Allerede når man lander i Yangons lufthavn fornemmer man, at dette er et helt specielt sted. Ankomsthallen er konstrueret som et gigantisk buddhistisk tempel, med spir, snørkler og forgyldte tage. Jeg havde på fornemmelsen at det her godt kunne blive et eventyr, trods politisk korrekte meninger om det modsatte.
Disciplineret rengøring af Shwedago tempel
Inden udrejsen havde vi naturligvis stillet os spørgsmål om, hvorvidt det var ansvarligt at besøge Myanmar, som siden 1962, til omverdenens store foragt, har været kontrolleret af militæret. Man kunne jo fristes til at tro, at jeg via mit job i Flyvevåbnet havde lært at militærstyre er en helt ideel måde at regere et land på. Dette er dog ingenlunde tilfældet. Militæret er til at ”løse” udenrigs konflikter, ikke indenrigs, den slags har man folkevalgte politikere, dommere og politi til.
Det er dog ikke gået op for de tåbelige generaler i Myanmar, og på visse punkter blev vores besøg da også præget af militærets styreform, men mere om det senere.
Jeg mener imidlertid ikke, at man ved at holde sig væk fra landet på nogen måde hjælper befolkningen, snarere tværtimod. Ved at besøge landet får man, til en vis grad, syn for sagen. Samtidig støtter man den lokale økonomi, og det er intet problem at holde sig langt væk fra militærstyrets hoteller, transportmidler, guider o. lign, hvis man vel at mærke rejser som individuel turist. Dilemmaet opstår først når man rejser med grupperejse, for den slags arrangementer lægger militæret tungt sin klamme hånd på, og man er derved indirekte medvirkende til at undertrykke befolkningen.
Tilbage i ankomsthallen blev vi snart banket ned på jorden igen. Lige så snart vi havde stukket snuden indenfor, blev vi mødt af en sand stormflod af formularer, som skulle udfyldes af alle, for ikke at tale om den grinagtige tvangsveksling til FEC (Foreign Exchange Currency), som er regeringens måde at sikre, at alle turister bruger minimum 200US dollar i landet. Det mest grinagtige er dog at der er masser af muligheder for at tilbageveksle disse penge på det sorte marked. Da vi er 2 voksne og 2 børn, var vi de sidste der slap ud af lufthavnen for at kunne betræde det sagnomspundne Burma, eller Myanmar som det rettelig har heddet siden 1989. Et navn som de fleste romantikere har svært ved at vænne sig til.
Vi havde allerede mailet til 3 Seasons Hotel i Yangon, der som aftalt hentede os i lufthavnen. Her blev vi meget venligt modtaget med kaffe, te og friske blomster på det ellers halvkedelige værelse. Værelsets manglende charme, blev rigeligt opvejet af, det hjertelige og hjælpsomme personale, der uafbrudt smilede, især til Nadia og Alexander. Værtinden var behjælpelig med alt fra tøjvask til guidede ture, så vi fik ved hjælp af hende lejet en taxa i 18 dage, med hele 2 chauffører.
Alle pagoders moder
Inden vores rundtur i Myanmar skulle vi naturligvis lige besøge den vidunderlige Shwedagon-pagode. Majestætisk placeret på en høj i udkanten af byen, tager den pustet fra de fleste, troende buddhister såvel som danske skabskirkegængere. Her siges at være gemt 8 hår fra Buddha, derfor er det et af buddhismens allerhelligste steder. Komplekset bliver betegnet som en religiøst forlystelsespark, med alle dets gyldne stupaer, pagoder, hellige statuer, kæmpe klokker og templer. Her er ikke sparet på noget. Selve centralpagoden er dækket med 15000 guldmursten og 100 meter oppe prydes toppen med en enestående samling ædelstene, bla. 4251 diamanter, hvoraf den største er på hele 76 karat, lidt af et paradoks her, i et af verdens fattigste lande. Fascinerende var det at gå rundt i dette buddhismens Disney-land, mellem bedende burmesere og hundreder af fromme munke. Vi mødte en mand som talte et godt engelsk. Han viste os, hvordan man via Buddhas hjælp skaffede sig lidt held og lykke, ved at hælde vand over sit lykkedyr. Han bad derefter en lille bøn for os, og så skulle den være hjemme. Han fortalte en mængde spændende historier og sagn om Shwedagon og det hele endte selvfølgelig ud i, at han ville have en donation. Pokkers! nu var det ellers lige ved at være så hyggeligt.
Buddhas land
Med vidunderlige Shwedagon knejsende over byen, forlod vi Yangon og kørte gennem rismarker og landsbyer med stråtækte huse. De gyldne pagoder fulgte os lige meget hvor vi kørte. Skuede vi ud over en by, var horisonten domineret af hundrede af helligdomme, det var i sandhed Buddhas land, vi var kommet til.
Forbløffende var det, rent teknologisk, at blive sat tilbage til tiden før første verdenskrig, jævnfør dansk målestok. På hele turen så vi kun 2 fabrikker med osende skorstene, og de var til fødevareforarbejdning. Her høstes, sås og plantes ved håndkraft og der pløjes med oksekærre, ren feudalisme!. Af samme grund er Myanmar østens måske reneste land, ikke af miljøhensyn, men fordi man ikke har råd til at opføre en industri, som kan forurene. Tja! Selv økonomisk boykot har sine gode sider. De primitive vilkår gør dog ikke, at folk virker ulykkelige, tværtimod! Venligheden, smilet, nysgerrigheden, behjælpeligheden er overalt til stede. Faktisk er det uden sammenligning det venligste land vi nogensinde har besøgt. På de lokale restauranter fik vi, som de eneste, ofte dug og stofservietter, på bordet. Jo! De engelske koloniherrer har ikke levet forgæves. De lokale stiller gerne sit portræt til rådighed for de rejsendes kameraer, og der er et væld af fotomotiver, aldrig har jeg taget så mange billeder.
Okser er stadig eneste mulighed for at få pløjet jorden
Jeg bør måske lige præsentere vores 2 chauffører. Zaw er chefchaufføren. Han taler et ubehjælpeligt gebrokkent engelsk, og kører med en dødsforagt, jeg ellers kun har set hos katolikker. Han lider af nyresten, og hver gang vi har kørt nogle timer på de hullede veje, bukker han sammen i smerte over for de voldsomme rystelser i bilen, uden at det får ham til, at sætte farten ned,… man har vel sin stolthed.
Tuntun er den mindre erfarne hjælpechauffør, som overtager rattet, når Zaw’s nyresten rumsterer for meget. Han taler et næsten uforståeligt engelsk, men kører til gengæld noget mere besindigt. Samtidig virker han som oppasser for børnene, især for Alexander, som han ikke viger et øjeblik fra, medmindre vi er på egen hånd. Tuntun og Alexander blev med tiden et uadskilligt par. Begge chauffører er som de fleste burmesere utroligt venlige og behjælpsomme, og springer til, lige så snart vi ser bare en smule tvivlrådige ud. Begge bærer de, som alle mænd, den traditionelle Longyi, som er en slags Myanmar pendant til den skotske kilt.
Rundturen var den klassiske og stort set eneste mulige, da det meste del af landet er lukket for os turister. Yangon- Bagan- Mandalay- Inle- Kyaiktiyo- Yangon.
Templer i Bagan
Vejen førte os til Bagan, som af nogle regnes for et af verdens underværker, en efterhånden noget misbrugt betegnelse, som mangen en lokal turistforening stort set kalder enhver seværdighed for at tiltrække rejsende og som den erfarne rejsende blot trækker på skuldrene af. I Bagans tilfælde er det dog uden overdrivelse en velfortjent titel. Har man først været her, klatret op på et af de ufattelige talrige templer, skuet ud over området, og set solnedgangen bag Irriwaddyfloden (den med flotillens gamle vej), er man ikke tvivl, det er et vidunderligt sted. Nærmest grotesk skyder hundredvis af pagoder, stupaer, templer og monumenter op af jorden, alt sammen til Buddhas ære.
Vi kiggede ind i de 800-900 år gamle templer, som for de flestes vedkommende gemmer rigt dekorerede Buddha figurer og mange pragtfulde freskoer, så man til tider føler sig hensat til, de ægyptiske kongegrave. Vi havde ingen problemer med, at bruge 3 dage blandt pagoderne og som regel var vi tit alene blandt monumenterne, hvilket måske er den største forskel mellem Bagan og det noget mere kendte Ankor Watt i Cambodia, som til tider er oversvømmet med japanske gruppeturister. De pågående sælgere har dog for længst etableret sig i Bagan, men de er aldrig mere pågående end, der er plads til et smil, og hurtigt overtager deres nysgerrighed om, hvor vi nu kommer fra, og hvad vi synes om Myanmar. Nadia og Alexander fik overalt meget opmærksomhed, og når sælgerne opgav at prakke os souvenir på, var det ikke usædvanligt, at ungerne fik små gaver i stedet, og det varmer jo enhver faders hjerte.
Desværre var ”flotillens gamle vej”, for langsom for os, så vi benyttede de elendige veje, som er et af landets særkender, til Rudyard Kiplings romantiserede Mandalay. Nå ja! Gustav Winkler og Four Jacks gjorde byen almindelig kendt i Danmark, med sin stemningsfulde oversættelse, af Kiplings vise, og senest har Kim Larsen begået en ny fortolkning. Vil man beholde sit romantiske indtryk af Mandalay skal man lade være med, at besøge byen, hvilket Kipling da heller ikke gjorde. Sangen havde sikkert lydt en hel del anderledes, hvis Kipling havde oplevet larmen, støvet, og den ulidelige varme, hvilket langtfra retfærdiggør det ellers dejlige land. Næh! De rigtige attraktioner ligger gemt uden for byen, i bla. Amarapura og Sagain.
Vi tog først til Sagain, den gamle kongeby, som indeholder en mængde smukke templer, men men! Her fik vi endnu et eksempel på militærjuntaens tåbelige regler. Hidtil havde vi fundet os i at betale 5-10 US dollar for de fleste entreer pr. voksen, men her ville de også have penge for børnene, og så sagde vi stop. De ublu priser, som gør sig i gældende i hele Mandalays omegn, bevirkede at vi holdt os væk fra de fleste templer som en del af vores egen lille private protest. Zaw og Tuntun, som på vores vegne virkede oprigtig vrede, sagde at mange turister reagerede på en lignende måde på de urimelige høje entreer, og det er vel prisen for at udnævne en general til kulturminister.
De gratis glæder
Vi kørte i stedet ned til et lille samfund Irriwaddy-floden, som levede af at fragte bambus oppe fra nord, ned til diverse købere. Det var fattige folk, som levede hele deres liv på store flydende bambus rafter, men de var venlige og glade. Der gik ikke mange minutter før Alexander var involveret i deres fiskeri, mens jeg luskede rundt og fotograferede livet.
Den 1,2 km lange U Bien teaktræsbro
Senere tog vi ud til et stort kloster som husede ikke mindre end 1400 munke. Vi kom til spisetid og betragtede de disciplinerede munke, stå i lange rækker og få uddelt maden. Forbløffede kunne vi se hundredvis af munke spise i en fælles sal uden at der kom en lyd, bortset fra lidt slubren og smasken. Næsten rørende var det at se asiatiske turister først fotografere munkene, for dernæst at ligge på knæ i dyb ærbødighed for dem. Munkene er synlige overalt i Myanmar, og alle mænd bliver munk på et eller andet tidspunkt i deres liv. Nogle forbliver munke hele livet, mens andre nøjes med et par år eller blot et par måneder, måske er det derfor at der er så ringe kriminalitet i Myanmar, bortset fra den som staten udøver.
U Bien broen er en 200 år gammel, 1,5 km lang teaktræsbro, som tiltrækker turister, munke, nonner, tiggere, fiskere, kunstnere, og souvenir sælgere. Der var sågar en andehyrde, der stående på en lille båd, nænsomt drev sin kæmpestore andeflok rundt på søen, mens han søgte efter andemad til sine dyr. Vi brugte 4 timer på at opleve det stemningsfulde miljø omkring broen. Alexander blev endnu engang inviteret på fiskeri, mens Nadia fik øvet sit engelsk med en lokal pige. Jeg fik en lang snak med en munk om de mange pligter den fromme tilværelse medfører. Vi fik grillet Alexanders fangst af småfisk på en lille beværtning, og nød solnedgangen på Taung Thaman søen, fra en lille lokal robåd.
Et pust fra fortiden
Temperaturen i Kalaw er til forskel fra i lavlandet, dejlig sval, hvilket fik de engelske koloniherrer til at etablere en såkaldt ”Hill station” her, så de svedige embedsmænd i Mandalay kunne komme og nyde deres ferie, i det behagelige klima. Kalaw er oversået med engelske huse, hvoraf nogle stadig er beboet af englændernes efterkommere. Her mødte vi engelsk-burmesiske Winston, der boede i det hus, som hans engelske bedstefar byggede under kolonitiden. Han talte et perfekt engelsk og inviterede os hjem i huset, som sørgeligt nok var ved at gå i forfald.
Huset var i 2. verdenskrig, blevet angrebet af japanske jagerfly, og sollyset kiggede stadig gennem skudhullerne i taget. Den førhen så fine engelske have var overgroet af ukrudt, og da jeg ville tage et billede af Winston med huset i baggrunden, hængte han lidt pinlig berørt tagrenden på plads over hoveddøren. Det var hyggeligt at høre på Winstons mange historier, men hans børn taler ikke engelsk og de har burmesiske navne, et stykke historie var ved at blive udvisket.
Kalaws trækplaster er trekking blandt de farverige bjergstammer, og Alexander og jeg besluttede at hyre en guide kaldet Jimmy til at føre os til nogle af dem. Vi gik ad små stier, gennem tobaksplantager, appelsinlunde og te marker. Vi så hvordan man plukker, tørrer, sortere og presser tobaksbladene. Vores mål var en stor Palaung landsby, hvor man boede i langhuse og gik i smukke traditionelle klæder. Vi blev fanget af et voldsomt uvejr, og måtte søge ly i byens kloster. Her var det meste af landsbyen samlet for at forberede morgendagens fuldmånefest, men allerede nu var byen festklædt, og vi var velkomne til at nyde stemningen.
Tilbage mod Kalaw, da vi nåede hovedvejen, blev vi velsignet af endnu en kanon regnbyge. Vi tog en lokal pickup tilbage til byen, og selvfølgelig blev Alexander inviteret indenfor i kabinen, mens jeg måtte stå bag på ladet i silende regn, men pyt! Det havde været en god dag.
En drøm går i opfyldelse
Siden jeg som dreng havde læst Jørgen Bitchs ”Hvorfor smiler Buddha”, havde jeg brændende ønsket at se de såkaldte Girafhalskvinder eller Padaung-kvinder, som de rettelig hedder.
Kvinderne bærer tunge messingringe omkring halsen, håndledene og benene. Når halsen har strakt sig, sættes en større ring på, deraf sammenligningen med en girafhals. Det påstås, at skikken i sin tid opstod for, at undgå tigerbid i halsen, når kvinderne arbejde i eller nær skoven,. mens andre påstår, at kvinderne derved bliver så grimme, at de var uattraktive for fremmede stammer at bortføre.
Padaung stammen lever øst for Inlesøen, hvor det desværre er forbudt for turister at komme, men en lille gruppe Padaung’er har fundet ud af, at der er penge at tjene på os oplevelseshungrende turister, så de har meget strategisk bosat sig i Nyaungshwe ved Inlesøen, hvor man som rejsende er mere end velkommen. Der måtte vi ud. Efter at have betalt 3 US dollar pr. voksen, kaldte en Padaungmand de fantastiske kvinder ud fra huset. Langsomt, tynget af de tunge messingringe, som vel vejer ca. 10 kilo, kom kvinderne frem for at blive fotograferet. Kun en ældre Padaungkvinde smilede, resten så ud som om de ikke var særlig stolte over situationen. Stemningen var anstrengende og nærmest lidt cirkusagtig, men trods de kontroversielle omstændigheder, var det for mig en livsdrøm, som gik i opfyldelse. Skikken med ringene var ved at uddø, men da man fandt ud af, at der var penge at tjene på turister, blomstrede den op igen. Især mange er flyttet til Thailand, hvor prisen for at se de besynderlige kvinder er en helt anden. Så kan man selv afgøre om turismens indflydelse i dette tilfælde er god eller skidt, men faktum er, at kvinderne lader sig invalidere for penge. Tja! Hva’ skal man sige?
Buddha party
Den primære attraktion i området er Inle søen, som er smukt beliggende omgivet af bjerge, i Myanmars højland. Søen er kendt for sine flydende haver, som ud over Inle, kun findes på Titicaca søen i Andesbjergene, og for de unikke etbenede roere.
Vi var ekstra heldige, for i dag var starten på den årlige bådefestival, hvor 4 hellige Buddha figurer bliver fragtet rundt på søen for, at overnatte i de små landsbyer, på og omkring søen. Vi havde store forventninger til festivalen og vi skulle ikke blive skuffede.
Søvndrukne væltede vi ud af sengen ved 5 tiden for at sejle ud til Phaung Daw pagoden, hvor de 4 buddhaer skulle bæres ud fra deres faste plads af fromme gejstlige. Der er egentlig 5 buddhaer, men den 5te bryder sig ikke om, at sejle, siger man. Det hele skyldes en hændelse, hvor et uvejr tippede båden med de 5 buddhaer i søen. Dykkere kunne kun finde de 4, men da man kom tilbage til pagoden, stod den 5te Buddha på sin plads, behængt med søgræs. Året efter, da det igen var tid til bådefestivalen, brød endnu et uvejr løs, og man forstod, at den 5te Buddha ikke ønskede, at blive fragtet rundt på Inlesøen.
Vi overværede, sammen med tusindvis af de lokale, alle klædt i farverige folkedragter, hvordan præsterne med nænsomhed og største respekt, placerede de 4 gudestatuetter på båden, der er udskåret som en stor gylden fugl. Den smukt pyntede guldfugl, der kun bliver brugt ved denne ene lejlighed, en gang om året, eskorteres af 10 langbåde, hver ført af 50-70 af de berømte etbenede roere. Nuvel alle roerne har dog 2 ben, men benytter sig af en helt unik teknik, hvor det ene ben snoet omkring åren, benyttes til at ro med, mens de balancerer på det andet. Det giver frihed til samtidig, at arbejde med den ene hånd og delvist med den anden.
Munke
Tæt på lignede de 4 buddhaer blot deforme guldklumper, så udviskede var deres træk af tusinder og atter tusinder guldblade, påklæbet af fromme buddhister gennem hundrede af år.
Den gyldne fugl blev ligeledes eskorteret af øredøvende traditionel musik og ekstatisk dansende burmesere. Når fuglen med de 4 buddhaer passerede tilskuerne, samlede alle hænderne i ærbødighed, og det var svært ikke at blive revet med af stemningen. Mon ikke kristendommen kunne lære lidt her?
Da buddhaerne skulle placeres på land til deres midlertidige overnatningssted, skete det under tumult, alle ville tæt på de hellige statuer. Der var en masen og skubben og var det ikke for de udkommanderede militærfolk var det hele endt i kaos. Velplaceret i det nye tempel, tilbad hundredvis af knælende buddhister de guldbesatte figurer, og vi var heldigvis den berømte flue på væggen.
Dagen efter cruisede vi lidt rundt og så resten af søen, de flydende markeder, huse på pæle, haverne med tomater og majs. Vi så hvordan man samler søgræs til at forstærke haverne og de kendte Inle fiskere med deres kegleformede net. Vi blev inviteret på te og bolsjer hos en munk, som oven i købet ville have os til at overnatte. Vi så de berømte springende katte og vejret var endeløs smuk blå himmel, i en sådan grad at Inle eftertrykkeligt placerede sig på min personlige top 10 liste, over skønneste steder på jorden.
Politisk manifestation
Tilbage i Yangon bad jeg Zaw om at sætte os på af University avenue, hvor den burmesiske oppositionsleder og Nobelfredsprismodtager Aung San Suu Kyi, bor. Det var Zaw ikke meget for, da militæret vil anholde ham, hvis han hjælper turister hen til hendes hus, bedyrede han. Vi fik ham til at sætte os af i nærheden, og vi gik så resten af vejen. Knap var vi nået få meter hen ad gaden, før vi blev mandsopdækket af bevæbnet militær og nogle skumle agentlignende typer, som forbød os at gå længere. Hvorfor kunne vi ikke få at vide, men militæret ved selvfølgelig godt, at Aung San Suu Kyi opfatter, at enhver turist som passere hendes hus samtidig er en tilkendegivelse om moralsk opbakning fra omverdenen, og formentlig derfor er det blevet forbudt. ”Welcome to Myanmar”, sagde jeg hånligt og vente fornærmet om, med resten af familien i hælene. Senere samme aften hørte vi Aung San Suu Kyi tale til sit folk på BBC.
Som aftalt hentede Zaw os næste morgen for at bringe os til lufthavnen. Det var med tårer i øjnene vi tog afsked, for Myanmar er et af de lande, hvor drømme om østens mystik og legendariske gæstfrihed bliver overgået af virkeligheden.
