havde fulgt gennem Xishuangbannas bjerge var allerede blevet udbygget til mini-traktor spor. Det vil ikke vare længe før trucks og 4WD vil kunne køre hele vejen. Noget andet er så at vedligeholdelsen af sporet foregik ved hjælp af en plov der fejede jorden væk, uden smålige hensyn til skråninger, jordskreds risici etc. Så de vil afgjort støde på en del problemer fremover.

Ovre på den anden side grænsen er der ikke penge til erstatningsafgrøder og infrastruktur. Det sørger den vestlige blokade effektivt for. Da Kokang folket - et stenkast fra den kinesiske grænse - stoppede opiumsproduktionen i 2003 måtte 60.000 mennesker forlade hus og hjem og migrere mod byerne af mangel på føde og penge.

Stammefolkene vi besøgte vandrer frit frem og tilbage over grænsen til Myanmar. De har ofte familie på begge sider grænsen. Men den frihed indebærer samtidig store omkostninger for dem. Den kinesiske regering mener ofte ikke med sikkerhed at kunne fastslå om de er kinesere eller fra Myanmar, så de har meget svært ved at få identitetskort og pas, og dermed en lang række borgerlige rettigheder. Den ældste søn hos familien vi besøgte fra Bulangshan var først i tyverne. Da han var sytten blev han gift med en pige fra Myanmar. Men efter at de havde fået det første barn skred hun tilbage til Myanmar med barnet. Det kunne han som kineser ikke gøre noget ved. I stedet tog han ansættelse som professionel soldat i Myanmars hær i 3 år, men forlod derefter militæret fordi soldater ikke må gifte sig. Nu er han så hjemme igen og er gift for anden gang.

Da vi efter turen i bjergene kom ned på flodsletten ved Demenlong, blev en anden af relationerne mellem Kina og Myanmar bogstaveligt talt lysende klar. Højt oppe på bjergsiden på Myanmar siden lå et kæmpe hvidt bygningskompleks. Det var en stor spillebule. Her tager de nyrige kinesere over og spiller deres penge op. Spillebuler er forbudt i Kina.





Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside