Vejen til Nan Madol - Stillehavets Venedig

Tekst og foto: Kaj Heydorn

De fleste drømmer nok om en ø i Stillehavet, hvor man kan slappe af i solen til palmernes sus - og måske dykke ned og opleve koralrevenes eventyrlige verden. Men for os, der higer og søger efter svundne tiders civilisationer, er der også nok af spændende steder; i artiklen fortælles om en rejse til Pohnpei med besøg i en næsten 2000 år gammel by med en enestående arkitektur, som har ligget ubeboet hen de sidste 500 år. Rejsen fandt sted i april 1987, men de konkrete oplysninger er i videst mulig omfang bragt op på dagens niveau.

Med fly

Under disse basaltblokke findes det store gravkammer på Nan Douwas, som de lokale forgæves søgte at forhindre den tyske guvernør i at udgrave.

Når man er til møde på Hawaii og skal videre til Japan, er det måske nærliggende at benytte et af de utallige direkte fly fra Honolulu til Tokyo - Men selvfølgelig ikke for et medlem af DBK! I stedet tager jeg Continental Airlines via Guam, som flyver et par gange om ugen, og besøger undervejs en eller flere Stillehavsøer: Johnston Atoll, Majuro, Kwajalein, Ponape og Truk.

For mig var første prioritet klart Ponape - der nu foretrækker at blive kaldt Pohnpei - og som i modsætning til alle de andre er en rigtig ø, og ikke bare et koralrev. Øen er på størrelse med Als og er den vigtigste ø i Mikronesiens Forenede Stater, der omfatter et søterritorium på omkring 3 millioner kvadratkilometer med et samlet indbyggerantal på måske 100.000.

Der skal afsættes tid for at komme til Pohnpei: fra Honolulu er der 5000 km i luftlinie, vi lander tre gange undervejs - og desuden passerer vi datolinien i den tabsgivende retning. Kun ganske få stiger ud i Kolonia, der er Mikronesiens største by med mere end 5000 indbyggere, og de bliver alle sammen afhentet i lufthavnen. Det lykkes mig at leje en bil, men med hensyn til kort over øen henvises der til turistbureauet, der ligesom alle andre steder i verden er lukket om søndagen, netop når man har brug for det.

Med bil

Målet med mit ophold på Pohnpei [1] var at besøge det sagnomspundne bysamfund Nan Madol, der er bygget i Arilds tid på omkring hundrede kunstige øer, men forladt allerede inden den første hvide mand satte sine ben på øen. Jeg havde kun en vag idé om, hvor stedet egentlig lå, og ingen af dem jeg spurgte syntes at vide meget mere end jeg selv; endelig fandt jeg en åben brugs, hvor uddeleren indvilgede i at spørge alle kunderne til råds, og her var der endelig en, der selv havde været der som barn. Jeg kunne herefter med ro i sindet forlade Kolonia ad vejen mod PATS (Ponape Agriculture and Trade School, som desværre lukkede med udgangen af 2005) og vidste oven i købet, at der næppe var mere end et halvt hundrede km, før jeg skulle dreje fra til Nan Madol.

Gondoliere Jack lægger til ved Nan Madol's Dogepalads - lokalt kaldet Nan Dauwas

Efter at have købt min sædvanlige feltration i form af chokolade, frugt og vand, begav jeg mig glad og fro af sted følgende kystlinien mod øst ad en af de smukkeste veje, jeg nogensinde har kørt på - og så helt uden anden trafik! Stadig følgende kysten mod syd blev vejen imidlertid dårligere og dårligere, med huller så store og dybe, at jeg måtte indse, at denne vej overhovedet ikke ville være farbar for en almindelig personbil som den jeg kørte i, hvis det skulle gå hen at regne…. og det gør det skam her i området, især i april og maj: størstedelen af øen er dækket af uigennemtrængelig tropisk regnskov, og på nogle af øens bjergsider falder der mere end 10 meter regn om året.

Indtil videre var det imidlertid smukt solskin, og jeg blev efterhånden bedre til at undgå at skrabe vognbunden, når jeg passerede hullerne i vejen. Efter et par timers kørsel begyndte jeg at lede efter en vejviser til Nan Madol, eller i hvert fald en vej, der gik til venstre; samtidig holdt jeg udkig efter tegn på menneskelig tilstedeværelse i form af huse, marker eller vejfarende - men forgæves.

Dog pludselig dukkede en ung mand op på vej i modsat retning i særdeles moderat tempo. Jeg var meget lettet over at kunne spørge ham om vej, og han bekræftede, at jeg var på rette spor - men at det var umuligt at komme til Nan Madol i bil. Nuvel, man kan jo heller ikke køre i bil til Markuspladsen i Venedig, men man kan da altid leje en gondol til det sidste stykke, og det var jeg naturligvis også indstillet på at gøre her. Jeg begyndte dog at indse, at analogien med Venedig i visse henseender nok ikke helt dækkede forholdene her på stedet.

Den unge mand - lad os kalde ham Jack - tilbød imidlertid at hjælpe mig med at komme til Nan Madol, og i en nøgtern erkendelse af, at jeg næppe ville være i stand til at finde dertil på egen hånd, sagde jeg straks JA tak!

Til fods

Med Jack ved siden af kørte jeg endnu en stund, indtil han pludselig tilkendegav, at vi skulle dreje til venstre ad en uanselig vej ned mod kysten, hvor der viste sig at ligge begyndelsen til en bro til Temwen Island. Jeg parkerede bilen og fulgte Jack over den ufærdige bro til en sti ind i skoven på den anden side. Det var nu midt på dagen, og det var meget varmt og meget fugtigt - og der var ikke længere noget synligt spor at følge; men Jack lod til at vide, hvilken vej vi skulle gå for at komme frem til Nan Madol, og jeg fulgte mere eller mindre sløvt i hans fodspor.

Uden varsel sprang pludselig et stort dyr lige imod mig og udstødte en forfærdeligt skrig - inden det hurtigt forsvandt ind i tykningen. Lettere rystet forhørte jeg mig om årsagen hertil, og Jack fortalte - næsten uden at grine - at jeg sikkert var kommet til at træde på halen af et sovende vildsvin. Bortset herfra traf vi ingen andre levende væsener undervejs til Nan Madol.

Efter en god halv times tid nåede vi kysten på øens sydøst-side. Der er ingen strand nogetsteds på Ponape - mangrovens træer vokser tæt helt ude i tidevandszonen ved kysten og forhindrer adgang til vandet. Endelig fandt vi en rydning med et par huse, hvorfra vi kunne se enkelte ruiner rage op over vandet: vi var nået frem.

Til vands

I mange af de høje mure, der omgiver Nan Madol ligger basaltsøjlerne præcist, hvortil de blev fløjet af troldmændene Olsihpa og Olsohpa for 800 år siden.

Selv om vanddybden måske nok er beskeden, er det klart urealistisk at vade rundt i Nan Madol, og Jack gik hen for at leje en båd i et af husene, men kom hurtigt tilbage med den besked, at de ikke havde nogen båd, som vi kunne leje. I mellemtiden havde jeg imidlertid fundet en gammel båd uden årer, som måske kunne bruges; Jack fandt en stage og fik lov af en urgammel morlil til at låne båden, som vi skubbede ud i vandet, og med Jack som gondoliere begyndte vor kanalfærd til Stillehavets Venedig.

Først et stykke fra land blev det klart, hvorfor beboerne ikke ville leje os en båd: den var læk! Heldigvis var der en øse, og vi fandt hurtigt en fast arbejdsdeling: Jack stagede og jeg øsede…. herved blev det muligt at komme over til området med de 92 øer, som udgør Nan Madol. Men hvis jeg holdt op med at øse, ville båden synke, og vi ville aldrig få den søsat igen; vi var derfor nødt til at sejle rundt i kanalerne, indtil vi kunne finde et sted at hale den på land. Under denne rundtur fik jeg et virkelig godt indtryk af Nan Madols fantastiske verden.

Indenfor et område af cirka 80 hektar er der bygget kunstige øer afgrænset horisontalt af mure af op til syv meter lange sekskantede basaltsøjler lagt oven på hinanden og med hulrummet opfyldt af koralkalk. Hver ø tjente sit specielle formål inden for et bysamfund, der i 700 år tjente som hovedstad for Saudeleurenes rige frem til omkring år 1500. Den karakteristiske arkitektoniske opbygning vi ser i dag antages at være påbegyndt omkring år 1200, men hvorledes det kunne lade sig gøre at fremskaffe og transportere disse tonstunge byggeklodser af basalt fra den modsatte side af Pohnpei er stadigvæk en gåde. For pohnpeianerne er der ikke noget mystisk ved det: troldmændene Olsihpa og Olsohpa fik simpelthen stenene til selv at flyve hele vejen fra stenbruddet til deres rette plads i bygværket.

Ligesom i Venedig er det ikke let at orientere sig: kanalerne er ikke udlagt efter noget let gennemskueligt system, og man kan ikke se ret langt omkring fra båden, når man også skal øse. I vores situation ville det desuden være temmelig uheldigt at fare vild….det blev kun til ret få fotos under bådturen.

Vejen langs kysten fra Kolonia til Nan Madol trodser enhver beskrivelse - både med hensyn til dens elendige tilstand og dens fantastiske omgivelser.

Til lands

Endelig nåede vi frem til et sted, hvor vi kunne hale båden op på land, så vi ikke mistede den. Øen kaldes Nan Douwas, hvor også de mest velbevarede bygningsværker befinder sig. Her rejser sig 7-8 meter høje mure omkring begravelsespladsen for de saudeleuriske herskere og deres efterfølgere nahnmwarki frem til begyndelsen af 1700-tallet. Gravpladserne på Nan Douwas eksisterer stadig i form af overdækkede krypter, høje nok til, at man kan stå op derinde.

Den første hvide mand, der besøgte stedet var O'Connell i 1828, da byen for længst var forladt; men der fandt stadig religiøse ceremonier sted i ruinerne. I 1905 begyndte den daværende tyske guvernør, Victor Berg, trods indstændige advarsler fra befolkningen at udforske gravene i Nan Madol. Han døde kort efter, officielt af solstik, men pohnpeianerne vidste bedre!

Hele øen med Nan Douwas er kun cirka 80 × 100 meter, men indeholder ligesom kvintessensen af hele Nan Madol, og at gå rundt helt alene på

dette sted var turens højdepunkt; at have haft en smuk pige med som fotomodel ville naturligvis have gjort opholdet perfekt, men også her var Jack god til at hjælpe. Der er mulighed for at gå langs vandet hele vejen rundt om øen og beundre de høje mure, bygget af sekskantede basaltsøjler stablet krydsvis oven på hinanden og fyldt ud med sten af forskellig størrelse uden mørtel. Kun lyden af Stillehavets bølger, der forgæves søger at nedbryde de gamle mure omkring Nan Madol, bryder stilheden. For 500 år siden var her sikkert en voldsom aktivitet både i kanalerne og på øerne, som man med fantasiens hjælp måske kan forestille sig [2].

Da solen begyndte at stå lavt på himlen, tilkendegav Jack, at det var tid at vende om - hvad jeg var ganske enig med ham i. Det lykkedes os at stage - og uophørligt øse - vor synkefærdige båd tilbage til Temwen island med i hvert fald kameraudstyret i tør tilstand.

Vi sagde aloha - eller rettere kaselehlia, som det hedder her - tilbage på omtrent samme sted, som vi havde mødt hinanden kun en halv dag forinden; han spurgte aldrig hvorfra jeg kom, og jeg fik aldrig hans rigtige navn at vide - alligevel står han uudsletteligt indgraveret i min erindring om Stillehavets ukendte fortid.

Heldet fulgte mig hele vejen tilbage til Kolonia, hvortil jeg først ankom efter mørkets frembrud - og først da begyndte regnen!

Littteratur:
1. Oliver Sacks: De farveblindes Ø, Spektrum 1999
2. David Hatcher Childress: Ancient Micronesia and the Lost City of Nan Madol, Adventures Unlimited Press, 1998
3. http://www.janesoceania.com/micronesia_pohnpei_madol/index.htm

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside