Efter nogle dage i rene, travle, effektive, velordnede og lettere uinteressante Singapore, så vi alle frem til lidt mere vilde og uforudsigelige oplevelser på malaysisk Borneo. Min forestilling af Borneo bar i høj grad præg af, at de bøger jeg havde læst om fordums eventyreres oplevelser, alle var mere end 50 år gamle. Stor var min overraskelse da jeg konstaterede, at Kota Kinabalu faktisk var en rimelig stor provinsagtig by med voldsomt osende bybusser og knap så voldsomt osende langdistancebusser, som forbinder de fleste af Borneos kystbyer med hinanden. Prisniveauet, havde vi hørt, var et af Asiens højeste, men sammenlignet med chokerende dyre Singapore, følte vi os nærmest velbjærgede på Borneo. Vi fandt således hurtigt en billig, ydmyg backpackerlodge midt i byen, hvilket skulle vise sig at være en mindre fejl.

Nede på gadehjørnet lå en lille uskyldigt udseende beværtning med servering af små måltider og dæmpet musik. Klokken 3 om natten havde vi stadig ikke lukket et øje, og uskylden var som forduftet. Der var nu fyldt med højtråbende cafegæster og dunkende rockmusik. Da vi prøvede at lukke vinduet for larmen, begyndte sveden øjeblikkeligt at drive af os, mens den tunge fugtige varme fik luftrøret til at snøre sig sammen, og gispende måtte vi smække vinduet op og lukke en befriende brise samt larmen ind.

Den fascinerende, men stærkt truede Kinabatangan regnskov

Klatøjede sjoskede vi ned til havnen for at tage en båd til Tunku Abdul Rahman National Park, hvor koralrevet skulle være rimeligt børnevenligt. Betænkelige skuede vi ud over de skummende bølgetoppe, men blev af venlige lokale forsikret om, at det skam var helt i orden at sejle ud til de små skovdækkede øer i nationalparken. Mindre end halvvejs måtte vi vende om. Da havde båden allerede taget utallige tæsk fra Kong Neptun. Flere af passagerne skreg og tiggede kaptajnen om at sejle tilbage, hvilket han til sidst indvilligede i. Det var ufatteligt, at ingen kastede op. Fra skosnude til hårtop var alt drivvådt fra de utallige bølger, som havde skyllet ind over stævnen. Slukøret gik vi tilbage til KK for at finde et mere roligt logi. Vi fandt Lynns lille brochure på turistkontoret og ringede til hende. En times tid senere sad vi hjemme hos hende og drak te, mens Nadia og Alexander jagtede hendes katte. Lyns engelske niece fortalte os lidt om orangutangerne i Sepilok, som vi alle glædede os til at opleve, og derefter kørte Lynn os til hendes lodge i udkanten af byen. Da vi først havde vænnet os til de galende haner, gøende hunde, naboens musikanlæg og flyvemaskinerne, som lagde an til landing lige hen over hovederne på os, var det såmænd et udmærket sted.

Vi besøgte KKs berømte søndagsmarked, som bød på alt fra skildpadder i spande, hundehvalpe, kaniner i bur, til frugt og cowboybukser. Vinden havde nu heldigvis lagt sig, så vi forsøgte endnu engang at sejle til Tunku Abdul Rahman og denne gang med held. Hele dagen snorklede Nadia og Alexander mellem kuffertfisk, anemonefisk, pincetfisk og papegøjefisk, mens Vibeke og jeg betragtede en flok frække Makakaber, hvis foretrukne tidsfordriv var at splitte de tilstedeværende skraldespande ad. En af aberne havde stukket hånden ind i en opsprættet Coca-Cola dåse, men var ikke i stand til at få den ud igen, så den klatrede blot rundt med dåsen på hånden.skræmmende!

Monkey business

Nadia får en orangutang krammer

Lyn virkede nærmest som vores privatchauffør, og denne morgen kørte hun os til bussen, som kørte mod Sepilok orangutang rehabilitationscenter. 5½ time kørte vi tværs over Nordborneo. Først gennem pragtfuld dampende jungle omkring Kota Kinabalu national parken, men senere blev det afløst af et enormt område, hvor junglen har måttet vige for de ucharmerende, men økonomisk indbringende oliepalmer.

Det var med en magtesløs, deprimerende følelse, vi passerede de endeløse plantager af død.

Vi stod af bussen, spændte rygsækken på og spadserede de sidste kilometer til Sepilok reservatet ,der som en forholdsvis lille oase har fået lov til at ligge uberørt mellem oliepalmeplantagerne.

Vi indkvarterede os på Sepilok Jungle Resort, hvor det viste sig, at prins Henrik netop havde overnattet et par dage. Værtinden pegede stolt på et stort fotografi af den danske prins. Vi følte os overbeviste om, at prins Henriks værelse bestemt måtte have været af en lidt anden beskaffenhed end vores noget ydmyge logi.

Det var orangutang fodrings tid, så turisterne begyndte at flokkes omkring foderplatformene. Jeg tror aberne kendte klokken, for de var også på pletten. De fordrev ventetiden med at drille hinanden, og udføre akrobatik mellem træerne i de udspændte tove. Det første, som slog mig, var orangutangernes kloge øjne. De kigger gennem mig, dybt ind i sjælen, som om de ville sige, Hvad er det din race har gjort ved vores skov, har I virkelig ret til det? Jeg rystede den dårlige samvittighed af og vi fulgte ad en sti en stor orangutang ind i junglen. Som den naturligste ting satte den sig pludselig på en bænk og stirrede på os. Vi satte os ved siden af, og jeg er sikker på, at hvis nogen havde passeret os, havde de ikke så meget som skelet til sceneriet på bænken. Så naturligt sad vi, og de sølle 3% kromosom forskel var et øjeblik som udviskede. Tilbage på Sepilok Jungle Ressort måtte vi bruge en times tid på at pille ækle igler af kroppen. De lokale fandt det vældigt morsomt, og når vi smed iglerne på gulvet, dryssede de blot salt på, hvorpå iglerne vred sig i dødskrampe.

Kinabatangan floden er en anden uberørt perle i Nordborneos jungle. Onkel Tan har her en særdeles rustik jungle camp, hvor turister har mulighed for at overnatte, det måtte vi prøve. En åben langbåd bragte os op ad floden. Undervejs så vi krokodiller, makakaber og store flokke af de besynderligt udseende næseaber, som viste sig håbløse at fotografere, da de er meget sky og stikker af i lange frygtløse kæmpespring fra træ til træ, når vi nærmer os.

Campen er kun nogle åbne hytter med tynde madrasser på et bræddegulv og udspændte moskitonet for at holde krybene væk. Når det regner, og det gør det jo i en regnskov, er der pløre overalt. Der er masser af dyr. Børstesvin som rydder området for madaffald, i skarp konkurrence med et par kæmpe monitor firben. Pygmæegern, vandrende blade og pinde, næsehornsfugle, flagermus og forskellige aber holder os med selskab, dagen og natten igennem. Af og til kigger vilde orangutanger ned gennem trækronerne, og hist og her vidner store gødningsbunker om den sjældne skovelefants tilstedeværelse. Da vi efter mørkets frembrud sejler på floden, ser vi flere krokodiller, nathejere, ugler og sovende aber i lyskeglen. Inden sengetid måtte vi udvise en bille på størrelse med et marcipanbrød fra vores soveværelse. Så stoppede generatoren, lyset gik ud og overlod os til junglenattens fascinerende lyde.

Småkedelige Brunei

Efter Sabah kørte vi mod Sarawak, og på vejen er det naturligt, at besøge det lille sultanherredømme Brunei. Vi ankom via hurtigbåd og senere taxa til Bandar Seri Bagwan. Vi havde planlagt at overnatte på vandrehjemmet, men vi havde hørt, at man som mand og kvinde måtte sove i hver sin sovesal, hvilket ikke var særlig praktisk, når vi nu rejste som en familie. Heldigvis talte taxachaufføren et glimrende engelsk, og han kunne henvise os til nogle bekendte, som gerne ville have turister overnattende, og prisen var i modsætning til alle andre steder i Brunei særdeles rimelig, så det tilbud tog vi imod. Det viste sig imidlertid at være et rædselsfuldt ucharmerende værelse, med et par ekstra madrasser på gulvet, placeret midt i en kinesisk boligblok. Der var ingen i nærheden, som talte et kuk engelsk, der var ingen vinduer, og værelset lugtede muggent, men pyt! Det var jo kun for 2 nætter. Man kan godt se at Brunei er ved muffen. Gode brede og ikke mindst jævne veje, fede biler, flotte boligkomplekser, eksklusive shoppingscentre, store springvand, og særdeles prangende moskeer.

Brunei har også verdens største bydel beliggende på pæle i vandet, eller en kampong, som det også hedder. Vi tog en af de vandtaxaer, der fræsede rundt overalt som rasende hvepse, ud til den 400 år gamle Kampong Ayer og balancerede rundt på de til tider skrøbelige og nogle steder, halvrådne brædder. Livet var her helt anderledes roligt end på land. Vi hilste på glade børn, som badede i vandet mellem dynger af affald. De voksne smilede venligt, og en flink mand viste os over til kampongens lille museum, hvor der var samlet en masse skrammel. Som de eneste besøgende følte vi os forpligtigede til at virke interesserede, så vi snusede lidt rundt. Tilbage på land følte vi os fristet til at besøge et af de mange indkøbscentre, hvor vi lamslåede kunne konstatere, at Bamses Venner tonede ud af højtalerne med "I en lille båd der gynger", gudhjælpemig på dansk!!. Vi kiggede indenfor i Bruneis mest storslåede bygningsværk, Omar Ali Saifuddin Moskeen, som sultan Hassanal Bolkiah havde spenderet millioner af Brunei dollars på. Nadia var stiktosset over at måtte bære en sort Dracula-lignende kappe over sin i muslimske øjne usømmelige påklædning for at slippe ind. Vi gik tilbage til hotellet i silende regn, men på trods af at vi var drivvåde, standsede et par kvinder og tilbød os et lift helt hen til døren, meget venligt.

Det var hulens!

Flere end 1 million flagermus forlader hver aften Dear Cave i Mulu National Park for at søge føde.

Tidligt næste morgen tog vi af sted mod Sarawak. Turen passerede den ene oliepumpe efter den anden, og langt ude på vandet stod talrige boretårne. Hele fem forskellige busser og en færge senere nåede vi Miri i Malaysia-staten Sarawak.

Vi styrtede rundt for at finde ledige flybilletter til Mulu nationalpark, men ikke uden besvær for det er et populært sted på grund af de fantastiske huler. Snart hang vi højt over Borneos tætte jungle i en lille 20 personers propelflyver. Vi kunne følge den bugtende Baram flod, ved hvis bredder det mystiske Penan nomade folk lever, alene tanken om en eventuel nødlanding kunne få det til at krible i enhver eventyrer. Piloten slog et sving omkring de ca. 45 meter høje knivskarpe klipper kendt som The Pinnacles, hvilket gjorde at vi fløj en rum tid under bjergtoppene, det var meget fascinerende.

Mulu nationalpark indeholder en del kalkstensgrotter, som hver for sig er imponerende. Deer cave skiller sig kraftigt ud fra mængden ved at være helt kolossal. Hovedkammeret er imponerende 174 meter bredt og 122 meter højt. 3½ gang kunne Rundetårn stå oven på hinanden og så er der stadig 10 meter til loftet fabelagtigt!. Store dele af loftet var tæt pakket med flagermus, flere end 1 million, mener eksperter. Det efterlader naturligvis en del flagermuslort eller guano, som alt sammen havner på gulvet, og efterlader os nysgerrige turister som Bambi på isen, alt imens den harske salmiakstank tvinger tårerne frem i selv den sejeste eventyrer. Henad aftenstid samles flagermusene i store grupper, der med korte intervaller forlader Deer cave som en lang bugtende kæmpeslange for at jage insekter i aftendæmringen. Lytter man efter, høres en sagte summen fra det enorme antal baskende flagermus vinger. I 45 minutter beundrede vi et af naturens storslåede underværker, før vi gik tilbage gennem junglen.

Vi fik i nat selskab af det lokale dyreliv i form af en fed rotte, som åbenbart var sliksulten. Pusleriet fik mig til at tænde lygten, og måbende overværede jeg kræet slæbe af sted med vores uåbnede 100 grams Toblerone af fineste schweiziske kvalitet for til sidst at trække den ind i et hul i væggen, hvilken frækhed!. Næste morgen gik vi et par timer ud til Wind cave, som oplyst lignede en hel eventyrverden. Clearwater cave var særlig seværdig med en stor sejlbar underjordisk flod, og der hvor den brød op til overfladen var den dejligste junglepool omgivet af den skønneste sandstrand, lige midt i regnskoven.

Et dansk islæt

Det var lige noget vi havde brug for, oven på en lang svedig trekkingtur gennem regnskoven, og der gik ikke lang tid, inden vi lå og flød i det kølige vand. Det var ikke svært at se hvorfor Penannerne holdt til her, men nu er de væk, for de blander sig ikke gerne med civilisationen.

Fra Mulu gik det stærkt sydpå med store ukomfortable airconditionerede busser.

Airconditionen bestod som regel af et par smadrede ruder, som fik de snavsede gardiner til at stå vandret gennem bussen. Det sidste stykke til Kuching foregik med hurtigbåd fra Sibu. Da vi ankom til Kuching ringede vi til Ib Larsen fra De Berejstes, hvorefter han hentede os på

Røgen fra Kalimantans brændende regnskov tvinger Ib til at bruge åndedrætsmaske

kajen. Vi havde aldrig mødt Ib før, men det forhindrede ham ikke i at være så gæstfri at invitere os til at bo hos ham i hans dejlige lejlighed i Kuching. Beæret tog vi imod det generøse tilbud og fik vores eget værelse med bad. Til bebyggelsen var tilknyttet en skøn swimmingpool, som Nadia og Alexander straks hoppede i. Her var også den dejligste udsigt over byen, men tilsyneladende en del tåget. Det viste sig at være smog fra den indonesiske del af Borneo, Kalimantan. Smoggen blev værre og værre i de dage, vi var der, og Ib fortalte, at det var foregået siden den asiatiske økonomikrise startede i 1997. Siden var Indonesien stille og roligt begyndt at gå i opløsning, og der var slet ikke styr på, hvor meget skov der blev fældet af hvem. Det udnyttede især indoneserne i Kalimantan til at holde sulten fra døren ved at fælde og sælge de værdifulde træer og afbrænde det værdiløse krat, så der bliver plads til en kortvarig afgrøde.

Det unikke dyre- og planteliv må betale prisen. Hver dag var der smogmålinger i aviser og radio, og på særlig slemme dage holdt skoler samt institutioner lukkede, og folk holdt sig inden døre. Selv indendørs arbejde Ib med åndedrætsmaske - uhyggeligt!.

Helt ovre i Singapore var man påvirket af smoggen, det er en katastrofe!

Vi fik lov til at gå amok i Ibs rugbrød, leverpostej og makrelsalat, hvilket bragte det store smil frem hos ungerne efter at have levet af ris og pomfritter i en måned. Ib havde masser af ideer til udflugter og aktiviteter, så vi blev helt stressede af kun at have 10 dage omkring Kuching. Vi forsøgte derfor at få flyttet vores flybilletter, men det kunne kun lade sig gøre, hvis vi betalte en helt urimelig ekstra udgift.

En skide god oplevelse

Ib tog os bl.a. ud til Matang wildlife center, hvor han har gode forbindelser til rangerne. Derfor fik vi lov til at komme ind og lege med stedets 4 uimodståelige orangutangunger. Det kostede en ualmindelig grim overpyntet lagkage som tak for hjælpen til rangerne. Den satte de til livs i løbet af nul komma fem. Efter at have set orangutangerne i Sepilok var det en ganske særlig oplevelse og et privilegium, at få lov til at lege med dem her i Matang. De var ret håndfaste og den ældste af dem ret grænseafprøvende. Vibeke fik hurtigt revet en 10 centimeter lang flænge i sin nederdel, mens en af aberne syntes, at Alexanders shorts smagte pragtfuldt. Deres hænder og fødder holdt fast alle vegne, det var nærmest umuligt at få dem til at give slip. Den allermindste befandt sig åbenbart glimrende ved at klamre sig til min overkrop og uimodståelig som den var, lod jeg den sidde. Om det var bevidst, ved jeg ikke, men da et saligt smil bredte sig over orangutangungens ansigt, smilede jeg naturligvis tilbage, men mærkede samtidig, at min T-shirt og mine shorts blev så mistænkeligt fugtige. Ganske rigtigt! Orangutangen havde tisset og ikke mindst skidt ud over mit allerbedste tropetøj, utaknemmelige bæst! Samtidig mens jeg befippet vaskede lortet af mig, kunne jeg se på rangernes dumme grin, at deres dag var reddet.

Skrang

Næste morgen tog vi midlertidig afsked med Ib og kørte til Skrang floden, hvor vi blev sejlet 2 timer op ad den grumsede vandvej. Også her var røgen fra jungleafbrændingen tydelig over Sarawaks trætoppe. Skrang floden er relativt smal og med træerne skrånende ind over vandet, virker den både mystisk og eventyrligt dragende. Iban stammen er den største befolkningsgruppe på Borneo. De bor traditionelt i store langhuse langs floderne, hvor et hus stort set udgør hele landsbyen, det var sådan et langhus vi skulle besøge. Vel ankommet i Lalang, blev vi budt på te hos Entalai, i hvis del af langhuset vi skulle bo. Alexander og Nadia vakte en del opmærksomhed, for vel kommer her turister, men børn er en absolut sjældenhed. Langhuset bestod af 21 familier og er ca. 150 meter langt. Huset er bygget på pæle, og under det huserer svin, høns og dusinvis af hunde. Under loftet hænger stadig afhuggede hoveder fra de gode gamle dage og griner ned til os. De er i dag alle registrerede, og regeringen ser helst, at antallet ikke bliver forøget.

Nadia holder skoleklasse for Ibanerbørnene.

Ved aftenstid vendte husets beboere hjem fra marken og fra jagt. Det satte en del mere liv i huset, og vi fornemmede, at der skulle ske et eller andet. Generatoren blev tændt, så lys og musik kom til live, samtidig med at vi fik serveret et fint måltid mad af Entalais kone. Så hentede Entalai arak og den noget mildere tuak frem fra gemmerne. De er begge en slags risbrændevin, som kan være særdeles lumsk, hvis ikke man er opmærksom. Nadia og Alexander delte balloner ud til børnene, men en enkelt dreng foretrak dog stadig sine efterhånden halvdøde kæmpegræshopper i snor. Så blev der båret musikinstrumenter frem. 2 gongs, et par trommer og en slags xylofon med 6 toner. Tonerne blev slået an, efterfulgt af resten af ensemblet, og så kom husets beboere frem iklædt flotte kostumer. Især høvdingen vakte opmærksomhed med sin pragtfulde hovedpryd af næsehornsfuglens fjerdragt og sine mange flotte tatoveringer. Ibanerne opførte en traditionel dans, tilsyneladende simpel, men fremført med en rørende værdighed. Henad de små timer drak Alexander, som hurtigt var blevet husets yndling, te med høvdingen, som han var dybt fascineret aftænk engang en rigtig vaskeægte levende høvding! Over endnu en arak fortalte Entalai mig, at vi boede i selvsamme hus, som den gamle danske eventyrer Jørgen Bitch har besøgt jævnligt gennem det meste af sit liv.

Det forladte langhus

Natten igennem sloges de mange hunde højlydt under gulvet, og naturligvis galede hanen ved

.

solopgang, så vi var lettere søvndrukne, da vi næste morgen krydsede Skrang floden, som nu var blevet ren og klar. Længere oppe ad floden var et tømmervejbyggeri i gang, og de jævnlige regnbyger skyller jorden ud i floden, nu da træerne ikke længere er der til at holde på den. Det tager ca. et døgn at skylle den plørede farve ud af floden. Vi var på vej til Jampu langhuset, som lå ca. 3 timers gang længere inde i skoven. Huset var indtil 1980 beboet af ibanerne fra vores langhus, men da regeringen ikke ville rejse så langt ind i junglen for at

Lalang's Chief Number One Man

udlevere medicin og yde afgrødehjælp, valgte beboerne at bygge et nyt langhus ved Skrang.

Nu bruges det gamle langhus som en slags jagt og fiskehytte. Svedige nåede vi frem til Jampu, og kastede os omgående i Arap flodens svalende og krystalklare vand. Ibanerne begyndte at lave bestik og drikkekrus af bambus samt en grill til fisk og kylling. Vi fiskede efter småfisk til madding for større fisk og satte om aftenen større kroge ud med de små fisk på. Om aftenen blev der fanget kæmpe frøer til frokosten næste dag. Jampu langhuset var blevet faldefærdigt efter de mange år uden vedligeholdelse. Vi gjorde klogt i at se os for og nøje veje vores skridt, hvis ikke vi ville falde de ca. 3 meter gennem det møre gulv. Inden sengetid fortalte Entalai i stearinlysets skær om ibanernes traditioner og fortidens meritter. Natten var under moskitonettet vidunderlig, forunderlig og eventyrlig, kun junglens lyde var at høre.

Turen hjem til Lalang gik mest nedad, så det var knap så anstrengende som udturen. Endnu engang gik turen bl.a. gennem pepper og gummi plantager, før vi nåede Lalang, hvor der var kommet endnu et par turister. Vores værter havde arrangeret et lille ibanermarked, hvor vi kunne købe af de hjemmelavede brugsgenstande. Jeg fik lov til at snuse lidt rundt på loftet og fandt en over 1 meter høj riskurv, som egentlig ikke var til salg, men efter hårde forhandlinger fik jeg lov til at købe den. Den står stadig hos Ib på Borneo, da den var for stor at slæbe af sted med på resten af rejsen. Aftenen igennem veg Alexander ikke en tomme fra høvdingens side, og det var de begge egentlig ret tilfredse med. Det var tid til afsked med de dejlige mennesker i Lalang. Entalai, hans søn og hans kone havde lavet små gaver til Nadia og Alexander, hvilket ikke gjorde det lettere at sige farvel, så det var med en klump i halsen, vi forlod ibanerne. Da vi kom tilbage til Kuching, havde Ib inviteret nogle venner og arrangeret dansk frokost oven i købet med snaps. Det var et meget populært tiltag.

Ansigt til ansigt med en næseabe

Der var lige tid til en overnatning i Bako national park, så vi tog den korte vej fra Kuching derud. Normalt er det en meget smuk sejltur med smuk udsigt over Bakos indbydende strande og knejsende bjerge. Men den tragiske afbrænding i Kalimantan havde gjort det til en noget tåget og diffus oplevelse. Vel ankommet mødte vi omgående de stedlige børstesvin, som holder til rundt omkring lejren for at søge madrester. Nadia og Alexander var ikke længe om at navngive dem. Ikke langt fra vores hytte havde en grøn Viper slange taget plads i et træ, lige så blændende smuk som den er dødelig giftig, et fint fotomotiv. Ved frokosttid hærgede en flok Makakaber gennem lejren, så vi måtte holde godt øje med vores mad. På en 4 timers lang gåtur så vi bl.a. et af Bakos kendetegn, de mange forskellige kandebærere. Her er også mange af de særegne næseaber, men de er meget sky og ses som oftest højt oppe i trætoppene. Ved aftenstid gik jeg til udkanten af sumpmangroven, hvor der, hvis man har tålmodighed, er rimelige chancer for at se næseaben fouragere efter smådyr, som krebs og rejer. Jeg sad musestille en halv times tid mellem krebs og dyndspringere, og ganske rigtigt kom en familie på 10-12 individer ned fra trætoppene for at søge føde. Mangroven er her meget tæt, så det kan være svært at se igennem. Der var dog kun 25-30 meter imellem mig og aberne, så jeg nød synet af de for øjeblikket ikke særlig opmærksomme dyr. Pludselig dukkede fører hannen op, stor med trommetyk mave og en mægtig næse, som fik smilet til at brede sig over mit ansigt. Han var meget opmærksom og fik straks øje på mig. Vi gloede lidt på hinanden, hvorpå jeg forsigtigt listede kameraet op, men som så ofte før, forgæves. Væk var hannen med hele gruppen halsende efter sig. Det var en flot oplevelse og et eksempel på at tålmodighed ofte betaler sig, når man leder efter dyre oplevelser.

Efter mørkets frembrud gik vi ned til vandet for at se morild, men det var der intet af, så vi nøjedes med at jage de lynhurtige krabber i lygtens skær. Hele natten sloges vi med genstridige og plagsomme moskitos, og på vejen tilbage mod Kuching brød motoren sammen, så vi måtte ligge i den stegende sol og vente til en anden båd samlede os op.

Vi inviterede Ib på en rasende god og hunde dyr italiensk restaurant, hvor han kendte chefkokken uden - at det dog blev billigere af det - men vi skyldte Ib det gode måltid for hans værtskab.

Vi skulle videre mod Singapore og Myanmar, og i flyet kunne vi reflektere lidt over Borneo. Ser man bort fra den modbydelige skovafbrænding i Kalimantan og den grådige fældning af det værdifulde træ på hele Borneo, er det et vidunderligt sted, som fortjener at blive skånet for Homo Sapiens skammelige opførsel. En ting er sikkert, jeg vil være mere end normalt kritisk omkring træets oprindelse næste gang jeg påtænker at investere i nye havemøbler.

Oplevet af Kenneth Hvolbøl og familie