Stærk kultur og voldsom natur på Yap

Ib Larsen & Lillian Friis Hansen

Yap er en af fire stater i den unge selvstændige Mikronesiske Federation, beliggende i Stillehavet, syd for Guam. Yaps udstrækning er enorm. Knap 2000 km er der fra den vestligste ø - Yap Proper - til den østligste ø. Men der bor kun 19.000 mennesker i dette kolossale område. De 11.000 af dem bor på hovedøen Yap Proper, og resten bor på de østlige såkaldte Outer Islands.

Yap er stort set baseret på subsistensøkonomi. De få penge, der skal til for drive statsapparatet, kommer stort set alle fra den tidligere koloniherre USA. Som resten af Mikronesien er Yap totalt afhængig af økonomisk hjælp herfra. Så afhængig er Mikronesien, at landet sammen med de omliggende stater her i år var de eneste, der i FN stemte sammen med USA til forsvar for den mur, Israel er ved at bygge i Palæstina. USA er samtidig særdeles aktiv med at rekruttere unge Yapesere til fronttjeneste i Afghanistan og Iraq. Der er mange måder at begrænse sine egne menneskelige tab på. Og så får Yap-soldaterne end ikke amerikansk arbejdstilladelse.

Ud over amerikanerne, der satte sig tungt på øerne efter 2. verdenskrig, har Yap været koloniseret af spaniolere, tyskere og japanere. Men en god del af tiden havde Yap nu i øvrigt samtidig sin egen konge - O´Keefe - der oprindeligt stammede fra Irland. Han boede på øen i 40 år i slutningen af 1800-tallet og opnåede at blive anerkendt af befolkningen som konge af Yap. Der er faktisk lavet en Hollywoodfilm i 50’erne om hans liv med Burt Lancaster i hovedrollen.

Yap er meget traditionel. Og helt igennem dybt konservativ. En Yapeser hopper ikke lige med på den første og den bedste af alle de der nymodens idéer, der regner ned fra himlen. Forandring tager lang tid. Yap har forstået, at de skal have demokrati. Og de har pænt opdelt styreformen i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Men for en sikkerheds skyld er der så også lige puttet en fjerde magt ind i grundloven: den traditionelle. Og den traditionelle magt har heldigvis vetoret overfor ny lovgivning, som går mod traditionerne - hvad ny lovgivning jo ofte gør. Den traditionelle magt består af rådet for Yap Proper (alle høvdinge på Yap Proper) og rådet for Yap Tamol (alle høvdinge fra Outer Islands).

Regeringen prøver at få de unge interesseret i uddannelse, men de lider ikke under noget specielt stort ambitionsræs. De fi sker og dyrker kokosnødder, frugter, taro og andre rodfrugter. Så de mangler ikke rigtig noget. Yapeserne er kendt for at lave så lidt som muligt. Det er de efter sigende ret gode til. Mangler de penge, kan de altid fremstille lidt kopra.

Yap Proper

Vi ankom til Yap med Continental Airlines Guam-Palau fly, der to gange om ugen gjorde et kort ophold på øen. Det var en hysterisk dyr tur. Continental misbruger sit monopol på ruten groft. Det er ikke mange rejsende, der kan sluge den pris, så der var ikke mange turister på Yap. Der stod vel max. 10 personer af pr. fly. Og de få turister, vi mødte, var alle enten ansat i flyselskaber og fik billetten gratis, eller brugte flybonuspoint. Vi mødte ingen ordinært betalende turister ud over os selv.

Men godt for os. Yap var et herligt sted. Og hvilken forskel fra Guam, som vi netop havde lagt bag os. Guam var et forfærdeligt Costa del Sol for japanere, taiwanesere og koreanere. Vores væsentligste minder fra Guam var, at Ib fi k sit livs ringeste T-bone steak og Lillian knækkede en tand på en kylling.

Skal man opleve det traditionelle Yap, foregår det til fods. Landsbyerne er forbundet gennem et netværk af stenstier, som er lagt igennem en tusind år lang periode. Stierne er ofte hævet op til en meter over jordoverfladen og er bygget af koral. Imponerende bygningsværker.

På dem kan man kun gå. Så det gjorde vi så. Men det var ikke nemt. Al jord på Yap er privatejet, og træder man ind på en eller andens jord, skal man bede om tilladelse. Det gælder også stenstierne - i hvert fald inde i landsbyerne. Ved indgangen til landsbyerne blev der for hundreder af år siden bygget stenplatforme med enkelte af stenene sat på højkant, beregnet til rygstøtte. Her kan fremmede hvile sig indtil en landsbyboer tilfældigvis kommer forbi, så man gennem ham kan søge høvdingens tilladelse til at vandre videre gennem landsbyen. Her på platformen blev der også holdt møder mellem landsbyerne, så man slap for at få fremmede ind i ens egen landsby. For travle folk som os, der ikke har tid til at vente i dagevis, findes der dog en smutvej. Man kan tage en gren i hånden og gå i gåsegang efter hinanden, som tegn på underdanighed og på, at man kommer i fredeligt ærinde. Desuden spørger man så om lov til at passere, hver gang man møder nogen. Den smutvej benyttede vi. På den måde fik vi faktisk vandret nogle dejlige og spændende ture på øen. På grund af al besværet vandrer Yapeserne ikke selv meget. Vi blev opfattet som rene opdagelsesrejsende, fordi vi kunne finde på gå ture på hele syv-otte km og dermed passere ikke mindre end tre-fire landsbyer. På en af turene havde vi en lokal med fra en af de landsbyer, vi ville besøge. Bagefter fortalte han, at han aldrig havde været kørt så træt før. Men så havde vi også gået syv km. Vi havde egentlig aftalt at vandre turen med den lokale ejer af vores hotel, men han fik pludselig meget travlt med noget andet, da turens kolossale længde gik op for ham..

I alle landsbyerne fandt vi et fælles mødehus (Pebai), hvor begge køn samledes og diskuterede fælles anliggender. De to køn sidder dog i hver sin ende af huset. Desuden har alle landsbyerne et hus for mændene - fallow. Tidligere havde kvinderne også et hus, hvor de skulle opholde sig, når de var »urenlige«. Men de blev ikke brugt mere på Yap Proper. Omkring alle disse huse er der igen store stenplatforme med hvilesten.

Hver gang vi kom ind midt i en landsby blev stien bredere. Typisk omkring fire meter bred. Det viste sig ikke at have noget med smidig afvikling af trafikken at gøre. Det var landsbyens danseplads. I begyndelsen lød det mærkeligt, at den langstrakte udvidelse af stien kunne være en danseplads, men vi fandt senere ud af, at Yap-dansene altid fremføres i lange lige rækker enten siddende eller stående. I landsbyen Kedai oplevede vi, hvordan dansepladsen blev brugt. Her overværede vi en traditionel stående rækkedans fremført af landsbyens unge piger og drenge i farvestrålende traditionel beklædning og med en masse energi. Hver landsby har sine egne danse, som udgør en betydende del af landsbyens identitet. Denne landsby havde to danse. For få år siden havde den tre. Men landsbyerne på Yap Proper er klassedelte. En højere rangerende landsby blev så glad for den ene af dansene, at de ville have den. Det kan en lavere rangerende landsby ikke sige nej til, men de fik som betaling nogle stenpenge.

Disse stenpenge var en afgørende del af kulturen på Yap Proper. Rundt om dansepladser, stenplatforme, fallows og pebaier eller bare langs stenstierne stod der kæmpemæssige stenpenge, sorte af alger og mos. For tusinder af år siden have guderne fortalt Yap-folket, at de skulle ro til øen Palau i flere ugers sejl-afstand mod sydvest for at hugge stenpenge af en særlig hvid calcitholdig klippe. Stenpengene, ofte meterhøje og helt runde med et hul i midten, blev transporteret tilbage i kanoerne eller på pramme bag kanoerne. Tyngden og vejret betød ofte, at halvdelen forliste undervejs og dermed yderligere øgede værdien af de stenpenge, der kom frem. Stenpenge bliver stadig brugt som betaling ved særlige lejligheder. Betaling med stenpenge for jord, varer eller tjenester medfører ikke fysisk flytning af stenene. De bliver stående, hvor de oprindeligt blev placeret, men alle på øen ved præcis, hvilke sten, der ejes af hvem. De landsbyer, der har flest sten, er rigest og har højere position end de andre.

Yap Tamol - Outer Islands

For at besøge Outer Islands måtte vi først besøge høvdinge over alle de ydre øer for at få tilladelse. Med den i hånden kunne vi gå til det lokale missionsselskab og bestille plads på deres lille nipersoners fl y, der betjente tre små airstrips rundt omkring på øerne. Vi tog med fl yet til øen Falalop i Ulithi, verdens fjerdestørste atol, der er flere hundrede kilometer i diameter. Atollen har fire beboede øer og en lang række ubeboede. Revet yder en imponerende beskyttelse mod det vældige Stillehav, så i lagunen er havet oftest rimeligt roligt. Af samme grund var området under 2. verdenskrig fyldt med først japanske skibe og bagefter amerikanske. På et tidspunkt havde amerikanerne mere end 400 skibe liggende i lagunen. Der er masser af rester fra krigen overalt på øen.

Høvdingen over de ydre øer havde over kortbølgeradioen informeret høvdingen på Mogmog om, at vi kom. Så på Falalop stod Wakin fra Mogmog og ventede på os. En stor mand med en dejlig humor. Han sejlede os over lagunen til Mogmog, og vi blev snart indkvarteret hos ham og hans familie. Først måtte Ib dog lige i audiens hos øens ældste og øens høvding for at blive godkendt. Wakins hus var et lille træhus med bliktag og et halvtag foran. Vi fik huset og den eneste madras. Familien sov så uden for under halvtaget. Alle på øen sover ellers på en flettet kokosmåtte direkte på gulvet. Møbler er der ingen af i huset. Et bord og nogle bænke udenfor under halvtaget er alt. Ildstedet havde sit eget lille halvtag. Under dette halvtag, lige ved siden af bålet, lå en sodsvedet høne på æg. På trods af røg og varme nægtede hun at fl ytte sig. Toilettet var buskadset uden for landsbyen.

Øen er vel to km i længden og en km i bredden og har ca. 200 beboere. Sam, der boede i den ene ende af landsbyen, havde ikke været nede i den anden ende af landsbyen de sidste 10 år. Der var for langt. Han gik kun fra sit hus ned til mændenes hus midt i landsbyen og tilbage. Kvindernes eneste beklædning er lavalava’en, sarongen. Den må først bæres af de unge piger, når de får deres første menstruation. Indtil da er den traditionelle beklædning et bastskørt. Anden beklædning var det ikke tilladt kvinderne at bære. Det gjaldt også Lillian. Den meget begrænsede beklædning betød nu ikke, at kvinderne ikke var ærbare. Det var absolut forbudt at vise lår. For Lillian tog det lidt tid at vænne sig til sætte sig og at rejse sig igen, uden at nogen mænd kunne få det allermindste af lårene at se. Hvis den smuttede, skulle de andre kvinder nok straks gøre hende opmærksom på det.

Lavalava’en har stor betydning i det lille samfund. Den bruges som betalingsmiddel og som gave ved bryllupper, begravelser og ved andre betydningsfulde begivenheder. Mændenes beklædning er et langt stykke stof, som svøbes om lænden på en indviklet måde. Det lykkedes ikke Ib at finde ud af den teknik, så han beholdt sine shorts. Maden bestod mest af yams, taro (begge melede rodknolde) eller ris sammen med stegte bananer eller fisk.

Morgen, middag og aften. Fisken blev fanget hver dag. Ib blev fuldstændig grebet af det, for der var stort set altid bid. Lagunen var stinkende fuld af fisk. Det var dels linefiskeri med en langline med to kroge med flue, der trækkes efter båden, og dels bundfiskeri, hvor en line med synk og madding smides i vandet og hives op igen med de bare hænder. Bundfiskeriet er hårdt, fordi båden ligger stille og solen bager. Langlinefiskeriet er mere behageligt og giver større fisk. Men den måde kan de ikke fiske på med deres traditionelle udliggerkanoer. Det kræver glasfiberbåd og motor. Og her er problemet så, at de ingen penge har til benzin. Så der var fuld support, da Ib tilbød at betale nogle ordentlige dunke benzin fra Falalop. Der blev langlinefisket en del den uge. Lillian hjalp ikke det mindste. Kvinder må nemlig ikke fiske.

Mogmog ejer nogle af de andre små øer i atollen. De har tidligere været beboet, men alle er nu flyttet til Mogmog. På en af de andre øer drev de stadig en de havebrug. En gang om ugen sejlede de over og passede haverne. Vi tog med dem derover. Hovedformålet den uge var at finde kokosnøddekrabber. Kæmpestore krabber, ca. 40 cm lange, der lever oppe i træerne eller i gange i jorden under de nedfaldne kokosnødder. Det var hårdt arbejde at fange dem. For at finde krabben stikker de et jernspyd ned i jorden, indtil de rammer en krabbe. Ofte skal jernspyddet stikkes i jorden hundreder af gange, før der er bid. Det lykkedes dog, så vi fik en formidabel frokost. De krabber, der ikke blev spist med det samme, blev bragt med tilbage til Mogmog og hængt levende op i et træ indtil de skulle tilberedes næste aften. Et absurd, levende krabbetræ.

Øboerne er godt tilfredse med deres liv. Sam, som havde arbejdet i USA, holdt så meget af øen, fordi her er plads til alle. På Mogmog går ingen til grunde. Der er ingen penge, men der er altid mad nok - selv til de svageste. Og der er altid en hjælpende hånd parat. Alt, hvad øboerne ejer, er fremstillet af materialer fra øen eller af rester fra krigen. Den eneste undtagelse er de få glasfi berbåde og deres motorer. De køber lidt kaffe, sukker og ris udefra. Men de sparer på det. Der ryger kun spidsen af en teske kaffepulver ned i et stort glad vand. Det kan dårligt nok farve vandet. Herudover køber de bomuldstråd til lavalava’erne og benzin til bådene. De fl este penge skaffer de ved at sælge copra og krabber.

Ved tusmørketid forsvandt mændene, inklusiv Ib, ned til mændenes hus for at diskutere vigtige ting. Under drøftelserne forsvandt der temmelig meget kokospalmevin - tuba. Tuba var en uudtømmelig ressource. De skar et snit i bladstænglerne på kokospalmen og hang en udhulet kokosnød op under snittene. Allerede samme aften var der masser af saft. Og den var allerede gæret nok til at gøre det svært at snakke rent. Og så spiste man shashimi til. Rå friskfanget fisk skåret i tynde skiver og marineret nogle timer i en lage af lime og krydderier. Hvad kan man snart forvente sig mere af tilværelsen. Kvinderne måtte hverken deltage i møderne eller drikke i det hele taget. Men de skulle jo også forberede middagen.

Det var helt sørgeligt, da Wakin sejledes os tilbage til Falalop. Det var blæst lidt op, men havet inden for revet var alligevel roligt i turkise, dybtblå farver og med regnbuer i sprøjtet fra båden. Først da vi passerede åbningen i revet, blev bølgerne voldsomme. Så alt var alligevel gennemblødt, da vi igen steg om bord i det lille fl y for at flyve videre ud i Outer Islands.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside