"Sightseeing i Liverpool Land"

Sightseeing i Liverpool Land

Kaj Heydorn

Ittoqqortoormiit ligger ved udmundingen af verdens største fjordsystem Scoresby Sund. Kommunen omfatter 236 000 km2 med en befolkning på 500 personer og er et af de mindst udviklede bosteder i Grønland. Til gengæld er det her, man kan opleve det smukkeste og mest dramatiske Grønland med de højeste bjerge, de største gletschere og med indlandsisen næsten lige uden for døren. Sidst men ikke mindst er man i fred for larmende snescootere - og andre turister!

Sammen med 4 andre danskere var jeg den sidste uge i april på rundtur i Liverpool Land lige Nord for byen Scoresbysund, hvor der kun kan være tale om eet transportmiddel: hundeslæde. Hver deltager har sin egen hundeslæde, tilhørende en af de lokale fangere, der med sine 10-12 hunde sørger for al transport, forplejning og overnatning. Det er koldt at sidde på slæden i 10-15 graders frost, og de fleste af os havde set sig nødsaget til at leje et par varme støvler og for mit vedkommende tillige et par gedigne sælskindsbukser.

Den første morgen er naturligvis helt forvirrende, når man aldrig har prøvet det før: Hvordan anbringer man sig selv og sin bagage? Er der noget at holde i? Er hundene farlige? Er der nogen bremser på slæden? Hvor skal vi spise? Hvordan skal vi sove? Alle disse spørgsmål svirrer i luften, medens hundene tuder og hyler og er frygtelig utålmodige efter at komme af sted.

Pludselig er vi kørt - hundene kunne ikke vente længere - og så går det ellers derudaf. Svarene blæser i vinden....vi får se! Men alle spørgsmålene glemmes i farten hen over isen og i glæden ved at rejse i strålende solskin over ukendt grund med direkte udsigt til 10 højt hævede hundehaler - og med det flotteste bjerglandskab omkring os kun lidt længere væk.

Efter en tur op i fjeldet gennem Elvdalen og en nedtur så stejl, at vi må forlade slæden og selv klatre ned, når vi frem til Lillefjord, hvor vi spiser frokost i en lille hytte, som fangerne bruger som udgangspunkt for deres fangstrejser: rugbrød, franskbrød, leverpostej, smøreost og marmelade, ganske som derhjemme.

En god times tid senere gør vi holdt ude på fjordisen, og sekunder efter slæden er stoppet ligger hundene og slapper totalt af i sneen, næsten som om de var døde. Vi andre har fået startet primus'en og fyldt kasserollen med ren sne - og om lidt er kaffen klar til lige stor glæde for eskimoer og danskere.

Sidst på dagen bliver det koldt, og vi tildækker ansigt og hænder med alt, hvad vi kan finde af varmt tøj. Vi ankommer til en fangsthytte tidligt på aftenen, hvor vi kan overnatte bekvemt i vore soveposer på gulvet, og hvor vi kan nyde en god varm middag bestående af medbragt dansk dåsebøf og minutris. Vi får hver udleveret en madskål med ske og gaffel, som vi selv får ansvaret for at passe på - og holde rene.

Nu er det så også tid for hundene til at få dagens eneste måltid; og her er der forskel på fangerne. En enkelt har medbragt sælkød fra hans sidste tur, som han hugger ud til hver enkelt hund med en økse, men de fleste medbringer tørkost, som drysses direkte ud på isen fra den store pose. Begge former for kost modtages med larmende begejstring af de sultne hunde, og til min store forbavselse var begejstringen for Pedigree Pal nok den største!

Ved aftenkaffen fortælles historier fra Grønland og nærmeste omegn, og en bog af Jørn Riel med førsteklasses Grønlandske skrøner bliver læst højt. De fleste fangere forstår udmærket dansk, selv om de altid taler deres eget sprog indbyrdes. Hytten er udstyret med en oliekamin, der sørger for behagelig varme hele natten - polarliv er jo herligt!

Næste morgen er alting jo allerede enkelt og velkendt, og efter en god dansk morgenmad med havregryn og mælk , kaffe og te - ikke at forglemme Nutella og flere slags marmelade - er vi klar til afgang. Vi fortsætter nordpå fra Kolding Fjord, krydser Vejle Fjord og Horsens Fjord, før vi når frem til Nakkehoved og den nærliggende Emmanuel Gletscher. Frokosten indtages i det fri, men vejret er godt og kaffen varm. Der er observeret isbjørnespor, og der sendes spejdere til vejrs op ad bjergsiden i håb om at få øje på det mest efterspurgte vildt på disse kanter. Uden resultat, desværre!?

Aftensmaden består af forloren skildpadde med kartoffelmos og bliver indtaget i et Fangsthus nær Kap Greg, hvor de medbragte primus ikke blot varmer maden, men også sørger for en rimelig temperatur. MEN et fangsthus er til at opbevare fangsten i, så den ikke bliver spist af andre - ikke til at overnatte i! Så nu var der ingen vej uden om det medbragte tomands nylontelt, som blev rejst på et nogenlunde fladt område af snelandskabet. I bunden bliver der lagt et moskusokseskind, og oven på det et selvoppusteligt underlag, så vi ikke skal smelte os ned gennem sneen i løbet af natten. Soveposen skulle sikre overlevelse ved ÷15°C, og min nyanskaffede microfleece lagenpose skulle give yderligere 6,2°C, så alt skulle være OK.

Det var det også de første mange timer, hvor kropsvarmen stadigvæk forslog. Men så krævede naturen sit, og det blev nødvendigt at foretage en hurtig lille tur væk fra teltet i den lyse, men særdeles kølige nat. Efter tilbagekomsten lykkedes det aldrig at blive varm igen, tværtimod mærkede jeg kulden krybe opad startende med fødderne og langsomt arbejde sig op mod det øverste af benene. Resten af natten holdt jeg kulden stangen ved gymnastiske benøvelser inden i soveposen, men søvn blev der ikke mere af. Polarliv er alligevel ikke helt fedt.

Onsdag morgen fortsatte vi mod Nord forbi Randers fjord og Mariager fjord - uden dog at komme til Limfjorden, men til Storefjord, som vi fulgte mod V. Her fik en af fangerne på umådelig lang afstand øje på en sæl, der lå på isen og slikkede solskin. Alle slæder gjorde nu holdt, og fangeren begav sig med sin bøsse på vej i retning af sælen. Medens vi fulgte ham i kikkerten gennem utrolig lang tid, bevægede han sig i en bue langsomt hen imod det sorte punkt; kunsten er jo at komme på sikkert skudhold uden at skræmme sælen, så den forsvinder ned i sit åndehul. I kikkerten så vi ham knæle ned, tage sigte og: på grund af den store afstand hørte vi ikke en lyd - men åbenbart gik det godt, for sælen blev liggende, da han løb hen imod den. Nu fik hundene lov til at strække ud, og kort tid efter var sælen bjerget op på en slæde og transporteret ind på et egnet sted, hvor den kunne flås og parteres, inden den frøs til is.

Fangeren fik naturligvis skindet, hundene fik indvoldene, og vi andre fik alle de lækre kødstykker til aftensmaden. Tilberedningen er ganske enkel: kødet kommes i en gryde med ren sne og en håndfuld salt og koges i tre kvarter. Smagen af kødet er ganske dejlig - mærkeligt nok en smule i retning af struds - men spækken bliver nu aldrig min livret. Eskimoerne spiste dog gerne min andel heraf. Under alle omstændigheder en dejlig afveksling fra den evindelige dåsemad.

Her på Storefjord så vi svage spor af Siriuspatruljen, let kendelige fordi de bruger ski, hvad ingen af vore fangere ville drømme om. De fleste fangere havde heller aldrig været her, og derfor fandtes ingen fangsthuse eller andre tegn på menneskelig aktivitet. Aftensmad og overnatning uden formildende omstændigheder, undtagen at vejret til alt held var stille og klart.

En erfaring rigere fra natten før:
1)	intet at drikke de sidste par timer før sengetid
2)	kun støvler. Sælskindsbukser og anorak tages af
3)	resten af tøjet beholdes på inden i posen

Resultatet var godt; man føler sig næsten som fuldbefaren polarrejsende.

Torsdag morgen nåede vi hurtigt frem til bunden af fjorden, hvorfra vi fortsatte op over bjergene, hvor der var meget lidt sne. Fangerne havde fjernet slædernes nylonskinner, der havde hjulpet os hurtigt frem på havisen; nu gik det over stok og sten på de nøgne jernmeder. Det er hårdt for både hunde og mennesker, og ikke mindst for slæden; det er utroligt, hvad sådan en slæde kan holde til. Ikke en eneste af slæderne fik den mindste skade, trods den hårdhændede behandling.

På den anden side af bjergryggen gik det så nedad til Klitdalen og langs Ryders Elv til bunden af Hurry Fjord, hvor vi igen kom ud på den rigtige is og sne. Natten tilbragte vi i en fangsthytte under ret bekvemme forhold, hvor vi kunne slutte dagen med oplæsning af nye Grønlandske skrøner og eventyr, suppleret med lige så fantastiske beretninger fra vore venner fangerne.

Den sidste dag fredag kørte vi ad Hurry Fjord tilbage til civilisationen i form af lufthavnen på Constable Pynt, hvor vi fik bad og blev barberet for første gang i 5 dage. Alt har en ende, men erindringen herom vil ingen ende tage.

Tekniske oplysninger
Rejserute med fly	CPH - REK - AEY - CNP - OBY - CNP - REK - CPH
Teknisk arrangør:	Travellife
Rejseleder:	Ingen
Rejsetid:	2001-04-20/29
Pris	21.900 kr.

Kaj Heydorn

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside