Jeg er nu 16 år gammel og har boet på Borneo i halvandet år, en smuk ø fuld af muligheder og eventyr. Da mine to danske veninder kom herover for at opleve miljøet en månedstid i juli sidste år, var det tid til at forlade det stressende skoleliv i en firedages ferie og tage dem med ud på eventyr. Vores mål var at besøge et par af Borneos fantastiske ibaner langhuse, som stadig er bevaret i sin oprindelighed og godt gemt fra civilisationens indtrængen. Da det er en vigtig del af Borneos historie, havde jeg tidligere besøgt en del langhuse og lyttet til en del historier og legender. Hvad der gjorde denne tur anderledes var at overnatte i langhuset og være en del af Ibanernes hverdag, i stedet for bare at komme på et kort besøg som en anden betjent gæst. Ibanere er enormt søde og åbne for enhver, der vil ind og snuse til deres dagligdag.
Tilsammen var vi en gruppe på 6 mennesker på vej mod et udvalgt langhus, som ligger ved Skrang River øst for Kuching. Gruppen bestod af mine to veninder, mig og 3 andre danskere, der var i Kuching for at hjælpe min far med hans arbejde. For at nå det udvalgte langhus måtte vi først igennem en 8 timers varm køretur guidet af ABBA, en lokal iban høvdingesøn, som nu bor i Kuching, og som kendte det langhus vi skulle besøge. Derefter 2 timers sejltur i langbåd op af floden guidet af et par lokale mænd fra langhuset. Turen i langbåden var fantastisk. Floden var med krystalklart med lavt vand, og den smukke grønne regnskov lænede sig ud over floden som for at skygge for den brændende sol. Jeg elsker synet af frisk natur, og i dette tilfælde kunne jeg havde siddet i den susende langbåd i dagevis og bare nydt synet af den grønne regnskov. Flere steder blev vandet for lavt, og nogle af os måtte træde ud i det friske vand for at lette båden. Snart ankom vi til langhuset, hvor en gruppe smilende modtagere i alle aldre stod klar. Mange af dem kunne ikke sige et ord på engelsk, men i en situation som denne synes jeg nu, at mit hjemmelavede tegnsprog virkede tilstrækkelig godt. Et sødt smil rundt i mængden og vi var accepteret.
Langhus-veranda
Et lille stykke op fra stranden stod langhuset, placeret på pæle i tilfælde af oversvømmelser. Det var et middelstort langhus bestående af 26 døre. En dør vil sige en dør fra den fælles overdækkede veranda ind til en families private rum – eller lejlighed. Der boede altså 26 familier i langhuset. Velkomsten i langhuset, hvor alle hilser på alle, var jeg allerede bekendt med fra mine tidligere langhus besøg. Alle sætter sig i noget, der ligner en cirkel, foran høvdingens lejlighed. Den valgte vært i langhuset oversætter en kort tale fra høvdingen, og derefter en fra os til ham. Normalt bliver der skænket godt med tuak, ibanernes traditionelle drink, som er en sød risvin. Problemet med denne drink er, at man tit kommer til at drikke den for hurtigt, hvorefter det tomme glas hurtigt bliver fyldt op igen. Det er uhøfligt at takke nej, så en smule svimmelhed er en ganske normal konsekvens, når man besøger et langhus. I dette tilfælde nøjedes de dog med at skænke te og vente med de stærke sager til senere.
De medbragte gaver blev givet til en smilende og taknemmelig høvding, og derefter kom endnu en lang takketale. Velkomsten foregik omkring en time efter vi var ankommet, så vi havde tid til at kigge os lidt omkring og pludre med de frit gående høns og grise, der holder til nedenunder langhuset. Noget så stolte var de af deres nybyggede toilet og bad, som lå et kort stykke væk fra langhuset. Toilettet bestod stadig af et hul i jorden, men med noget så usædvanligt som betonvægge og bliktag. Få af mændene havde været i Kuching og søge efter job og kunne derfor en smule engelsk. Værtens familie, som vi skulle holde til hos, bestod af hans kone, hans mor og hans to sønner, som stadig var ugifte og derfor stadig boede i lejligheden. Der var ikke mange teenagere at se, da regeringen er begyndt at sende dem på bording skole, tre timers sejltur og et par timers køretur væk fra langhuset. Det gør de lige fra første klasse! 24 unge fra langhuset studerede på det tidspunkt på skolen, og kun fem af dem var tilbage i denne weekend.
Lone i pebermarken
Efter velkomsten havde vi igen tid til at gå op og ned af langhusets veranda og beundre de kvinder, som nu var kommet tilbage fra marken og var i færd med at flette kurve, vugge babyer, hænge tøj op og pjatte med familie og venner. Det var charmerende at se, at flere af dem stadig går rundt i sarong og bar overkrop. Vores spændende middag blev serveret, og til min overraskelse fik vi ikke tuak, men arak serveret til. Arak er destilleret tuak, vel 40-50%, så lidt svimle var vi, da vi bagefter var tilskuere til deres traditionelle dans i deres traditionelle dragter på den fælles veranda. Og resten af aftenen fortsatte med grin, sang og dans fra begge sider.
Næste dag tog de tre voksne danskere på en to dages vandretur ud i junglen, hvor højdepunktet vist var ibanernes måde at grille maden på, på en bambus grill over bålet og servering på bananblade. Mine veninder og jeg valgte at blive tilbage for at komme mere ind i langhusets hverdag. Alle gæsterne havde overnattet på den fælles veranda med resten af langhusets beboere, så vi havde ikke andet valg end at få benene ud af sengen, da larmen blev ekstra slem klokken fem om morgenen.
Klokken ni fulgte vi vores værts mor og hans studerende søn, som kunne en smule engelsk, ud i pebermarken. Efter to timers lugning omkring de høje peberplanter var vi allerede udmattede og solskoldede, så vi tog med moderen ind i junglen, hvor vi ledte efter bambusskud til middagen samme aften. Det var enormt sjovt, men pinligt hårdt, som hun slæbte os med rundt for at klare de daglige gerninger. Da vi var tilbage i langhuset stod solen højt på himlen, så vi tog en svømmetur i det nu knapt så klare friske vand. Skovhugningen kommer tættere og tættere på langhuset, og det afskyllede mudder fra den nye bare giver nogle gange vandet en noget mere brunlig farve.
Lone tatoveres
De lokale tilskuere til tatoveringen
Da vi gik tilbage til langhuset, blev vi mødt af en smilende lille dreng, der ville lære os langhusets mest populære leg. At kaste små sten op i luften og gribe så mange så muligt eller et bestemt antal, med begge sider af hånden, og det viste sig at være ret skægt. Flere små drenge og nogle unge mænd kom hurtigt til for at være med, så det blev lidt af en oplevelse. Der blev selvfølgelig grint meget, hver gang en af os tre klodsede danskere gang på gang klumsede rundt med de små sten.
Hvad jeg egentlig kunne forestille mig I vil høre om, var da nogle af mændene fik mig overtalt til at få en lokal tatovering. Jeg synes tatoveringer er en smuk måde at pynte kroppen på, men det er noget man kan fortryde på et senere tidspunkt i livet, så jeg har holdt mig på afstand af at få en moderne tatovering. Dette tilbud kunne jeg nu alligevel ikke stå for. Deres design er meget smukt, og den traditionelle måde at lave tatoveringer på er ved at forsvinde ud med en vis fart, så det gør mig da lidt stolt af at have noget så unikt.
Og så er det et led i bevarelse af deres gamle kultur. I gamle dage gav ibanerne de besøgende tatoveringer. Ibanerne rejste langt for at få mange tatoveringer og dermed vise deres mandighed, og de kom altid hjem med en ny tatovering fra et nyt besøgt langhus.
De må ikke give tatoveringer til en ibaner fra deres eget langhus, og da de ikke rejser så meget til andre langhuse mere som de gjorde tidligere, har de unge ingen tatoveringer mere. Derfor er der nu kun meget få, som kan lave tatoveringer på den traditionelle måde. Den tatovering, der nu pryder min ryg, betyder beskyttelse mod alt ondt. Det tog fem meget smertefulde timer, men det er bestemt ikke fortrudt. Deres værktøj består af en bambuspind med en eller to hjemmelavede nåle i enden. Endnu en bambuspind bliver så brugt til at banke mod den første.
Skægt var det for de lokale beboere at følge med i, og noget så spændende og morsomt, som jeg lå der og vred mig. Så i de fem timer var næsten alle beboerne samlet om mig. Mine veninder havde så god mulighed for at komme i kontakt med dem alle sammen. Nanna - den ene af dem - valgte også at få en lille tatovering på anklen, som betyder noget jeg vil oversætte til mod og styrke. Det blev en lang aften, så det var svært endnu en gang at blive vækket tidligt næste morgen. Denne nat overnattede vi inde i vores værts lejlighed.
Ved frokosttid kom de andre tilbage fra en udmattende jungletur. Så efter et par timers afslapning for dem gik turen hjemad, men tankerne holder oplevelserne ved lige, og det lærerige besøg med ibanerne glemmer jeg nok aldrig.
