Kap Verde
Claus Andersen
I sommeren 1999 slog jeg mine folder på Algarvekysten som udflugtssælger, vindrikker og skørtejæger. Midt i alle herlighederne fandt jeg ud af, at en returbillet fra Portugal til Kap Verde kun kostede 2800 kr., så da turistsæsonen var ovre i slutningen af oktober og der ikke var flere turister at sælge udflugter til, drog jeg sydpå til Kap Verde i 6 uger.
Jeg fløj med TAP (det står for Take Another Plane) fra Faro, via Lissabon, til øen Sal på Kap Verde. Hovedøen på Kap Verde er Praia, men da Sal er flad som en pandekage og har nogle gode strande med basis for turisme, har man valgt at lægge den internationale lufthavn der. Fra lufthavnen til den største by på Sal, Espargos, er der kun 2 kilometer, så jeg tog rygsækken på nakken og gik derind.
Espargos består mest af små primitive 1 eller 2 etagers huse, og det gav mig lidt bange anelser om, hvorvidt jeg kunne hæve kontanter med mit VISA kort. Hele turen var en ret spontan handling, så jeg havde ikke nået at veksle nogen penge, og foruden mit VISA kort havde jeg kun 100 amerikanske dollars. Det viste sig dog muligt, da man i nationalbanken havde en ”fluesmækker”, som de kørte mit kort igennem og derefter ringede til Senegal og fik en autorisation.
Derefter tog jeg ned på sydsiden af øen til Santa Maria, som er en lille badeby, hvor næsten alle turister pa Kap Verde bruger hele ferien. Byen har en lille håndfuld gode hoteller, og man er igang med at bygge endnu flere. Jeg havde en fin tid der, da jeg blev gode venner med nogle af de murerarbejdsmænd, der var i gang med at bygge nye hoteller, og de hjalp mig med at finde et billigt sted at bo, hos en gammel kapverdisk sømand med en deform hånd, og så sad vi ellers oppe på hans tag og grillede fisk og drak rom de næste par aftener.
Efter nogle dage i Santa Maria tog jeg videre til øen Sao Vicente med en gammel færge. De lokale havde kraftigt tilrådet mig til at flyve rundt mellem øerne, da de mente, at det var for farligt og ubehageligt at sejle med den gamle færge. Af de cirka 200 passagerer ombord blev alle på nær en 4-5 stykker da også enormt søsyge. Jeg var heldigvis en af de få raske. Jeg havde købt den billigst mulige billet og var på nederste dæk sammen med omkring 150 afrikanere, der var helt grå i hovedet af søsyge. Jeg havde lagt mig på gulvet under et koøje den ene nat, for at få lidt frisk luft. Det havde dog den uheldige effekt, at en lille knægt faldt over mig, da han ville hen og brække sig ud af koøjet, og i stedet endte med at brække sig i hovedet på mig. Han havde fået et eller andet at spise med pebermyntesmag, og resten af turen havde min sovepose en pebermyntearoma jeg godt kunne havde været foruden.
På vej til Sao Vicente stoppede færgen en halv dag på den lille ø Sao Nickolao for at læsse gods og passagerer af og på. Det var lige tid nok til at folk kunne blive raske nok til at gå fra borde og få noget at spise. To af mine kapverdiske medpassagerer inviterede mig med til frokost hos nogle bekendte de havde i byen. Vi fik cachupa, som mest består af stegte hvide bønner blandet op med lidt kød og grønt. Da jeg kom tilbage på båden og vi begyndte at sejle igen, kunne jeg se, at de fleste af mine medpassagerer også havde fået cachupa til frokost, og resten af turen til Sao Vicente vadede jeg rundt i opbrækkede hvide bønner.
Efter 40 timers færgetur, som hvis jeg minuser cirka 700 liter bræk, var en helt igennem fed oplevelse, ankom jeg til Mindelo, som er den største by på Sao Vicente. Mindelo er også Kap Verdes kuturcentrum og de fleste af landets musikere kommer fra Mindelo, inklusive barfodsdivaen Cesaria Evora, der er blevet verdensberømt og har optrådt flere gange i Danmark.
En af de ting jeg havde glædet mig til på Kap Verde er det faktum, at det næsten aldrig regner. Øerne har været så tørkeramte, at flere hundrede tusind mennesker er udvandret gennem de senere år, men vejrguderne syntes lige, at de skulle fejre min ankomst med det værste regnskyl i mere end hundrede år. Det stod ned i tove i to dage i træk og oversvømmede hele byen og skyllede de fleste af byens jordveje ud i havnen. På trods af alle ødelæggelserne virkede folk dog glade for, at det for en gangs skyld regnede. En dag, da jeg var nede i det lokale supermarked for at handle, så jeg et lille opslag hvor der stod at Yussou N'dour ville gi' koncert i den lokale biograf den samme aften. Yussou N'dour er fra Senegal og er Afrikas mest kendte sanger. Jeg skyndte mig hen på det franske kultur institut, som sponsorerede koncerten, og købte en billet. Det blev en superfed koncert, hvor Yussou N'dour det ene øjeblik sang folkesang, det næste øjeblik jazz, for til sidst at slutte af med nogle ret rockede numre, der fik de senegalesiske tilskuere til at gå helt amok i vild jubeldans, hvor de sprang op på scenen og omfavnede Yussou N'dour, så han næsten ikke kunne synge, mens det kapverdiske publikum godt nok rejste sig fra deres stole og begyndte at danse, men ellers opførte sig mere sindigt. Kapverderne er i det hele taget mere sindige end andre vestafrikanere jeg har mødt. Efter koncerten var jeg blevet tørstig og gik op på en lille jazzcafe for at få en ø1. Yussou N'dour var åbenbart også blevet tørstig, for han stod ved siden af mig i baren, men så havde jeg da mulighed for at takke ham personligt for en god koncert.
Dagen efter tog jeg over til øen Santo Antao. Det var en kort sejltur over et smalt stræde, og der var stort set ingen bølger. Alligevel blev næsten alle de lokale passagerer søsyge, og det bekræftede min mistanke om, at de mest bliver søsyge af skræk. Formentlig fordi de fleste familier på Kap Verde har mistet et eller flere medlemmer på havet.
Der går en høj bjergkæde på tværs af Santo Antao der er så høj, at den kan holde lidt på nogle af de skyer der passerer, hvilket gør Santo Antao til den mest grønne af de Kap Verdiske øer. Køreturen fra den tørre sydside til den frodige nordside gav nogle vildt flotte og dramatiske udsigter og nogle nervepirrende momenter, når der var flere hundrede meters frit fald fra en vej, der var vasket væk af regnen og erstattet af nogle gamle brædder.
På nordsiden af øen slog jeg mig ned i byen Ribeira Grande i nogle dage. Børnefonden driver et projekt på Santo Antao, der næsten har udryddet analfabetismen på gen, der tidligere var meget høj. Projektet bliver bestyret af en ældre portugiser, der har boet flere år i Århus og taler flydende dansk. Det hele blev dog i sin tid startet af Lis Vera Jørgensen, som i dag blandt andet får tiden til at gå med at være kasserer i De Berejstes Klub. Da de finder ud af at jeg kender Lis, bliver jeg næsten båret på hænder og fødder resten af mit ophold på øen, og en dag bliver jeg stoppet på gaden af en af Lis' tidligere ansatte, der beder mig om at tage en gave med hjem til Lis, hvilket jeg naturligvis gør.
Jeg mødte også en dansk familie som er på forældreorlov med 2 børn, og de næste dage vandrede jeg rundt i bjergene sammen med faderen, mens moderen holdt skole med børnene. Naturmæssigt minder øen om Færøerne i solskinsvejr, med stejle grønne bjerge, men når man kommer ind i kløfterne er der pludselig fuldt af sorte unger. Santo Antao er i det hele taget et sted at lufte vandrestøvlerne, og det ligger så tilpas afsides, at næsten ingen turister finder derud. Jeg så under 10 turister de 2 uger jeg opholdt mig der.
Jeg blev nødt til at begynde at tænke på at komme tilbage til Sal, da der ikke var så mange dage indtil mit fly til Portugal gik, så jeg tog den lille færge tilbage til Mindelo og stod på dækket og nød havudsigten, mens de andre brækkede sig. Fra Mindelo købte jeg en flybillet til Sal. Ikke fordi jeg havde noget imod at tage søsyge expressen engang til, men den er ret uregelmæssig, og der var ikke rigtig nogen der vidste, hvornår den næste gik, så jeg tog med Kap Verde Airlines lille propelflyver. Det kostede mig 350 kr., i modsætning til 110 kr. med færgen.
De sidste dage på Kap Verde brugte jeg på at tilspille mig en plads på et fodboldhold, hvis spillere alle var ”indvandrere” fra de andre øer. Vi spillede en dag kamp mod et af de lokale hold og tabte 14-1. Jeg scorede dog kampens flotteste mål ved elegant at lobbe den over målmanden. Det var dog uheldigvis mit eget holds målmand jeg scorede hos, men det blev nu taget med højt humør, som steg yderligere et par grader, da jeg efter kampen gav hele holdet kvajebajer på den nærmeste bar.
Næste dag tog jeg flyet tilbage til Portugal, efter at have brugt 6 uger på at rejse rundt i et helt igennem anderledes rejseland som har den, i mine øjne, attraktion, at der endnu ikke findes en Lonely Planet til stedet.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside