Serampore – et lille bitte stykke Danmark i Bengalen
Ib Larsen (0037), Serampore, Indien
Danmark har aldrig tilhørt verdens største kolonimagter, men faktisk har Danmark en spændende kolonihistorie. Det kan man stadig finde mange beviser på i form af bygninger og kulturminder rundt om i verden. Mest kendte er vel de Dansk Vestindiske Øer. De forblev danske til langt op i 1900-tallet, så der findes endnu danske, der kan huske folkeafstemningen om afgivelsen af øerne til USA. De Vestindiske øers historie hænger snævert sammen med de danske kolonier på Guldkysten i Afrika, hvorfra de Vestindiske øer fik deres forsyning af slaver til arbejdet i sukkerplantagerne.
Den danske kolonihistorie i Indien er mindre kendt. De indiske koloniers historie afviger meget fra Afrika/Vestindien. Arealerne var små, så plantageavl eller anden produktion kunne aldrig blive et økonomisk grundlag for opretholdelse af kolonierne. Det kunne derimod handelen med indiske varer. I Tamil Nadu på Indiens sydøstkyst ligger Tranquebar, hovedsædet for de danske kolonier i Indien.
I 1986 var jeg med min kone og to børn på hhv. 7 og 2 år på rejse i Sydindien. Et af målene for rejsen måtte naturligvis være at besøge Tranquebar. Vi fløj fra Kerala til Trichi i Tamil Nadu og begyndte at spørge os for. Men ingen kendte noget til en gammel dansk by med bymur og fort. Det var før internettets og Lonely Planets dage, og Tranquebar stod jo ikke på landkortet. Men vi fik efterhånden skudt os ind på kursen, og kom tættere og tættere på. Men selv da vi hyrede en taxa 30 km fra Tranquebar, rystede de på hovedet, da vi spurgte efter en gammel dansk by med bymur og fort. Det havde de lige godt aldrig hørt om. Ikke mindst derfor var det en stor oplevelse, da vi pludselig drejede omkring et hjørne, og lige foran os lå byporten, fuldstændig velbevaret og stadig med den danske konges monogram over porten.
Logen i Serampore
Kort efter kørte vi ned igennem Kongensgade, hvor de danske embedsboliger og købmandsgårde stod bevaret, ganske som vi havde set dem på de gamle tegninger, forbi de danske kirker og ned til pladsen ved havet med fortet og guvernørboligen. Vi havde en fantastisk tid der. Tranquebar var stadig et kulturcenter med mange kristne skoler, som byen havde været i den danske tid. Og mange af beboerne var udmærket bevidste om deres danske fortid.
Da Danmark i 1847 forlod Tranquebar gled byen ud af udviklingens mainstream og gled ind i en stille tornerosesøvn. Englænderne havde deres egne centre og skulle ikke rigtigt bruge Tranquebar til noget. Det kan vi være glade for i dag, hvor et fantastisk stykke dansk kolonihistorie ligger overraskende velbevaret på en fjern indisk kyststrækning.
Jeg skal ikke her gå i detaljer med vores oplevelser i Tranquebar. Men da vi forlod Tranquebar rejste nysgerrigheden sig, om der monstro kunne være tilsvarende spændende minder at finde i andre af de tidligere danske besiddelser i Indien. Enten på Nicobarerne eller i de bengalske loger.
14 år senere – i december 2000 - var min kone, jeg og vores nu 16-årige datter igen i nærheden af Indien. Godt nok indebar det 2 timers ekstra flyvetid at runde Calcutta i Indien, men fristelsen var for stor. De gamle loger i Bengalen samler sig om Hugli Floden, der flyder gennem Calcutta, og om den Bengalske Bugt. Balsalore, Pipley, Masulipatnam, Patna og de to hovedsæder Danmarksnagore og Serampore (Frederiksnagore) er nogle af navnene.
Serampore College
Den tidlige danske kolonihistorie i Bengalen er en sand sørøverhistorie. Perioden fra de første ”faktorier og comptoirer” blev etableret i 1625 og frem til flaghejsningen i det nye hovedsæde Serampore i 1755 var en hektisk periode, hvor nye loger blev anlagt efter aftaler med de bengalske fyrster, hvorefter de bengalske myndigheder plyndrede dem, og danskerne gik på kaperfangst i den Bengalske Bugt til gengæld. Ind imellem lod de bengalske fyrster de danske skibe gå på grund med vilje for at bemægtige sig lasten, og atter bemægtigede danskerne sig bengalske skibe i rum sø som tak for sidst. Mere end 40 skibe blev kapret af danskerne i denne periode.
I 1645 var en dansk skibbruden besætning blevet taget til fange af den bengalske Mohr, og fængslet i byen Pipley. Men allerede næste nat lykkedes det besætningen på et andet dansk skib,”Christianshavn”, der heldigvis netop var kommet til, i ly af mørket at snige sig op i byen og befri fangerne.
I 1714 var Danmarksnagore igen omringet af de Mohrske styrker uden mulighed for at klare sig. Efter en uhyre dristig plan sneg danskerne sig i ly af mørket ned til floden medbringende de fleste værdisager. Her steg de i små joller og sejlede lydløst ud til et stort bengalsk skib, der var lastet med en yderst værdi fuld ladning varer, beregnet på Persien. Tidligt om morgenen bordede de skibet og erobrede det efter en kort kamp. Samme dag sejlede skibet under dansk flag til Tranquebar.
Al balladen og kapringerne i den Bengalske Golf var til besvær for udviklingen af handelen i regionen, og både kongen af Ceylon og kongen af Siam forsøgte at mægle mellem de danske og de bengalske fyrster, før der endelig blev etableret fred. Danskerne fik i 1755 overdraget landsbyen Serampore 25 km nord for Calcutta, og senere kom landsbyerne Achne og Pirapur til. I alt udgjorde den danske koloni godt 100 km2.
Vores interesse samlede sig derfor først og fremmest om Serampore. Det var den seneste loge, og den havde ikke været overfaldet gentagne gange af de bengalske fyrster. Vi havde forsøgt at finde litteratur om, hvad der måtte være tilbage af minder fra den danske tid og havde surfet rundt på internettet. Derfor vidste vi med sikkerhed, at en tur til Serampore ikke ville være spildt. De fleste kilder beskrev Serampore College. Det var grundlagt 1819 af 3 baptist missionærer, hvor af William Carey er den mest kendte. Serampore College blev med kongelig resolution af 1829 det 3. danske universitet efter universiteterne i København og Kiel.
Og det var det første indiske universitet overhovedet – 30 år før englænderne grundlagde universitetet i Calcutta. Faktisk var det det første moderne universitet i Asien overhovedet. I hvert fald den oprindelige danske hovedbygning skulle stadig være i brug. Desuden vidste vi, at den protestantiske kirke St Olau stadig skulle være i brug, og stadig med den danske konges monogram på facaden. Endelig vidste vi, at den danske kirkegård med gravstenene efter de danske guvernører, embedsmænd og købmænd skulle være velbevaret.
Så vi var fortrøstningsfulde, da vi steg ind i en taxa for at køre de 25 km igennem Calcuttas imponerende mylder af biler og mennesker, larm fra dyttende bilhorn og tætte smog. Lidt væk fra centrum går ruten igennem små handels- og håndværkergader. Det er en udmærket måde at opleve livet i de lokale kvarterer på. Vi havde god tid til at observere, fordi man ustandseligt sidder fast i trafikken. To timer tog turen ud til Serampore.
Guvernørboligen i Serampore
De første tegn på at vi nærmede os Serampore var køreturen gennem landsbyen Pirapur – Serampores landdistrikt. Det var ris og grønsager fra Pirapur, der gjorde det muligt for Serampore at udvikle sig, selv i perioder, hvor først de bengalske fyrster, og senere de engelske koloniherrer i Bengalen, lagde begrænsninger på eller forhindrede tilførslerne af fødevarer til den danske koloni.
I Serampore spurgte vi os frem til den danske kirkegård. Den var der godt nok. Og et stort skilt forkyndte, at det var et fredet minde. Den høje stenmur omkring kirkegården var der endnu, og den tunge støbejernsport var låst. Så at komme derind var et større problem. På den anden side af porten lå der imidlertid en inder og sov trygt. Et par sten kastet af de lokale beboere fik ham hurtigt op at stå. Et par sekunder senere var vi inde. Det viste sig nemlig at være opsynsmanden. Han var bare temmelig uvant med besøgende. Det var der tilsyneladende flere der var, for sammen med os strømmede mindst 30 lokale beboere med ind, for at finde ud af, hvad i alverden vi ville der.
De gamle gravsten ragede højt op over det tætte ukrudt. De fleste af dem havde mistet deres inskriptioner. Men der var nok tilbage til at fornemme historiens vingesus. Vi fandt 2 af de mere kendte guvernørers gravsten: Ole Bie og Jakob Krefting. På Ole Bies stod der: ”Sacred to the memory of his excellency colonel Ole (Olave) Bie. Governor of Frederiksnagore. Born in Trondhjem, Trondhjem, Norway in February 1733. Died at Serampore 8th May 1805. Colonel Bie was a discipel of Swartz of Tranquebar. He recievied and sheltered the baptisk Missionaries 1790-99 and build a church here”.
<
Ole Bie var en af de mere farverige guvernører i Serampore. To gange måtte han den lange tur tilbage til København og forklare forskellen mellem hans egen og kompagniets pengekasse. Han klarede frisag begge gange. Men gravstenen henviser også til en anden af Serampores særkender: Modtagelsen af de baptistiske missionærer, der var grundlaget for oprettelsen af Serampore College. Der var også andre gravsten på kirkegården, bl.a. for en ung faktor, Casper Torp, der døde i 1812, 34 år gammel. Og den gravsten var på dansk.
Kondemneret bymur i Serampore
Fra kirkegården spurgte vi efter vej til Sct Olau Kirken. Undervejs fulgte vi noget, der lignede en århundrede gammel bymur. Flere gange måtte jeg bede taxachaufføren stoppe, for at jeg kunne se nærmere på den, og de bygninger, der nu og da var muret sammen med den. Det lignede altså en gammel bymur, men jeg havde ikke fundet nogle kilder der fortalte, at bymuren var der endnu. Så vi slog det hen og fulgte muren videre frem til Sct. Olau kirken. Den lå hvor den skulle. Og hele facaden var nyrestaureret. Men alt var låst. Vi stod lidt og betragtede Frederik VI’s monogram. Men ind kom vi ikke. I stedet for vendte vi os om og gik ud på pla dsen foran kirken. Der hang vasketøj til tørre overalt. Pludselig gik det op for os, at det ikke var vasketøjstativer tøjet hang på, men kanoner! En plakette fortalte, at man i 1949 havde samlet alle 12 kanoner fra den danske befæstning her til minde om Serampores historie. De var i løbet af det forløbne århundrede blevet spredt allevegne, men nogle fremsynede personer havde altså allerede umiddelbart efter Indiens selvstændighed fundet de danske kanoner en værdig del af Indiens historie og opsporet, hvor de var.
Lettere oplivet fortsatte jeg ned langs den gamle mur, og pludselig var der en åbning i muren. Og den virkede bekendt. Jeg tog mine gamle tegninger frem – og ganske vist: det var den gamle hovedport til logen! Toppen med det kongelige monogram var ganske vist forsvundet. Men resterne afslørede en umiskendelig lighed med de gamle tegninger. Så var det bare med at skynde sig hen og se hvad der gemte sig på den anden side porten. Og der – for enden af en enorm plads lå det gamle chefshus. Jeg kikkede på mine tegninger og på bygningen. Ingen tvivl. Det var chefshuset! Opført i 1771 ”med prædike- og conseils-sal samt rum til administrationskontorer”. Hele den gamle loge var her endnu. Militærkvartererne, vagthusene, kontorerne, fængslet - alt. Det var overraskende. Det var der ingen af de kilder jeg havde fundet, der havde fortalt. Jeg skyndte mig op til chefshuset, men alt var aflåst. Udstyret med min gamle tegning gik jeg ind i den nærmeste af de gamle ad ministrationsbygninger og gik til angreb på den første den bedste kontorist jeg mødte. Joh- det var skam rigtigt nok, sagde han. Det var den bygning min tegning viste. Bygningen havde været deres domhus, og det var ganske rigtigt bygget af de danske for mange år siden. Men ind kunne jeg ikke komme.
Siden danskerne forlod Serampore i 1845 havde bygningen været retssal. Men den 16. August 1999, midt under et retsmøde, faldt halvdelen af taget ned. Siden danskerne forlod Serampore var bygningen ikke blevet vedligeholdt, men den havde alligevel tjent sit formål i yderligere 150 år, før det gik galt. Nu var det for farligt at gå ind.
Jeg brugte lang tid på at gå rundt og se på bygningerne og muren. Nogle var vedligeholdte og vil sikkert stå længe endnu. Men store dele af bymuren og nordporten var kondemnerede, og man måtte ikke nærme sig. Det gjorde jeg nu alligevel, og fandt bla. ind i det gamle danske fængsel.
Jeg kan huske, at Udenrigsministeriet støttede restauringsarbejder i Tranquebar. Var der mon mulighed for, at vi også kunne hjælpe myndighederne i Serampore med at restaurere deres gamle domhus? Der er med sikkerhed mange danskere, der i fremtiden vil være taknemmelige for, at vi støttede bevaringen af dette fantastiske stykke Danmarkshistorie. Men det skal gå stærkt. Der går næppe lang tid før chefshus og bymur forsvinder for altid.
Fra logen fortsatte vi ned til floden. Hugli floden er ligefrem nydelig og fredelig heroppe. Herfra er det svært at forestille sig ragnarokket i Calcutta kun få km længere mod syd. Helt nede ved bredden af floden ligger Serampore College. Og her var der ingen tvivl. Den gamle danske hovedbygning lå prangende midt i en stor park. Vi gik ind på kontoret og fortalte, hvad vi ville. Vi fik velvilligst stillet en studerende til rådighed som rundviser. De kendte godt deres historie på Serampore College, og forklarede os, at de skyldte den danske konge deres eksistens. Det var med åbenlys stolthed at de foreviste den originale kongelige resolution om universitetet fra 1827, stadig med det kongelige segl påhæftet. Serampore College er idag sprællevende med 4 fakulteter: teologi, naturvidenskab, kunst og handel. Teologien er naturligvis fortsat vigtig. Det hele startede jo med Careys baptistiske missionsvirksomhed. Men det var allerede for den gang holdningen, at det ikke nyttede bare at præsentere det kristne budskab. Hvis det skulle være bæredygtigt måtte det følges op af en langt bredere viden om samfundsforhold og den kristne kultur. Den holdning er grundlaget for institutionens eksistens.
Straks man kommer ind i foyeren i den imponerende hovedbygning bemærker man to store støbejernstrapper. De er bygget i Birmingham og var en gave fra den danske kongefamilie til bygningens indvielse i 1818. Bygningen benyttes i dag hovedsagelig til bibliotek, men rummer stadigvæk undervisningslokaler. I forbindelse med hovedbygningen er der indrettet et spændende William Carey museum. Her regerer museumsdirektør Chittajee, der har arbejdet med stedets og missions historie i over 50 år. En guldgrube af viden.
Andre betydelige aktiviteter fulgte i kølvandet på Serampore College. Serampore blev bl.a. centrum for en imponerende trykkerivirksomhed, hvor biblen tryktes og spredtes over hele Indien på mere end 30 forskellige sprog. William Carey var indgangen til besøg i andre bygninger fra den danske tid. Vores guide Arabinda Mandal viste os William Careys første bolig og missisonshus, købt af Ole Bies nevø i 1799, samt den imponerende bolig de byggede efter at denne første bolig i 1822 blev oversvømmet, og mange af deres værdier var blevet ødelagt. Den nye bolig ligger i Universitetsparken tæt op ad hovedbygningen og er i dag embedsbolig for Universitetets rektorer. Ikke langt derfra ligger en pigeskole bygget af William Careys hustru. Det viste sig, at Arabinda havde nøglen til Sct. Olau kirken. Så med ham som guide gik vi igen tilbage til kirken. Arabinda fortalte os, at kirken i lang tid ikke blev benyttet og langsomt forfaldt. Serampore College fandt imidertid, ved at studere de gamle dokumenter fra overdragelsen af Serampore til englænderne i 1845, ud af, at Universitetet dengang havde fået rettigheder til at overtage kirken.
Med de papirer i hånden havde de nu fået kirken overdraget, og var gået i gang med en omfattende restaurering. Nu er der igen messe i kirken hver søndag. Det var spændende at besøge kirken med Arabinda. Han var dybt ærefrygtig, og udtrykte en stor glæde over at få lov at gå op ad samme trin til alteret, som de gamle missionærer Carey, Mashman og Ward havde benyttet to hundrede år tidligere.
Blandt mange inskriptioner og mindetavler i kirken faldt jeg over den følgende mindetavle over en af de mest kendte og vellidte guvernører i Serampore:
”This tablet is erected to the memory of the honourable J.S. Hohlenberg Esquire, late chief of his Majestys Settlement of Frederiksnagore by a number of its European and native inhabitants. In commemoration of his sengular worth, both public and private. He was distinguished for loyalty to his sovereign and for every virtue, which belongs to a good magistrate. He maintained public order with mild but vigorous firmness. He administered justice with purity and impartiality beyond suspicion. He gave his support to all that was virtuous and philantropia. Died on Hoogly River 11th of May 1833.
Så var dagen gået, og vi måtte retur til Calcutta. Men der var meget mere vi gerne ville have fulgt op på. På de gamle kort på Carey museet så vi placeringen af det gamle bibelske trykkeri. Vi passerede nogle bygninger, på netop det sted, der altså godt kunne ligne. Og nogle af væverierne der producerede de kendte ”Serampore damask og lærreder” skulle vist nok også findes endnu. For ikke at tale om rigmandsvillaerne langs floden. Men alt det må vente til en anden god gang. Vores fly videre til Singapore ville næppe vente.
Vi havde forlængst sagt farvel til vores taxa. Vi hyrede tre cykelrickshaws og begav os afsted til meneskemylderet på Serampores jernbanestation. Det første tog kom vi ikke med. Vi stod pænt i kø og ventede til det blev vores tur til at gå ind i toget. Det blev det aldrig. Da det næste tog kom, var vi meget klogere.
I 1845 solgte Danmark Serampore til Englænderne. Kolonien var nu helt omgivet af engelsk territorium, og englænderne lagde en lang række restriktioner og afgifter på den danske handel. Samtidig ændrede Hugli floden sit løb, så det blev stadig vanskeligere for de store handelsskibe at gå helt op til Serampore. Men Danmark har en spændende historie i Serampore. Og der er meget Danmark at se og opleve fortsat. Men det er bedste at skynde sig. Bymuren og chefshuset, vil snart forsvinde som murbrokker, hvis da ikke lige en dansk mæcen snart forbarmer sig.
