En tur rundt i et hårdt land - Newfoundland og Labrador. Følg med Bertel rundt i Newfoundland og Labrador i det herrens år 1979
tekst og foto: Bertel Kristensen
(18.7.)
Mens vi endnu befinder os over åbent hav, påbegyndes indflyvningen, og skiltet med ”fasten seat belts” tændes. Efter et stykke tid dukker sorte granskove frem af regnskyerne, et jernbanespor og en række telefonpæle, igen grå moseflader med sorte, pindeagtige graner, og endelig en metalblank, regnvåd landingsbane. Vi er landet i Gander internationale lufthavn, i sin tid anlagt på det sted, hvor der er kortest fra Amerika til Europa, dengang da flytrafikken ligesom trækfuglene søgte de kortest mulige ruter over åbent hav. På begge sider er landingsbanen omgivet af en mur af graner , kun brudt af lysninger med flammende rødviolette gederams, et syn, der skal følge os de næste uger undervejs gennem Newfoundland og Labrador.
Endnu to timers flyvning, og vi befinder os i Goose Bay, Labrador, en anden af de lufthavne, over hvilke tusinder af tons amerikansk militær udrustning blev transporteret til Europa under anden verdenskrig.
Happy Valley er navnet på Labradors hovedstad. Efter at luftbasen, 11 kilometer derfra, har mistet sin strategiske betydning, og et par savværker har barberet omgivelserne for skovvækst i det omfang, det var økonomisk lønsomt, og derefter drejet nøglen om, har det lille bysamfund måttet kæmpe for sin eksistens. Små spinkle birketræer er ved at generobre de sandede skovrydninger med de små afskallede træhuse, samtidig med, at hærskarer af sultne myg og små sorte fluer synes at have erklæret krig på skovens vegne mod de mennesker, der ved en fejltagelse har slået sig ned her.
Overalt ser man også her bevoksninger af gederams eller ildurter, som de er kommet til at hedde i den danske oversættelse af ”Ringenes Herre”. Fireweed hedder de her, fordi de dækker den bare skovbund som et rødviolet tæppe året efter en skovbrand.
Ellers er det gamle kendinge fra den nordskandinaviske nåleskov, som man træffer på i skovbunden. Cornus suecica, hønsebær, med sine hvide blomster og den lille yndefulde Linnaea borealis, opkaldt efter den svenske botaniker Carl von Linné, grundlæggeren af den botaniske videnskab og systemet med slægter og arter. Det skal have været hans yndlingsblomst.
Anløbsbroer Davis Inlet & Hopedale
(20.7.)
Fredag aften vågner byens to-tre hoteller op til liv og aktivitet, når boremandskaberne fra olieefterforskningsfelterne ud for Labrador-kysten kommer til byen for at holde weekend. Spøgelsesbyens jordveje støver ørkenagtigt i den varme aften, men i baren er der liv og glade dage, alt hvad et off-shore borehold på landlov kan ønske sig, er tilsyneladende til rådighed.
(21.7.)
Lørdag middag kommer indianerne fra Northwest River, 40 kilometer borte, til byen i en lejet pick-up for at købe øl til weekenden.
(22.7.)
Søndag morgen klokken otte afgår motorskibet ”Bonavista” fra savværkskajen i Goose Bay med gods og passagerer til Labrador-kystens nordlige bygder. Hele søndagen sejler vi gennem den 200 kilometer lange fjord, der fører ind til Goose Bay. Det er blikstille med bagende sol. Om eftermiddagen anløber vi Rigolet, der skal være verdens sydligste bygd beboet af inuitter. Stedet ligger sydligere end Danmarks sydligste punkt, men træhusene mellem de mørke graner leder tankerne hen på Nordnorge.
Efter snævringen ved Rigolet åbner farvandet sig. Inden for en time bliver det bidende koldt, og mod aften er vi ude i det åbne hav. Herfra kan man sejle mod syd til Cartwright, Charlottetown og Mary`s Harbour, fiskerlejer, hvis befolkning er efterkommere af newfoundlandske fiskere, der oprindelig kun opholdt sig på disse ugæstfrie steder i to-tre sommermåneder for at fiske torsk og behandle fangsten. Men selv her kan der virke indbydende, når de store hvide træhuse ligger omgivet af saftgrønne enge med et væld af gule smørblomster og blå iris.
Ved solnedgang ankrer vi op ud for Indian Harbour, en af den sydlige kyststræknings mange såkaldte sommerstationer, én eller to hytter på et øde og nøgent skær, hvor en håndfuld mænd tilbringer nogle sommeruger for at være nær de gode fangstpladser for torsk, så længe trækket langs kysten varer, selv om torskefiskeriet også her, som så mange andre steder, er gået tilbage.
På vej til Postville
(23.7.)
Mandag morgen er vi på vej nordover. Det er gråvejr, koldt og blæsende. Vi er ankret op ud for Cape Harrison, hvor en anden sommerstation er beliggende. Øverst på en fjeldknude ligger der ligesom ved Indian Harbour resterne af en radarvarslingsstation, som udviklingen har gjort overflødig. Tilbage er kun rustne stålskeletter og en betonskal af en bygning, hvor vinduesåbningerne glor som tomme øjenhuler ud i det grå forblæste øde. Det kræver ikke megen anstrengelse at forestille sig stedet i en hylende snestorm og 25 graders frost.
Det meste af dagen sejler vi udenskærs, og båden ruller en del. Senere skal det vise sig, at det kun er på denne strækning, at søen mærkes, eller også er vi heldige. Nu og da ses kæmpemæssige drivende isfjelde mod nordøst ude i ”the iceberg alley”. Det er i dette havområde, at olieefterforskning finder sted, med hvad dette indebærer af risiko for et sårbart havmiljø.
Midt på eftermiddagen lyder skibssirenen, og bygden Makkovik dukker frem bag et næs. Her som i Rigolet er der fyldt med mennesker på anløbsbroen, da båden lægger til, og endnu flere, mørklødede og sorthårede beboere strømmer til. Mange er tosprogede, og hvem, der er efterkommere af Labradors oprindelige befolkning, og hvem, der nedstammer fra ”settlers”, fiskerfamilier sydfra, kan være svært at afgøre i denne bygd, hvor det almindeligste familienavn er Andersen - efter en norsk immigrant, der sammen sin kone, der var fra Labrador, var blandt de første, der bosatte sig på dette sted for godt hundrede år siden. Slæder beregnet til hundeforspand fortæller, at man er i inuit-kulturens område, og i centeret for kunsthåndværk, som der bliver tid til at besøge, ses et udvalg af handsker og kamikker af sælskind, knapper af rensdyrtak, samt udskårne arbejder af træ og fedtsten.
Hen på aftenen anløber vi bygden Postville inderst i en lang smal fjord med skovbevoksede skråninger, et landskab helt forskelligt fra den ydre kyst med dens nøgne klipper og spredte snedriver. Tilsyneladende er størsteparten af de små 200 indbyggere mødt frem på kajen, og mens børnene myldrer op og ned ad landgangen, kommer nogle af de voksne om bord og sætter sig i salonen, nogen drikker en kop kaffe, mens de i nogle timer suger indtryk af den verden, der kommer til udefra. De sidste går i land, da sirenen ved et-tiden lyder til afgang. Mens flammende nordlys konkurrerer med den lyse nordhimmel om at gøre nat til dag, sejler vi ud gennem en spejlblank fjord.
Hovedgade i Davis Inlet
(24.7.)
Tirsdag morgen. Ankomst til Hopedale i strålende sol. Et mylder af børn og hunde mellem kulørte træhuse og glatte runde klipper. Fiskeredskaber, cykler, snescootere og hundeslæder flyder rundtom. I Hopedale eksisterer der - ligesom i Makkovik - en forening til hundeslædekørselens fremme. Hundene ser nærmest ud som grønlandske slædehunde. Der ses ikke en eneste Labrador-hund. Stedet er grundlagt i 1782 af missionærer fra den tyske brødremenighed, der kom herover fra Grønland, og byens mest fremtrædende bygning er brødremenighedens kirke med klokken anbragt midt på tagryggen ligesom på den gamle kirke i Qaqortoq/Julianehåb.
Ved fem-tiden når vi Davis Inlet, en bygd, hvis befolkning så godt som udelukkende er indianere af naskaupi-stammen. Før rensdyrjagten begyndte at svigte, kom indianerne kun sjældent ud til kysten. Nu bor næsten hele stammen størstedelen af året langs bygdens ene gade med de to rækker ramponerede træhuse mellem graner og gederams. Så snart landgangen er sat, stimler en flok brunøjede unger om bord for at lege tagfat op og ned ad kahytstrapperne. Foran toiletterne har der dannet sig en lang kø af børn, der ikke skal gå glip af de forlystelser, en mindre passagerbåd kan byde på, om det så blot er et ægte vandskyllende toilet.
”Bonavista” tuder til afgang, og børnene farer ned ad landgangen. Snart forsvinder bygden bag granerne, el-værkets motorstøj dør væk, og forude ligger igen det åbne hav med spredte klippeskær belyst af aftensolen. Nogle børn, som er med fra Hopedale, sidder i salonen og spiller kort om penge. En af drengene, som er blevet blanket af, får gratis sodavand af de andre på resten af turen.
Gader og bygninger i Nain
(25.7.)
Onsdag morgen i gråvejr og støvregn ankommer vi til rutens endestation Nain, som er den største af bygderne og samtidig den nordligste bygd, der er beboet året rundt. Af de fire større bygder, der tidligere lå længere nordpå, blev den sidste, Hebron, opgivet i efteråret 1959, og befolkningen blev flyttet til Nain. Her er Hebron nu navnet på den bydel, hvor de blev bosat, uden at de føler noget større tilhørsforhold til det nye sted af den grund. Med sine kun 900 indbyggere har byen sin rigelige andel af misbrugsproblemer og andre problemer, som har ramt samfund af oprindelige folk mange steder i verden.
Op ad formiddagen skærer solen gennem støvregnen og skinner på vådt græs, grantræer og hvide huse med sommerblomster foran. Sværme af myg kaster sig over endagsturisterne, der under de fire timers ophold søger tilflugt, dels i byens lille interessante museum, dels i kunsthåndværkscenteret og dels i brødremenighedens hvidmalede trækirke.
Ved middagstid sættes kursen igen sydpå. Snart er vi igen omgivet af sneplettede klippeøer, bevoksede med multebærheder. Om aftenen Davis Inlet.
(26.7.)
Tilbage fra Nain
Torsdag har vi forladt Hopedale tidligt om morgenen. Postville og Makkovik genser vi i løbet af dagen i silende regn. Lige før solen forsvinder under horisonten, dukker den frem i en smal stribe klar himmel og får et isfjeld tæt ved os til at glitre og gløde som et eventyrslot mod den blysorte regnhimmel.
Meget sent på aftenen lyder skibssirenen ud i det tomme, sorte, regntunge øde. Maskinen stilner, mens båden ruller i søen, igen og igen lyder den melankolske tuden. Langt om længe høres motorlarm ude i mørket, og projektørerne indfanger en lille åben motorbåd med tre mand om bord. Landgangen hejses ned, to mand i gule plasticfrakker forlader motorbåden, og to andre stiger ned i den lille båd, der igen forsvinder i mørket på vej ind til Cape Harrison, hvor nye folk nu er klar til at tage nogle ugers ensom og ensformig tørn med fiskeriet fra en lille og forblæst sommerstation
(27.7.)
Fredag middag anløber vi igen Rigolet, og resten af dagen sejler vi i strålende sol ind gennem den langstrakte fjord til Goose Bay. De yderste skær, isfjeldene og snedriverne ligger igen bagude.
