Kejserkanalen
Tekst og tegning: Bertel Kristensen
Middelalderens mest berejste europæer Marco Polo besøgte Hangzhou i 1200-tallet og omtalte den bagefter som verdens utvivlsomt flotteste og
formodentlig største by. Hundrede år tidligere havde den i en periode været hovedstad for riget i midten, og helt fra omkring år 600 havde
den været en vigtig handelsby, vokset op, som den var omkring den sydlige ende af Kejserkanalen,- ofte blot omtalt som Den store Kanal.
I året 610 blev Kejserkanalen ført frem til Hangzhou og Det østkinesiske Hav og er dermed verdens ældste kanalbyggeri, og – nu vi er
ved rekorderne, - med sin længde fra Beijing på knapt 1800 km er den samtidig verdens længste skibsfartskanal. Kun lidt under halvdelen
er dog sejlbar i vore dage. Hangzhous førende attraktion, der hvert år lokker i tusindvis af kinesiske turister fra nær og fjern, er Vestsøen, et årtusindgammelt
stykke landskabsarkitektur, der har været forbillede for tilsvarende haveanlæg rundt om i Kina, og såmænd også i andre dele af verden, her skal blot nævnes Frederiksberg Have. Der bor ikke færre mennesker i Hangzhou end dengang, den i middelalderen var verdens største by, men af det middelalderlige bybillede
er intet tilbage, takket være 1800-tallets Taiping-oprørere og 1970´ernes rødgardister.
Men er promenaden langs Vestsøen med sirlige, velpassede blomsterbede, elegante honeymoon-hoteller og udsigt over søen til fjerne
pagoder på toppen af skovklædte højdedrag byens forside, så må bydelen omkring Kejserkanalen så helt afgjort være bagsiden med
cementgrå højhuse og ramponerede fabriksanlæg langs kanalens mudrede bredder og gråsorte vand. Her i den nordlige del af Hangzhous
bymidte er der hver eftermiddag kl. halv seks afgang med passagerskib ad Kejserkanalen, med ankomst til den gamle kanalby Suzhou næste
morgen kl. halv otte, en bådrejse på 145 km. To både sejler samtidig, fortøjet til hinanden.
Allerede efter 20 minutters sejlads, længe inden man er ude af det tæt bebyggede byområde, passeres den første af de gamle historiske broer
med dens tre runde buer af sten. Som var det en hvilken som helst hovedvej, er kanalen forsynet med færdselstavler langs bredden, kilometermærker
og vejviserskilte med afstandsangivelser de steder, hvor sidegrene forlader hovedkanalen. Der er trafikseparering, sådan at der i hvert fald som hovedregel sejles i højre side. Ikke for ingenting er flodprammene, der færdes på kanalen udstyret med fendere hele vejen rundt. Advarselsråb i megafon,
alarm med skibssirenen og skibshundenes vedholdende gøen afværger i sidste øjeblik enkelte, men ikke alle tilfælde af ublid nærkontakt
mellem kanalens skibstrafik, i de fleste tilfælde heldigvis med trafik i samme retning. Ind i mellem kan det godt opleves som noget i retning af radiobilerne i Tivoli eller baljebanen på Bakken, og et par gange i nattens løb er man ved at ryge ud af køjen.
På øverste dæk er der indrettet seks 4-mands kahytter og to 2-mandskahytter. Ude foran befinder sig spisesalonen, hvor der denne aften
serveres kogt fisk, ris og en velsmagende kinesisk udgave af millionbøf lavet på grisekød. Udmærkede kolde dåseøl kan købes for 6 kr.
Spisesalonen er indrettet med vinduer fra gulv til loft, så man kan følge med i trafikken på kanalen så længe, det er lyst. Salonens midterste
del ser ud til at være beregnet til dansegulv, loftsbeklædningen er imiteret perlemor, hvor der i midten hænger en lysekrone med små
lampetter. En bar med en enkelt barstol befinder sig i det ene hjørne. Aftenen igennem foregår der dog ikke andet, end at besætningen sidder
og spiller kort omkring et bord, der er trukket midt ud på gulvet.
Næste morgen kl. 5.25 står solen som en rød kugle i morgentågen inde mellem kanalbreddens rækker af høje bambus. Endnu er der mindst 2 timer til ankomsten i Suzhou og god tid til at følge kanalens livlige trafik. Pramtræk med op til 11 pramme bundet sammen, ofte med mindre end en
halv meters fribord, manøvrerer langsomt gennem kanalens kurver med last af vidt forskellig art. Der sejles med alt fra øl og sodavand til
sten grus, mursten og andre byggematerialer, kul og kunstgødning, ”pit props”(=tømmerstokke til afstivning af minegange) og sammenbundne
baller af bølgepap til genbrug.
Mange af prammene ser ud til at fungere som mand-og-kone foretagender, hvor prammen er hjem for en husstand, der oftest foruden
børn også omfatter en skibshund, og i et enkelt tilfælde en kat tøjret i en sele. Foran den røde fane med de fem gule stjerner ude agter og hen
langs lastrummet blafrer vasketøjet fra tøjsnoren, og bag styrehus og kahyt står krukker med roser og magnolier. I flamingo-kasser på
taget har man forårsløg og andre køkkenurter. Bebyggelsen omkring kanalen bliver tættere, og på en parkpromenade langs bredden er folk i gang
med morgengymnastik. Ad mindre sidekanaler nærmer vi os Suzhous bymidte, og lidt i halv ni ankommer vi til byens bådterminal, hvor
der venter det sædvanlige overfald fra ivrige taxachauffører og hotelagenter.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside