Mufasa River Camp
- et skrøbeligt paradis
Tekst: Kenneth Hvolbøl
Foto: Nadia Iliasoff Hvolbøl og Alexander Iliasoff Hvolbøl
"Skynd jer at komme ud! Der sidder en leopard på den anden side af floden."
Jaan peger ophidset over på den modsatte flodbred. Vi skynder os ud, og den er god nok. Lige så fint sidder det majestætiske kattedyr og lader morgenens solstråler varme blodet op.
Trods leopardens nærhed udvælger de meterhøje giraffer roligt og uanfægtet de saftigste topskud fra akacietræernes kroner. Girafferne ved godt, at leoparden ikke udgør nogen umiddelbar trussel, så længe de ikke bøjer den lange hals ned i leopardhøjde for at slukke tørsten i floden. Vi følger leopardens færden nogle minutter, inden den forsvinder ind i et nærliggende buskads. ”Den har vi aldrig set fra lejren før”, smiler Jaan.
Hettie og Jaan er et midaldrende ægtepar fra Benoni i udkanten af Johannesburg. Egentlig er det deres søn som bestyrer Mufasa River Camp, men da vi er her uden for sæsonen midt i den sydafrikanske vinter, havde han travlt med at etablere et youth hostel oppe i Malawis hovedstad, Lilongwe. Da det ikke er tilladt for os at bo alene i campen, har han i stedet sendt sine forældre ud i bushen sammen med os.
7 timers kørsel nord for Johannesburg, lige uden for Kruger nationalpark, ved bredden af Olifant River ligger Mufasa Rustic River Camp - navnet siger alt. Det er en rustik teltlejr, eller tented camp, som det rettelig hedder. Lejren er en boma omgivet af telte. Ikke noget luksuriøst, men ganske komfortabelt, med campingsenge i de bedste af teltene.
Inden for bomaen ligger et simpelt køkken, dog med strøm og et opholds- samt spise-område. Uden for bomaen ligger toilettet og et bush-bad opbygget af tykke grene samlet med cement. En simpel vandslange udgør bruseren.
Det er nogle uger siden, der sidst har boet nogen i campen, så dyrene har haft frit spil. Vi skal da også nærmest vente til en flok fredelige elefanter har græsset færdigt mellem teltene, før vi kan flytte ind. Vi udser os to rummelige telte med campingsenge og udsigt over floden.
Sikkerhedsbriefing!
Jaan giver os derefter en lille sikkerhedsbriefing.
- Gå aldrig alene rundt i området efter mørkets frembrud, ikke engang på toilettet! Sidste år havde en flok løver blokeret toiletbygningen i 3 dage. Det var midt i tørtiden, og de havde fundet ud af, at der var et utæt vandrør, hvor de kunne drikke. Selvom I hører dyr mellem teltene om natten, må I under ingen omstændigheder panikke og da slet ikke forlade teltene!
"Selvom dyrene af og til bliver meget støjende uden for teltene, sker der ikke noget, blot I bliver hvor I er", siger Jaan med stor overbevisning i stemmen. "Og skulle situationen alligevel spidse til, har jeg et gevær, som der dog endnu ikke har været grund til at benytte", smiler Jaan.
Vi dirrer af spænding, det var lige dét, vi havde set frem til. At bo mellem Afrikas vilde dyr, kun adskilt af en millimeter tynd teltdug. Min søn, Alexander, og jeg deler et telt, mens Vibeke deler telt med vores datter, Nadia. Vi skal ikke nyde noget af, at lade børnene bo alene i et telt, hvis nu dyrene skulle blive for nærgående.
Drengeteltet planlægger hurtigt, at hvis tissetrangen kommer over os om natten, bruger vi da bare en flaske. Det kniber mere med pigerne, som nok får en udfordring med, at ramme ned i flaskehalsen, men som den handymann jeg er, skærer jeg resolut en to-liters Colaflaske midtover til pigerne, så er det problem løst.
Hettie og Jann kokkererer en sydafrikaans gryderet, en Potjie (udtales Poikiee), som er opkaldt efter den tunge støbejernsgryde, maden tilberedes i. Imens går vi en tur langs floden. Bare vi holder os samlet, skulle der ikke ske noget, forsikrer Jaan.
Med øjne i nakken ser vi på flodhestene, der pruster i floden, og i respektfuld afstand observerer vi endnu en flok elefanter på ca. 20 dyr, der bevæger sig langsomt mod Mufasa. Da vi kommer tilbage til campen, har Jaan rigeligt at gøre med at holde de frække Vervet-aber væk fra Hettie og maden.
Alexander og jeg overtager vagten, og Jaan bevæbner os til tænderne med hver sin slangebøsse, og det er noget aberne har respekt for. Det lykkedes dog alligevel aberne at stjæle en pakke smør fra os.
Efter aftensmaden er elefantflokken nået op til vores lejr. Vi sætter os godt til rette med klapstole og rødvin for at nyde synet af de græssende elefanter. Men da der er unger i flokken, er matriarken yderst skeptisk ved vores tilstedeværelse, og hun beslutter ikke at tage nogen chancer og beordrer hele flokken væk.
Dagen efter finder vi ud af, at vi kan være helt tæt på flokken, bare vi skjuler os bag rækværket. ”Alexaandeeer!”, råber jeg. ”Hvor er han??” Vi leder rundt i området og finder ham på jagt med sit lille digitale lommekamera. Han er fulgt efter elefanterne og knipser løs kun 15-20 meter fra flokken, i skjul af et lille træ. ”Nu kommer du kraftedeme væk fra de elefanter, og det skal være nu!”, hvæser jeg.
Man kan hurtigt vænne sig til at være blandt de vilde dyr, og som barn er det let at glemme hvor farlige de er. Vi tager en sundown-sejltur på floden og ser masser af krokodiller, flodheste, giraffer og antiloper. Vi er de eneste på hele båden, der er i to etager, så vi har god tid til at tale med skipper, der selvfølgelig kan en masse røverhistorier om dyrelivet ved floden.
I bålets skær
Mufasa-campen ligger kun ca. 20 km fra Phalaborwa Gate, som er en af indgangene ind til Kruger nationalpark. Derfor kører vi naturligvis derind et par gange for at se, om vi kan spotte nogle flere dyr. Hettie og Jaan bliver i Mufasa, for som de siger: ”Vi ser ikke nogle dyr derinde, som vi ikke ser her”. ”Bare man er tålmodig og venter, så kommer der stort set alle slags dyr her før eller siden”.
Om aftenen laver Hettie og Jaan enten sydafrikaans gryderet, Potjie eller den afrikanske grill, Braai (udtales som det staves og betyder 'grillet kød' på afrikaans). Efter måltidet sidder vi i bålets skær og drikker sydafrikansk cognac, mens vi hyggesnakker med Hettie og Jaan. Flodhestene pruster i floden, og krokodillerne lurer i vandoverfladen.
Natten er fyldt med blinkende stjerner og fremmede lyde. Selv løver, der brøler, og hyæner, der griner hysterisk ude i mørket, kan vi høre. Retter vi stavlygten ud i mørket, møder lyset mystiske øjne. Vi gyser og undres over, at det kan være så spændende at gå på toilettet!
Findes der mon en skønnere plet på denne jord?
Harmonien brydes
Vi har planlagt at bruge fem dage her, men det bliver hurtigt til et par ekstra dage, for vi kan simpelthen ikke løsrive os fra dette paradis. Det første vi ser om morgenen, når vi slår teltdugen til side, er den rolige Olifant River, og det sidste vi hører, inden vi falder i søvn, er flodhestenes grynten og løvens brølen. Hvad mere kan man ønske sig!
Men der er en anden lyd, der bryder harmonien. ”Klang, klang, klang!” Vi hører en svag bankende metallisk lyd langvejs fra. Det er maskinstøj fra den gigantiske fosfat- og kobbermine. Fosforminen ligger ca. 12 km væk, men den æder sig langsomt imod Mufasa i takt med, at regeringen giver lov til at udvide minedriften.
Vi kan høre arbejdet fra minen, når vinden bærer lyden imod os. Faktisk kører man igennem mineområdet på vej ned til Mufasa Camp. Hver gang vi kører igennem mineområdet, er bilen dækket af et tykt lag hvidt minestøv.
Utroligt nok holder der bavianer til i området omkring minen. Bavianerne sidder som hvide spøgelser spredt rundt på hegnet omkring minen, dækket af støvet fra bruddet. Der er de senere år fundet en del døde krokodiller i floden, og mistanken går på, at små udslip af syre fra minedriften er synderen.
Hvem ved, hvornår minen har ædt vores skrøbelige paradis op?
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
