Tilbage til De Berejstes hjemmeside

                Bau rafting Konkurrence.

Ib Larsen

Den 1. december afholdtes den store rafting konkurrence på Pedi floden fra Babel Bridge ved den indonesiske grænse og ned til Windcave ved Bau, ca. 25 km nede ad floden.

Kl 8.20 blev vores raft blæst afsted. Den allerførste raft i ”Mens open” klassen.

Det var meget anderledes end den tidligere rafting konkurrence jeg havde deltaget i på Mujong og Baleh floderne, fordi vandet i Pedi-floden er lavt nok til, at man meget af vejen kan styre med en lang stage. Men det er man nu også nødt til, for floden snor sig hele tiden, og der er mange kraftige rapids med sten og stammer i vandet, samtidig med at der er stærk strøm, Mea det værste er, at floden i svingene har udhulet huler ind under klippen, som raften let suges ind i. Og hulrummene er måske høje nok til raften - men på ingen måde til besætningen.

Vi var - foruden mig - Patrick, John Chan, Hua Seng og Anton, alle stolte medlemmer af Kuching Rotary.

Jeg blev mest sat til at stå op foran med stagen - det var noget af en udfordring. Et uopmærksomt øjeblik - og uheldet ville være ude. Men det var en køn samling padlere jeg havde med som hjælpere. Højst 1-2 padlede ad gangen. Så der var temmelig meget dødvægt ombord. Til gengæld havde de hele kyllinger, indbagte brød, hotdogs, æg, bananer og øl med ombord. Så det havde lange udsigter med at nå Windcave.

Godt halvvejs (efter godt 3 timer) startede dramatikken. Lige før en meget kraftig rapid mistede jeg styringen med raften på grund af den stærke strøm, som vandfaldet skaber, og den røg ind under en gren, som først fejede mig i vandet. Jeg nåede lige at gribe fat i enden af raften med én hånd, før jeg ville være røget ned ad vandfaldet. Og det her vandfald var for stort og klippefyldt til, at jeg skulle have noget af det. Så faldt John Chan i vandet. Han havde sin padle med, og den nåede han lige at række til min frie hånd, da han strøg forbi mig, så jeg får ham trukket mod strømmen tilbage til raften, mens jeg stadig holder fast med den anden hånd. Lige da jeg får ham ind i smult vande, kommer store Patrick væltende! - og det lykkes faktisk også at få ham trukket ind. Så var der næsten heller ikke kræfter til at hive mig selv ind, så jeg kunne få fat med begge hænder.

Nå, men vi kom ombord igen og sejlede videre, og efter et par mindre uheld gik det helt galt igen. Strømmen trak os ind under en af de udhulede klipper, og vi nåede lige at kaste os af raften inden det skete - der var ikke plads til os under klippen. Det lykkedes alle at holde fast til raften. Mens vi arbejder med at få den løs igen, må en efter en - Patrick, Hua Seng og John - opgive at holde fast i raften på grund af den kraftige strøm, og bliver ført videre med af strømmen. Heldigvis var vandfaldet her ikke nær så voldsomt som det sidste.

Anton og jeg kæmpede videre med raften i ca 10 minutter, før vi endegyldigt indså, at den var umulig at fä fri. Strømmen kilede den bedrc og bedre fast. Så vi tæller til 3, slipper, og ryger ned igennem vandfaldet, og lander på en sandbanke, hvor de andre venter. Patrick og Hoa Seng er færdige og går i land. Vi tre andre fastholder, at opgaven skal løses. Vi mener af bedste overbevisning ikke, at der kan være flere rigtigt slemme rapids forude, så vi binder redningsvestene tæt, og kaster os ud i strømmen - at komme igennem turen svømmende må vel også gælde for at gennemføre!

Det gik faktisk helt fint. Men efter cirka 1/2 time kommer en opsamlingsbåd nede fra målet, for at se efter de sidste rafter. Vi kommer hen til båden, og så fortæller de, at de faktisk har en forladt raft fra et andet hold, der havde opgivet, liggende lige rundt om næste hjørne - så hvis altså vi ville gennemføre! Jeg var fast i kødet, og så synes de to andre også de var nødt til det. Vi fik to padler, en stage og en raft.

Det viste sig at være en elendig raft. Den ligger for dybt, og den er for ustabil, så man ikke kan stå op og stage.

Men af sted kom vi. Vi kæmper os støt derned ad på en dårlig styrbar raft. Stilen var måske ikke så smuk. En gang imellem drejer raften 180 grader rundt. Men den klarer vi snildt. Det er bare at vende sig om og padle den anden vej. Efter en en time går den rigtigt gal igen. Vi bliver nok en gang suget ind under en klippe og må kaste os i vandet. John og Anton når denne gang ikke at få fat i raften, så strømmen fører dem hurtigt videre. Jeg synes simpelthen, at det ville være for pinligt at miste to rafter, så jeg får den bugseret fri alene, og kommer ombord. Men jeg har hverken padle eller stage! I stedet får jeg med fødder og hænder dirigeret raften hen til Anton, der forude hårdnakket prøver at svømme imod strømmen hen mod raften. Han kæmper sig ombord igen - og han havde stadig en af padlerne. John ser vi ikke igen før målstregen, strømmen har ført ham hele resten af vejen. Så da vi efter 7 timers hård kamp endelig sejler raften ind over målstregen, er vi to mand og en padle tilbage! Tre mand, en raft, 6 padler, to stager, to par sandaler, en klase bananer, en stegt kylling og 6 øl var gået tabt undervejs.

Anton havde mistet sine briller, Hua Seng havde fået ødelagt sit digitalkamera, og jeg opdagede, at jeg havde min mobiltelefon i lommen (sic!).

Måske skal det lige tilføjes, at da vi havde passeret målstregen, lykkedes det mig med min ene padle at vende raften i en flot bue og lægge til uden på de øvrige rafter. Anton gik straks i gang med at fortøje den til den næste raft, kun for at opdage, at det var dens fortøjning ikke stærk nok til, så vi alligevel, til stor moro for tilskuerne, begyndte at drive med strømmen videre ned ad floden - nu bare med 2 sammenbundne rafter. Omsider lykkedes det dog - et godt stykke længere nede - at fortøje vores raft på ny. Den anden raft forsvandt godt nok ned ad floden - men hvad - man kan jo tage sig af alverdens problemer - og vores raft blev noteret som gennemført.

De følgende dage var mine hænder ikke brugbare værktejer. Stagen havde lige precis været så ru, at den havde virket som fint sandpapir. Den havde nok så fmt slebet overhuden på indersiden af begge mine hænder og fingre af. Det havde der undervejs slet ikke været tid til at bemærke.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside