Et af de mindre kendte folkeslag på Borneo er melanauerne, der bor i sumpene langs det nedre løb af floderne på den mellemste del af Sarawaks kyst. Melanuerne udgør ca 8% af Sarawaks befolkning. Det er temmelig uvist, hvor de oprindeligt stammer fra. Selv mener de, at de stammer fra bjergfolkene højere oppe i Sarawak, og at de igennem århundrederne er blevet presset længere og længere ud i sumpen af de stadig mere aggressive hovedjægere. De officielle historiebøger fortæller om indvandring fra andre steder i Sydøstasien. Sikkert er det, at det er Sarawaks mest opblandede folk. Der har altid været rig kontakt med omverdenen, dels fra den omfattende handel langs kysten i Brunei-sultanatets tid og dels - knap så positivt - fra det stadig omsiggribende pirateri langs kysten. En trafik, som først den første hvide Rajah i Sarawak, James Brooke fik sat en stopper for i midten af 1800 tallet, gennem nogle voldsomme søslag.
Melanauerne har vi nu besøgt et par gange i den tid vi har boet på Borneo. Sidste år var jeg deroppe med familien under Kaul-festen, melanuernes store årlige højtid, hvor der ofres til havets ånder, og hvor alle mødes til fest på stranden ud for Mukah, melanauernes "hovedstad". De små fiskerbåde udsmykkes, og så sejler de i procession ned gennem Tellian og Mukah floden til mundingen. Her stiger Papa Kaul i land, og planter en besmykket pæl i sandet. Pælen er forsynet med små kurve og heri ofres mad og drikke til ånderne. Herefter er der fest og lege. Ikke mindst den 10 m høje traditionelle melanau "devil-dare-sving" er en oplevelse. Frygtløst kaster de unge melanauer sig fra 10 meters højde ud i et reb, der svinger frem og tilbage. Hver gang rebet svinger tilbage springer en ny melanau på, og så gælder det om at få så mange som muligt på rebet før gyngen går i stå. Da rebet jo svinger mindre og mindre for hver gang det kommer tilbage bliver springene vildere og vildere. Jeg måtte naturligvis op at prøve. Ikke at jeg var stolt ved det. I hver fald først bagefter. Og jeg prøvede kun at springe som den første på rebet, mens der endnu var godt gang i svingningerne.
For nylig havde jeg besøg af min far og søster og benyttede den lejlighed til et ny besøg deroppe. Vi fløj med det lille twin-otter 18 personers fly fra Kuching, hovedstaden i Sarawak op langs kysten til Mukah. Fra den lille airstrip fik vi en kørte vi til Tellian, en typisk lille melanau landsby, hvor vi ville bo. Eller rettere sagt: vi kørte til det sted hvorfra gangbroen ud i sumpen til landsbyen begynder. Længere kan man ikke køre. Herfra foregik det sidste stykke til fods. Bortset fra gangbroen, var det nu heller ikke meget vi fik gået på den tur. Melanau landsbyerne er bygget på pæle langs floden og langs de små sidestrømme. Så efter at vi var indlogeret foregik al videre transport i de små langbåde. Min far er efterhånden ikke særlig vel til bens, så det så ind imellem lidt dramatisk ud, når vi skulle ned i bådene. Men ikke tale om, at han ville droppe nogen af turene. Eventyrlysten fejlede ikke noget.
Sago-bageriet
Blandt andet på grund af pirateriet boede melanauerne traditionelt i kæmpe langhuse, der stod på så høje pæle, at angriberne ikke kunne komme op. Melanauerne fortæller stadig stolt, at et melanau hoved af hovedjægerne blev værdsat på højde med 3 normale hoveder. Nu er der ikke flere høje huse tilbage. Tellians høje hus brændte for næsten hundrede år siden. Men der boede folk i resterne helt op i 50erne. Den sidste af de pæle, der understøttede det høje hus står der endnu, så det stadig er muligt at få et indtryk af, hvor imponerende højt oppe huset har været. Landsbyen består stadig af efterkommerne fra beboerne i det høje hus.
Melanauerne har traditionelt levet af handel og fiskeri. Men den afgørende basisføde var sago - marven fra sagopalmen, der trives fint i sumpene. Hernede i sumpene har melanauerne ikke kunnet dyrke ris, men de har fundet en anden afgrøde, der kunne erstatte den. Så melanau kultur er frem for alt bundet sammen med sago. Alle trinene i fremstillingen finder stadig sted i landsbyen, men nu kun til eget brug. Til eksport må man ikke længere bruge flodvand til skylleprocesserne, og man må ikke trampe på sagotrevlerne for at få stivelsen ud. Det betyder at de traditionelle processer lige så stille dør ud. Men endnu kan man se dem. Sidste gang vi var i Tellian, var vi med ud i sumpen og fælde sagopalmen. Denne gang så vi den blive flækket, og slebet ned til trevler på en almindelig mekanisk slibesten. Dernæst skulle stivelsen presses ud. Det foregik ved at trampe på trevlerne, mens der stadig blev pøst vand over. Vandet blev hejst op fra floden. Jeg kom på hårdt arbejde der. Men selv om jeg syntes, jeg trampede længe, stod de stadig og trampede, da vi sejlede forbi igen et par timer senere.
Sagostivelsen vaskes ud
Det stivelsesmættede vand løb ned i en udhulet træstamme, der lå forankret i floden. Fra træstammen løber vandet langsomt fra, og stivelsen bundfældes. Efter ca. 24 timer kan massen graves op og tørres. Efter tørringen transporteres massen til bageriet, hvor det blandes med lidt kokos og lidt revne skaller fra ris, og rystes til små gryn, der ristes. Det er så det endelige produkt, der så kan tilberedes på 117 forskellige måder. Bageriet består af en stor ler-pande hvor kuglerne hele tiden trilles rundt. Under lerpanden, fyres der med brænde.
Om aftenen smagte vi, hvad et sandt melanau køkken kan præstere. Melanauernes hovedret - umai - fortjener en særlig omtale: rå fisk - netop hentet op af havet og marineret med lime. Hertil spises nyristede sago-gryn, sprøde og uforarbejdede. Men herudover stod den på suppe tilberedt af friske sagopalme-skud samt ny hjemmerøget fisk og blæksprutte. Et måltid man sent glemmer.
Morgenmaden bestod igen af sago. Denne gang var der fremstillet 3 forskellige slags kager af sagoen. Fra helt tørre kager til blævrende buddinglignende farvestrålende kager.
Vi boede på Lamin Dana. Det er et lille bitte højt hus, som landsbyen har bygget, for at forsøge at holde fast i deres kultur. Det virker som et art lokalt forsamlingshus, hvor de unge øver de traditionelle danse, og hvor man fortæller historier og samler kulturminder. Oven på er der indrettet 8 værelser, som kan lejes af rejsende. Et fantastisk sted. Stedet har den smukkeste udsigt over floden med pælehusene og de lange rækker af mørk-orange skiver af sagopalmen, der ligger til opblødning i floden. Ildsjælen for opbygningen og driften af stedet er Diana Rose, en imponerende dame, der kæmper en hård kamp for at bevare, hvad der er tilbage af melanau kulturen. Lige nu er hun ved at arrangere en shaman (åndemaner) -konference. Der er endnu 8 åndemanere i malanau området, men de er alle over 70 år. Så nu vil hun prøve at skabe opmærksomhed om shamanerne og deres kunnen. Det er meningen at åndemanerne skal udføre deres ritualer på konferencen. For melanauerne er livet inddelt i 7 niveauer. Den midterste er er den verden vi færdes i. Åndemanerne formår at bevæge sig imellem niveauerne. Og på den måde kan de knytte kontakt mellem de forskellige verdener. Et særlig karakteristisk træk ved Melanau kulturen er skæringen af bilum - håndskårne figurer af sagopalme. Når et menneske bliver sygt er det fordi indtrængende ånder skiller kroppen fra sjælen. Åndemanerne søger gennem en lang ceremoni kontakt med ånderne for at få information om hvilken slags ånd, der er trængt ind i den syge. Når han har fået svaret, skærer han en menneskelignende figur, der markerer det syge sted. Og så jager åndemaneren ånden over figuren. Figuren efterlades herefter i junglen, eller sendes til havs på en lille båd.
Desværre kan konferencen ikke finde sted i Lamin Dana. Flertallet af melanauerne er enten kristne eller muslimer nu, og de vil ikke tillade at åndemanerne udøver den slags overtro i deres fælleshus. Men Diana har så lejet et fælleshus inde i Mukah.
Sagostammer i Tellian-floden
Men mange er nu stadig ikke helt sikre på at der ikke er andre kræfter i naturen end den kristne gud. Midt i landsbyen står en gravtotem for en adelig. Melanausamfundet er traditionelt klassedelt med adel, frie borgere og slaver. (Faktisk købte melanauerne slaver af piraterne og fra Indonesien) Når en gravtotem blev rejst for en adelig, blev der som regel ofret en slave under pælen, og stedet blev herefter beskyttet af stærke ånder. For ikke længe siden havde en dreng skændet stedet ved at fyre en kineser af i pælen. Straks efter begyndte hans mave at svulme op, og han måtte på hospitalet. De kunne imidlertid intet finde, og sendte ham hjem igen. Maven fortsatte med at svulme op, og han måtte på sygehuset igen. Samme resultat. Heldigvis kunne landsbyen dog stadig huske de gamle ritualer, så de ristede nogle snegle, der boede i pælen, og kom dem på hans mave. Det stillede ånderne tilfreds, og kort efter var han rask.
Om aftenen var der dans på pladsen foran Lamin Dana. Musikken blev leveret af trommer. Først kom der et par stykker med trommer, så hentede en ældre dame sin gong, og så var der lige en fyr til, der smuttede over efter sin tromme. Landsbyens dansegruppe fremførte 2 stykker. Det ene illustrerede de mange måder, man kunne ro en langbåd på, fra den stærke og tunge maskuline roning, til den unge piges lette og yndefulde roning. Den anden dans mindede noget om gøgl. Den var beregnet til at blive danset i sørgemåneden efter et dødsfald, for at kvikke de sørgende op, så de igen kunne glædes. Det foregik med lange palmestammer, hvor man skulle hoppe imellem stammerne eller klatre op ad en eller flere af stammerne, mens der blev danset. Når det var vigtigt at kvikke de sørgende op efter en begravelse, er det bla. fordi de skal igennem endnu en begravelse. Melanauerne er det eneste folk der udøver dobbelt begravelse. Efter en måned graves benene op, og nu begraves de på det permanente sted. Bagefter fortsatte trommerne, og alle dansede. Jeg måtte op og danse, mens bambusstammerne spredtes og klappede sammen igen. Mistede man rytmen, klappede stængerne sammen om benene.
Tellian er bestemt et sted der er værd at besøge, hvis man vil opleve andre af de spændende kulturer på Borneo end hovedjægerne, mens rigdommen af forskellige kulturer endnu findes. Desværre er stedet kommet i den ny udgave af Lonely Planet fra 2001. Men heldigvis kun med en meget kort beskrivelse. Samfundet er alt for lille og sårbart til at overleve en masseindvandring af backpackere.
