Telok Melano - En malay landsby på Sarawaks vestpynt
Tekst og foto: Ib Larsen
Den malaysiske delstat Sarawak, der ligger på Borneo er befolkningsmæssigt helt anderledes sammensat end det øvrige Malaysia. Malayerne er her faktisk kun den 3. Største befolkningsgruppe med godt 20% af befolkningen. Den største gruppe er ibanerne - de oprindelige hovedjægere fra regnskoven. Dernæst kommer kineserne der primært bor i byerne, og traditionelt har varetaget handelen. Først derefter kommer malayerne. De bor traditionelt i kystområderne og passer deres haver og fiskeri. Men herudover er der mange andre spændende folkeslag i Sarawak: Langs kysterne bor også Melanauerne, der udnytter sagopalmens marv som den basale føde i stedet for den traditionelle bjergris. Bag kysten bor Bidayuerne og oppe i bjergene bor en lang række spændende folkeslag, der tilsammen kaldes Orang Ulu.
De fleste turister der kommer til Sarawak kommer for at opleve regnskoven eller de traditionelle stammefolk. Malayerne har aldrig rigtigt været den store turistmagnet. Meget af malaykulturen er jo efterhånden også forsvundet, fordi malayerne holder til langs kysten, hvor indflydelsen udefra er størst, og hvor de nye byer og trafikforbindelser etableres.
Men helt ude på Sarawaks vestpynt ligger der endnu et par kulturelt spændende malay landsbyer. Området herude er stærkt isoleret. Området udgøres af en smal kystbræmme med ca. 5oo m høje bjerge lige i ryggen. På toppen af bjergene - få km væk, ligger grænsen til Indonesien. Veje er der ingen af. Så al transport sker med åben fiskerjolle fra den lille kystby Sematan, ca 2 timers kørsel vest for Sarawaks hovedstad Kuching. Ca halvanden time tager det at sejle derud - når ellers vejret arter sig. 4 måneder om året, fra november til februar/marts når monsunen får bølgerne til at hamre mod kysten, er al kommunikation med omverdenen udelukket.
Nu har fiskeriorganisationen i Sarawak fundet ud af, at man ville prøve at skabe lidt indtægterne for disse små isolerede samfund ved at etablere et homestay turistprogram.
Min familie og jeg påtog os sammen med nogle besøgende danske venner rollen som de allerførste forsøgskaniner. Vi var ialt 8, der en tidlig morgen kørte fra Kuching for at støde til landsbyens jolle i Sematan.
Det var faktisk allersidst på sæsonen. I oktober måned kan monsunen godt finde på at sende et par fortropper ind over Sematan bugten. Men vi var heldige. Vejret havde i lang tid ikke været godt. Men denne dag artede det sig. Skyerne dæmpede den ubarmhjertige sol og havet var blikstille. Bjergene bag Telok Melano stod klart i horisonten. Jollen tøffede derudaf med sine to 15 hk motorer. Halvanden time senere gled båden op på stranden foran den palmelund, bag hvilken Telok Melanos små huse gemte sig.
På stranden lå fiskernes fælleshus, og der samledes vi med byens beboere. Ca 500 bor der i landsbyen i ca 60 huse. For landsbyen var det en spændende begivenhed. Desværre for os måske lidt for spændende. Der var mange, der gerne ville have sådan en dansker boende. Så fornøjelsen blev delt ud på så mange som muligt. Så var der jo også flere, der fik del i de få penge vi havde betalt. Vi blev simpelthen delt mellem 8 familier - højst en gæst pr. familie! I betragtning af at de fleste kun snakkede et begrænset og gebrokkent engelsk skulle det blive noget af en udfordring. En efter en forlod vi fælleshuset, ledsaget af en spændt værtsfamilie.
Hvad det var for nogen de fik besøg af, havde de nu ikke meget begreb om. De færreste havde været i Kuching, og kun ganske få videre der ud fra. Senere, da vi viste og forærede dem danske postkort, lærte de en de en del mere om Danmark. Postkort er nu en god opfindelse.
Jeg blev indlogeret hos byen høvding - Renas bin Seba. Han boede i et typisk malayhus på pæle ca. midt i landsbyen. Hans familie bestod af konen og 3 børn. Huset havde faktisk 3 små soveværelser, så jeg fik mit eget lille værelse. Min kone og datter blev indlogeret andre steder i landsbyen. Der boede og spiste jeg så de næste 3 dage. Til måltiderne var det kun Renas og jeg der spiste sammen. Konen serverede og børnene legede. Hos min kone og datter var det omvendt konen der spiste med. Manden så de ikke noget til under måltidet . Maden blev spist med fingrene. Det går glimrende at spise med pinde herovre - men det er stadig uvant at spise med fingrene. Jeg kommer uvægerligt bagud - det er ikke let at rense en tallerken for ris med fingrene. Og så er der det der med at man kun må bruge højre hånd (De har jo ikke toiletpapir!) - den kan som venstrehåndet godt smutte en enkelt gang.
Teen blev indtaget i den lille stue. Et bord og en sofa. Det var alt. Igen var det forbeholdt de to herrer. Børnene legede omkring os eller så fjernsyn. Der er kun strøm i landsbyen nogle få timer om aftenen, men en gammel bilakkumulator kan nemt gøre sådan et fjernsyn køreklart. Efter teen måtte markerne (haverne) besøges. Ca 3/4 af indbyggerne lever af deres haver. Den sidste fjerdedel er fiskere. Vi besteg hans lille knallert og så gik det ud ad den lille smalle betonsti til markerne, der ligger i et dalstrøg mellem bjergene. Det var mest cash crops der blev dyrket. Især peberbuske, kaffe og kakao. Men ind imellem var der små haver med grønsager og frugttræer. Nu passede han kun selv sine haver i weekenden. Lige i nærheden var Sarawaks nyeste nationalpark Tanjung Datu netop blevet oprettet, og her havde han fået arbejde. Det giver næppe mere end 300 ringgit om måneden. Ikke meget - måske omkring 650 kr. Men nu alligevel smart. For lige ovre på den anden side bjergene ligger Indonesien, og her er fattigdommen endnu større. Så han har ansat en ung indonesisk knægt til at passe sine marker for 100 ringgit om måneden. Indoneseren bor alene i et lille skur, der er bygget ude imellem markerne. Så markerne bliver stadig passet og så er der jo et månedligt overskud på det jobbytte på 200 Ringgit - lige på bundlinien. Jo helt ude i den fjerneste afkrog forstår de at udnytte Indonesiens økonomiske sammenbrud.
Om aftenen måtte vi danse. Vi mødtes igen i fiskerne fælleshus. Bag et lille forhæng sad bandet: Tre ældre malaykvinder der slog på trommer fremstillet af en udhulet kokospalmeskive, og overspændt med et dyreskind. Gendang hedder en sådan tromme. Og så sang de til. Deres egne historier, som de lavede til lejligheden, og som vi selvfølgelig intet forstod af. Drengene og pigerne dansede hver for sig. Faktisk skulle forhænget helt adskille rummet, så drenge og piger ikke kunne se hinanden danse. Pigerne måtte gerne smugkikke på mændene, gennem et lille åbent stykke i øjenhøjde - men ikke omvendt. Men i dag hang forhænget lavt. Vi var jo ikke muslimer - vidste de jo.
Det var nu alvorligt nok, det der med at pigerne og drengene skulle holde sig fra hinanden. Hvis et par mødtes i smug og blev taget på fersk gerning med hinanden i hånden eller omfavnende hinanden, ville de blive beordret til straks at gifte sig.
En malay vært svigter ikke sine gæster. Så det var ikke meget vi var alene. Hver gang vi gik, blev vi fulgt af familien. Pigerne af konen, og drengene af manden. Så familierne fik også gået en del de 3 dage. En af aftenerne satte vi os alle ned i strandkanten og kikkede lidt på havet og bølgerne. Da vi vendte os om for at gå tilbage så vi at alle vore værtsfamilier stadig sad ude foran fiskernes fælleshus og ventede.
Helt ude på pynten ligger så den nye Tanjung Datu nationalpark. Den er ikke åben for offentligheden. Men vi var jo gæster i landsbyen - så vi var velkomne. Smukke strande, tæt regnskov og krystalklare bække. Det tog et kvarter at sejle derud.. Vi tog derud igen om aftenen fordi havskildpadderne går ind her for at lægge æg. Det så vi nu ikke noget til. Men sporene var ikke til at tage fejl af. Heller ikke de dybe huller der nu var gravet, hvor æggene var lagt. Det er vildsvinene, der graver æggene op, lige så hurtigt som skildpadderne lægger dem. Og park vagterne, som skulle grave æggene op og sætte dem ned igen i et beskyttet område er jo tilsyneladende fortsat ikke alt for effektive. Nogle få kuld æg, havde de dog reddet og gravet ned igen i indhegningen. Men den indhegning var nu også raseret af vildsvinene. Nej parken er endnu ikke kommet i sikker drift.
Afskeden med Telok Melano var nærmest rørende. Og lidt bekymrende. Vi fik gaver - det giver man jo gæster. Men de har ikke meget at give af. Jeg fik foræret et stort rædsel af ur - det eneste pynt der var i stuen. Det bar en fint plakette, som da jeg senere fik den oversat viste sig at være en lykønskning fra Sematan til deres ny homestay program. Dagen før havde jeg sagt jeg synes uret var rigtigt pænt. Måske var det en bommert. Hvem ved. Måske betyder det for ham, at det ur forventer jeg at få med hjem. Det er nogen gange svært at være så tæt på kulturer, man i virkeligheden slet ikke forstår. Andre fik en traditionel malaydragt i flere dele og med mange broderinger.
Man må virkelig håbe der ikke kommer mange gæster efter os - ellers har de hurtigt tømt husene for værdier. Vi havde sådan set husket at tage gaver med - men vi havde jo ikke lige forudset at der skulle være nok til 8 værtsfamilier. Hos min familie blev til en yo-yo til den ældste dreng, lidt lego til datteren på 4 år (det er altså altid en kæmpe scorer) og den mellemste dreng på 9 år fik min flotte kasket fra Swaziland. Den hang ham helt ned over ørerne - men han var lykkelig, og jeg forbrændte min skaldede isse på hjemvejen. Til forældrene blev der ingenting. Da jeg kom hjem tilbage til Kuching købte jeg en fin minikikkert til Renas som jeg bad bådfolkene tage med retur til ham. Han fik den først 5 måneder senere. Lige efter vores hjemkomst lukkede monsunen for al videre kontakt til Telok Melano i mange måneder
Sejlturen hjem til Sematan var igen pragtfuld. Nogen gange er man bare heldig. Undervejs blev vi overhalet af flyvefisk, og en delfin lavede et imponerende højt spring til vores ære lige før vi drejede ind i fjorden og lagde til ved molen i Sematan.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
