Det sydlige Afrika rundt med en starlet

Kenneth Hvolbøl

Den kæmpestore jumbojet fra Southafrica Airways satte os silkeblødt ned på runwayen i Capetown, som efter manges mening er verdens smukkest beliggende storby, og vi måtte hurtigt give dem ret.

Nelson Mandela kunne konstatere det samme, dag efter dag i de 16 år, ud af i alt 28, han sad fængslet på Robben Island, kun 500 meter fra den forjættede frihed. Den frihed Vibeke, børnene og jeg havde til at rejse igennem Sydafrika, Namibia, Botswana, Zimbabwe og Mauritius de næste otte uger.

Allerede inden vi landede, var der lettere panik. Vibeke og jeg havde begge glemt vores kørekort, hvilket var ret uheldigt, da vi allerede hjemmefra havde booket en bil hos Budget. Vi styrede direkte mod Budgets skranke i lufthavnen, hvad gør vi nu? 'Rolig', formanede de. 'Vi er ligeglade, masser af mennesker kører rundt her uden kørekort, og er uheldet ude ved en trafikkontrol, koster det kun ca. 150 kr. i bøde. No problem! vi er jo i Afrika'.

Vandrehjemmet "The Bunkhouse" var repræsenteret ved en minibus, de skulle hente nogle andre, så vi fik et lift ind til byen og bookede os ind hos dem, hvilket var dejligt billigt.

Kap det Gode Håb Nationalpark er absolut et besøg værd. Det er et enestående naturområde med et af verdens mest varierede planteliv, og vi som sætter stor pris på dyreoplevelser kunne glæde os over bavianer, strudse, skildpadder og spækhuggere. Her var også en lille koloni af æselørepingviner på ca. 2500 dyr, og da det var midt i ynglesæsonen, var der masser af små dunede unger, noget der i høj grad passede vores unger. Vinden dominerer her, og det oppiskede hav væltede ind over kysten, men vi trodsede uvejret og bevægede os helt ud på klipperne, hvor Atlanterhavet og Det Indiske ocean mødtes i et brølende sammenstød. Det var et drabeligt skue, vinden hev og sled i os, skyerne for hen over himmelen, men alt det lagde Alexander slet ikke mærke til, han havde alt for travlt med at fange firben. Vejret og terrænet taget i betragtning var vi noget rystede over at møde en turist, som absolut skulle slæbe sin mountainbike herud, en japaner naturligvis.

Hvor er hvalerne?

Jeg spadserede ned i centrum af Capetown for at hente vores bil, en lille potte, Toyota Starlet, og listede tilbage til vandrehjemmet igen. Man skal jo lige vænne sig til at køre i venstre side, men det kommer forbløffende hurtigt. Vi kunne lige knibe os selv og bagagen ind i starletten, for herefter at køre mod Hermanus, hvor årets hvalfestival løb af stablen. Stort set al indkvartering var - på grund af festivalen - optaget, så det var med nogen besvær vi fandt et guesthouse med Bed and Breakfast, hvor de flinke værter viste os til rette i store og dejlige værelser. Bed and Breakfast konceptet kan vi ikke rose nok. Det er simpelthen en pragtfuld måde at møde de lokale folk på, og tilmed rimeligt prisvenligt. Det er ofte fint vedligeholdte værelser, og det serveres et gigantisk morgenmåltid. Værterne er som regel ret snaksaglige, og efter ungernes sengetid sad vi ofte og hyggesnakkede til langt ud på aftenen over en kop kaffe eller en øl. i Sydafrika var det som oftest politik, historie og samfundsudvikling, som prægede debatten.

Maggie er et pragtfuldt kattedyr

Alle sejl var sat til for at fejre byens vartegn, de fantastiske rethvaler, som er på størrelse med HT-busser. Det var midt ynglesæsonen, og hvalerne betragter netop bugten ud for Hermanus som en glimrende fødeklinik og vuggestue. Men trods store flag og bannere afbilledet med hvaler, hval-souvenirs, horder af hvalinteresserede turister og verdens eneste hvalkalder (en neger med et båthorn), var det sparsomt med havets giganter. Vi fik at vide, at når vinden er for kraftig, har hvalerne en tendens til at blive under vandet, men der var dog enkelte, som viste flotte krumspring ud for kysten.

Vi satte kursen nordpå langs vestkysten mod Kalahari, men slog først et smut omkring Aughrabies national park. Det var en lang tur, men den velsmurte starlet rundede let 150 km/t på de brede og øde sydafrikanske landeveje. Orangefloden skærer her en dyb kløft i den massive granit og danner Aughrabies Falls, som i regntiden kan måle sig med det mere berømte Victoria Falls, hvad vandmængde angår. Det var tørtid, så faldet var knap så imponerende, men i den smukke afrikanske solnedgang kunne vi høre bruset og nyde antiloperne og klippegrævlingernes leg fra terrassen i vores bungalow.

Upington ligger lige syd for Kalahari, og der forsøgte vi at reservere overnatning til parken. Det var dog ikke lige til, så vi måtte vente et par dage i byen og en enkelt nat i Spitzkoppe Nature Reserve. Det er en mindre privat park, hvor man kan overnatte blandt ufarlige afrikanske dyr i en primitiv hytte. Ved sengetid blev stemningen dog for eksotisk. Hver gang vi slukkede lyset, fløj en flagermus hen over vores næser, men efter en times tid lykkedes det os at lokalisere synderens adgangshul, hvor et par af mine sokker satte en effektiv stopper for legen.

Vi provianterede til Kalahari i Upington, men inden vi kørte dertil måtte vi bare overnatte på en fårefarm nær nationalparken. Loch Broom farmen var ejet af en ægte afrikaans whitehunter. Farmen var kæmpestor - 10.000 tønder land - og indeholdt tillige en mindre safaripark. Selve huset var tæt dekoreret med jagttrofæer som zebra og løveskind, og bøffel og et utal af antilopetyper prydede væggene, mellem næsten lige så mange diplomer for flotteste trofæ og lignende.

Vi blev indlogeret i en lækker hytte, og så var det tid til den største oplevelse, både for børn og voksne. Maggie, en pragtfuld hungepard, havde vores vært haft fra den var helt lille, så den var helt tam. Det var en ganske speciel oplevelse at kæle for det imponerende kattedyr, som spandt alt hvad den havde lært. Det var ikke som en sagte spinnen fra en huskat, men nærmere som at kæle for motorhjælmen på en maskulin Toyota Landcruiser i tomgang. Værten bød herefter på en ægte afrikansk Braii, dvs. grillmad, selvfølgelig serveret af hans sorte stab, så med et glas vin i solnedgangen, var vi et øjeblik hensat til Karen Blixens afrikanske farm.

Sand og støv

Namib-ørkenen - som at være på en anden planet

Kalahari Gemsbook National park er et tørt støvet sted, omkring to flodlejer, hvor der i de sidste 20 år ikke har løbet vand. I stedet for er der etableret en række kunstige vandhuller, som naturligvis tiltrækker en række dyr. Særligt ved dyrene her er, at det er muligt at komme utroligt tæt på selv de mest sky dyr, men det var som om de dyr vi ville se, primært de store katte, holdt sig langt ude af vores synsvidde. Det var muligt at stå ud af bilen, for at strække ben på særlige steder med gode oversigtsforhold, men der var ingen indhegning, så det var på eget ansvar.

"Jeg bli'r i bilen" sagde Nadia, sikkert med løverne i tankerne. Det generede dog ikke Alexander, som var ved at udvikle sig til lidt af en krybdyrjager. Flere gange kunne han stolt fremvise en firbenshale uden resten af firbenet. Inden vi forlod parken lykkedes det os dog at se en sløv gepard i skyggen af en akaciebusk.

Vestpå gik det mod grænsen til Namibia, først på en fin asfaltvej, siden hen på en knoldet jordvej. Til sidst var vi stærkt i tvivl om, hvorvidt det virkelig var vejen mod grænsen, da vi kun havde et mundtligt tilsagn, og den ikke var aftegnet på vores kort, men det var det heldigvis. Absolut ingen interesserede sig for vores manglende kørekort, så vi strøg lige mod et af verdens naturvidundere, de store sandklitter ved Sosusvelei. Her har Namib ørkenen dannet verdens største sanddyner og forunderligt nok også gjort det muligt at køre ind midt i denne, verdens mest ørknede ørken. Ikke så meget som et græsstrå vokser her, hvilket vi senere kunne konstatere, da vi tog en fascinerende flyvetur over det golde område. Vi besteg en af klitterne, som tårner sig op imod 275 meter over det omgivende landskab, og havde en fantastisk udsigt over det rustrøde landskab. Forbløffende nok så vi strudse og gemsbook gå rundt i ørkenen. Hvad de lever af her, er ikke lige til at gennemskue, det er fuldstændig som at være på en anden planet. Sjovt var det at lade kroppen løbe ned gennem det bløde sand, det var som at løbe ned af en bjergskråning, men med den væsentlige forskel, at det var umuligt at slå sig.

Vi krydsede den golde Namib ørken i starletten, en af de få ørkner, hvor det kan lade sig gøre uden firehjulstræk. Dog undgik vi ikke den berygtede vaskebræt effekt, som ruskede godt op i starlettens understel.

Masser af dyr

Længere nordpå ad kysten ligger Walvis Bay, hvor det salte vand tiltrækker et væld af flamingoer og pelikaner samt en stor saltindustri. Saltet er skovlet sammen og ligner kæmpestore strandede isbjerge. Det lykkedes os at finde endnu et B&B, før vi sejlede ud i bugten blandt boltrende delfiner, som til Nadia og Alexanders store begejstring næsten lod sig røre. De svømmede med rasende fart foran båden og sprang, næsten drillende, i akrobatiske saltomortaler, men altid hurtigere end vi kunne nå at få indstillet kameraet. En enorm pelssæl havde for vane at springe op i båden for at blive fodret med døde sild. Det er kun ganske få vilde sæler, der vil nedværdige sig til at spise døde fisk, de foretrækker normalt selv at fange deres bytte, men Bruno, som kaptajnen havde døbt sælen, var en undtagelse. Vi holdt børnene lidt i baggrunden, for Bruno kunne nemt snuppe en enkelt pilfinger, sagde kaptajnen. Turen var inkl. champagne og østers, men da ingen andre end Vibeke og jeg kunne lide den slimede klat, tog vi godt for os af skaldyret.

Man kunne næsten røre delfinerne

Cape Cross pelssælkoloni. Stanken var forfærdelig

Normalt, når man kører af Namibias i øvrigt udmærkede grusveje, trækker man en ca. 100 meter lang støvhale i kølvandet, så derfor kræver overhalinger rigeligt med både tid og plads. Det er en stor fordel, hvis en kraftig sidevind bærer støvhalen væk fra vejen, så man kan observere eventuelt modkørende. Hvis ikke, er det nærmest russisk roulette, det er helt umuligt at se gennem støvskyen.

Fra Swakopmund går vejen mod Cape Cross. Vi undrede os over, at støvhalen her helt udeblev. Det viste sig at være en massiv saltvej, hvor man blot havde skrabet sand, sten og jord væk, hvorefter en næsten helt plan saltvej kunne bringe os til den sydlige halvkugles største pelssæl koloni på ca. 250.000 stk. Det første indtryk der møder os er en hørm af ekskrementer, som hang i vores tøj og hår resten af dagen. Også her var det parringssæson, så der var en del gøen og masser af slåskampe mellem hannerne, selvfølgelig om hunnernes gunst, at de gider! Den slags kommer vel af sig selv eller hva'? Mellem sælerne patruljerede naturens skraldespande, sjakalerne, rundt efter ådsler, aborter, moderkager og andet spiseligt. Tilbage i Swakopmund var byen blevet indhyllet i Benguelastrømmens hvide tåge.

Etosha var vores næste mål, og halvvejs overnattede vi i Omaruru, hvor der tilfældigvis var oktoberfestival. Det er jo egentlig en tysk tradition, og de tyske rødder stikker stadig dybt her, så den fejres energisk med sauerkraut, wienermusik og lederhosen. Overraskende er det, at alle de hvide taler tysk, men uden nogensinde at have sat deres ben i Tyskland.

Namibias turistmål nummer et er Etosha, som byder på alle de afrikanske dyr man kan drømme om, og det bedste er, at man kan have dem næsten for sig selv, sammenlignet med turistmasserne i Østafrika. Tilmed er det langt billigere at besøge og overnatte her end i Kenya og Tanzania. Vi gjorde hurtigt den erfaring, at Nadia og Alexander, ligesom os andre, var vilde med dyreoplevelser, så vi besluttede at bruge flere dage i nationalparkerne undervejs. En sjov episode vi overværede i Etosha, var ved et vandhul, hvor en flok elefanter havde samlet sig. Pludselig falder en lille elefantunge i vandet. Den trutter pibende signal, og straks trompeterer de voksne elefanter og slutter ring omkring den nødstedte unge. Nænsomt og ved hjælp af fødder og snabler, redder de voksne ungen sikkert i land. Et perfekt eksempel på elefanternes ubrydelige sammenhold, og skulle man være en dyreunge, var elefant vel ikke det værste valg.

Tilbage i campen havde vi lejet en lille hytte med eksklusiv udsigt til et vandhul, så under måltiderne kunne vi nyde at se vortesvin, giraffer, zebra, antiloper og elefanter komme for at drikke, kan man ønske sig mere?

De tynde bryster

En dejlig Himba-kvinde

Himba stammen lever helt oppe i det nordøstlige Namibia, tæt på grænsen til Angola. Der var pokkers til lang vej derop, men vi havde fået det varmt anbefalet af et australsk ægtepar, vi havde mødt i Omaruru. Via en god grusvej nåede vi Opuwo, som er lidt af en "civilisationens udpost". Her ser vi mange Himbakvinder i skørt og bare bryster. Fra top til tå er de smurt ind i okkerfedt, som giver dem en næsten kobberagtig kulør. De lokale unger fulgte efter os, som en hale gennem byen, hvilket Nadia fandt mægtigt interessant, hvorimod Alexander kommenterede kvindernes bryster, som han fandt "tynde". Henad eftermiddagen tårnede en støvstorm sig op i horisonten. Folk løb ind i deres huse eller som os i nærmeste butik, hvorfra vi kunne observere stormen formørke den lille udpost. Det varede kun 10 minutter, men farvede al vores vasketøj samme kobberbrune farve som Himbaerne, en mærkelig oplevelse.

Et par venlige unge mænd havde banket et skilt op med påskriften "Turist information". De tilbød - for stort set ingenting - at bringe os ud til Himba folket samt en beslægtet stamme, som hedder Zemba. Først måtte vi handle ind til besøget, og da stammerne har tendens til (som de fleste "primitive" folkeslag), at købe alkohol, når de har penge mellem hænderne, opfordres der fra regeringens side til, at man køber råvarer som betaling for besøget. Majsmel til grød, som er hovedernæringen, sammen med mælk og kød. Tobak, snus, slik og en dåse fedt, som Himbaerne blander med okker, og smører på huden og i håret, hvilken giver dem den karakteristiske farve.

Både Himbarene og Zembaerne er nøgne bortset fra et lændeklæde, men hvor Zembaerne smykker sig med farvestrålende perler, bruger Himbaerne stykker af kohud og metalsmykker, alt sammen okkerfarvet. Himbaerne vasker sig stort set aldrig, men smører sig blot med et nyt lag fedt, når lugten trænger sig på. Begge stammer er kvægholdere og bor i hytter lavet af træ, ler og kolort, kronet med et flot stråtag. Religionen er troen på den hellige ild, hvilket man godt kan forstå, når man ser, hvilken afhængighed de har til ilden. Nadia og Alexander vakte selvfølgelig størst opmærksomhed, godt nok kommer her turister, men hvide børn er en absolut sjældenhed.

Mord og elefanter

Via Caprivi strip kørte vi mod Chobe national park. Der havde for nylig været en del uroligheder i Caprivi, herunder skyderier med 12 dræbte, så vi var lidt betænkelige ved at køre igennem. Der var ret øde på den lange vej gennem Caprivi. Vi passerede to skildpadder, som gik midt på vejen. Børnene insisterede på at bære dem sikkert ind i rabatten, hvorefter vi kørte mod Mahango Game Reserve.

Okavangofloden, som løber gennem reservatet, dannede en smuk grøn ramme om en fortryllende solnedgang. En hvid namibianer havde slået kaffebordet op for at nyde udsigten om en flok badende elefanter, mens hans sorte tjener tændte bål og lavede aftensmad. De badende elefanter besluttede sig pludselig til at krydse floden netop her, hvor vi havde slået os ned. Vi blev siddende i den tro, at tilstedeværelsen af vores bil ville få flokken til at dreje af.

Man gør klogt i ikke at bruge hornet

Hvor dum kan man være? Vi vidste selvfølgelig ikke, at elefanten er inkarneret vanedyr, og er det her de plejer at krydse floden, så skal den så sandelig også krydses samme sted i dag. De buldrede gennem vandet, tydelig generet af os. Med foruroligende hast nærmede de sig, men jeg ville have de bedste billeder, og Nadia ville straks tilbage til bilen. Når man vejer fem tons og har sin lige så tunge familie med, lader man sig ikke true af 850 kg. Toyota Starlet, så vi for ind i bilen, og efterfulgt af vrede elefanters trompeteren speedede vi hastigt væk fra gerningsstedet.

Aftenen på Mahango Game Lodge var utrolig stemningsfuld. Vi grillede vores bøffer til et skrålende kor af frøer. Fuldmånens reflekterende lys afslørede et par prustende flodheste i vandoverfladen, og var det ikke et løvebrøl? Eller var det rødvinen fra kaplandet, som gjorde sin indflydelse? Selv i dag kan jeg blive helt melankolsk over den aften.

Vi kørte videre gennem den politisk følsomme Caprivi Strip, hvor det ene politicheck afløste det andet. "Elephants 80 km/t" stod der på et skilt, men os kunne de ikke overhale, vi kørte 130. De nylige uroligheder fandt sted i Katima Mulillu, hvor vi indlogerede os på luksuriøse Zambezi Lodge, på bredden af Zambezi floden. Grunden til balladen var, at en frihedskæmper, som nogle sikkert vil kalde terrorist, fra Caprivi området, var flygtet og via FN's flygtningekvote havnet i Danmark. Befolkningen i Namibia troede imidlertidig, at han var inviteret af Danmark, hvilket gav anledning til demonstrationer og moddemonstrationer, med de efterfølgende skyderier. Da vi ankom virkede alt roligt, "Where do You come from"? "Denmark"! Svarede vi. "Denmark, we know about". Svarede de, men ellers var der ingen problemer.

Bedre end National Geographic

Vi besluttede at droppe Okavango deltaet pga. tidsnød og kørte i stedet mod Chobe National Park i Botswana. Hvad der var godt nok til Elizabeth Taylor og Richard Burtons bryllupsrejse kunne vel også være godt nok til os. Vi forlod pragtfulde Namibia via transitvejen til Victoria Falls i Zimbabwe og stoppede på halvvejen Kasane, som er porten til Chobes berømte Waterfront. Vi bor på Chobe safari Lodge til en noget pebret pris, men dog den billigste i området. Lodgen ligger lige op ad nationalparken, og derfor kommer der en mængde dyr ind på området. Frække aber som støvsuger lodgen for madrester, vortesvin som græsser, af og til en flodhest eller en elefant, ja, selv løver er set her.

Gribbene fik deres festmåltid

Vi optog hurtigt den sædvanlige safarirytme med gamedrives morgenen og aften, her var aftenturen dog erstattet af sejlture på Chobefloden, hvis ferske vand tiltrækker masser af dyr. Vi opdagede en død elefant på flodbredden, som havde tiltrukket en hel løveflok og en stok flok gribbe, der tålmodigt ventede på at løverne blev mætte, og også en stor krokodille ventede i det lave vand på sin chance. Løverne så nu stopmætte ud, men de havde ikke i sinde at overgive det vældige kødbjerg til de glubske gribbe, for de havde placeret et par vagtposter, to løvinder, til at holde ådselsæderne på afstand. Solen brændte fælt, som vi nærmede os eftermiddag, så de stakkels løvinder måtte af og til ind i skyggen. Men ak! Lige så snart de var i skyggen, gik gribbene til fadet, og de to løvinder måtte straks ud i solen for at jage dem væk igen. Sådan fortsatte scenen et stykke tid, nøje overvåget af krokodillen, indtil en flok sabelantiloper kom ned til floden for at drikke lidt længere henne af bredden. En uerfaren antilope stod lidt for langt ude i vandet, hvilket omgående fik krokodillen til at slå til. Med en lynsnar bevægelse fik den fat i antilopens ene ben. Nu er sabelantiloper kendt for deres styrke, så efter en brav kamp lykkedes det antilopen at slippe ud af krokodillens normalt dødbringende gab. Vi var ikke meget for at forlade stedet, men nu var solen ved at gå ned, og så skal dyrene være i fred for nysgerrige blikke.

Heldet nåede dog endnu engang at tilsmile os, da vi så Chobes eneste flok af Afrikas mest fabelagtige jægere, de vilde hunde, oppe og slås med en flok bavianer. Guiden var helt oppe at køre, han havde ikke set flokken i et halvt år, så det var virkeligt et lykketræf. Til morgen lejede vi endnu engang båden og sejlede ud til den døde elefant, men i nattens løb havde løverne forladt den og gribbene fået første parket. Kødet var samtidig gået så meget i forrådnelse, at stanken var næsten uudholdelig, men det synes ikke at afholde gribbene fra at slås om de bedste stykker, tværtimod. Vi var nu mere end tilfredse, end ikke et National Geographic filmhold kunne have skudt en bedre scene, end den vi havde overværet.

Inden vi forlod Botswana havde vi allerede aftalt, at her måtte vi tilbage til en gang i fremtiden.

Afrika i hjertet

Ganske få kilometer væk ligger Victoria Falls i al sin pragt. Det er indiskutabelt det sydlige Afrikas største turistattraktion, så det vrimler med tilbud om alt fra Boozecruise til bungeejump og elefantridning. Vi nøjedes med Boozecruise på Zambezi og elefantridning, men vigtigst af alt, jeg fik set statuen af en af mine største idoler, dr. David Livingstone. Han var den første hvide mand, som kunne skue ud over vandfaldet, og opkaldte det efter sin dronning. Sydpå ligger Great Zimbabwe, som landet i øvrigt tog navn efter i 1980. Shona-stammen byggede her sin hovedstad i 1100-tallet. Riget strakte sig fra Zimbabwe og langt ind Mozambique, Botswana og Sydafrika. I dag er der kun ruinerne tilbage, men har man læst Wilbur Smiths "Stenfalkens Land" er det en ganske særlig oplevelse at gå iblandt de 11 meter høje mure. Jeg undrede mig dog over at, man efter at have bygget et så storslået bygningsværk, ved hjælp af veludviklet byggeteknik, gik direkte tilbage til lerhytter.

Ved siden af ruinen lå en lille Shona landsby, hvor en sandsigerske tilbød sin service. Jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig, og måtte høre lidt om fremtiden. Klædt i leopardskind, fjer og halskæder med dyretænder, stak hun hovedet i en kurv og påkaldte ånderne, samtidig med at hun, af uforklarlige årsager, slog sig selv med en pind. Hovedet kom frem med et grynt, efterfulgt af hostelyde og med en sagte pludren kom mærkelige ord ud af munden på hende. Hun var som i trance. Øjnene kørte rundt i hovedet på hende, og tilsyneladende ufrivillige spasmer rykkede gennem hendes krop. Så talte ånderne, mens Nadia og Alexander vred sig, højst upassende, rundt på gulvet af grin. Jeg fik meget at vide i generelle vendinger, men flere gange sagde ånderne, at jeg snarest ville vende tilbage til Afrika. Allerede året efter var jeg tilbage.

Vi krydsede Limpopo floden på vej mod Jo'burg, hvor en flyvetur bragte os til overbefolkede, men dejlige Mauritius, hvorefter vi modvilligt, med Afrika dybt inde i hjertet, tog tilbage til hverdagen.

Oplevet af
Kenneth Hvolbøl

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside