Tilbage til De Berejstes hjemmeside

              De excentriske maharajaer forstod at indrette sig

Henrik Døcker på maharajaturné

"Den kosteligste juvel i det britiske kolonirige", kaldte man i sin tid Indien; det værste eksempel på, at få har for meget og flest for lidt, kunne man sige. I dette lands menneskehav af 250 millioner fattige (aktuel totalbefolkning: en milliard!) sankede en håndfuld storkonger så ufattelige rigdomme, at en vesterlændings fantasi ikke rækker til. Men monumenterne over maharajaernes fordums pragt står der endnu - er endog blevet åbnet for offentligheden - så lad os alligevel forsøge et kig ind i en 1001 nats verden, som kolonialisme, krig og målbevidst uafhængighedsbevægelse gjorde kål på.

Hellig mand i Rajahstan
Allerede fra flyet tiltrak det store gule sandstenspalads Umaid Bhawan i Jodhpur mit blik. Majestætisk lå det i udkanten af byen og ligesom skuede ind over den. Her skulle jeg bo - som én af i alt fire stationer under en rundrejse til maharajapaladser, der i dag fungerer som hoteller i delstaten Rajasthan i det vestlige Indien. 14 år tog det at bygge dette palads, som blev færdigt midt under 2. verdenskrig - i 1943.

En lang række maharajaer anlagde sig paladser et stykke uden for deres residensby i det 20. århundrede. I Jodphurs tilfælde til erstatning for maharajaens historiske domicil: et 300 år gammelt bypalads, der også fungerede som fort og med tiden var blevet utidssvarende. De krogede og smalle adgangsveje beregnet på elefanter og konstrueret således for at gøre en indtagelse af fjendtlige hære så vanskelig som mulig, egnede sig lige som ikke til moderne tider og maharajaernes ønsker om at svælge i al nutidens luksus.

Det er altså ikke historiens vingesus vi hører lige nu ved at gå ind i Jodphurpaladset; men det er et misk-mask af gamle og nye stilarter, der dog ikke kan undgå at imponere. Her er blot ca. 60 værelser - nogle af dem er inkl. påklædningsværelse på 100 kvadratmeter, hvortil kommer audiensforrum. Det kan måske berolige nogle, at der er blevet plads til den sidste maharajas søn i en sidefløj. Selv kan han erklære sig tilfreds med, at der i det store og hele ikke er ændret noget ved hans fædrene palads. Skillerummene står som tilforn, ligeså de to prægtige cirkulære sale i forlængelse af indgangshallen, hvor man stadig kan sætte sig i rokoko-sofaer med indlagte spejle og kigge på udstoppede tigre, indsat i væggen. Der er 70 meter til loftet i den fornemste af disse indre haller, hvis kuppelloft leder tankerne hen på Marmorkirken i København. I den store søjlebeklædte spisesal med balkonerne pryder ikke alene udstoppede tigre, men også bøfler (nedlagt i Afrika) væggene. De smukke kasettelofter er en katedral værdig.

To slyngede trapper fører én op til et system af gange, der leder hen til de enkelte værelser og suiter: Det var nødvendigt at have god plads til sine gæster, for de var jo ofte andre maharajaer, måske den britiske resident eller endog selveste vicekongen, den britiske majestæts personlige repræsentant, der f.eks. kom for at gå på tigerjagt. Sport og jagt var i det hele taget to begreber, som bandt britisk og indisk overklasse sammen i et stormende had-kærlighedsforhold. Det stærkt klasseprægede britiske samfund passede for så vidt ganske godt til Indien, der var gennemsyret af sociale inddelinger i 15 hovedkaster og 1500 underkaster. To maharajaer fandt en særlig "ærefuld" død: Den ene faldt ned med en flyvemasakine som følge af dumdristighed under en soloflyvning, den anden døde under en polokamp.

Papirkurv af elefantfod

I "baghaven" til Umaid Bhawan, som virker meget tør på grund af manglende vanding, rejser sig et klassisk græsk tempel - men ganske lille. Her kunne maharajaen holde udendørs audiens, hvis det passede ham. Værelserne i paladset er præget af tredivernes yndede funkis, i enkelte sale er store malerier af fyrsternes aner allerede ved at skalle af. I en dagligstue har man indrettet en meget uformel bar, hvor flaskerne blot er opmarcheret på et stort bord - oppassere vasker glassene af i en stor balje ved siden af! Man opretholder med en vis reference for fortiden ideer om at livet stort set skal gå videre i samme skure som da gæsterne kom for at besøge maharajaen personligt. En lampe, hvis stander er fremstillet af en elefantsnabel, står fortsat i et hjørne. Andetsteds falder man over en papirkurv gjort et af en elefantfod. Forskellen fra tidligere er blot at gæster nu betaler for at være her. Og dog er alt forandret; hvor besynderligt virkede det ikke, at den store prægtige spisesal havde ladet sig forsyne med et "tag-selv-bord"!

HD i lære som maharajisk livsnyder
Men man skal nu ikke tro, at det var bare skæg at besøge en virkelig maharaja inden Indiens frigørelse i 1947. De var ikke sjældent yderst lunefulde og topmålt ekcentriske, disse storkonger. Tag nu f.eks. sir Ranbir Singh Rajendra Bahadur, den elskede søn, tro ven af den britiske krone, maharaja af Sangrur. Han forvandlede nat til dag og brugte stort set al sin tid på at drikke cognac, spille kort og gå på jagt. Han lod sig normalt vække ved 16-tiden om eftermiddagen ved at hans britiske kone Dorothy og nogle få særligt udvalgte indiske kvinder forsigtigt berørte hans ben og sang nogle sange i langsomme, melodisk rytmer.

Aftenen før havde han tilbragt timer sammen med sin hof-astrolog for at finde ud af hvad stjernerne mente om et for ham vigtigt spørgsmål: Hvilke kvinder skulle han se først den dag! Det ville bringe ham lykke de næste 24 timer. Han fik bragt te på sengen - og derefter sprang dagens første flaske champagne! Så blev han masseret i kokus-nøddeolie, tog et bad, hvorpå han satte sig ind i sin dagligstue sammen med hustru, sønner og døtre plus de vigtigste medlemmer af hofstaben.

Ranbir Singh var stokdøv, men havde lært sig en form for mundaflæsning. Kl. 23.30 serveredes der middag, som tog ca. to timer, hvorefter han kastede sig over kortspil - mest bridge - ind imellem afbrudt af billard. Det var almindeligt at han tabte et par tusinde rupees hver nat. Således fortsatte han til ved 4-tiden om morgenen, hvor hans majestæt vel havde indtaget ca. 25 cognac-sjusser. Så var det også tid - efter kun ét substantielt måltid - at trække sig tilbage med yndlingshustruen for den nat. I dette stramme døgnskema helligede han sig kun nødig gæster. Når det skete da kun i nogle få timer.

I Jodphur-maharajaens tidligere salonvogn, som de betalingsdygtige turister i dag også har overtaget, går det nu pr. tog til Jaisalmer - en glemt perle i Rajasthans ørken. I årevis indtog denne by en økonomisk vigtig betydning for kamelkaravanerne mellem Indien og centrale dele af Asien.Der tjentes gode penge af Jaisalmers handelsmænd, og velhaverpaladser i op til fem etager skød op mange steder i byen. De er også gjort af gul sandsten, men er derudover rigt ornamenterede, har hyppigt smukke balkoner og svalegange. Som udviklingen af skibsfarten, særlig med ugangspunkt i den store havcn i Bombay, trængte karavanehandelen i baggrunden. indledtes de nedgangstider, der med delingen af Britisk Indien i de selvstændige republikker Indien og Pakistan beseglede byens skæbne. Placeret som den er tæt ved grænsen til Pakistan (og Indien var jo i krig med dette land både i 1965 og 71) har den imidlertid en strategisk betydning, som nødvendiggør opretholdelsen af en militærbase. Og den er i dag grundlaget for byens og dens 20.000 indbyggere.

Man kan godt fryse i Indien

Fra jernbanestationen når man pr. kamel ind i den fascinerende by med mange smalle gader, pragtbygninger, templer og et fort. Templerne tilhører en særlig hindu-sekt, jain'erne, som ikke alene påbyder besøgende at være barfodede, men også ikke at have noget læder på sig - det stammer jo fra den hellige ko. Det betyder, at end ikke en livrem kan tillades (men måske er man så heldig at den er af plastic!). En stor del af husene er i dag ubeboede, enkelte steder har man endog revet genbohusene ned for at fotograferende turister bedre kan komme til. Lidt uden for Jaisalmer ligger der et "gadekær", det vandreservoir, hvorfra yen tidligere fik vand. Den smukke portal, som fører ned til den kunstige sø, sige at være rejst af en muslimsk prostitueret (uvist af hvilken grund). Hun havde svært ved at få sit forehavende gennemført, fordi den hinduistiske maharaja ikke brød sig om den slags initiativer fra en muslim. Men hun fandt da på at plante et lille tempel for hindu-guden Krishna på toppen af portalen. Så var alle glade.

Kali, den morderiske hinduistiske gudinde (oftest afbildet med ofrenes afhuggede hoveder og hænder)
Søen er i øvrigt omkranset af en række små hindu-templer. I Bikaner, en by på 200.000 indbyggere, venter der én et chok. Også her skal jeg bo i "det nye palads", kaldet Lalgargh, som blev anlagt i begyndelsen af det 20 århundrede. Det er holdt i røde sandsten, men er i realiteten et større kompleks af paladser, spredt over adskillige kvadratkilometer. Det hele bærer præg af forfald, og der er ikke sørget for ordentlig opvarmning af rummene. Dertil skal indskydes, at min rejse foregik om vinteren, og at det faktisk kan lade sig gøre at fryse i Indien (jeg ser bort fra bjergegne). Det var således bare 11 grader om morgenen. Lidet hjælper det jo heller at have indlagt et toilet, hvis det (som her) konstant er i uorden. De fordums fashionable omgivelser spotter en virkelighed, der var præget af snavs og kulde.

I et tempel i Rajahstan tilbeder man rotter!
Bypaladset, Jusagarh Fort, er som sin pendant i Jodhpur anlagt i 1500-tallet og indeholder som dette uendelige rigdomme af miniaturer (små malerier på elfenben og pap), glasarbejder og kostbart ornamenterede saloner. Det mere usædvanlige, der imidlertid tiltrækker interessen her, er en kamelopdrætningsfarm en halv snes km uden for yen. De har alle sammen kun én pukkel og kan altså lige så godt kaldes dromedarer, men den helt korrekte betegnelse er en dromedariske kamel (det topuklede dyr hedder den baktrianske kamel).

Her arbejdes videnskabeligt med at forbedre naturens produkt, akkurat som man andetsteds i verden prøver at skabe større, sundere og mere ydedygtige fisk, bøfler, palmer osv. osv. Rajahstans hovedby Jaipur er holdt i rødt - alle dens sandstenshuse er rødkalkede. Også her er det "omegnspaladset", kaldet Rambagh, som er forvandlet til hotel. Det er gjort med stor finfølelse, værelserne fremtræder i moderniseret form, den store spisesal er beklædt med silketapeter, tjenerne i grønne uniformer og store gule turbaner kommer springende med det samme. Vel installeret i Lord Mountbatten-Suiten føler man sig efterhånden hjemme i denne velfærds-ø, som et sådant fhv.maharaja-palads repræsenterer. Man sender en tanke til den mand, som suiten er opkaldt efter: Indiens sidste britiske vicekonge, Dronning Victorias barnebarn Louis Mountbatten, der i 1947 kom til at spille en betydningsfuld rolle i de sidste krampagtige forsøg på at gøre opsplitningen i det hinduistiske Indien og det muslimske Pakistan så hensynsfuld som mulig. Utrolige massakrer og myrderier mellem hinduer, muslimer og sikher kunne dog ikke undgås, da flygtningestrømme på flere hundrede tusinde mennesker - og i forskellige retninger - satte sig igang. Selv blev Mountbatten dræbt ved et attentat forøvet af irske nationalister i Irland i 1979.

Maharani blev politiker

Det var ikke uden gråd og tænders gnidsel, at maharani GAYATRI DEVI af Jaipur rømmede dette palads i 1954, da det skulle være hotel. Hun faldt dog hurtigt til ro i andre fashionable omgivelser. Denne kvinde indtager en særstilling blandt medlemmerne af Indiens detroniserede fyrstefamilier ved at have skrevet sine erindringer: "En prinsesse tænker tilbage" og her giver en livfuld beskrivelse af sin omskiftelige luksustilværelse, der til sidst skulle bringe hende ind i Indiens politiske liv. Denne kvinde fik en stor del af sin opdragelse i England og kom til at tale bedre engelsk end nogle af de indiske sprog, hun senere skulle holde offentlige taler på. Hun opnåede ikke desto mindre, da hun stillede op til et parlamentsvalg, det største antal personlige stemmer i verden ved valg og havnede sikkert i det indiske underhus Lok Sabha. Som et smidigt produkt af både britiske og indiske opdragelse fandt hun intet mærkeligt i at blive den daværende Jaipur-maharajas tredje medhustru. Det var i maharaja-familierne skik, at fyrsten havde en stribe koner og i det hele taget havde hånds- og halsret over såvel mænd som kvinder i paladset.

Deres skånselsløse inddrivelse af skatter og afgifter skaffede derudover maharajaerne midler til at få ethvert nok så ekcentrisk ønske opfyldt. Maharajaen af Jaipur medbragte således på sine oversøiske rejser en gigantisk kobberbeholder med plads til 1000 liter helligt vand fra floden Ganges. Der var to af dem, og de kan den dag i dag beses i Jaipurs prægtige bypalads - et indviklet netværk af større og mindre bygninger, audienssale m.v., hvoraf en del er gjort til museum.

Det var denne stats maharaja, som var forvalter af Jaipurs historiske skat - nedgravet i et bjerg og bevogtet af en særlig krigerisk stamme. Kun én gang i sit liv fik hver maharaja lov til at besøge denne skat og så udvælge sig ædelstene, som skulle pryde hans og hans gemalindes gevandter. Blandt kostbarhederne var der en halskæde bestående af tre lag rubiner, hver på størrelse med et dueæg, og tre enorme smaragder, hvoraf de største vejede 90 karat.

HD lynskudt med sin oppasser i Jodhpur-paladset
Helt i særklasse er søpaladserne i Udaipur. Tæt ved det gamle bypalads, der også er gjort til museum, er anlagt en kunstig sø, hvor det behagede maharajaen at tage ud i den værste sommerhede. Kun maharajaerne havde tidligere virkelig mulighed for at stille noget op med den overvældende varme, der plager inderne størstedelen af året. Inden vandet i sin tid blev lukket ind, anlagdes dog to søpaladser, hvoraf det ene i dag fungerer som hotel (og her overnattede jeg). Det andet, som er placeret blot 10 minutters sejlads fra det første, er stærkt forfaldent. Det har ikke desto mindre været kulisse i den populære James Bond-film "Octopussy".

HD nyder maharaja-paladsets velsmagende retter
Spænding var der i sandhed også inden for murene i det store bypalads, dengang det var rammen om maharajalivet her. F.eks. indrettede en Udaipur-maharaja en særlig spejlsal, således at han kunne nyde sine kære dansepiger fra alle tænkelige vinkler på én gang. En af hans efterfølgere, der var lam, fik indrettet en elevator i det gamle palads, trukket ved håndkraft. Det siges i øvrigt også, at årsagen til at så mange værelser i paladset i det hele taget var forsynet med store spejle, var, at maharajaen til stadighed ville have fuldt overblik over hvad der skete i hans nærhed. Den typiske maharaja, der altså ikke sjældent var noget af en despot, ønskede at sikre sig, at ingen pludselig kunne stikke ham en dolk i ryggen.

Som historien udviklede sig, vil de sidste nulevende eks-maharajaer nok sige, at det blev den selvstændige indiske republik og særlig premierminister Indira Gandhi (selv siden offer for et attentat) som blev de sidste til at stikke dolken i ryggen på en maharaja - elle rettere i dem alle sammen, men altså i overført betydning. I hvert fald var det hende, der endelig ophævede deres sidste og da allerede stærkt reducerede privilegier i 1970.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside