"Bare blid buddhisme: Myanmar"

Bare blid buddhisme

Indtryk fra en rejse til Myanmar, hvor livet
tilsyneladende er lidet præget af militærdiktaturet

Henrik Døcker

Den skal du give din veninde, sagde Esther. Ordene kom med en pludselighed, som overvældede os allesammen.

Vi - en håndfuld "grænseoverskridende" danskere på seks - var ude at sejle på Inlesøen i Myanmar, og det var da vores båd kom så tæt på en stedlig fiskers smalle kanolignende fartøj, at min ledsagerske ville foretage sig ét eller andet, nej mere end det: markere sin begejstring, overfor fiskeren, som stod i bagenden af sin båden og roede frem med blot én åre.

Normal kano, Lake Inle, Burma. I baggrunden ses flydende nyttehaver.

Fiskeren gloede uforstående ud i luften. Det var nemlig en læbestift, den gode Esther spontant overrakte manden.

Hun var så betaget af sceneriet: Den smukke sø, de slanke både, den ranke skikkelse, roen! Hvis han nu havde en veninde eller kone, vidste hun så hvad læbestift var for noget? Ja, godt nok var vi "langt ude på landet" dér i Myanmar, men jeg skal hilse og sige, at læbestift, det var selv meget små piger fuldt fortrolige med i det land. Nok er landet isoleret politisk set, men det er ikke det samme som efterblevent. Makeup, det véd man, hvad er!

Når jeg skriver grænseoverskridende, så er det altså fordi jeg - med samt fem venner - havde tilladt os at tilsidesætte den respektable kvindelige nobelpristager Aung San Suu Kyis kraftige henstilling til omverdenen om ikke at komme til landet som turister. Hun foretrækker at betegne sit land som Burma - det vender jeg tilbage til. Lige som visse fremtrædende medlemmer af hendes eget Nationale Demokratiske Parti (NDL) er vi seks nemlig af den opfattelse, at diktaturer ikke svækkes nævneværdigt af manglende turisttilstrømning.

Det er altsammen en større diskussion, som ikke skal føres i detaljen her. Personlig synes jeg, at 1) hver eneste borger i verden må havde frihed til selv at bestemme hvor man vil rejse hen (akkurat som det er en menneskeret at forlade ethvert land, incl. ens eget), 2) indbyggerne i diktaturstater risikerer en voldsom isolation, hvis de i årevis afskæres fra at møde mennesker fra andre lande. De kan nemlig som hovedregel heller ikke selv rejse ud af deres lande, fordi pas er uopnåeligt eller rædsomt dyrt!

Det kan tilføjes, at der findes langt blodigere regimer end det myanmarske militærdiktatur, som f.eks. danskere besøger i stort tal (tænk på Kina!). Jeg synes endvidere, at man 3) skal respektere, at et land skifter navn, selv om man ikke synes om styret. Det er sentimentalt at fastholde navnet Burma, når FN benævner det Myanmar. (Jævnfør navneskift som KambodjaKampucheaKambodja eller CongoZaireCongo).

Siden Myanmar (som det altså officielt har heddet siden 1989) blev selvstændigt i 1947 har det kun oplevet en kortere periode med noget, der kunne minde om demokrati. Aung San Suu Kyis far Aung San blev myrdet kort efter selvstændigheden. Militæret tog magten i 1958, og endnu et militærkup bragte i 1990 den nuværende militærjunta til magten. Det i 1960 introducerede socialistiske samfundssystem blev blødt op ved diverse forordninger i 1990'erne, og således nød vi seks danskere da også godt af at rejse rundt med et privat myanmarsk rejsebureau, som sikkert og velorganiseret bragte os hen til seks forskellige steder i det smukke og frodige land. Vi benyttede på skift fly, bus og båd.

Barfodsturisternes prøvelser

Buddhismen gennemsyrer om noget det vældige land - 678.500 kvadratkilometer med tæt ved 50 mio. indbyggere. De smukke ofte forgyldte pagoder med små og store, liggende og stående, maskuline og feminine Buddha'er, de mange stupaer, altså kuplede massive helligdomme med de karakteristiske 'paraplytoppe' - alt dette tegner så at sige Myanmar.

Jeg må ramme en pæl gennem de beretninger, som giver indtryk af at hovedstaden Yangon (tidl. Rangoon) som forfalden, et slags pust fra en svunden halvkolonial verden med få vældig gammeldags hoteller! Nej, der er tale om en storby (med anslået ca. fire mio. indbyggere), fuld af mennesker, liv og handel, visse steder med seks kørebaner og en bilpark, som nok er noget bedaget, men ingenlunde ueffen. Der er nok af luksushoteller til at tilfredsstille også kræsne turister. Skal jeg være helt ærlig, er maden er ikke det helt store sus, men måske eksperimenterede jeg ikke nok. Ude på gaderne myldrer det med mennesker, hvoraf ikke få spiser på de mange interimistisk indrettede gadekøkkener, hvor man sidder på bittesmå stole på fortovet og får hældt direkte op på en bliktallerken.

Spisetid i Yangon: Kæmpestore, levende fluelarver!

Men min første iagttagelse af noget, der i dette land er rigtig anderledes, er thanaka. Der er tale om en slags salve, som især unge kvinder smører i ansigtet. Den er fremstillet af bark, som er rørt ud i vand og er hvidgullig. Det pryder mangen en kind i dagens Myanmar, og såmænd også mange børn og ældre kvinder går med det. Det angives at være en blanding af en sundhedscrème og en slags makeup!

Den første pagode jeg og mine fem danske rejsekammerater støder på indeholder en vældig krabat af en liggende Buddha på ikke mindre end 55 meter! Den er installeret i Shwethalyangpagoden. Vi får vores debut som barfodsturister - alle de hellige steder kan kun besøges uden fodtøj - enkelte steder kan en svag vesterlandsk sjæl få en kørestol stillet til rådighed! Apropos dette her med fødderne, så havde den store Buddhafigur hele den buddhistiske kalender afsat under sine fodsåler! Ha!

Swedagon indefra.

Endnu et par pagoder, Botataung og Shwedagon, fordybede vi os i. Sidstnævnte er et helt stort og meget imponerende kompleks, som ligger midt i byen. Man kan med rette kalde den Yangons vartegn, som er så stort, at det synes klart fra luften. Det er placeret på en høj, og man vandrer - som til andre helligdomme - ad lange overdækkede trapper for at komme derop. På bare fødder forstås!

Ved en række små templer er folk optaget af at anbringe offergaver. Hver dag i ugen har sin minipagode, og myanmarerne spredes til forskellige af dem, alt afhængig af på hvilken ugedag man er født. Nogle af dem er ved at blive bygget om. Vor nydelige og velorienterede, myanmarske guide, fortæller os, at militærstyret har mange ideer om hvordan templerne må følge med tiden, og hvordan styret ikke sparer på skillingerne, når det gælder vedligeholdelse af de mange buddhistiske bygningsværker, store som små.

De smukke myanmarinder slår ikke blikket ned og giver sig gerne i snak. Jeg "konverserer" en 19årige postkortsælgerske, som hurtigt betror mig, at hendes mormor stammer fra Indien. Vist så, den gamle Burma, som briterne kaldte landet, var jo i en lang periode styret fra Delhi, og en hel del indere fandt beskæftigelse i denne del af det britiske kolonirige, i forne tider kaldet Bagindien. Briterne havde det i det hele taget med at flytte lidt rundt på sine kolonifolk, og ikke mindst inderne drog udenlands - f.eks. til Østafrika, hvor de viste sig langt mere hårdføre (og dermed skikkede jernbaneanlægsarbejdere) end de sorte afrikanere.

Malerisk, men koldt sømiljø

De første indtryk af danserindernes ynde og dansens genspejling i marionetdukkernes bevægelser fik vi ved en forestilling i vort hotels lidt gammeldags teatersal, som samtidig tjente som restaurant. Efter denne stemningsfulde optakt gik det pr. fly til den tore - allerede nævnte - Inlesø i det centrale Myanmar, nærmere betegnet delstaten Shan.

Og hvilket liv udfoldede der sig ikke dér! I århundeder har folk boet i pælehuse her, og også vi fremmede blev installeret ude i vandet i nogle små pavilloner. Der var blot den hage ved det, at husene var hundekolde om aftenen og iskolde om natten! Jeg tror temperaturen faldt til under fem grader, så det var bare med at dynge tæppe på tæppe for at holde varmen. Det var lidt svært at få aftenen til at gå under disse omstændigheder. På andendagen fik vi i det mindste udleveret varmedunke!

Så var det ellers med at få udforsket sømiljøet! På indtil flere sejlture i slanke kajaklignende motorbåde erfarede vi, at der rørte sig et endog særdeles livligt folkeliv i byer og markeder på og ved søen. Der var også etableret mindre gartneridrift ved hjælp af vandhyacinter ude på søen, der var plantet blomster og ganske mange tomater! Vi besøgte små vævestuer og et værksted for håndrullede cigarer.

Have a cigar? Munk fra Mandalay.

Vi kiggede inden for i et kloster (og det blev ikke det sidste på turen). Det er morsomt at tænke på, at man sådan bare kan vade ind i et kloster, som om det var et museum - helt modsat i katolske lande i Europa - og så i øvrigt opleve en atmosfære, der er præget af yderste afslapning! I et kloster "holdt" dens håndfuld munke således katte! Og kattene havde lært at springe gennem ringe og lave andre små artistiske numre til moro for munkene og deres relativt få besøgende. Tja, tiden skal gå med noget!

Vores myanmarske guide bar det usædvanlige navn Erik! "Nå, men det er vel bare noget du hedder til ære for os", sagde jeg skeptisk. Zaw Moe Than som han også hed, så indigneret på mig. "Nej, jeg var en overgang fascineret af tysk og skandinavisk litteratur og blev indtaget i dette navn, derfor skal det også staves med "k" ", sagde Erik med eftertryk. Han var som oftest i vestligt tøj, men skiftede dog ikke sjældent til longyi, den sarong lignende "nederdel", som er traditionel mandsdragt i landet - det var når vi var på visse hellige steder. Han fungerede i øvrigt som vor upåklagelige vekselbank under hele turen.

Erik drømte (naturligvis) om at rejse til fjerne riger udenfor Myanmar, men det lader sig foreløbig ikke gøre. Det er ikke til at få pas. "Kun forretningsfolk får det", forklarede han. Man kan tilføje, at det også for myanmarerne ligger tungt med at få indrejsevisum til en del lande på grund af de internationale sanktioner mod landet. Fra en lille by ved Inlesøen ville Erik have os ud på en trekkingtur, som forudsatte noget med at stå op kl. 4 morgen. Ikke siden min soldatertid for 45 år siden har jeg dog været fristet af større fysiske udfoldelser, endsige ønsket om at plage mig selv med stå tidligt op, hvis jeg kunne undgå det.

Vi fløj til den sagnomspundne Mandalay, landets tidligere hovedstad, som Rudyard Kipling skrev så henført om... nå nej, rent faktisk skrev han kun om den vej til Mandalay, idet han aldrig nåede frem. Den smukke by ved Ayeyarwadyfloden, som dog ikke er særlig gammel, blot fra 1857 stammer den. Gaderne er snorlige, anlagt af briterne og har i øvrigt numre akkurat som i USA! Det første bemærkelsesværdige indtryk, der møder os er en lang række kvinder og unge piger i lyserøde dragter og med en mærkelig håndklædelignende genstand på hovedet. De er skaldede akkurat som munkene.Det viser sig at være nonner! Disse er dog under alle omstændigheder midlertidige.

Med munkene stiller det sig noget anderledes. Vi besøgte en skole, hvor det viste sig, at nogle af drengene var i munkeordensdragt. Det undrede os, eftersom vi troede, at novicer såvel som munke udelukkende hørte til på et kloster. Det viste sig, at der er flere slags munke, nogle af dem er af deres forældre blevet udset til denne tilværelse, men må godt gå i skole udenfor. De forbliver for det meste i munkeordenen. Andre munke er det i kortere perioder. Vores egen guide Erik havde været kortvarigt munk et par gange - det kan vel nærmest kaldes en form for religiøs værnepligt.

Munk i bøn, Sule Paya, Yangon.

Mandalay parat til at modtage store turistskarer (men de er der ikke endnu)

I Mandalay gjaldt det først et såkaldt paladskloster, der var flyttet ud af det oprindelige kongeslot. Det gyldne kloster, som enhver i dag kan besigtige i en usædvanlig opsætning uden for det palads, som for længst er tilintetgjort, udmærkede sig ved mange pragtfulde udskæringer. En del steder var guldet dog skallet af - faktisk var der ikke særlig meget tilbage af det. Herefter satte vi kursen mod Mandalay Hill, byens centrale seværdighed med to store imponerende løvefigurer ved sin portal. På toppen af dette mindre bjerg befandt sig endnu en pagode med mange flotte spejle. Den er blot en halv snes år gammel, opført af det Buddhatro militærstyre, efter at briterne skød det gamle i sænk, da de jog japanerne ud i 2. verdenskrig. Man kunne have kørt helt derop i vores kleinbus, men det var mere spændende at gå op og noget af vejen lade sig transportere med rullende trappe! Vi dvælede dér et stykke tid, havde skøn udsigt til andre pagoder i landskabet og fangede til sidst solnedgangen i vore linser.

På andendagen i Mandalay gik turen til den tidl. hovedstad Amarapura, 11 km mod syd. Den store oplevelse her var i klosteret Mohagandhayon Kyong, et vidtstrakt område med mange små og større bygninger, at overvære bespisningen af ikke færre end 1000 munke - i alle aldre. I lange rækker bevægede de sig forbi store gryder og modtog maden i deres særlige sorte madbokse. Vi fik oplyst, at den glade giver den dag var landets landbrugsminister - én af de få i regeringen, som ikke er officer.

Sidenhen blev vi afhentet af jumper, der hver især havde plads til to passagerer. Vejen var hullet, og souvenirsælgerne meget pågående, omend med store uimodståelige smil. En køn ung pige forfulgte os endog på cykel og havde til sidst held til at få afsat en lille klokke. Ellers gjaldt det klosteret Bagaya Kyang, der var teaktræ, og et gammelt klokketårn, vi klatrede op i. Heroppe havde en maler plantet sig; hos ham købte jeg en lille stemningsfuld akvarel med en vandokse på.

Under slentreture i byen registrerede vi, at ganske mange kinesere havde slået sig ned i den. De dominerer visse kvarterer og er ikke alt for populære. Men de er driftige handelsfolk. Jernbanestationen er moderne og imponerende, ligesom den nye, internationale lufthavn. Den er bygget med kinesisk støtte. Tilsyneladende har Mandalay forberedt sig på et internationalt turist-rykind den dag, juntaen er sat fra bestillingen. I dag er der kun én udenlandske flyforbindelse her - til Thailand.

Vi havde allerede sejlet flere gange på Ayeryarwadyfloden, og på tredjedagen var det med Mingun Payatemplet som mål. Akkurat som musikelskere kan fascineres af Schuberts Ufuldendte (symfoni), som dog er lang nok til at blive opført, så kan buddhister henrives af dette tempel, som aldrig blev færdigbygget.

Det skulle have været om ikke verdens, så Myanmars største, og man byggede på det i knap 30 år, 17901819. Midlerne tilsyneladende op, da det blot var to tredjedele færdigt, og i 1838 ramte et jordskælv kolossen (en 50 meters høj, i dag beklædt med forskellige vegetation). Tæt ved befandt sig en gigantisk messingklokke, Mingunklokken, der er fire meter høj og vejer 90 tons. Man kan endog kravle ind i den og høre klangen på en ganske anden måde når nogen slår på den udefra.

Den sande Buddhalærdom spredt på 730 ministupaer

Mahamunipagoden stammer fra 1784 og huser Myanmars helligste og mest tilbedte Buddhafigur, der er fire meter høj. Den er installeret i et forholdsvis smalt aflukke i en bygning, hvor rettroende buddhister bestandig er optaget af at klæbe små blade af guld på den. Den oprindelige bronzestatue fremstår derfor med megen glans.

Hvert guldblad står myanmareren i syv kr. - et betragteligt beløb for en jævn mand. Kulten omkring denne statue, der med tiden er blev 15 cm tykkere på grund af alt det tilplastrede guld, tilsiger, at den hver morgen kl. 4 bliver vasket og tænderne børstet (sic!) Omkring statuen har sandsigere taget plads, og en strøm af handlende nyder godt af de mange besøgende. Et nyt spir til pagoden ventede på at blive sat op - der manglede lige nogle juveler til at pryde dens top.

Som om denne kontinuerligt forgyldte Buddha, tilbedt og plejet som var det et levende væsen, ikke var nok: Ved Kuthodawpagoden, også kaldet Maha Lawka Marazein Paya, ligger der ikke færre end 730 miniaturestupaer på vel halvanden meters højde, så man tror sig hensat til et udendørs supermarked med salg af disse - sådan til hjemmebrug i villahaven!

Til marked i Kalaw, nordvestlige Myanmar

Men nej! Den burmesiske konge Mindon indkaldte i 1857 2400 munke for at få fastsat hvad den rette buddhistiske lære gik ud på - akkurat som paven undertiden indkalder konciler og derefter udsteder en encyklika, og herefter opførte man de mange små stupaer, hver med en ikke ringe bid af Buddhas lære nedfældet på marmortavler som en fortsat beretning. Triptika'en kaldes det hele lagt sammen, en umådelig langstrakt historie, som det angiveligt ville tage en person 450 dage at læse. Da hele herligheden i år 1900 blev overført til papir fyldte det 38 bind på hver 400 sider! De er skrevet på det gamle indiske sprog pali, der i denne del af verden indtager en position, som kan sammenlignes med latin i middelalderen.

Det er da hyggeligt også at skulle ud på en længere sejltur på en sådan eksotisk rejse, men vores bådfærd fra Mandalay til rundturens sidste nye by Bagan, nødvendiggjorde desværre vækning kl. 4 morgen! Og det var vel at mærke den eneste "fornuftige" måde at forbinde de to byer på, fik vi at vide. Afgangen var kl. 6, og turen ville angivelig tage ni timer.

Vi balancerede ud ad lejderen til skibet og indtog vores forudbestilte pladser, magelige og moderne, så vi kunne sagtens tage en lille lur for at indhente den tabte nattesøvn. Kufferterne stuvedes ved siden af sæderne.

Indimellem kunne man gå ud på dækket og lade sig bage af den stærke sol. Der var ikke meget sindsoprivende eller blot medrivende at skue langs bredderne - der var fladt og ofte bart, ørkenagtigt. Ganske enkelte steder lagde skibet - et noget gammeldags passagerskib af de mindre - til ved små "handelsstationer". Folk derfra vadede helt ud i vandet med bananer og anden frugt for at sælge til os. "Spisesalonen" var et par borde ved en primitiv bar. Nå, vi fik stillet sulten og skyllet føden ned med den altid god Myanmar øl i de for Asien karakteristiske halvliters flasker. Turen tog forresten tæt ved 11 timer, angivelig fordi floden på denne årstid er meget lavvandet, og noget af mandskabet måtte måle vanddybden og hele tiden "dirigere" kaptajnen, så vi ikke stødte på grund. Det var dog ikke noget, vor guide Erik gik særlig op i - tiden er et mere luftigt begreb udenfor Europa, USA og Japan!

Om aftenen bænkedes vi på en udendørs restaurant forsynet med friluftsscene. Så gik det løs med marionetteater til den store guldmedalje. Og indimellem - akkurat som i Yangon - dukkede der rigtige danserinder op på scenen, alt sammen ledsaget af en uhyre monoton musik, som man skal været asiat for at kunne nyde. Rigtige

Teplukkerske fra Kalaws højland..

tryllekunstnere og akrobater diverterede også. Vi var indlogeret i et slags feriecenter i bungalower med fire store værelser i hver. Der var både udendørs og indendørs servering og udsigt til en lille sø og bjerge. Panoramaet var der som flere andre overnatningssteder kun godt at sige om - det var smukt og romantisk.

Bagan er uhyre rigt på stupaer. I 250 år, fra 1044 til 1287, byggede man helligdomme på livet løs og omkr. år 1500 var man nået op på 10.000 af dem! I dag er der ca. 2000 tilbage, hvoraf nogle i form af ruiner.

Dem besøgte vi så et meget lille udsnit af og klatrede sågar op på et par stykker, selv om det var ganske varmt. Trinene er høje og trapperne temmelig smalle. Men hvad gør man ikke for at få den rigtige oplevelse? Og solnedgang kunne man også her nyde - og forevige! Men disse små "kravlerier" var for intet at regne sammenlignet med en "tapper, lille skare" (fire af os), som på de sædvanlige bare fødder vandrede op ad 727 trappe trin til en lille buddhistisk helligdom på Popabjerget.

Det var solskin, skal jeg hilse at sige, og småsten var "ingen hindring" for vor formiddags pilgrimsfærd, der indimellem forstyrredes af nysgerrige bavianer, som sprang rundt på de mange trappeafsnit, vi måtte forcere! Dog var det meste af trappearealet overdækket.

En halv times tid tog vor lille udflugt, men udsigten fra det 700 meter høje bjerg var værd at tage med.

Swesandaw Paya, Bagan..

Megen fattigdom udenfor turiststrøgene

Bagan ligger i et vulkansk område, dvs. vulkanerne er for længst holdt op med at spy ild. Det huser også en lille bygning med udstilling af skytsånderne, kaldet nats, en samling figurer i legemsstørrelse, der er vidt forskellige, men mere eller mindre symboliserer noget: Den store, den lille, den uheldige forretningsmand, den smukke kvinde osv. alle i farverigt tøj.Vi kiggede senere ind i en pagode med to Buddha'er, som var placeret i et snævert rum; det skulle symbolisere en konge af mon-folket, der blev holdt fanget her på lag engang i det 11. årh. Buddhaerne så vrede ud, hvilket skulle udtrykke, at kongen var forhadt.

Vi passerede en hytte, hvor en okse holdt middagshvil. Den kom imidlertid på benene for til ære for os at trække trække et spil, som skaffede vand op af en brønd. En indfødt klatrede op i en palme for at vise hvordan man presser saft ud af barken.

Vi så også lakværksteder og udskæring af guld i blade. Kraftige halvnøgne mænd arbejdede så sveden sprang i de små værksteder. Nogle af os modstod ikke fristelsen til at købe lakæsker og andre souvenirs. Under alle omstændigheder var vi imponerede over de smukke sager, de fremstillede.

Tilbage i Yangon besøgte jeg Myanmarkontoret for UNICEF, FN's Børnefond, som havde til huse på et centralt beliggende hotel. Vel modtaget af chefen for kommunikation og information, amerikaneren Peter F. Chen (som af udseende godt kunne gå for at være myanmarer) blev jeg overtydet om, at der eksisterer betydelig fattigdom i landet, som lider under, at mange lande ikke vil give støtte til projekter i Myanmar på grund af militærjuntaen. End ikke til multilaterale børne eller sundhedsprojekter.

Det betyder, at uforholdsmæssigt mange børn dør inden treårs alderen af simple børnesygdomnme. I sammenligning med andre asiatiske ulande er Myanmar umådelig ringe stillet. Men man skal ud i yderdistrikterne, til de mange folkeslag, som lever uden om burmanerne (betegnelse for den folkegruppe, som gav landet dets gamle navn, idet burmeser tidligere angav statsborgerskabet) for rigtig at opleve hvor skralt det står til. Og lige dértil kan almindelige turister ikke få lov til at rejse. UNICEF har imidlertid gjort en indsats for at fremme sundheden ved at sørge for at maden bliver mere jodholdig.

De sidste fire dage tilbragte vi på et pragtfuldt strandområde, kaldet Ngapali. Vi fløj dertil, blev i den lille lufthavn hentet af en ældre bus og indlogeret i et dejligt feriehotel spredt over diverse småhuse og udbygninger med smagfuldt indrettede rum. Mit værelse havde en pragtfuld stor veranda med direkte adgang ned til den brede og bløde sandstrand. Vi dasede de følgende dage, fandt små restauranter uden for vort domicil, ventede tålmodigt på retterne og blev opvartet med udsøgt høflighed og mange smil.

En dag lejede vi en båd for at fordrive formiddagen med at sejle rundt og kigge på det stedlige fiskeri. Vi fire, som stod til søs, lagde til forskellige steder, svømmede lidt rundt og nød for én gangs skyld noget sceneri, som ikke havde noget med Buddha at gøre. Om vi i øvrigt fandt ud af hvad buddhismen er for noget? Tja... Jeg har hørt den sande buddhist beskrevet som en person, der hverken frygter eller håber noget som helst...

( Fotos: CQJ)

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside