Jagten efter eventyret
Kenneth Hvolbøl
Det skal være en vild tur, havde vi sagt til os selv. Min gode ven Peter og jeg sad og planlagde den næste rejse. Ja! Men hvorhen?. Ny Guinea havde i mange år stået som værende helt utilgængelig for en ganske almindelig turist som jeg. Hvor ofte havde jeg ikke slugt den ene beretning efter den anden af vores store eventyrere Arne Falk Rønne og Jens Bjerre fra kannibalernes land. Rystende historier om grusomme menneskeædere, stammekrige, barbariske ritualer og et folk for hvem det at tage et menneskeliv er lige så almindeligt som det at købe frosne kyllinger i Netto er for os danskere. Jo!
Disse eventyrere var af en helt anden støbning end os mere almindelige turister. Vi satte os dog for at finde ud af hvorvidt det var muligt at besøge Ny Guinea uden at risikere at blive tilberedt som "langgris", hvilket var den almindeligste betegnelse for den hvide mand på disse kanter. Efter længere tids søgen (det var jo før Internettets tid), bl.a. gennem foredrag af de førnævnte eventyrere, var sagen klar og de to danskere var på vej mod deres livs eventyr.
Selve turen til Irian Jaya, som er den vestlige del af Ny Guinea, blev en del af en to måneder lang tur gennem det Indonesiske øhav, Bali, Lombook, Sumbawa, Flores, og Komodo.
Lidt fakta om Ny Guinea
Irian Jaya, som er den vestlige del af Ny Guinea, blev med magt annekteret af Indonesien i 1950, for hvem det ikke var noget problem at fratage de primitive stenalderkrigere deres land. Det var så at sige bue og pil mod moderne automatvåben, og annekteringen blev uden de store sværdslag godkendt af FN.
Der har lige siden med jævne mellemrum været optøjer, styret af modstandsbevægelsen OPM, som bla. opererer fra den østlige selvstændige del af øen, Papua Ny Guinea. Målet er en uafhængighed hvilket i de senere år er blevet mere realistisk i takt med at Indonesien, som vi kender det i dag, er på vej mod opløsning.
Vores mål var Baliem Valley, der ligger som en bred dal i det centrale højland af Irian Jaya. Der er ingen veje af betydning så eneste transportmulighed er at flyve fra kystbyen Jayapura, en tur som tager ca. en time. Dalen er primært beboet af Danistammen, hvis levebrød er jagt og landbrug. Beklædningen er for mændenes vedkommende penishylster og for kvindernes bastskørt. Der er dog en stigende tendens til at bytte de traditionelle klæder ud med vestligt orienteret tøj bla. efter pres fra øens meget aktive missionærer. Missionærernes mål er at "civilisere" de indfødte godt hjulpet af en stor gruppe indonesere, som stadig søger at gøre de indfødte afhængig af vestlige forbrugsgoder.
Af sted
Flyveturen over Irian Jaya var uforglemmelig smuk. Endeløs jungle så langt øjet rakte kun afbrudt af store bugtende floder. Det eneste som vidnede om menneskelig tilstedeværelse var enkelte røgsøjler som steg op fra det grønne vildnis langt langt under os. Vi var på vej over en af denne verdens allersidste vildmarker og havde begge en fandens masse sommerfugle i maven, hvad ventede os dernede?
Allerede i "lufthavnen" som var en bred asfalteret vej, blev vi modtaget af de første mænd med penishylster eller holiem som det kaldes her. Et stort smil bredte sig over vores ansigter, det her stank langt væk af eventyr!!
Warmena, hovedbyen i det centrale højland, var en blanding af indonesere og de traditionelt klædte danier, kun ganske få turister finder herud. De første par dage gik med at udforske omegnen, bla. gik vi til en lille samling danihytter kaldet Jewika, for at bese en røget mumie. Det er en tidligere kriger, som har gjort sig særlig bemærket i kamp og derved fået den tvivlsomme ære at blive røget i stedet for kremeret. Ydermere er han også blevet lidt af en indtægtskilde, da de fleste turister på de her kanter gerne giver en lille skilling for at få den stolte kriger båret ud til skue. Det kræver noget forberedelse at arrangere en trekkingtur til den nordlige del af dalen. Man skal have fundet en guide samt en bærer som samtidig laver maden, te osv. Derefter foretages indkøb af madvarer da man ikke kan forvente at købe sig til andet end lidt frugt ude i landsbyerne. Af politiske årsager fandt vi os en indfødt guide. Selvom indoneserne var de mest aggressive, så vi ingen grund til at støtte den indonesiske regerings transimigrasipolitik dvs. folkeflytninger primært fra det overbefolkede Java, ved at tilbyde indoneserne arbejde. Derudover er de indfødte naturligvis mere venligt stemt overfor deres egne guider, for ikke at tale om sproget!
På trekking
Vores guide Tuenus Yikwa, for nemheds skyld kaldet Frankie, bæreren Benjamin, Peter og jeg, kom efter at have ligget brak et par dage på grund af maveonde, endelig af sted. Et mylder af stier overbeviste om guidens uundværlighed, i tilgift kunne
han også fortælle os en masse om daniernes levevis. Langs ruten hilste folk venligt "lauuk" siger kvinderne hvorefter man som mand svarer "narak". Især mændene var vilde med at trykke os i hånden. Børnene skreg hjerteskærende når de så os, en hvid mand er ikke hverdagskost på disse kanter (jeg ved godt at det lyder som en kliche, men det er ikke desto mindre sandt), og da slet ikke to velvoksne skandinaver på 1,90 m, en fuldvoksen dani er kun ca. 1,60 m.
Vi mødte danikvinder hvis krop og ansigt var dækket af tørret mudder, en skik som praktiseres når en nær slægtning dør. Mudderet må ikke vaskes af, men falder af, når det tørrer, og først da er sørgeperioden overstået. Stadig ser man kvinder som mangler de yderste fingerled, hvilket er et andet tegn på at et nært familiemedlem er gået bort. Afkortning af fingre er af indoneserne dog blevet forbudt, man anser det med en hvis ret, for en barbarisk skik og derfor er det primært de ældre kvinder som bærer dette handikap.
Ruten gik langs Baliemfloden, som danner bunden af den tragtformede dal. Landskabet er frodigt og domineret af høje træer som adskiller de mange små landbrug. Af og til ses et af de førhen så talrige vagttårne som var bemandet i døgndrift i de gode gamle dage med hyppige stammekrige. Indoneserne har prøvet at kontrollere denne vilde adfærd men småkrige blusser stadig op, hvilket giver et kick hos de fleste turister at få af vide. Efter en dagsmarch nåede vi en lille" by" Bolagme, med omkring 30 indbyggere.
Husene består af 6 cirkelrunde hytter eller honais samt en rektangulær hytte delt op med en spisestue i den ene ende og en sektion til svin, høns og husdyr i den anden ende. Vi blev meget passende indlogeret i de ugifte mænds hytte. De måtte så flytte op i en nabolandsby hvilket vi fandt vældig eksotisk. Vi tog et dejligt tiltrængt bad i den nærliggende flod mens Benjamin tilberedte et fint måltid bestående af stegte nudler, ris, lidt grønt samt ananas til dessert. Klokken nærmede sig 7 og vi var dødtrætte efter den lange tur så vi gik til køjs, men det var ikke let at få ro, for i hytten var vi omgivet af nysgerrige danimænd som var ivrige efter at undersøge hvad vi mon havde i rygsækken.
Senere kom høvdingen over for at forhandle en pris på overnatning samt for at meddele at de meget gerne ville afholde en ceremoni til vores ære, hvis vi ville dække omkostningerne for grisen som de så ville slagte. Forhandlingerne svingede frem og tilbage i honaien, som kun var oplyst af de svage gløder fra det døende bål, og med Frankie som tolk fornemmede vi hvilken stemning, der måtte have været da Livingstone havde forhandlinger med stammehøvdingerne i det mørke Afrika, det var en oplevelse, som stadig kan bringe blanke øjne frem, et sandt eventyr. Vi kom frem til et forlig, og endelig fik vi med høvdingens tilskyndelse lov til at gå til ro.
Efter en god nats søvn, hvor lopperne havde holdt festmåltid på vores blege kroppe, og soveposerne derfor var oversået med små bitte blodpletter, kastede vi os direkte i floden, som samtidig forsynede os med drikkevand tilsat de medbragte jodtabletter.
Morgenens helt store højdepunkt var da vi skulle børste tænder. Børn og mænd lå flade af grin (kvinderne var ved kødgryderne), men allersjovest blev det da danierne selv fik lov at prøve. De var helt ustyrlige og først da vi kiggede over på den modsatte flodbred sluttede morskaben for der stod fire fuldt udrustede krigere med spyd, bue og pil og stirrede stift på os.
Ceremonien
Vi kiggede nervøst tilbage og åndede så lettede op da krigerne smilende vinkede til os. Det viste sig at det var nogle af deltagerne til dagens ceremoni. Landsbyen summede af aktivitet, alle havde gøremål for at gøre det så godt som muligt. Ca. 35 kvinder og mænd var samlet, alle klædt i frygtindgydende kostymer. Mændene med svinefedt smurt i håret, bemalede kroppe, vildsvinetænder stukket gennem næsen, smykker af muslingeskaller(som i øvrigt er meget værdifulde da Danierne
bor 200km fra havet), en smuk fjerpryd på ryggen og slutteligt et ekstra prangende penishylster til brug ved særlige festlige lejligheder. Kvinderne var bemalede og kun iklædt bastskørt, i sandhed en broget forsamling.
Traditionen tro skulle en gris dræbes, en handling som kun høvdingen er værdig til at udføre. Han sender på tæt hold en pil gennem grisens hjerte, og lader den forbløde. Ved at gnide et stykke smalt bark hårdt mod en pind, og tilsætte lidt tørt græs til ilden fænger, bliver et stort bål antændt. Jo vist! Man har da tændstikker, men det er vigtigt at det foregår på den rigtige måde.
Store sten bliver lagt på ilden med en tvedelt kæp for ikke at brænde nallerne. Når stenene begynder at sprænge, er de varme nok til at udgøre kogeplade i en stor jordovn, som i forvejen er blevet gravet. Ovnen fores med de gloende sten og derefter kommer kvinderne græs, kål, rodfrugter (dem som man også bruger til penishylster) og grisen i. Det hele dækkes til med flere gloende sten og blade og koger så en times tid. i ventetiden danses og synges der, mest om flirteri med det modsatte køn, men også om livet og døden. Peter og jeg blev opfordret til at deltage, hvilket må have set komisk ud da vi ragede mindst et hoved højere op over Danierne. Så blev det spisetid. Kødet blev fordelt, først til mændene naturligvis og derefter til kvinderne som spiste for sig selv. Det blev en fantastisk dag, hvor vi oplevede resterne af en fascinerende kultur udfolde sig. Jo, eventyret lever stadig.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside