Til hverdag og til fest
Tekst og foto: Kaj Heydorn
Ny Guinea er verdens næststørste ø – ingen i klubben kan vel være i tvivl om, hvilken der er den største – men var så sent som for 10.000 år siden landfast med Australien. Den har været befolket i mindst 40.000 år, men har aldrig udgjort nogen politisk enhed; i dag er den delt imellem den siden 1975 selvstændige stat PNG og den af Indonesien siden 1960 besatte del Irian Jaya.
Store dele af øen er ret ufremkommelig på grund af næsten uberørt regnskov, kombineret med bjerge på op til 5.000 m; manglende samkvem mellem selv nærtboende stammer har givet anledning til udvikling af kulturer og sprog af uhørt stor variabilitet. Der opdages endnu i dag stammer, som aldrig har været i berøring med civilisationen, og i PNG er der et særligt ministerium til at varetage problemer af denne art.
Selv blandt de befolkningsgrupper, der har været i berøring med den civiliserede verden i længere tid, er der en stærk vilje til at bibeholde den traditionelle kultur, og de hollandske missionærer har haft meget lidt succes med at omvende de indfødte, og problemer nok med selv at undgå at blive ædt. Blandt mine mest uforglemmelige rejser er et besøg i Irian Jaya i 1992 og i PNG i 1995; herfra stammer også et par af mine mere interessante souvenirs.
I Belem dalen går alle ordentlige mænd yderst nødtørftigt, men praktisk, klædt, nemlig med et penishylster. I hovedstaden Wamena, hvor indonesiske embedsmænd og enkelte turister også færdes, fandt jeg det dog mindre heldigt at følge de indfødtes eksempel.
 |
| Hverdagsmodel
|
Efter nogle dages vandring ind i landet sammen med en indfødt dreng på formentlig omkring 12 år var situationen imidlertid en ganske anden, og jeg lod mig overtale til at anskaffe et sådant, ganske almindeligt hverdagsudstyr af nævnte karakter. Den såkaldte koteka er fremstillet af roden af en lokal plante og koster ikke mere end at man kan skifte det som vi andre skifter underbukser – eller måske endnu oftere på grund af dets større synlighed!
 |
| Festudgaven! |
Ved Sepik floden i PNG går man klædt omtrent som alle andre steder i samme klimazone, selv om man på andre punkter holder fast i traditionerne; for eksempel bygger man stadigvæk sine både som man gjorde i tidernes morgen, nemlig som udhulede træstammer. Desuden laver man den dag i dag kunstværker som man kan finde på museerne rundt i verden, men man regner dem mere som forbrugsvarer end som relikvier…. skønt hvem ved?
Jeg boede sammen med en familie ved flodbredden i nogle dage; manden ernærede sig som fisker og bådebygger, men i sin fritid var han også en slags træskærer. Han gjorde intet forsøg på at sælge mig noget af sin produktion, men påtog sig gerne at sejle folk som mig op og ned ad Sepik floden. Derimod prøvede hans charmerende kone hele tiden på at få mig til at købe en bestemt lille maske, der hang på væggen i vort fælles soveværelse – og den sidste dag lod jeg mig så overtale til at købe den som en speciel souvenir fra mit ophold hos en dejlig familie.
Først da jeg vendte tilbage til min vært Ralf Stüttgen i Wewak og ganske uskyldigt viste ham min souvenir, blev jeg belært om, at det var en festudgave af min tidligere erhvervelse fra Irian Jaya – jeg har dog endnu ikke taget den i brug til sit egentlige formål.
Jeg spekulerer imidlertid stadigvæk på, om jeg skulle have forsømt nogle forpligtelser som gæst under mit ophold hos den rare familie ved Sepikfloden…..
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside