Tilbage til De Berejstes hjemmeside

I naturens vold
- et voldsomt møde med tyfonen Lupid

Ib Larsen


I begyndelsen af november 2003 ankom min kone Lillian og jeg til Yap State i Mikronesien. Yap State er ikke et sted, man tilfældigvis kommer forbi. Det ligger unægteligt temmelig afsides. Staten udgør den vestligste af de fire stater, der tilsammen udgør Mikronesien. De tre øvrige stater ligger på Continental Airways bomle-rute fra USA til Guam, men ikke Yap. Hertil kan man kun komme et par gange om ugen med Continentals fly fra Guam over Palau til Manila, og det er rasende dyrt. Continental har så effektivt misbrugt deres monopol på ruten, at Palau og Yap nu har oprettet deres eget lille luftfartsselskab for at prøve at tage kampen op. Faktisk var prisen så høj, at de eneste udlændinge vi mødte var folk, som rejste gratis, enten på bonuspoints eller som ansatte i et luftfartsselskab. Men måske er det de håbløst dyre forbindelser, der har gjort det muligt for Yap at bevare så meget af dets fascinerende kultur. Internationalt er Yap nok mest kendt for den særegne valuta - de meterstore stenpenge, som blev brudt i miner på Palau og fragtet de 800 kilometer tilbage til Yap, surret til spinkle bambusflåder og trukket af deres traditionelle kanoer.

Yap States udstrækning er enorm. Afstanden fra hovedøen Yap Proper i vest til de fjernest liggende øer i øst er over 2.000 kilometer. Men folketallet står unægtelig i modsætning til den geografiske udstrækning. Kun 19.000 sjæle befolker dette enorme område. Heraf bor de 12.000 på Yap Proper. De resterende 7.000 bor på utallige atoller spredt ud over Stillehavet. Ud over de mange koral atoller ligger der bare én enkelt klippeø i Ydre Yap. Øen hedder Fais, og det var her tyfonen Lupid slog så voldsomt til, den tidlige tirsdag morgen i november 2003. Det er ikke nemt at komme til Fais. Først og fremmest skal man have tilladelse fra den traditionelle høvding over de ydre øer (Yap Tamol) for overhovedet at rejse derud. Mens vi endnu udforskede Yap Propers historiske stenstier, landsbyer og danse, fik vi tid til at besøge høvdingen for at anmode om tilladelsen. Ansøgninger om besøg på Fais gav ikke høvdingen stress. Den sidste gæst - en enlig svensker - besøgte øen tre år før. Med tilladelsen i hånden kunne vi nu prøve at finde ud af, hvordan vi kunne komme derud. Der findes kun en enkelt rutebådsforbindelse i hele Yap State: Den aldrende fragtbåd Microspirit, der klarer en rundtur til øerne på en måned. Alternativt kan man prøve Pacific Missionary Aviation, som betjener nogle få af øerne med et lille 9-passagerers fly. Vi valgte det sidste. Da flyet lagde an til landing på den lille klippeknold, som Fais udgør, havde vi absolut ingen ide om, hvilke naturkræfter vi snart ville stå overfor.

Vi blev inviteret til at bo hos Louis Mangdau - øens høvding - og hans familie. Øen havde tre små sammenvoksede landsbyer med i alt cirka 600 indbyggere. Fais var en spændende ø. Stejle kystklipper, vidunderlige strande og små haver med taro, yams, søde kartofler og tobak. Øens centrale plateau, hvor den lille landingsbane af koralgrus lå, var en diametral modsætning. Plateauet lignede et totalt udbombet landskab på grund af intensiv fosfatbrydning, foretaget af japanerne i mellemkrigsårene.

Der var ingen beskyttende rev omkring øen, så al fiskeri var dybhavsfiskeri. Med deres bitte små både og kæmpekroge drog de til søs på bl.a. hajfiskeri. Subsistensøkonomi var altdominerende. De solgte en smule kobra, som gav dem penge nok til at købe de få fornødenheder som kaffe, sukker, salt og - overraskende nok - ris. Det var alt. Deres få redskaber - hovedsageligt gravestokke - blev smedet rundt omkring på øen. Også det eneste transportmiddel - trillebøre - fremstillede de selv, kun hjulene blev indkøbt. Kvinderne bar kun hjemmevævede saronger om livet, såkaldte lavalava, og mændene bar kun et enkelt stykke klæde, der var bundet sammen på traditionel vis over hofterne.

Samtidig med at vi ankom til øen, var en storm ved at samle sig omkring 1000 kilometer mod øst. Kort efter begyndte øens eneste radio at udsende rapporter om stormen. Som tiden gik, blev rapporterne mere og mere bekymrende. På tredjedagen var det klart, at det var på tide at flygte. Vi prøvede igen og igen at komme i kontakt med Pacific Missionary Aviation over øens eneste kortbølgesender, men der kom intet svar. Snart efter var det for sent. Vinden og regnen var alt for kraftige for det lille fly. Vejrmeldingerne skiftede fra storm til tyfon og igen fra tyfon til supertyfon (mere end 150 miles/h). Louis tegnede løbende tyfonens bane ind på et kort, efterhånden som meldingerne om dens rute kom ind. Meldinger begyndte at indløbe om de skader tyfonen havde forvoldt på andre øer på dens rute længere mod øst. Og den voksede sig stadig bare stærkere og stærkere. Tyfonens rute tydede på, at dens kerne ville passere forbi Fais, kun 130 kilometer syd for øen. Uhyggeligt tæt, i betragtning af, at tyfonens udstrækning var over 1.000 kilometer. I løbet af mandagen blev det klart, at tyfonen ville ramme tidligt tirsdag morgen. Efterhånden som mandagen gik, blev vejret værre og værre. Men vi blev i Louis lille hus. Huset var bygget i beton, men det havde bliktag. Louis foretrak at blive i huset, så han kunne surre taget fast igen, hvis tyfonen begyndte at løfte på det.

Alt vores gods var pakket og sikret. Bundet fast til stolper og fundamenter. Vi prøvede at få lidt søvn, men forblev opmærksomme, fordi det pludseligt kunne blive nødvendigt at flygte. Klokken to om natten lød det fra kortbølgeradioen, at supertyfonen havde ændret sin kurs mod nordvest - direkte mod øen!! Nu overgav Louis sig. Sammen med ham, hans kone Ines, hans børn Marcellino, Violet, Cella og John Basco kæmpede vi os vej gennem den stormfulde nat ned til en betonbunker, der var blevet bygget af regeringen efter at den sidste kraftige tyfon slog til sidste i firserne. Inden for i bunkeren var en stor flok øboere allerede forsamlet. Det lykkedes os at finde et lille stykke betongulv, og vi slog os ned for natten. Udenfor blev stormen stærkere og stærkere. Lyden var mytisk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det mindede mig om trommerne i Morias Miner fra Ringenes Herre. En dyb stødvis hamren, der gik igennem marv og ben. Klokken seks om morgenen var tyfonen på sit højeste. Mere end 300 km/t. De voldsomme storme, som ramte Danmark i 1999, oversteg aldrig 130 km/t, og det niveau var endda kun i vindstødene. Tyfonens kerne lå kun 4o kilometer nord for øen.

Pludselig blæste stormen døren til bunkeren ind. Det åbnede for udsigten til et forrygende uvejr. Store kraftige grene, tage, udstyr, alt passerede forbi indgangen i ufattelig fart. De unge begyndte at forlade bunkeren. På en eller anden måde var vejret bare for spændende. De måtte bare ud og opleve det. Vanvittig farligt, med bliktag og andre mordvåben, der hamrede gennem luften. Så begyndte også mændene at forlade bunkeren. De var bekymrede for deres huse og måtte lige hjem og se, om der var noget, der skulle surres bedre. Omkring klokken ni forlod jeg bunkeren. Stormen var fortsat voldsom. Og sikke et syn der mødte mig. Stierne var helt forsvundet, fuldstændigt dækkede af læssevis af træer, grene, blikplader og alle former for udstyr. Overraskende nok havde de fleste huse overlevet. Men alle åbne bygninger og halvtage som f.eks. bådehuse og lagerbygninger var forsvundet. Nogle bygninger stod endnu, men de havde flyttet sig op til halvtreds meter. De traditionelle spinkle mikronesiske palmehuse stod fuldstændig uskadte. Den traditionelle kultur kan noget vi ikke kan. Jeg kæmpede mig gennem stormen ned til stranden. Her viste naturen virkelig sine muskler. Bølgerne, der brød mod klipperne, rejste sig mere end ti meter over de i forvejen 5-10 m høje klipper. Adskillige meter af stranden var forsvundet. Kokospalmerne stod nu på dybt vand og bøjede sig for vinden i en 90 graders vinkel.

Langsomt stilnede stormen af, og vi kunne begynde at udforske skaderne. Øen havde totalt ændret udseende. Den tætte skov var forsvundet. Kun nogle få bare stammer med enkelte blade stod tilbage og fortalte, at her havde engang været skov. Kokospalmerne havde overlevet. Men forbindelsen mellem nødderne og stammen var brudt, så i løbet af få dage ville nødderne falde af. Banantræer, brødfrugttræer, papaya og alle andre træer var væltet. Folk begyndte langsomt at rydder stierne og reparere tage, der var blæst af. Andre havde travlt med at samle deres ejendele sammen, fra hvor de nu var landet. Alle var trætte. Ingen havde fået sovet den nat. De fleste familier gik ud til deres haver for at få et overblik over skaderne. Det var præcist så slemt som de havde frygtet. Vinden havde taget yams, søde kartofler og taro. Hvad der ikke var ødelagt af vinden var allerede begyndt at rådne på grund af det høje saltindhold i skumsprøjtet fra de enorme bølger. Kun lidt tobak havde overlevet. De måtte så og genplante alt. Men desværre var der ikke frø og planter nok til det. I de næste 2-3 uger ville der være masser af mad. Alt måtte spises, før det begyndte at rådne. Men særdeles hårde tider ventede forude.

Vandtankene var alle blevet forurenet. Der var intet drikkevand tilbage. Øen havde faktisk grundvand og en dyb brønd. Pumpen og brønden havde de modtaget for mange år siden som bistand fra Australien, men pumpen var gået i stykker for længe siden. Det var nok deres mest presserende problem. Øen manglede desperat en vandpumpe. Om torsdagen kom genopbygningen rigtigt i gang. Grupper på 8-10 mænd bar tage tilbage fra, hvorfra de nu var landet, og bådehuse og lagerbygninger begyndte langsomt at rejse sig igen.

I løbet af torsdagen lykkedes det at komme i kontakt med Pacific Missionary Aviation over kortbølgeradioen, og sent torsdag kom det lille fly til syne i horisonten. Vinden var stadig meget stærk, og vi frygtede til det sidste, at det ville opgive at lande og vende næsen opad igen. Men flyet kom bare tættere og tættere på jorden. Det rullede kraftigt, og derfra hvor vi stod så det uvægerligt ud som om den ene vinge var helt nede og kysse jorden, før flyet kom trillende hen ad landingsbanen.

En time senere fik vi det sidste blik af Fais fra luften. Dernede var der forsat 600 mennesker uden drikkevand og snart uden noget at spise. Vi vidste med sikkerhed, at hjælp udefra ikke ville komme. Yap State er fattig. Og verdensopinionen vil aldrig høre om katastrofen på Fais. Tyfonen ramte ikke kysten af Japan eller Texas, hvor horder af journalister og TV-kameraer står parate til at underholde offentligheden med saftige detaljer fra begivenheden. Her var der ingen journalister til at fortælle historien. Bare 600 mennesker uden mad og drikke.

Få måneder senere ramte en noget svagere tyfon stillehavsøen Niue i Polynesien, længere mod sydøst. Men her væltede det ind med nødhjælp. Niue hører under New Zealand, den har et fuldt udbygget kommunikationssystem, fjernsynsbilleder kan transmitteres verden rundt, og den har en let tilgængelig international lufthavn, meget mere behageligt for vor tids journalister.

Tilbage på Yap Proper nåede vi lige akkurat at køre tilbage til vores hotel, hente vores opmagasinerede bagage og styrte tilbage til lufthavnen, før flyet videre til Palau afgik. Palau er på listen over verdens top-10 dykkersteder. Men vi nåede ikke et eneste dyk i de fire dage vi har der. Fire dage efter tyfonen havde passeret Yap mere end 1.000 kilometer væk, var bølgerne helt her nede fortsat for høje og sigtbarheden forsat for lav til at gøre dykning til en mindeværdig begivenhed.

Ib Larsen

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside