Som ansvarlig for arrangementer i De Berejstes Klub, havde jeg i månedsvis nøjsomt planlagt et angreb på klubbens højderekord. Desuden havde jeg allerede truet Michael Andersen om, at hans titel som DBK's højderekordindehaver, som han havde erhvervet sig efter en flot bestigning af Mera Peak, ikke ville holde længe. Derfor tog syv eventyrlystne DBK'ere af sted mod det kirgisiske højland for at tage udfordringen op på det 7134 meter høje Pik Lenin.
Deltagerne var Morten Vedersø (Veder), Kristian Mody (Mody), Lars Hansen, Lars Munk, Allan Larsen, Martin Anker Nielsen og undertegnede. Efter at have akklimatiseret i to døgn i Taldyk Yourt camp i ca. 2400 meters højde, ankom vi ad nærmest ikke eksisterende veje til Base Camp (BC), som ligger i 3800 m. Hele BC var dækket af et tyndt lag sne, som flere steder var trådt ud i søle og mudder. Repræsentanterne fra Asia Travel, som var det firma, der havde ordnet alt det praktiske angående tilladelser, mad og overnatninger, fortalte, at vejret havde været meget dårligt i de seneste tre uger, og, at mulighederne for bestigning af Pik Lenin var stort set håbløse. Da bestigning kun er mulig i juli og august hvert år pga. vejret, er tre ugers dårligt vejr noget, der ligner en katastrofe. Vi var dog fulde af energi og forventninger, og efter at vi var blevet anvist vores telte, gik vi straks op til et pas i 4250 meter, hvilket gik relativt let. Pik Lenin var skjult bag et tykt lag af skyer, og ledsaget af lette snebyger gik vi, stadig opløftede, ned til BC.
Lige inden vi nåede BC, lå et lille vandfald, som de lokale ynder at bruge som udflugtsmål. Her blev vi venligt modtaget og budt på vodka, som vi takkede ja til. Vodka har en rigtig god indvirkning på akklimatiseringsprocessen!, er kirgiserne overbevist om, hvorimod de fleste af os andre mener, at det udelukkende har en skadelig virkning. Derfor drak jeg kun en smule, af ren venlighed. Faktum er imidlertid, at alle de russiske klatrere vi mødte, ikke kunne drømme om, at bestige bjerge uden selskab af mindst en flaske af det lokale ildvand. Det tog lidt tid at falde til ro, og da søvnen endelig overmandede mig, blev jeg vækket af en buldrende lavine, hvilket gav betænkeligheder omkring den forestående bestigning.
Samme morgen skulle vi have været på Pik Petrovsky, men da det havde sneet det meste af natten, var lavinefaren alt for stor. Det klarede dog op hen ad dagen, så vi gik endnu engang op til det 4150 m. høje pas, hvor vi kunne skue ud over den mægtige Lenin gletscher, mens selve bjerget stadig var indhyllet i et tykt lag skyer. Murmeldyr fulgte os hele vejen, men kom vi for tæt på deres enemærker, skreg de høje advarselsskrig og forsvandt skyndsomt ned i deres underjordiske gange. Et enkelt dyr var dog så tillidsfuldt, at det med nogen tålmodighed lykkedes mig at få et godt nærbillede. Vinden rev et øjeblik skyerne væk fra det 4800 m. høje Pik Petrovsky, hvor store, skræmmende, udhængende snedynger kom til syne, inden skyerne igen lukkede sig omkring toppen. Et par af medlemmerne i gruppen er begyndt at vise små symptomer på højdesyge, såsom hovedpine og let kvalme.
Drænet for energi
Lejr 1
Jeg havde, som alle andre i gruppen, valgt at læsse en del af bagagen på hesteryg til lejr 1, for mit vedkommende ca. 16 kg, hvilket kostede overskuelige 16 US$. Det bragte min rygsæk ned på ca. 15 kg., som jeg selv valgte at slæbe op ad bjerget. Vi mødte Theis Sølling fra DBK og hans tre ledsagere. De har kun to uger til hele turen og har derfor ret travlt, men allerede nu er to af dem ramt af lettere højdesyge. Den slags symptomer er ikke foreneligt med travlhed, tværtimod bør man tage det endnu mere roligt og bruge nogle dage på en grundig akklimatisation, hvilket et par medlemmer fra Theis' gruppe senere skulle sande. Ved 10-tiden gik vi lettere optimistiske mod lejr 1. Vejret var det hidtil bedste på bjerget, så jeg nød turen over passet og ned mod Lenin gletscheren. Med mine 40 år var jeg gruppens alderspræsident, og da vægten samtidig sagde +100 kg, var det helt naturligt, at jeg som regel lå bagerst i feltet. Turen over den konstant stigende Lenin gletscher, med sine iskolde smeltevandløb og dybe spalter, var ubegribelig hård og nærmest uden ende. Da Mody og jeg som de sidste endelig havde krydset gletscheren diagonalt og måtte tage et længere hvil, måtte maven kapitulere. Jeg kastede op, ikke af højdesyge, men af ren og skær udmattelse.
Seks timer efter at have forladt BC, vaklede Mody og jeg ind som de sidste, fuldstændig drænet for energi. Lars H ledsagede os den sidste kilometer, og forsøgte at sparke lidt moralsk støtte ind i os.
Rebhold 2 passerer gletscherspalte
Jeg faldt nærmest i søvn over den efterfølgende kop te, smed mig i teltet og vågnede lettere opkvikket op tre timer senere. Lars H gav mig efterfølgende en Diamox tablet, som øger iltoptagelsen i blodet og derved kunstigt kan nedbringe højden med omkring 1000 m. Hele gruppen var særdeles mærket af højden og dagens anstrengelser, hvorimod vores guide Sascha virkede fuldstændig upåvirket. Hen ad aftenen klarede vejret op, og vi fik et tydeligt overblik over den tekniske og stejle rute mod lejr 2, inden dagens sidste lysstrejf malede Pik Lenins mægtige top i rødlige nuancer.
Det var en pragtfuld solskinsmorgen, hvilket Lars Munk, Veder, Lars H og jeg benyttede til at gå op til 4770 m. imod lejr 2. Her fik vi for første gang brug for vores steigeisen, reb og isøkse, til at passere dybe gletscherspalter og en ca. 60 grader stejl ismur, hvor vi var monteret med et fixreb, som vi senere døbte "motorvejen", da den på afstand, med sine mange lodrette klatreruter, lignede en 20-sporet motorvej. Som sædvanlig var jeg sidst tilbage i lejren, heldigvis uden at være plaget af højden, bortset fra de fysiske anstrengelser, som man lige så godt kan vænne sig til. Udmattet måtte jeg efterfølgende restituere i teltet hele fire timer inden aftensmaden. Tøjet og kroppen begynder nu at lugte betragteligt, men da det er alt for koldt til at bade, så jeg må nøjes med at vaske sokker og underhylere, om ikke for andet, så af hensynet til mine teltkammerater.
De gyldne dråber
Når man sover i højderne, bliver det ofte så koldt, at man ikke er i stand til at forlade teltet midt om natten for at tisse, derfor medbringer man en tisseflaske. Det er af en vis betydning, at denne flaske er tydeligt markeret, således at hverken man selv eller - måske mere vigtigt - ens teltkammerater forveksler flasken med eventuelle drikkevandsflasker. Praktisk er det, hvis flasken er klar og gennemsigtig, således at alene farven på indholdet adskiller sig fra det, man normalt drikker. Når disse formalia er i orden, er man herefter i stand til at lade vandet inde i den lune sovepose (i flasken). Man må så leve med, at dele teltet med 2-3 flasker indeholdende gule urinsjatter. Da jeg var alene i teltet, fandt jeg det ganske let at benytte flasken, men når der ligger en eller - endnu værre - to personer og snorker lige ved siden af, er det mig ganske umuligt. Jeg betragter normalt mine toiletbesøg som stærkt personlige, og min blære bliver tilsyneladende ramt af akut "sceneskræk" ved andres tilstedeværelse og lukker fuldstændigt af. Grundet denne selskabelige præstationsangst, bliver jeg ofte nødt til at forlade den lune sovepose midt om natten og klæde mig forsvarligt på for at "træde af", hvorimod mine teltkammerater - upåvirket af min tilstedeværelse - lystigt lader de gyldne dråber risle ned i flasken.
Hvis vejret var godt i går, var det ualmindeligt strålende i dag. Der var ikke en sky på himmelen, og på hele bjerget knitrede den skarpe sol i iskrystallerne, så vi kæmpede os i to reblag opad mod lejr 2. Målet var at nå 5000 meter. Det lune vejr havde udvidet gletscherspalterne, så det flere stedet krævede lange spring at komme helskindet over. Jeg følte mig stadig ikke ordentlig akklimatiseret, så det var endnu engang ubegribeligt hårdt, og kun med megen besvær nåede jeg ifølge Modys højdemåler op i 5003 meter. Herved satte Lars Munk, Allan, Veder og Mody alle personlig højderekord. Tilbage i lejr 1 var dagens andet højdepunkt hårvask i gletschervand. Det var iskoldt men vidunderligt at få renvasket hår.
Den indre drengedrøm
Forfatteren passerer mindre gletscherspalte
Vi kom lidt sent af sted i dag og måtte betale prisen ved at gå hele dagen i den brændende sol. De dårlige vejrvarsler, vi havde fået i BC, var for længst gjort til skamme, og vi begynder allerede at blive rasende solbrændte, nærmest forbrændte. Vi beskytter os med P20 og zinksalve, og glemmer vi at smøre et sted, falder regningen samme dag i form af en alvorlig solskoldning. Ruten mod lejr 2 er den mest tekniske på bjerget, så vi fik vores første seriøse erfaringer med steigeisen, reblag og isøkse. Turen gav nogle
fabelagtige udsigter ud over Pamir. Dette her var, hvad vi alle var kommet for… rigtig bjergbestigning! Lige inden vi udmattede nåede lejr 2, passerede vi en isbro, som førte over en afgrundsdyb spalte. Jeg havde ikke lyst til at kigge ned, men ud af øjenkrogen kunne jeg skimte det uendelige dyb. Vores guide Alex pegede alvorligt ned og bemærkede "many souls", og med en gysen skyndte vi os over isbroen. Første reblag med Lars Munk, Lars H, Allan og Martin havde for længst etableret sig i deres telte, da Mody, Veder og jeg rystende af kulde vaklede ind i lejren. Specielt Veder var helt færdig oven på dagens strabadser. Solen var på vej ned og lejren var henlagt i skygge, hvilket hurtigt fortrængte de ellers lune temperaturer, vi havde haft på vej opad.
Så hurtigt som det nu lod sig gøre, fik vi med hjælp af vores kammerater, som allerede havde deres kogegrej etableret, organiseret kogende vand til vores travel-lunch. Syntetisk Bøf Stroganoff bliver nu aldrig min livret, men det mætter og giver energi, hvilket vi havde god brug for. Tidligt krøb vi i soveposerne og fik hurtigt varmen. Tre mand i et tomandstelt giver varmen selv i 5300 meters højde.
Min krop var åbenbart ikke gearet til at overnatte i den højde, for adskillige gange i løbet af natten måtte jeg op at sidde for at trække vejret ordentligt igennem. Det var som om, at automatikken ikke rigtigt fungerede som den skulle. Vinden hylede i teltet det meste af natten, og flere gange fik den stærke vind teltet til at bule indad, til vinden et øjeblik løjede af, og teltet poppede tilbage i sin rette form igen. Jeg registrerede flere gange laviner, som tordnede ned i nærheden, hvilket mindede mig om de mange dødsulykker, som gennem tiderne har fundet sted på bjerget. Den mest alvorlige fandt sted i 1990, hvor 40 klatrere blev dræbt af en lavine, som blæste lejr 2 af bjerget. Nu har man rykket lejren til et mere "sikkert" sted - eller hva'?
Døden bliver nærværende
Vores guide Alex vækkede os ved syvtiden, men vi havde ikke lyst til at forlade den lune sovepose. Jeg strammede mig dog an, lod Mody og Veder ligge, og gjorde resten af gruppen selskab ved at bestige sadlen på vej mod lejr 3, hvorved vi nåede op i 5500 meter. Det skulle senere vise sig, at være det højeste jeg nåede på Pik Lenin.
Efter middag, efterladende en del af vores bagage i teltene, vendte vi hele vejen tilbage til lejr 1 i 4400 meter, for at akklimatisere. På vej ned ad motorvejen mistede jeg to gange balancen, og havde det ikke været for den frelsende isøkse, som jeg hurtigt hamrede ind i sneen, var jeg faldet 20-30 meter ned. Vel ankommet i lejr 1 fik hår, tæer, ansigt og sokker en særdeles tiltrængt vask.
Hen ad aftenen, da en masse klatrere var samlet over maden i Asia Travels mad-yourt, bredte historien sig om en frygtelig ulykke, som i går fandt sted på nabobjerget Khan-Tengri. Bjerget blev ramt af en kæmpe lavine, og 20 personer skulle være omkommet. En mat stemning bredte sig. Vi kan endnu engang konstatere, at dette ikke er nogen barneleg, men for nogle bliver drømmen om at bestige en bjergtop pludselig til dødelig alvor.
Stien mod lejr 2
Senere, da vi kom sikkert hjem til Danmark, fik vi bekræftet historien. Den 5. august kl. ca. 06.00 om morgenen, blev Khan-Tengri ramt af en frygtelig lavine, hvorved 11 klatrere fra Rusland, Ukraine og Tjekkiet omkom og 14 blev såret.
Vi besluttede at slappe af i lejr 1 i morgen, så Lars Munk og jeg fejrede det med 1½ liter cola til 8 US $. Senere blev det også til en 5 $ russisk Baltica øl. Priserne bliver nødvendigvis pebrede, når tingene skal fragtes op ad bjerget.
På hviledagen trissede folk lidt rundt i lejren. Nogle vaskede tøj og andre gik en tur, men det meste af dagen gik med intensivt kortspil. Der var rigelig tid til at få gjort status over helbredet, specielt mave/afføringssituationen var som regel noget, man kunne debattere udi det groteske. Hele gruppen havde temmelig tynd mave, nogle kunne kontrollere det, andre kunne ikke. Var man så storskrydende at kunne slippe en vind uden sovs, affødte det straks anerkendende blikke, efterfulgt af beundringsværdige kommentarer såsom: Blærerøv! Eller pralhals! Symptomatisk var det, at kun en enkelt fra gruppen kom ned fra bjerget med underbukser, der ikke havde spor af dårlig mave. En enkelt sked sågar i begge sine støvler, mens han havde dem på!
Jeg konstaterede nogle grimme 2. grads forbrændinger på begge mine æblekinder. Jeg må passe bedre på i den brændende sol. Om eftermiddagen vendte vejret og sneen begyndte at dale ned. Ængsteligt skuede vi op imod bjerget. Risikoen for laviner stiger betragteligt i takt med at snemængden øges. Noget tyder på, vi bliver tvunget til endnu en hviledag i morgen af sikkerhedsmæssige årsager.
Lungeødemet
Lejr 1 ved foden af P.L.
Pokkers til nat! Mine slimhinder er helt udtørrede, og jeg måtte igen op at sidde adskillige gange for at hive den sparsomme ilt ned til lungerne. Lars H havde heldigvis en næsespray, men det hjalp nu ikke meget på søvnen. Vi blev vækket tidligt til at gå til lejr 2, men med et kort blik på bjerget kunne vi hurtigt konkludere, at det var for farligt at bevæge sig opad i dag på grund af nattens snefald. I løbet af dagen så vi da også et par små laviner. Lars H anbefalede, som lægestuderende, at jeg konsulterede BC doktoren over radioen for at beskrive mine vejrtrækningsproblemer. Det var jeg ikke meget for, da jeg udmærket vidste, at lægen ikke kunne stille en forsvarlig diagnose over radioen. Som jeg havde forudset, beordrede han mig øjeblikkeligt ned fra bjerget med symptomer på højdelungeødem. Det er en ret alvorlig sygdom som, hvis den ikke behandles, kan medføre døden. Sygdommen skyldes væske fra blodbanen, som trænger ud i lungerne. Hver tiende, som får konstateret sygdommen, dør, også selv om man bliver behandlet. Ydermere måtte jeg også tage mit ansvar som familiefar alvorligt, så der var ingen vej uden om: Nedstigning var uundgåelig.
Da jeg ikke måtte anstrenge mig, fik jeg ordineret nedtransport på hesteryg. Frustreret og demoraliseret sagde jeg farvel til mine bjergvenner, udmærket klar over, at det nok var mit livs definitive sidste forsøg på at etablere mig som bjergbestiger. Mærkeligt nok blev det, som skulle have været et antiklimaks, nemlig rideturen tilbage til BC, i stedet et af højdepunkterne.
Turen fik en flyvende start, da hesten allerede efter få hundrede meter fik benet i en lille gletschersprække, og væltede forover med mig flyvende hen over hovedet på den.
Reblag 2 på vej mod lejr 2
Forvirret kunne jeg konstatere, at hesten havde fået nogle skrammer på benet, hvorimod jeg mirakuløst slap uskadt. Det diagnosticerede lungeødem plagede mig ikke synderligt, så efter at have vænnet mig til hestens vuggende gang, begyndte jeg at nyde det omgivende landskab. I selskab med fire-fem kirgisiske ryttere red jeg langs Lenin gletscheren. Det var utroligt, som hesten styrede sikkert over de dybe spalter og gennem de rivende vandløb, som visse steder gjorde isen spejlglat. Vi red langs 30 meter høje isformationer, der var som skåret ud af isdronningens slot.
Da Lenin gletscheren var passeret, steg ruten op imod et pas ad bjergstier så stejle, at jeg endog ville betænke mig ved at gå på dem. På et særligt stejlt stykke, som førte ned mod en flod af iskoldt smeltevand, blev jeg bedt om at stå af hesten og klatre nedad. Da jeg ved hjælp af en kæmpesten var kommet tørskoet over floden, så jeg tilbage for at konstatere, at både hest og mand var forsvundet. Ihukommende mit lungeødem og skrøbelige helbred, så jeg mig selv efterladt ude midt i den ubarmhjertige kirgisiske ødemark. Jeg begyndte at klatre op imod passet og blev straks mindet om, hvorfor lægen havde sendt mig tilbage til BC, da jeg øjeblikkelig blev overmandet af min stakåndethed. Min trofaste transportduo havde dog blot i skjul af store klipper passeret floden længere oppe, så jeg kunne snart svinge benet over hesteryggen, for at blive båret over passet. I BC mødte jeg et hold danskere fra rejseselskabet Seven Seas, som selvsagt var meget interesseret i at høre nyt fra Pik Lenin og mine trængsler på bjerget. Jeg konsulterede dernæst lægen, som gav mig medicin samt et par velmenende råd om at tage det stille og rolige de nærmeste dage.
Døden besøger Pik Lenin igen
På trods af, at jeg nu er nede i 3800 m, vendte de uregelmæssige vejrtrækninger tilbage i nat. Lægen gav mig efterfølgende mere medicin; bl.a. vanddrivende piller, som skulle hjælpe på vejrtrækningen, da de driver vandet ud af lungerne. Frustreret trissede jeg rundt i BC, tænkte på mine venner "deroppe" og på, hvad jeg i alverden skulle fordrive tiden med. En finne, Oluf, der havde været på toppen, kom ridende ned i en skræmmende tilstand. Han var blevet fanget af uvejr nær toppen i selskab med sin guide. De var ikke i stand til at finde ned gennem snestormen, og måtte gå frem og tilbage hele natten i ly af en lille bakke, for at holde varmen. I uvejret var han og guiden kommet fra hinanden, og her 3 dage senere var guiden stadig ikke fundet. Han formodes at være død. Jeg sad ved siden af, da Oluf ringede hjem og meddelte konen, at alt gik som planlagt! Detaljerne omkring den døde guide og de visnende lemmer bliver sikkert en overraskelse for hans familie. I skrivende stund, ca. 6 uger senere, arbejder lægerne stadig for at genvinde førligheden i Olufs tæer. Det er sgu' ikke bare sjov på det bjerg!
Seven Seas gruppen er i oprør. Det viser sig, at den nu døde guide skulle have været deres chefguide, og de andre guider, de havde købt sig til fra Danmark, havde intet lokalkendskab til Pik Lenin, talte ikke engelsk og havde aldrig været højere end 6000 meter. Derfor truer selskabet med ikke at fortsætte turen. Faktisk tog tre fra gruppen hjem uden så meget som at sætte fod på bjerget. De var nervøse for deres sikkerhed.
Base Camp
De næste dage hyggede jeg mig gevaldigt med kedsomheden og kunne ikke beslutte, nu da jeg tilsyneladende havde fået det godt, om jeg skulle bevæge mig opad mod mine venner igen. Faktisk havde jeg pakket rygsækken, men så kom Theis og hans ven Kenneth ned. De fortalte om en lavine, som havde ødelagt flere telte i lejr 2, deriblandt deres eget, hvilket var en af grundene til, at de havde besluttet at gå ned. Theis og Kenneth overtalte mig til at holde dem med selskab. Vi fik gået en fantastisk trekkingtur, besteget en lille top og jeg følte mig i fantastisk form. Faktisk i så god form, at jeg ubesværet overhalede alle nyankommende med flere længder. Endelig var akklimatiseringen slået helt igennem, men det kunne jeg jo ikke bruge til så meget her i "lavlandet".
På min femte dag i BC kom Lars Munk, Veder og Mody ned fra bjerget, hvilket gjorde mig utroligt glad. Jeg havde virkelig savnet deres selskab. De var alle ved godt mod og temmelig "høje" af deres oplevelser. De havde alle nået lejr 3 og følte ligesom jeg selv, at de havde fået oplevelser for livet ud af Pik Lenin. De fortalte mig historien om et lig, formentlig fra 50'erne, som var dukket op af gletscheren nær lejr 1. De blottede knogler blev respektfuldt dækket til med sten, og et simpelt kors blev sat på stedet. Den kommende vinter vil nok endnu engang slette alle spor af den omkomne klatrer.
Vi fire, som nu var kommet ned, tog dagen efter videre mod Osh med uforglemmelige oplevelser i bagagen. Inderst inde nagede tvivlen mig… Mon det her virkelig var mit sidste bjerg!!
