De hvide rajaers bjerghytte i Matang
Ib Larsen
I marts 2004 brugte min kone Lillian og jeg en del tid på finde og udforske den sommerresidens, som Sarawaks
såkaldt hvide Rajaher (Brookerne) havde bygget på Matang bjerget omkring 20 km vest for Kuching.
Hytten skulle være bygget i løbet af 1870’erne midt i den te- og kaffeplantage som Charles Brooke i 1867 havde anlagt i 600 meters højde oppe ad bjerget. Vi havde tidligere fundet to mulige lokaliteter, og spørgsmålet var nu, hvilken lokalitet, der faktisk var Brooke residensen. Te og kaffeplantagen var i produktion, indtil den officielt blev lukket i 1912. Mellem 600 og 800 indiske arbejdere var ansat i plantagen, da den var på sit højeste. Plantagen dækkede alt i alt ca. 4 km2 eller ca. 400 hektar. Hovedparten af arbejderne var hinduer og de byggede ved plantagen Sarawaks første hindutempel. Efter lukningen blev plantagen og templet på Matang bjerget glemt, og området groede fuldstændigt til. Først i slutningen af 1960’erne blev templet genfundet, og hindusamfundet i Sarawak startede på genopbygningen.
Plantageområdet er stadig fuldstændigt overgroet. Men det er nemt genkendeligt. De gamle terrasser er fortsat synlige og de gamle stenbrolagte stier, der var så store, at de kunne tage hestevogne, kan stadig følges over lange strækninger. De sidste hundrede meter før den gamle sti, der førte op til plantagen nede fra dalen drejer ind over plantage arealet, er den kranset af nydelige stensatte ringe. Det må have været blomsterbede. Gamle historier skrevet af Rajahernes gæster fortæller om de smukke rosenbuske, der var plantet omkring Brookernes bungalow. Midt i området havde vi tidligere fundet et solidt kampestensfundament, der omkransede et stort plateau. Enkelte steder lignede det tempelområdet Angkor Wat i Cambodia med trærødder og stensætning fuldstændig groet sammen.
Plateauet angav tydeligvis beliggenheden af et betydningsfuldt hus. Kunne det være Brooke residensen? De gamle historier fortæller, at huset skulle ligge midt
i plantagen. Da vi gik rundt på den nu tilgroede grund, stødte vi på et område lige under en klippeblok, hvor der lå hundredvis af flaskeskår men ingen hele flasker. Enkelte flasker var mundblæste og sandsynligvis fra slutningen af 1800-tallet. Det passede jo fint. Men de fleste flasker var maskinblæste hollandske geneverflasker, der måtte være af noget nyere dato. Der var støbt tekst på flaskerne, så jeg samlede så mange tekst-fragmenter, som jeg kunne. Stort set alle flasker viste sig at være fra Rotterdam eller Schiedam i Holland. Mange af dem fra destilleriet Hasekamp & Co.
Mysteriet voksede. Drak Brookerne genever? Rygterne siger ellers, at Brookerne var whiskytilhængere! Og genever var tilsyneladende ikke i høj kurs dengang. A.B. Ward, der oprindeligt var inviteret til Sarawak af James Brooke som administrator af kaffeplantagen på Matang bjerget, skrev i begyndelsen af 1900-tallet en bog om
sit liv i Sarawak. I bogen begræder han den høje pris på whisky, der gør det nødvendigt for ham at klare sig med genever: "Prices in those days sound fantastic: whiskey (good brands) was 90 cents, about half-a-crown and a large flagon of Holland’s cost 75 cents. Even at that price the assistant resident Baring-Gould and myself could not always afford whiskey, and had to take our sundowner in Schiedam and water, a beastly drink".
Drak Brookerne en "beastly drink"? - det mysterium anså vi som et kald at opklare. Vi søgte på nettet og fik kontakt med Rene Hasekamp - et barnebarn til den sidste ejer af det nu hedengangne Hasekamp destilleri. Ved hjælp af ham blev det afklaret, at flaskerne var såkaldte Capstan Schapps eksportflasker, der blev produceret i perioden 1950-70. Endnu mere mystisk! På det tidspunkt var plantagen jo allerede groet til, og alle havde glemt stedet. Brookerne kunne jo have drukket genever i deres allersidste regeringsår efter krigen. Men så skulle hytten have været i brug længe efter plantagen blev nedlagt. Og hvor for var der ingen flaskeskår for perioden mellem ca. 1900 og ca. 1950? Geneveren har sandsynligvis været eksporteret fra Holland til Hollandsk Ostindien/Indonesien og ad ukendte veje solgt videre til bl.a. Sarawak.
Næste weekend tog vi sammen med ca. 40 andre medlemmer af Malaysian Nature Society samme tur op ad bjerget. Men denne gang gik vi i den anden retning fra templet, til en lokalitet vi havde besøgt allerede i 2000. Allerede dengang havde vi fundet et betonlignende toiletfundament samt nogle andre små betonfundamenter.
Men fundet så den gang for småt ud til at virke overbevisende som en Rajah residens. Denne gang gik vi sammen med vores gamle ven Robert Basiuk i gang med
parang og muskelkraft for at blotlægge gærder og stensætninger, så vi kunne få et indtryk af anlæggets størrelse. Efterhånden som arbejdet skred frem, blev overraskelsen større og større. Anlægget var i sandhed en Rajah værdig. Toiletfundamentet lå i det ene hjørne af et meget stort rektangulært plateau. Bagud var
plateauet afgrænset af bjerget. De to sider var afgrænset af en meterhøj totrins stensætning. På forsiden førte en lille stentrappe ned til et yderligere lavere liggende
plateau, der var lige så stort som det første. På begge plateauer fandt vi små betonfundamenter, der kan have understøttet jerntræ- (belian) stolper. Vi fandt også
rester af belianstolperne. Dette kunne meget vel være Brookes sommerresidens, Vallembrasa. At beliggenheden var korrekt blev klart, da Robert Basiuk læste
en beskrivelse af stedet op fra en bog, som Lord Baden Powells bror havde skrevet efter et besøg hos Rajahen på stedet. Baden Powell havde haft en storslået udsigt, hvor han mod venstre kunne se Santubong bjerget og havet, mod højre kunne han se Kuching by og i det fjerne Sadong bjerget. I dag var udsigten forsvundet. Regnskoven havde vundet det tabte terræn tilbage. Men kompas og kort kunne gøre det. Netop den udsigt ville man have haft på dette sted. Ganske imponerende fandt vi også her kirkegården for hedengangne flasker. Vi fandt de samme flasketyper fra slutningen af 1800-tallet, som vi havde fundet på den anden lokalitet. Men vi fandt også andre skår dækkende hele perioden op til 2. verdenskrig. Derimod fandt vi ingen flasker. der var yngre end krigen. Det passede fint. Hvis altså Brookerne havde benyttet residensen i hele deres regeringstid.
Men hvad var så den første hytte? En stor del af deltagerne vandrede målbevidst tilbage til den for om nødvendigt med vold at aftvinge sandheden af de tavse ruiner.
Beliggenheden passede fint med, at det alternativt kunne være plantageforvalterens hus. Det passede også fint med, at flaskeskårene ikke gik længere end til begyndelsen af 1900-tallet, hvor plantagen jo blev nedlagt. Men hvad så med genever flaskerne? Tavshed. Hvis stedet var blevet forladt i 1912 ved plantagens nedlæggelse, var her jo jungle i 1950. Pludselig begynder en af de lokale deltagere at fortælle en historie: efter selvstændigheden i 1963 startede en kommunistisk
guerillaopstand i Sarawak. Guerillaerne holdt til på skjulte steder i junglen, hvorfra de foretog deres angreb. Matang havde været en af oprørerne styrkepositioner. Hvor de præcist holdt til, var man ikke helt klar over, men de havde med sikkerhed et hovedkvarter i junglen i eller omkring Matang bjerget. Så begyndte billedet
at tegne sig: i det stejle landskab har det naturligvis været svært at finde et egnet sted på bjerget til en lejr - hvis altså, at man ikke lige fandt de plateauer, som Brooke havde planeret 90 år tidligere! Og oprørerne købte ikke deres forsyninger nede hos købmanden. Forsyningerne blev smuglet ind over grænsen fra Kalimantan. Og Kalimantan er gammelt hollandsk land, hvor man drak genever. Og vi havde fundet mange geneverflasker. Og der har tilsyneladende været flere. Nu begyndte snakken at gå. Jordlodderne på Matang bjerget tilhørte bidayuh folket fra det nærliggende Singgai område. Faktisk viste det sig, at mange Singgai-bidayuher ejede sådanne gamle Capstan Schapps geneverflasker. De blev brugt til at opbevare deres hjemmebryggede risvin tuak og andre sunde drikke i. Og de blev betragtet
som sjældne og værdifulde flasker, som man passede på. Hvor man oprindeligt havde fundet flaskerne, var der ingen der vidste. Men nu ved vi det. I slutningen
af 1960’erne, da der blev sluttet fred med oprørerne, blev Matang bjerget igen tilgængeligt. Da var det, at hinduerne genfandt deres gamle tempel, og bidayuherne kunne samle deres kuriøse flasker.
På vejen tilbage fra residensen faldt en af de lokales falkeøjne pludselig på nogle stumper af gamle belianstolper. En ny omgang med parang og muskler gik i gang. Det tog kun kort tid, før der var blotlagt nok til at afklare sagen. Her lå arbejderboligerne. En række terrasser under hinanden har hver huset en lang bygning, båret af
belianstolper. Det har ikke været sjove huse at bo i. Gamle beretninger fra sundhedsmyndighederne melder, at myndighederne ikke kunne vurdere sundhedstilstanden
inde i husene, fordi de ikke havde vinduer. Det var kort og godt for mørkt til at se noget som helst. Her har der ikke været råd til hverken whisky eller genever.
Det var det. Godt tilfredse og fuldstændigt overbeviste om, at vi havde fundet sandheden om Brooke-hytterne på Matang bjerget, startede vi på den en time lange
vandring ned ad bjerget. En dag skriver vi nok en bog om det.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
