I januar 2003 fik jeg mulighed for at besøge Qatar, et lille sheikdømme ved den Persiske Golf, vel ca. halv så stor som Jylland.
Problemet med at besøge Qatar er, at man skal have en sponsor for at slippe ind. Det kan være et af de store hoteller, men så bliver det ikke nogen billig tur. Heldigvis bor der på grund af olien og især på grund af Mærsk en del danskere i Qatar, og de kan også fungere som sponsorer. Jeg var så heldig at kende Michael, som havde skrevet speciale i Sarawak. Hans kone arbejder netop for Mærsk, så en dag stod jeg i Dohas lufthavn med mine sponsorpapirer i orden og kunne spadsere igennem immigrationen uden videre problemer.
I sandkassen
De næste dage kørte vi Qatar tynd. Qatar består af to dele: ørkenen og så ørkenen. Den første er fyldt med sand, den anden er fyldt med sten. Sandørkenen dækker hovedsageligt den sydøstlige del af landet. Vinden blæser sandet op i klitter af betydelig højde. Imellem klitrækkerne blotlægges undergrunden i nøgne afblæsningsflader.
4WD i sandet
4WD-udflugter til det område er en udbredt sport blandt såvel qatarier som expats. At fræse op og ned af klitterne er nærmest som at løbe på ski i en bil. Det syntes mine værter at vi også skulle prøve, så en morgen startede en kortege af 4WD sydpå fra Doha. Den slags udflugter foregår altid i korteger. Der en rimelig god chance for at køre fast i sandet, og så skulle der jo gerne være hjælp til at komme fri igen.
Ved industribyen Messaieed sluttede vejen. Så var det ud af bilerne for at sænke lufttrykket i dækkene før turen kunne fortsætte ud i det bløde sand. Allerede ved den første stigning blev kortegen kraftigt reduceret. En af chaufførerne, der var i klitterne for første gang, formåede ikke at få sin bil op over klittoppen, og en gruppe biler blev derfor tilbage for at tage en nemmere rute.
Vi var 3 biler tilbage, der fortsatte sydpå. De næste timer gik det op og ned ad klitterne. Nu og da blev klitterne for stejle og bilerne måtte tage tilløb op til flere gange før det lykkedes at nå toppen. Ind imellem kørte vi ned på afblæsningsfladerne for at få sparket nogle km af os. Her gik det over stok og sten i højt tempo. Efter nogle timer dukkede Khor Al Udaid op, en dyb fjord, der skærer sig dybt ind i klitlandskabet. Den udgør samtidig grænsen mellem Qatar og Saudi. Det perfekte sted for en ørken-picnic. Her gik de næste timer med mad, drikke, badning og boule.
Hjemturen gik ad en anden rute. Andre klitter, andre afblæsningflader. Næsten nede fra en af de højere klitter sad vi uhjælpelig fast. Gaspedalen slækket et sekund for tidligt, og vi er fanget af sandet. What to do? End ikke samtlige deltagere fra alle 3 biler, kunne få bilen fri igen. Men når nøden er størst - ud af det store intet dukker en 4WD med qatarier op og nu lykkedes det. Få minutter efter hamrede vi ud over afblæsningfladerne igen. Solen begyndte af vise tegn på at ville i seng. Så vi parkerede på en klittop og nød den betagende solnedgang over ørkenen før vi trillede de sidste kilometer tilbage til civilisationen og de petrokemiske fabrikker i Messaieed.
I mændenes verden
Dyrt fjerkræ - falke til 200.000 stykket!
Om aftenen myldrede det med mennesker på den store plads i souqen i Doha. Eller rettere med mænd. Ikke en eneste kvinde så vi. Hvor var kvinderne? det oplagte svar ville være, at de muslimske kvinder holdt sig hjemme. Ganske sandsynligt, ikke mindst her i Qatar, der bortset fra Saudi er det eneste arabiske land der følger den strenge fortolkning af koranen, der blev udarbejdet af Muhammad Ibn Abd Al-Wahhab i 1744. Men det var bare ikke svaret. Det var overhovedet ikke qatarier vi så. Det var fremmedarbejdere! Af Qatars 650.000 indbyggere er under 200.000 qatarier. Gæstearbejderne udgøres af en blandet skare af fattige fra især Philippinerne, Thailand, Indien, Pakistan, Bangla Desh, Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og Palæstina. De fleste har slet ikke familien med herover, så der er ingen kvinder at tage med i souqen.
Gæstearbejderne har det ikke nemt. Sponsorsystemet giver deres sponsorer stor magt over dem. Hvis en sponsor trækker sponsoratet tilbage vil de blive udvist øjeblikkeligt. Gæstearbejderne udfører det meste af arbejdet i Qatar. Ikke bare det manuelle arbejde i de nye industrier eller som hushjælp. Selv regeringskontorerne er fyldt med gæstearbejdere. De store virksomheder ledes især af briter, franskmænd amerikanere og canadiere.
Det er en af oliemilliardernes bagsider. Qatarierne har simpelthen for mange penge. Emiren, Sheik Hamad bin Khalifa Al Thani er fuldt ud klar over problemet. Hvad i alverden skal Qatar gøre den dag, oliemilliarderne slipper op og qatarierne har glemt hvad det vil sige at udføre et stykke arbejde? Regeringen har iværksat en række programmer, der skal forsøge at gøre det attraktivt for qatarierne at finde tilbage til arbejdspladserne. Men i mellemtiden kører qatarierne 4WD i ørkenen, driver falkejagt og ser på dromedarvæddeløb med 4-8-årige jockeyer, der importeres fra Sydøstasien.
I Doha besøgte vi markedet for jagtfalke. Falkene sad her på hver deres lille pind med en hætte over øjnene. De 10 - 15 falke, der typisk stod til salg i hver butik, var en formue værd. Hver af dem kunne sagtens indbringe 200.000 kr.
Dromedarer, film og ottomanske fort
Den franske udgravningsleder
Den nationale dromedar væddeløbsbane lå inde i stenørkenen ved Al Shahaniyah i det centrale Qatar. Et imponerende anlæg. Syd for den 7 km lange race-bane lå et kæmpe kompleks af stalde og andre bygninger med tilknytning til banen. At bevæge sig rundt her var som at køre i en middelstor dansk provinsby. Overalt så man grupper af dromedarer med deres 4-8-årige jockeyer på vej til eller fra træningen på den lange race-bane. Vi kørte hele vejen rundt om banen på en udmærket kørevej. På løbsdage er det supporter bilerne der udgør trafikken her. Fra bilerne heppes og råbes til jockeyer på banen.
Al Shahaniyah ligger langs hovedvejen fra Doha til Qatars vestkyst. Så efter at Michael og jeg havde besøgt væddeløbsbane fortsatte vi til vestkysten, og drejede mod nord ad et lille hjulspor ud på halvøen Zekreet. Naturen her var særpræget. Spredt ud over den helt flade stenslette lå markante 30-40 m høje fladbakker med næsten helt lodrette skrænter. Tydeligvis rester af et tidligere plateau, der nu næsten var eroderet væk.
Vi tog en sandwich og lidt koldt øl fra køleboksen og kravlede op på en af bakkerne. Fantastisk udsigt heroppefra. Et pragtfuldt terræn for film om rigtige ørkenhelte. Og det var der åbenbart også andre der syntes, for midt ude på den øde halvø kørte vi pludselig ind i en rigtig traditionel orientalsk by. Den simpelthen bare osede af østens mystik. Den var som taget direkte ud af Aladdins eventyr eller for den sags skyld 1001 Nat. Men her var ikke et øje at se nogen steder. Til sidst fik vi dog øje på en ensom mand, som søvnigt kom gående hen i mod os. Det var en vagtmand. Det viste sig at det faktisk var en filmby. Her havde aldrig boet et øje, men der var til gengæld optaget mange rigtige ørkenfilm her.
Vi fortsatte ud mod spidsen af halvøen, Ras Abaruk, på jagt efter ruinerne af nogle fiskeforarbejdnings bygninger samt et anlæg, der skulle rumme over 100 røser fra århundrederne før Kristi fødsel. Dem fandt vi nu ikke. Bortset fra på øen Al Khor, er der i det hele taget ikke meget arkæologi at se i Qatar. En af de første arkæologer, der gravede her var faktisk professor P.V. Glob, der ledte efter rester fra den berømte Dilmun-kultur fra Bahrain. Den fandt han nu ingen rester fra. Men til gengæld fandt han mange potteskår og andre rester fra den noget ældre Ubaid-kultur samt flere hundrede helleristninger på sten og klipper.
Udgravning af det ottomanske fort
Ude i horisonten så vi et stort telt med Qatars flag vejende. Ved siden af teltet var der livlig aktivitet. Trillebører læsset med sand blev transporteret væk fra en lille vold. Vi drejede væk fra hjulsporet og kørte over mod teltet og volden. Det var tydeligvis murværk, der var ved at blive frilagt. Det var rigtignok en arkæologisk udgravning. Vi forstod ikke et ord af hvad mændene fortalte os, men så blev vi bare vist ind i det store telt. Her blev vi mødt med åbne arme af den franske udgravningsleder. Hun var faktisk rigtig glad for at se os. Endelig en mulighed for at tale andet end arabisk.. Et ottomansk fort fra 17-1800 tallet. Vi fik en særdeles grundig gennemgang af udgravningen. Der er ikke det, vi i dag ikke ved om de nederste lag byggesten i ottomanske fort fra 17-1800 tallet.
Ikke noget specielt gammelt bygningsværk. Men gammelt nok til at der ikke findes nogen skriftlige kilder om fortet. Fortet er enten bygget af Al-Khalifa-dynastiet fra Bahrain, der beskyttede sine besiddelser her mod Al-Thani-dynastiet der kontrollerede det indre af Qatar eller af Al-Thani-dynastiet, der beskyttede sine besiddelser mod truslen fra Bahrain, alt efter hvem der nu for tiden havde magten over Qatars vestkyst. Siden 1850´erne har Al-Thani-slægten dog kontrolleret hele halvøen, og Al-Khalifa-dynastiet har været trængt tilbage til Bahrain og til øerne imellem Bahrain og Qatar.
Klaner, kup og demokrati
Stadig en vigtig sport: kamelvæddeløb
I dag regerer Sheik Hamad bin Khalifa Al Thani. Han kom til magten i juni 1995, da han ved et ublodigt kup afsatte sin far, der efterhånden sjældnere og sjældnere var i Qatar, men levede det søde liv, som oliemilliarderne nu engang gav mulighed for, rundt om på verdens mondæne steder. Han fik lov at fortsætte det søde liv, men måtte dog returnere 7 milliarder kroner til statskassen. Han var i øvrigt selv kommet til magten på samme måde, da han i 1972 afsatte sin egen far med samme begrundelse. Der er tilsyneladende mange måder at sikre en fredelig fornyelse på. Kuppene i Qatar er først blevet gennemført efter at stammehøvdinge og andre indflydelsesrige familier var rådspurgt og havde godkendt magtovertagelsen.
Med Sheik Hamad er nye tider kommet til Qatar. Qatar skal bringes ind i udviklingens mainstream og borgerne skal tage aktiv del i landets udvikling. Der er indført frie valg til lokale råd. Ikke at de har meget at skulle have sagt, men det er da en begyndelse. Og ikke nok med det - kvinderne har fået stemme- og valgret til rådene. I sandhed nye tider i Golfen. Der var nu ingen kvinder der opnåede valg. Generelt er qatarierne ikke specielt interesserede i al den fornyelse. Qatarier er stammefolk, og det
aver man ikke lige om på ved at indføre stemmesedler. Svært at forstå og acceptere for os demokratiske danskere. Godt vi så kan alliere os med Bush og Blair og banke fremskridtet ind i hovedet på genstridige arabere.
Fornyelse oppefra er en svær ting. Sheik Hamad har knyttet tætte bånd med USA. Så tætte at USA kunne bruge Qatar som hovedbase under krigen mod Saddam Husein. Det er ikke populært blandt qatarierne. Amerikanerne ved det og holder lav profil. De holder sig på baserne. Hvis man ikke lige vidste det, ville det have været svært at forestille sig det store amerikanske opbud i Qatar. Faktisk så jeg ikke en eneste amerikaner under opholdet i Qatar.
Michael på halvøen Zekreet
Qatars oliemilliarder flyder rigeligt til alle hjørner af samfundet, men selvfølgelig lidt mere rigeligt til sheikfamilien. Det kommer der faktisk mange overraskende spændende aktiviteter ud af. Inde midt i stenørkenen besøgte vi en dag Al Wabra Nature Conservation Centre. Stedet drives af sheik Abdullah bin Khalifa Al-Thani. Centret er ikke åbnet for offentligheden, men heldigvis har sheik Abdullah ansat den ærkedanske Simon Bruslund Jensen, så vi blev inviteret indenfor.
I sandhed et spændende sted. Sheik Abdullah bruger store summer på at bevare sjældne dyrearter. Og her mener man "sjælden" når man siger "sjælden". Oftest er her tale om arter, hvor der mindre end 500 eksemplarer tilbage. Centret satser på avl og genudsættelse. Under Somalia krigen sendte sheiken et fly ind bag frontlinierne for at redde nogle eksemplarer af en næsten uddød antilopeart, der uheldigvis var havnet i skudlinien. En af de ansatte på centret har stadig ar efter skudsårene, men arten blev reddet. Bestanden hos Sheik Abdullah er siden mere end fordoblet. Lige nu forhandler sheiken med en tømmerbaron i Brasilien om prisen for at bevare et stykke regnskov, der huser en kæmpestor næsten uddød papegøjeart.
Oliemilliarderne har forandret Qatar, men det er stadig Arabien. Et spændende sted og bestemt et besøg værd, hvis altså at man kan finde en sponsor.
