Monkey Bay hedder hjemhavnen for det lille passagerskib "Ilala II", der en gang om ugen gennem det sidste halve århundrede har sejlet en tur på langs ad Malawi-søen og tilbage igen. Men aberne, som i de tidlige morgentimer har afsøgt skibet for spiselige rester, er gået fra borde, og har kun efterladt sig deres visitkort i dækstolene, da passagererne kommer ombord i løbet af fredag formiddag. Besætningen må på rengøringsarbejde, inden det bliver afgang ved middagstid, og båden stævner ud på den 700 km lange sørejse til Karonga ved grænsen til Tanzania. På underste dæk er de lokale rejsende stuvet sammen med deres omfangsrige bagage i kufferter, tasker og sække. De passagerer, der har været heldige at reservere en af de 8 kahytter, tager dem i besiddelse. Snart kalder et par trommehvirvler til frokost i restauranten, med stofservietter og tre retter mad. Baren på øverste dæk åbner, og en søvnig krydstogtstemning breder sig.
Ud på eftermiddagen kastes ankeret ud for en tilsyneladende øde palmebevokset kyst, og redningsbåden sættes i vandet. De passagerer, der skal i land, stiger over i båden, som yderligere bliver lastet med adskillige sække majs og 150 kasser cola. Inde fra land kommer flere både med passagerer, der skal med videre, samt høns og geder. Først hen mod aften lettes anker, og turen går tværs over søen til Chipoka på søens vestside, hvor der fortøjes ved en øde havnekaj med en mobilkran under to høje projektørmaster. I nogle timer sker der absolut ingenting, men pludselig er der rykind. 20-30 fredagstørstige mennesker myldrer ombord og invaderer promenadedækket, hvor baren tilbyder byens eneste mulighed for at slukke tørsten i det, der formodentlig er verdens bedste øl, hvis man skal tro reklamerne. Gæsterne har allerede forinden lagt bund med det lokale afrikanske øl, der sælges i papkartoner og smager meget anderledes end øllet fra Valby Bakke (brygget i Malawi på licens). Efter yderligere et par timer får bartenderen de mere og mere højrøstede gæster lokket til at gå i land, efter at have solgt dem en kasse øl.
Hen ad morgenstunden kastes fortøjningerne, og havnens lys forsvinder agterude. Klokken syv serveres "early morning tea" for passagererne på øverste dæk. Om eftermiddagen anløbes Nkhota Kota, byen, hvor den skotske opdagelsesrejsende og missionær David Livingstone for kun godt 130 år siden mødtes med Tippo Tip, en af tidens mest berygtede slavehandlere, under et stort træ midt i byen. De sidste 5 timers sejlads til Likoma Island tæt op ad søens østlige kyst føles som sejlads på åbent hav, den sydlige vind på langs ad søen rejser bølger, der får båden til at rulle, og skumsprøjtene står ind over dækket. Det når at blive mørkt, inden der kastes anker ud for øens østside. Der kan ikke skimtes et lys eller noget som helst af øen ude i det sorte mørke. Nu er det vores tur til skifte til en af redningsbådene sammen med andre passagerer og sække og kasser med varer. Påhængsmotoren startes, og turen går ind mod land, hvor passagererne hopper ud i det sorte vand og vader det sidste stykke ind på stranden.
Bondehus på Likoma Island
Likoma Island er af overkommelig størrelse, nogenlunde som Fejø i Smålandshavet. Det betyder, at man kan gå fra den ene ende af øen til den anden på mindre end to timer. Bortset fra en gammel landrover er øen bilfri. Landskabet på øen er så afrikansk som man overhovedet kan drømme om det, med de forvitrede granitklipper, den røde jord, det høje gule græs, majs- og maniokmarkerne og de stråtækte huse. Bunker af store stenblokke ser ud, som var de samlet som kasteskyts af et kæmpestort overnaturligt væsen, der desuden - i et anfald af bersærkergang - må have vendt op og ned på de cementgrå baobabtræer og kylet dem ned i jorden, så rodnettet står lodret op i vejret. Klippekyster med et mylder af farveskinnende fisk skifter med indbydende sandstrande, der siges at være frie for bilharzia, den afrikanske sneglefeber. Mod øst ses Mozambiques stejle kyst 9 kilometer borte. I alle øvrige retninger ligger søens uendelige, dybblå flade under en lysende blå himmel. Vinden og de behagelige 23 grader midt på dagen er typisk for den kølige tørtid, der falder sammen med vore egne tre sommermåneder.
Søen er, med sin største dybde på 707 meter, verdens fjerdedybeste og rummer flere arter af fisk end nogen anden indsø i verden, først og fremmest et utal af arter af cichlider, hvoraf mange er velkendte fra danske stueakvarier. Omkring en lille bugt på øens nordlige del ligger små intensivt dyrkede parceller med ris og grønsager, som børnene går og vander, efter at de har fyldt vandkanderne nede i strandkanten, hvor krokodiller lurer ude mellem sivene.
Med sine 6000 indbyggere er øen særdeles tæt befolket, og Malawis selv efter afrikanske forhold høje fødselstal afspejles i, at øens tre grundskoler hver har op imod 600 elever. Dertil kommer et gymnasium med 350 elever, hvoraf dog størstedelen er kostelever fra fastlandet. Et el-værk eller offentligt elforsyningsnet findes ikke på øen, men flere institutioner og husholdninger klarer sig med egen generator. Et forsøgsprojekt til forsyning af generatorerne med biogas i stedet for dieselbrændstof er sat i gang. En af øens barer har monteret et solcellepanel på gavlen til at levere strøm til lamperne i haven og til at holde øl og sodavand kolde. Hvad angår vedvarende energi iøvrigt burde øens vindomsuste beliggenhed gøre den selvskreven til placering af en vindmølle.
Sct. Peter
Øens største og mest imponerende seværdighed er den knapt 100 år gamle Saint Peter´s Cathedral midt på øen, en kirkebygning på størrelse med Århus Domkirke. Det imponerende bygningsværk er opført af den anglikanske kirke i bestræbelserne på at overgå den skotske kirke i konkurrencen om at markere sig som kristendommens forposter i Centralafrika kun godt 30 år efter Dr. Livingstones ankomst til disse egne. Kirken er opført på det sted, hvor så sent som i 1889 tre mennesker blev brændt som hekse, uden at missionærerne, der havde etableret sig på øen få år i forvejen, kunne forhindre det. En anden af øens seværdigheder er markedet på stranden, hvor beboere fra Mozambique løber ind med deres sejlbåde for at falbyde knolde af maniok og store bundter af brænde til brug ved madlavning, det sidste næppe særlig heldigt for trævækstens tilstand i Mozambique, set i lyset af risikoen for oversvømmelser langs floderne i lavlandet. Inden hjemturen til Mozambique når de en runde til byens butikker for at købe tøj og andre fornødenheder, som det er svært at skaffe på den anden side, hjemme i deres eget land, hvor der er langt ad dårlige veje til nærmeste velforsynede bysamfund.
Likoma Island er et fredeligt sted, som ikke er overrendt af turister. Nogle af øens fortrin fremhæves af beboerne selv: ingen analfabetisme og ingen kriminalitet! Under alle omstændigheder er det et afslappet sted med venlige mennesker.
I 2001 vil årets eneste totale solformørkelse indtræffe over det sydlige Afrika den 21. Juni, men det bælte, hvor formørkelsen bliver total, vil kun lige strejfe den allersydligste spids af Malawis territorium. På Likoma Island vil formørkelsen være partiel, nogenlunde svarende til, hvad man kunne opleve i Danmark under solformørkelsen i august 1999. Skal man se total solformørkelse, hvor dag bliver til nat i tre og et halvt minut, og solens corona bliver synlig, må man begive sig til Lusaka, Zambias hovedstad 8 - 10 timers rejse med bus fra Lilongwe, eller til Changara i Mozambique, hvortil der må forventes arrangeret ture fra Blantyre. Formørkelsen indtræffer midt i tørtiden med gode chancer for skyfri himmel begge steder, dog nok med de bedste muligheder i Lusaka.
Rejseforberedelser: Der kræves visum til Zambia og Mozambique, men ikke til Malawi for indehavere af dansk pas. Malariaforebyggelse er påkrævet året rundt til området omkring Malawi-søen.
Rejseveje: British Airways flyver til Lilongwe fra London lørdag aften, pris t/r kr.6000 fra København. Ethiopian Airlines flyver fra København med skift i Addis Abeba til Lilongwe onsdag og fredag aften, pris t/r kr.6210 (Man-Go Travel). Fra Lilongwe indenrigsfly til Mzuzu og bus til Nkhata Bay, hvorfra der er 6 timers overfart med afgang sent tirsdag aften. Eller med bus fra Lilongwe til Nkhota Kota og 5 timers overfart derfra lørdag formiddag. Kommer man sydfra, er der det meste af en dags rejse med bus fra Blantyre til Monkey Bay. Hvis sejlplanen følges, anløbes Likoma Island altid i dagtimerne.
Indkvartering:
Akuzike Rest House ligger i byen midt på øen, 10 minutter til fods fra bådens anløbssted og er et pænt, rent og billigt overnatningssted. Indehaveren tilhører en af øens gamle familier og kan fortælle meget om øens historie og aktuelle dagligliv.
Kaya Maua Lodge ligger på øens sydvestlige hjørne og drives af to unge englændere, der er ved at realisere en drøm om at indrette en ferieby af hytter opført i naturens egne materialer rundt om på klipper og næs mellem de hvide sandstrande. Udnævnt til det perfekte ´honeymoon´-sted. Gæster kan efter aftale hentes og bringes med båd i forbindelse med ´MV Ilala´s anløb.
Spisesteder er der ikke mange af. Servering skal helst aftales i forvejen. Hvad angår ventetid, er det ikke nogen vittighed, at de skal til at fange fisken, når gæsten har afgivet sin bestilling. Et af de mere interessante steder er ”The Womens’s Restaurant” i en ottekantet pavillon-bygning iværksat som et udviklingsprojekt i begyndelsen af 1990’erne.
