Mont Blanc er beliggende i det sydlige Frankrig midt i alpemassivet og har status som Vesteuropas højeste bjerg. Kæmpen på 4810 meter tiltrækker hvert år horder af bjergbestigere, som har en drøm om at nå toppen. Det lykkes langtfra for alle.
En lille gruppe bestående af Kristian Mody, Morten Vedersø, Lars Munk, Thomas Meinecke og undertegnede, Kenneth Hvolbøl, havde sat kurs mod eventyret. For at spare på udgifter til bagageovervægt møder vi alle op i lufthavnen iført adskillige lag tøj, 10 kilo tung håndbagage og de 2 kilo tunge bjergstøvler. Vel ankommet til Chamonix finder vi en billig og udmærket campingplads, Les Arolles, i udkanten af byen.
For at kontrollere den fysiske form klatrer vi dagen efter 1500 højdemeter op til ”Le Brevent”. Et skilt for foden af stigningen fortæller, at det bør tage 4 timer og 45 minutter. Vi gør det på 3 timer, selvom ”knægtene” af og til utålmodigt må vente på mig. Fra Le Brevent tager vi os god tid til at nyde en fabelagtig udsigt over til Mont Blanc og beslutter, at i morgen skal det være.
Whiteout
Vi tager liften op til Aiguille du Midi for derfra at angribe Mont Blanc via Tacul og Maudit. Derved kommer man over hele 3 alpetoppe over 4000 meter. Vi iklæder os bjergudstyret, etablerer et reb-lag og forlader liftområdet gennem en istunnel. Herfra går det direkte ud på en ca. 50 cm smal bjergkam med flere hundrede meters fald på begge sider. Flere gange maser vi os forbi andre reb-lag, som er på vej tilbage til Aguille de Midi. Der er simpelthen ingen plads til at passere, så vi må af og til balancere lidt ned ad skråningen for at gøre plads.
Efter et par timers gang når vi til en passende lokation for etablering af vores camp. Det blæser lidt, så vi bygger en snevold rundt om campen for at skabe læ. Vi finder nogle klippestykker til at stabilisere teltene. Nogle af klippestykkerne banker vi ned i sneen og binder teltsnorene omkring dem. Andre stabler vi på teltenes footprints og fylder op med sne. Disse foranstaltninger skulle få teltene til at klare selv den værste snestorm. For en sikkerheds skyld tøjrer vi også teltene til hinanden.
Vinden tager til, og skyerne samler sig langsomt omkring bjergtoppene. Ved 19-tiden er det hundekoldt, så vi spiser et hurtigt pulvermåltid og kryber i soveposerne. I løbet af natten trækker det op til storm. Vinden pisker fra Italien hen over Col du Midi og begraver vores lille lejr i sne.
Om morgenen gør det ondt i hele kroppen af at ligge ned, så vi kryber ud af teltet, trodser vinden og går op ad Tacul. Vinden og sneen pisker os i ansigtet, det er
Vores telte efter en kold og blæsende nat.
ubehageligt at gå, men vi går alligevel videre og kommer hurtigt højt op ad bjerget. Vi når til en kæmpe gletscherspalte midt på bjerget, hvor der går en smal snebro henover. Morten er først ovre, og jeg er den næste, men tøver. Faktisk har jeg overhovedet ikke lyst til at passere snebroen. Skyerne fejer hen over bjerget og forringer sigtbarheden. Af og til kan jeg skimte den blåsorte sammenpressede is langt nede i dybet. De andre hepper entusiastisk på mig. Jeg tager mig sammen og småløber over snebroen. Resten følger ubekymrede efter, og vi bevæger os videre opad.
Vinden tager yderligere til, og jeg melder klart ud, at jeg mener det er uforsvarligt at gå videre. Sigtbarheden er omkring 5 meter, og vi har ingen mulighed for at orientere os. Efter en kort diskussion beslutter vi os for at vende om. Vi prøver at følge vores spor, men de er allerede føget til. Der er hvidt i alle retninger, og jeg kan knap se frem til næste mand i reblaget. Vi har Whiteout. Vores eneste orienteringsmulighed er, at terrænet går nedad, men vi har ingen anelse om, hvor vores lejr befinder sig.
Så kommer der et lille hul i skyerne, og vi kan et kort øjeblik skimte teltene på Col du Midi. Med en vis lettelse når vi tilbage til teltene, og kort efter passerer en flok tjekkere vores lejr. Vi er alle uigenkendeligt indhyllet i tøj fra top til tå, og som en flok mumier løfter vi en stiv arm til hilsen. De har etableret camp et par hundrede meter fra os. De har brugt en masse tid på at bygge en ca. 1,5 meter høj snemur i teltenes vindretning, så de har det rimeligt bekvemt bag muren. Vi tager hul på endnu et uinspirerende pulvermåltid og kryber til køjs længe inden mørkets frembrud.
Tilbage til Chamonix
Vi ligger spærret inde i teltet i 21 timer og er temmelig frustrerede, så noget må ske. Vinden har begravet vores telte i sneen. Vi graver os fri, og efter en kort rådslagning beslutter vi at gå ned til Chamonix. Hovedårsagen er, at tjekkerne har hørt, at det først vil klare op omkring lørdag. Det betyder, at de næste 3 dage skal tilbringes i de trange telte, og det er vi afgjort ikke indstillet på. Vi bruger derefter lang tid på at grave teltene helt fri for at pakke sammen. Tjekkerne derimod kommer af sted længe før os på grund af deres grundige forarbejde med snemuren. Belæsset med bagage går vi langsomt op mod Aguille du Midi.
Vinden hyler og pisker sylespidse iskrystaller mod de få bare pletter blottet hud. Jeg frygter den sidste stejle stigning op imod liften, på den smalle grat, men det går, og vi kan udmattede gå igennem metallågen og is-tunnelen. En flok japanske turister er taget op med liften for at se på udsigten og bjergbestigere. Udsigt er der ikke meget af i dag, så vi får al opmærksomheden. Japanerne skiftes under stor moro til at løfte de næsten ufatteligt tunge rygsække, som de danske vikinger slæber på. Det afføder anerkendende udbrud, smil og nik. Deres begejstring kender ingen ende, da Morten fyrer nogle japanske gloser af, hvorefter vi alle smilende trykker hænder. Vejret i Chamonix er smilende og solrigt. En næsten grotesk kontrast til vores lejr på Col du Midi.
Vi prøver igen
Morgenmadspatruljen, Lars og Mody, møder gudhjælpemig Martin Anker Nielsen og Lars Hansen fra sidste års Pik Lenin ekspedition. De er med en gruppe taget til Schweiz for at bestige Matterhorn. Dårligt vejr har tvunget dem til at give op, hvorefter de har vendt interessen mod Mont Blanc. De er dog i tidsnød, og har ikke nået at akklimatisere sig.
Mens vi reviderer bestigningsplanerne, ryster jorden under os. Det er et jordskælv. Ikke helt almindeligt på de kanter, fortæller campingpladsbestyreren os. Vi gyser og tænker på, hvilke laviner det udløser på bjerget. Jordskælvet bliver målt til 4,6 på Richterskalaen, det kraftigste i området siden 1905. Et kig på vejrudsigten overbeviser os om, at vi må give det endnu en chance. Denne gang beslutter vi os for at angribe bjerget fra en anden side og tager bjergtoget ad en usandsynlig flot rute op til Nid D'aigle (Ørnereden) i 2372 meters højde. Vi går de sidste 800 højdemeter op til Tete' Rousse' hytten. Undervejs møder vi en flok nordjyske højskoleelever på vej ned. De har opgivet bestigningen på grund af dårligt vejr.
Vejret er vådt og tåget, så vi beslutter at overnatte i Tete' Rousse'-hytten, frem for at bruge teltene. Den ambitiøse plan er at gå de 1700 højdemeter herfra direkte mod toppen i nat. Normalt går man fra Gouter hytten i 3867m, hvilket kun er en stigning på ca. 950 højdemeter. Morten og jeg går op for at tage bestik af den frygtede Gran Couloir. Det er et ca. 700 meters stejlt område, hvor sten og klipper jævnligt vælter ned. Mange bjergbestigere er blevet dræbt her. Som regel ikke fordi de er blevet ramt af de styrtende klipper, men oftest fordi de har forsøgt at undvige, tabt balancen og styrtet mange hundrede meter ned. Derfor er det vigtigt lige at kigge couloiren an i dagslys, inden vi skal passere den i nat.
I et rigtigt møgvejr går Morten og jeg derop. Igen møder vi klatrere, som har opgivet en bestigning, og vi tvivler efterhånden på, om projektet vil lykkes. Morten og jeg kigger skeptisk hen over den ca. 150 meter brede couloir. Der er spændt en wire tværs over, som man kan hægte sig på via slynger og karabiner, men den hænger alt for højt til, at nogen kan få glæde af den. Et mindre stenskred får os til at rynke brynene. Vi vender tilbage til gruppen med vores erfaringer.
”Står på en alpetop”
Lars Hansen er sammen med en ven nået op til Tete' Rousse'. De nåede ikke det sidste tog op til Nid D'aigle og er gået hele vejen. De ligner da også noget, der er løgn, og kryber hurtigt til køjs.
Solopgang på topdagen.
Martin og resten af gruppen har besluttet ikke at forsøge en bestigning og venter nede i Chamonix.
Vi aftaler at stå op til morgenmad kl. 01 og bese vejrsituationen. Minimumkriteriet er, at vi kan se nogle stjerner, ellers vil vi ikke tage mod toppen. Vi hopper ud af uldtæpperne på det aftalte tidspunkt, og jeg konstaterer, at der ikke er nogen stjerner at se. Mody er lidt mere tålmodig og får øje på en enkelt, så én mere, og nu myldrer de pludselig frem. Selvom det er fristende at krybe tilbage under tæpperne, må vi af sted.
Oppe ved Grand Couloir holder frosten på klippestykkerne, så der er ingen stenskred at høre. Vi ignorerer den dårligt placerede wire, holder vejret og småløber over couloiren. Lars Hansen & Co. overhaler os i et gevaldigt tempo, som vi alle ryster på hovedet af. Nu går det stejlt opad, og der er fæstnet hjælpe-wirere på klipperne. De er dog ikke altid til at stole på, for flere steder er boltene løse, så vi må nøje kontrollere bæreevnen, hver gang vi hægter os på. Vi går uden reb, da det er alt for besværligt og langsommeligt. Klipperne bliver snart sneglatte, og vi skifter til steigeisen for at stå bedre fast. Der er malet gule prikker på klipperne, men de kan ikke ses i mørke og slet ikke under nyfalden sne, så det er vanskeligt at finde vej. Flere gange ender vi i en blindgyde og må vende om.
Ved halvsekstiden ankommer vi anstrengt til Gouterhytten. Herfra er der ca. 950 højdemeter til toppen, og vi kan se på pandelampernes lyskegler, at de, som har overnattet her, allerede er langt oppe ad bjerget. Fra Gouterhytten begynder den dybe sne, og vi får brug for skistavene. Vejret er klaret op, men det er bitterligt koldt. Vi når Dome de Gouter ved solopgang og bruger 5 minutter på at forevige det storslåede syn. Jeg er meget træt nu og hænger konstant efter gruppen, men Lars Munk er en knag og venter tålmodigt på mig. Vi er nu så højt oppe, at der ikke er læ for vinden. Jeg lægger for sent mærke til, at mine fingre er stivfrosne. Jeg stopper op og finder med besvær et par ekstra handsker frem af rygsækken. Det hjælper ikke meget, fingrene er helt følelsesløse. Jeg begynder at motionere fingrene inden i handskerne mens jeg går, og efter en halv times tid begynder fingerspidserne at snurre og stikke, pyha! Der var jeg godt nok nervøs for alvorlige forfrysninger.
Ruten går på kanten af afgrunden
Ved Vallot-nødhytten i 4300 meters højde møder vi Lars Hansen siddende modløs i sneen. Vennen har givet op og er på vej ned med en fransk bjergguide. Lars er på nippet til selv at give op. Vi genetablerer reb-laget og inviterer Lars med. Vi går videre forbi store gletscherspalter og opad, tilsyneladende uden ende. Jeg går langsomt og hænger igen. Jeg siger til Lars Munk at jeg ved, at jeg kan klare det, det kommer bare til at tage tid. Han nikker forstående og puffer mig opad. Hele tiden tror vi, at det er toppen vi kan se, men bliver gang på gang snydt.
Endelig, d. 10. september kl. 10.25, står vi på toppen af Europa og omfavner lykkeligt hinanden. Vi tager de uundgåelige gruppebilleder og glemmer helt Lars Hansen, som sidder i sneen og stirrer apatisk ud over Europa. Vores gruppe har det alle fint. Trætte, men vi har ikke skyggen af højdesyge. Nogle begynder ligefrem at synge Shubiduas ”Står på en Alpetop, kigger på det sner. Nu er jeg end'lig kommet helt herop- Hva' fa'en sku' jeg egentlig her?” Godt spørgsmål, grubler jeg, mens en antiklimatisk stemning breder sig indeni. Var det virkelig det hele? Hvorfor er jeg ikke mere ekstatisk? Jeg låner Lars Munks mobiltelefon og ringer hjem (jo, den er god nok, man kan ringe hjem fra toppen). Alexander tager telefonen, og pludselig står det lysende klart for mig, hvad jeg har opnået. Jeg bryder ud i hulkende gråd af intens stolthed og livs-bekræftelse, da jeg hører hans stemme. Intet kan slå det jeg føler netop nu, og jeg kan dele følelsen med min søn, der dog ikke helt forstår, hvorfor far græder. Jeg må overbevise ham om, at jeg, trods gråden, har det fint. Rigtig, rigtig fint.
Nedtur
Forfatteren på vej ned.
Efter en halv times tid på toppen begynder vi nedstigningen. På vej nedad slingrer Lars Hansen faretruende. Han mangler værdifuld akklimatisering og har det tydeligvis ikke godt. Flere gange vælter Lars om i sneen og bliver liggende. Lars Munk må gang på gang samle ham op. Jeg tager rebet fra Lars Munk, så han kan bære noget af Lars Hansens oppakning. Lars Munk ”taler” Lars Hansen hele vejen ned til Gouterhytten. Vi har ikke energi til at gå ned ad de stejle klipper til Tete' Rousse', men kryber i stedet ind under Gouterhyttens lune uldtæpper.
Kl. 02.00 rumsterer grupper af klatrere i hytten. De er ved at gøre klar til et topforsøg, men det ignorerer vi, og vender os tilfredse om på den anden side. Efter 12 timer på madrassen er vi klar til at gå det sidste stræk ned ad bjerget. Lars Hansen er allerede gået, da hans gruppe i Chamonix var utålmodige efter at komme hjem. Det viste sig, at de var så utålmodige, at de rent faktisk var kørt og havde efterladt Lars et telt og en flybillet. Noget tyder på, at personlige ambitioner og gruppens aftaler ikke helt var afstemt. Den slags kan have fatale følger på et bjerg, hvor man uventet kan blive afhængige af andres hjælp.
Tilbage på campingpladsen fortæller vi alle, der gider høre på os, om bedrifterne på bjerget. Senere fejres succesen på vores ”stamværtshus” The Jekyll, hvor vi under indtagelse af øl og whisky praler til alt og alle omkring os. Nu er vi ligeglade, om de vil høre på os, for det skal de sgu!!
Vi har dog et enkelt hængeparti. Morten har medbragt et Dannebrog, som vil passe perfekt på væggen af den nye hytte i Tete' Rousse'. Mody og Thomas er lige vel storskrydende og mener, at de da sagtens kan smutte derop, hvis altså bare det ikke koster noget. Resten af gruppen smider prompte 40 Euro på bordet. Nu sidder de i saksen og kan ikke krybe udenom. Klokken meget tidligt næste morgen vågner de to rapkæftede, iklæder sig bjergudstyret og tager bus, lift og bjergbanen for at gå de sidste par timer op til Tete' Rousse'. Ved siden af det russiske og tibetanske flag banker de møjsommeligt Dannebrog op på væggen. Flaget er signeret af fem bjergbestigere og påført Mt. Blanc, 4810m, 10/9 kl. 10.25-2005.
