Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Tyge Korsgaard har rundet 100 lande!

af Per Allan Jensen

En våd og mørk aften, d. 18. april 2001, blev det månedlige DBK-møde afholdt i Tyges lejlighed på Østerbro. Tyge havde netop fortalt lidt om en skiferie i Kasakhstan, og ud på de små timer, da den ene øl var fulgt efter den anden, sad vi og blev enige om, at vi burde benytte Tyges forbindelser derude til at arrangere en trekkingtur i klubregi.

Som sagt så gjort. Turen blev berammet til august 2002 og annonceret gennem både klubblad og internet. En håndfuld medlemmer viste umiddelbart interesse, men da planlægningen begyndte at blive så håndgribelig, at der skulle betales et kontant depositum, faldt folk stille og roligt fra. Men ingen grund til panik, Tyge fyldte bare op med venner og kolleger, så turen alligevel kunne gennemføres.

Næste interessante udvikling kom i juni, da en lakonisk mail fra Tyge bekendtgjorde, at han netop havde fået job i Uganda og derfor ikke kunne deltage i ”sin egen” tur! Jobbet som turansvarlig blev herefter overladt til en af Tyges kolleger, og det blev - trods den lidt usædvanlige start - en fantastisk god tur (DBK's første klubtur i øvrigt).

Som nævnt forlod Tyge sin lederstilling hos FIH til fordel for fem års arbejde for Danida i Uganda, med udgangspunkt i ambassaden i Kampala. Formålet har været at etablere og udvikle partnerskaber med henblik på at udnytte danske erhvervserfaringer direkte, uden at involvere eksterne konsulenter.

Det har - iflg. Tyges egne udtalelser - været fem gode og udbytterige år i Uganda, hvor der - ud over det rent faglige - også har været tid til en masse rejseaktivitet på 'det sorte kontinent'. Sidste år blev det således til et par rejser - med 4WD - fra Uganda til Cape Town og retur. Ned gennem Kenya, Tanzania, Malawi, Mocambique, Zimbabwe, Swaziland og Lesotho, og retur gennem Namibia, Botswana, Zambia, Zimbabwe, Malawi, Tanzania og Rwanda.

Sidst i oktober gik turen så - stadig i 4WD - hjem mod Danmark, gennem Kenya, Etiopien, Djibouti, Eritrea, Sudan, Egypten, Libyen, Tunesien, Algier og Marokko, hvor Tyge befinder sig i skrivende stund (6. februar). Og når du læser dette, skulle jubilaren gerne være tilbage i Danmark, efter 5-6 spændende år og 58.000 km's kørsel. Der må da virkelig være basis for et par beretninger på klubmøder og i Café Globen!

Vi ønsker Tyge tillykke med jubilæet og velkommen tilbage til det kolde Nord.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside