"Iraq i verdens skruestik"

Iraq i verdens "skruestik"

Henrik Døcker

Få bygninger tiltrækker menigmands eje i Bagdads uendelighed af anonyme grålige huse. Harun al-Rachid-gaden, opkaldt efter 900-tallets magtfulde mesopotamiske hersker er bare lang og nærmest kedelig. Og dog - udover moskeerne registrerer man en række moderne skyskraberhoteller og så Saddam Husseins paladser (foruden hans kontrafej på utallige vægmalerier mv.). Paladserne er der for en sikkerheds skyld forbud mod at fotografere. Men for de få, der er sluppet inden for de høje, ofte imponerende, porte til regeringsinstitutioner eller magtherrernes privatresidenser, åbner sig nye mondæne verdener. Her er intet af storbyens vanlige snavs, murbrokker, affald.... Der er ikke meget politi på gaderne, man mindes ikke visuelt om at dette er et blodigt undertrykkende diktatur. Men Iraks særstatus i det internationale samkvem er åbenbar: al international flytrafik til og fra dette land er afbrudt på tiende år. Ergo har jeg som alle andre udlændinge måttet køre gennem den jordansk-syriske ørken for pr. bil at nå landets over tusinde år gamle hovedstad. 12 timer Amman-Bagdad.

En diplomat af reneste vand
Porten til hovedsædet for FNs Udviklingsprogram (UNDP) i Bagdad er godt bevogtet af bevæbnede soldater uden for og dernæst befolket af to-tre årvågne portnere. Som gæst hos UNDP-residenten, franskmanden Francis Dubois, er man i rimeligt sikre hender. Den sirlige midaldrende mand, der ligner en mellemting mellem Tin Tin-tegneseriens M. Dupont og tv-krimiens Hercule Poirot, har udviklet sit hovedkvarter til hvad han kalder et center for viden og ressourcer. ”Kom endelig indenfor”, siger Dubois elskværdigt til en tilrejsende dansk delegation. ”Nej, forresten, lad os sætte os udenfor”, retter han straks sig selv. Og minsandten: midt i storbyen mellem bygninger i forskellig højde og facon er indrettet den mest nysselige lille plæne, hvorpå hurtigt opstilles stole i halvcirkel. Tre-fire midaldrende herrer i pæne jakkesæt har diskret taget opstilling foran og bag os. ”Forholdene tilsiger årvågenhed og diskretion”, fortsætter Dubois, ”Irak er som en urolig patient...det er befolkningen, der lider på grund af udlandets sanktioner”. (En patient akkurat som den storrygende nordmand, der anlagde sag mod et tobaksfirma, som angivelig ikke havde advaret ham nok mod kræftrisikoen ved at ryge, tænkte jeg. Irak har jo selv bragt sig i patientens rolle takket være Saddam Hussein).

UNDP-centret har forlods lovet os kager i lange baner til pauserne indimellem orienteringer om de mere end syv plager, som dag ud og dag ind regner ned over irakerne, fordi deres magtherre fortsætter sin hemmelige atomare og kemiske oprustning og tilvirkning af masseødelæggelsesvåben. Og her skuffes vi ikke. Dubois har indrettet det hyggeligste lille patisserie mellem kontorerne, hvor tre irakere har godt fast arbejde med at betjene FN-personalet. ”Og så må vi ikke glemme, at verdens første skrift kom til verden heromkring for ca. 5000 år siden... i denne smukke by, som vi aldrig kan blive træt af at frydes over se blot op mod den blå himmel”, fortsætter den slebne diplomat samtidig med at han formaner os til at neddæmpe vores politisk prægede nysgerrighed. Om aftenen går vi på galleri. ”Jeg er på galleri tre gange om ugen”, fortsætter Dubois.

Han såvel som vi velorienterede vesterlændinge kan i det stille sind fundere over hvor mange irakere, der mon nogensinde har hørt om Halabja? Dér hvor 5000 irakiske kurdere i 1988 blev dræbt ved et kemisk angreb af Saddam Husseins styrker. Den yndige unge irakiske kvinde, der nogle timer før havde vist os rundt i et kælderområde i en anden af Bagdads kvarterer havde næppe hørt om denne by i det østlige Irak. Med skarp censur og aviser A la ”Pravda” i kommunismens tid er man afskåret fra kontroversielle nyheder. Kvinden var guide i det museum, der er indrettet i et tidligere beskyttelsesrum, hvor omkring 400 mennesker havde søgt tilflugt under Golfkrigen i januar 1991. Rummet ramtes af en amerikansk brandbombe, og alle, deriblandt mange børn, omkom i flammerne. Væggene i de halvmørke rum bærer tavler med fotos af mange af ofrene. Al menneskelig medfølelse må gribe én, men lidelserne var ikke overgået dem, hvis ikke Saddam i sin tankeløse kynisme havde foretaget sit tigerspring mod Kuwait. Den irakiske befolkning er forståeligt nok udelukkende grebet af had til amerikanerne. Heldigvis går det ikke ud over andre fra Vesten og vi danskere mødte kun den yderste venlighed overalt hvor vi kom frem.

”Og Gud Herren bød Abraham at bryde op fra...” M. Dubois læser op fra en bog, hvis omslag af nogle af ”tilhørerne” bliver forvekslet med en guidebog.” Nej, det er såmænd Biblen”, forklarer den venlige og alsidige, flydende arabisk talende franskmand, som også er vores rejseleder under en tur til Ur i Kaldæa, en af de betydningsfulde byer i Babyloniens oldtid. Der er rekonstrueret i strid med alle arkæologiske principper, og således ser vi nøgne mure i mandshøjde i hvad der angiveligt var Abrahams hus for måske 3000 år siden! Inden vi forlader udgravningerne og rekonstruktionerne byder M. Dubois på øl midt i Urs middagshede. Stående spekulerer vi på hvad storbonden Abrahams frokost mon bestod af? Vi spiser sandwiches!

Gruopvækkende vanskabninger - hvis er skylden?
Vel fremme i Basra, Iraks sydlige havneby, blot et par hundrede km fra grænsen til det lille for irakerne så irriterende olie-emirat Kuwait, der var tiltænkt en skæbne som Iraks 19.provins, tager vi en sejltur ud i Shatt-al-Arab, det store delta, hvor floderne Eufrat og Tigris flyder sammen noget før udløbet i Den Persiske Havbugt (”Golfen”): der er godt fyldt op med skibsvrag dvs. fartøjer, der fik deres bekomst i Golfkrigen ti år tilbage og ikke er bjergede eller ophugget. Vi går i land igen, og den altid opmærksomme Dubois spørger om danskerne mon savner noget øl til deres middagsmad? ”Vi må selv have øl med på restauranten”, forsikrer han. ”Det kniber med ordentlig øl her under sanktionerne”.

Det er da altid rart at vide, at Saddam ikke som de fanatiske mullaher i nabolandet Iran stikker en kæp i hjulet på udlændinges naturlige tørst.Vi opsøger en upåfaldende ”forretning” i en sidegade og sender en stafet af sted. Han kommer grinende tilbage med favnen fuld af øl. ”Der var godt nok mørkt derinde, men der sad fire mand og drak i mørket”, beretter han. Hvorfor får vi ikke rigtig at vide.Men det har vist ikke noget med religiøst snerperi at gøre - snarere at de ikke ville dele deres ølbeholdning med alt for mange.

Langt alvorligere sager ligger os imidlertid på sinde: Vi tager dagen efter til et børnehospital, som bl.a. har kræftsyge børn som patienter. Det antydes at amerikanerne ved brug af uranforstærket ammunition under Golf-krigen bærer medansvar herfor såvel som for de mange misfostre, der bliver født just i Basra. Da den irakiske her imidlertid havde anbragt et stor transportabelt ammunitionsdepot lige dér hvor de allierede trængte irakerne tilbage efter Kuwait-felttoget, kan det jo være vanskeligt at placere ”skylden”, hvis man da kan tale om den i forbindelse med en hæslig krig.

Ca. tre pct.af børnene fødes i dag med defekter, deraf mange meget alvorlige. Og dette har stået på siden 1991. Børnedødeligheden er i løbet af 1990’erne steget fra 56 til 130 promille. dvs. at 130 pr. 1000 dør tidligt. Antallet af leukæmitilfelde blandt børn er øget alarmerende i de sidste fem år. Vældig mange børn er også hæmmet i vækst, selv om den irakiske stat siden begyndelsen af 1980’erne har givet alle familier i landet en bestemt fødevareration om måneden. Tre fremtrædende Basra-læger møder os bevæbnet til tænderne med statistik og gruvækkende fotos af børn født uden vitale lemmer, med ét øje, uden mund, uden næse, ja med en sådan mangfoldighed af medfødte konstruktionsfejl, at man skulle tro det var konstrueret til glæde for medicinske studenter. De uendelige variationer af vanskabte børn uden overlevelsesevne er som et rædselskabinet fra Dantes Helvede. Næsten alle børnenes fædre er eller var soldater - mange blev dræbt i Golf-krigen. FNs særorganisation for sundhed WHO har angiveligt ikke været interesseret i at udforske dette tema nermere. Hvilke betingelser internationale forskere vil kunne få i Irak, kan man gisne om. Tilliden kan ligge på et meget lille sted...

Den tidligere så driftige havneby Basra er i dag en afglans af fortiden: Den internationale handel er gået i stå, byen er nok nogenlunde genopbygget efter krigen, men masser af bygninger er forfaldne, kun et par enkelte store købmandsgårde er i nogenlunde stand og synes at være under en vis restaurering. Skrald og affald hober sig op mange steder, der er ikke sket oprensning af havn og vandløb, ligegyldigheden overfor forureningsfare er åbenbar. Efter en middag i en restaurant ud til Shatt-al-Arab hældes vores madrester rask væk i floden. I bazaren lykkes det at veksle nogle få ord med ”almindelige irakere.’-’, men ”officials”, som gør deres yderste for at hindre den slags kontakter mellem os fremmede og ”de stedlige”, sørger for at samtalen bliver kort. Det lykkes Basra-folkene at stille os et par spørgsmål om hvordan tilstandene er i Bagdad - de føler sig forfordelt og mener (antagelig med god grund) at hovedstaden får andel i flere midler end provinsbyerne.

Men pludselig er krigshelvedet og alt det, der gik forud, alt det, der tjener som en dybere liggende forklaring på Iraks deroute, på elendigheden, mismodet, fattigdommen, sygdommene... nærværende: Jeg står og roder i en lille kasse hos en antikhandler i Basras bazar: Og hvad er det jeg har i hånden: En papirkniv med en indskrift på arabisk og på den anden side på engelsk: ”Property of the National Assembly of Kuwait” står der! Det var såmænd et stk. krigsbytte. Tilbage i Bagdad ivrer vores ”hoved-guide”, en smilende og elskværdig midaldrende mand ved navn Amid, stadig for at vi skulle kunne tilvejebringe tillid mellem Irak og den omliggende verden. ”Vi må arbejde på det!” siger han igen og igen. Vi sidder på en udendørs fiskerestaurant ned til Tigris-floden og nyder den halvlune aften, mens store fladfisk bliver røget. Så synes jeg ligesom en uges indestængt tavshed om alt det kontroversielle må ud : Jeg giver ham derfor stille og roligt beretningen om hvordan Danmark løste en strid med Norge om retten til Østgrønland tilbage i 1932 ved at lade Den Internationale Domstol træffe afgørelsen. Morale: Krig og vold løser ingen problemer på lang sigt.

Rene ord for pengene
Saddam Hussein sidder imidlertid stadig trods Vestens økonomiske sanktioner. Og det er Vestens, ja verdens, ansvar at hjælpe og bede på de forfærdende følger af Kuwait-krigen, som havde til formål at opsluge denne stat, der siden sin selvstændighed i 1961 har været medlem af ”nationernes familie”. Det er sket i form af omfattende erstatninger til personer, som mistede pårørende, ejendom eller virksomhed m.v. som følge af den irakiske aggression, og det har siden 1995 været en international kommissions opgave at fordele erstatningerne - indtil august 2000 i alt 8,8 mia. dollars (54 mia. kr.). Der er dog godkendt beløb på sammenlagt noget over det dobbelte. Pengene tilbageholdes simpelthen i det samlede provenu af Iraks olieindtægter, som helt og holdent bestyres af FN. Eftersom Irak har tilladelse til at eksportere lige så meget olie som det vil, har det rigelig råd til at lade 25-30 pct. af olieindtægterne gå ind i erstatningsfonden. Det er det FN har bestemt som led i den formentlig smidigst fungerende erstatningsordning efter nogen som helst krig i denne verden. Det vældige arbejde udføres af en kommission på et halvt hundrede eksperter i New York, som igennem 1990’erne modtog i alt 2,6 mio. enkelte erstatningskrav.

Det kan være vanskeligt at forstå, at så mange irakere lider og særlig af mangel på medicin den dag i dag. Når pengestrømmen tilsyneladende ingen ende tager. Men det svarer til at lade en hane stå åben og idelig opsamle vandet i store kar, som så kun langsomt tømmes for at vandet kan være til nytte. Iraks aktuelle officielle olieeksport antages at ligge på 10-12 mia. dollars (ca. 82-100 mia. kr.), og disse penge administreres så af FN. Angiveligt sinker FN gennemførelsen af Iraks import af varer inden for rammen af ”humanitært prægede indkøb”, dvs. mad og medicin i henhold til den såkaldte ”olie-for-mad”-aftale af 1995. Der er evig tvivl om hvorvidt en del af de varer, som Irak bestiller nu ikke er produkter, som har dobbelt anvendelsesmulighed (”dual purpose’), dvs. kan benyttes til militære formål foruden de civile. Samtidig opfylder Irak ikke forskellige krav fra FN og udnytter langt fra den tilbudte importkvote - hvad FN-generalsekretær Kofi Annan stærkt har kritiseret.

De fleste importører af irakisk olie betaler imidlertid en afgift på 25-40 pct., som går ind på ”ikke-identificerede konti” hos Irak. Det betyder, at den omhyggelige administration af Iraks olieindtægter, der skulle modvirke at landet fortsætter sin hemmelige oprustning og konstruktionen af masseødelæggelsesvåben gennemhulles. Syrien og Libanon importerer ifølge eksperter 200.000 tønder olie om dagen, dertil kommer landvært import til Tyrkiet og Jordan, som anslås sammenlagt at beløbe sig til 650 mio. dollars. På de til humanitære formål godkendte varer har Irak også lagt en afgift på ti pct. (det betyder en årlig indtægt på 0,5 mia. dollars). Det kan tilføjes, at der overhovedet ikke finder nogen FN-kontrol sted af de varer, der pr. bil indføres i Irak via den jordansk-irakiske grænse.

”Opretholdelsen af sanktionerne er direkte oprørende”, siger den tyske diplomat Hans von Sponneck, tidligere UNDP-resident i Bagdad, som for to år siden tog sit gode tøj og gik i protest mod FN-systemets fø lelseskulde over for de menneskelige lidelser - som f. eks. at ca. 150 irakiske forældre daglig mister et barn, direkte eller indirekte som følge af landets manglende adgang til at købe medicin, hospitalsudstyr, opretholde passende hygiejne osv. Von Sponneck er blevet en slags selvbestaltet ”rejsende ambassadør i humanitetens tjeneste” - og vi møder ham under ét af hans hyppige besøg i Bagdad. USA og Storbritannien opretholder en flyforbudszone som forbyder irakiske fly at beflyve den nordlige og sydlige del af landet for at beskytte hhv. kurderne og de shiiter, som udgør landets flertal, men som ikke er den muslimske trosgruppe Saddam hører til. Den har overlevet sig selv, og hviler i øvrigt ikke på nogen FN-beslutning, hævder han. Vi hørte forresten flere gange luftalarmer under vort ophold i syden, uden at der var fjendtlig overflyvning eller bombardement.

UNDPs genopbygningsindsats i Irak
I Babylon, nordøst for Bagdad, så vi atter skrækkelige rekonstruktioner - af kong Nebukadnezars store palads fra omkr. 600 f.v.t. Atter havde vi en yndig ung kvinde som guide. Også hun bar hovedterklæde sådan som det er skik hos rettroende shiitter. Hun havde studeret i Tyskland og kendte sin Goethe og Schiller. Hvor stor bitterheden var over at berette om tyske arkæologers udgravninger i begyndelsen af det 20. årh. og deres ’rov’ af oldtidsmurenes fabeldyr-udsmykninger til Berlin i 1930’erne var ikke til at lodde. Titusinder (incl. jeg selv) har beundret dem på Museumsinsel tilbage i DDR-tiden såvel som på Carlsberg Glyptoteket uden at tænke nærmere derover. På stedet var kun en stor stenløve, omend noget kuperet ved snuden. Også verdens ældste asfalt, antagelig 3-4000 år gammelt, kunne vi her besigtige.

Siden vi nu gæstede UNDP kunne man spørge hvad i det hele taget dette foretagende udretter i dagens Irak? FNs Udviklingsprogram skal dels koordinere, dels tage sig af opgaver, der mere eller mindre falder udenfor WHOs oplagte sundhedsopgaver, UNESCOs på undervisningens og videnskabens område samt UNICEFs traditionelle virksomhed for mødre og deres småbørn, hygiejne foruden fremskaffelse af rent drikkevand (brøndboringer) m.v. Og sagen er da også, at UNDP er involveret i en hel række projekter, heriblandt retablering af elektricitetsforsyning i de tre nordlige gouvernementer af Irak. Det har medvirket til installering af hundreder af små diesel-generatorer, ligesom generatorer til større fabrikker. En flerårig tørke gjorde forholdene yderst barske.

UNDP søger på en lang række felter at mildne virkningerne af sanktionerne, f.eks. fik det sat en klorinproduktion igang, således at vandet kan renses og sygdomme forårsaget af urent drikkevand reduceres. FNs Industriudviklingsorganisation UNIDO medvirkede til at få repareret en klorinfabrik i Basra, sammen med FNs særlige departement for Økonomiske og Sociale Anliggender (UNDESA) satte det også ind for at få renovationen og kloakeringen, som efter Golf-krigen havde taget - om man så må sige - nogle styrtdyk. Vi fik syn for sagn, vi danskere, da vi tog ud til et Bagdad-kvarter, hvor der traditionelt boede mange funktionærer, altså offentligt ansatte i hvad der engang havde været nogenlunde pæne etageejendomme med striber af grønt imellem.

”Se, før Golf-krigen kørte renovationsbiler flere gange daglig gennem dette og andre bykvarterer og hentede affald, som var blevet smidt i nogle containere, nærmest som man tømmer postkasser. Det sker ikke mere, nu er der ikke råd til det, og folk smider alt muligt affald i tilfældige dynger på jorden”, sagde den veluddannede kommuneingeniør, som ledsagede os. Vores rundgang blandt affaldsdyngerne samlede mindre opleb, folk opsegte hr. kommuneingenieren og klagede over dit og dat. Det fortabte sig, hvorfor folk i det mindste ikke kunne koncentrere deres indsamlede affald i nogle få opstillede containere, så meget mere som mange af dem nu var arbejdsløse på grund af de dårlige tider. Værre var det, at mange afløb var helt tilstoppede. ”Folk er stadig forvænt fra de gode tider”, forklarede han. Så, når der en sjælden gang faldt regn, kunne man risikere at vandet i lang tid stod op til første sal! En skole måtte således midlertidig lukke på grund af oversvømmelse! Vandtrykket var lavt og det tog for det meste uendelig lang tid at få repareret brud på ledninger. I dette kvarter, hvor lejlighederne gennemsnitlig var på lidt under 100 kvadratmeter, levede op til 14 personer i hver lejlighed. Arbejdsløshedsprocenten blev os opgivet til 70 pct. Men langsomt fremad går det da, selv om FNs indsats stadig ikke hindrer at vandet ind imellem står i Bagdads gader og at en del spildevand hældes lige ud i Tigris.

Diplomatisk tåspidsdans
Endnu et ”show” hos Francis Dubois’ velsmurte UNDP-center afrundede det begivenhedsrige Irakophold, en lille konference om ”Journalistik idag aktuelle udfordringer”. Det var passende overantvortet delegationens eneste ikke-journalist, en universitetslektor, som forstod at danse den diplomatiske tåspidsdans, som lige passede Dubois! Med lidt akademisk abstrakte begreber indflettet evnede lektoren at elaborere på ”pressestrukturelle betragtninger”, den skrevne, den talte, den billedunderlagte (tv) og Internettets velsignelser. Ikke et ord om pressefrihed!

En række alvorligt udseende herrer og en meget lille gruppe velklædte damer udgjorde auditoriet. ”Talende jakkesæt”, ville en af mine muntre kolleger have kaldt dem, bortset fra at de kun lagde forsigtigt ud, da ordet blev frit efter oplægget. Det var altsammen næsten for pænt og tandløst. En chefredaktør oplyste, at antallet af dagblade i det store Irak med sine 438.000 kvadratkilometer og 22 mio. indbyggere var seks! (Danmark har 30). Det gennemsnitlige sideantal var 12, gennemsnitsoplaget omkr. 20.000.

Berettigelsen i at opretholde sanktionerne mod Irak er stadig til diskussion. Vi danske blev ikke meget klogere på lige det spørgsmål, eftersom det indlysende nok ikke lykkedes at få drøftelser med nogen som helst åbenmundede irakere, der havde egne tanker om hele situationen. Den officielle begrundelse for at så mange irakere har forladt landet er naturligvis ikke frygt, sådan som man magelig kunne tro efter alle Amnestys rapporter om tortur og drab på uskyldige, men ganske overvejende de dårlige tider, som skyldes... ja hvad mon? De hævngerrige amerikanere, der ødelegger alt for oliestaten gennem just sanktionerne. Vi følte os overtydede om at sanktionerne i hvert fald ikke udløser noget oprør af oppositionslystne irakere indefra! (Men mange forbrydere holder sig heller ikke fra kriminalitet efter at være dømt første gang!)

Den arabiske verden er tilsyneladende ikke så bekymret over Saddam Husseins fortsatte fascination af mægtige og alt-ødelæggende våben. Fremdeles evner han at holde hadet til Israel levende, og så er der jo også Iran, som indtager en slags særstilling i hele den indviklede magtkonstellation, hvor USA fremdeles skal holde sig rigtig gode venner med Saudi-Arabien. Vi havde forresten fået lovning på en samtale med Saddams søn Uday i hans egenskab af redaktør for dagbladet Babylon. Angiveligt skal han være blevet invalideret og henvist til rullestol efter en skudveksling i en natklub for et par år siden. Noget med en kvinde, han ville snuppe fra en officer. Nå, vi så ikke skyggen af den frygtindgydende diktatorsøn og måtte nøjes med gisninger.

Irak er med andre ord et samfund, der fortsat kører for nedsat gear med en masse veluddannede mennesker, som desværre i landets godt 70-årige levetid kun har haft magtsyge konger eller generaler som herskere. Strømme af blod er fulgt i næsten hvert magtskifte og et struktureret politisk liv har aldrig eksisteret. Måske passer det USA rigtig godt med en diktator, som jo efter alt at dømme vil blive siddende endnu en lang årrække, uden fare for et nyt (og besværligt) Kurdistan?

OBS: ovenstående tekst er indscannet fra medlemsbladet, men illustrationerne kunne desværre ikke overføres.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside