Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Med den Transsibirske Jernbane

af  Lene Ebbe

Lørdag den 29. juni 1991

Vi står op kl. 7.30 efter en god nattesøvn uden "sommerfugle" i maven vi smører os nogle kæmpe store madpakker så vi kan klare den første dag med dansk mad. Da denne ferie går ud på at køre i tog kan vi ligeså godt starte med det samme. Vi tager bussen fra Greve Landsby over til S-tog stationen ved Greve Strand og kører så ind til Københavns hovedbanegård. Vi kommer i god tid og kigger os lidt omkring der er altid meget at opleve på en hovedbanegård. Vores tog afgår præcis kl. 10.35 der er mange med toget. Et par sæder foran os sidder to unge mænd som tager afsked med deres familie ud gennem vinduet med champagne m.m. Vi kan forstå at de er på vej til en jordomrejse. Vi kører til Helsingør og sejler over til Sverige. Vi nyder vores madpakker og læser nogle aviser og blade. Vi snakker med nogle andre rejsende. De skal også skal til Kina og en fra Finland der har været på ferie i Tyskland og som er på vej hjem ham følges vi med da vi kommer til Stockholm. Han kender en tunnelbane vi kan tage for at komme ud til havnen hvor vores kæmpe færge Silja Line venter. Det følges som begyndelsen på et krydstogt. Færgen indeholder både swimmingpool, sauna, diskotek, restaurant, butikker m.m. Vores kahyt er også meget luksus, da vi åbner døren bliver vi meget overrasket og skynder os hen for at trække gardinet fra men øv for en næse vi fik, det var et snyde gardin uden vindue. Vi har jo stadig vores madpakke så vi nøjes med at handle i supermarkedet hvor vi køber slik, cola og cola. Alle de colaer vejer enormt men hvem ved hvornår man kan købe en cola igen! Desværre er det aften og vores udsyn er begrænset det er ellers meget charmerende at sejle i Skærgården. Vi sejler meget tæt på alle de små øer hvor der ligger røde træhytter. Bag ved os sejler en færge fra et andet selskab Viking i samme størrelse vores ven fra Finland fortæller os at det er af sikkerhedsmæssige grunde. Færgerne har ikke redningsbåde nok til alle passager derfor følges de ad. Midt på natten kommer vi ud på åbent vand, jeg vågner ved at det gynger en del men da jeg ligger ned går det lige an.

Søndag den 30. juni 1991

Vi ankommer til Åbo i Finland kl. 7.00 om morgenen vi er lidt før oppe så vi kan nyde det sidste af sejlturen. Vi går direkte fra bord og over til toget hvor vi har 2 1/2 times kørsel til Helsinki. Vi ankommer til Helsinki/Helsingfors ved middagstid. Vi låser vores rygsække inde i nogle bokse på stationen, vi har hele eftermiddagen til sightseeing. Vi starter med at gå hen til Temppeliakion-Kirkko en kirke som er bygget under en stor klippe, meget særpræget med klippevægge som mure. Der er sporvogne i byen men vi benytter benene. At gå rundt i byen ligner meget at gå rundt i en by i Danmark. Vi spiser en pizza til frokost på et hyggeligt sted i en lille park midt i byen vi går videre ned til havnen. Der ligger en masse færger magen til den vi sejlede med man kan nemlig sejle hele vejen til Helsinki i stedet for at tage toget det sidste stykke som vi gjorde. Vi har lige Finmark nok til at kunne købe en havnerundfart. Vi sejlede rundt og så alle de store krydstogtskibe, færger, isbrydere og selvfølgelig alle de flotte rød malede træ huse med badstuer ned til vandet så de efter sauna besøget kan få sig en kold dukkert foran badebroen ligger der som regel en kæmpe Yacht eller en vandhelikopter. Det var også et af de fine steder at bo i Helsinki. Vi traskede tilbage til stationen og kiggede på pæne gamle bygninger. Vi står på et russisk tog med afgang kl. 18.10 der er stor forskel på udseendet af det tog vi kom med og det vi skal med nu, det ligner noget typisk russisk! Ved ankomst til vores kupé opdager vi at vi skal bo sammen med et svensk Tv-hold hvor manden skal filme i Moskvas gader i 2 mdr., konen er russer. Men da de også har deres datter med kan de ikke alle sove i vores kupé de får byttet og vi får nu selskab af 2 russere som nu bor i Finland og underviser på universitet. De skal hjem til Moskva og holde sommer-ferie. Deres bagage består af 11 sorte affaldssække og det er noget af et puslespil at få plads til dem. Noget af deres bagage skulle de aflevere på en station undervejs til deres datter det var friske frugter får det kunne hun ikke selv købe. De kan snakke lidt tysk så vi snakker en del med dem. De fatter simpelthen ikke hvad vi vil i Rusland, hvad der vel også er meget forståeligt. De var bange på vores vegne, de fortalte at der er ingen mad og folk stjæler, de viser os hvordan vi skal sikre døren i kupéen. Det viser sig at hele vognen er fyldt med danskere, alle skal med den Transsibiriske Jernbane til Kina, så vi tilbringer det meste af aftenen ude på gangen og udveksler rejseplaner. Vi finder ud af, at vi er de eneste som skal gøre ophold undervejs, mange er misundelige for de muligheder havde de ikke fået oplyst på deres rejsebureau. Men vi ved at vi skal møde to andre i Moskva, da vi har dollar med fra rejsebureauet til at betale for ophold i Mongoliet for fire. Hen på aften når vi grænsen vi holder i byen Viborg og skal udfylde papirer om hvor mange penge vi har med. Vi er ude og strække ben i en lejlighed på 3. sal ved stationen drikkes der vodka, et vindue falder ud og bagefter kommer den tomme flaske, vi kommer hurtigt tilbage til toget. Der ser meget forfaldent og gammelt ud overalt. Vi sover godt med alt tøjet på, det er det nemmeste.

Mandag den 1. juli 1991

Da vi åbner øjnene skinner solen. Vi ankommer til Moskva hovedbanegård midt på formiddagen. Vi følger strømmen op til hovedbygningen vi ser to personer med et "Intorist" skilt. Men de vil ikke kende til os kun til alle de andre, vi følger os lidt alene i verden kan ikke læse skilte og ingen forstår os. Men pludselig kommer en forvildet mand forbi og siger på gebrokken engelsk at vi skal gå ud til en taxi. Taxachaufføren vidste ikke hvor vi skulle hen men det hele ender med at vi ankommer til samme hotel som alle de andre. I receptionen ligger en besked til os fra Olga som viser sig at være vores engelsk talende guide om at hun vil komme og hente os kl. 11.30. Vi går op på vores værelse og det er ok. Vi sætter os så ned i receptionen og venter på de to andre danskere. Vi finder hurtigt to som ligner Karen og Launy Andersen fra Esbjerg. Olga kommer vi spiser frokost, 4 retter sammen hvorefter vi skal på by rund tur. Hun fortæller at der er 15 republikker, de har 80 forskellige sprog, 8 forskellige alfabeter, gennemsnitslønnen er ca. 500 rubler pr. måned. ( 1 rb = 0,25 kr. ) Husleje ca. 15 rb, Cola 3 rb og cowboyskjorte 1200 rb. I Moskva er der 11 mill indbyggere inkl. forstæder bliver det 15 mill. Vores første stop er Den Røde Plads vi går på tværs af den og ser Kreml (regeringsbygningen) med den røde mur omkring. Midt for er Lenin Mousoleuet hvor Lenin ligger balsameret inde og det er foran her at Gorbatiof står når der er militærparade. På modsatte side ligger der et kæmpe varehus, men uden vare. Videre på vores tur ser vi det største bibliotek i Rusland, OL-stadion hvor danskerne har spillet fodbold og Universitet som er omringet af andre skoler og kollegier alle kan lære sprog i skolen enten tysk, engelsk eller italiensk. I byen er der bygget 7 ens bygninger. Vi kører forbi et sted hvor hun mener at Gorbatiof bor, men ingen ved noget bestemt. Netop i dag skal der ske en masse med priserne det er lige meget hvad vi spørger om så siger hun i går kostede det x antal rubler i dag ved jeg ikke. Det er gerne sådan at hver gang folk får råd til lidt så sættes prisen op og køen forsvinder. Det er gratis at gå til læge og tandlæge men der er stor kø. Dem der har mulighederne betaler selv og kommer hurtigere til. Der er både PizzaHut og McDonals i Moskva men køen når flere gange rundt omkring bygningen. Vi bliver sat af ved hotellet og skal nu ud på egen hånd vi aftaler at gå hen et sted og få en sodavand men det er noget af et projekt for der findes ingen steder, først finder vi noget men det smager af koldt gløgg men efter lang tid hvor vi nu er meget tørstige finder vi noget som smager af lemon saftevand. Vi er inde i en boghandel hvor jeg køber 18 postkort til 2 rb / 50 øre de er magen til dem Karen købte tidligere på dagen af en gadehandler til 25 rb. Det er jo lige noget som passer mig. Vi bliver godt røde på skulderne da vejret er 30’ og skyfrit. Vores aftensmad består af 2 retter + kaffe er ok. Vi får os nogle colaer 4 stk. i alt 2,50 kr. men så er der også udsolgt. Moskva er opdelt af floder i fem cirkler efter som byen er blevet større. Vi tager med flod-bussen det tager 1 time og vi får set os et masse store bygninger vi står af ved Hotel Rossia et kæmpe 1. klasse hotel nær Den Røde Plads. Vi skulle se Den Røde Plads med lys på og hver hele time er der vagt skifte foran Lenin Mausoleet det er et flot syn med lys på Den Røde Plads. Vi har besluttet at vil tage metroen hjem kl. 23.00, vi finder en nedgang og går langt langt ned, men skiltene viser ikke de samme tegn som på vores bykort. Vi spørger en del der kommer forbi men de kan ikke forstå os og ryster bare på hovedet, men endelig er vi heldige det et ungt par som kan lidt tysk og de er så venlige at følge os op på gaden igen og ned af en anden rulletrappe og viser os hvilket tog vi skal tage det koster 0,03 kr. pr. tur. Vi vil give dem nogle dollar i drikkepenge men det vil de ikke have. Metro stationerne er langt nede under jorden og er lavet så man ikke kan finde ud af hvor mange meter man er nede det siges at det er hvis der bliver krig så vil de bruge metroerne til at komme rundt. Metro stationerne er enormt smukt udsmykket med marmor, krystallysekroner, bronzestatuer m.m. man har svært ved at tro at man stadig er i Moskva. Vi kommer godt hjem til hotellet og går en tur i baren der får vi os en god snak med nogle canadier som er i USSR for at fejre 100 året for den første emigrant til Canada fra Ukraine. Vi falder i søvn uden problemer.

Tirsdag den 2. juli 1991

Vi sover lige til vækkeuret ringer. Morgenmaden består af mørkt og lyst brød med ost og smør til. Vi tog metroen ind til centrum vi vil se Lenin, man Ulrik har korte bukser på og det er ikke tilladt så vi aftaler at Karen og Launy går først vi passer på taskerne i mens for man må intet have med. Det bliver vores tur Launy og Ulrik bytter bukser og det er der meget sjov ud af for de går ind hvor man kan aflevere sine tasker for at skifte men de damer forstår ikke hvad de spørger om så til sidst går Ulrik og Launy bare ind bag ved og stripper til stor fnisen hos damerne. Det er simpelthen et syn for guder, bukserne er dog blevet lidt længere men ikke meget. Vi stiller op i kø og det går rimelig hurtigt det er forbudt at stå stille inde i mausoleet, vagterne stirre/glor på dig konstant. Lenin ligger balsameret og svøbt ind i det russiske flag i en glasmontre. Vagterne er specielt efter mig først synes de jeg er for tæt på Lenin og da vi er ved at være ude skal jeg lige fortælle Ulrik noget men så er de efter mig igen. Uden for op af den røde mur står forskellige buster af de kendte Stalin m.m. Ulrik og Launy får byttet bukser igen og vi fortsætter videre igennem Alexander parken, ser Den Ukendtes Soldats Grav med en evig flamme. Vi går langs Kremls mur som har 20 tårne vi kommer til indgangen og går inden for murerne og ser bl.a. regerings-bygninger, kongrespaladset, katedraler og Ivan den Stores klokketårn. Vores frokost består af Fanta og brød til 4 pers. til 2.00 kr. i alt. Vi tager metroen hjem kl. 16.00 vi finder på at vi vil se en Beriozha butik det er et sted hvor alle kan købe alt hvis de bare har US$, men det er meget dyrt så vi køber ikke noget. Der er stor forskel på udvalget der og i alle de andre butikker som vi har set der har kun været en slags og folk står først i kø for at bestille hvad de skal have derefter står de i en anden kø for at betale og så tilbage i den samme kø igen for at få varerne udleveret. Den frugt og grønsager de sælger på gaden er nærmest rådden. Vi må tage en taxi hjem for benene er trætte. Ulrik og jeg går en tur op af Arbat-gaden et sted hvor vi kan købe souvenir bl.a. de russiske Matrosjka-dukker (træ dukker) det er faktisk et af de få steder hvor vi kan bruge vores rubler alle vil have dollar. Vi får vores billetter udleveret i receptionen spiser god aftensmad og kører så med minibus til stationen. Vi kommer i god tid og skiftes til at holde øje med bagagen og se os omkring. Der er en stor skærm hvor vi skal holde øje med hvilken perron vi skal med fra. Vores tog ankommer med 17 vogne vi er i vogn nr. 10. Toget heder Bajkal ekspressen som går fra Moskva til Irkutsk. Vi stiger ind i vores "hjem" for de næste 3 1/2 døgn og 5191 km. Vores kupé er soft class 2 som betyder at vi bo os to og at der er aircondition. Vi møder Provodnikken det er damen som skal passe vores vogn, sørge for varmt vand i samovaren og gøre rent. Hun virker meget sød og hjælpsom. Vi pakker lidt ud og redder vores seng. Ulrik får pakket sin Nescafé ud og henter varmt vand ved samovaren. Vi forlader nu Moskva og føler at toget kører på svellerne men man kan jo vende sig til meget vi sover godt den nat.

Onsdag den 3. juli 1991

Vi står op og skal have morgenmad kl. 9.00. Vi går ned til spisevognen og der bliver vi mødt af en stor mand som kan lidt tysk vi spørger efter et menukort og vi ender op med at få spejlæg, brød, ost og kaffe som er lækkert, da jeg jo ikke drikker kaffe spørger jeg efter sodavand/saftevand men det har de ikke siger han indtil vi får vidst ham vores madbillet som vi har betalt hjemmefra så kommer der nye "boller på suppen" pludselig har han sodavand, ja servicen stiger et par grader. Ham "fatter" som vi kalder den store mand han tager i mod beskeder fra os og så er det nogle unge mænd som laver arbejdet. Han sidder kun og dirigerer og laver regnskab, men han er meget sød ved os, så vi har nok betalt godt for det er vores konklusion. Inden vi forlader spisevognen får vi besked om at vi skal møde kl. 13.00 til frokost. Togets første stop er i Kirov 957 km fra Moskva ( kilometer afstanden har vi hele tiden styr på da der står skilte langs skinnerne med afstanden fra Moskva) og vi er ude og strække benene det er stadig sol og sommer. Provodnikken sørger for at vores dør indtil kupeen bliver låst og hun sørger også for at vi kommer med inden toget forlader stationen, hun er som en "mor". Vi finder hurtigt ud af at vi er de eneste turister i toget men det gør det hele meget sjovere. Vi nyder udsigten og oplever nåleskov, fladt åbent land, små landsbyer, små jordlodder med grøntsager, men alt ser meget brugt ud. Vores frokost er en herlig oplevelse vi starter med røget fisk derefter suppe og gullasch og vi får dejlig pæresodavand til og selvfølgelig kaffe bagefter. Det er jo en travl dag vi har. Vi har hele 3 måltider at overholde, så vi tager os lige en middagslur, dejligt! Vi har endnu et stop og denne gang i byen Perm hvor der er meget maskinindustri og olieraffinaderier. Aftensmaden kl. 18.00 består af kold flæskesteg med brød og bagefter kartoffelmos og mørbradbøf uhm.. og kolde sodavander og endda 2 ekstra med til om aftenen. Dagen flyver af sted vi snakker med Karen og Launy og får os et spil Yatzy, skriver dagbog og kigger ud. Ulrik får sig nogle kopper Nescafé kaffe og jeg mig en cola af og til, men jeg skal jo spare for de skal holde hele turen. Jeg går i seng ved midnatstid men Ulrik vil blive oppe for han vil i nat se når vi kommer til Uralbjergene og dermed Sibirien, hvor grænsen mellem Europa og Asien er ved 1777 km skiltet og det er angivet med en 4 mtr. høj obelisk.

Torsdag den 4. juli 1991

Vi er nu i Sibirien, underligt at tænke sig og det er ikke engang koldt, som jeg altid har forbundet med Sibirien. Vi skal have morgen mad kl. 7.00 og vi har overhovedet ikke udsovet for vi går i seng efter Moskva tid, men vi skal spise efter lokal tid så det vil blive tidligere og tidligere vi skal op. Vi har i nattens løb passeret Sverdlovsk som er en by med 1.3 mill. indbyggere. I byen forarbejdes de forskellige mineraler fra Uranbjergene der er bl.a. jernstøberier. Luften er tyk af jern og olie dufte. Vi kommer nu til den Vestsibiriske lavslette som er verdens største indlandslavslette. Her er landbrug med korn, kvæg og fåreavl. Vi passere forskellige byer med små træhuse med jordlodder omkring de fleste veje er jordveje og jernbaneoverskæringerne i landsbyerne er håndbetjent hele døgnet rundt. Oprydning er ikke det de bruger deres tid på. Alt bliver udnyttet, græsset langs banelinien bliver brugt til hø faktisk er der hø stakke overalt. Vi er nået til frokost tid og det er jo altid spændende. I dag består det af en delikatesse fisk fra Bajkalsøen (som vi senere skal besøge) nemlig Omul en lakse-fisk, fiskesuppe, ris og bøfstroganoff + sodavand. På stationerne som vi gør ophold ved bla. Omsk som ligger ved floden Irtysi sælger konerne fra landsbyerne frisk pillet jordbær, hindbær, ribs, solbær og agurker som de har dyrket på deres små jordlodder. Det landskab som vi nu passerer er med birk- og aspetræer. Vi har vænnet os til at toget "hopper og danser" på skinnerne selv om det føles som vi kører på svellerne. Svellerne er lavet af både træ og beton. I skinnerne ligger et kabel som bruges sammen med ledningerne som hænger oppe i luften til toges fremdrift. Vi åbner tid vinduerne for at tage nogle gode billeder men det er provodnikken (mutter) ikke glad for, for det støver med jord og kul og når der bremses er luften tyk af metalstøv fra bremseklodserne. Bremseklodserne bliver skiftet når vi holder på stationerne, vi kan se alle de brugte klodser ligge og flyde. Vi får dejlig endnu et måltid mad tomatsalat, koteletter, kartoffelmos og jordbær til dessert. Vi har også lige fået udskæld af "mutter" fordi vi har glemt at låse vores dør og det skal vi, siger hun. Til vores aftenkaffe deler vi et dansk æble. ØV.. Ulrik vinder over mig i 500.

Fredag den 5. juli 1991

Vi vågner ved stationen i Taiga 3570 km fra Moskva og skal have morgenmad kl. 5.00 Moskvatid så det er tidligt synes vi. I dag fik vi en slags tykmælk udover det sædvanlige morgenbord. En lille formiddagslur tager vi os også tid til. Vejret er stadig fint med sol og sommer. Her begynder den Sibiriske Tajga som er skove med birk, lærk, ceder og fyr. Fra fyr og ceder træerne udvinder de harpiks som bl.a. anvendes til terpentinolie. I byen Marinsk skifter vi endnu engang lokomotiv vi skal denne gang skifte fra jævn- til veksel-strøm. Vi ser også nogle gamle damplokomotiver i fuld funktion, alder spilder ingen rolle i USSR. Provodnikken (mutter) kommer med en langstilket rød rose til os og en vase. Jeg får mig en lang sludder med hende hvor hun på russisk med armbevægelser fortæller at hun bor i Irkutsk ved Bajkalsøen og har en mand som er fisker og 3 børn. Jeg fortæller vi skal være i Irkutsk nogle dage så hun inviterer os ud til sig. Ved frokost tid kører vi ind i Østsibirien her er der højsletter, bjerge med tajga, agerbrug, kvæg og får. I Tajgaen skoves der meget, der jages også efter pelsdyr (zobel, hermelin og ræv). Der er små savværker i alle landsbyerne vi passerer. Vi møder også det ene godstog efter det andet fyldt med stenkul. Der brydes også en del mineraler (kvarts, glimmer m.m.), metaller (guld, sølv- og jernmalm) og diamanter i bjergområderne. Vi når nu til vores sidste aftens måltid hos "fatter". Han kommer og giver os nogle gamle russiske rubler som gave sammen med en flaske Russisk vodka. Vi kigger noget for meningen er at vi skal drikke den ren til maden. Men det viser sig at den ikke er så stærk som normalt vodka. Vi byder "fatter" et glas og skåler, meget hyggeligt. Vi får også kyllingesteg der bliver rigtigt kræset om os. Mens vi spiser gør toget hold i byen Ilandskaja og ind strømmer en del kvinder. De køber det resterende mad og cigaretter af "fatter", inden vi for talt til 10 er de ude igen. Det ser ud som om de har prøvet det før. Vi går tidligt i seng og drømmer om det bad vi skal have i morgen efter 3 1/2 døgn i et støvet tog. Vi spiser også vores første malariatablet som skal virke når vi når Kina.

Lørdag den 6. juli 1991

Vi ankommer tidligt til Irkutsk og vi har nu tilbagelagt 5191 km fra Moskva. Vi står ude på perronen og kigger og kigger os omkring, men vi kan ikke se nogen som leder efter os. Vi er ellers ikke sådan at overse for vi ligner en reklame for vaskepulver med det lyse tøj vi har på i forhold til de kedelige grå/brune farver som de har på. Vi når lige at bande og svovle lidt da vi ser en kæmpe 50 pers. ny bus komme ind på parkeringspladsen. Rigtigt gættet.. den skal hente os fire. Vi kommer hen til hotellet og her har vi en masse vrøvl for de siger vores billet ikke duer da det kun er en kopi. Vi fægter med arme og ben og prøver at forklare at vi ikke er skyld i at dem i Moskva har taget den forkerte del af vores billet. Men endelig kommer vi op på vores værelse og tager os et dejligt tiltrængt bad, det er som at blive født på ny. Vi går ned og får frokost men finder hurtigt ud af at vi er blevet for godt vant på toget for den frokost er ikke speciel lækker og til at drikke for vi Russisk juice, som er vand med opblødt brød i føj..... så er det dejligt vi har et par colaer på lager. Vi har bestemt os for at vi skal ud på egen hånd i byen. Byen ser lidt trist ud for det små regner. Vi går ned af "gågaden" og ender på et plads hvor de sælger kartofler, rødbeder, løg, æbler, nødder og blomster. Det overrasker os en del for i Moskva så vi ikke noget spiseligt som så så godt ud som det her. Vi køber nogle spiselige frø som kommer fra koglerne på et Cedertræ. Ved siden af ligger en stor hal hvor de sælger oksekød, slagterne står med store økser og hugger stykker af. Det bliver ikke skåret ud så det passer med en steg eller lignende, nej det bliver hugget af fra en ende af og alt bliver brugt. Vi besøger et stort shopping center som indeholder flere hylder end varer, men det er spændende at se, vi køber da også lidt souvenir. Vi går videre og besøger et museum her ser vi egnens historie lige tilbage fra de første pelsjægere og handelsmænd. Vi fortsætter langs Angara floden som er den eneste flod der løber ud fra Bajkal søen der løber 336 floder ind i søen. Aftensmaden er elendig, alt for fed og dårlig betjening, her er levende musik og de lokale duller får rørt benene. Vi besøger baren i kælderen og her er der gang i "dullerne". En flok pengestærke japaner giver drinks til dullerne og mon ikke der bliver tjent lidt hård valuta den nat. Ulrik og Launy må nøjes med øllen som de køber for 1 US$ pr. stk. man kan købe meget bare man har dollar!!

Søndag den 7. juli 1991

Vi sover til kl. 8.30, men en time mere havde gjort godt. Vi skal på tur hele dagen sammen med 4 amerikanere. Vi kører i minibus sammen med en engelsk talende guide rundt og ser monumenter fra 2. verdenskrig og en kirke som ligger i et kloster, her er en masse flotte ikoner og udsmykninger og vi overværer også en Russisk ortodoks gudstjeneste hvor børn bliver døbt/frelst. Vi så også de flotte gamle træhus med flotte udskæringer som de har bevaret fra 1600-tallet, der er ikke indlagt vand men de beboes stadig. Vi kører nu mod Bajkal søen ca. 70 km undervejs fortæller guiden om søen som er verdens dybeste sø 1,6 km 632 km lang og fra 25 til 80 km bred. Vandet er meget rent og vand temperaturen overstiger aldrig 8 grader, der kan blive optil 1 meter tyk is. Ved søens nordøstkyst ligger Bargusin reservatet hvor Bargusin- zoblen lever. Der findes kun 3 lange pelsfrakker i verden en hos Elisabeth II af England, Jacqueline Kennedy og en i Rusland. På vejen besøger vi en lille landsby hvor der kun er træhus, alle har urtehave med flotte grønsager. Der er heller ikke indlagt vand men fælles brønde hvor du kan pumpe op fra. Alle børnene vi møder har lært at sige "hallo - hallo - chewing gum" og så står de der med deres små hænder. Vi besøger også kirken, den har åbent igen efter at det igen er blevet moderne at gå i kirke. Vi kommer nu til hotel Bajkal hvor vi får vores frokost. Vi tager ned til havnen og går ombord i en slags flyvebåd og sejler tilbage til Irkutsk, men desværre er det lidt gråt i vejret og udsynet er begrænset. Undervejs fortæller guiden os om lønningerne. En almindelig arbejder tjener ca. 200-400 rubler om måneden, en landmand og lokomotivfører tjener 800-1000 rubler. En russer kan årligt veksle 200 dollar og en flybillet til New York koster 400 dollar. Der er 3 officielle kurser en turistkurs hvor 1 US$ = 27 rb, Handelskurs 1 US$ = 2 rb og Beriozkakurs 1 rb = 0,43 US$ og så er der selvfølgelig det sorte marked. Vi skal nu have vores sidste aftensmåltid i Irkutsk men lige inden skal vi lige hente vores billetter til toget i morgen og som sædvanlig er der problemer, men det lykkedes til sidst. Vi skal spise fint har vi bestemt os for først fisk omul fra Bajkal søen sammen med andre små røget fisk og bagefter pandekager med russisk kaviar, kaviaren kunne jeg nu godt have undværet. Som dessert får vi is, for os alle fire bliver det 85 rl. = 20 kr. Vi går tidligt i seng for i morgen ringer vækkeuret kl. 5.00.

Mandag den 8. juli 1991

Vi står tidligt op og øjnene er meget små vi kommer ned i receptionen og her får vi besked på at toget er forsinket, så vi kan godt gå op på værelserne igen indtil de kalder på os. Her sidder vi så og hænger, men de store kaffe drikkere jeg er i selskab med får jo hurtigt tigget sig til noget kogende vand så de kan lave kaffe. Efter et par timer kører vi til stationen, manden som sørger for os ved ikke hvornår toget kommer for det kan man ikke få at vide men vi skal bare blive siddende i bussen og vente så holder han øje med toget. Der er meget liv på stationen der kommer mange som skal på arbejde og taxachaufførerne står og handler med cigaretter. Mange af folkene som kommer med togene, kører videre til deres arbejdspladser med taxa, men her kører taxaen ikke før den er fyldt op. Endelig kommer vores tog og vi går ind i vogn nr. 5 og her er en stor forvirring. Her er fuldstændigt fyldt op overalt på gangen og i kupéerne med folk og bagage. Vi er lidt chokeret over al den virvar. Provodnikken ("mutter") som vi kaldte hende i sidste tog er nu skiftet med en ung "lige-glad-agtig" pige. Vi er ved at dø af sult og finder også madvognen hvor vi får morgenmad, brød, ost og kaffe samtidig med nyder vi den flotte udsigt vi kører langs Bajkalsøen. Efter en tiltrængt formiddagslur bruger vi det meste af vores tid på at stå og observere alle de mennesker og deres bagage som flyttes rundt konstant. Landskabet ændre sig til sletter med bløde bakker og kort tørt græs. Vi gør hold i Ulan Ude og er på vej ud af toget for at strække benene men bliver brat stoppet da dørene bliver låst. Der er vild panik vi finder ud af at det er fordi folkene som står ude på perronen og har købt billetter ikke kan få plads i toget. En springer ind gennem vinduet men må ud samme vej igen. Vi fortsætter og 5654 km fra Moskva kører vi fra den Trans Sibiriske jernbane og ind på den Trans Mongolske jernbane. Vi er ved at blive sultne da vi har sprunget frokosten over så vi går ned og vil købe aftensmad, i dette tog har vi ikke betalt maden hjemmefra som vi havde i det forrige, men vi bliver noget overrasket for vi når ikke engang helt ned til mad vognen før køen starter. Her står så fire danskere som aldrig før har prøvet at stå i kø for at få mad. Vi står så i kø og efterhånden som vi nærmere os mad vognen og kan se hvordan det foregår at inden den ene har flyttet sig sidder der to nye. Det bliver endelig vores tur og maden består af ulækker suppe med ris og fedt/kød. Først på aftenen når vi den russiske grænse toget stopper og ind kommer en masse mennesker med forskellige uniformer på, en af dem samler vores pas og udrejse papir ind. Launy og Ulrik er ud og veksle de sidste rubler Launy havde tilbage til dollar. Nogle mænd som vist er toldere/militær kommer og begynder at skille toget af og finder en masse kasser og sække med varer som de slæber ud af toget og der tales meget højt, desværre kan vi ikke forstå dem til stor ærgrelse for vores nysgerrighed. Men vi kan forstå er det nogle mongoler i vores vogn som har smuglet. Toget er nu omringet af bevæbnede vagter som holder øje med at ingen eller intet forlader toget. Vi nærmest hænger ud af vinduet og ser alt det som bliver kørt væk med sæk vogn fra toget der er også nogle folk som må med ind på stationen men de kommer alle tilbage igen efter hvad vi ser. Efter "kun" 5 timer får vi vores pas igen, vi var ellers begyndt at tvivle, og toget køre. Vi vinker farvel til USSR og dermed også Sibirien, en oplevelse for livet. MEN efter få kilometer stopper toget, efter at have kørt på ingenmandsland, ved den Mongolske grænse. Vi afleverer vores pas igen og eftersom vi er kommet på den anden side af midnat er øjnene ikke hvad de har været, men gudskelov kører vi igen efter 2 timer. Pludselig vågner jeg ved at det banker og farer op det er Karen hun er helt vild i ansigtet og fortæller at nogle fremmede bankede på og sagde de skulle hente noget inde i deres kupé. De fremmede står nu oppe på bordet og er ved at pille loft pladerne ned og deroppe finder de nogle plastsække frem som slæbes ud til døren. Det Karen er mest bekymret for er at Launy er der inde sammen med de fremmede og han har alle deres penge og pas. Karen for taget sig sammen til at banke på og beder Launy om at komme ud og de sidder nu begge inde i vores kupé, Ulrik snork sover. Da de fremmede endelig er færdige inde i kupéen fortsætter de ude på toilettet. Vi prøver at falde til ro igen, men Karen og Launy må lige have et par smøger at styrke sig på.

Tirsdag den 9. juli 1991

Det banker på døren klokken er 9.00 og ind kommer Karen og Launy de mener ikke vi behøver at sove længere for de har ikke lukket et øje hele natten. Vi må starte helt forfra med at fortælle Ulrik hvad vi har oplevet i nat. Launy fortæller at provodnikken også var med for hun havde leveret trappestigen de brugte. Karen og Launy mener at varer var smidt af undervejs og ved en station vi holdt på om natten steg de fremmede af. Nogle af varerne lignede sæbe. Føj for en oplevelse, gad vide hvad vi er blevet indblandet i. Morgenmad kan vi ikke få for der er ingen mad vogn. Udsigten har ændret sig, det er et meget charmerende landskab bjerg-stepper med små hvide telte (jurter) og dyr græssende både heste, køer og får. Vi ankommer til hovedstaden i Mongoliet Ulan Bator kl. 11.00 og er nu 6400 km fra Moskva. Her mylder det med mennesker alle lidt mørke med brede hoveder og sort hår og lidt skæve øjne. Vi finder vores guide han hedder Gombo og er en stor tyk mand som kan tale tysk og vi havde af rejseselskabet hjemme i Danmark fået lovet en guide som kunne engelsk, så vi må omstille tungen og ørerne. Vi kører til vores hotel hvor vi tager vores tiltrængte bad og tørrer os i nogle store badehåndklæder ahh hvor dejligt. Vi mødes til frokosten hvor der serveres salat med rødbeder, kartofler, agurk, indbagt fårekød og ris. Vi veksler penge (sort) hos Gombo. Vi tager nu hen til et andet hotel hvor der er et kontor hvor vi skal betale med alle de dollar jeg har slæbt på lige siden Danmark, rejseselskabet sendte jo dollarene til os da det ikke var sikkert at sende penge til Mongoliet. Vi går fra kontor til kontor og endelig kommer jeg af med pengene og vi får nogle billetter vi skal bruge til senere. Vi bestiller også en jeep tur til i morgen. Gombo er nok det mest forvirrede menneske jeg længe så mødt og jeg er ved at eksplodere indtil flere gange. Lige pludselig kan jeg tysk og så får han besked!! Endelig er vi færdige og vi kan gå på egen hånd rundt i byen. Bus stoppestederne vi møder er bygget som små kinesiske templer meget dekorative. Vi går ind i et center og køber souvenir til 2 kr. Befolkningen er meget fredelige at se på, det er tydeligt at se om de kommer fra by eller land. Dem fra landet har, både mand og kvinder, en knælang grå kjole på med bælte omkring, inden under har de lange bukser og langskaftet støvler og hat på. Det ser varmt ud, især fordi her er over 20 grader varmt. Det er tydeligt at se de ridder meget, for de er alle hjulbenet. Vi spiser aftensmad sammen med Gombo og den består af fedt-fedt flæsk med agurk og fårekødterninger med ris. Jeg kan snart ikke tage lugten af fårekød mere. Gombo fortæller og fortæller på sit gebrokne tysk men hvis vi gør os umage kan vi godt forstå det. Han fortæller bl.a. at mongolerne er naturfolk og tror på naturen i stedet for nogen religion. Efter at landet blev selvstændigt i 1921 er det ved at ændre sig til bureaukrati, alle vil være direktører og det gør systemet uhyggeligt langsomt, det har vi jo allerede oplevet indtil flere gange også når vi skal have mad. Mongoliet er selvforsynende, de har 25 millioner dyr i landet og er kun 2 millioner indbyggere hvoraf de 600.000 bor i hovedstaden. Grænserne omkring landet bevogtes fra et tårn for hver 1 km. Vi er ude og nyde solnedgangen over bjergene og bliver straks overfaldet af alle de unge mænd som vil veksle penge. Men vi har jo vekslet hos Gombo hvad vi griner lidt af, for han har fortalt os at han om vinteren arbejder i handelsministeriet. Vi køber postkort og frimærker men det kan vi kun betale for i dollar.

Onsdag den 10. juli 1991

Vi vågner til sol og sommer med 25-30 grader og har store forventninger til dagens tur. Vi spiser morgenmad og står endnu engang og venter, denne gang er det chaufføren med jeepen som ikke kommer, Gombo ringer rundt og efter en times tid kommer vores Jeep vi hopper alle ind på bagsædet og Gombo sidder så foran. De kører og dytter, som havde vi ikke betalt. Vores første stop er i et Munkekloster hvor en af Gombo's tysktalende venner fortæller os om hvordan det foregår. Der er en masse mennesker i dag for der kommer en Lama "overmand" fra Tibet og det siges at man som troende en gang om året skal røre ved en "overmand" og så er man frelst et år igen. Alle munkene lige fra 9 år og opad bærer en orange dragt og er kron raget. Der er også en del ældre mennesker som bærer nationaldragt. Vi overværer også en messe hvor de sidder og slår på trommer og blæser i horn. Det er meget spændende at opleve. Vi fortsætter ud på landet og her er simpelthen ubeskrivelig flot! Store bløde bakker/bjerge med græs og hist og her står de runde hvide telte (jurter) hvor mongolerne bor og overalt går der dyr mest heste. Vi stopper ved en familie (nomader) som Gombo kender og her er konen og manden i gang med at malke heste på rigtig gammeldags maner. Vi bliver inviteret ind i deres telt hvor vi de byder på hoppemælk, som ikke smager godt, de har opvarmet og derefter kommer det til afkøl i en beholder som er lavet af kohud. Teltene (jurterne) er et smukt dekoreret træ skelet og uden på er lagt 2 lag vævet uld-stof med filt imellem det hele bindes sammen med reb som er lavet af hestehår. Filten er lavet af fåreuld som er kartet sammen ved hjælp af varmt vand og bagefter tramper hestene det sammen. Om vinteren fyrer de op i deres kakkelovn og der bliver lagt filt på gulvet. Uld-stoffet bliver belagt med et vokslag så regnen ikke trænger igennem. Nomaderne som bor i teltene flytter efter deres dyr, tit er det faderen/sønnen som i perioder flytter rundt og så bliver familien tilbage ved lejren. Vi gør hold ved en kæmpe sten som ligner en skildpadde her finder vi Edelweiss blomster. Vores frokost får vi på et slags hotel sammen med Gombo og chaufføren som er meget sød, men han kan kun tale mongolsk. Pludselig ser chaufføren underlig ud han har fået tandpine og sidder med en tændstik og dypper i noget spiritus som skal bedøve den, men til sidst må han forlade os, den stakkels. Efter vi har spist går vi rundt i naturen mens de andre sover til middag. Vi er på vej hjem pludselig drejer vores chauffør af vejen og vi ryger rundt inde i bilen han har fået øje på en flok okser som går og græsser. Store flotte okser med resterne af vinterpelsen hængende på maven. Straks vi holder kommer nogle børn hen og skal se hvad vi vil, de er ude og hente vand samme sted som okserne drikker fra. Vi fortsætter hjemad efter en herlig dag. Vores aftensmad er som sædvanlig fårekød. Vi vil også have vekslet vores mongolske penge til bage til dollar det har Gombo lovet os, men pludselig har han ikke flere dollar. Konklusion - man skal ikke stole på nogen. Vi går os en aften tur hvor vi bl.a. er nede på posthuset for at købe frimærker og nu finder vi ud af hvor meget hotellet har snydt os. For på hotellet kunne vi kun betale med dollar og nu kan vi betale med Tungri (mongolske penge) og det er meget meget billigere. Vi møder også byens ungdom som kommer på hesteryg og ridder omkring som danskere ville køre med deres knallerter.

Torsdag den 11. juli 1991

Vi pakker vores rygsæk og er klar til afgang. Gombo og vores chauffør fra i går venter på os og vi kører til stationen. På vejen kan vi se at der er pyntet op overalt for der er 70 års jubilæum for deres selvstændighed. Der er stor kø foran toget men jeg får da mast mig igennem mængden så jeg kan få vores bagage ind gennem vinduet. Det kniber dog lidt med Karen's for den vejer "kun" 20 kg. Det har vi grinet en del af for Ulrik og jeg har hver en rygsæk, men Karen og Launy har to store kufferter på hver 20 kg med. Jeg finder vores kupé og finder ud af at det er en kupé til 4 og vi har betalt for 2 til 2 personer. Jeg informere de andre som stadig står i kø for at komme ind i toget og de går straks i lag med Gombo, men han kan ingen ting gøre for det første er toget totalt optaget og for det andet kan han ikke snakke med togpersonalet for de er kinesere. Men vi bliver enige om at vi klare den da det kun er 1 1/2 dag det drejer sig om. Udsigten ændre sig der er længere imellem byerne og de bløde bakker er efterhånden fladet ud og der bliver længere og længere mellem græstotterne. Vi nærmer os Gobi ørkenen. Vores frokost bliver med det sædvanlige fårekød men gudskelov en god sodavand til at skylle efter med, men det koster kun 11 kr. for os alle fire. Efter nogle timers kørsel er vi nu i Gobi ørkenen som består af strit græs, sten og rødt sand. Gobi ørkenen er det eneste sted hvor der er vildt levende kameler. Vi er heldige at se kameler, ørkenhare, gazeller og nogle små flokke trane lignende fugle på turen og får da også taget nogle gode billeder. Vi gør stop i en lille by Sajnshand midt i ørkenen og vi er ude på perronen og strække ben og sole ben mens toget for fyldt vand på og skiftes lokomotiv. Vi har svedt hele dagen. Vi er nu ved at være sultne igen og da vi ved at der er en stor tysk gruppe som skal spise kl. 19.00 går vi der ned 19.30 og her møder vi en dame som siger at alt er udsolgt! Her står vi så !! Jeg går efter damen ud i køkkenet og spørger om ikke hun har et eller andet vi kan købe. Hun finder noget brød jeg kan købe det er på størrelse med et lille franskbrød og koster den store formue af 33 øre. Jeg får tilnasset mig 3 af dem og pludselig får jeg øje på nogle grønne tomater og dem køber jeg også. Vi snakker lidt om situationen og pludselig dukker en idé op i mig, vores dåseleverpostej! Ulrik og jeg har 2 små dåseleverpostej i rygsækken som vi endnu ikke har haft brug for. Vi henter den ene og Launy køber kinesisk øl for dollar af ham som passer vores sovevogn. Jeg drikker min sidste cola og her sidder vi. Fire velopdragne "børn" der har lært at man skal dele. Vi deler den dåse leverpostej i fire og spiser brød og grønne tomater til. Nok det bedste måltid jeg har fået siden Rusland. Tænk siger Karen jeg vidste ikke dåse-leverpostej smager så godt ! Klokken er 22.00 og vi når den mongolske grænse og her skal vi igennem alle formaliteterne med pas og papirer, det tager et par timer. Vi fortsætter til den kinesiske grænse og her kører vi ind i en overdækket hal hvor vi skal have skiftet hjulsæt. Det er nemlig sådan at i Finland, USSR, Mongoliet m.fl. er vognbredden større end i Europa, det er fra krigens tid af. Hele toget 16 vogne bliver løftet op på nogle donkrafte og så er der en masse små kinesere som skruer hjulsættene af og en kran bytter dem med nogle andre. Mange af arbejderne er kvinder især kranførerne, ingen har hjelm eller sikkerhedssko på, kun små sut sko. Vi bruger ventetiden til at fejre Launy's fødselsdag. Det hele tager kun 2 1/2 time det er tydeligt at se vi er kommet til et land hvor der er lidt effektivitet. Klokken er 4 og vi forlader stationen lidt overtrætte.

Fredag den 12. juli 1991

Vi sover til midt på formiddagen og det er velfortjent efter alt det natteroderi. Vi ser ud af vinduet og det første vi får øje på er rismarker med en masse arbejdende kinesere med bagdelen i vejret. Rismarkerne vandes ved hjælp af overrisling i små kanaler. Det er sol sommer 30 grader og høj luftfugtighed, det gør at det virker meget klamt. Vi spiser alle fire vores morgenmad i kupéen som består af resterne af vores franskbrød og den sidste dåseleverpostej. Det er virkeligt underligt at kigge ud af vinduet og se alle de dyrkede marker når man tænker på at det sidste vi så i går inden det blev mørkt var Gobi-ørkenen. Vi snakker om hvor dejligt det bliver at komme til et land hvor vi kan få noget frisk grønt og frugt. De små landsbyer vi passere har huse som er lavet af ler-blokke som de selv har gravet op. De falder flot ind i naturen. Vi gør holdt i nogle byer undervejs bl.a. Datong som er en stor industriby som er kendt for produktion af damplokomotiver. Stationen er fyldt med boder med frugt, drikkelse og mad i lange baner. Det er frokost tid og vi beslutter at vi vil gå op og se om vi har bedre held i dag end i går. Der er kommet kinesisk spisevogn på og straks vi åbner døren kan vi dufte mad!! Her sidder vi med tænderne løbene i vand og glæder os over al den mad som vi har bestilt. Vores menu består af 7 slags kødretter med ris og Beijing øl. Vi går i gang med pindene, det smager pragtfuldt. Der er liv overalt fold kører rundt med havetraktorer, 3-hjulede motorcykler med lad, CYKLER, æsel og heste karreer. Landskabet begynder at blive mere kuperet og nu kører jernbanen ind mellem nogle ret høje bjerge med meget frodig vegetation. Pludselig får vi øje på "muren". Vi ryger frem til vinduet og fotografere små glimt af Den Kinesiske Mur. Lidt senere gør vi hold på stationen ved Den Kinesiske Mur og herfra kan vi rigtig se "muren". Vi har pakket alle vores ting sammen og sidder nu stille og sveder og venter på vi når Peking. Vi nærmere os byen og passere alle forstæderne. Vi ser mange faldefattige huse/skurer ud til skinnerne og mennesker overalt. Efter 7.865 km fra Moskva og over 10.000 km togtur fra København når vi Peking kl. 18.00. Turen med den Trans-Sibiriske/Trans-Mongolske Jernbane er slut. Vi står ud på perronen og kigger om efter dem som skal hente os. Lige umiddelbart kan vi ikke få øje på nogen og vi får taget nogle billeder af os foran skiltet for der står velkommen til Beijing som er Peking på Engelsk. Vi begynder at blive en smule utålmodig. Vi deler os op i to grupper og aftaler hvor vi kan mødes hvis nogen af os finder nogen. Vi går ud af stationen og der er en kæmpe plads med en million kinesere som alle ligner hinanden. Vi er absolut de eneste som ikke er "skævøjet" og rager højt op i luften, så det må da være nemt at få øje på os synes vi. Men ingen henvender sig til os. Vi spørger en sød pige om hjælp til at finde en telefonboks så vi kan ringe til turistbureauet. Men kontoret har lukket. Ulrik og jeg har adressen på vores hotel så ingen problemer i det men på Karen og Launy's står der bare "Turisthotel, Peking" og dem er der jo et par stykker af !! Vi beslutter at de bare kan tage med hen til os og om ikke andet kan de da bare leje et værelse samme sted. Vi aftaler en pris med en taxi og kører af sted. Vi får indkvarteret os uden problemer, og efter en del bøvl finder de ud af at Karen og Launy skal bo samme sted. Her er bare luksus i forhold til hvad vi før har oplevet på turen. Stort badeværelse, TV og aircondition. Vi er sultne og skal ud og spise, men det viser sig at i Peking spiser man kl. 18.00 og ikke senere, men langt om længe finder vi et sted på et andet hotel. Efter få timer har vi allerede fundet os dejligt tilpas med glade mennesker og CYKLER.

Lørdag den 13. juli 1991

Aahh frisk og udhvilet går vi ned og spiser morgenmad. Ulrik og jeg snakker også om hvor vi skal sove i nat for vi har kun bestilt hotel for første nat hjemmefra. Karen og Launy har bestil hele ugen. Vi går hen i receptionen og spørger om prisen og finder ud af at vi vil have en nat mere, vi sparer 200 kr. i forhold til hvad Karen og Launy har betalt hjemmefra. Vi ringer også lige til turistbureauet og spørger om de havde glemt os, men toget var forsinket og det gad de åbenbart ikke at vente på. Men så nemt snyder man ikke mig og jeg får aftalt en god handel med at de arrangerer en heldagstur ud til Den Kinesiske Mur med god rabat senere på ugen. Nu skal vi rigtig opleve Kina. Vi aftaler med Karen og Launy at vi mødes til aftensmaden. Vi starter med at tjekke priserne på andre hoteller, men der er ikke meget der er at spare og det er jo et godt hotel vi har og vi synes vi trænger til lidt luksus. Vi går der ud af og suger indtryk til os. Cyklerne har nummerplade på. Nogle har 3 hjul, og lad på til transport af varer. Rickshaw-cyklerne transporterer mennesker. Mange cykler har 3 gear, som skiftes ved at de manuelt flytter kæden fra tandhjul til tandhjul. Alle har forkørselsret så der ringes konstant med ringeklokkerne. Der er også mange knallerter med lad. Der er ikke det, som ikke kan transporteres pr. cykel lige fra kul og træstammer til mad og dyr. Vejen er opdelt i 4 baner, 2 baner til cykler/knallerter og 2 baner til biler/busser. Vi når til Temple of Heaven længere meget svedig. Det var her landmændene kom og tilbad gud om en god høst. Templet som er rundt er bygget på en firkantet platform fordi de troede at jorden var firkantet og himlen rund. Et andet tempel var lavet af en rund mur uden loft, og her kan vi ved at viske ind i muren, høre det hele vejen rundt. Vi køber vores frokost ved en bod hvor vi får lunet ris med grønt og kød strimler. Det smager godt og vi sidder og øver os med pindene. Pludselig står folk omkring os og glor. Der er ikke noget ondt i det, de er bare nysgerrige, men det skal vi vist lige vende os til. Benene er ved at være trætte og vi vil have vores debut med Rickshaw-cykler og vi hyrer en som kører os til Den Himmelske Fredsplads. En herlig oplevelse, måske lidt dårlig samvittighed. Her sidder vi 2 "dovne" danskere og slapper mens en gammel spinkel kineser kæmper i pedalerne. Den Himmelske Fredsplads er kæmpe stor og fyldt med mennesker. Vi har læst at der er 9 millioner indbyggere i Peking og vi føler at alle er samme sted som os. Indtil nu har vi ikke set andre turister, dejligt. Vi besøger The house of the people (regeringsbygningen) den er bare enorm stor. Der er en sal som hvor der kan sidde 10.000 mennesker. Udsmykningen er flot med malerier og vaser. Bagefter sidder vi og nyder stemningen på Den Himmelske Fredsplads og snakker om at det netop var her de studerende demonstrerede i 1989. Hov - hvem har vi der ? Det er jo Karen og Launy, meget pudsigt. Vi går hjemad igen og kigger på forretninger på vejen. Endelig når vi hjem, vores ben er fuldstændig færdige det er som om hofteskålene og benene er blevet uvenner. Vi spiser aftensmad på hotellet, for vi orker ikke at gå længere. Vi får ris med bøfstrimler og tomatsauce det smager godt. Vores ben er ved at komme ovenpå igen og vi går ned og køber os en vandmelon. På gaden er der en masse boder som sælger frugt.

Søndag den 14. juli 1991

Efter morgenmaden tager vi en Rickshaw-cykel op til Den Himmelske Fredsplads. Her står vi en kø på 1 km i bagende sol og venter på at komme ind i Mao Tse Tong mausoleet. Entreen er gratis men vi skal aflevere vores bagage og kamera udenfor. Jeg tror vi er de eneste "ikke-kinesere" som står i den kø. Alle glor på os, nogle teenager afprøver deres engelsk med os, de er meget søde. Vi er ikke så gode til at stå i kø, for der er mange som passerer os. Endelig bliver det vores tur til at komme ind i mausoleet, her er dejligt køligt. Først ser vi en statue af marmor og inde bagved når vi til Mao Tse Tong som er balsameret. Vi skal gå hele tiden det er forbudt at stå stille. Efter 4 minutter er vi ude igen. Vi går videre til Den Forbudte By, der hvor kejseren har boet. Byen er bygget inde bag en kæmpe mur. Byen består af en masse bygninger alle flot dekoreret med tagudskæringer og malerier på bjælkerne. Bygningerne har haft hver deres formål lige fra templer til beboelse. Det meste var templer hvor men i et kunne bede om godt høst i et andet om rigdom eller et godt liv. Der var alt hvad der skulle bruges, så man ikke behøves at komme uden for "byen" (muren), de var også selvforsynende med mad og grøntsager m.m.. Kejserens tjeneste folk måtte jo nødigt komme ud og se hvad der foregik uden for murerne. Det var underligt at tænke sig at der havde levet folk derinde som aldrig havde været uden for murerne. Det var en varm eftermiddag, luften var meget fugtig. Vi drak hver gang vi så en sodavand, men lige meget hjælp det. Efter et par timer inde i den forbudte by går vi videre til Wangfujing Road som vi har læst er en shopping gade men det bliver vi hurtigt træt af. Vi går ind på Beijing Hotel for at blive afkølet lidt af air conditionen. Vi ofre en Richschore på os selv og ikke mindst vores ben. Men ca. halvvejs hjem har vi samlet så mange kræfter at vi beder om at komme af og går selv. På vejen er vi inde og shoppe i en isenkram butik. Den er rigtig for de lokale, det er i hvert tilfælde længe siden der er tørret støv af på porselænet. Vi køber os nogle tallerkner, ris skåle og pinde til næsten ingen penge. På vejen hjem ser vi også alle bedste fædrene spille kort ude på fortovet, mens bedstemoderen passer barnebarnet. Alle de ældre mænd sidder i deres hvide undertrøje. Vi ser også en del af de ældre mænd lave en form for gymnastik, og da de alle bor i nogle små lejligheder må de jo gøre alt ude på fortovet, men de er til gengæld også brede. Vi passerer også en masse moder på vores vej hvor de sælger alt lige fra græshopper i bur til vandmeloner. Vores aftensmad spiser vi på hotellet sammen med Karen og Launy og udveksler dagens oplevelser. De har et par dage mere i Beijing end os, så de har ikke så travlt. Vi er snart i så god form, at vi kan være med i en marthorn. Vi har heller ikke problemer med at sove.

Mandag den 15. juli 1991

I dag skal vi på en guidet tur, som vi købte af det rejsebureau, som ikke hentede os på banegården, for at vi kan få de penge vi har til gode. Vi hentes kl. 9.00 Karen, Launy, 2 andre danskere fra Grønland, som var på en uges ferie og os. Vi kører direkte ud til Den kinesiske mur. Det er lidt diset så vi kan ikke se langt men til gengæld er det heller ikke varmere end vi kan holde det ud. Vi går op af muren sammen men en hel del andre kinesere. Muren er renoveret der hvor vi kan gå. Den er er bredere for oven end for neden. Muren er 5000 km lang og er bygget pr. håndkraft det er simpelthen ufatteligt at tænke sig. Tænk de små kinesere og de store sten. Den følger bjergene op og ned; simpelthen enorm flot. Det kniber lidt med at komme frem, men jo længere vi når væk fra udgangspunktet jo færre mennesker er her. Vi går helt ud til, hvor de er stoppet med renoveringen. Der kan vi se hvordan muren havde set ud hvis ikke der var gjort noget. Det ude kunne vi også få nogle gode billeder uden alle de mennesker. Solen er nu kommet igennem skyerne og vi er varme. Jeg har heldigvis mit håndklæde med til at tørre sved af panden med. Men til gengæld har vi nu alle tiders udsigt, lige så langt øjet rækker kan vi se muren sno sig. På vejen tilbage til bussen køber jeg en sweatshirt som souvenir. Vi kører nu med bussen til "Ming tombs" det er her Kejserne fra de forskellige dynastier ligger begravet. Vi spiser først frokost som består af en masse forskellige retter, men ikke specielt lækkert. Vi går op og ser en af mink gravene som er bygget langt under jorden med trapper ned til. Nede under jorden er der så bygget beton vægge for at det hele ikke skal styrte ned og dernede ligger de fine kejsere begravet. Det er ikke alle gravene som er gravet fri så man kan komme ned i dem. Vores tur fortsætter til en allé med en masse marmor figurer langs alléen. De er alle bygget til at beskytte gravstederne vi lige har set. På vores vej ser vi også store fersken plantager. Det er højsæson lige nu og en masse arbejder med at plukke og lægge i kasser til videre salg. Vi kører hjem til hotellet efter en god dag, men en ting kan vi hurtige blive enige om, det er godt at vi ikke hver dag er en del af en gruppe med guide, for det er ikke os. Vi får os et tiltrængt bad og går neden under til restauranten og får os et dejligt måltid mad. Jeg skriver nogle postkort hjem til Danmark.

Tirsdag den 16. juli 1991

I dag går vi hjemmefra med kurs mod Beihei Park, vi oplever meget når vi bare går der ud af. Vi går igennem nogle kvarterer hvor folk virkelig bor tæt i nogle små skure, og sidder ude på gaden og laver mad i deres store gryder (wok). Vi føler os meget trygge her i Peking alle ser meget glade og venlige ud men desværre kan vi ikke kommunikere med dem. Børnene er meget kære med sort strithår og de helt små har revner i bukserne for ikke at tisse i dem. I Kina er der jo en lov som siger man kun må få et barn, det er også meget tydeligt når vi om aftenen møder en familie med forældre og bedsteforældre og deres alles "kæledække" som fuldstændigt styre familien. Det siges at alle helst vil have drenge for de har større mulighed for at forsørge dem end piger har, når de bliver ældre. Vi når parken og her har vi et godt udsyn over Den forbudte by og kan rigtig danne os en fornemmelse af hvor stor den er. Vi når også forbi Den forbudte by en gang mere på hjem hjemad. Da vi kommer hjem til hotellet sidder vi og kigger på bykortet og regner ud at vi har gået 10 km, så ikke så sært at vores ben er trætte. Vi har aftalt med Karen og Launy at vi skal ud og spise Peking and i aften. Vi har bestilt bord på en restaurant og det ser meget fornemt ud. Drikkelsen er da også væsentlig dyre end den plejer. Vi bestiller og de kommer først med en slags pandekager og løgringe. Så kommer alle kokkene ind på række og rad med rulle borde hvorpå ænderne ligger. Alt mens vi kigger på skær de ænder ud i små stykker. Restauranten er rimelig fyldt. Vi får serveret og kigger os lidt omkring for at finde ud hvordan vi skal. Først tager men et stykke kød (det er lidt fedt) dypper det i noget Soya og ruller det bagefter ind i pandekagerne sammen med de grønne løgringe. Ænderne så bedre ud end de smager. Vi troede at det flotte brune skind var sprødt men det er slasket. Men så har vi prøvet det med man kan da ikke være i Peking uden at spise Peking and. Vi går tilbage til hotellet og skal have vores sidste nat i Peking for denne gang, men vi føler også vi har set hvad der skal ses, og er klar til et ny sted.

Onsdag den 17. juli 1991

Vi tog afsked med Karen og Launy og fik betalt vores værelse og kørte med taxa af sted mod lufthavnen. Her får vi virkelig en fornemmelse af hvor stor Beijing er inden vi kommer fri af byen og ud til lufthavnen. Vi checker ind og sidder lidt og venter og får lige skrevet de sidste postkort. Flyvetiden er 2 timer og 40 minutter. Indflyvningen over Hong Kong er bare flot, vi føler faktisk at vi flyver ind i flere højhuse så langt er vi nede. Lufthavnen ligger faktisk inde i byen. Vi kommer gennem alle formaliteterne. Vi bruger også de moderne automater hvor vi kunne få Hongkong dollar ud af vores kreditkort. Her er bare HOT, rigtigt fugtigt varmt. Vi køber os en billet til ind til byen. Vi beder chaufføren om at stoppe ved et af de store hoteller som skulle ligge i nærheden af steder som vi kan betale. Faktisk inden bussen stopper vælter der nogle lokale ind og råber en masse om steder man kan sove og Ulrik rygsæk er ved at blive delt i to får de vil alle bære den for ham. Men midt i virvaret får vi spurgt fire australiere som stiger på bussen hvor de har boet og hvordan det var. Den ene lokale dame får os overtalt til at gå med og se hvad hun kan byde. Vi tager elevatoren op til 11 etage og inde i midten af bygningen har hun 1/3 etage med værelser, hun prøver at sælge os de dyre først det er dem med aircondition, men nej sådan snyder de ikke os. Vi vil bo billigere og her er stor forskel på kvalitet og pris i forhold til hvor vi kommer fra. Vi beslutter os for en værelse med fan i luftet og fælles badeværelse. Værelset er ca. 9 m2 stort og med to senge med hård bund og gitter for vinduet, men selvfølgelig er her TV. Vi smider rygsækken og sidder lige og sunder os lidt for her er bare varmt! Vi går en tur ned på gaden og vi er bare lige i centrum. Masser af folk, biler og butikker. Vi kommer ned til havnen og her er luften bedre. Hov, hvad ser vi der? Der er jo en McDonald’s, ind og købe en iskold cola og køles af med aircondition. Vi undrer os over alle de pæne mennesker med jakkesæt og slips kan holde varmen ud, for vi er ved at omkomme af varme i næsten ingenting. Vi spiser aftensmad på McDonald’s det ved man jo hvad er. Butikkerne har åbent til midnat så vi kigger lidt på vejen tilbage til vores "hotel". Vi sveder så vandet pisker af os. Vi tager os et koldt brusebad, tænder fanen og siger godnat. Vi bliver klogere, for det er simpelthen så varmt at det er umuligt at sove, munden er helt udtørret af fanen. Jeg stikker armen ud af vinduet, men derude er der samme temperatur.

Torsdag den 18. juli 1991

Natten er gået og det bliver dejligt at komme ud. Vi går ud og skal finde noget morgenmad. Vi finder et supermarked hvor vi køber lidt yoghurt og juice. Hong Kong centrum er delt i to af vandet. Vi går ned til vandet og tager en færge over det tager 5 minutter. På den anden side finder vi en bus uden tag, som kører om på den anden side af en bjergtop og der omme er der en flotteste udsigt ud over vandet med flotte badestrande. De kører i venstre side af vejen, rigtigt engelsk. Vi stiger af på Repulse Bay Beach. Her er lækker sandstrand og vandet er over 25 grader. Solen står så højt på himmelen at vi ikke har nogen skygge. Vi ligger kun i kort tid og pludselig kan vi mærke det svider. Vi er vist blevet skoldet. Vi går ned og finder lidt frokost, og først indenfor kan vi se hvor røde vi er, av! Vi går lidt rundt og kigger på omgivelserne, her er flot med store villaer op ad klippevæggene. Vi tog bussen tilbage til centrum hvor vi går lidt rundt og ser os omkring. Udsigten ud over de kæmpe enorme højhuse er ubeskrivelig, det er fascinerende. Højhusene er som en slags kunstværker, alle mulige faconer, farver og størrelser. Ude på vandet er der stor trafik med alle de store container skibe med kraner. De ligger tæt på byen. Dem som er for store til at komme helt ind har mindre skibe som bringer lasten ind. Færgerne som går mellem de to by halvdele sejler hele tiden og er også fyldte hver gang. Vi besøger et shopping center og finder her en Pizzahut restaurant, og her vil vi spise til aftens. Vi smutter lige en tur "hjem" og i bad. Det syn vi møder når det er mørkt er bare fantastisk alle husene er beklædt med lysreklamer som bevæger sig. Vi kommer hen til Pizzahut og her står en kødrand af mennesker som venter vi får også en billet som ventede man hos bageren. Men vi bestemmer os for at vente. Lige så meget som vi har svedt hele dagen lige så kold bliver vi af at vente i den aircondition. Endelig bliver det os, og det er da også værd at vente på. På vejen hjem er vi inde i nogle af de dejlige tøjbutikker og kigge. Vi skal endelig ikke hjem før det er sengetid for der er ulideligt på værelset. Natten er stadig varm og lang, selv om vi prøver at nedkøle os med iskoldt vand.

Fredag, den 19. juli 1991

Vi besøger vores supermarked og spiser os en yoghurt. Vi går en lang tur og ender ude i en park. Her ligger et museum hvor vi får lidt historie. Vi går bagefter hen til Thai Air kontoret og får reserveret vores fly pladser hjem til i morgen. Vi vil nu ud og shoppe lidt, Ulrik får sig nogle Lewis bukser til billige penge. Vi har bestemt os for, at vi vil have fremkaldt vores billeder hernede, da det er billigere. Vi finder et sted hvor de kalder sig Kodak butik og fremkaldemaskinen ser ny ud. Vi får snakket os til en super pris, Ulrik er lidt flov over mig, men det bliver billigt og nye film til ingen penge. Vi går langs havne fronten og køber lidt mere tøj. Vi er også inde og se et musik og teater hus. Det er eftermiddag og vi tager igen over på den anden side af vandet og op med en slags svævebane op til toppen af et bjerg. Her har vi en smuk udsigt over byen og kan rigtig fornemme hvor mange stor huse her er. Vi går en dejlig tur rundt oppe på toppen og kan se til alle sider og overalt er der store containerskibe. Det begynder at blive mørkt og vi nyder synet at byen som bliver mørkere men alligevel bliver lysere bare af neon. Det er nu aften og det er vist på tide at vi to turister kommer lidt hjemad. Vi skal nu hente vores billeder, vi har lidt sommerfugle i maven, for det er trods alt hele vores sommerferie det gælder. Alle billederne er sat ind i små album, og de er bare gode alle sammen. Det unge par som ekspederer os, havde rigtigt studeret billederne for de er meget interesseret i vores tur. Vi sætter os ind på McDonalds og nyder billederne. Vi er nu nået til vores sidste varme nat på denne sommerferie.

Lørdag, den 20. juli 1991

Vi vågner og pakker vores ting sammen, de må godt stå hos vores værelses-mutter. Vi går nu ned på gaden og skal have købt de sidste ting. Vi har efterhånden fået udset os hvilke farver t- shirtene skal have osv. Vi snolder rigtigt, dejligt! Butikkerne som ligger i gaderne omkring os handler alle med ure, videoer, tv, mobiletelefoner m.m. eller også med tøj og parfume. De har døgnåbent og det er lidt a la Bangkok hvor priserne skal pruttes ned. Det er tydeligt at se, at det er en forretnings og bank by. Mange mennesker i fint tøj. Vi er nu ved at glæde os til at komme hjem. Vi henter vores rygsække som nu er blevet fyldt op til kanten. Jeg slæber jo stadig på mit ”kinaporcelæn”. Vi tager bussen ud til lufthavnen. Vi er længe om at finde hvor vi skal checke ind for det er bare stort. Vi får styr på tingene og flyveren letter omkring kl. 20.00. Vi flyver nu til Bangkok, hvor vi skal ned og vente i to timer. Vi stiller uret en time tilbage og det er ved at være sengetid kan jeg mærke. Bangkok lufthavn kender vi i forvejen så den bliver vi hurtigt træt af. Endelig bliver klokken 23.00 Bangkok tid og flyveren letter mod København. Vi får os lige en gang aftensmad igen, og endelig bliver her ro. Vi sover godt begge to. Vi får dejlig morgenmad inden vi lander i København. Vi er fremme rettidig. Modtagelseskomiteen er vist udeblevet, så vi fortsætter hvor vi slap i Hong Kong. Vi tager bussen ind til Københavns Hovedbanegård og her finder vi et S-tog til Greve. Men her må vi ofre os en taxi for bussen er kørt. Vi er nu hjemme i vandsengen i Greve og skal lige have en lille lur efter denne pragtfulde tur. Vi føler at vi har været væk i mindst et halvt år, med alle de oplevelser vi har haft.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside