Libyen - er det ikk' farligt?

Tekst og foto: Kenneth Hvolbøl

Og så virker lortet ikke engang!!

Vi bliver hele tiden mødt med det spørgsmål fra knap så berejste venner og familie, som forbinder Gadaffis ørkenparadis med militærkup, diktatur og terror. Som sande berejste afviser vi alle fordomme om Libyen, for vi ved naturligvis at Den store Folkesocialistiske Libysk-Arabiske Jamahiriya er et af verdens sikreste rejselande, om end det at rejse i ørkenlandet er forbundet med visse restriktioner.

På flyveturen fra mellemlandingen i Istanbul bliver jeg placeret ved siden af en libyer. Det vil sige, at han først sidder ved siden af min kone Vibeke, men han insisterer hårdnakket på, at jeg skal bytte plads med ham, således at han kommer til at sidde ved siden af mig.

Som det helt igennem tolerante menneske jeg er, bytter vi plads, tilsyneladende til libyerens store tilfredshed. Kun lettere fornærmet observerer jeg skeptisk, hvorledes han fremdrager en lille kunstfærdig udgave af koranen og begynder at messe en sagte bøn.

Salah Eldin Badi hedder min sidemand, som viser sig at være yderst snakkesalig. Han afslører også, at han som rettroende muslim ikke tør risikere at komme til at berøre Vibeke, derfor ville han bytte plads med mig. Efter bønnen prøver Salah ivrigt at overbevise mig om islams lyksaligheder uden at det dog helt lykkes. Specielt da han forbander alt der har med øl, vin og spiritus at gøre, er jeg langt uden for pædagogisk rækkevidde.

Han fatter simpelthen ikke, at jeg kan få mig selv til at drikke det skidt. Småbittert føler jeg mig, i respekt for min sidekammerat nødsaget til at ændre min forventning om en dugfrisk tyrkisk Efes flankeret af en flyversjus eller to, til bestilling af en knap så interessant appelsinjuice.

Oven i købet skal jeg stå model til Salah's påstand om, at Islam er den sande fuldt udviklede religion!! Hans logik er, at først kom Det Gamle Testamente, så kom Det Nye Testamente, og til sidst kom Koranen!! Før eller siden vil også jeg forstå det, siger han. Hmmm! tænker jeg og overvejer et øjeblik om dette skal udvikle sig til en luftbåren religionskrig.

Vi kommer også ind på Vestens og den arabiske verdens kulturelle forskelle. Salah kan overhovedet ikke forstå, at vi placerer vores gamle på plejehjem og erstatter dem med en hund!! Jeg kunne nu aldrig drømme at erstatte min gamle mor med en hund, og jeg undlader at fortælle Salah, at den overvejende del af de arabere der bor i Danmark også placerer deres ældre på plejehjem, ganske enkelt fordi muligheden er der.

Salah er dog en venlig mand, og han giver mig sit telefonnummer, ”hvis vi har brug for hjælp”, som han siger. Vi lander trygt i Tripolis lufthavn, hvor det er dejligt varmt, omkring de 20 grader. Det er T-shirt og sandalvejr i modsætning til det vinterkolde Danmark. Vi møder vores guide Ibrahim, der taler et godt og forståeligt engelsk.

Berberne i Jebel Nafusa

Vi er sammen med 7 andre håbefulde turister med på Penguins pionertur til det nordlige Afrika. Alene det var forbundet med en del overvejelser, da det var 25 år siden nogen af os havde deltaget i noget der bare minder om en charterrejse.

Det gamle Berber foderkammer, Qasr al-Haj

I Libyen er der dog ingen vej udenom, hvis økonomien skal hænge nogenlunde sammen. Den libyske stat har dikteret, at alle rejsende skal ledsages af en guide og en chauffør, hvis man da ikke vil være afhængig af offentlig transport, som er stort set ikke eksisterende. Hvis man rejser flere end 8 personer sammen skal man ydermere ledsages af en politimand, som officielt er med blot for at få os lempeligt gennem de mange politi checkpoints.

Ældre libyer i traditionel klædedragt

På vej i minibussen ud af Tripoli var vi således mandsopdækket af hele 3 libyske repræsentanter. På en glimrende plan asfaltvej suser vi ud af Tripoli mod Sahara. Overalt flyder det med plasticposer der er blæst op i træer, buske, hegn, lygtepæle og elmaster. Vi er et øjeblik i tvivl om, hvorvidt poserne vokser vildt på træerne. I takt med at vi bevæger os væk fra beboelse, tynder det ud i plasticposerne, og det pynter gevaldigt på naturen.

Det gamle Berber fort i Nalut, med de smukke kringelkrogede gange

Højde plateauet Jebel Nafusa adskiller den tæt bebyggede del af middelhavskysten fra det nordlige Sahara. Det er også i det kølige højland i 5-600 meters højde, at berberne i sin tid anlagde en del beboelser. Berberne byggede deres huse af ler som størknede i den evige sol, men de fleste spor efter berbernes huse er i dag blot ruiner efter talrige jordskælv. Nogle få undtagelser har dog udstået tidens rystelser og står efter 800 år stadigvæk som helt specielle monumenter over berberkulturen. Som små fortlignende bebyggelser eller qasr som det hedder på arabisk.

Beboelser som Qasr al-Haj eller fortet i Nalut tæt op ad den tunesiske grænse byder på interessante oplevelser. Specielt de store fødevarelagre skulle kunne beskyttes, og derfor vender alle døre i de enkelte rum indad. Kun en enkelt dør er ud- og indgang til bebyggelsen for at holde de talrige fjender ude.

Små snørklede gange lader lyset lege eventyrligt i de sandfarvede rødlige kamre. Vi bliver budt på en velsmagende oregano-te, fladbrød og de lækreste og saftigste dadler vi nogensinde har smagt.

Om aftenen spiser vi dejlig mad på lokale restauranter, men, men…. øl, vin og spiritus er absolut forbudt i Libyen, så der serveres en flad og kedelig alkofri Bock øl. De lokale libyere er dog ligeglade, de nøjes med te. Selv under fodbold i tv drikkes der spandevis af te.

Algeriet spiller i aften finale mod Egypten i African Cup. Alle libyere med respekt for sig selv holder med Algeriet, men ved halvlegen fører Egypten 1-0, og Algeriet har fået en spiller vist ud. Det hele ender med en 4-0 sejr til Egypten til stor ærgrelse for libyerne.

Ørkenens skibe

Kamelmarked

Det er fredag og markedsdag i dag. Vi besøgte et af de større markeder, langt uden for nærmeste by. Her er høns, ænder, mange slags grønt og frugt og mænd i alle mulige ørkengevandter, men sjovt nok ingen kvinder!! For i Libyen er det mændene der handler. Kvinderne holder sig traditionelt inden døre.

Vi kører ind på hver eneste tankstation vi møder, for her i Saharas nordlige del ved man aldrig om der er brændstof på den næste tank. Benzinen koster omkring en krone literen.

Vi spejder ivrigt efter kameler og spotter da også en del. Jeg spørger om de er vilde, men dem er der ingen af i Libyen. Kamelen er et værdifuldt og brugbart dyr, der koster omkring 7500 kr.

Helt tæt på vejen ser vi en kamelmor med unge, der skal fragtes hjem til sin ejer. Ungen er kun 4-5 dage gammel, men mor vil ikke frivilligt lade kamelejeren indfange sin unge. Til sidst får ejeren dog indfanget ungen og sat den op på ladet af sin pickup, og da ungen bliver fragtet væk i langsomt tempo, følger moderen efter lige i halen på pickuppen.

Ghadames, ”Ørkenens perle”

Før solnedgang efter næsten 11 timer på landevejen når vi Ghadames. Ørkenens perle bliver byen kaldt, og den er beskyttet af UNESCO som en del af verdens kulturarv.

Dør i Ghadames. De særlige dekorationer viser, at indehaveren har været i Mekka, og har dermed ret til at kalde sig "Hajj".

Mullahens sagte kalden på Allah vækker os ved solopgang. Vi har et par dage her i Ghadames, så vi har tid til at opleve byens absolutte højdepunkt, den enestående 2-3 tusinde år gamle berberlandsby, som er bygget delvist under jorden.

Oprindelig var byen hjem for omkring 7000 sjæle. Men da Gadaffi opdagede hvor unik byen var, jagede han hele befolkningen på porten, byggede nye huse til de hjemløse og indrettede byen til et open-air museum. Den gamle by er en sand labyrint af gamle hvide berber-huse, og uden en guide har man ingen chance for at finde rundt. Vi blev vist rundt i den mennesketomme by i nogle timer og sluttede af med kushkush, kamelkød og oregano the, i et traditionelt indrettet hus.

50 km fra Ghadames ligger Mojazem-søen, der kun kan nås med kamel eller 4X4 Toyota Landcruisere. Vi valgte det sidste og fræsede ud gennem ørkenen.

"Ørkenens perle" Ghadames. Her mødtes fordums kamelkaravaner.

Mojazem-søen er salt, og derfor er der ingen beboelse i nærheden, men den er et yndet udflugtsmål for byens folk og turister. Desværre er der også her plasticposer og tomme plastic vandflasker som flyder i søen. Det forhindrer mig dog ikke i at snuppe en dukkert i det ret så kolde vand - man kan da ikke komme hjem uden at sige, at man har badet i Sahara, vel!

På vej tilbage er der mulighed for ægte ørkenklitræs. Op og ned ad sandklitterne går det, og trods de mange hestekræfter skulle vi selvfølgelig lige sidde fast et par gange. Vi stopper et par steder og ser på forstenede muslingeskaller samt noget flot krystalliseret sand, der mest af alt ligner stakke af små skiver vinduesglas.

Tilbage på hotellet binder døren til vores toilet så voldsomt at det kræver hele tre libyere at få døren op. En efter en entrerer de vores værelse, og til sidst afgør vold med en stor skruetrækker sagen.

Muhamed-tegningerne

En tidlig morgenstund forlader vi Ghadames og kører nordpå. De allesteds værende plasticposer lyser kønt i solens modlys. Undervejs ser vi store kamelflokke med deres hyrder. Vi finder nogle flotte sandklitter, som skal bestiges og fotograferes.

Vi overnatter i et af berbernes stemningsfyldte huse under jorden. Der er som sædvanligt ikke indlagt nogen form for varme, men her er hygge og masser af tæpper, og de serverer en helt vidunderlig traditionel aftensmad.

I bussen på vej nordpå udbryder der pludselig en mindre diskussion om tegneren Kurt Vestergaard. Der foreligger tilsyneladende en libysk version af sandheden der går ud på, at tegneren er død under en brand!!!!

Sagen om Muhamed tegningerne er for øvrigt et af de emner, som Ibrahim ikke har lyst til at komme så meget ind på. Demokrati og muslimer vs. kristne er andre tabu emner, så vi holder høfligt kæft om de ømtålelige emner og nyder landskabet.

Det tre etager høje romerske teater i Sabratha

Sabratha - en af romernes afrikanske bastioner

Med udsigt til Middelhavets kyst ligger Sabratha. Romerne byggede byen ca. 200 år efter Kristi fødsel, og Moder Natur jævnede det meste af byen med jorden i år 365 ved et voldsomt jordskælv.

Bl.a. italienerne forsøgte, da de havde magten i Libyen, at restaurere byen. Størst held har de haft med det romerske teater, som er yderst imponerende, og det er ikke uden ærefrygt at man bevæger sig rundt i teateret. Lige så imponerende er det at tænke på, at kun ca. 20 % af byen skønnes at være udgravet. Hvilke skatte ligger mon endnu begravet under jordoverfladen?

Rundt omkring i byen er der stadig fantastiske mosaikgulve, som alle vader ubekymret hen over. Fantastisk at tænke sig, at de har overlevet 2000 år i den fri natur.

Sådan helt tilfældigt fandt guiden et par ”gamle” arabiske mønter i sandet. Jeg havde ham dog mistænkt ham for at være fuld af fup. Ikke desto mindre fik det vores lille gruppe til at gå med snuden mod jorden resten af rundturen.

Det enestående Leptis Magna hvor romerrigets eneste afrikanske kejser, Septimus Severus blev født.

Leptis Magna

En anden af den romerske verdens helt store attraktioner, måske den allerstørste, er Leptis Magna. Vi kører de 130 km derud gennem et sandt svineri af affald langs vejen, som nøje overvåges af de jævnlige megaportrætter af landsfaderen Gadaffi. Ofte optræder Libyens leder med en ny og anderledes hovedbeklædning, lige fra bøllehat til militær kasket over i traditionelt arabisk hovedklæde.

Leptis Magna er oprindeligt grundlagt af fønikerne omkring 600 år før Kristi fødsel, men det var romerne der udbyggede byen og navngav den. I storhedstiden rummede byen mellem 80 og 100 tusinde indbyggere.

Det voldsomme jordskælv i år 365 som nedlagde Sabratha, jævnede ligeledes det meste af Leptis Magna med jorden. Sidenhen dækkede sandet byen, men italienerne gjorde senere deres for at restaurere byen, så den i dag står yderst imponerende og uden sidestykke i den romerske verden.

I mindst 2000 år har dette mosaikgulv ligget med udsigt til Middelhavet

At gå ind i byens Forum er ganske enkelt fantastisk, og fik hele vores gruppe til at tabe underkæben i næsegrus beundring for romernes kunnen. Hundredvis af marmorsøjler ligger som om giganter har forladt Forum efter et spil Mikado.

Gigantiske statuer, udskæringer, portaler og mure udgør en fuldstændig ufattelig illusion til forestillingen om byens fordums storhed. En af grundene til at byen var så prangende er, at romerrigets eneste afrikansk fødte kejser, Septimus Severus, blev født her, så han ofrede naturligvis en del ressourcer på byen.

Denne vej til bordellet i Leptis Magna

Ret vanvittigt er det at se romernes gulvvarme, som bestod af lerrør der via et damptryk førte varme ind under gulvet og derved opvarmede det. Sjovt var de mange lokummer der stod på rad og række, så man kunne få sig en god sludder mens man forrettede sin nødtørft.

Endnu et højdepunkt var dog besøget i det store amfiteater, som blev bygget under kejser Nero ca. 50-60 efter Kristi død. Amfiteateret kunne huse ca. 16.000 tilskuere, der som regel var vidne til drabelige skuer såsom gladiatorkampe, der jo altid endte med en eller anden form for blodsudgydelse.

Jeg gik ned ad de mange trapper til arenaen, hvor så meget blod var udgydt og ind ad gladiator porten. Det var ikke svært at forestille sig gladiatorerne komme ud gennem porten, hvor de blev mødt med publikums brøl af forventelig begejstring.

Ofte var afrikanske rovdyr også en del af forestillingen. Dyrene kæmpede mod gladiatorerne til døden. I pauserne mellem kampene løb dværge og klovner rundt og lavede spas for ligesom at dæmpe publikum lidt ned. Efter underholdningen kunne man jo så smutte en tur på en af byens bordeller eller forlyste sig med rigelig vin. Joo! De ku' sgu' noget de romere.

Den store leder

Jeg slår øjnene op til lyden af Allahu Akbar, jeg kommer sgu' til at savne det vækkeur. I loftet lige over mig sidder et diskret klistermærke med et billede af muslimernes hellige sten Ka'baen, samt en pil der angiver retningen mod Mekka. Det er en service til dem som måtte have lyst til at bede og måske ikke lige har en opdateret retningssans.

På vej mod lufthavnen og passerer vi Gadaffis bopæl, som er et højsikret fort med en meterhøj mur omkring. Inden for murene skulle der angiveligt være opslået et arabisk ørkentelt, som skulle være Gadaffis foretrukne opholdssted.

Adskillige portrætter af den libyske leder fulgte os til lufthavnen. For den uvidende kan styret ligne et brutalt diktatur, men efter at have besøgt landet, virker det oprigtigt som om libyerne, trods enevældet, faktisk holder af deres leder.

Tilsyneladende alfaderlige Oberst Muamar Abu Minyuar al-Gadaffi

Gadaffi har da også gjort et stort arbejde for at bygge landet op efter socialistisk model, forstås! Således har befolkningen både understøttelse og pensionsordning (pensionen er op imod 80 % af lønnen). Har man behov for en bil betales udgiften i forhold til hvor stor ens indtægt er, og således har de fleste råd til 4 hjul.

Der bygges mange steder sociale boligbyggerier, for alle har krav på en bolig. Det stort anlagte vandprojekt ”Man-made river” er næsten afsluttet. Drikkevand hentes 60-80 m op fra underjordiske søer i det sydlige Libyen og bringes via et knap 3000 km ledningsnet til den store libyske befolkning i landets nordlige del.

Oberst Muamar Abu Minyuar al-Gadaffi kom til magten i 1969 og har for nylig holdt 40 års jubilæum. Gadaffis revolutionære stat fører ikke længere revolutionær udenrigspolitik. Landet er langsomt, efter at have droppet sit kemiske våbenprogram og udleveret terroristerne fra Lockerbie bombningen, gået fra at være en slyngelstat til at komme ind i den internationale varme.

Noget tyder på, at han også runder 50 års jubilæet. Styreformen ligger godt nok et stykke fra hvad vi i Vesten regner for et demokrati, men så længe Gadaffi sidder på lederposten fungerer landet tilsyneladende fint. Det er samtidig systemets svaghed, at den dag en magtsyg psykopat kommer til magten kan vedkommende lægge hele landet i ruiner.

Vi forlader Libyen med en god fornemmelse af, at vi en dag kommer tilbage. Vi tager opfordringen fra vores guide Ibrahim med os, og udbreder vores gode oplevelser til venner, bekendte og berejste, så turismen i fremtiden bliver en velfortjent indtægtskilde for det socialistiske ørkenland.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside