På cykel rundt i verden - hvorfor og hvordan?
Claus Andersen
Rygsækken har i mange år været mig en tro følgesvend og er det stadigvæk, men i de senere år har jeg i stigende grad benyttet cyklen, som transportmiddel. Det skyldes bl.a., at jeg er ved at blive gammel og fed og trænger til at få lidt motion og tabe mig i ny og næ. Men det skyldes især, at det giver mig nogle rejseoplevelser og en rejse-rytme, jeg synes bedre om nu, hvor jeg er blevet en ældre fyr på over 30, og hvor rejser ikke kun drejer sig om øl, fisse og hornmusik – selvom de da stadigvæk også gør det.
Cyklen gør bl.a., at jeg ikke kan undgå at slippe væk fra de steder, der er nævnt i Lonely Planet, som jeg let kommer til at hænge fast i lidt for længe, når jeg rejser med rygsæk. Ikke at jeg som sådan har noget imod de steder, men jeg vil bare have mere end det. Rytmen med at bruge en uges tid på at cykle på små jordstier i Laos for derefter at slappe af et par dage på et backpacker-hotel passer mig perfekt. Jeg slipper også for en masse af det bull-shit og rapseri, der foregår på bus- og togstationer verden over. Jeg har aldrig været ude for at få stjålet noget, når jeg har rejst på cykel uden for de gængse turistområder. Når man tøffer rundt ude på landet, hvor folk ikke er vant til at se turister, er folks venlighed også altid ærlig og uden bagtanker, hvor man nok tit overvejer situationen en ekstra gang i en by med mange turister, når én kommer hen og siger: ”Hello, my friend!”
Mange tror at det kræver en dyr cykel og en super kondition for at cykle rundt i alverdens udørker, men dér må jeg da være et godt bevis på det modsatte. Jeg har brugt min gamle KTM Crossbike på mine sidste fire lange ture. Den kostede mig 5000 kr. men har også holdt til mere end 40.000 km, hvoraf de 14.000 har været på længere rejser. De af jer, der kender mig, ved også hvilken uatletisk, pizza-ædende øldrikker jeg er. Konditionen bygger sig automatisk op under en lang tur, når bare man tager den med ro i begyndelsen, og dét er vigtigt, når man er på langtur. Mange tror, at man skal okse afsted så hurtigt som muligt for at cykle en tur fra Danmark til Albanien, f.eks. Men det, som det i virkeligheden drejer sig om er, at køre i et tempo, så man også har energi næste dag. 100 km om dagen er ikke det store problem for de fleste, når bare man tager det som syv timers kørsel med en gennemsnitlig hastighed på 15 km/t, og derudover tager mindst et par hviledage om ugen. Et par gode polstrede cykelshorts og en god sved-transporterende cykeltrøje forhindrer stort set ubehagelige svedeture og ondt i røven.
Rimelig gode landkort er også vigtige for at undgå at ende på veje med al for meget trafik. Min erfaring er, at stort set alle lande er velegnede til langturscykling, hvis bare man læser sit kort ordentligt. Jeg er lige vendt tilbage fra en cykeltur gennem USA, som om noget er bilernes land, og det var en aldeles pragtfuld tur. USA er fuld af små, stille sideveje, og selv cykelstier er der en del af, når bare man har kort, der viser hvor de er. Der er f.eks. cykelsti hele vejen gennem Los Angeles, som nok ellers må betegnes som bilernes ”verdenshovedstad”.
Skulle nogen have fået lyst til en lille tur rundt i verden kan jeg sige, at jeg i de seneste år har cyklet rundt i lande som Tyrkiet, Grækenland, Jordan, Syrien, Nordcypern, Libanon, Israel, Spanien, Portugal, Marokko, Thailand, Laos, Vietnam, Cambodia, USA og Sverige. Jeg hjælper hellere end gerne med gode råd, hvis nogen skulle have mod på en længere cykeltur.
Jeg smutter den 1. august 2004 afsted på en ny lille tur fra Danmark til Georgien på cykel, hvor hovedformålet er at se Danmarks to udebanekampe mod Albanien og Georgien i VM-kvalifikationen i fodbold; 15 uger og 6000 km cykeltur. Det skulle da give gode baller nok til, at man undervejs får lov at klø de lokale ungmøer lidt bag øerne...
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
